Dokumentets metadata

Dokumentets dato:29-04-2022
Offentliggjort:26-01-2023
SKM-nr:SKM2023.37.LSR
Journalnr.:19-0033603
Referencer.:Forvaltningsloven
Momsloven
Toldloven
Eu-toldkodeksen
Dokumenttype:Afgørelse


Betaling af told, moms og renter - Forsendelse af varer fra Norge til Tyskland er ikke afsluttet korrekt

Sagen angik told og moms som følge af fejl i forbindelse med en ekstern forsendelse af to lastbiler fra Norge til Tyskland. Landsskatteretten var enig med Toldstyrelsen i, at der var opstået toldskyld, og i at klageren var debitor. Retten fandt imidlertid, at toldskylden måtte anses for ophørt for den ene lastbil, da det var godtgjort, at den hverken var anvendt eller forbrugt, og at den var ført ud af Unionens toldområde, jf. EUTK artikel 124, stk. 1, litra k.

Landsskatteretten fandt, at Toldstyrelsens afgørelse vedrørende klagerens hæftelse for importmoms var ugyldig, fordi afgørelsen hverken henviste til hvilket lovgrundlag eller faktum, der kunne føre til, at klageren var debitor.


Toldstyrelsen har truffet afgørelse om, at H1 AS skal betale told, moms og renter med i alt 102.837,74 kr., fordi en forsendelse af varer fra Norge til Tyskland ikke er afsluttet.

Landsskatteretten nedsætter den beregnede told til 14.612,18 kr.

Landsskatteretten annullerer Toldstyrelsens afgørelse vedrørende den opkrævede moms, hvorfor momsen nedsættes til 0 kr.

Toldstyrelsen anmodes om at ændre sin beregning af renter som følge heraf.

Faktiske oplysninger
H1 AS er et norsk speditionsfirma.

Ifølge to fakturaer solgte det norske firma G1 AS to Mercedes-Benz-lastbiler til G2 i Egypten for henholdsvis 85.000 NOK (stelnr. […]4144) og 165.000 NOK (stelnr. […]4217) den 28. april 2018.

H1 AS har oplyst, at G2 hyrede en chauffør til at sørge for transport af lastbilerne fra Norge til Bremerhaven i Tyskland, hvor de skulle overdrages til G3 GmbH, der skulle stå for den videre transport, som skulle ske med G4.

Chaufføren anmodede H1 AS om at udstede de relevante tolddokumenter til brug for transporten.

Ifølge eksportdokumentet med MRN-nr. […]0DA6 var H1 AS hovedansvarlig for transporten, der bestod af 2 coli på samlet 25.245 kg bestående af:

  1. Understel med motor og førerhus, stelnr. […]4217, 13.425 kg
  2. Understel med motor og førerhus, stelnr. […]4144, 11.820 kg

Forsendelsen blev frigivet af det norske toldsted i Svinesund den 2. oktober 2018. Varerne skulle transitere Toldekspeditionen i Københavns Lufthavn og derefter til bestemmelsestoldstedet i Bremerhaven, hvor de senest skulle være den 11. oktober 2018.

Ifølge et fragtbrev (bill of lading med nr. […]0003) blev de to lastbiler lastet på G4s skib [navn udeladt] i Bremerhaven den 12. oktober 2018. Det fremgår af fragtbrevet, at den ene lastbil er lastet med den anden, at de skulle losses i Aqaba, og at de var i transit til "Free Zone Zerka". Fragtbrevet er dateret den 12. oktober 2018.

Ifølge en oversigt, der viser historikken for MRN […]0DA6, blev varerne frigivet af de norske myndigheder den 2. oktober 2018. Toldmyndighederne i Danmark registrerede grænsepassage og frigav varerne den 5. oktober 2018 (kode IE118). Varerne blev imidlertid ikke efterfølgende registreret hos toldmyndighederne i Bremerhaven og forsendelsen dermed ikke afsluttet.

