Dokumentets metadata

Dokumentets dato:31-10-2022
Offentliggjort:08-12-2022
SKM-nr:SKM2022.598.LSR
Journalnr.:20-0041465
Referencer.:Registreringsafgiftsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Registreringsafgift - Registreringspligt

Sagen angik, om et køretøj var omfattet af registreringspligten, og hvorvidt køretøjet skulle afgiftsberigtiges. Herudover angik sagen, om det var med rette, at Motorstyrelsen havde inddraget nummerpladerne på køretøjet. Landsskatteretten fandt, at køretøjet havde været taget i brug på færdselslovens område, idet køretøjet var konstateret anvendt på færdselslovens område på kontroltidspunktet, og da klageren havde forklaret, at køretøjet var anvendt adskillige gange til kørsel fra hjemadressen i Danmark over grænsen til Tyskland. Da klageren havde etableret bopæl i Danmark, uden at klageren havde indregistreret køretøjet i Køretøjsregisteret inden 30 dage, og da klageren ikke havde fået udstedt en køretilladelse fra Motorstyrelsen inden ibrugtagningen af køretøjet på færdselslovens område, opfyldte klageren ikke betingelserne for kørsel i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 10 og § 13, stk. 2. Landsskatteretten fandt herefter, at der var indtrådt registreringspligt for køretøjet, og at der var indtrådt afgiftspligt for køretøjet. Under henvisning til sagens oplysninger, herunder klagerens forklaring om anvendelsen af køretøjet på færdselslovens område, fandt Landsskatteretten endvidere, at det var med rette, at Motorstyrelsen havde truffet afgørelse om inddragelse af køretøjets nummerplader.


Motorstyrelsen har truffet afgørelse om inddragelse af køretøjets nummerplader, jf. registreringsbekendtgørelsens § 108, og opkrævet registreringsafgift på i alt 27.202 kr., idet Motorstyrelsen har fundet, at køretøjet er omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 5, stk. 1-3, og køretøjet forinden benyttelsen skulle have været afgiftsberigtiget, jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelser.

Faktiske oplysninger
Sagens køretøj, en Opel [...], stelnummer […], registreringsnummer […], er et udenlandsk indregistreret køretøj i Nederlandene. Klageren er ejer af køretøjet.

Ved en kontrol den 19. december 2019 på grænseovergangen ved Kruså blev køretøjet standset af politiet. Klageren var fører af køretøjet og forklarede, at hun havde forespurgt om registreringsafgiften, men at det var for dyrt at indregistrere køretøjet, og at hun derfor ville sælge køretøjet i Holland.

Køretøjet har gennemført et registreringssyn den 14. oktober 2019. Klageren har den 17. oktober 2019 anmodet Motorstyrelsen om en værdifastsættelse af køretøjet med henblik på import af køretøjet. Motorstyrelsen traf afgørelse om værdiansættelsen den 8. november 2019.

Klageren har oplyst, at køretøjet er anvendt adskillige gange til kørsel fra hjemadressen og over grænsen til Tyskland.

Der er ikke udstedt køretilladelse af Motorstyrelsen til kørsel i køretøjet.

Klageren har siden den 1. september 2019 været registreret med bopæl på adressen Adresse Y1, [...], By Y1, og har købt ejendommen den 1. oktober 2019. Klagerens tre børn er registreret med bopæl på adressen. Der er ikke registreret lønindkomster for klageren i 2019.

Motorstyrelsens afgørelser
Motorstyrelsen har den 14. januar 2020 truffet afgørelse om inddragelse af køretøjets nummerplader, jf. registreringsbekendtgørelsens § 108.

Motorstyrelsen har den 23. marts 2020 truffet afgørelse om opkrævning af registreringsafgift på 27.202 kr. for sagens køretøj, under henvisning til at køretøjet er omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 5, stk. 1-3, og at køretøjet forinden benyttelsen skulle have været afgiftsberigtiget, jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Motorstyrelsen har anført følgende begrundelse for begge afgørelser (uddrag):

"[…]
Motorstyrelsen afkræver dig 27.202 kr. i registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er fastsat af Motorstyrelsen.

