Dokumentets metadata

Fri bil - splitleasing (deleleasing) - ejendomsværdiskat

Sagen angik, om sagsøgeren skulle beskattes af værdien af rådigheden over fri bil for indkomstårene 2015-2017, dels om sagsøgeren skulle betale ejendomsværdiskat i perioden fra den 1. januar til den 31. maj 2017.

Beskatningen af fri bil for indkomstårene 2015-2017 angik en bil, som sagsøgeren havde splitleaset med sit selskab. Sagsøgeren havde i perioden anvendt bilen til erhvervsmæssig kørsel for dels det leasingtagende selskab, dels et koncernforbundet selskab.

Retten fandt, at kørsel i en splitleaset bil foretaget på vegne af andre end de to leasingtagere, i dette tilfælde et koncernforbundet selskab, som ikke er kontraktspart i leasingaftalen, i skattemæssig forstand skal tilregnes leasingforholdet som privat kørsel. Allerede fordi sagsøgeren ifølge kørselsregnskabet løbende havde foretaget erhvervsmæssige kørsler for et selskab, som ikke var kontraktspart i splitleasingaftalen, fandt retten, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for at opnå skattefritagelse ved splitleasing.

Beskatningen af ejendomsværdiskat i perioden fra den 1. januar til den 31. maj 2017 angik om sagsøgeren skulle betale ejendomsværdiskat af en nyerhvervet ejendom. Retten lagde til grund, at sagsøgeren først flyttede ind i ejendommen den 1. juni 2017, og at sagsøgeren havde anvendt den bolig, han fraflyttede, som helårsbolig. Retten fandt derfor, at sagsøgeren ikke skulle betale ejendomsværdiskat for den omhandlede periode, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1.

Parter

A

(v/advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Amanda Nordstrøm Emdal)

Denne afgørelse er truffet af kst. retsassessor

Ditte Johanne Sarto.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 4. november 2020.

Sagen drejer sig om prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 5. august 2020, hvorved Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse af 27. juni 2019 om, at sagsøgeren, A, skal beskattes af rådighed over en splitleaset bil i indkomstårene 2015, 2016 og 2017 samt betale ejendomsskat for nyerhvervet ejendom inden indflytning i perioden fra den 1. januar til den 31. maj 2017.

A har fremsat følgende påstande:

Der nedlægges principalt påstand om:

1. As skatteansættelser for indkomståret 2015 nedsættes med kr. 116.394, indkomståret 2016 nedsættes med kr. 279.347 og indkomståret 2017 nedsættes med kr. 165.146.

2. A skal ikke betale ejendomsværdiskat for ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at behandlingen af As skatteansættelser for indkomstårene 2015 - 2017 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af den 5. august 2020 fremgår:

"…

Møde mv.

Der har været afholdt kontormøde mellem klagerens repræsentant, klageren og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom han har udtalt sig ved et møde med Landsskatteretten.

Faktiske oplysninger

Klageren er ejer og direktør og driver en større koncern via holdingselskabet G6-ApS (moderselskabet). Alle selskaber i koncernen er sambeskattet.

Koncernen beskæftiger sig overordnet med to forretningsområder:

• Drift af solcentre via G1-ApS, herefter selskabet. Klageren driver mere end 100 solcentre fordelt rundt i Danmark.

• Drift af udlejningsejendomme via G2-A/S. Der er tale om 114 aktive lejemål i Y4-område.

Klageren har løbende modtaget løn fra selskabet.

Det er oplyst, at klageren har et stort erhvervsmæssigt kørselsbehov i forbindelse med driften af selskabet. Det er ligeledes oplyst, at klageren i et vist omfang også anvender den i sagen omhandlede bil til erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med aktiviteter for G2-A/S.

Om klagerens private kørselsbehov er det oplyst, at den er meget begrænset. Det begrænsede private kørselsbehov bliver dækket dels af kørsel i den i sagen omhandlende bil, ligesom klageren dækker det private kørselsbehov med kørsel i sin privatejede (red. bilmærke 2 fjernet) med reg. nr. Q3. Det er i den forbindelse oplyst, at klageren har kørt 1012.000 km årlig i denne bil, som er indregistreret på papegøjeplader.

Klageren havde i det pågældende indkomstår privat bopæl på adressen Y2-adresse frem til den 1. februar 2018. Herefter flytter klageren adressen til Y1-adresse.

Klagerens virksomheder havde i de pågældende indkomstår administration og lager på adressen Y7-adresse.

Fri bil:

Den 20. juli 2015 blev der indgået en aftale om splitleasing mellem G3-A/S (leasinggiver), selskabet og klageren (leasingtagere). Leasingperioden udløb den 30. januar 2017.

Der var tale om leasing af en personbil (red. bilmærke 1 fjernet), med registreringsnummer Q1. Bilen blev indregistreret første gang den 15. januar 2009. Handelsprisen ifølge motor/leasingsaftalen udgjorde 1.250.785 kr.

Den 16. marts 2017 blev der indgået en ny leasingaftale vedrørende samme bil mellem samme leasinggiver og leasingtagere. Leasingaftalen udløb den 24. juli 2018.

Bilen blev indregistreret med Q2. Handelsprisen ifølge motor/leasingsaftalen udgjorde 1.096.975 kr.

Selskabet var under registreringerne registreret som primær bruger, ej ejer.

Bilen holdte parkeret ved klagerens privatadresse, og den var stillet til klagerens private rådighed som led i den indgåede leasingaftale.

Klagerens repræsentant har ved mail af den 14. december 2018 bl.a. oplyst, at bilen blev anvendt af klageren. Den blev anskaffet på en splitleasing aftale - og den blev primært anvendt til erhvervsmæssig kørsel, og anvendt meget begrænset til privat kørsel. Bilen holdte parkeret der, hvor arbejdsdagen ophørte for klageren.

Skattestyrelsen anmodede om fremsendelse af leasingsaftale, men klageren fremsendte alene en fælles kontrakt vedrørende begge leasingaftaler, underskrevet den 16. marts 2017.

Ifølge den fremsendte leasingaftale var der et forventede årligt kørselsmaksimum på 25.000 km, fordelt med 23.750 km til selskabet (95%) og 1.250 km til klageren (5%).

Ved kontraktindgåelse blev der overført depositum, 1. måneds leasingydelse, samt diverse tillægsprodukter baseret på kørselsestimat til leasinggivers konto.

I alt blev der overført 223.494 kr. som fordeltes således:

Ifølge leasingaftalen fremgik, at leasingydelsen opkrævedes af leasingiver månedligt bagud. Leasingydelsen opkrævedes i forhold til den indberettede kørselsfordeling angivet i kørte kilometer senest den 5. i hver måned.

Skattestyrelsen anmodede også om fremsendelse af kopi af månedsopgørelse af leasingafgift, samt dokumentation for egenbetaling af bilens driftsomkostninger. Dette materiale blev ikke fremsendt.

Klagerens repræsentant har ved mail den 1. april 2019 oplyst, at leasingydelser blev faktureret med den aftalte split, og lå så tæt på udgangspunktet, at den ikke blev reguleret. Driftsudgifter blev afholdt af selskabet og klageren privat. Udgifter afholdt af selskabet blev fordelt mellem selskabet og klageren med 90% / 10% på mellemregning i selskabet i 2018, og udgifter som klageren afholdte privat, blev ikke reguleret eller tilbagebetalt af selskabet. Samlet set havde klageren forholdsmæssigt afholdt flere udgifter privat end der blev kørt privat.

Om kørselsregnskabet fremgik, at grundlaget for fordeling af driftsudgifterne havde været et ført kørselsregnskab på "(red. platform fjernet)".

Skattestyrelsen modtog efter anmodning kopi af kørebog for bilen for de berørte indkomstår.

Kørselsregnskaberne indeholdte følgende registreringer:

• Markering for privat eller erhvervsmæssig kørsel.

• Dato for kørslen.

• Fra adresse.

• Til adresse

• Distance.

Af kørselsregnskaberne fremgik yderligere:

Indkomståret 2015:

Samlet kørsel udgjorde 7.838 km fordelt med 546 km til privat (7%), og 7.292 km til erhverv (93%).

Indkomståret 2016:

Samlet kørsel udgjorde 6.272 km fordelt med 353 km til privat (6%), og 5.919 km til erhverv (94%).

Indkomståret 2017:

Samlet kørsel udgjorde 13.047 km fordelt med 1.173 km til privat (9%), og 11.874 km til erhverv (91 %).

Det fremgik ligeledes af kørselsregnskaberne, at den procentvise opgørelse af privat og erhvervsmæssig kørsel blev opgjort ved indkomstårenes udløb.

Ved en stikprøve konstaterede Skattestyrelsen flere fejl, herunder bl.a., at der i forhold til kørselsregnskab for 2017 fremgik, at der var registreret privat/ erhvervsmæssig kørsel vedrørende bilen i perioden den 11. april 2017 - 6. juni 2017. I denne periode var bilen ikke registreret i selskabet.

Der blev afholdt møde på repræsentantens kontor den 28. maj 2019. Repræsentanten fremførte bl.a., at der havde været erhvervsmæssig kørsel i stort omfang udført for alle selskaberne i koncernen. Privat kørsel i bilen var et absolut minimum. Der var ført elektronisk kørebog og udskrift af oplysningerne.

Klageren oplyste, at han havde afholdt flere driftsudgifter af egen lomme via mellemregningskontoen end fordelingen reelt medførte.

Ejendomsværdiskat for indkomståret 2017:

Klageren købte den 22. december 2016 ejendommen, herefter huset, på adressen Y1-adresse. Klageren overtog huset den 18. november 2016.

Købspris udgjorde kontant 18.000.000 kr.

Der er tale om en beboelsesejendom.

Ifølge folkeregistret var klageren registreret med adresse på Y2-adresse (sommerhus) frem til den 1. februar 2018. Den 14. juni 2018 meldte klageren flytning til adresse på Y1-adresse med virkning fra den 1. februar 2018. Ifølge folkeregistret havde huset stået tom siden erhvervelsen og frem til den 1. februar 2018.

Klageren oplyste ved mail den 14. december 2018, at der var tale om en misforståelse i forbindelse med udfærdigelsen af selvangivelsen. Huset havde været beboeligt fra den 1. juni 2017 og ikke den 1. december 2017. Klageren havde opfattet reglerne således, at han kun skulle betale ejendomsværdiskat et sted, og den havde han betalt på Y2-adresse.

Ved møde den 28. maj 2019 på repræsentantens kontor blev det ligeledes fremført, at klageren efter overtagelsen af huset fik opsat lyddæmpende lofter. Klageren anså derfor huset for ubeboelig, mens dette arbejde stod på. Der blev i den forbindelse henvist til SKM2019.276 LSR.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret klageren skattepligtige indkomst med i alt 560.887 kr. vedrørende fri bil, samt forhøjet ejendomsværdiskatten med 233.017 kr.

Til støtte herfor er anført:

"(…)

1.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Ligningsrådet har således i SKM 2001.255 taget stilling til, hvad der kræves for at undgå beskatning af fri bil, jf. reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, hvis den leasede bil samtidig med erhvervsmæssig brug, også leases til privat brug.

Der kræves blandt andet, at der skal være vandtætte skotter mellem de to aftaler.

Der skal være en skarp adskillelse mellem arbejdsgivers betaling af leasingydelsen og medarbejderens betaling af leasingydelser, og der skal være ført et kørselsregnskab, der opfylder betingelserne i Juridisk Vejledning 2019 afsnit C.A.4.3.3.3.3.3.

Skattestyrelsen finder, at du skal beskattes af værdi af fri bil beregnet efter bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk.4. Beregning af fri bil:

(red. bilmærke 1 fjernet) registreret første gang den 15/1 2009.

Handelspris jf. MOTOR / leasingaftale udgør 1.250.785 kr.

Beregning jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 1. pkt.:

Skattestyrelsen finder ikke, at du har opfyldt de krav, der er stillet for at undgå beskatning af fri bil.

Ved afgørelsen har Skattestyrelsen henset til:

1. Kørselsregnskabet:

Den elektroniske kørebog er påkrævet af leasingselskabet til brug for afregning af leasingydelser mv., og skal opfylde de gældende krav der stilles til et kørselsregnskab.

Disse er beskrevet i Juridisk Vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.

For at et kørselsregnskab skal kunne danne grundlag rent skattemæssigt, skal der dagligt være ført kørebog med angivelse af:

• Hvad kilometertælleren viste ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning.

• Datoen for kørslen.

• Den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel.

• Bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan sandsynliggøre og evt. dokumentere regnskabets rigtighed.

Skattestyrelsen finder ikke, at kørselsregnskabet opfylder gældende krav til kørselsregnskaber som beskrevet i Juridisk Vejledning C.A.4.3.3.3., idet den erhvervsmæssige kørsel ikke er angivet med formål / notater, der kan dokumentere regnskabets rigtighed. Endvidere er kørebogen ikke således indrettet at kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning fremgår.

Kørsel der er anført som erhvervsmæssig dækker over kørsel til alle de virksomheder, som du er ejer af. Der er ikke angivet hvilken virksomhed den enkelte kørsel vedrører.

En stikprøvevis kontrol af kørselsregnskaberne viser:

• at der er erhvervsmæssig kørsel den 28/7 2015 og den 29/7 2015. Personbilen er først registreret pr. 31/7 2015.

• I kørselsregnskabet for indkomståret 2015 er dateringen ikke fortløbende.

• I kørselsregnskabet for indkomståret 2017 er der registreret kørsel i perioden 11/4 - 6/6, hvor bilen ikke er registreret.

• At der er registreret erhvervsmæssigt kørte kilometer fra den private adresse til selskabernes adresse. Her er der tale om privat kørsel (befordring mellem hjem og arbejdsplads).

Skattestyrelsen finder ikke, at kørselsregnskaberne lever op til de stillede krav og betingelser jf. juridisk vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.

2. Leasingaftalerne:

Skattestyrelsen finder endvidere ikke, at leasingaftalen opfylder betingelserne på følgende områder:

• Der er ikke indgået separate aftaler mellem leasingselskabet og virksomhed, samt mellem leasingselskab og den ansatte.

• Der er ikke sket betaling af variable ydelser (reparation, vedligeholdelse, forsikringer, brændstof mv.) direkte til leasingselskabet. Det er i henhold til SKM2001.255.LR en betingelse, at alle bilens udgifter er indeholdt i leasingydelsen.

• Din andel af variable udgifter på bilen er bogført på selskabets mellemregning med dig.

• Der er ikke sket regulering af leasingafgiftens fordeling på baggrund af det årlige kørselsregnskabs fordeling.

• Den erhvervsmæssige kørsel omfatter kørsel for andre virksomheder. Det fremgår af SKM2010.147.LR. at erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for andre firmaer udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Skattestyrelsen finder endvidere ikke, at en slutafregning èn gang årligt ved indkomstårets udløb opfylder kravene til opgørelses- og reguleringsfrekvensen.

Opgørelsen af fordelingen skal ske for hver måned jf. kutyme på området jf. SKM2017.729, samt i.h.t. leasingaftalen.

Skattestyrelsen finder, at der ikke er foretaget regulering i forhold til den oprindeligt aftalte fordeling med leasinggiver.

1.5. Skattestyrelsens endelige afgørelse.

Skattestyrelsen finder ikke, at der ved mødet den 28/5 2019 er fremkommet oplysninger m.v. der kan ændre på det under punkt 1.4 anførte.

Der er så store mangler ved splitleasingarrangementet, at beskatning af fri bil skal finde sted.

Skattestyrelsen fastholder derfor de under punkt 1.4 anførte indkomstændringer.

2. Ejendomsværdiskat for indkomståret 2017.

2.1.1. De faktiske forhold

Du købte ejendommen Y1-adresse ved slutseddel af den 22/12 2016 til overtagelse den 18/11 2016.

Købspris udgør kontant 18.000.000 kr.

Der er tale om en beboelsesejendom.

Jf. folkeregistret har du været registreret med adresse i sommerhuset på adressen Y2-adresse frem til den 1/2 2018, herefter melder du flytning til adressen Y1-adresse. Den ændrede adresseregistrering blev foretaget den 14/6 2018.

2.2. Dine bemærkninger

Den 14/12 2018 er der modtaget følgende via mail fra dig: "Det har desværre været en misforståelse i forbindelse med udfærdigelsen af min selvangivelse.

Huset har været beboeligt fra 1.6.2017 og ikke 1.12.2017. Jeg havde opfattede reglerne således at jeg kun skulle betale ejendomsværdiskat et sted og jeg har betalt på Y2-adresse."

Ved møde den 28/5 2019 på din advokats kontor blev det fremført, at ejer efter overtagelsen af ejendommen har fået opsat lyddæmpende lofter i flere af boligens rum. Ejer har anset ejendommen for ubeboelig, mens dette arbejde har stået på, og finder at SKM2019.276 LSR må kunne finde anvendelse i herværende sag, da forholdene er sammenlignelige.

Det skal bemærkes at der i den nævnte afgørelse er tale om at ejendommen anses for ubeboelig som følge af egen ombygning.

2.3 Retsregler og praksis

Ejendomsværdiskatteloven § § 4 og 5.

Ejendomsværdiskatteloven § 11.

Planloven § 40.

SKM2019.276.LSR.

2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Skattestyrelsen finder, at der skal betales ejendomsværdiskat fra overtagelsesdatoen jf. Ejendomsværdiskattelovens § 4.

Udgangspunktet er, at der skal svares ejendomsværdiskat, uanset om ejeren udnytter sin rådighed til beboelse eller ej.

Jf. EVSL § 11 betales der ejendomsværdiskat fra indflytningstidspunktet såfremt dette er efter overtagelsesdagen.

At du har anført, at du har haft bopæl i et sommerhus medfører ingen ændring i bestemmelsen i EVSL§ 4, idet et sommerhuset ikke kan træde i stedet for en helårsbolig (du har haft rådigheden over sommerhuset vedvarende siden erhvervelsen af dette).

Jf. Planlovens § 40 må en bolig i et sommerhusområde ikke anvendes til overnatning i perioden fra den 1. november til udgangen af februar.

Skattestyrelsen finder ikke, at ejendommen på noget tidspunkt under ejerperioden kan anses for værende ubeboelig.

Skattestyrelsen finder, at ejendomsværdiskatten skal beregnes således jf. EVSL § 4a og § 5:

2.5. Skattestyrelsens endelige afgørelse

Skattestyrelsen finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger som giver anledning til at ændret det under punkt 2.4 anførte. SKM2019.276LSR er ikke sammenlignelig med herværende forhold, idet ejendommen her ikke er uanvendelig som bolig, selvom der i enkelte rum opsættes lyddæmpende lofter.

I SKM2019.276LSR er der tale om ombygning af boligens primære rum som køkken og toilet.

Skattestyrelsen træffer således afgørelse jf. de under punkt 2.4 anførte reguleringer.

(…)"

Skattestyrelsen har ved udtalelse af 13. december 2019 fremsendt følgende bemærkninger til repræsentantens supplerende indlæg af 29. november 2019:

"(…)

Fri bil

Skattestyrelsen finder, at styresignalet SKM2019.244.SKTST er en sammenfatning af praksis på området, og at styresignalet selvfølgelig ikke først har virkning fra tidspunktet for offentliggørelse.

Skattestyrelsen fastholder, at der ikke er udfærdiget to separate aftaler.

Endvidere fastholder Skattestyrelsen, at SKM2018.212 SR ikke medfører, at en slutafregning ved leasingkontraktens udløb er tilstrækkelig.

Skatterådet har i SKM2018.212.SR fundet, at det er i overensstemmelse med kravet om en løbende månedlig afregning, hvis eventuelle differencer vedrørende driftsomkostninger opkræves eller godskrives leasingtagerne ved opkrævningen af den sidste leasingydelse. Der kan på dette tidspunkt udestå en endelig afregning, for så vidt angår mindre og normalt påregnelige afvigelser af de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger.

Dette kan være tilfældet, hvis benzinforbruget rent faktisk har været lidt større, end der blev budgetteret med ved leasingaftalernes indgåelse. Det er dog en forudsætning, at der er tale om mindre afvigelser. Ved større ekstraudgifter, som f.eks. værkstedsbesøg, skal disse indgå i den løbende afregning, når de opstår.