Da de norske myndigheder ikke modtog besked om, at forsendelsen var afsluttet fra de tyske myndigheder, sendte de en efterlysning til toldstedet i Bremerhaven den 29. november 2018 (kode IE142), der samme dag meddelte, at varerne ikke var frembudt dér (kode IE143, kode 1).

Den 20. december 2018 anmodede de norske myndigheder Toldstyrelsen om at opkræve told og afgifter (kode IE150).

H1 AS har bl.a. fremlagt:

- Eksportdokument for MRN […]0DA6 med vareliste
- Bill of lading med nr. […]0003
- En mail af 25. januar 2019 til G5, hvori H1 AS spørger til 2 forsendelser med MRN nr. […]0DA6 og […]0E38. H1 AS skriver:
"In October we made 2 x T1 (above mentioned MRNs) with 2 lines on each T1, each for 2 different vehicles. Customs are still awaiting for closure of T1s, and so are we.
For BL no […]0003 both chassis are mentioned, but after this we have nothing more. Same goes for BL No […]0001.
Please let us know if you have more information on this case."
- G5 har i en mail af 28. januar 2019 svaret:
"I have not received any good news from Bremerhaven (see below)
"Those two trucks indeed has been delivered on T-1 doc, we declared it also in the BHT with T-1. But T-1 docs has to be cleared from the driver PRIOR delivery at the Customs office when he enters the Port. Clearance after delivery would have been only possible as long as the trucks are still here. We can't see if the T-1 docs are closed or not."
I have asked our office in Jordan to see if they can get something on paper that confirms that the trucks are in Jordan."

Efter klagens indgivelse til Skatteankestyrelsen har H1 AS fremlagt en erklæring dateret 15. maj 2019, hvori X, leder af frizonelageret i Zarqa, Jordan, bl.a. erklærer, at en Mercedes Benz med stelnr. […]4217 ankom til lageret den 6. november 2018, at den har toldmanifestnummer 50320, toldmanifestdato den 1. november 2018, toldmanifestcentret er Aqaba Customs, og at den er deponeret under nr. 2018016218. Erklæringen var vedlagt to dokumenter på arabisk, som ikke er oversat. Det jordanske våbenskjold er øverst på det ene dokument. Det har nr. 1439647, og det ses, at det angår lastbilen med stelnr. […]4217. Det andet dokument har nr. 2018016218 og nævner toldmanifestnummeret 50320 samt datoerne 1. og 6. november 2018.

Toldstyrelsens afgørelse
Toldstyrelsen har truffet afgørelse om, at H1 AS skal betale told, moms og renter med i alt 102.837,74 DKK.

Afgørelsen er begrundet således:

"I har som ansvarlig for proceduren startet forsendelsesangivelse T1 MRN […]0DA6 fra den 2. oktober 2018, der blev frigivet af Svinesund N tollsted.

Den 3. januar 2019 skrev vi til jer, at forsendelsen ikke er afsluttet, og at I ikke har sendt dokumentation, som beviser, at den er afsluttet.

Det er derfor ikke dokumenteret, at forsendelsen er blevet frembudt ved bestemmelsestoldstedet, eller at forsendelsesproceduren er ophørt. Varerne har derfor været unddraget toldtilsyn, og det betyder, at der er opstået toldskyld, jf. artikel 79, stk. 1 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af den 9. oktober 2013 om EU Toldkodeksen. I henhold til artikel 79, stk. 3a, anses I som debitor for den opståede toldskyld. Morarenter opkræves i henhold til artikel 114, stk. 2 i Toldkodeksen.

Vi kan se, at det fortsat ikke er dokumenteret.

Derfor fastholder vi at opkræve told og afgifter (…)

Love og regler
Reglerne om, at vi kan opkræve told, afgifter og morarenter, står i artikel 79 og artikel 114, stk. 2 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (UE) nr. 952/2013 af den 9. oktober 2013 og momslovens § 12.