Begrundelsen for afgørelsen er følgende:
Syd-og Sønderjyllands Politi har den 19. december 2019 kl. 18.50 ved en kontrol på grænseovergangen ved Kruså konstateret, at følgende køretøj:

Mærke: Opel
Model: [...]
Stel nr.: […]
Registreringsnummer: […]
Registreringsland: Nederlandene
Km. stand: 178.000

og anvendt motorkøretøjet til kørsel i Danmark, selvom motorkøretøjet skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget inden benyttelsen i Danmark.

Motorstyrelsen finder endvidere, at din kørsel i et udenlandsk motorkøretøj ikke er omfattet af nogen af fritagelserne for registreringspligt, jf. § 15, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2 samt §§ 16-26 i registreringsbekendtgørelsen.

Som følge af den manglende registrering er køretøjets nummerplader beslaglagt efter bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsens § 108, stk. 2.

[…]
Sagens faktiske forhold

Syd-og Sønderjyllands Politi har den 19. december 2019 standset køretøjet. Føreren af køretøjet var A, CPR-nr. […]. Køretøjet blev standset på grænseovergangen ved Kruså kl. 18.50.

A forklarede, at hun havde forespurgt angående registreringsafgiften, men dette var for dyrt, så hun ville sælge køretøjet i Holland.

Motorstyrelsen har den 14. oktober 2019 modtaget en henvendelse fra A, hvori der er en kvittering på at køretøjet med stel nr. […] har gennemført registreringssyn den 14. oktober 2019.

Motorstyrelsen har den 17. oktober 2019 modtaget en henvendelse fra A, hvori hun anmoder om en værdifastsættelse på køretøjet med stel nr. […], da hun vil importere køretøjet til Danmark. Køretøjet er blevet værdifastsat den 8. november 2019.

Der er ikke udstedt køretilladelse af Motorstyrelsen til kørsel i køretøjet.

Køretøjet har været anvendt i Danmark og er derfor omfattet af registreringspligten i Danmark. Køretøjet skulle derfor have været indregistreret på danske nummerplader i Danmark, og der skulle endvidere have været betalt registreringsafgift af køretøjet.

Under behandlingen af sagen er der konstateret disse forhold, der har relevans for sagen, og som indgår i den samlede vurdering:

• A bor ifølge folkeregistret på Adresse Y1, [...], By Y1 og har boet på adressen siden den 1. september 2019.
• A har købt ejendommen Adresse Y1, By Y1 pr. 1. oktober 2019 (100 % ejer).
• A bor ifølge folkeregistret sammen med hendes 3 børn; [navn udeladt], cpr. […], [navn udeladt], cpr. […] og [navn udeladt], cpr. […].
• Ved opslag i Detail-Cor, Skatteforvaltningens lønoplysningssystem, hvor virksomheder indberetter løn, fremgår der for 2019 ingen indkomstoplysninger på A.
• Motorstyrelsen har den 14. oktober 2019 modtaget en henvendelse fra A, hvori der er en kvittering på at køretøjet med stel nr. […] har gennemført registreringssyn den 14. oktober 2019.
• Motorstyrelsen har den 17. oktober 2019 modtaget en henvendelse fra A, hvori hun anmoder om en værdifastsættelse på køretøjet med stel nr. […], da hun vil importere køretøjet til Danmark. Køretøjet er blevet værdifastsat den 8. november 2019.
• A har ejet køretøjet reg. nr. […] siden den 10. april 2008.
A vurderes i henhold til ovenstående at have centrum for sine livsinteresser i Danmark.

Motorstyrelsens forslag til ændring
Motorstyrelsen finder, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark og har derfor endeligt fastsat registreringsafgiften til 27.202 kr. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af Motorstyrelsen.

Motorstyrelsens begrundelse for ændringen
A har dansk CPR, familie og bopæl i Danmark. Hendes personlige interesse vurderes til at være i Danmark jf. ovenstående.

Da dit køretøj er taget i brug på færdselslovens område, er det omfattet af registreringspligten i registreringslovens § 2, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra 1 og § 5, stk. 1-3. Køretøjet skulle derfor inden benyttelsen den 19. december 2019 have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark jf. registreringsafgiftslovens § 1.