Skattestyrelsen skal endeligt henvise til splitleasingkontrakt med G3-A/S § 4 - Leasingydelsen. Heraf fremgår at den månedlige leasingydelse skal reguleres efter den forrige måneds faktuelle kørselsfordeling. Skattestyrelsen skal bemærke, at der faktuelt ikke er sket regulering af de oprindeligt fastsatte leasingydelser på baggrund af kørselsregnskabernes registreringer.

Klagers advokat fremfører, at Skattestyrelsen har afslået at få fremsendt uddybende udtræk fra systemet for den stedfundne kørsel.

Skattestyrelsen skal hertil bemærke, at dette ikke er korrekt. Skattestyrelsen har alene meddelt, at man ikke finder at fremsendelse af yderligere noter mv. ændrer ved det faktum, at beskatning af fri bil skal finde sted, når der henses til de yderligere mangler der er ved splitleasingarrangementet.

Vedrørende kørselsregnskaberne er der i forbindelse med indsendelsen af bemærkninger, indsendt nye kørselsregnskaber med større specifikationsgrad.

Skattestyrelsen har vurderet disse og finder, at kørselsregnskaberne stadig er mangelfulde.

Der er et større antal registreringer, hvor slutadressen ikke er den samme som næste startadresse.

Ligeledes er der konstateret, at bilen blev synet den 6/11 2017 hvor kilometerstanden blev aflæst til 77.000 km. Jf. kørselsregnskabet er der angivet en kilometerstand på 74.155 km den 6/11 2017.

Skattestyrelsen finder, at kørsel for koncernforbundne selskaber medfører beskatning af fri bil, idet denne kørsel anses for privat, jf SKM2017.491 LSR.

Den af klagers advokat anførte afgørelse fra Skatteankenævn Y3-område er ikke anvendelig i herværende sag, da forholdene ikke er identiske.

Skattestyrelsen finder ikke, at det fremførte om anvendelse af virksomhedsskatteordningen er relevant i herværende sag. Virksomhedsordningen er ikke anvendt at klager. Endeligt kan selvstændige erhvervsdrivende ikke indgå aftale om deleleasing, da dette forudsætter, at der er tale om to uafhængige kontrakter med vandtætte skotter. Denne betingelse opfyldes ikke, hvis der er tale om, at samme fysiske person ønsker at indgå to leasingkontrakter vedrørende samme bil.

Ud fra ovenstående finder Skattestyrelsen ikke, at de fremkomne bemærkninger og dokumenter giver anledning til ændringer i den af Skattestyrelsen trufne afgørelse af 27.juni 2019.

Skattestyrelsen finder, at der skal ske beskatning af værdi af fri bil.

Ejendomsværdiskat af ejendommen Y1-adresse.

Klagers advokaten anfører, ejendommen har været under ombygning siden anskaffelsen den 18/11 2016 og frem til 31/5 2017, hvor ombygninger er afsluttet.

Ifølge oplysninger er der opsat nye lofter og malet.

Klageres advokaten finder, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat som følge ombygningen, idet ejendommen ikke anses for at kunne tjene som bolig.

Skattestyrelsen finder ikke, at den foretagne renovering/istandsættelse har medført, at ejendommen i en periode har været ubeboelig. Ud fra det fremsendte billedmateriale er det Skattestyrelsens klare opfattelse, at ejendommen har været beboelig under ombygningen. Det skal bemærkes, at renoveringen ikke er foretaget som følge af en indtruffen skade på boligen

Der henvises yderligere til SKM2012.525.LSR og juridisk vejledning C.H.3.5.4.

Ud fra ovenstående finder Skattestyrelsen ikke, at de fremkomne bemærkninger og dokumenter giver anledning til ændringer i den af Skattestyrelsen trufne afgørelse af 27.juni 2019.

Skattestyrelsen finder, at der skal svares ejendomsværdiskat for hele indkomståret 2017.

(…)".

Skattestyrelsen har den 20. januar 2020 fremsendt følgende bemærkninger:

"(…)

Skattestyrelsens begrundelse

Skatteankestyrelsen foreslår, at den påklagede afgørelse truffet af SKAT (nu Skattestyrelsen) stadfæstes.

Vi kan tiltræde forslaget med følgende bemærkninger:

A er hovedanpartshaver og direktør i G1-ApS og har sammen med selskabet indgået aftale om leasing af en personbil (red. bilmærke 1 fjernet) på det vilkår, at bilen anvendes erhvervsmæssigt af selskabet for 95 % vedkommende og privat af klager for 5 % vedkommende.

Skattestyrelsen har ved gennemgang af splitleasingarrangementet ikke fundet, at det opfylder betingelserne for, at klager kan undgå at blive beskattet af fri bil efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4. Vi har herved henset til, at hverken det førte kørselsregnskab eller den indgåede leasingaftale efter vores opfattelse lever op til de krav, der gælder på området. For så vidt angår kørselsregnskabet har vi henvist til Skattestyrelsens Juridiske Vejledning afs. C.A.4.3.3.3, og for så vidt angår leasingaftalen har vi henvist til SKM 2001.255 LR, SKM 2010.147 LR og SKM 2017.729.

A har endvidere købt ejendommen Y1-adresse ved slutseddel og med overtagelse ved udgangen af 2016, men først i 2018 meldt flytning fra sin sommerhusadresse til huset til folkeregistret.

Skattestyrelsen har pålagt klager at betale ejendomsværdiskat vedrørende helårsboligen for 2017, idet vi har henvist til, at et sommerhus ikke kan træde i stedet herfor, og til, at helårshuset efter vores opfattelse ikke kunne anses for uanvendeligt som bolig, selvom der pågik arbejde med opsætning af lyddæmpende lofter efter overtagelsen. Der er herved henvist til ejendomsværdiskattelovens §§ 4, 5 og 11, planlovens § 40 og til SKM 2019.276 LSR.

Der er under klagesagen ikke fremkommet bemærkninger eller dokumenter, der efter vores opfattelse giver anledning til ændringer i den trufne afgørelse om de to forhold.

Vi henviser herved til vores udtalelse af 13. december 2019.

(…)"

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelser for indkomståret 2015 nedsættes med kr. 116.394, indkomståret 2016 nedsættes med kr. 279.347 og indkomståret 2017 nedsættes med kr. 165.146.

Der er endvidere nedlagt påstand om, at klageren ikke skal betale ejendomsværdiskat for ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Til støtte herfor er anført:

"(…)

Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende beskatning af værdi af fri bil gøres det overordnet gældende, at de indgåede splitleasingforhold mellem henholdsvis A og G1-ApS på den ene side og G3-A/S på den anden side opfylder dagældende praksis i forhold til gyldige splitleasingforhold således, at A ikke skal beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i de omhandlede indkomstår.

Til støtte for den nedlagte påstand om, at A ikke skal betale ejendomsværdiskat for ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017, gøres det overordnet gældende, at ejendommen grundet udskiftning af akustiklofter mv. i den omhandlede periode har været ubeboelig i et sådant omfang, at der ikke er grundlag for at pålægge A at betale ejendomsværdiskat for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Der henvises i den forbindelse til praksis på området, jf. eksempelvis SKM2019.276LSR.

(…)"

Repræsentanten har den 29. november 2019 fremsendt følgende supplerende bemærkninger:

"(…)

Påstand

Der nedlægges påstand om, at As skatteansættelser for indkomståret 2015 nedsættes med kr. 116.394, indkomståret 2016 nedsættes med kr. 279.347 og indkomståret 2017 nedsættes med kr. 165.146.

Der nedlægges særskilt påstand om, at A ikke skal betale ejendomsværdiskat for ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Beskatning af fri bil

Sagsfremstilling

Virksomhedsbeskrivelse

A driver en større koncern via holdingselskabet G6-ApS. Illustration af koncernens organisatoriske struktur fremlægges som bilag 2.

Koncernen beskæftiger sig overordnet med to forretningsområder:

• Drift af solcentre via G1-ApS

• Drift af udlejningsejendomme via G2-A/S

Som det fremgår af bilag 2, ejer og kontrollerer A hele koncernen via sit 100 % ejet holdingselskab. Det bemærkes videre, at alle selskaber i koncernen er sambeskattet.

As erhvervsmæssige kørselsbehov

A har et stort erhvervsmæssigt kørselsbehov i forbindelse med driften af de ovenfor beskrevne aktiviteter. A havde i de omhandlede indkomstår privat bopæl på adressen Y2-adresse frem til den 1. februar 2018. Herefter flytter han adressen til Y1-adresse.

As virksomheder havde i de omhandlede indkomstår 2015-2017 administration og lager på adressen Y7-adresse.

A arbejder ikke dagligt på denne adresse, idet han typisk starter arbejdsdagen med at arbejde hjemmefra, hvorefter han i løbet af dagen kører ud til forskellige møder og driftssteder. Der er tale om både planlagte møder - samt møder som aftales med kort varsel.

Kørsel for G1-ApS relaterer sig bl.a. til følgende aktiviteter:

• Møder med eksisterende og potentielle franchisetagere

• Møder med udlejere og fremlejegivere

• Møder med leverandører og reklamefolk

• Møder med myndigheder

• Møder med medarbejdere på forskellige lokationer

• Møder med bankforbindelse, revisor, advokat etc.

• Drift, besigtigelse og opfølgning på individuelle adresser

• Møder med designere og arkitekter

Det er i den forbindelse særdeles væsentligt at holde sig for øje, at A driver mere end 100 solcentre fordelt rundt om i hele Danmark.

A har også i et vist omfang anvendt den i sagen omhandlede bil til erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med aktiviteter for G2-A/S. Det bemærkes i den forbindelse, at G2-A/S har 114 aktive lejemål i Y4-område, og A deltager i administrationen heraf på daglig basis.

Kørslen i forbindelse med driften af G2-A/S relaterer sig både til planlagte møder, men også spontant opståede møder, samt herunder drift, vedligeholdelse og byggemøder ved de enkelte lejemål. Det kan eksempelvis være i forbindelse med en pludselig opstået skade ved en ejendom, byggemøder vedrørende renovering, vedligeholdelse og udvidelse af ejendommene og tilsvarende. Det siger sig selv, at A indpasser denne kørselsaktivitet i forbindelse med hans øvrige ovenfor beskrevne kørselsaktivitet i relation til driften af aktiviteterne i G1-ApS. Det er således i praksis ikke muligt for A at foretage kørslen vedrørende aktiviteterne i henholdsvis G1-ApS og aktiviteterne i G2-A/S i to forskellige biler, idet aktiviteterne i forbindelse med driften af de to virksomheder sker successivt henover arbejdsdagen. Det bemærkes, at G2-A/S i flere tilfælde udlejer butikslejemål til G1-ApS.

Udover anvendelse af bilen til afholdelse af møder, anvendes bilen ligeledes til kørsel til forskellige ad hoc arbejdssteder i løbet af arbejdsdagen. Har A eksempelvis deltaget i to forskellige møder i Y5-by-området, vælger han indimellem at fortsætte sit arbejde på en café eller andet sted. A kan løse stort set alle opgaver via sin computer og mobiltelefon, og derfor har han ikke behov for traditionelle kontorfaciliteter til at drive sin virksomhed. Derudover er han meget mere fleksibel ved denne fremgangsmåde i forhold til deltagelse i møder, eller afvikling af driftssituationer, der løbende indtræffer med kort varsel, fremfor hvis han arbejdede dagligt ud fra et kontor i Y6-by.

A har således mange forskellige arbejdssteder, og han har som følge af den beskrevne virksomhedsdrift i sagens natur et stort behov for en bil til brug for erhvervsmæssig kørsel. Bilen er sammen med computeren og mobiltelefonen As vigtigste arbejdsredskaber.

As private kørselsbehov

A er ugift, og han har ingen børn. Som anført ovenfor deltager A i driften af mere end 100 solcentre, ligesom han deltager i administrationen af 114 aktive lejemål i Y4-område. Solcentrene har åbent hver dag - også i weekender - (red. åbningstider fjernet). I solcentrene er der mest travlt i weekender. I forhold til udlejningsejendommene kan der i sagens natur opstå ad hoc problemstillinger på et hvilket som helst tidspunkt.

Han bruger langt størstedelen af sit liv på at drive de beskrevne erhvervsmæssige aktiviteter. Han har således ikke et "normalt" privat familieliv - men derimod et meget omfattende arbejdsliv. A arbejder typisk alle ugens 7 dage, idet hans erhvervsmæssige aktiviteter ikke lukker ned fredag kl. 16.

A har som anført ikke et fast arbejdssted, hvorfor han ikke har kørsel mellem den private bopæl og samme arbejdssted, som mange andre mennesker har. Han har som beskrevet ovenfor en lang række forskellige arbejdssteder.

As nærmeste familie bor i Y6-by. Når A holder ferie, sker det typisk ved rejser til udlandet, hvor han flyver til den pågældende destination.

A har på den baggrund et meget begrænset privat kørselsbehov. Dette begrænsede private kørselsbehov er dels blevet dækket af kørsel i den i sagen omhandlede bil - ligesom A har dækket det private kørselsbehov med kørsel i hans privatejede (red. bilmærke 2 fjernet) med reg.nr. Q3. Han har kørt 1012.000 km årligt i denne (red. bilmærke 2 fjernet), som er indregistreret på papegøjeplader. Til dokumentation herfor fremlægges en synsrapport vedrørende denne (red. bilmærke 2 fjernet), jf. bilag 3.

De omhandlende leasingaftaler

G1-ApS indgik den 20. juli 2015 en leasingaftale med G3-A/S vedrørende den i sagen omhandlede (red. bilmærke 1 fjernet) med reg.nr. Q1, jf. bilag 4. Ved kontraktindgåelsen blev det forventede årlige kørselsmaksimum anslået til 25.000 km, med en fordeling på henholdsvis 23.750 til G1-ApS (95 %) og 1.250 km til A (5 %).

A indgik ligeledes den 20. juli 2015 en leasingaftale med G3-A/S vedrørende den i sagen omhandlede bil, jf. bilag 4. Der var som angivet ovenfor anslået 1.250 km til privat kørsel.

Selvom de to aftaler fysisk fremgår af samme dokument, er der civilretlig i enhver henseende tale om to separate aftaler. G3-A/S har i henhold til gældende praksis løbende faktureret henholdsvis A og G1-ApS individuelt for de respektive ydelser.

I umiddelbar forlængelse af de indgåede leasingaftaler blev der til G3-A/Ss konto overført depositum, 1. måneds leasingydelse samt betaling for diverse tillægsprodukter. Baseret på det konkrete kørselsestimat blev det samlede pålydende beløb på kr. 227.250 fordelt med henholdsvis kr. 215.888 til G1-ApS og kr. 11.363 til A.

Det fremgår af leasingaftalerne, jf. bilag 4, at disse havde en løbetid på 12 måneder. Både G1-ApS og A indgik medio 2016 aftaler med G3-A/S om forlængelse af leasingaftalerne. Dette ved mundtlige aftaler, hvor leasingaftalerne blev forlænget på uændrede vilkår.

Den i sagen omhandlede bil blev afmeldt registrering ved SKAT den 30. januar 2017. Det fremgår af en køretøjshistorik, jf. bilag 5.

G1-ApS indgik den 16. marts 2017 en leasingaftale med G3-A/S vedrørende den i sagen omhandlende (red. bilmærke 1 fjernet) med reg.nr. Q1, jf. bilag 6. Ved kontraktindgåelsen blev det forventede årlige kørselsmaksimum anslået til 25.000 km., med en fordeling på henholdsvis 23.750 km. til G1-ApS (95%) og 1.250 km. til A (5%).

A indgik ligeledes den 16. marts 2017 en leasingaftale med G3-A/S vedrørende den i sagen omhandlende bil, jf. bilag 5. Der var som angivet ovenfor anslået 1.250 km. til privat kørsel.

Selvom de to aftaler fysisk fremgår af samme dokument, er der civilretligt i enhver henseende tale om to separate aftaler. G3-A/S har i henhold til gældende praksis løbende faktureret henholdsvis A og G1-ApS individuelt for de respektive ydelser.

I umiddelbar forlængelse af de indgåede leasingaftaler blev der til G3-A/Ss konto overført depositum, 1. måneds leasingydelse samt betaling for diverse tillægsprodukter. Baseret på det konkrete kørselsestimat blev det samlede pålydende beløb på kr. 223.494 fordelt med henholdsvis kr. 212.319 til G1-ApS og kr. 11.175 til A.

Kørselsregnskaber

Skattestyrelsen finder i deres afgørelse af den 27. juni 2019 ikke, at de fremsendte kørselsregnskaber opfylder gældende krav, idet den erhvervsmæssige kørsel ikke er angivet med formål/notater, der kan dokumentere regnskabets rigtighed. Endvidere finder Skattestyrelsen ikke kørselsregnskabet sådan indrettet, at der forekommer en præcis kilometerangivelse ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning.

Det bemærkes, at jeg sammen med A den 28. maj 2019 deltog i et møde med Skattestyrelsens sagsbehandlere efter deres udsendelse af forslag til afgørelse i sagen. På mødet forklarede A, at de udleverede kørselsregnskaber udgjorde udtræk fra det elektroniske system, som han i de i sagen omhandlede år anvendte til at registrere den stedfundne kørsel. A forklarede på mødet, at han kunne lave et udtræk af yderligere data fra systemet således, at de af Skattestyrelsen påståede mangler ved de foreliggende kørselsregnskaber blev berigtiget.

Ved e-mail dateret den 4. juni 2019 afslog Skattestyrelsens sagsbehandlere at få fremsendt et uddybende udtræk fra systemet med den stedfundne kørsel, jf. bilag 7. Skattestyrelsens sagsbehandlere ønskede således tilsyneladende ikke at modtage yderligere dataudtræk i relation til kørselsregnskaberne.

Det bemærkes, at det i mange år har været helt sædvanligt, at man anvender en elektronisk kørebog til at registrere både erhvervsmæssig og privat kørsel i forbindelse med deleleasingordninger. Denne fremgangsmåde er godkendt at skattemyndighederne.

Som bilag 8 fremlægges reviderede udgaver af de tidligere fremsendte kørselsregnskaber for indkomstårene 2015-2017. Da kørselsregnskaberne i alle årene er ført ud fra en elektronisk kørebog ((red. platform fjernet)), er de reviderede kørselsregnskaber blot udtryk for et mere detaljeret dataudtræk.

Nærmere om G3-A/S' faktureringer m.v.

A har udarbejdet et notat, der fremlægges som bilag 9. Notatet indeholder dels en beskrivelse af hans erhvervsmæssige baggrund - og dels en nærmere beskrivelse af forløbet omkring de indgåede leasingaftaler og G3-A/S' faktureringer herfor.

De bilag, som A henviser til i notatet, fremlægges samlet som bilag 10.

Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende beskatning af værdi af fri bil gøres det overordnet gældende, at de indgåede splitleasingforhold mellem henholdsvis A og G1-ApS på den ene side og G3-A/S på den anden side opfylder dagældende praksis i forhold til gyldige splitleasingforhold således, at A ikke skal beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i de omhandlede indkomstår.

Beskatning af fri bil - splitleasing generelt

Det gøres gældende, at der efter ligningslovens § 16, stk. 4 kun skal ske beskatning af en firmabil, såfremt denne står til rådighed for privat brug. En firmabil, som kun er til rådighed for erhvervsmæssig benyttelse, beskattes således ikke, jf. Den Juridiske Vejledning 2019-2, afsnit C.A.5.14.1.11.

Splitleasing, som er en form for flexleasing, er en ordning, hvor arbejdsgiveren og medarbejderen hver især indgår en separat aftale med et leasingselskab om at lease den samme bil. Ordningen indebærer, at arbejdsgiveren og medarbejderen hver især betaler præcis den del af de samlede omkostninger til bilen, som vedrører deres respektive andel af bilens kørsel, og at de hver især hæfter økonomisk over for leasingselskabet. Ordningen medfører samtidig, at medarbejderen ikke skal beskattes af fri bil, fordi medarbejderen selv betaler sin private andel af de samlede leasingomkostninger og dermed selv bærer den økonomiske risiko ved splitleasingordningen.