Reglerne om, at vi skal opkræve told og moms i Danmark, står i artikel 87, stk. 2 i samme forordning. (…)"

Af Toldstyrelsens sagsfremstilling fremgår endvidere:

"Sagen drejer sig om
Toldstyrelsen opkræver told og afgifter hos jer som ansvarlig for proceduren, fordi forsendelse T1 MRN […]0DA6 fra den 2. oktober 2018 ikke er afsluttet.
Vi har modtaget anmodning om opkrævning af told- og afgifter af de norske toldmyndigheder.
Forsendelsen er opstartet ved Svinesund N tollsted, og der er indgivet meddelelse om grænsepassageattest den 5. oktober 2018 ved toldekspeditionssted Kvæsthusbroen.

Dermed er vi kompetent myndighed til at foretage inddrivelsen af den opståede toldskyld.

Afgørelse
Vi opkræver dette told- og afgiftsbeløb:

Toldværdi

195.350 kr.

Told

42.977 kr.

Moms

59,581,75 kr.

Morarenter

278,99 kr.

I alt

102.837,74 kr.

Talmæssig opgørelse
Faktura

Sagens faktiske forhold
Selskabet startede den 2. oktober 2018 en T1 med MRN […]ODA6 ved afgangstoldsted Svinesund N tollsted.

Afgangstoldstedet har ikke fået besked fra bestemmelsestoldstedet om, at forsendelsen er ophørt.

Den 2. oktober 2018 fik I 28 dage til at fremlægge oplysninger og dokumentation, som kunne bevise, at forsendelsen var ophørt, eller i hvilket land en eventuel uregelmæssighed var opstået. Det er i overensstemmelse med reglerne i artikel 310 i Kommissionens Gennemførselsforordning (EU) nr. 2447/2015 af den 24. november 2015.

I fremlagde ikke oplysninger eller dokumentation inden fristen udløb.

Den 20. december 2018 modtog vi anmodning fra Svinesund N tollsted om opkrævning af grænsepassage forsendelse, da der er registreret grænsepassageattest ved toldekspedition Kvæsthusbroen.

Begrundelse for afgørelsen
I skal som ansvarlig for proceduren overholde bestemmelserne om fællesskabsforsendelse, som fremgår af artikel 233 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af den 9. oktober 2013 om EU Toldkodeksen.

Det er ikke dokumenteret, at forsendelsen er blevet frembudt ved bestemmelsestoldstedet, eller at forsendelsesproceduren er ophørt. Varerne er derfor unddraget toldtilsyn, og det betyder, at der er opstået toldskyld, jf. artikel 79, stk. 1 i toldkodeksen. I henhold til artikel 79, stk. 3a, anses I som debitor for den opståede toldskyld. Morarenter opkræves i henhold til artikel 114, stk. 2 i Toldkodeksen.

Da det ikke har været muligt at finde ud af, hvor der er opstået toldskyld, og der er registreret grænsepassage i Danmark, anser vi skylden for at være opstået her i landet Det er i overensstemmelse med reglerne i toldkodeks, artikel 87, stk. 1.

Da toldskylden er opstået her i landet, skal I betale moms af varerne. Det fremgår af momslovens § 12."

Klagerens opfattelse
H1 AS har fremsat påstand om, at den opkrævede told og moms tilbagebetales.

Selskabet har begrundet påstanden således:

"Transitteringsdokumentet som er utstedt i Norge er ikke blitt avsluttet på riktig måte da sjåføren dro rett til shippingselskapet og leverte tollpapirer og chassisene der. Han fikk beskjed om at de ordnet resten og ble sendt av gårde i en taxi.

Det er, i motsetning til hva Told 23 skriver, framlagt bevis for at chassisene som er registrert på transitten har ankommet Tyskland (shippingselskapet) og satt på båt for videre transport. Shippingselskapet har, i tillegg til dokumentet "Bill of Lading", bekreftet pr mail at de har fått T1 og at de har satt chassis på båt.