[…]

Der er derfor vurderet, at køretøjet fortsat kunne blive brugt til kørsel i Danmark i strid med disse regler, hvorfor Motorstyrelsen vil anmode politiet om at inddrage køretøjets nummerplader, jf. registreringsbekendtgørelsens § 108.
[…]"

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at Motorstyrelsen ikke var berettiget til at inddrage nummerpladerne og opkræve fuld registreringsafgift for køretøjet.

Klageren har anført følgende begrundelse (uddrag):

"[…]
On October 17th 2020, I asked for an import valuation of our family car with Dutch license plates at Motorstyrelsen. At that time, I was in the early stage of researching the possibility of importing our car to Denmark. I was not sure if this would be a financially attractive option but I decided to take a loser look into this possibility. I received the calculation of the fee on the 9th of November 2020.

The applicable import fee would b 27.202 DKK which is about 3.600 euros. We were given 3 months to decide whether to continue importing. We decided that we would take the offer under consideration and to further investigate our alternatives simultaneously.

Our alternatives were; selling the car in the Netherlands, stationing our car abroad or selling the car to a car dealer in Denmark with the Dutch plates still in place.

After the 3 months of consideration time, It would be necessary to renew the application and the fee would be re-calculated (according to the information in the letter of November 9th 2019). We hesitated to import the car, not only because of the high fees and the other options mentioned but also because we were harassed in our neighborhood continuously, making us not feel welcome as a newcomers in your country. We realized that we possibly would be moving back to the Netherlands much sooner than we originally intended. So, our situation was in transition because of external circumstances.

During these 3 months of consideration, we crossed the border with Germany (and many other countries) many times. We visited the Netherlands (our home country) several times, we shopped in Germany, we travelled to Belgium etcetera. As far as we were aware of, we were free to travel with our Dutch license plates, in and out of Denmark, as often as we considered necessary (this was before Covid-19). Also during these 3 months, travelling was unrestricted.

On the 19th of December 2020, still 21 days away from the day that the import-offer of the 9th of November would expire, we crossed the border at Krusa (border Germany). According to SKAT, our car was not correctly licensed at moment of arrival (while being still in the official process of importing!) and therefor our car was not allowed to be stationed in the country. They decided to collect the license plates of our family car at our place of residence (letter 14-01-2020).

At that point our hesitation, about whether we wanted to reside in your country, grew stronger and we decided not to further proceed with importing the car but rather to put things on hold and to research how to move back to the Netherlands as soon as possible. We stopped investing in our Danish future plans and started to withdraw. From that moment on, our car has more often been stationed outside Denmark just like our family. Currently, Denmark is not our main country of residence anymore and therefore we do not wish to proceed with importing our car.
We received an invoice for importing the car (which we never did, we only researched the option). The invoice is based on the expired fee of January 9th 2020 (at latest). Our long-term stay in Denmark unintendedly transformed along with the accumulation of negative events, into a fixed-term stay, which already ended before it could begin and to which other import-rules are applicable
We expressed our hesitations about the correctness of this invoice several times. But complaints are only reviewed if made officially (with a rate of 400 DKK per complaint which is about 50 euro per complaint).

Below, the decisions I am appealing against;

On the 19th of December, when our family crossed the border with Germany, I was not driving an unlicensed car as stated by Motorstyrelse but I was driving a Dutch licensed car within the allowed 3-months-import-consideration-period awaiting our families final decision about whether to import our car into Denmark against the stated fee, or not. In my opinion, I acted according to the information which was provided by Motorstyrelse in the letter of November 9th 2019 and therefor I was completely confident I was also acting according to Danish general regulations.

I am also appealing against the decision to collect my Dutch license plates while being in the official 3 months-lasting import procedure, as described in the letter of November 9th 2019. Leaving me with no vehicle, in a remote area, with 3 little kids in the house. Believe it or not, the day after the license plates were collected, my youngest son - 3 years of age - urgently needed to go to the hospital and I had no car to bring him there. It was a result of rigid, inappropriate, unthoughtful measurements taken by Motorstyrelse.