Retningslinjerne for splitleasing blev fastslået for første gang i år 2001 ved en bindende forhåndsbesked, jf. SKM 2001.255 LR. Landsskatteretten har i en afgørelse offentliggjort i SKM 2017.491 LSR efterfølgende udtrykkeligt bekræftet disse retningslinjer, hvorfor det nu står klart, at der ikke findes særregler i lovgivningen om "dele- eller splitleasing". Der er således tale om et område, hvor retsstillingen udelukkende er baseret på Den Juridiske Vejledning 2019-2, afsnit C.A.5.14.1.10 samt praksis på området.

Af praksis på området kan det sammenfattende udledes, at følgende betingelser skal være opfyldt for, at en medarbejder kan undgå beskatning af værdi af fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4:

• Der skal indgås skriftlige, separate leasingaftaler mellem henholdsvis leasingselskab og arbejdsgiver samt leasingselskab og medarbejder.

• De samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning, som alle er indeholdt i leasingydelsen, skal fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af den faktiske erhvervsmæssige kørsel og den faktiske private kørsel opgjort efter kilometer.

• Hver part skal betale leasingydelsen direkte til leasingselskabet.

• Der skal løbende føres et kørselsregnskab, der viser såvel den erhvervsmæssige som den private kørsel.

Skattestyrelsen henviser i den påklagede afgørelse side 4 til et styresignal, der er offentliggjort den 2. maj 2019 i SKM2019.244.SKTST. Dette styresignal indeholder en beskrivelse af betingelserne for deleleasing - også populært kaldet splitleasing. Det er centralt for nærværende sag, at der som bekendt ikke findes nogen nærmere lovregler, der regulerer adgangen til at anvende deleleasing.

Deleleasing er en hel legal og sædvanlig leasingform, som efterhånden er meget udbredt i Danmark. Det fremgår af Skattestyrelsens styresignal, at Skatterådet har henstillet til, at der udarbejdes et styresignal, som redegør for betingelserne for deleleasing. Skatterådet har naturligvis fremsat denne henstilling i erkendelse af, at den foreliggende praksis på området ikke giver en eksakt beskrivelse af betingelserne for deleleasing, hvorfor der er behov for, at Skattestyrelsen i et styresignal beskriver betingelserne for deleleasing.

Eksempelvis anføres følgende i afsnittet med overskriften "Løbende afregning":

"Der har været tvivl om, hvad der menes med løbende afregning, dvs. hvor ofte og hvordan skal afregningen foretages."

Det er væsentligt at holde sig for øje, at indholdet af styresignalet udelukkende baserer sig på Skattestyrelsens opfattelse - og således ikke har nogen nærmere støtte i lovgivningen. Videre bemærkes, at idet styresignalet måtte indeholde retningslinjer for deleleasing, som skal tillægges betydning ved kontrolsager - så kan man i sagens natur ikke anvende Skattestyrelsens opfattelse offentliggjort i et styresignal i 2019 bagudrettet i forhold til nærværende sag, der som bekendt vedrører indkomstårene 2015 - 2017.

Lovgiver har haft alle muligheder for at indføre nogle specifikke regler for, hvornår man kan anvende deleleasing, således at man undgår beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Dette har lovgiver positivt fravalgt - og i stedet overladt det til praksis at fastlægge anvendelsesområdet for deleleasing. Det er min klare opfattelse, at der fortsat - også efter styresignalet offentliggjort i SKM2019.244.SKTST - består en række uafklarede spørgsmål i forhold til anvendelse af deleleasing, hvorfor skattemyndighederne bør være særdeles tilbageholdende med at gennemføre beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 så længe, at reglerne og praksis på området er så uklare.

I tilknytning hertil bemærkes, at skattemyndighederne i mange år har godkendt og accepteret, at en erhvervsdrivende, som driver virksomhed i virksomhedsordningen, kan vælge at holde en blandet benyttet bil uden for virksomhedsordningen - og herefter lade virksomheden betale og fratrække den erhvervsmæssige del af udgifterne til bilen med den effekt, at den pågældende erhvervsdrivende ikke beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Denne retsstilling fremgår klart af Den Juridiske Vejledning 2019-2, afsnit C.C.5.2.2.9.3 "Bilen holdes uden for virksomhedsordningen", hvor følgende fremgår:

"Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for blandet benyttede biler, der er holdt uden for virksomhedsordningen, når den selvstændige har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens afsnit 1. Biler, der udelukkende anvendes til erhvervsmæssig kørsel, kan ikke holdes uden for virksomhedsordningen.

Afsnittet indeholder:

• Resumé

• Generelt

• Godtgørelse efter regnskab

• Godtgørelse efter Skatterådets satser

• Principskifte.

• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv..

Resumé

Vælger den selvstændige at holde en blandet benyttet bil uden for virksomhedsordningen, kan virksomheden betale og fratrække den erhvervsmæssige del af udgifterne.

Generelt

Når bilen ikke indgår i virksomheden, kan den selvstændige vælge at få den erhvervsmæssige kørsel godtgjort af virksomheden med enten

• en beregnet "leje", svarende til de faktiske erhvervsmæssige omkostninger (dvs. den erhvervsmæssige del af driftsudgifter og afskrivninger), eller

• Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil.

I begge tilfælde trækkes godtgørelsen fra i virksomhedens indkomst.

Godtgørelse efter regnskab

Hvis virksomheden godtgør de faktiske erhvervsmæssige udgifter, er det en hævning i virksomheden. Hævningen sker uden om hæverækkefølgen i VSL § 5.

Godtgørelsen kan dog bogføres på mellemregningskontoen, hvis den selvstændige har valgt at benytte reglerne om mellemregningskontoen i VSL § 4 a.

Den hævede godtgørelse skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige, personlige indkomst.

Udgifterne til den erhvervsmæssige drift fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige, personlige indkomst.

Den selvstændige skal opgøre de erhvervsmæssige udgifter efter regnskab, eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometertal for den erhvervsmæssige kørsel. Skattestyrelsen skal kunne se udgifterne, fx i form af bilag. Bilen kan afskrives efter reglerne om blandet benyttede driftsmidler. Se AL § 11. Afskrivning på bilen regnes med til de samlede driftsudgifter.

Bemærk

Renter indgår ikke ved opgørelsen af de faktiske erhvervsmæssige udgifter.

Godtgørelse efter Skatterådets satser

Godtgørelsen er en hævning i virksomheden, der sker uden om hæverækkefølgen i VSL § 5. Hvis den selvstændige har valgt at benytte reglerne om mellemregningskontoen efter VSL § 4 a, kan godtgørelsen eventuelt bogføres på mellemregningskontoen. Når godtgørelse af den erhvervsmæssige kørsel sker med Skatterådets satser skal der ikke ske beskatning af overførslen til den selvstændige. Han eller hun kan ikke fratrække biludgifterne i den personlige indkomst uden for virksomhedsordningen.

Godtgørelse med Skatterådets satser sker på grundlag af de erhvervsmæssigt kørte kilometer. Den selvstændige skal opgøre de erhvervsmæssige kilometer på grundlag af et kørselsregnskab, eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometertal for den erhvervsmæssige kørsel."

Som det fremgår, har den erhvervsdrivende mulighed for at fratrække udgifterne til den erhvervsmæssige drift efter reglerne i virksomhedsordningen. Det fremgår, at den selvstændigt erhvervsdrivende skal opgøre de erhvervsmæssige udgifter efter regnskab - eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometertal for den erhvervsmæssige kørsel. Det følger af praksis, at såfremt skattemyndighederne konstaterer ved en kontrol, at det selvangivne fradrag for erhvervsmæssige udgifter ikke kan godkendes, så foretager skattemyndighederne deres eget skøn herover og korrigere fradraget. Man tilsidesætter således ikke helt det selvangivne fradrag og gennemfører beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4 - idet man som anført blot korrigerer størrelsen af fradraget. Det fremgår af SKM2019.419.BR.

Det forekommer retssikkerhedsmæssigt ganske betænkeligt, at man fra Skattestyrelsens side indtager en meget hård praksis i forhold til godkendelse og accept af splitleasingordningen med henblik på undgåelse af beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 - når det direkte fremgår af Den Juridiske Vejledning, jf. citatet ovenfor, samt af praksis, jf. SKM2019.419.BR, at man kan undgå beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til en bil, der holdes uden for virksomhedsordningen, blot den erhvervsdrivende fremlægger et regnskab for de erhvervsmæssige udgifter - eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometertal for den erhvervsmæssige kørsel.

Sagt med andre ord er der ingen holdepunkter i ligningslovens § 16, stk. 4 og forarbejderne hertil i forhold til, at praksis omkring splitleasingordninger skal fortolkes så restriktivt, som Skattestyrelsen lægger op til - når man i forhold til biler der holdes uden for virksomhedsordningen som anført har en relativ lempelig praksis i forhold til kravene til fremlæggelse og dokumentation for den erhvervsmæssige kørsel.

Den konkrete sag

Til støtte for, at A ikke skal beskattes af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 vedrørende den i sagen omhandlende (red. bilmærke 1 fjernet) med reg.nr. Q1, gøres det gældende, at de indgåede splitleasingaftaler opfylder dagældende praksis i forhold til gyldige splitleasingforhold, hvorfor der ikke er grundlag for beskatning af værdi af fri bil i de omhandlende indkomstår.

Leasingaftalerne

I nærværende sag indgik henholdsvis A og G1-ApS separate leasingaftaler med G3-A/S vedrørende den i sagen omhandlende bil, jf. bilag 4 og 6.

G3-A/S har i henhold til gældende praksis løbende faktureret henholdsvis A og G1-ApS individuelt for de respektive ydelser.

Skattestyrelsen anfører i afgørelsen af den 27. juni 2019, jf. bilag 1, at der ikke er indgået to separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskabet og virksomheden på den ene side og leasingselskabet og den ansatte på den anden side.

I denne sammenhæng henviser Skattestyrelsen til SKM2001.255.LR. Det kan imidlertid alene udledes af denne afgørelse, at der skal indgås skriftligt separate aftaler - men det fremgår ikke, som antaget fra Skattestyrelsens side, at aftalerne skal indgås ved to separate dokumenter.

Selvom de to leasingaftaler i nærværende sag fysisk fremgår af samme dokument, er der civilretligt i enhver henseende tale om to separate aftaler. Da skatteretten er styret af civilretten medfører dette, at de to separate leasingaftaler også skal lægges til grund i skattemæssig henseende.

Af de vedlagte leasingaftaler for indkomstårene 2015-2017, jf. bilag 4 og 6, kommer det klart til udtryk, at disse de facto indeholder to separate aftaler, nemlig en aftale mellem G3-A/S og G1-ApS og mellem G3-A/S og A. Og som anført har G3-A/S i henhold til gældende praksis løbende faktureret henholdsvis A og G1-ApS individuelt for de respektive ydelser.

Den reelle baggrund for at udfærdige disse fælles dokumenter er for at sikre, det der tillige fremgår af SKM 2001.255 LR, at det er en forudsætning, at de to leasingaftaler er identiske.

Dette sikres bedst i et og samme dokument, hvor grundbestemmelserne således de facto er identiske.

Det fremgår eksplicit af første afsnit i de almindelige betingelser til leasingkontrakterne, at hver leasingtager alene hæfter i forhold til sin faktiske anvendelse af bilen, hvilket præcist er den grundlæggende betingelse for anvendelse af reglerne om splitleasing.

Kørselsregnskabet

Skattestyrelsen anfører i afgørelsen af den 27. juni 2019, jf. bilag 1, at de fremsendte kørselsregnskaber ikke opfylder gældende krav, idet den erhvervsmæssige kørsel ikke er angivet med formål/notater, der kan dokumentere regnskabets rigtighed. Endvidere finder Skattestyrelsen ikke kørselsregnskabet sådan indrettet, at der forekommer en præcis kilometerangivelse ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning.

Det gøres gældende, at de som bilag 7 fremlagte kørselsregnskaber for indkomstårene 2015-2017 opfylder de i praksis opstillede betingelser for et kørselsregnskab. Det bemærkes, at da kørselsregnskaberne i alle årene er ført ud fra en elektronisk kørebog, er de reviderede kørselsregnskaber blot udtryk for et mere detaljeret dataudtræk.

Det ses ikke af Skattestyrelsens afgørelse anfægtet, at den kørsel, der er foretaget, rent faktisk ikke skulle være foretaget. Der foreligger således ikke et eneste tilfælde, hvor Skattestyrelsen har kunnet påvise, at den kørsel, der er registret som erhvervsmæssig, reelt har været privat. Dette til trods for, at samtlige kørsler er registreret til konkrete adresser og med præcise kilometerangivelser.

Det er ikke afgørende, om kørebogen registreres manuelt eller elektronisk. Det afgørende er alene, at det kørselsregnskab der frembringes, kan danne grundlag for Skattestyrelsens ligning. I nærværende sag har Skattestyrelsen ikke anfægtet opgørelsen af kørsel privat contra erhvervsmæssig.

Det bemærkes, at GPS-trackeren i bilen viser, hvor bilen konkret har befundet sig. A har for hver eneste tur manuelt taget stilling til den kørsel, der er foretaget i bilen, har været af privat eller erhvervsmæssig karakter. Denne vurdering er foretaget ud fra en udskrift fra GPS-trackeren. A har således specifikt taget stilling til hver eneste adresse, der er kørt fra og til.

Det gøres gældende, at de gældende krav til et skattemæssigt kørselsregnskab er opfyldt, ligesom A utvivlsomt har ført den fornødne løbende kontrol med den foretagne kørsel.

Kørsel mellem koncernforbundne selskaber

Skattestyrelsen har i afgørelsen af den 27. juni 2019 side 8 anført, at den erhvervsmæssige kørsel ikke alene retter sig mod G1-ApS, men tillige "kørsel for andre virksomheder". I relation hertil anfører Skattestyrelsen, at erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for "andre firmaer" udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

A har ikke foretaget kørsel i bilen for andre virksomheder.

A har foretaget kørsel delvist i andre koncernforbundne selskabers interesse, hvorfor G1-ApS maksimalt kan siges at have afholdt udgifter for andre selskaber i koncernen.

Der har således ikke været tale om en eneste privat kørsel i bilen ud over det, der er registreret i den elektroniske kørebog. Den kørsel, som Skattestyrelsen anfører har privat karakter, har på ingen måde været motiveret af private hensyn, men har derimod været af fælles forretningsmæssig interesse mellem de koncernforbundne selskaber.

Den konkrete kørsel, som andre koncernforbundne selskaber har haft en interesse i, altså kørsel i fælles interesse mellem selskaberne, kan således ikke antages at være privat kørsel, hvilket helt generelt kan anføres ud fra sagerne vedrørende G5-virksomhed, jf. TfS 2004.542 HR og G4-ApS, jf. SKM 2006.749 HR, hvor Højesteret i begge sager fastslog, at selskaber per definition driver erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor kørsel i disses interesse helt automatisk er en erhvervsmæssig driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Når A har foretaget kørsel delvist i andre koncernselskabers interesse, kan dette udelukkende blive et spørgsmål om korrektion selskaberne imellem. Dette være sig i form af en primær og sekundær korrektion i selskaberne, hvortil det imidlertid skal anføres, at selskabsskattelovens § 31 d giver mulighed for, at koncernforbundne selskaber kan yde tilskud til hinanden uden skattemæssige konsekvenser. Den meget beskedne driftsudgift G1-ApS herved har måtte friholde de øvrige selskaber i koncernen for, har således alene karakter af at være et skattefritaget tilskud selskaberne imellem.

Det bemærkes i den forbindelse, at alle selskaber i koncernen er sambeskattet.

Den kørsel, der er foretaget, og som Skattestyrelsen påpeger har været foretaget for andre selskaber i koncernen, kan med udgangspunkt i ovenstående ikke udgøre privat kørsel i relation til A. Til yderligere støtte herfor henvises til Skatteankenævnets Y3-områdes afgørelse dateret 12. juli 2017 (j.nr. 15-0813842). Sagen vedrørte en skatteyder, som drev en større virksomhed indenfor vindmølleindustrien. Virksomheden bestod af en række koncernforbundne selskaber, herunder et tysk datterselskab.

Det tyske datterselskab havde anskaffet en (red. bilmærke 3 fjernet) til brug for skatteyderens erhvervsmæssige kørsel for alle de koncernforbudne selskaber. SKAT mente - som Skattestyrelsen i nærværende sag - at kørsel for andre koncernforbudne selskaber skulle udløse beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Det var Skatteankenævnet ikke enig, idet Skatteankenævnet ophævede beskatningen af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 med følgende begrundelse:

"Ud fra de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at klageren udover kørsel for XX GmbH også har anvendt bilen til kørsel for andre koncernforbundne selskaber. Skatteankenævnet anser denne kørsel for erhvervsmæssigt begrundet på baggrund af det af klageren fremførte på nævnsmødet om, at møderne i virksomheden ofte er med blandede interesser, samt det forhold, at bilen ville blive anvendt til kørsel for flere af selskaberne, uanset hvilken af selskaberne, der anskaffede bilen, da klageren kun har én bil til rådighed for erhvervsmæssig kørsel. Nævnet finder det godtgjort, at bilen udelukkende har været stillet til rådighed for klagerens erhvervsmæssige benyttelse og at klageren udelukkende har anvendt bilen til erhvervsmæssige formål."

Det er således fastslået, at kørsel for forskellige selskaber indenfor samme koncern ikke udløser beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, blot kørslen er erhvervsmæssig.

Såfremt Skattestyrelsens synspunkt følges, vil det få ganske vidtrækkende konsekvenser for alle danske virksomheder, som består af flere selvstændige juridiske enheder. Hvis man eksempelvis forestiller sig, at en person ejer en række udlejningsejendomme i forskellige selskaber, fører Skattestyrelsens synspunkt til, at den pågældende er nødt til at lade alle selskaber eje hver deres køretøj til brug for driften af de omhandlede udlejningsejendomme.

På tilsvarende vis vil det få ganske vidtrækkende konsekvenser for alle større danske virksomheder, idet det som bekendt er helt sædvanligt, at disse er indrettet således, at der typisk er oprettet en koncernstruktur, hvor de forskellige driftsmæssige aktiviteter er placeret i en lang række forskellige datterselskaber.

Slutafregning

Skattestyrelsen finder endvidere ikke, at slutafregningen opfylder kravene til opgørelses- og reguleringsfrekvensen. Dette under henvisning til en kutyme på området, hvorefter der skal ske afregning for hver løbende måned.

I en afgørelse fra Ligningsrådet, hvor der konkret skete løbende afregning hver tredje måned, blev det fastslået, at denne slutafregning skulle afspejle kutymen på området på daværende tidspunkt, jf. SKM.2001.255.LR. I nærværende sag har Skattestyrelsen imidlertid ikke godtgjort, at det ikke er kutyme på området for splitleasing i dag, at der sker slutafregning som sket. Skattestyrelsens anbringende forekommer således ubegrundet, hvorfor det på ingen måde kan tillægges betydning i nærværende sammenhæng.

At der kan foretages en slutafregning ved leasingperiodens udløb, kommer imidlertid til udtryk i Skatterådets afgørelse af 24. april 2018, jf. SKM.2018.212.SR. Her bekræfter Skatterådet nemlig, at det er i overensstemmelse med kravet om en løbende månedlig fordeling, at der udestår en endelig afregning ved leasingperiodens udløb, hvad angår mindre og normalt påregnelige afvigelser af de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger, og at eventuelle differencer opkræves eller godskrives leasingtagerne ved opkrævningen af den sidste leasingydelse.

Som anført fremgår det direkte af SKM2019.244.SKTST, at der i forhold til kravet om løbende afregning "har været tvivl om, hvad der menes med løbende afregning, dvs. hvor ofte og hvordan skal afregningen foretages."

Skattestyrelsens fastlæggelse af praksis herom i et styresignal offentliggjort i 2019 kan selvsagt ikke anvendes til skade for en skatteyder med tilbagevirkende kraft.