Vedlagte "Bill of Lading" fra det tyske shippingselskapet bekrefter at chassisene på transitt […]ODA6 har ankommet Tyskland og blitt transportert videre. Vi ønsker å få kravet om toll og moms tilbakebetalt."

Toldstyrelsens bemærkninger
Toldstyrelsen har bemærket følgende til klagen:

"Toldstyrelsen skal beklage mange gange, at der i afgørelsen ved den endelige sagsfremstilling mangler selskabets bemærkninger til sagen.

Told 23 har følgende bemærkninger til sagen;

Selskabet har den 1. februar 2019 sendt mail til Told 23 med kopi af Bill of Lading som dokumentation til sagen.

Dokumentet er ikke attesteret af de tyske toldmyndigheder.

Den 21. marts 2019 sender selskabet igen mail til Told 23.
Det samme Bill of Lading som tidligere indsendt som dokumentation, men nu med stempel fra deres kunde G6. Der ses stadig ingen toldstempel og underskrift fra toldmyndigheden.

Told 23 har besvaret selskabets mails den 4. februar 2019 og den 21. marts med oplysning om, at det indsendte materiale ikke kan anvendes som dokumentation i sagen.

Selskabet er blevet gjort opmærksom på at dokumentationen Bill of Lading mangler at være attesteret af toldmyndigheden.

På baggrund af at der mangler selskabets bemærkninger i den endelig sagsfremstilling har det ingen reel betydning for den afgørelse der er truffet i sagen."

Toldstyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse
Toldstyrelsen er kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

"Toldstyrelsen er enig i følgende:
Sagens omhandlede varer blev ikke frembudt for toldmyndighederne ved bestemmelsestoldstedet i Bremerhaven indenfor for den fastsatte frist. Varerne er derfor unddraget toldtilsyn, hvorfor EUTK artikel 233, stk. 1 og 2 ikke er overholdt.

Der er opstået toldskyld efter EUTK § 79, stk. 1, litra a, som følge af, at EUTK artikel 233, stk. 1 og 2 ikke er overholdt.

Klager er som hovedforpligtiget debitor efter EUTK artikel 79, stk. 3, litra a.

De fremlagte dokument vedrørende bil med stelnummer […]4144, opfylder ikke de krav, som er til alternative beviser efter GF artikel 312. Se dom C-319/14, herunder præmis 14, 16, 23, 24 og 32. Toldskylden kan derfor ikke anses for ophørt.

Danmark er kompetent myndighed i medfør af EUTK artikel 87, stk. 4.

Toldstyrelsen er ikke enig i følgende:
Toldstyrelsen er af den opfattelse, at toldskylden heller ikke kan anses for ophørt, for bil med stelnummer […]4217.

De fremlagte dokumenter - fragtbrev/Bill of lading og erklæring fra G7 (X) - opfylder ikke de krav, som er til alternative beviser efter GF artikel 312. Allerede fordi kravene til de alternative beviser for, at forsendelsen kan anses for afsluttet efter GF artikel 312, som må anses at være en lex specialis, ikke er opfyldt, kan toldskylden ikke ophøre.

Det er derfor ikke relevant i sagen at anvende reglerne om toldskyldens ophør i EUTK artikel 124.

Reglerne om toldskyldens ophør er kun relevante, hvis forsendelsen kan anses som afsluttet. Hvis en forsendelse kan anses som afsluttet, skal man se på reglerne i EUTK artikel 124, for at vurdere, om toldskylden også kan anses for at være ophørt. Hvis EUTK artikel 124, stk. 1, litra k, anvendes som i den foreslåede afgørelse, vil GF artikel 312 blive uden indhold.

Se også dom C-319/14, præmis 14, 16, 23, 24, 32, 39, 40 og 42.