The invoice of DKK 27.202,00 which I received on the 23rd of March, was no longer applicable to the situation. As earlier mentioned, we decided not to import the car into Denmark against the calculated import fee of DKK 27.202,00. If we would have wanted to import the car later than the 9th of January, a new application could have been started by us. We decided to move away from Denmark. We are currently no residents of your country anymore. So no new import-applications were submitted by us. New applications, which would have led to accurate fees, could have been initiated by Motorstyrelse, if required. For us, these new fees were not relevant and therefore they were not applied for. Our Danish long-term plans transformed into a fixed-period-stay (with different import rules) and this fixed period has already been terminated.

We are also appealing (sideways) against the decision that first DKK 400,00 has to be transferred (50 euro = 1 whole week of family groceries). It is very uncommon to have such high barriers for private people to dispute about decisions made by tax-services. In most countries tax officials strive to make these complaint procedures without (financial) obstructions so they are accessible for all tax payers not only the fortunate. Low communication barriers also improve the level of transparency, general reliability and above all, it is much more efficient and clien friendly.

[…]"

Motorstyrelsens udtalelse
Motorstyrelsen har den 6. juli 2020 sendt følgende udtalelse (uddrag):

"[…]
Motorstyrelsen bemærker overordnet til den indsendte klage, at køretøjet (som på kontroltidspunktet i henhold til registreringsattesten, var ejet af A, som er tilmeldt Det Centrale Personregister), har været ibrugtaget på færdselslovens område uden, at kørslen var anmeldt til Motorstyrelsen forud for ibrugtagningen.

Motorstyrelsen bemærker, at hvis en herboende ønsker at tage et udenlandsk registreret køretøj i brug på færdselslovens område, skal det inden ibrugtagningen være anmeldt til skatteforvaltningen jf. registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2.

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, at et køretøj skal registreres i Køretøjsregistret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.

Ejeren af det omhandlende køretøj A er ifølge Det Centrale Personregister indrejst til Danmark den 1. september 2019, og har siden 1. september 2019 boet på Adresse Y1, By Y1. Ejeren anses derved, jf. registreringsbekendtgørelsen § 6, stk. 1, for at have bopæl her i landet.

Det fremgår ligeledes af registreringsbekendtgørelsen § 10: "Hvis en ejer eller bruger af et udenlandsk registreret køretøj etablerer bopæl eller hjemsted her i landet, og køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, skal registrering i Køretøjsregisteret ske inden 30 dage efter tilflytningen."

A oplyser i klagen, at hun har søgt mulighederne for at importere køretøjet til Danmark. A har i den forbindelse fået udarbejdet en værdifastsættelse på køretøjet. Det er ifølge klagen As opfattelse, at hun har 3 måneder til at beslutte hvorvidt hun ønsker at importere køretøjet til Danmark.

Motorstyrelsen bemærker at A på kontroltidspunktet den 19. december 2019 forklarede til politiet, at hun havde forespurgt ang. afgift, men at dette var for dyrt, og hun derfor ville sælge bilen i Holland.

Det fremgår af Motorstyrelsens brev af 9. november 2019 "Vi har beregnet registreringsafgiften for dit køretøj": At du har bedt Motorstyrelsen om at beregne den registreringsafgift, du skal betale, hvis du vil indregistrere det køretøj, du vil importere, i Danmark.

Motorstyrelsen gør således opmærksom på at beregningen sker i relation til en påtænkt disposition.

Det fremgår tillige, at afgørelsen om registreringsafgift, at selve værdifastsættelsen er gældende i tre måneder. Det betyder således, at hvis køretøjet skal importeres og indregistreres i Danmark på baggrund af denne afgift skal det ske inden 3 måneder.

Afgørelsen om værdifastsættelse er ikke en tilladelse til at anvende det udenlandske køretøj i de tre måneder beregningen af registreringsafgiften er gældende.

Køretøjet må således ikke anvendes på færdselslovens område af en herboende før der er betalt registreringsafgift.