Det bemærkes, at A har kontraheret med en professionel leasinggiver, hvorfor han således har handlet i tillid til, at den gennemførte slutafregning som denne leasinggiver har foranstaltet, naturligvis har været i overensstemmelse med gældende retningslinjer på området.

Sammenfattende bemærkninger

Da A opfylder de i praksis opstillede betingelser for at være omfattet af ordningen vedrørende splitleasing, skal A ikke beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 for så vidt angår den i sagen omhandlende (red. bilmærke 1 fjernet) med reg.nr. Q1. Skattestyrelsen har ikke løftet bevisbyrden for, at A ikke kan anses for værende omfattet af ordningen vedrørende splitleasing.

Ejendomsværdiskat for indkomståret 2017

Faktum

A købte i december 2016 ejendommen Y1-adresse og overtog samtidig ejendommen. A købte ejendommen med henblik på anvendelse til privat bolig. I forbindelse med købet af ejendommen besluttede A bl.a. at få opsat en lydisolerende loftskonstruktion (akustiklofter) i hele ejendommen. Der var tale om ganske omfattende håndværksmæssigt arbejde, som blev udført i perioden fra overtagelsen frem til ultimo maj 2017. Arbejdet bestod bl.a. af følgende:

• Afdækning af hele huset med henblik på at imødegå efterfølgende støv-, miljø- og byggegener.

• Opsætning af stilladser i hele huset.

• Nedtagning af det gamle loft i hele huset.

• Opsætning af nyt akustikloft i hele huset.

• Malerarbejde bestående af 3 x spartling, opsætning af væv og 2 x maling.

Til dokumentation for, at der i perioden fra den 1. januar til 31. maj 2017 er udført håndværkerarbejde med den følge, at ejendommen ikke har kunne tjene til bolig, fremlægges et billede af ejendommen indvendigt, jf. bilag 11.

Til yderligere dokumentation for, at ejendommen var ubeboelig i den omhandlede periode, henvises til en skrivelse fra SK til A dateret den 6. november 2017, jf. bilag 12. Det var SK, der havde entreprisen i forhold til at opsætte de omhandlede akustiklofter. Den omhandlede skrivelse er foranlediget af, at A efter ombygningen konstaterede, at ombygningen ikke var udført i henhold til de aftalte specifikationer.

Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand om, at A ikke skal betale ejendomsværdiskat for ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017, gøres det overordnet gældende, at ejendommen grundet udskiftning af akustiklofter mv. i den omhandlede periode har været ubeboelig i et sådant omfang, at der ikke er grundlag for at pålægge A at betale ejendomsværdiskat for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Det retlige grundlag

Reglerne om, hvem der skal betale ejendomsværdiskat her i landet, er nærmere reguleret i ejendomsværdiskattelovens § 2. Efter ejendomsværdiskatteloven skal ejeren selv bo i ejendommen, hvorfor det således kun er fysiske personer, der skal betale ejendomsværdiskat.

Ejendomsværdibeskatning forudsætter i almindelighed, at ejendommen er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, og at ejeren har rådighed over ejendommen til beboelse, jf. Den Juridiske Vejledning 2019-2, afsnit C.H.3.5.4.

Udgangspunktet er i den forbindelse, at ejeren af den respektive ejendom skal betale ejendomsværdiskat, uanset om ejeren udnytter sin rådighed til beboelse eller ej. Såfremt en ejer har flere ejendomme, der er omfattet af ejendomsværdiskatteloven, skal ejeren betale ejendomsværdiskat af alle de ejendomme, hvor boligdelen står til rådighed for ejeren.

Der skal imidlertid ikke betales ejendomsværdiskat, når ejeren midlertidigt er afskåret fra at benytte boligen, fordi ejendommen er ubeboelig, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Af ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1 fremgår følgende:

"Ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres på helårsbasis efter §§ 510. Hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. dog stk. 2, 2. pkt. Ved erhvervelse af en bolig anses ejendommen for at tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand fra overtagelsesdagen. Hvis indflytning sker senere end overtagelsesdagen, træder indflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen. Ved afståelse eller udleje af hele boligen anses ejendommen for at tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand til og med overtagelsesdagen. Hvis sælgers udflytning sker tidligere end overtagelsesdagen, træder udflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen. 4. og 6. pkt. gælder ikke flytning i forbindelse med erhvervelse og afståelse af sommerhuse og lign. Ved anvendelsen af dette stykke anses indkomståret at udgøre 360 dage med 30 dage i hver kalendermåned".

Af ejendomsværdisskattelovens § 11, stk. 1, 1. og 2. pkt., fremgår således, at ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres på helårsbasis efter §§ 5-10. Hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt.

Reglerne om betaling af ejendomsværdiskat i tilfælde, hvor ejendommen ikke kan tjene til beboelse, blev indført ved lov nr. 290 af 15. maj 2002. Der er i betænkningen til lov nr. 290 af 15. maj 2002 anført følgende om ubeboelighed før ejerens indflytning i ejendommen:

"Praksis fra lejeværdireglerne skal lægges til grund ved afgørelse af, hvornår en bolig er ubeboelig. Det er grunden til, at lovforslaget i 2. pkt. af det foreslåede § 11, stk. 1, i ejendomsværdiskatteloven bruger samme ordvalg som de centrale dele af de gamle regler i statsskatteloven om lejeværdi.

Forslaget betyder, at der lægges vægt på, at boligen ikke bebos, og at dette skyldes væsentlige forhold ved boligen.

Ved indflytning er det således ikke et krav, at alle installationer m.v. skal være afsluttede før ejendommen er anvendelig som bolig. Tværtimod kan en ejendom anses for at være beboelig, selvom en enkelt installation eller tilslutning mangler. Overnatning i ejendommen har ikke selvstændig betydning, men en overnatning i et næsten færdigt hus peger dog i retning af, at ejendommen er taget i brug og dermed anvendelig som bolig.

Der lægges altså vægt på de samme kriterier, som gælder for, hvornår vurderingsmyndighederne efter gældende ret om årlige vurderinger skal vurdere en ejendom som færdigbygget".

Den konkrete sag

Til støtte for, at A ikke skal betale ejendomsværdiskat for ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017, gøres det overordnet gældende, at ejendommen grundet udskiftning af akustiklofter mv. i den omhandlede periode har været ubeboelig i et sådant omfang, at der ikke er grundlag for at pålægge A at betale ejendomsværdiskat for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Den i sagen omhandlende ejendom har de facto været uegnet til beboelse i perioden fra den 1. januar til 31. maj 2017. Dette særligt under henvisning til, at der i den angivne periode blev monteret lyddæmpende lofter i samtlige beboelige rum i ejendommen.

At ejendommen i den omhandlende periode har været ubeboelig og uegnet til helårsbolig kommer bl.a. klart til udtryk af bilag 11. Det vedlagte materiale er billeddokumentation for, at det pågældende arbejde bl.a. krævede opsætning af indvendigt rullestillads, ligesom der generelt ikke var monteret almindelig belysning i ejendommen.

Grundet ombygningen kunne A ikke opholde sig og overnatte ejendommen i den anførte periode. A boede derfor i ombygningsperioden på sin hidtidige adresse - Y2-adresse, hvor han havde adresse indtil 1. februar 2018.

At der ikke skal betales ejendomsværdiskat i den periode, hvor ejendommen ikke har kunne tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand, fremgår udtrykkeligt af ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt. samt Den Juridiske Vejledning 2019-2, afsnit C.H.3.5.4.

Der skal videre henvises til praksis på området, jf. eksempelvis SKM 2019.276 LSR. At ovenstående vedrørende ubeboelighed før ejerens indflytning i ejendommen er udtryk for gældende ret, har Landsskatteretten i den nærværende afgørelse udtrykkeligt fastslået. Af Landsskatterettens præmisser fremgår bl.a. følgende:

"Pligten til at betale ejendomsværdiskat er knyttet til, at ejendommen kan tjene til beboelse for ejeren. En ejerlejlighed, der mangler køkken og toilet, kan ikke tjene til beboelse for ejeren, men må anses for ubeboelig. Der er ikke hjemmel i loven til at kræve ejendomsværdiskat i et sådan tilfælde. Det forhold, at det er ejerens eget valg, at der ikke er installeret køkken og toilet kan ikke i sig selv skabe hjemmel til beskatningen og kan således ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten bemærker, at forholdet ikke kan sidestilles med et tilfælde, hvor en ejendom er beboelig, og der mangler få mindre væsentlige installationer.

Landsskatteretten finder derfor ikke, at der er grundlag for at pålægge klageren ejendomsværdiskat i 2014-2016".

Med henvisning til denne afgørelse gøres det gældende, at den i sagen omhandlende ejendom utvivlsomt har været uegnet til beboelse i perioden fra den 1. januar til 31. maj 2017, hvorfor der A ikke skal betale ejendomsværdiskat for ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

(…)"

Repræsentanten har den 20. december 2019 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsen sagsfremstilling:

" Jeg skal herved bekræfte modtagelsen af Skatteankestyrelsens skrivelse dateret den 19. december 2019, hvortil var vedlagt en sagsfremstilling samt forslag til afgørelse i ovennævnte sag. Jeg kan oplyse, at min klient og jeg er uenig i det udsendte forslag til afgørelse samt, at begæring om retsmøde med Landsskatteretten opretholdes. Jeg ser frem til at blive indkaldt til retsmødet."

Landsskatterettens afgørelse

Værdi af fri bil

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16 A, stk. 5, 2. pkt. Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes, og ikke omfanget af den private brug.

Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, skt. 5, 2. pkt. Den skattepligtige værdi af fri bil, udgør 25% af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 og 20% af resten. Værdien beregnes dog mindst af 160.000 kr. For biler der er anskaffet af arbejdsgiveren højest 3 år efter første indregistrering opgøres bilens værdi opgøres til 75 % af nyvognsprisen, når bilen er mere end 3 år. For biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4.

For hovedaktionærer gælder der en formodningsregel om, at en firmabil, som hovedaktionæren har råderet over, også er til rådighed for privat kørsel. Bevisbyrden anses for løftet, hvor der foreligger et behørigt kørselsregnskab som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138, Vestre Landsrets dom i SKM2003.53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503. Bevisbyrden skærpes, hvis bilen er parkeret ved bopælen. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.

Årsagen til, at der skal udarbejdes kørselsregnskab er, arbejdsgiveren skal kunne føre kontrol med, at der ikke er afholdt udgifter til privat kørsel. Derfor skal der i lighed med reglerne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse løbende udarbejdes et detaljeret kørselsregnskab, der kan danne grundlag for en sådan kontrol.

Reglerne i ligningslovens § 16 stk. 4, finder som hovedregel også anvendelse på biler, som et selskab har lejet, ligesom reglerne finder anvendelse, selvom der sker en egenbetaling af den ansatte for rådigheden. I sidstnævnte tilfælde sker der fradrag herfor i den skematisk opgjorte værdi efter ligningslovens § 16, stk. 4. Der findes ikke særregler i lovgivningen om dele- eller splitleasing. Der er således tale om, at retsstillingen på dette område er baseret på det anførte i Den juridiske vejledning og de offentliggjorte afgørelser, og at klager for at undgå beskatning efter hovedreglen skal godtgøre, at han i det hele opfylder de krav, der er stillet i den administrative praksis.

Ligningsrådet har i SKM 2001.255 LR taget stilling til beskatning af fri firmabil i forbindelse med nogle særlige bilordninger i form af såkaldt deleleasing. Her er blandt andet udtalt, at hvorvidt detaljeringsgraden af kørselsregnskabet er tilstrækkeligt opfyldt vurderes efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, om rejse- og befordringsgodtgørelse. Det fremgår desuden, at der skal være indgået separate aftaler med leasingselskabet, virksomheden og den ansatte.

Efter bekendtgørelsens § 2 stk. 2, skal bogføringsbilagene vedrørende den erhvervsmæssige kørsel bl.a. indeholde modtagerens navn, adresse og cpr. nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål og angivelse af antal kørte kilometer. De GPS-udskrifter, der har dannet grundlag for afregningen med leasingselskabet, opfylder ikke disse krav, og allerede af denne årsag kan betingelserne for at undgå beskatning af fri bil ikke at være opfyldt.

For at tilsikre, at der gennem arbejdsgivers leasingydelse kun afholdes udgifter for kørsel foretaget af den ansatte, der er erhvervsmæssig - og som i modsat fald vil udløse beskatning af kørslen efter ligningslovens § 16 stk. 4 - er det en forudsætning, at der løbende føres et kørselsregnskab for den stedfundne kørsel fordelt på henholdsvis erhvervsmæssige- og private kørte kilometer. Der henvises til SKM 2010.147 SR og SKM 2017.491 LSR, hvor henholdsvis skatterådet og Landsskatteretten har udtalt, at dette er en af de grundlæggende forudsætninger.

Det er herudover en forudsætning, at de samlede ydelser til bilens drift, afskrivning og forrentning alle er indeholdt i leasingydelsen og fordeles mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel, og at leasingydelsen for hver af parterne betales direkte til leasingselskabet jf. SKM2018.212SR og SKM2017.729.SR.

Det er ubestridt, at bilen har været parkeret ved klagerens bopæl, og at den har været stillet til klagerens private rådighed som led i den indgåede leasingaftale.

Landsskatteretten finder på det foreliggende grundlag, at den indgåede splitleasingaftale ikke opfylder ovenstående betingelser. En grundlæggende forudsætning for at splitleasing kan oprettes uden skattemæssige konsekvenser, er at afregningen nøje afspejler den foretagne kørsel til henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel. Dernæst tillægges det stor betydning, at de fremlagte GPS-udskrifter ikke opfylder kravene til kørselsregnskaber for erhvervsmæssig kørsel, eftersom det erhvervsmæssige formål med kørslen ikke er angivet, hvorfor det ikke er muligt at fastslå det erhvervsmæssige formål med kørslen. Desuden er GPS-udskrifterne ikke indrettet på en måde, hvor kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning fremgår. Kørsel som er anført som erhvervsmæssig dækker over kørsel til de andre selskaber, som klageren er ejer af. Der er ikke angivet, hvilken selskab den enkelte kørsel vedrører.

Herudover tillægges det betydning, at klageren ikke betalt for sin del af variable ydelser, og at en slutafregning ved leasingperiodens afslutning i henhold til praksis ikke er tilstrækkelig. Reguleringer skal foretages løbende og følge den almindelige afregningsperiode - dvs. ske én gang månedligt. Det er ikke Landsskatterettens opfattelse, at SKM2018.212.SR ikke kan sammenlignes med nærværende sag. Det fremgår af SKM2018.212 SR, at der kan foretages en slutafregning ved leasingperiodens udløb, såfremt der er tale om mindre afvigelser. Landsskatteretten henviser endeligt til leasingaftalens § 4.

Det er endelig Landsskatterettens opfattelse, at der ikke er indgået separate leasingaftaler mellem parterne i forbindelse med splitleasing hos G3-A/S, hvorfor der ikke ses at foreligge vandtætte skotter mellem aftalerne.

Det forhold, at under klagesagen har fremlagt et berigtiget kørselsregnskab, tillægges ikke større vægt, særligt fordi der er tale om efterrationaliserede registreringer, hvorfor det ikke er muligt at fastslå det erhvervsmæssige formål med kørslen på kørselstidspunktet. Det bemærkes i den forbindelse, at kørselsregnskaberne fortsat er mangelfulde. Det er bl.a. konstateret, at bilen blev synet den 6. november 2017, hvor kilometerstanden blev aflæst til 77.000 km. Ifølge kørselsregnskabet er der angivet en kilometerstand på 74.155 km den 6. november 2017.

Det forhold, at klageren havde en anden bil til rådighed, kan ikke i sig selv afkræfte formodningen om, at klageren ikke havde rådighed over selskabets bil.

Det bemærkes endvidere, at styresignalet SKM2019.244.SKTST er en sammenfatning af praksis på området, og at styresignalet dermed ikke først har virkning fra tidspunktet for offentliggørelse.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt.

Ejendomsværdiskat for indkomståret 2017

Af ejendomsværdiskattelovens § 1 fremgår, at ejeren af ejendomme som nævnt i § 4, skal betale ejendomsværdiskat til staten efter denne lov i stedet for skat af lejeværdi af bolig i egen ejendom efter statsskattelovens§ 4, litra b, 2. pkt.

Ejendomsværdiskat påhviler efter ejendomsværdiskattelovens § 2, 1. pkt., personer som ejer fast ejendom som nævnt i lovens § 4, beliggende i Danmark, og som har rådighed over ejendommen til beboelse.

Dette gælder uanset om ejeren reelt udnytter sin rådighed til beboelse.

Det følger af ejendomsværdiskattelovens § 3, hvordan ejendomsværdiskatten for en fast ejendom opgøres.

Af ejendomsværdisskattelovens § 11, stk. 1, 1.-2. pkt., fremgår, at ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres på helårsbasis efter §§ 5-10. Hvis ejendommen ikke kan tjente til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt. Reglerne om betaling af ejendomsværdiskat i tilfælde, hvor ejendommen ikke kan tjene til beboelse blev indført ved lov nr. 290 af 15. maj 2002.

Klageren købte den 22. december 2016 huset på adressen Y1-adresse.

Ifølge folkeregistret var klageren registreret med adresse på Y2-adresse (sommerhus) frem til den 1. februar 2018. Herefter meldte klageren flytning til adressen Y1-adresse. Den ændrede adresseregistrering blev foretaget den 14. juni 2018. Ifølge folkeregistret havde huset stået tom siden erhvervelsen og frem til den 1. februar 2018.

Landsskatteretten finder, at der er grundlag for at pålægge klageren ejendomsværdiskat i indkomståret 2017, herunder perioden den 1. januar til 31. maj 2017. Der lægges vægt på, at klageren har haft rådighed over ejendommen til beboelse uanset, at klageren ikke har gjort brug af sin beboelsesret i perioden. Pligten til at betale ejendomsværdiskat er knyttet til, at ejendommen kan tjene til beboelse for ejeren. Landsskatteretten finder ikke, at huset har kunnet anses for ubeboelig, selvom der er opsat lyddæmpende lofter. Der lægges vægt på, at opsætning af lyddæmpende lofter er sket af hensyn til klagerens egne forhold.

Landsskatteretten bemærker, at forholdet ikke kan sammenlignes med SKM2019.276LSR. I denne sag var der tale om ombygning af boligens primære rum som køkken og toilet.

Det forhold, at klageren i perioden har haft bopæl i et sommerhus, kan ikke føre til et andet resultat. Der henvises i den forbindelse til et sommerhus ikke kan træde i stedet for en helårsbolig, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt.

…"

Forklaringer

A har forklaret, at koncernoversigten i ekstraktens side 228 er retvisende for selskaber under hans ejerskab og ledelse. Hans forretning hviler på to forretningsben, som er henholdsvis udlejning af ejendom i Y5-by og Y6-by i aktieselskabet G2-A/S og solcenterfranchise under navnet G7-virksomhed i anpartsselskabet G1-ApS. I G2-A/S er der ca. 150 lejemål, og i G1-ApS er der ca. 120 solcentre. G7-virksomhed har ca. 400.000 medlemmer i Danmark. I 2017 havde han 20-30 personer ansat i sin administration. Dertil kom franchisetagerne i G1-ApS. Virksomhederne er organiseret i en flad struktur, og han er involveret i hele driften. Han ville ikke kunne drive sine virksomheder uden en bil.

Han vælger at splitlease i 2015. Han har tidligere haft en skattesag vedrørende en gulpladebil, hvor SKAT havde taget billeder af, at han havde parkeret foran sin private ejendom i en gulpladebil. Han vandt sagen, og det blev slået fast, at han godt måtte køre hjem i gulpladebilen, men sagen kostede mange kræfter og penge, så han var meget opmærksom på at finde en leasingkonstruktion, der passede hans behov og overholdt retningslinjerne.

Han kørte stort set ikke kørt privat i sin splitleasede bil. Spiltleasingkonstruktionen løste for ham udfordringen med, at når han alligevel var ude at køre erhvervsmæssigt, så kunne han på vejen foretage enkelte private kørsler. Han ejer privat en (red. bilmærke 2 fjernet), som til fulde opfylder det meget lille privat kørselsbehov han havde i perioden 2015-2017. I årene 2015-2017 kørte han ca. 10.000 km årligt i sin (red. bilmærke 2 fjernet).