Moms
Det er Toldstyrelsens opfattelse, at det følger af momslovens § 12, stk. 1, at der skal betales moms af varer, der indføres til Danmark fra steder uden for EU, og at pligten i nærværende sag efter momslovens § 12, stk. 2 indtræder, når varen ikke længere er omfattet af forsendelsesproceduren.

I nærværende sag er varerne ikke frembudt for bestemmelsestoldstedet og er derfor ikke-forskriftsmæssigt indført i Unionens toldområde. Der er som følge heraf opstået toldskyld. Der er endvidere opstået pligt til at betale moms, hvis det kan formodes, at varerne er optaget i Unionens økonomiske kredsløb. Når varer unddrages toldtilsyn, er formodningen, at varerne er optaget i Unionens økonomiske kredsløb på den medlemsstats område, hvor de blev indført til Unionen, dvs. i Danmark. Denne formodning kan dog afkræftes, hvis det godtgøres, at varerne er blevet optaget i Unionens økonomiske kredsløb på en anden medlemsstats område, hvor varerne var bestemt til forbrug. I givet fald indtræder pligten at betale importmoms i denne anden medlemsstat. Dette fremgår af dom C-26/18, præmis 44, 46-48.

Det er Toldstyrelsens opfattelse, at den fremlagte dokumentation - Bill of lading og erklæring fra G7 - ikke kan anses at afkræfte formodningen om, at varerne er optaget i Unionens økonomiske kredsløb i Danmark. Det skal bemærkes, at det af dom C-26/18, præmis 20, fremgår, at toldmyndighederne i den anden medlemsstat havde meddelt, at varerne var blevet transporteret til denne medlemsstat. En sådan dokumentation foreligger ikke i nærværende sag. Se også SKM2003.171.LSR.

Det må derfor anses at være opstået pligt til betaling af importmoms i Danmark, jf. momslovens § 12, stk. 1 og 2.

Desuden må klager, som hovedforpligtet, anses at være omfattet af personkredsen i toldloven § 39, stk. 1, nr. 1 og/eller nr. 3, toldbehandlingsbekendtgørelsens § 33, stk. 1 og momslovens § 46, stk. 6, hvorfor klager hæfter for importmomsen.

Toldstyrelsen er ikke enig i, at Toldstyrelsens afgørelse vedrørende importmomsen skal kendes ugyldig, ud fra følgende betragtninger:

Det fremgår af afgørelsen, hvilken toldværdi momsbeløbet er beregnet ud fra. Desuden henvises der korrekt til momslovens § 12, hvoraf fremgår i stk. 1, at der skal betales afgift af varer, som indføres til Danmark fra steder udenfor EU, og i stk. 2, at afgiftspligten indtræder, når varen ikke længere er omfattet af bl.a. den i sagen omhandlede forsendelsesprocedure. Af afgørelsen fremgår også, at forsendelsen ikke er afsluttet korrekt, og at det er klager, som skal betale momsen. Klager har således kunne orientere sig om grundlaget for den opkrævede moms. Manglen kan således ikke antages at have påvirket forløbet i sagen, og må derfor anses kom konkret uvæsentlig. Det at der mangler at henvise til yderligere bestemmelser ændrer ikke ved, at Toldstyrelsens afgørelse må anses for at være materielt rigtig. Endvidere kan Landsskatteretten reparere/afhjælpe manglen, jf. bl.a. SKM2002.149.HR."

Selskabets bemærkninger
H1 AS har anført følgende til Toldstyrelsens indlæg:

" Vi leser av Toldstyrelsens kommentar at de ikke er enige i forslaget til løsning.
Det blir ord mot ord, og vi føler at de undergraver tolldeklarasjonene som finnes, ved å kalle dem arabiske dokumenter. De har hele tiden etterlyst et stempel fra Tollvesenet, men saken er jo at ingen land stempler tolldeklarasjonene lenger, det er jo digitale «stempel» i form av ekspedisjons‐ og løpenummer som erstatter dette.
Det er ingen tvil om at dette er deklarasjoner på de aktuelle bilene, og det er også enkelt å se at det er en deklarasjon bygd opp på nøyaktig samme måte som alle andre internasjonale tolldeklarasjoner.
I tillegg støtter lastelister fra skipet opp om at varene slett ikke befinner seg på dansk jord lenger."

Landsskatterettens afgørelse

Told
Det følger af artikel 226 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (herefter EUTK), at ikke EU-varer kan forsendes fra et sted til et andet inden for Unionens toldområde, uden at der skal betales told og andre afgifter.

Følgende fremgår af EUTK artikel 233, stk. 1, 2 og 3:

"Den person, der er ansvarlig for proceduren for EU-forsendelse, er ansvarlig for samtlige følgende forhold:

a) at varerne frembydes på bestemmelsestoldstedet i intakt stand sammen med de nødvendige oplysninger inden for den fastsatte frist og under iagttagelse af de af toldmyndighederne trufne foranstaltninger til varernes identificering
b) at de for proceduren gældende bestemmelser overholdes
c) medmindre andet er fastsat i toldlovgivningen, at der stilles sikkerhed for betaling af det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskyld eller andre afgifter, som kan pålægges varerne, som omhandlet i andre gældende relevante bestemmelser.

Stk. 2. De forpligtelser, der påhviler personen, der er ansvarlig for proceduren, er opfyldt, og forsendelsesproceduren ophører, når de under proceduren henførte varer og de nødvendige oplysninger foreligger på bestemmelsestoldstedet i henhold til toldlovgivningen.
Stk. 3. En transportør eller varemodtager, der accepterer varerne med kendskab til, at det er varer, der forsendes under proceduren for EU-forsendelse, er ligeledes ansvarlig for frembydelse af dem i intakt stand for bestemmelsestoldstedet inden for den fastsatte frist og under iagttagelse af de af toldmyndighederne trufne foranstaltninger til varernes identificering."

Hvis en vare ikke er frembudt korrekt på bestemmelsestoldstedet, har den person, der har ansvaret, mulighed for at fremlægge et alternativt bevis for, at forsendelsen er ophørt. Det fremgår af artikel 51 i Konventionen om en fælles forsendelsesprocedure/artikel 312 i Kommissionens gennemførselsforordning nr. 2015/2447 (GF). Sidstnævnte bestemmer bl.a.:

"1. Proceduren for EU-forsendelse betragtes som korrekt ophørt, hvis den person, der er ansvarlig for proceduren, fremlægger et af følgende dokumenter til identificering af varerne, og toldmyndigheden i en afgangsmedlemsstat finder dette tilstrækkeligt:

a) et dokument attesteret af toldmyndigheden i bestemmelsesmedlemsstaten, hvori varerne identificeres, og hvori det fastslås, at varerne er blevet frembudt for bestemmelsestoldstedet eller er blevet leveret til en godkendt modtager som omhandlet i kodeksens artikel 233, stk. 4, litra b)
b) et dokument eller en toldoptegnelse attesteret af toldmyndigheden i en medlemsstat, hvori det fastslås, at varerne fysisk har forladt Unionens toldområde
c) et tolddokument udstedt i et tredjeland, hvor varerne er henført under en toldprocedure
d) et dokument udstedt i et tredjeland, som er stemplet eller på anden måde attesteret af dette lands toldmyndighed, og som fastslår, at varerne anses for at være i fri omsætning i det pågældende land.

2. I stedet for de i stk. 1 nævnte dokumenter, kan der som bevis fremlægges kopier heraf, som er attesteret som værende ægte kopier af det organ, der har attesteret originaldokumenterne, af det pågældende tredjelands myndighed eller af en myndighed i en medlemsstat."