A sendte den 17. oktober 2019 en mail til Motorstyrelsen med anmodning om værdifastsættelse. Heri skrev hun: " Dear Sir, Madam, With this email I request you kindly to provide me with a valuation of my vehicle as I aim to import it into Denmark. Unfortunately, I do not have a NemID and therefore I cannot follow your online application procedure. I do have a CPR number which is; […]. Attached, the inspection report. In case you need more information, do not hesitate to contact me."

A gør i mailen opmærksom på at hendes mål er at importere køretøjet til Danmark.

Køretøjet gennemførte den 14. oktober 2019 et udvidet syn (toldsyn).

Sagen findes at være sammenlignelig med SKM2011.791.LSR er Landsskatterettens kendelse af 20. oktober 2011 offentliggjort. Af kendelsen fremgår det, at en italiensk statsborger var indrejst til Danmark og havde medbragt sin italiensk indregistrerede bil. Bilen var kun set parkeret i Danmark. Af kendelsen fremgår det, at alene det forhold at personen har taget fast ophold i Danmark og parkeret sin bil på en parkeringsplads, uanset om denne er privat eller offentlig, gør, at bilen må betragtes som værende taget i anvendelse på færdselslovens område. SKATs afgørelse om registreringspligt blev stadfæstet.

Inddragelse af nummerplader
Af bekendtgørelse om registrering af køretøj (BEK nr. 1641 af 17. december 2018) § 108, stk. 2 fremgår: "Skatteforvaltningen kan i følgende tilfælde bestemme, at et køretøjs nummerplader skal inddrages ved politiets foranstaltning: 3) Køretøjet anvendes i strid med lov om registrering af køretøjer eller denne bekendtgørelse, herunder i strid med reglerne for brug af et udenlandsk registreret køretøj her i landet, og Skatteforvaltningen vurderer, at der er en nærliggende risiko for, at køretøjet forsat vil blive brugt i strid med disse regler."

Da det på baggrund af ovenstående er Motorstyrelsens vurdering, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark, er køretøjets nummerplader, med hjemmel i bekendtgørelse om registrering af køretøj (BEK nr. 1641 af 17. december 2018) §108 stk. 2, blevet inddraget. Det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget inden det blev taget i brug på færdselslovens område.

Sammenfattende ses der ikke at være fremlagt nye oplysninger i sagen, der kan begrunde en anden afgørelse, hvorfor det indstilles at Motorstyrelsens afgørelse, af den 23. marts 2020, stadfæstes.

Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift på 27.202 kr.
[…]"

Motorstyrelsens bemærkninger
Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos Motorstyrelsen, der den 7. juni 2022 har sendt følgende bemærkninger (uddrag):

"[…]
Motorstyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling og har følgende bemærkninger:

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i køretøjsregistreret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 223 af 27. februar 2019.

Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019.

Det fremgår af § 5, stk. 1, i dagældende registreringsbekendtgørelse nr. 1643 af 17. december 2018, at et køretøj kun skal registreres i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet, jf. dog stk. 2 og 3.

Motorstyrelsen er enige i, at klageren anses for at have bopæl her i landet på kontroltidspunktet. Ligeledes er Motorstyrelsen enige i, at køretøjet har været taget i brug på færdselslovens område.

Af registreringsbekendtgørelsens § 15, fremgår det, at en person med bopæl eller hjemsted her i landet ikke må føre et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i § 15, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, eller §§ 16-26.

Motorstyrelsen er enige i, at kørslen ikke er sket som nævnt i undtagelsesbestemmelserne.

Motorstyrelsen er herefter enige i, at der er indtrådt registreringspligt for køretøjet, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, og at der er indtrådt afgiftspligt for køretøjet, jf. registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1-2.

Ligeledes er Motorstyrelsen enige i, at klagerens vildfarelse om, at det skulle være tilladt at bruge køretøjet 3 måneder efter Motorstyrelsens afgørelse om værdifastsættelse, ikke kan føre til et andet resultat.