Han valgte at lease igennem G3-A/S. Han valgte dette leasingselskab, fordi det var det største, og derfor måtte forventes at have styr på leasingkonstruktionerne og være økonomisk velfunderet.

Med G3-A/S indgik G1-ApS en leasingaftale, og han indgik selv en leasingaftale. Det var to separate aftaler, og det var standardleasingaftaler. Der var i 2015 ca. 1500 splitleasede biler, og det var ikke til diskussion hvorledes kontrakten skulle udarbejdes af G3-A/S.

I en splitleasing skal man helst ikke køre over 25.000 km. årligt. Den første leasingaftale blev forlænget mundtligt på uændrede vilkår. Det var praktisk, men ikke til hans fordel økonomisk, idet bilen ikke blev genvurderet ingen gentegning, og der skete derfor ikke en nedsættelse af registreringsafgiften.

Den 31. januar 2017 skulle bilen til reparation. Bilen havde en periodisk fejl på el-systemet. Der var to batterier i bilen, og det var en fejl på det ene batteri - forbrugsbatteriet - der forsyner de funktioner, der ikke er sikkerhedsmæssigt nødvendigt. Når batteriet, der forsyner de sikkerhedsmæssige nødvendige funktioner er opbrugt, så burde opladningen skifte til forbrugsbatteriet. Bilen skiftede ikke til batteriet, hvilket havde betydning for GPS og start/ stop-registreringen. Han afregnede leasingforholdt, fordi bilen skulle til reparation. Da han hentede bilen den 26. juni 2017, virkede batteriskiftet fortsat ikke. Han er først blevet opmærksom på, at batterisvigtete havde medført fejl i kørebogen i forbindelse med denne sag.

Leasingselskabet ville ikke begynde at lave bilen, førend han skrev under på ny leasingaftale. Der opstod en tvist med leasingselskabet, fordi han tilbageholdt leasingydelserne indtil bilen var klar.

Både G1-ApS og han modtog separat faktura hver måned.

Han registrerede ved hver kørsel, om han kørte privat eller erhvervsmæssigt. Når han startede en kørsel, så trykkede han "P" eller "E". Der var mulighed for forskellige programmeringsmuligheder. Kørselsdata blev registreret i systemet, de data havde G3-A/S adgang til. G3-A/S modtog således data dagligt, hvorfra de kunne justere leasingydelsen. Leasingydelsen blev ikke reguleret hver måned. Han antog, at det var fordi, reguleringsbeløbet imellem den private og den erhvervsmæssige kørsel var så lille. Det var et beløb på ca. 80 kr. pr. måned, som skulle reguleres fra erhvervsmæssig kørsel til privat kørsel.

Det er ham selv eller an medarbejder i hans administration, der har lavet det print fra kørebogen (red. platform fjernet) for årene 2015-2017, der blev fremlagt til Skattestyrelsen, da sagen startede op. Det er sket ved, at man vælger de kolonner i (red. platform fjernet)-systemet, som skal udskrives. Der er flere data, end de først udtrukne. Formålene med kørslen fremgår af hans Outlook-kalender. Data fra (red. platform fjernet) vil derfor skulle parres med Outlook.

Han deltog i møde om sagen ved Skattestyrelsen den 28. maj 2019. Medarbejderen fra Skattestyrelsen ville ikke acceptere den fremlagte dokumentation. Medarbejderen oplyste, at "man bare skulle have ringet til Skattestyrelsen, inden man gjorde noget, som man ikke var sikker på".

I det reviderede fremlagte kørselsregnskab er der indsat de erhvervsmæssige kørselsformål og kilometerstanden. Kilometerstanden er fra kørebogen. Formålet med kørslen er hentet fra hans Outlook-kalender. GPS-registreringen i (red. platform fjernet) kan hoppe, hvis GPS-markeringen står tæt på to fysiske adresser. Han har ikke skrevet ind i kørselsregnskabet, hvem han har holdt møde med, men det kunne han redegøre for ud fra sin Outlook-kalender. Han har heller ikke anført hvad mødet handlede om, men det kunne han formentlig også redegøre for.

Der er ikke påvist fejlregistreringer i hans kørselsregnskab. Det har aldrig været et tema. Det var en præcis udformet kørebog. Han har redegjort for divergenser i kørselsregnskabet. Der er divergenser grundet matrikelregistreringer. Det giver nogle unøjagtigheder. Registreringen var ikke koblet op på bilen kilometertæller, den var koblet op på GPS-registreringen. Der foretages derfor en manuel aflæsning på kilometertælleren med ca. en måneds interval.

Forevist ekstraktens side 140 - øverste to kørsler forklarede sagsøger, at det er en fejl. Han kørte i Y8-by og næste kørsel starter i Y9-by. Den fejl kan henføres til problemet med bilens el-system. Han kan se, at det første han gør efter han kommer retur, er at køre bilen på værksted efterfølgende. Kørebogen viser de udfald, der har været på bilens batteri. På den tur er han formentlig blevet opmærksom på fejlen ved at der har været problemer med brug af elspejle, elruder og andet, der ikke er sikkerhedsnødvendigt, der bruger el.

I forhold til synsrapporten er det en fejl, at bilen er registeret til at have kørt 77.000 km ved færdselsstyrelsen. Det er en fejlaflæsning. Det er en speciel bil, og aflæsning er også speciel. Måske er det triptælleren, der er afløst. Mekanikeren har aflæst antallet af kørte kilometer korrekt. Det tal kilometerantal mekanikeren har aflæst, passer indenfor nogle mindre divergenser. De mindre divergenser fremkommer af det beskrevne registrering via GPS og ikke via bilens kilometertæller.

Alle ydelser er betalt til G3-A/S. Der var en periode, hvor han tilbageholdt leasingydelsen i henhold til begge leasingforhold, men der er fuldt endeligt afregnet. Da han afleverede bilen i 2018, var der en efterregulering imellem den private og den erhvervsmæssige kørsel svarende til ca. 80 kr. ekstra pr. måned. Den private kørsel blev rundet op til 8 %. Der var gennemsnitligt kørt 6 % privat kørsel.

Forevist ekstraktens side 181 forklarede sagsøger, at det er det privat kontoudtog ved G3-A/S. Nogle af beløbene er betalt ved mellemregning til G1-ApS, af hans tilgodehavende ved selskabet. Sådan har han altid gjort. Han har altid indrettet sig således, at mellemregningen imellem ham privat og selskabet er i hans favør. Derigennem kan private regninger betales af bogholderier. Han er opmærksom på mellemregningen, og der er aldrig optaget et ulovligt anpartshavelån. Det er således ikke alle poster, der er betalt fra hans private midler, som er betalt fra hans private konti.

Han anvendte bilen til at køre for flere selskaber i koncernen. Han kørte skiftevis for G1-ApS og G2-A/S. På flere adresser er ejendomsselskabet udlejer til et solcenter. Hvis han kører til et sådant lejemål, så arbejder han for begge selskaber. Han har ejendomme i Y5-by og Y6-by, men han kan derfra blive kaldt til en franchisetager eller et solcenter i Y10-by, Y11-by eller andre steder. Der opstår løbende alle mulige problemer, som han tager sig af. Han kører ofte i regi af sine solcentre og kører derfra til et ejendomsprospekt. Det er ikke muligt for ham at køre hjem og skifte bil, når han kører for det andet selskab. Det er der ikke nogen, der bliver snydt ved. Hver gang han startede bilen, så trykkede han på enten "P" eller "E" i bilen, for at markere, om det var privat eller erhvervsmæssig kørsel. Man kan se i kørebogen, hvornår der er kørt for G2-A/S og hvornår der er kørt for G1-ApS. Når der i kørebogen er markeret E for erhvervsmæssig kørsel og markeret "Drift, udvikling ejendom", så er der kørt for G2-A/S. når der er kørt for G1-ApS, så der anført E for erhvervsmæssig kørsel og markeret "Drift, sol".

Han havde folkeregisteradresse i Y6-by fra 2007. Han var selv været involveret i opførelsen af de boliger, som han beboede en af. Det er korrekt, at boligen var registeret som fritidsbolig. Det var der meget polemik omkring, idet boligen ligger i byzone, og planmæssigt kan man ikke placere fritidsboliger i byzonen. Der var enighed om, at det var helårsboliger. Alle beboere brugte og bruger fortsat boligerne som helårsboliger. Det er ikke sommerhuse.

Han købte ejendommen i Y12-by i december 2016. Der var ekstremt dårlig akustik, idet boligen var bygget op i beton og gips. Ejendommen var ubrugelig grundet den dårlige akustik. Ejendommen er helt åben, og der skulle skiftes lofter til akustiklofter i hele huset. Det skulle gøres i et rul. Alle lofter skulle ned på en gang. Hvis det skulle gøres rum efter rum, så ville det være blevet meget dyrere. Det var et stort projekt, og der skull opsættes ny isolering bag akustiklofterne. Det kostede 282.000 kr. i ren arbejdsløn uden materialer. Lofterne blev ikke opsat efter tegningerne. Der blev opsat plader med for små huller, så akustikken blev kun forbedret med 50 procent. Pladerne blev bestilt på hans regning Huset var ikke beboeligt, for der var arbejder i gang i alle rum. Alt i ejendommen var dækket af. Døre var afmonteret. Køkkenet var dækket af med plader og plast. Gulv var dækket af, væggene var afdækket. Alle lofter skulle nedtages i en arbejdsgang. Der skulle derefter lægges specialisolering op bag loftpladerne. Man skulle have støvmasker på, hvis man skulle færdes i huset. Der var støv overalt. Håndværkerne var i huset i almindelig arbejdstid, og de var igang i 5 måneder.

Han flyttede ind primo juni 2017. Han meldte ved en fejl først adresseændring ultimo 2017.

Han beslutter sig for at sætte sin ejendom i Y6-by til salg i december 2016, da han køber ejendommen i Y12-by. På mæglers anbefaling bliver ejendommen i Y6-by først udbudt i marts 2017. Et udbud i januar og februar gav ifølge ejendomsmæglerne bare ekstra liggetid. Ejendommen blev ikke solgt og er nu udlejet.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

Til støtte for den nedlagte principale påstand vedrørende beskatning af værdi af fri bil gøres det overordnet gældende, at de indgåede splitleasingaftaler mellem henholdsvis A og G1-ApS på den ene side og G3-A/S på den anden side opfylder dagældende praksis i forhold til gyldige splitleasingforhold, hvorfor der ikke er grundlag for at beskatte A af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i indkomstårene 2015 - 2017.

Det retlige grundlag

Der kan alene ske beskatning af en firmabil efter ligningslovens § 16, stk. 4, såfremt denne står til rådighed for privat benyttelse. En firmabil, som kun er til rådighed for erhvervsmæssig benyttelse, beskattes således ikke, jf. Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit C.A.5.14.1.11.

Splitleasing er en ordning, hvor arbejdsgiveren og medarbejderen hver især indgår en separat aftale med et leasingselskab om at lease den samme bil. Ordningen indebærer, at arbejdsgiveren og medarbejderen hver især betaler præcis den del af de samlede omkostninger til bilen, som vedrører deres respektive andel af bilens kørsel, og at de hver især hæfter økonomisk over for leasingselskabet.

Ordningen medfører samtidig, at medarbejderen ikke skal beskattes af fri bil, fordi medarbejderen selv betaler sin private andel af de samlede leasingomkostninger og dermed selv bærer den økonomiske risiko ved splitleasingordningen.

Der findes ingen lovregler vedrørende splitleasing. Retningslinjerne for splitleasing blev fastslået for første gang i 2001 ved en bindende forhåndsbesked, jf. SKM2001.255.LR. Landsskatteretten har i en afgørelse offentliggjort i SKM2017.491.LSR efterfølgende bekræftet disse retningslinjer, hvorfor det står klart, at der ikke findes særregler i lovgivningen om dele- eller splitleasing. Der er således tale om et område, hvor retsstillingen udelukkende er baseret på Den Juridiske Vejledning og offentliggjort praksis. Der er ikke offentliggjorte kontrolsager før SKM2017.491.LSR, hvilket er centralt for nærværende sag, der i forhold til splitleasing omhandler indkomstårene 2015 - 2017.

Af praksis på området kan det udledes, at følgende betingelser skal være opfyldt for, at en medarbejder kan undgå beskatning af værdi af fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4:

• Der skal indgås skriftlige, separate leasingaftaler mellem henholdsvis leasingselskab og arbejdsgiver samt leasingselskab og medarbejder.

• De samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning, som alle er indeholdt i leasingydelsen, skal fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af den faktiske erhvervsmæssige kørsel og den faktiske private kørsel opgjort efter kilometer.

• Hver part skal betale leasingydelsen direkte til leasingselskabet.

• Der skal løbende føres et kørselsregnskab, der viser såvel den erhvervsmæssige som den private kørsel.

Skattestyrelsens styresignal for 2019 9/21

Skattestyrelsen har den 2. maj 2019 offentliggjort et styresignal vedrørende splitleasing i SKM2019.244.SKTST. Dette styresignal indeholder en beskrivelse af betingelserne for splitleasing.

Splitleasing er en hel legal og sædvanlig leasingform, som efterhånden er meget udbredt i Danmark. Det fremgår af Skattestyrelsens styresignal, at Skatterådet har henstillet til, at der udarbejdes et styresignal, som redegør for betingelserne for splitleasing. Skatterådet har naturligvis fremsat henstillingen i erkendelse af, at den foreliggende praksis ikke har givet en eksakt beskrivelse af retsstillingen på området, hvorfor det således var nødvendigt med en nærmere specificering heraf.

Eksempelvis anføres følgende i afsnittet med overskriften "Løbende afregning":

"Der har været tvivl om, hvad der menes med løbende afregning, dvs. hvor ofte og hvordan skal afregningen foretages."

Det er væsentligt at holde sig for øje, at indholdet af styresignalet udelukkende baserer sig på Skattestyrelsens opfattelse - og således ikke har nogen nærmere støtte i lovgivningen. Videre bemærkes, at i det omfang styresignalet måtte indeholde retningslinjer for splitleasing, som skal tillægges betydning ved kontrolsager - så kan man i sagens natur ikke anvende Skattestyrelsens opfattelse offentliggjort i et styresignal i 2019 bagudrettet i forhold til nærværende sag, der vedrører indkomstårene 2015 - 2017 i forhold til splitleasing.

Lovgiver har haft alle muligheder for at indføre nogle specifikke regler for, hvornår man kan anvende splitleasingordningen, således at man undgår beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Dette har lovgiver positivt fravalgt - og i stedet overladt det til praksis at fastlægge anvendelsesområdet for splitleasing.

Det er et faktum, at der fortsat - også efter styresignalet offentliggjort i SKM2019.244.SKTST - består en række uafklarede spørgsmål i forhold til anvendelse af splitleasingordningen, hvorfor skattemyndighederne af hensyn til retssikkerheden bør være særdeles tilbageholdende med at gennemføre beskatning af værdi af fri bil, indtil der foreligger en mere gennemsigtig og ensartet retsstilling på området.

I tilknytning hertil bemærkes, at skattemyndighederne i mange år har godkendt og accepteret, at en erhvervsdrivende, som driver virksomhed i virksomhedsordningen, kan vælge at holde en blandet benyttet bil uden for virksomhedsordningen - og herefter lade virksomheden betale og fratrække den erhvervsmæssige del af udgifterne til bilen med den effekt, at den pågældende erhvervsdrivende ikke beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Der henvises til Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit C.C.5.2.2.9.3, hvori følgende anføres:

"Resumé

Vælger den selvstændige at holde en blandet benyttet bil uden for virksomhedsordningen, kan virksomheden betale og fratrække den erhvervsmæssige del af udgifterne.

Generelt

Når bilen ikke indgår i virksomheden, kan den selvstændige vælge at få den erhvervsmæssige kørsel godtgjort af virksomheden med enten

• en beregnet "leje", svarende til de faktiske erhvervsmæssige omkostninger (dvs. den erhvervsmæssige del af driftsudgifter og afskrivninger), eller

• Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil.

I begge tilfælde trækkes godtgørelsen fra i virksomhedens indkomst.

Godtgørelse efter regnskab

Hvis virksomheden godtgør de faktiske erhvervsmæssige udgifter, er det en hævning i virksomheden. Hævningen sker uden om hæverækkefølgen i VSL § 5.

Godtgørelsen kan dog bogføres på mellemregningskontoen, hvis den selvstændige har valgt at benytte reglerne om mellemregningskontoen i VSL § 4 a.

Den hævede godtgørelse skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige, personlige indkomst.

Udgifterne til den erhvervsmæssige drift fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige, personlige indkomst.

Den selvstændige skal opgøre de erhvervsmæssige udgifter efter regnskab, eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometertal for den erhvervsmæssige kørsel. Skattestyrelsen skal kunne se udgifterne, fx i form af bilag. Bilen kan afskrives efter reglerne om blandet benyttede driftsmidler. Se AL § 11. Afskrivning på bilen regnes med til de samlede driftsudgifter.

Bemærk

Renter indgår ikke ved opgørelsen af de faktiske erhvervsmæssige udgifter.

Godtgørelse efter Skatterådets satser

Godtgørelsen er en hævning i virksomheden, der sker uden om hæverækkefølgen i VSL § 5. Hvis den selvstændige har valgt at benytte reglerne om mellemregningskontoen efter VSL § 4 a, kan godtgørelsen eventuelt bogføres på mellemregningskontoen. Når godtgørelse af den erhvervsmæssige kørsel sker med Skatterådets satser skal der ikke ske beskatning af overførslen til den selvstændige. Han eller hun kan ikke fratrække biludgifterne i den personlige indkomst uden for virksomhedsordningen. Godtgørelse med Skatterådets satser sker på grundlag af de erhvervsmæssigt kørte kilometer. Den selvstændige skal opgøre de erhvervsmæssige kilometer på grundlag af et kørselsregnskab, eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometertal for den erhvervsmæssige kørsel." (mine fremhævninger)

Som det fremgår, har den erhvervsdrivende mulighed for at fratrække udgifterne til den erhvervsmæssige drift efter reglerne i virksomhedsordningen. Det fremgår, at den selvstændigt erhvervsdrivende skal opgøre de erhvervsmæssige udgifter efter regnskab - eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometertal for den erhvervsmæssige kørsel.

Det følger af praksis, at såfremt skattemyndighederne ved en kontrol konstaterer, at det selvangivne fradrag for erhvervsmæssige udgifter ikke kan godkendes, så foretager skattemyndighederne deres eget skøn herover og korrigere fradraget. Man tilsidesætter således ikke helt det selvangivne fradrag og gennemfører beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, idet man som anført blot korrigerer størrelsen af fradraget, jf. eksempelvis SKM2019.419.BR.

Samme lempelige retsstilling følger af Den Juridiske Vejledning 2022-2, afsnit C.A.4.3.3.3.3.3, der behandler de dokumentationskrav, som gælder ved opgørelsen af fradrag for erhvervsmæssig befordring.

Ud fra en lighedsbetragtning forekommer det derfor retssikkerhedsmæssigt ganske betænkeligt, at man i praksis indtager en så hård praksis i forhold til godkendelse og accept af splitleasingordningen, når der på sammenlignelige retsområder er tale om en noget mere lempelig og skønspræget fortolkning og forvaltning af gældende regler. Dette særligt når der henses til de økonomiske konsekvenser ved henholdsvis at få korrigeret et fradrag og at få tilsidesat et leasingforhold.

Den konkrete sag

Det gøres overordnet gældende, at de i sagen omhandlende splitleasingaftaler opfylder dagældende praksis i forhold til gyldige splitleasingforhold, hvorfor der således ikke er grundlag for at beskatte A af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Der er indgået separate leasingaftaler

Skatteministeriet gør i svarskriftet side 6, næstsidste afsnit gældende, at "{…} der ikke er tale om to separate aftaler." Dette til trods for at de fremlagte leasingaftaler vedrørende indkomstårene 2015 - 2017 de facto indeholder to separate aftaler - nemlig en aftale mellem A og G3-A/S samt en aftale mellem G1-ApS og G3-A/S.