EUTK artikel 79 bestemmer bl.a.:

"1. For så vidt angår varer, der er importafgiftspligtige, opstår der toldskyld ved import ved manglende overholdelse af:
a) en af forpligtelserne i toldlovgivningen ved import af ikke-EU-varer i Unionens toldområde, ved deres fjernelse fra toldtilsyn eller ved transport, forædling, oplagring, midlertidig opbevaring, midlertidig import eller bortskaffelse af sådanne varer inden for dette område
b) (…)

2. Toldskylden opstår på et af følgende tidspunkter:
a) på det tidspunkt, hvor den forpligtelse, hvis manglende opfyldelse giver anledning til toldskylden, ikke er overholdt eller ophører med at være overholdt
b) (…)

3. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra a) og b), er debitor en af følgende:
a) enhver person, som det påhvilede at opfylde de pågældende forpligtelser
b) (…)

(…)"

EUTK artikel 87 bestemmer:

"1. En toldskyld opstår det sted, hvor den i artikel 77, 78 og 81 omhandlede toldangivelse eller reeksportangivelse indgives.
I alle andre tilfælde er det sted, hvor der opstår toldskyld, det sted, hvor de omstændigheder, der er årsag til toldskylden, indtræffer.
Er det ikke muligt at fastslå dette sted, opstår toldskylden det sted, hvor toldmyndighederne konstaterer, at varerne befinder sig i en situation, hvor der er opstået toldskyld.

2. Er varerne blevet henført under en toldprocedure, som ikke er afsluttet, eller er en midlertidig opbevaring ikke afsluttet korrekt, og stedet, hvor toldskylden er opstået, ikke kan bestemmes i henhold til stk. 1, andet eller tredje afsnit, inden for en specifik frist, opstår toldskylden det sted, hvor varerne enten blev henført under den pågældende procedure eller blev ført ind i Unionens toldområde under denne procedure eller var under midlertidig opbevaring.

3. Er toldmyndighederne med de oplysninger, de råder over, i stand til at fastslå, at der kan være opstået toldskyld på flere steder, anses toldskylden for at være opstået på det sted, hvor den opstod først.

4. Fastslår en toldmyndighed, at der er opstået en toldskyld i henhold til artikel 79 eller artikel 82 i en anden medlemsstat, og hvis det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til denne skyld, er lavere end 10 000 EUR, anses toldskylden for at være opstået i den medlemsstat, hvor dens opståen er konstateret."

EUTK artikel 124, stk. 1, litra k, bestemmer bl.a., at toldskyld ophører:

"når toldskylden opstod i henhold til artikel 79, og det på tilfredsstillende måde godtgøres over for toldmyndighederne, at varerne ikke er blevet anvendt eller forbrugt og er blevet ført ud af Unionens toldområde, jf. dog stk. 6."

EUTK artikel 124, stk. 6, bestemmer:

"I det tilfælde, der omhandles i stk. 1, litra k), ophører forpligtelsen til at betale toldskylden ikke for den eller de personer, der har forsøgt at begå urigtigheder."

Landsskatteretten bemærker, at de i sagen omhandlede varer ikke blev frembudt for toldmyndighederne i Bremerhaven inden for den fastsatte frist. EUTK artikel 233, stk. 1 og 2, er dermed ikke overholdt, og der er derfor opstået toldskyld i medfør af EUTK artikel 79, stk. 1, litra a. H1 AS er debitor i medfør af EUTK artikel 79, stk. 3, litra a.

Hvis der fremlægges de i GF artikel 312/Forsendelseskonventionens artikel 51 nævnte alternative beviser for forsendelsens ophør, kan toldmyndighederne afslutte forsendelsen. Bestemmelserne kan imidlertid ikke i sig selv føre til, at der ikke er opstået toldskyld.

For så vidt angår lastbilen med stelnummeret […]4217, skal toldskylden imidlertid anses for ophørt i medfør af EUTK artikel 124, stk. 1, litra k. Retten lægger vægt på, at denne lastbil ifølge det fremlagte fragtbrev og erklæringen fra X, må anses for ankommet til frizonelageret i Zarqa, og at H1 AS ikke kan anses for at have forsøgt at begå urigtigheder.

Da der ikke foreligger oplysninger eller andet, som dokumenterer, at lastbilen med stelnummer […]4144 er ankommet til en destination, der ligger uden for Unionens toldområde, kan toldskylden vedrørende denne bil derimod ikke anses for ophørt.

Danmark anses for kompetent myndighed i medfør af EUTK artikel 87, stk. 4, da de norske myndigheder anså Toldstyrelsen i Danmark for kompetent, og Toldstyrelsen efterfølgende fastslog, at der er opstået toldskyld i medfør af EUTK artikel 79 samt, at denne beløb sig til mindre end 10.000 EUR.

Toldberegningen specificeres således:

Værdi af lastbil med stelnr. […]4144 ifølge faktura: 85.000 NOK

Vekselkurs pr. 2. oktober 2018: 78,14

66.419,00 DKK

Toldsatsen for vareposition 870422, brugte lastbiler mellem 5 og 20 t, var 22 %

Beregnet told (66.419 x 22 %)

14.612,18 DKK

Landsskatteretten nedsætter således den beregnede told fra 42.977 kr. til 14.612 kr.

Moms
Forvaltningsloven stiller følgende krav til en begrundelse:

"§ 22
Stk. 1. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."

"§ 24
Stk. 1. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3 (...)"

Toldstyrelsen har i sin afgørelse anført, at H1 AS skal betale moms, fordi der er opstået toldskyld i Danmark. Endvidere er henvist til momslovens § 12.

Momslovens § 12 fastslår, at der skal betales afgift af varer, der indføres i Danmark fra steder uden for EU, medmindre de for eksempel er omfattet af en ekstern fællesskabsforsendelse. Bestemmelsen angiver imidlertid ikke, hvem der hæfter for afgiften.

Reglerne om importmoms, herunder tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, hvem der hæfter, og hvor momsen skal opkræves, er forskellige fra reglerne om toldskyldens opståen mv., jf. hertil også Domstolens dom i sagen C-26/18, Federal Express.

Dansk lovgivning indeholder bestemmelser om, hvem der hæfter for skyldig moms i momslovens § 46, stk. 6, og i toldlovens § 39, stk. 1. Herudover er der hæftelsesbestemmelser i toldbehandlingsbekendtgørelsens § 31 (dagældende bekendtgørelse nr. 403 af 3. maj 2012).

Toldstyrelsens afgørelse henviser ikke til nogen af de anførte bestemmelser. Toldstyrelsens afgørelse angiver endvidere ikke, hvilke dele af sagens faktum, der efter Toldstyrelsens opfattelse fører til, at H1 AS er debitor for den beregnede moms. Som sagen er oplyst, er ingen af delene oplagt.

De danske regler om hæftelse for importmoms, herunder deres samspil med EUTK's regler er komplekse og afhænger af konkrete vurderinger. Det indebærer en forpligtelse for afgørelsesmyndighederne til at sørge for, at afgørelser vedrørende disse regler er klare både med hensyn til, hvad der er det faktuelle grundlag, og hvad der er regelgrundlaget for afgørelsen, idet modtageren skal kunne se, hvilke forhold og hensyn myndigheden har lagt vægt på. Det er Landsskatterettens opfattelse, at Toldstyrelsens afgørelse i den foreliggende sag ikke lever op til denne forpligtelse, fordi afgørelsen hverken angiver et hjemmelsgrundlag eller redegør for de faktiske forhold, der efter Toldstyrelsens opfattelse fører til, at H1 AS hæfter for importmomsen. Det er derfor Landsskatterettens opfattelse, at afgørelsen, for så vidt angår importmomsen, lider af så væsentlige mangler, at den er ugyldig.

Landsskatteretten nedsætter derfor den opkrævede moms til 0.