Dokumentets metadata

Dokumentets dato:30-11-2022
Offentliggjort:15-12-2022
SKM-nr:SKM2022.610.ØLR
Journalnr.:BS-38446/2022-OLR
Referencer.:Retsplejeloven
Dokumenttype:Dom


Ankestævning - ej møderet for landsretten - afvisning

Skatteyderens advokat, der ikke havde møderet for landsretten, havde anket byrettens dom af 27. september 2022 via domstolenes sagsportal inden udløbet af ankefristen. Den advokat, der førte sagen for byretten, og som ikke har møderet for landsret, blev angivet som partsrepræsentant i den systemgenererede ankestævning og i et særskilt dokument ("Suppl. sagsoplysninger"). Advokaten indleverede den 11. oktober 2022 en meddelelse til landsretten, om at han havde bedt sin "tidligere klient om at finde en advokat med møderet for landsret". Der indtrådte ikke andre advokater i sagen, og der blev ikke uploadet yderligere processkrifter.

Landsretten lagde til grund, at ankesagen ikke var oprettet af skatteyderen selv, men af advokaten, samt at ankestævningen og det supplerende processkrift hidrørte fra advokaten. Da der således ikke inden ankefristens udløb var indgivet en ankestævning af skatteyderen selv eller af en advokat med møderet for landsretten på vegne af ham, afviste landsretten anken, jf. retsplejelovens § 261, stk. 2.


Parter

A

(v/advokat Peter Sørensen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Tim Holmager)

Afgørelse er truffet af landsdommerne

Michael Kistrup, Benedikte Holberg og Stine Fink Hansen (kst.)

Københavns Byret har den 27. september 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS35865/2020-KBH), hvorved Skatteministeriet er frifundet for en påstand nedlagt af A om anerkendelse af, at hans skattepligtige indkomst for 2014 skal nedsættes med 351.000 kr.

Sagens oplysninger

Dommen er den 6. oktober 2022, dvs. inden udløbet af ankefristen, anket på domstolenes sagsportal af advokat Peter Sørensen, der er uden møderet for landsretten. Af den ankestævning, der automatisk er genereret i forbindelse med appellens oprettelse, er advokat Peter Sørensen anført som partsrepræsentant.

Samtidig med oprettelsen af ankesagen er der indlæst et processkrift af dokumenttypen "Suppl. sagsoplysninger". Processkriftet har overskriften "Påstandsdokument (Sagsøger)" og ses at hidrøre fra advokat Peter Sørensen.

2

Af en meddelelse indlæst på sagen den 11. oktober 2022 fra advokat Peter Sørensen har advokaten anført følgende:

"Jeg har bedt min tidligere klient om at finde en advokat med møderet for landsret"

Landsretten har ikke efterfølgende modtaget oplysning om, at en advokat med møderet er indtrådt i sagen.

Skatteministeriet har ikke udtalt sig.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten lægger efter oplysningerne på domstolenes sagsportal til grund, at ankesagen på sagsportalen ikke er oprettet af appellanten selv, men af advokat Peter Sørensen, der ikke har møderet for landsret.

Det følger af retsplejelovens § 261, stk. 2, at retten på embeds vegne skal afvise personer, der ikke er berettigede til for den at give møde for andre, og tilbagevise processkrifter fra andre end parten og de nævnte mødeberettigede personer. Af praksis vedrørende denne bestemmelse, jf. f.eks. U 2019.510H, følger, at advokater, der indleverer processkrifter - herunder ankestævninger - i ankesager for landsretten, bortset fra sager, der behandles efter småsagsprocessen, skal have møderet for landsret, jf. retsplejelovens § 133, stk. 1.

Landsretten lægger til grund, at såvel ankestævningen for A, der blev oprettet på sagsportalen, som det supplerende processkrift, der blev uploadet i tilslutning hertil, hidrørte fra advokat Peter Sørensen, der er uden møderet for landsretten.

Da der således ikke inden ankefristens udløb er indgivet en ankestævning af A selv eller af en advokat med møderet for landsretten på vegne af ham, afviser landsretten herefter anken, jf. retsplejelovens § 261, stk. 2.

THI KENDES FOR RET:

Anken afvises.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.