I SKM2017.491.LSR blev et splitleasingarrangement tilsidesat bl.a. som følge af, at der efter Landsskatterettens opfattelse ikke var sikret den fornødne uafhængighed mellem kontrakterne, eftersom de var nedfældet i et og samme dokument. Landsskatteretten har ikke nærmere angivet, hvad der ligger til grund for denne vurdering, men har i det hele stadfæstet SKATs afgørelse. SKAT har som begrundelse herfor henvist til SKM2001.255.LR, hvor det i Ligningsrådets afgørelse er præciseret, at der skal "{…} indgås skriftlige separate aftaler", men der fremgår intet om, at dette skal være i to særskilte dokumenter.

Hvor det - som i det foreliggende tilfælde - står klart, at det samlede dokument indeholder to særskilte aftaler, vil en underkendelse af det kontraktretlige grundlag være en fravigelse af det civilretlige udgangspunkt. Hertil kommer, at det i SKM2001.255.LR udtrykkeligt er forudsat, at der skal være tale om to "identiske" leasingaftaler, hvilket alt andet lige bedst sikres i ét og samme dokument, hvor grundbestemmelserne således de facto er de samme.

Det bemærkes, at der eksplicit af det første afsnit i de almindelige betingelser til leasingkontrakterne fremgår, at hver leasingtager alene hæfter i forhold til sin faktiske anvendelse af bilen, hvilket præcist er den grundlæggende betingelse for anvendelse af reglerne om splitleasing.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er det fornødne hjemmelsgrundlag til at opstille et krav om, at leasingaftalerne ikke må være nedfældet i samme dokument.

Det skal hertil bemærkes, at sagsøger i replikken side 2 har opfordret (A) Skatteministeriet til nærmere at redegøre for det hjemmelsgrundlag, der i nærværende sag giver adgang til at underkende det kontraktretlige grundlag, herunder at fravige det civilretlige udgangspunkt.

Da Skatteministeriet ikke har redegjort for dette hjemmelsgrundlag, kan det i nærværende sag lægges til grund, at de fremlagte leasingaftaler for indkomstårene 2015 - 2017 de facto indeholder to separate aftaler - nemlig en aftale mellem A og G3-A/S samt en aftale mellem G1-ApS og G3-A/S.

Der er foretaget behørige slutafregninger

Landsskatteretten er af den opfattelse, at A "{…} ikke har betalt for sin del af variable ydelser, og at en slutafregning ved leasingperiodens afslutning i henhold til praksis ikke er tilstrækkeligt.", jf. bilag 1, side 25.

Det gøres heroverfor gældende, at Skatterådet ved SKM2018.212.SR udtrykkeligt har bekræftet, at det er i overensstemmelse med kravet om en løbende månedlig fordeling, at der udestår en endelig afregning ved leasingperiodens udløb, hvad angår mindre og normalt påregnelige afvigelser af de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger, og at eventuelle differencer kan opkræves eller godskrives leasingtager ved opkrævningen af den sidste leasingydelse.

At den estimerede kørselsfordeling i hele leasingperioden har været på 95 % erhverv og 5 % privat, kan ikke begrunde en beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, da den eksakte kørsel i den i sagen omhandlende bil behørigt er afregnet over for leasingselskabet.

Det gøres gældende, at de foretagne slutafregninger var i overensstemmelse med dagældende retningslinjer på området, jf. bl.a. SKM2018.212.SR, ligesom det på ny skal understreges, at Skattestyrelsens styresignal offentliggjort i SKM2019.244.SKTST ikke kan anvendes til skade for en skatteyder med tilbagevirkende kraft.

Det kan som følge heraf lægges til grund, at der ikke tilbage i 2015 - 2017 var en fast praksis for, at den løbende afregning i et splitleasingforhold skulle ske "månedligt" på baggrund af det akkumulerede antal kørte kilometer og de akkumulerede foretagne betalinger i hele leasingperioden.

At dette ikke var tilfældet, understøttes med al tydelighed af, at det i styresignalet fra den 2. maj 13/21 2019 er angivet, at "[d]er har været tvivl om, hvad der menes med løbende afregning, dvs. hvor ofte og hvordan skal afregningen foretages.", jf. SKM2019.244.SKTST.

Det bemærkes, at Skatteministeriet er enig i, at Skatterådet ved SKM2018.212.SR har bekræftet, at der "{…} kan foretages slutafregninger ved leasingperiodens udløb, såfremt der er tale om mindre afvigelser.", jf. svarskriftet side 6.

Det gøres gældende, at de af G3-A/S effektuerede slutafregninger har karakter af mindre og normalt påregnelige afvigelser fra de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger, samt at de løbende konstaterede differencer behørigt er blevet afregnet i forbindelse med leasingselskabets opkrævninger af de sidste leasingydelser.

Det skal i forlængelse heraf understreges, at A og G1-ApS har kontraheret med en professionel leasinggiver, hvorfor de således har handlet i tillid til, at de gennemførte slutafregninger, som denne leasinggiver har foranstaltet, naturligvis har været i overensstemmelse med gældende retningslinjer på området.

Det er centralt for sagen - og ubestridt - at det fremgår af de af G3-A/S udstedte kontoudtog til henholdsvis A og G1-ApS, at begge konti "gik i nul " pr. 31. december 2017, hvorfor det kan lægges til grund i sagen, at henholdsvis A og G1-ApS har betalt alle leasingydelser til leasingselskabet.

Det af Skatteministeriet problematiserede forhold om, at slutafregningerne ikke er foretaget i overensstemmelse med leasingaftalen af den 16. marts 2017, jf. bilag 6, er derfor uden retlig relevans for nærværende sag, da slutafregningerne er foretaget på foranledning af leasinggiveren selv. Hertil kommer, at det kontraktretlige grundlag alene regulerer retsstillingen mellem de implicerede parter, hvorfor dette ingensinde kan have indflydelse på den skattemæssige bedømmelse.

Det bemærkes, at både Højesteret og efterfølgende Landsskatteretten nu flere gange har fastslået i sager omkring forholdsmæssig betaling af registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3b, at ændringer i leasingaftaler, som skattemyndighederne ikke har godkendt, ikke kan tillægges betydning i forhold til, om der er tale om reelle leasingaftaler i registreringsafgiftslovens forstand.

Der henvises eksempelvis til SKM2018.77.HR, SKM2020.395.LSR, SKM2021.256.LSR, Landsskatterettens afgørelse af den 10. marts 2021 (j.nr. 16-0691818) og Landsskatterettens afgørelse af den 10. maj 2021 (j.nr. 18-0019382).

I de anførte sager blev det tillagt afgørende betydning, at Staten intet tab havde lidt ved den anvendte fremgangsmåde. Overført til nærværende sag har Staten heller intet tab lidt ved den af A og selskabet anvendte fremgangsmåde i forhold til løbende afregninger og slutafregninger, hvorfor det strider mod grundlæggende retsprincipper, jf. SKM2018.77.HR, at gennemføre beskatning af værdi af fri bil i nærværende sag.

Kørselsregnskaberne er behørige 14/21

For at sikre, at arbejdsgiveren alene afholder udgifter til erhvervsmæssig befordring, er det en forudsætning, at der føres et kørselsregnskab for den stedfundne kørsel fordelt på henholdsvis privat og erhvervsmæssige kørte kilometer. Hvorvidt detaljeringsgraden er tilstrækkelig, vurderes efter Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Et kørselsregnskab skal indeholde følgende oplysninger:

• Datoangivelse for den stedfundne kørsel.

• Hvad kilometertælleren viste ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning.

• Daglig angivelse af det akkumulerede antal kørte kilometer med fordeling mellem den private og erhvervsmæssige kørsel.

• Bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel med eventuelle delmål.

• Kørslens erhvervsmæssige formål.

Der er ikke opstillet nærmere formkrav til selve udformningen, hvorfor det i princippet er uden betydning, om kørselsregnskabet er udformet på papir eller elektronisk, da afgørende alene er, at det indholdsmæssigt opfylder ovenstående krav. Anvisningerne indeholder endvidere ikke en objektiv definition af, hvad der nærmere forstås ved "delmål".

Fra praksis henvises til SKM2021.411.BR, hvor Retten i Y5-by fastslog, at mål og delmål for kørsler kan angives med forkortelser og uden adresser. Den omtalte sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9B var opfyldt. Betingelserne herfor er skærpede. Når Retten i Y5-by i den omtalte sag godkender det førte kørselsregnskab - på trods af anvendelsen af forkortelser og ingen adresser - så bør Retten i Y5-by så meget desto mere godkende det i nærværende sag foreliggende kørselsregnskab.

Det gøres gældende, at de fremlagte kørselsregnskaber for indkomstårene 2015 - 2017 opfylder de i praksis opstillede retningslinjer for et behørigt kørselsregnskab. Det er centralt, at der ikke er konstateret ét eneste tilfælde, hvor skattemyndighederne har kunnet påvise, at den kørsel, der er registreret som erhvervsmæssig, reelt har været privat. Dette til trods for, at samtlige kørsler er registreret til konkrete adresser og med præcise kilometerangivelser, jf. bilag 8.

Skatteministeriet gør i svarskriftet side 6 gældende, at kørselsregnskaberne i sagens bilag 8 har karakter af efterrationaliseringer, som - ifølge Skatteministeriet - ikke er egnet til at afhjælpe manglerne ved de oprindelige kørselsregnskaber i sagens bilag A. Det skal understreges, at da kørselsregnskaberne i alle årene er ført ud fra en elektronisk kørebog, er de reviderede kørselsregnskaber blot udtryk for et mere detaljeret dataudtræk - og ikke efterrationaliseringer.

Det er centralt at holde sig for øje, at de reviderede udgaver af de tidligere fremsendte kørsels- 15/21 regnskaber først blev fremlagt senere, da Skattestyrelsens sagsbehandlere ved en e-mail dateret den 4. juni 2019, jf. bilag 7 valgte at afslå tilbuddet om at få tilsendt et mere detaljeret dataudtræk fra det elektroniske system.

Ex tuto bemærkes, at Østre Landsret i dommen offentliggjort i SKM2004.85.ØLR har fastslået, at efterfølgende udarbejdede kørselsregnskaber kan anvendes som bevis for at undgå beskatning af værdi af fri efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten anfører i afgørelsen side 25, jf. bilag 1, at "[k]ørsel som er anført som erhvervsmæssig dækker over kørsel til de andre selskaber, som klageren er ejer af. Der er ikke angivet, hvilken selskab den enkelte kørsel vedrører." Det har imidlertid ingen skatteretlig betydning, at A har foretaget kørsel for flere af koncernens selskaber, jf. eksempelvis Skatteankenævn Y3-områdes afgørelse dateret 12. juli 2017 (j.nr. 150813842), som udtrykkeligt fastslår, at kørsel for forskellige selskaber inden for samme koncern ikke udløser beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, når blot kørslen isoleret set har erhvervsmæssig karakter.

Nærmere om den subsidiære påstand

For det tilfælde, at retten - på trods af det ovenfor anførte - måtte finde, at A ikke har ført et behørigt kørselsregnskab, gøres det til støtte for den subsidiære påstand gældende, at sagen i givet fald skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Dette med henblik på, at Skattestyrelsen kan foretage et skøn over fordelingen mellem de private og erhvervsmæssige kørte km. således, at A ikke beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er i strid med det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, hvis der i nærværende sag gennemføres beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Der henvises i denne sammenhæng til Højesterets dom offentliggjort i SKM2018.77.HR.

Det bemærkes, at Skattemyndighederne i mange år har godkendt og accepteret, at en erhvervsdrivende, som driver virksomhed i virksomhedsordningen, kan vælge at holde en blandet benyttet bil uden for virksomhedsordningen - og herefter lade virksomheden betale og fratrække den erhvervsmæssige del af udgifterne til bilen med den effekt, at den pågældende erhvervsdrivende ikke beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Denne retsstilling følger udtrykkeligt af Den Juridiske Vejledning 20222, afsnit C.C.5.2.2.9.3, hvortil der således henvises. Det fremgår bl.a. heraf, at den erhvervsdrivende skal opgøre de erhvervsmæssige udgifter efter regnskab - "{…} eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometertal for den erhvervsmæssige kørsel." Hvis skattemyndighederne ved en kontrol konstaterer, at det selvangivne fradrag for erhvervsmæssige udgifter ikke kan godkendes, så foretager skattemyndighederne deres eget skøn herover og korrigerer fradraget. Man tilsidesætter således ikke helt det selvangivne fradrag og gennemfører beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, idet man som anført blot korrigerer størrelsen af fradraget.

EJENDOMSVÆRDISKAT I INDKOMSTÅRET 2017 Faktum

A købte og overtog i december 2016 ejendommen Y1-adresse. A erhvervede ejendommen med henblik på anvendelse til privat bolig. Det fremgår af bilag 28 (ekstrakten side 284), at A havde registreret Folkeregister-adresse på ejendommen Y2-adresse forud for flytningen til Y12-by, og at A ændrede adresse til Y1-adresse den 1. februar 2018.

I forbindelse med købet af ejendommen besluttede A bl.a. at få opsat en lydisolerende loftskonstruktion (akustiklofter) i hele ejendommen. Der var tale om et ganske omfattende håndværksmæssigt arbejde, som blev udført i perioden fra overtagelsen frem til ultimo maj 2017. Arbejdet bestod bl.a. af følgende:

• Afdækning af hele huset med henblik på at imødegå efterfølgende støv-, miljø- og byggegener

• Opsætning af stilladser i hele huset

• Nedtagning af det gamle loft i hele huset

• Opsætning af nyt akustikloft i hele huset

Malerarbejde bestående af 3 x spartling, opsætning af væv og 2 x maling

Til dokumentation for, at der i perioden fra den 1. januar til den 31. maj 2017 er udført håndværkerarbejde med den følge, at ejendommen ikke kunne tjene til bolig for A, henvises der til sagens bilag 10 (ekstrakten side 246), som er et billede A har taget af ejendommen i forbindelse med arbejdets udførelse.

Til yderligere dokumentation for, at ejendommen var ubeboelig i den omhandlede periode, henvises til en skrivelse fra SK dateret den 6. november 2017, jf. bilag 11 (ekstrakten side 269). Det var SK, der havde entreprisen i forhold til at opsætte akustiklofter. Den omhandlede skrivelse er foranlediget af, at A efter ombygningen konstaterede, at ombygningen ikke var udført i henhold til de aftalte specifikationer.

I perioden fra den 1. januar til den 31. maj 2017, hvor A hverken havde mulighed for at opholde sig eller overnatte i ejendommen, boede han i Y6-by. Private billeder af ejendommen på Y2-adresse, hvor A havde adresse indtil den 1. februar 2018, fremgår af sagens bilag 20 (ekstrakten side 229 - 245).

A har således de facto anvendt ejendommen Y2-adresse som sin helårsbolig frem til primo juni 2017, hvor han flyttede til ejendommen Y1-adresse. Ejendommen Y2-adresse blev de facto sat til salg ved ejendomsmægleren G10-virksomhed i marts 2017. Der henvises til formidlingsaftale underskrevet af A den 31. marts 2017, jf. bilag 29 (ekstrakten side 247). Der henvises videre til en e-mail fra mægleren dateret den 10. maj 2017, jf. bilag 30 (ekstrakten side 266).

Det fremgår af As årsopgørelse for 2017, jf. bilag 31 (ekstrakten side 270 - 273), at han 17/21 de facto har betalt ejendomsværdiskat af ejendommen Y2-adresse hele 2017.

A flyttede således først ind i ejendommen Y1-adresse med virkning fra den 1. juni 2017. Til dokumentation for indflytningen pr. 1. juni 2017 henvises der til følgende:

• Mailkorrespondance mellem IL fra Grundejerforeningen Y1-adresse og A fra den 21. april 2017 til 1. maj 2017, jf. bilag 25 (ekstrakten side 256 - 258).

• Bekræftelse af As opsigelse af G9-virksomhed på ejendommen Y2-adresse ved e-mail af den 3. maj 2017, jf. bilag 26 (ekstrakten side 259 - 261).

• G8-virksomhed's ordrebekræftelse af installering af G8-virksomhed dateret den 4. maj 2017, jf. bilag 27 (ekstrakten side 262 - 265), med installationsdato den 19. maj 2017.

Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand om, at A ikke skal betale ejendomsværdiskat af ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017, gøres det overordnet gældende, at ejendommen grundet udskiftning af akustiklofter mv. har været uegnet til beboelse i et sådant omfang, at den ikke kunne tjene til bolig for A i den omhandlende periode.

Det gøres herunder videre gældende, at eftersom A dokumenterbart først flyttede ind i ejendommen med virkning fra den 1. juni 2017, da er der under alle omstændigheder ikke grundlag for at pålægge A at betale ejendomsværdiskat for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Det retlige grundlag

Tjene til bolig

Det følger af ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1, at ejeren betaler ejendomsværdiskat til staten for boligværdien af egen ejendom omfattet af lovens § 4.

Ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres som udgangspunkt på helårsbasis efter ejendomsværdiskattelovens §§ 5-10. Hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Reglerne om, hvem der skal betale ejendomsværdiskat her i landet, er nærmere reguleret i ejendomsværdiskattelovens § 2. Efter ejendomsværdiskatteloven skal ejeren selv bo i ejendommen, hvorfor det således kun er fysiske personer, der skal betale ejendomsværdiskat.

Der skal imidlertid ikke betales ejendomsværdiskat, når ejeren midlertidigt er afskåret fra at benytte boligen, fordi ejendommen er ubeboelig, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt., som har følgende ordlyd:

"Hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i 18/21 hele indkomståret, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. dog stk. 2, 2. pkt." (min fremhævning)

Fra praksis på dette område kan der bl.a. henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 10. december 2015 (j.nr. 13-5456278), Landsskatterettens afgørelse af den 8. april 2019 (j.nr. 18-0002436) samt Landsskatterettens afgørelse af den 8. april 2019 offentliggjort i SKM2019.276.LSR. I sidstnævnte afgørelse fremgår bl.a. følgende af Landsskatterettens præmisser:

"Pligten til at betale ejendomsværdiskat er knyttet til, at ejendommen kan tjene til beboelse for ejeren. En ejerlejlighed, der mangler køkken og toilet, kan ikke tjene til beboelse for ejeren, men må anses for ubeboelig. Der er ikke hjemmel i loven til at kræve ejendomsværdiskat i et sådan tilfælde. Det forhold, at det er ejerens eget valg, at der ikke er installeret køkken og toilet kan ikke i sig selv skabe hjemmel til beskatningen og kan således ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten bemærker, at forholdet ikke kan sidestilles med et tilfælde, hvor en ejendom er beboelig, og der mangler få mindre væsentlige installationer.

Landsskatteretten finder derfor ikke, at der er grundlag for at pålægge klageren ejendomsværdiskat i 2014-2016".

Til- og fraflytning

Ved erhvervelse af en bolig anses ejendommen for at tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand fra overtagelsesdagen. Hvis indflytning sker senere end overtagelsesdagen, træder indflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Ved afståelse eller udleje af hele boligen anses ejendommen for at tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand til og med overtagelsesdagen. Hvis sælgers udflytning sker tidligere end overtagelsesdagen, træder udflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 5. og 6. pkt.

Af forarbejderne til ejendomsværdiskattelovens § 11, jf. LFF nr. 100 af den 8. februar 2002 fremgår bl.a. følgende:

"1.2 Ejendomsværdiskat ved flytning

Formålet med forslaget er, at sikre at ejere af en fast ejendom, der flytter fra en ejendom til en anden ikke skal betale dobbelt ejendomsværdiskat og at sikre at der ikke skal betales ejendomsværdiskat af ubeboelige ejendomme. Forslaget går ud på, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat efter fraflytning af en bolig, der er sat til salg. Efter forslaget skal der heller ikke betales ejendomsværdiskat før indflytning i en nyindkøbt bolig. Desuden skal der efter forslaget ikke betales ejendomsværdiskat af boliger, der ikke kan tjene til bolig for ejeren eller dennes husstand.

{…}

2.2.2 Forslaget

Det forekommer ikke rimeligt, at der skal betales ejendomsværdiskat i tilfælde, hvor ejendommen er ubeboelig.

Det forekommer heller ikke rimeligt, at der kan opstå en periode, hvor en uheldig husejer, der ikke kan få solgt sin gamle bolig, både skal betale ejendomsværdiskat af den gamle og nye bolig samtidig.

Hensynet til de administrative systemer bør ikke veje tungere end hensynet til den enkelte skatteyders situation, sådan som det er sket i ejendomsværdiskatteloven.

Regeringen foreslår derfor som udgangspunkt at vende tilbage til de gamle regler fra før ejendomsværdiskatteloven.

Det betyder helt konkret, at der efter forslaget ikke skal betales ejendomsværdiskat af en bolig, der er ubeboelig.

I flyttesituationerne betyder forslaget, at der alene skal betales ejendomsværdiskat af den gamle bolig indtil udflytningen, og at ejendomsværdiskat af den nye bolig først skal betales fra indflytningen. Ved sommerhuse, hvor sæsonen ikke varer hele året, er det fundet uhensigtsmæssigt at lægge vægt på ind- og udflytning. Her opretholdes de gamle regler, der lægger vægt på overtagelsestidspunktet." (mine fremhævninger)

Fra praksis på dette område kan der bl.a. henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 30. november 2020 offentliggjort i SKM2020.543.LSR og Landsskatterettens afgørelse af den 14. marts 2022 (j.nr. 18-0006735). I sidstnævnte afgørelse fremgår bl.a. følgende af Landsskatterettens præmisser:

"Det fremgår af de specifikke bemærkninger til bestemmelsen, at det er uden betydning, hvornår aftalen om et køb er indgået, blot den står i forbindelse med flytningen.

Ifølge oplysningerne fra CPR havde klageren sin bopæl på den tidligere ejerbolig, [adresse2], frem til den 12. juni 2016, hvorefter klageren var registreret med bopæl på sin nye ejerbolig, [adresse1].

Det fremgår af sagens oplysninger, at [adresse2] i den forbindelse blev udbudt til salg i juni 2016, og at ejendommen blev solgt til tredjemand i 2017.

[adresse1] blev erhvervet med overtagelse den 1. juli 2013. På baggrund af de foreliggende oplysninger og forklaringer finder retten det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at indflytningen i den nye ejerbolig først skete den 12. juni 2016 i overensstemmelse med de officielle registreringer.

Landsskatteretten har i afgørelse af 30. november 2020, offentliggjort som SKM2020.543.LSR, fundet, at der i en sådan situation ikke er grundlag i forarbejderne for at fortolke bestemmelsen i § 11, stk. 1, 3.-4. pkt., indskrænkende, hvorfor indflytningsdagen træder i stedet for overtagelsesdatoen, jf. bestemmelsens stk. 1, 4. pkt.

Klageren skal som følge heraf ikke betale ejendomsværdiskat af [adresse1] i de på klagede indkomstår. På dette grundlag nedsætter Landsskatteretten ejendomsværdiskatten for indkomstårene 2014-2015 til 0 kr." (mine fremhævninger)

Landsskatteretten har således - under henvisning til SKM2020.543.LSR, som refererer til bestemmelsens forarbejder - fundet anledning til at præcisere, at bestemmelsen i ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 3.4. pkt. ikke skal fortolkes indskrænkende.

Den konkrete sag

Det gøres i første række gældende, at den i sagen omhandlende ejendom utvivlsomt har været uegnet til beboelse i perioden fra den 1. januar til den 31. maj 2017, hvorfor A således ikke skal betale ejendomsværdiskat af ejendommen Y1-adresse i den omhandlende periode, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Billeddokumentationen i sagens bilag 10 (ekstrakten side 246) viser ganske klart, at ejendommen i hele istandsættelsesperioden har været ubeboelig og uegnet til helårsbolig. Dette som følge af, at pågældende arbejde bl.a. krævede opsætning af indvendigt rullestillads, ligesom der generelt ikke var monteret almindelig belysning og lignende i ejendommen.

Der henvises i denne sammenhæng til forligsskrivelsen af den 6. november 2017 fra SK, jf. bilag 11 (ekstrakten side 269), hvoraf det bl.a. fremgår, at alene hans arbejde beløb sig til kr. 282.000 ekskl. moms. Det skal hertil bemærkes, at SK kun havde entreprisen i forhold til at opsætte de omhandlede akustiklofter, hvorfor der således dokumenterbart var tale om et omfattende istandsættelsesarbejde.

Det gøres i anden række gældende, at eftersom A dokumenterbart først flyttede ind i ejendommen Y1-adresse med virkning fra den 1. juni 2017, da er der - under alle omstændigheder - ikke grundlag for at pålægge A at betale ejendomsværdiskat for perioden 1. januar til 31. maj 2017, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 4. pkt.

Der henvises til støtte herfor til bestemmelsens ordlyd, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at "[h]vis indflytning sker senere end overtagelsesdagen, træder indflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen." Der henvises videre til bestemmelsens forarbejder, hvoraf det bl.a. fremgår, at "[e]fter forslaget skal der heller ikke betales ejendomsværdiskat før indflytning i en nyindkøbt bolig.", ligesom der i umiddelbar forlængelse heraf er præciseret følgende:

"I flyttesituationerne betyder forslaget, at der alene skal betales ejendomsværdiskat af 21/21 den gamle bolig indtil udflytningen, og at ejendomsværdiskat af den nye bolig først skal betales fra indflytningen."

A overtog den i sagen omhandlende ejendom i december 2016, men flyttede - grundet omfattende istandsættelsesarbejde - først ind med virkning fra den 1. juni 2017, hvorfor der således ikke er grundlag for at pålægge A at betale ejendomsværdiskat af ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Skatteministeriet anfører i forhold til ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 4. pkt. følgende i sit processkrift B, side 6:

"Det følger således af forarbejderne, at formålet med bestemmelsen er at sikre, at ejere af en helårsbolig, der flytter fra en ejendom til en anden ejendom, ikke skal betale dobbelt ejendomsværdiskat. I flyttesituationer er det dermed afgørende for, om perioden for beregningen af ejendomsværdiskatten kan nedsættes forholdsmæssigt, at ejendommen er sat til salg, og at ejendommen er fraflyttet.

A har ikke godtgjort, at der foreligger en til- og fraflytningssituation som beskrevet i lovens forarbejder." (min fremhævning)

Det fremgår af sagens bilag, herunder de nye bilag 29 - 31, at det af Skatteministeriet anførte ikke er korrekt. Ejendommen Y2-adresse blev således sat til salg i marts 2017, ligesom A fraflyttede ejendommen medio 2017.

Der foreligger derfor den situation, som bestemmelsen tilsigter af omfatte, og A er utvivlsomt omfattet af bestemmelsens beskyttelseshensyn. Han skal derfor ikke betale ejendomsværdiskat af ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 4. pkt.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er skattepligtig af værdien af rådigheden over fri bil i indkomstårene 20152017, idet han ikke har godtgjort, at betingelserne for skattefritagelse ved splitleasing er opfyldt, jf. nedenfor, afsnit 3.1.

Skatteministeriet gør endvidere overordnet gældende, at A skal betale ejendomsværdiskat i perioden fra den 1. januar 2017 til den 31. maj 2017, idet han ikke har godtgjort, at ejendommen, Y1-adresse, har været ubeboelig i denne periode, jf. nedenfor, afsnit 3.2.

3.1. A skal beskattes af rådigheden over den omhandlede (red. bilmærke 1 fjernet) i indkomstårene 2015-2017

En direktør og hovedanpartshaver, der får stillet en bil til rådighed af sit selskab, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af denne rådighed, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er selve rådigheden over bilen, der udløser beskatning, og der er ifølge retspraksis en formodning for, at en bil, som en hovedanpartshaver har råderet over, også er til rådighed for dennes private benyttelse, jf. f.eks. UfR 2008.2162 H og UfR 2005.1691 H.

Det påhviler hovedanpartshaveren at afkræfte formodningen, og denne bevisbyrde skærpes, hvis bilen holder parkeret på vedkommendes private bopæl, eller hvis der er tale om en bil i luksusklassen, jf. f.eks. UfR 2014.3169 H og UfR 2005.1691 H.

Det er ubestridt, at A havde rådighed over bilen, der var i luksusklassen, og som holdt parkeret på As private bopæl. Udgangspunktet er derfor, at A skal beskattes af værdien heraf, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.

Under visse omstændigheder gælder der ifølge administrativ praksis en undtagelse til beskatningen, når der er tale om såkaldt dele- eller splitleasing.

En bilordning, hvor arbejdsgiveren og den ansatte indgår to selvstændige leasingaftaler med leasingselskabet om henholdsvis den erhvervsmæssige og den private anvendelse af den samme bil, er - når en række kumulative betingelser er opfyldt - ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil, jf. SKM2001.255.LR og fra efterfølgende praksis f.eks. SKM2001.420.LR, SKM2007.155.SR, SKM2010.147.SR, SKM2015.763.SR, SKM2017.384.SR, SKM2017.491.LSR, SKM2017.729.SR og SKM2018.212.SR.

Det er afgørende for, om en leasingordning er omfattet af undtagelsen eller ej, at der er sådanne helt "vandtætte skotter" mellem henholdsvis det erhvervsmæssige og det private leasingforhold, at bilen ikke kan anses for at være stillet til rådighed af selskabet.

Praksis er nærmere beskrevet i Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.A.5.14.1.10, hvoraf fremgår, at der gælder følgende - kumulative - betingelser for deleleasing:

at der er indgået separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og virksomhed og leasingselskab og den ansatte,

at samtlige udgifter til bilens drift fordeles proportionelt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel, at der skal ske en løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne,

at leasingydelsen for hver af parterne betales direkte til leasingselskabet,

at hver af parterne alene hæfter for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet,

at der løbende føres et detaljeret kørselsregnskab fordelt på henholdsvis de erhvervsmæssige og privat kørte kilometer, og at leasingselskabet betaler samtlige omkostninger.

Hvis ikke (alle) betingelserne er opfyldt, skal der ske beskatning af værdien af fri bil efter udgangspunktet i ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4, jf. også SKM2021.577.BR, SKM2021.717.BR, SKM2022.364.BR og SKM2022.375.BR, hvor domstolene har taget stilling til beskatning af fri bil ved splitleasing. Domstolene har således foretaget prøvelse af, hvorvidt hovedanpartshavere er undtaget fra beskatning på baggrund af de i administrativ praksis opstillede krav til splitleasing, herunder i relation til kontraktgrundlag, fakturering og kørselsregnskaber.

A gør gældende, at Skattestyrelsen og Landsskatteretten i sine afgørelser har henvist til styresignalet SKM2019.244.SKTST fra maj 2019, og at dette ikke kan anvendes i den foreliggende sag, jf. f.eks. stævningen, s. 8, 3. afsnit. Det bemærkes hertil, at styresignalet ikke fastlægger en ny praksis om splitleasing, men derimod blot indeholder - som det også fremgår af styresignalet - "en samlet fremstilling af betingelserne for deleleasing, som de fremgår af Ligningsrådets og Skatterådets praksis", jf. også SKM2021.717.BR, hvor skatteyderen gjorde det samme synspunkt om styresignalet gældende. Der er altså tale om en fast administrativ praksis, som også var gældende i de omhandlede indkomstår (2015-2017).

Det påhviler A at godtgøre, at de indgåede leasingaftaler opfylder de betingelser, der følger af administrativ praksis for at undtage rådigheden over splitleasede biler fra det klare udgangspunkt om beskatning. Da der er tale om en undtagelse til hovedreglen om, at værdien af rådighed over fri bil er skattepligtig, stilles der strenge krav til dokumentation for opfyldelsen af de kumulative betingelser.

A har ikke godtgjort, at de kumulative betingelser er opfyldt, og han er derfor skattepligtig af værdien af fri bil i indkomstårene 2015-2017, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.

Dette støttes nærmere på følgende:

3.1.1 Der er ikke indgået to separate leasingaftaler

Det fremgår af de fremlagte leasingaftaler (bilag 4 og bilag 6), at der er indgået én samlet aftale mellem G3-A/S, A og G1-ApS. Hver leasingaftale omfatter altså både As og selskabets leasing. Aftalerne opfylder dermed ikke betingelsen om, at der skal være indgået separate aftaler. Allerede af den grund er betingelserne for skattefritagelse ved splitleasing ikke opfyldt.

As synspunkt om, at betingelsen om separate leasingaftaler er udtryk for en fravigelse af "det civilretlige udgangspunkt" (replikken, s. 2, 3. afsnit), bestrides. Der er ingen holdepunkter for et sådant synspunkt.

3.1.2 Der er ikke sket løbende regulering m.v.

Det er som anført ovenfor efter praksis en betingelse for at undtage en splitleasede bil fra beskatning, at samtlige udgifter fordeles mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel, og at der sker en løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne ved månedlige afregninger, jf. f.eks. SKM2001.255.LR, SKM2010.147.SR, SKM2017.384.SR, SKM2017.491.LSR, SKM2017.729.SR og SKM2018.212.SR og fra retspraksis SKM2022.375.BR, SKM2022.364.BR og SKM2021.717.BR. Det er endvidere en betingelse, at leasingydelsen for hver af parterne betales direkte til leasingselskabet.

Leasingaftalen af 16. marts 2017 angiver i § 4, i overensstemmelse med praksis, at der skal ske en løbende månedlig indrapportering af de faktisk kørte kilometer med deraf følgende regulering af leasingydelsen (bilag 6, s. 3).

A har ikke godtgjort, at samtlige udgifter til bilens drift er blevet fordelt proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer eller at der er sket løbende regulering af leasingydelserne på baggrund af den faktiske anvendelse af bilen. A har heller ikke godtgjort, at han har betalt leasingydelserne direkte til leasingselskabet.

Den fremlagte kontooversigt (bilag 21) vedrørende G1-ApS henviser til en række underliggende bilag, der ikke er fremlagt. Det er derfor ikke dokumenteret, hvad de enkelte posteringer vedrører, herunder hvordan leasingydelserne eller øvrige omkostninger er fordelt mellem A og G1-ApS.

Det fremgår derimod af de fremlagte fakturaer (bilag 12 og bilag 22), at leasingselskabet har faktureret en fast månedlig leasingydelse til A, dvs. uden at fordele og afregne denne månedligt på grundlag af en opgørelse af de faktisk kørte kilometer.

Således fremgår det eksempelvis, at A i perioderne fra den 31. august 2015 til den 30. juli 2016 er blevet opkrævet 550 kr. ekskl. moms (687,50 kr. inkl. moms) i leasingydelse hver måned (bilag 22, s. 14, og bilag 12, s. 3-9). I denne periode var bilen omfattet af leasingaftalen af 20. juli 2015 (bilag 4), hvoraf fremgår, at den månedlige ydelse var på 13.750 kr. Den private andel har således fast udgjort ca. 5 % af den samlede leasingydelse i hele perioden på trods af, at det fremgår af kørselsregnskaberne, at den private andel af kørslen samlet set har udgjort mellem 6 % og 9 % pr. år, jf. det oprindelige kørselsregnskab (bilag A, s. 1, s. 10 og s. 15, øverst) og det nye kørselsregnskab (bilag 8, s. 1, s. 10 og s. 15, øverst)

Vedrørende betaling af leasingydelserne har A anført, at der er foretaget slutafregninger ved leasingperiodernes udløb, jf. stævningen, s. 10, 2. afsnit, og replikken, s. 2, sidste afsnit. Slutafregningerne er ikke fremlagt, og det er dermed ikke dokumenteret, i hvilket omfang det var A henholdsvis selskabet, der faktisk betalte leasingydelserne til leasingselskabet. Kontooversigten (bilag 12, s. 20-21) dokumenterer ikke, at A har foretaget afregning direkte over for leasingselskabet.

A har vedrørende betaling af leasingydelserne for indkomståret 2017 fremlagt et kontoudskrift fra hans private bankkonto for perioden 13. september 2017 - 29. december 2017 (bilag 13) og et kontokort for perioden den 30. juni 2017 - 25. august 2017 vedrørende As mellemregning med G1-ApS (bilag 14). A har herudover fremlagt et kontokort for perioden den 12. december 2018 - 30. december 2018 vedrørende As mellemregning med G1-ApS (bilag 15), der ifølge A viser, at han den 28. december 2018 har betalt 3.357,34 kr. i forbindelse med slutafregning af leasingforholdet, jf. replikken, s. 2, nederst. A har ikke oplyst, om den påberåbte slutafregning dækker hele leasingperioden fra 2015 eller kun en enkelt periode.

A har derimod i processkrift 1, s. 2, næstsidste afsnit, anført, at enkelte af As leasingydelser er overført af G1-ApS til leasingselskabet og herefter er bogført på As mellemregning med G1-ApS.

Da A således tilsyneladende har afregnet sin andel af leasingydelserne og slutafregningen over for selskabet via mellemregningskonto, må det bevismæssigt lægges til grund, at den samlede slutafregning over for leasingselskabet er betalt af G1-ApS - også for den andel, der vedrører A.

Afregningen er således ikke foretaget af A direkte over for leasingselskabet.

Der er ikke fremlagt bogføring for indkomstårene 2015 og 2016, og det er dermed helt udokumenteret, at A har betalt sin andel af leasingydelserne i 2015 og 2016.

A har derfor ikke godtgjort, at samtlige udgifter til bilens drift er blevet fordelt proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer, eller at der er sket løbende månedlig regulering af leasingydelserne på baggrund af den faktiske anvendelse af bilen. Også af denne grund er betingelserne for splitleasing ikke opfyldt.

3.1.3 Kørselsregnskabet er ikke fyldestgørende

Det følger som anført af praksis, at et kørselsregnskab ved splitleasing skal føres i en detaljeringsgrad svarende til kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, jf. SKM2001.255.LR.

Et fyldestgørende kørselsregnskab skal være ført dagligt og indeholde oplysninger om bl.a. om kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, m.m., jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, og fra retspraksis f.eks. SKM2010.778.VLR og KM2015.73.ØLR.

Det oprindelige kørselsregnskab (bilag A) indeholder ikke de oplysninger, der er et krav efter bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Således er der ikke angivet noget (erhvervsmæssigt) formål med kørslen i kørselsregnskabet, og det er derfor ikke muligt at kontrollere det erhvervsmæssige formål med kørslerne. Kørselsregnskabet opfylder allerede af den grund ikke de krav, der stilles hertil.

Det nye kørselsregnskab (bilag 8) er heller ikke er ført med en sådan nøjagtighed, som kræves efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Det bemærkes herved, at det nye kørselsregnskab ikke angiver et præcist og kontrollerbart formål for hver enkelt kørsel, men derimod alene en upræcis angivelse såsom "møde", "retur fra erhverv", "møde administration" o.l. Der er i øvrigt ikke tale om nogen egentlig og fyldestgørende "dokumentation" for det hævdede erhvervsmæssige formål med kørslerne, men alene om A egne efterfølgende tilføjelser.

A gør gældende, at der ikke er konstateret én eneste fejl i kørselsregnskabet, jf. processkrift 1, s. 3, tredjesidste afsnit, men synspunktet holder ikke. I tilknytning hertil bemærkes, at Skattestyrelsen - ved stikprøvekontrol - har konstateret flere fejl i kørselsregnskabet, jf. gengivelsen af Skattestyrelsens afgørelse i Landsskatterettens afgørelse (bilag 1, s. 8, midt for).

Hertil kommer, at A i stævningen, s. 3, har anført, at den omhandlede bil er anvendt til kørsel i forbindelse med aktiviteter for såvel G1-ApS og G2-A/S. Det fremgår ikke af kørselsregnskabet, om den registrerede kørsel er foretaget i forbindelse med det ene eller det andet selskab. Det bemærkes i tilknytning hertil, at kørsel for selskaber i en koncern, der ikke er kontraktparter i en splitleasingaftale, udløser beskatning af fri bil, fordi kørslen anses for privat i relation til det selskab, der har stillet bilen til rådighed, jf. SKM2022.112.LSR.

Derudover indeholder det oprindelige kørselsregnskab (bilag A) og det nye kørselsregnskab (bilag 8) som nævnt en række forskelle. Det bemærkes herved eksempelvis, at det nye kørselsregnskab samlet set indeholder andre kilometertal end det oprindelige regnskab. Det nye kørselsregnskab er således et andet kørselsregnskab end det oprindelige, og det er dermed ikke godtgjort, at det nye kørselsregnskab blot er et mere detaljeret udtræk end det oprindelige kørselsregnskab, som A gør gældende, jf. f.eks. replikken, s. 3, midt for.

Det fremgår endvidere af det nye kørselsregnskab, at kørslerne i en række tilfælde afsluttes på én adresse, hvorefter næste kørsel starter på en anden adresse. Et eksempel på dette er den 30. april 2016, hvor en kørsel ender på Y13-adresse, for derefter samme dag at starte igen på Y14-adresse (bilag 8, s. 11). Disse adresser er 40 km fra hinanden.

A gør i processkrift 1, s. 3, midt for, gældende, at forskellene i det samlede antal kørte kilometer mellem det oprindelige kørselsregnskab (bilag A) og det nye kørselsregnskab (bilag 8) skyldes en softwarefejl, men det er udokumenteret.

De fremlagte e-mailkorrespondancer fra 2017 angår bl.a. fejl på bilens el-system (bilag 16) og udskiftning af en styrboks (bilag 17), og e-mailkorrespondancen fremlagt som bilag 23 angår bl.a. kosmetiske fejl som ridser på fælge, døre, bagskærme m.v. A har altså ikke fremlagt dokumentation for, at bilen har haft en softwarefejl, eller at en sådan fejl har medført fejl i kørselsregnskabet.

Det bestrides, at Skattestyrelsen har handlet i strid med officialprincippet ved e-mail af 4. juni 2019 (bilag 7), som hævdet af A, jf. processkrift 1, s. 3, nederst. Der er ingen holdepunkter for et sådant synspunkt. Selv hvis dette havde været tilfældet, kunne det nye kørselsregnskab (bilag 8) ikke i øvrigt have medført, at A skulle have haft medhold i sin påstand, idet de kumulative betingelser for splitleasing ikke var opfyldt. Desuden blev det nye kørselsregnskab (bilag 8) fremlagt under Skatteankestyrelsens behandling af sagen, og kørselsregnskabet har således indgået i bedømmelsesgrundlaget, da Landsskatteretten traf afgørelse den 5. august 2020, jf. også Landsskatterettens afgørelse, s. 8, nederst, og s. 9, øverst. En eventuel sagsbehandlingsfejl er dermed repareret ved Landsskatterettens afgørelse, jf. f.eks. UfR 2002.752 H.

Hertil kommer, at A har oplyst, at det nye kørselsregnskab (bilag 8) først er lavet efter, at Skattestyrelsen gjorde ham opmærksom på manglerne ved det oprindelige kørselsregnskab, jf. replikken, s. 3, sidste afsnit. Det nye kørselsregnskab afhjælper derfor under alle omstændigheder ikke manglerne i det oprindelige kørselsregnskab, allerede fordi efterfølgende udarbejdede kørebøger ikke tillægges bevismæssig betydning, jf. f.eks. UfR 2005.1691 H.

Da As kørselsregnskab ikke lever op til kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, er de kumulative betingelser for at undtage den splitleasede bil fra beskatning således også af den grund ikke opfyldt.

3.1.4 Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen

Det bestrides, at der er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen i overensstemmelse med As subsidiære påstand.

A har ikke anfægtet opgørelsen af beskatningsgrundlaget, og tvisten angår derfor, hvorvidt A skal beskattes af fri bil, men derimod ikke med hvilke beløb. Der er derfor ikke noget grundlag for at hjemvise sagen.

A gør bl.a. med henvisning til praksis i Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.C.5.2.2.9.3, om erhvervsdrivende, der driver virksomhed i virksomhedsordningen, gældende, at sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen skal foretage et skøn over fordelingen mellem de erhvervsmæssige og private kørte kilometer, jf. f.eks. stævningen, s. 11. A har ikke anvendt virksomhedsordningen, jf. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1, s. 11, 4. afsnit), og den påberåbte praksis er allerede af den grund ikke relevant for den foreliggende sag. Om beskatningen måtte være anderledes, såfremt der var tale om andre faktiske omstændigheder end de foreliggende, medfører ikke, at sagen skal hjemvises.

3.1.5 Øvrige bemærkninger

Den omstændighed, at A ikke er blevet beskattet af værdien af rådigheden over fri bil vedrørende en (red. bilmærke 4 fjernet) varebil på gul nummerplade i indkomståret 2007 (bilag 9) er ikke relevant for den foreliggende sag, da der var tale om en anden bil og et andet indkomstår.

3.2 A skal betale ejendomsværdiskat for ejendommen, Y1-adresse, i perioden fra den 1. januar 2017 til den 31. maj 2017.

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A skal betale ejendomsværdiskat i perioden fra den 1. januar 2017 til den 31. maj 2017, idet han ikke har godtgjort, at ejendommen, Y1-adresse, har været ubeboelig i perioden, jf. ejendomsværdiskatteloven §§ 1, 2 og 4.

Det følger af ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1, og § 2, at ejeren af en ejendom som nævnt i § 4, beliggende i Danmark, skal betale ejendomsværdiskat til staten.

Dette gælder, uanset om ejeren udnytter sin rådighed over den faste ejendom til beboelse, jf. f.eks. SKM2022.214.LSR. Det er altså selve rådigheden over ejendommen - og ikke den faktiske benyttelse - der udløser beskatning af ejendomsværdiskat, jf. også Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.H.3.5.4.

Hvis en ejer har flere ejendomme, der er omfattet af ejendomsværdiskatteloven, skal ejeren som udgangspunkt betale ejendomsværdiskat af alle de ejendomme, hvor boligdelen står til rådighed for ejeren, jf. Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.H.3.5.4.

Det er ubestridt, at A overtog ejendommen Y1-adresse i december 2016, og han har dermed haft rådighed over ejendommen i den omhandlede periode.

Hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret, kan den beregnede ejendomsværdiskat nedsættes forholdsmæssigt, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 290 af 15. maj 2002. I forarbejderne til loven (betænkning nr. 100 af 3. maj 2002) er kriterierne for, hvornår en ejendom er ubeboelig nærmere beskrevet. Det fremgår af betænkningen, bemærkninger til § 7, bl.a.:

"Forslaget betyder, at der lægges vægt på, at boligen ikke bebos, og at dette skyldes væsentlige forhold ved boligen.

Ved indflytning er det således ikke et krav, at alle installationer m.v. skal være afsluttede før ejendommen er anvendelig som bolig. Tværtimod kan en ejendom anses for at være beboelig, selvom en enkelt installation eller tilslutning mangler. […]

Efter indflytning anses boligen for ubeboelig, hvis f.eks. huset er styrtet sammen på grund af stormvejr eller en vandskade har gjort hele boligen ubeboelig. Vandskade i enkelte rum er derimod som udgangspunkt ikke nok til at anse boligen for ubeboelig og heller ikke nok til en forholdsmæssig nedsættelse af ejendomsværdiskatten." (min understregning)

Det følger således af bestemmelsens forarbejder, at det ikke er et krav, at alle installationer m.v. skal være afsluttede, før ejendommen er anvendelig som bolig. Det er derimod en betingelse for en forholdsmæssig nedsættelse af ejendomsværdiskatten, at det skyldes væsentlige forhold ved boligen, at den ikke bebos, jf. også SKM2012.525.LSR, hvor en omfattende ombygning af et parcelhus, der inkluderede nedrivning af murede skillevægge, opmuring af nye, etablering af gulvafløb med mere, ikke medførte, at ejendommen var ubeboelig.

A har ikke godtgjort, at ejendommen har været ubeboelig fra den 1. januar 2017 til den 31. maj 2017, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Det påberåbte arbejde består i opsætning af akustiklofter. Det er ikke på baggrund af det fremlagte billede (bilag 10) eller forligsforslag fra SK (bilag 11) godtgjort, at opsætningen af akustiklofter har medført, at ejendommen ikke kunne bebos. Det er således ikke godtgjort, at arbejdet omfattede samtlige beboelsesrum, samt i hvilket tidsrum arbejdet blev udført. A har heller ikke godtgjort at bade, toiletter og køkken har været ubrugelige som følge af opsætningen af akustiklofter.

A gør gældende, at der generelt ikke var monteret almindelig belysning i ejendommen, jf. stævningen, s. 14. Dette er ikke godtgjort, og det følger som nævnt af forarbejderne til bestemmelsen, at det ikke er et krav, at alle installationer m.v. skal være afsluttede, før ejendommen er anvendelig som bolig.

Der er desuden ikke grundlag for at fritage A for ejendomsværdiskat, fordi han havde en anden bolig til rådighed. Det afgørende for at kunne blive fritaget for ejendomsværdiskat er, at boligen er ubeboelig. Det er herved uden betydning, om ejeren har valgt at flytte ind i en anden bolig, hvis ejeren ikke samtidig er afskåret fra at udnytte sin ret til at råde over sin ejerbolig til beboelse, jf. SKM2014.740.BR.

As henvisning til SKM2019.276.LSR er ikke relevant, da sagen angik en ejerlejlighed, der manglede køkken og toilet. Sagen adskiller sig således på helt centrale punkter fra den foreliggende sag.

A har som et nyt anbringende i sit processkrift af 16. august 2022 i anden række gjort gældende, at han først flyttede ind i ejendommen Y1-adresse, med virkning fra den 1. juni 2017, og at der derfor ikke er grundlag for at pålægge ham at betale ejendomsværdiskat for den omhandlede periode efter ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 4. pkt., jf. processkrift 1, s. 7, midt for.

Den påberåbte bestemmelse finder ikke anvendelse i den foreliggende sag.

I tilknytning hertil bemærkes, at det af ejendomsværdisskattelovens § 11, stk. 1, følger:

"Ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres på helårsbasis efter §§ 5-10. Hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. dog stk. 2, 2. pkt. Ved erhvervelse af en bolig anses ejendommen for at tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand fra overtagelsesdagen. Hvis indflytning sker senere end overtagelsesdagen, træder indflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen. Ved afståelse eller udleje af hele boligen anses ejendommen for at tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand til og med overtagelsesdagen. Hvis sælgers udflytning sker tidligere end overtagelsesdagen, træder udflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen. 4. og 6. pkt. gælder ikke flytning i forbindelse med erhvervelse og afståelse af sommerhuse og lign. Ved anvendelsen af dette stykke anses indkomståret at udgøre 360 dage med 30 dage i hver kalendermåned." (mine understregninger).

Bestemmelsen i ejendomsværdiskatlovens § 11 vedrørende til- og fraflytningssituationer blev indført ved lov nr. 290 af 15. maj 2002. Det fremgår af forarbejderne til loven (lovforslag nr. 100 af 8. februar 2002), de almindelige bemærkninger, afsnit 1.2.:

"1.2. Ejendomsværdiskat ved flytning

Formålet med forslaget er, at sikre at ejere af en fast ejendom, der flytter fra en ejendom til en anden ikke skal betale dobbelt ejendomsværdiskat og at sikre at der ikke skal betales ejendomsværdiskat af ubeboelige ejendomme. Forslaget går ud på, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat efter fraflytning af en bolig, der er sat til salg. Efter forslaget skal der heller ikke betales ejendomsværdiskat før indflytning i en nyindkøbt bolig. Desuden skal der efter forslaget ikke betales ejendomsværdiskat af boliger, der ikke kan tjene til bolig for ejeren eller dennes husstand." (min understregning)

Det følger videre af lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit

2.2.2, bl.a.:

"2.2.2 Forslaget

Det forekommer ikke rimeligt, at der skal betales ejendomsværdiskat i tilfælde, hvor ejendommen er ubeboelig.

Det forekommer heller ikke rimeligt, at der kan opstå en periode, hvor en uheldig husejer, der ikke kan få solgt sin gamle bolig, både skal betale ejendomsværdiskat af den gamle og nye bolig samtidig.

[…]

I flyttesituationerne betyder forslaget, at der alene skal betales ejendomsværdiskat af den gamle bolig indtil udflytningen, og at ejendomsværdiskat af den nye bolig først skal betales fra indflytningen. Ved sommerhuse, hvor sæsonen ikke varer hele året, er det fundet uhensigtsmæssigt at lægge vægt på ind- og udflytning. Her opretholdes de gamle regler, der lægger vægt på overtagelsestidspunktet." (mine understregninger)

Det følger således af forarbejderne, at formålet med bestemmelsen er at sikre, at ejere af en helårsbolig, der flytter fra en ejendom til en anden ejendom, ikke skal betale dobbelt ejendomsværdiskat. I flyttesituationer er det dermed afgørende for, om perioden for beregningen af ejendomsværdiskatten kan nedsættes forholdsmæssigt, at ejendommen er sat til salg, og at ejendommen er fraflyttet.

A har ikke godtgjort, at der foreligger en til- og fraflytningssituation som beskrevet i lovens forarbejder.

Ifølge folkeregisteret var A registeret på adressen Y2-adresse, i perioden den 19. marts 2007 til den 1. februar 2018 (bilag 28). Ejendommen er registreret som en sommerbolig, jf. udskrift fra Den Offentlige Informationsserver, OIS (bilag E) og ejendommens BBR-meddelelse (bilag F).

En bolig med status som sommerbolig kan ikke sidestilles med en helårsbolig, da en bolig i et sommerhusområde som udgangspunkt ikke kan anvendes til overnatning i perioden fra den 1. november til udgangen af februar, jf. planlovens § 40.

Da A har været registeret med bopæl i en sommerbolig, foreligger der ikke en til- og fraflytningssituation, som beskrevet i lovens forarbejder. Ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 4. pkt., finder allerede af den grund ikke anvendelse i den foreliggende sag.

Uanset om ejendommen Y2-adresse, måtte have haft status som en helårsbolig, var ejendommen efter det oplyste ikke udbudt til salg i december 2016, hvor A overtog ejendommen Y1-adresse. Det fremgår derimod af den fremlagte formidlingsaftale (bilag 29), at ejendommen først blev sat til salg ultimo marts 2017. Bestemmelsens beskyttelseshensyn er derfor under alle omstændigheder ikke til stede i den foreliggende sag, jf. også SKM2020.330.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at reglen i ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 4. pkt., alene gælder i til- og fraflytningssituationer.

Den omstændighed, at A har betalt ejendomsværdiskat for ejendommen Y2-adresse i 2017 (bilag 31), har ikke betydning herfor, da A som ejer af ejendommen skal betale ejendomsværdiskat heraf, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4.

As henvisning til SKM2020.543.LSR og Landsskatterettens afgørelse af 14. marts 2022 (j.nr. 18-0006735) er ikke relevant, allerede fordi begge sager angår til- og fraflytning af helårsboliger.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Vedrørende beskatning af fri bil i indkomstårene 2015, 2016 og 2017

Den i sagen omhandlede bil er splitleaset med G1-ApS, hvor sagsøger er ene anpartshaver, som den ene leasingtager og sagsøger som den anden leasingtager.

Der findes ingen særregler om splitleasing. Retningslinjerne for splitleasing er baseret på Den Juridiske Vejledning og offentliggjort praksis, hvoraf det kan udledes, at det er en betingelse for undgå privat beskatning af værdi af fri bil i et splitleasingarrangement, at der føres kørebog i en detaljeringsgrad svarende til anvisningerne i Skatteministeriets bekendtgørelse. nr. 173 af 13. marts 2000. Et fyldestgørende kørselsregnskab i et splitleasingarrangement skal derfor indeholde oplysninger om kilometerstand ved begyndelsen og afslutningen af den daglige kørsel, dato for kørslen, angivelse af antal kørte kilometer med fordeling mellem den erhvervsmæssige og private kørsel, og bestemmelsessted og formål for den erhvervsmæssige kørsel med eventuelle delmål.

Selve splitleasingkonstruktionen er opbygget igennem to selvstændige kontrakter imellem henholdsvis leasingselskabet og et selskab, og leasingselskabet og en privat person. Der er henset til konstruktionen kun to anvendelsesmuligheder af bilen, som ikke udløser vanlig beskatning, og det er erhvervsmæssig korrekt registeret kørsel for det selskab, som er den ene leasingtager og privat kørsel for den anden leasingtager indenfor den regulerede fordeling under splitleasingen. Kørslerne skal registreres i et retvisende kørselsregnskab. Kørsel for andre selskaber end det leasingtagende selskab, kan, uanset om selskaberne er koncernforbundne, ikke anses som erhvervsmæssig kørsel.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A har anvendt bilen til erhvervsmæssig kørsel for både leasingtagende selskab G1-ApS og G2-A/S. Kørsel for begge selskaber er i kørselsregnskabet blevet registeret som erhvervsmæssig kørsel.

Kørsel i en splitleaset bil foretages på vegne af andre end de to leasingtagere, i dete tilfældet et koncernforbundet selskab, som ikke er kontraktspart i leasingaftalen, skal i skattemæssig forstand tilregnes leasingforholdet som privat kørsel. Registreringen kan ikke udlignes ved korrektion imellem selskaberne.

Retten finder, at allerede fordi A ifølge kørselsregnskabet løbende har foretaget erhvervsmæssige kørsler for et selskab, som ikke var kontraktspart i splitleasingaftalen, har A ikke opfyldt sine forpligtelser for at opnå skattefritagelse for fri bil under splitleasingarrangementet i årene 20152017. Skatteministeriet frifindes derefter i dette forhold.

Ejendomsværdiskat for ejendommen, Y1-adresse, i perioden fra den 1. januar 2017 til den 31. maj 2017

Ved erhvervelse af en bolig anses ejendommen for at tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand fra overtagelsesdagen. Hvis indflytning sker senere end overtagelsesdagen, træder indflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1.

Af forarbejderne til ejendomsværdiskattelovens § 11, jf. LFF nr. 100 af den 8. februar 2002 fremgår bl.a., at formålet med bestemmelsen er at sikre, at ejere af en fast ejendom, der flytter fra en ejendom til en anden, ikke skal betale dobbelt ejendomsværdiskat. Det fremgår videre, at det forekommer urimeligt, at der kan opstå en periode, hvor en uheldig husejer, der ikke kan få solgt sin gamle bolig, både skal betale ejendomsværdiskat af den gamle og nye bolig samtidig, og at hensynet til de administrative systemer bør ikke veje tungere end hensynet til den enkelte skatteyders situation.

I flyttesituationerne betyder det, at der alene skal betales ejendomsværdiskat af den gamle bolig indtil udflytningen, og at ejendomsværdiskat af den nye bolig først skal betales fra indflytningen.

Det fratager ikke skatteyderen muligheden for at undgå dobbelt ejendomsværdibeskatning, at den bolig, skatteyder fraflytter, har status som sommerbolig. Det fremgår bl.a. af Den juridiske vejledning C.H.3.5.4, at når det skal afgøres, om der er betales ejendomsværdiskat før indflytning i forbindelse med køb og salg, skal der lægges vægt på ejendommenes faktiske anvendelse. Klassifikationen ved ejendomsvurderingen er kun vejledende. Det er dog afgørende, at der er pligt til betaling af ejendomsværdiskat på begge ejendomme for samme person.

Retten lægger til grund, at A er flyttet ind i ejendommen i Y12-by den 1. juni 2017, og A er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 4. pkt. A har ubestridt anvendt den bolig, han fraflyttede som helårsbolig og svaret ejendomsværdiskat. A skal derfor ikke betale ejendomsværdiskat af ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Henset til sagens forløb og udfald hæver retten sagens omkostninger, således at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes overfor As påstand om, at As skatteansættelser for indkomståret 2015 nedsættes med kr. 116.394, indkomståret 2016 nedsættes med kr. 279.347 og indkomståret 2017 nedsættes med kr. 165.146.

A skal ikke betale ejendomsværdiskat for ejendommen Y1-adresse for perioden 1. januar til 31. maj 2017.

Hver part bærer egne omkostninger.