Motorstyrelsen er desuden enige i, at der med rette er blevet truffet afgørelse om inddragelse af køretøjets nummerplader, jf. registreringsbekendtgørelsens § 108, stk. 2, nr. 3.
[…]"

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om sagens køretøj er omfattet af registreringspligten, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, og hvorvidt køretøjet skal afgiftsberigtiges, jf. registreringsafgiftslovens § 1. Endvidere skal Landsskatteretten tage stilling til, om Motorstyrelsen med rette har inddraget nummerpladerne på sagens køretøj, jf. registreringsbekendtgørelsens § 108.

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 223 af 27. februar 2019.

Udgangspunktet er, at der betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 - 3, dagældende lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019.

Det fremgår af § 5, stk. 1, i dagældende registreringsbekendtgørelse nr. 1643 af 17. december 2018, at et køretøj kun skal registreres i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet, jf. dog stk. 2 og 3.

En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses for at have bopæl her i landet, jf. § 6 i registreringsbekendtgørelsen. Klageren har været registreret i Det Centrale Personregister med bopæl i Danmark siden den 1. september 2019 og anses derfor for at have bopæl her i landet.

Landsskatteretten finder, at køretøjet har været taget i brug på færdselslovens område, idet køretøjet er konstateret anvendt på færdselslovens område på kontroltidspunktet den 19. december 2019, og da klageren har forklaret, at køretøjet er anvendt adskillige gange til kørsel fra hjemadressen i Danmark over grænsen til Tyskland.

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 15, at en person med bopæl eller hjemsted her i landet ikke må føre et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i § 15, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, eller §§ 16-26.

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 10, at hvis en ejer eller bruger af et udenlandsk registreret køretøj etablerer bopæl eller hjemsted her i landet, og køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, skal registrering i Køretøjsregisteret ske inden 30 dage efter tilflytningen.

Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, 1. pkt., at hvis en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted her i landet ønsker at bruge et køretøj, der er registreret i udlandet, her i landet, skal Skatteforvaltningen, hvis køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, underrettes om ibrugtagningen på færdselslovens område, inden ibrugtagningen sker, med angivelse af dagen for ibrugtagningen på www.skat.dk/motor-udland.

Klageren har etableret bopæl i Danmark den 1. september 2019, uden at klageren har indregistreret køretøjet i Køretøjsregisteret inden 30 dage, og klageren har ikke fået udstedt en køretilladelse fra Motorstyrelsen inden ibrugtagningen af køretøjet på færdselslovens område. Landsskatteretten finder derfor, at klageren ikke opfylder betingelserne for kørsel i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 10 og § 13, stk. 2.

Landsskatteretten finder i øvrigt, at kørslen ikke er omfattet af § 15, stk. 2, eller §§ 16-26 i registreringsbekendtgørelsen.

Landsskatteretten finder herefter, at der er indtrådt registreringspligt for køretøjet, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, og at der er indtrådt afgiftspligt for køretøjet, jf. registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1 - 2.

Klagerens vildfarelse om, at det skulle være tilladt at anvende køretøjet på færdselslovens område i tre måneder efter Motorstyrelsens afgørelse om værdifastsættelse af sagens køretøj, kan ikke føre til et andet resultat.

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 108, stk. 1, at Skatteforvaltningen afgør spørgsmål om registrering af et køretøj i Køretøjsregisteret og spørgsmål om brug af et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område. Det fremgår af § 108, stk. 2, nr. 3, at Skatteforvaltningen kan bestemme, at et køretøjs nummerplader skal inddrages ved politiets foranstaltning, hvis køretøjet anvendes i strid med lov om registrering af køretøjer eller denne bekendtgørelse, herunder i strid med reglerne for brug af et udenlandsk registreret køretøj her i landet, og Skatteforvaltningen vurderer, at der er en nærliggende risiko for, at køretøjet fortsat vil blive brugt i strid med disse regler.

Landsskatteretten finder under henvisning til sagens oplysninger, herunder klagerens forklaring om anvendelsen af sagens køretøj på færdselslovens område, at Motorstyrelsen med rette har truffet afgørelse om inddragelse af køretøjets nummerplader, jf. registreringsbekendtgørelsens § 108, stk. 2, nr. 3.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelser.