Dokumentets metadata

Skattemyndighederne var berettiget til at udøve et skøn over kontrollerede transaktioner mellem to søsterselskab og skønnet skulle ikke tilsidesættes

I perioden 2006-2010 indgik to søsterselskaber i henholdsvis Danmark og Dubai i kontrollerede transaktioner vedrørende levering af en række serviceydelser, herunder juridisk rådgivning.

Dubai-selskabet skulle ifølge aftalen levere diverse serviceydelser til det danske selskab. Som betaling modtog Dubai-selskabet i perioden 2006-2007 et årligt management fee på 800.000 kr. og et profitbaseret fee på 50-70 pct. af den generede profit i det danske selskab og i perioden 2008-2010 et årligt management fee, der dækkede alle virksomhedens omkostninger, og et profitbaseret fee på 50-70 pct. af den generede profit i det danske selskab i 2008-2010.

Sagen angik, om de kontrollerede transaktioner var fastsat på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2, stk. 1, eller om skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over de kontrollerede transaktioner. Sagen angik herefter, om skattemyndighedernes skøn i så fald skulle tilsidesættes.

SKAT havde i sin afgørelse fundet, at de kontrollerede transaktioner ikke var fastsat på armslængdevilkår, da kompensationen ifølge de kontrollerede transaktioner ikke stemte overens med parternes udførte funktioner og påtagede risici. Derudover havde SKAT fundet, at det danske selskabs transfer pricing dokumentation var væsentlig mangelfuld efter den dagældende skattekontrollov § 3 B, stk. 8.

SKAT udøvede derfor et skøn over de kontrollerede transaktioner, hvor SKAT, ved anvendelsen af TNMmetoden, sammenlignede den generede Return on Total Cost hos 25 revisions- og advokatvirksomheder med den generede Return on Total Cost i det danske selskab. På den baggrund blev det danske selskabs skattepligtige indkomst, og det sambeskattede danske moderselskabs skattepligtige indkomst, forhøjet med 58.406.991 kr. Under revisionen hos SKAT oplyste det danske selskab selv, at 24.707.131 kr. var blevet overført i strid med de kontrollerede transaktioner.

Sagen ved domstolene vedrørte derfor alene de resterende 33.699.860 kr.

Højesteret fandt, ligesom landsretten, at det danske selskabs Transfer Pricing dokumentation var så mangelfuld, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt. Højesteret lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at dokumentationen ikke indeholdt en sammenlignelighedsanalyse, og at appellanterne ikke havde godtgjort, at det ikke var muligt at finde sammenligne transaktioner.

Derudover fandt Højesteret, ligesom landsretten, at det var godtgjort, at det danske selskab ikke ville have indgået en aftale på samme vilkår med en indbyrdes uafhængig virksomhed.

Højesteret fandt derfor, at SKAT havde været berettiget til at udøve et skøn over de kontrollerede transaktioner.

Ligeledes fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at SKATs metode for at opgøre armslængdeprisen for de kontrollerede transaktioner, hvor der var anvendt en TNM-metode, ikke var anvendelig. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at SKAT i sit skøn havde sammenlignet det danske selskab med 25 advokat- og revisionsselskaber, som Højesteret fandt sammenlignelige med det danske selskab. Højesteret lagde videre vægt på, at Profit Split-metoden, som det danske selskab angiveligt havde anvendt for at fastsætte vilkårene for de kontrollerede transaktioner, ikke var den rette prisfastsættelsesmetode at anvende i forhold til de kontrollerede transaktioner.

Landsretten havde tilsidesat SKATs skøn med henvisning til en rapport udarbejdet af Konkurrencerådet. Højesteret fandt imidlertid, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på beregninger, som Skatteministeriet havde fremlagt under sagen, der viste, at konklusionerne i Konkurrencerådets rapport ikke ville føre til en mindre skatteansættelse end den skatteansættelse, som SKAT havde beregnet, og at de to selskaber ikke havde anført forhold, der godtgjorde, at skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Højesterets dom kan tilgås via dette link: DOM