Dokumentets metadata

Dokumentets dato:05-01-2022
Offentliggjort:26-09-2022
SKM-nr:SKM2022.456.BR
Journalnr.:2-1498/2022
Referencer.:Skattekontrolloven
Dokumenttype:Dom


Straf - rådgiver - advokat - dødsbo-selvangivelse - aktieavance

T var tiltalt for groft uagtsomt, på vegne af et dødsbo, at have afgivet urigtige oplysninger til brug for skatteberegningen, idet aktieavance på 908.185 kr. ikke blev medtaget i boets selvangivelse, hvorved det offentlige blev unddraget 238.395 kr. i skat.

T nægtede sig skyldig. T forklarede, at han, i medfør af sit erhverv som advokat udfyldte og indleverede boets selvangivelse. T anførte en håndskrevet note til feltet "aktieindkomst", hvori han skrev; "eventuel avance eller tab kan ikke beregnes, da anskaffelsessummen ikke kendes…".

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Retten lagde bl.a. vægt på, at T, der forestod behandlingen af boet i medfør af sit professionelle erhverv som advokat burde have undersøgt reglerne på området, inden han indgav boets selvangivelse.

Byretten idømte T en bøde på 10.000 kr. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på praksis, når en rådgiver har handlet groft uagtsomt, beløbets størrelse, at T ikke har opnået egen vinding, og at beløbet efterfølgende er blevet betalt til det offentlige.


Parter

Anklagemyndigheden

mod

T cpr-nummer (red. cpr. nr. fjernet)

Anklageskrift er modtaget den 7. oktober 2021.

Afgørelse truffet af dommerfuldmægtig

Katja Beck

T er tiltalt for

overtrædelse af skattekontrollovens 82, stk. 3, jf. stk 1, jf. tidligere skattekontrollov 13, stk. 2, jf. stk. 1,

ved groft uagtsomt på vegne af boet efter PT, at have afgivet urigtige oplysninger til brug for skatteberegningen, idet avance ved salg af aktier på 908.185,00 kr. ikke var medtaget i boselvangivelsen den l . september 2016, hvorved det offentlige blev unddraget 238.395,00 kr. i skat.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bøde.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er under sagen afgivet forklaringer af T og af vidnet NJ. Forklaringerne gengives ikke.

Der har været fremlagt SKATs breve til tiltalte af henholdsvis 21. juli 2016, 29. november 2016, 29. november 2017, 18. januar 2018 og 28. maj 2018, selvangivelse af l. september 2016, e-mailkorrespondance mellem tiltalte og NJ henholdsvis den 5. og 6. september 2016 samt den 7. og 8. november 2016, e-mail af 23. november 2016 fra tiltalte til SKAT vedhæftet korrigeret selvangivelse af 21. november 2016 samt brev af 9. januar 2020 fra (red. politikreds fjernet) Politi til tiltalte, hvor tiltalte sigtes for overtrædelse af skattekontrollovens 13.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter forklaringerne i sagen, der støttes af det i øvrigt oplyste, lægges det som ubestridt til grund, at tiltalte forestod bobehandlingen af boet efter PT i medfør af sit erhverv som advokat, og at tiltalte i den forbindelse udfyldte og indleverede selvangivelse for boet til skattemyndighederne den l . september 2016. Det lægges endvidere som ubestridt til grund, at tiltalte ved udfyldelsen af selvangivelsen ikke anførte avance ved salg af aktier, men i stedet anførte en håndskrevet note til feltet 'aktieindkomst', hvori tiltalte skrev; 'eventuel avance eller tab kan ikke beregnes, da anskaffelsessummen ikke kendes efter de i boet foreliggende oplysninger', hvorved boets avance ved salg af aktier på 908.185 kr. ikke var medtaget, og hvorved det offentlige blev unddraget 238.395 kr. i skat. Det lægges endelig som ubestridt til grund, at skattemyndighederne herefter bad tiltalte fremsende en korrigeret selvangivelse med opgørelse af boets aktieavance, og at tiltalte herefter kontaktede en revisor, der udarbejdede og fremsendte en korrigeret selvangivelse med opgørelse af boets aktieavance, som tiltalte på opfordring fra skattemyndighederne undskrev og fremsendte den 23. november 2016 til skattemyndighederne.

Tiltalte har forklaret, at han ikke havde en anelse om, at boet havde en aktieavance, da han underskrev boets selvangivelse. Dette gik først op for ham, da han havde en efterfølgende korrespondance med NJ herom. Han undersøgte herefter forholdet og handlede på det med det samme. Han fik vejledning af NJ om at finde aktiekursen, og herefter antog han en revisor betalt af boet til at undersøge det. Men før vejledningen fra NJ vidste han ikke, hvordan han skulle gøre det. Og han mener heller ikke, at han havde pligt til det. Han blev bekendt med, at der var oplysninger om afdødes aktieavance i afdødes offentlige skattemappe, men han ikke kunne se avancen, og han vidste ikke bedre i forbindelse med udfyldelse af selvangivelsen.

Henset til tiltaltes egen forklaring og til det forhold, at tiltalte har forestået behandlingen af boet efter PT i medfør af sit professionelle erhverv som advokat, burde tiltalte have undersøgt og sat sig ind i reglerne på området, inden han indgav boets selvangivelse. Tiltalte findes på denne baggrund at have handlet groft uagtsomt, og det er herefter bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i den rejste tiltale.

Forældelsesfristen for overtrædelse af skattelovgivningen, hvorved der kan opnås uberettiget vinding, er 5 år, jf. straffelovens 93, stk. 2, nr. 2. Forældelsesfristen afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, jf. straffelovens 94, stk. 5. Tiltalte fremsendte den urigtige selvangivelse til skattemyndighederne den l . september 2016, og da SKAT sigtede tiltalte ved brev af 29. november 2017 for overtrædelse af skattekontrollovens 13 ved at have indsendt urigtig selvangivelse for boet efter PT, blev forældelsesfristen dermed afbrudt. Forholdet er derfor ikke forældet.

Efter praksis fastsættes bøden i størrelsesordenen mellem 5.000 - 50.000 kr., hvor en rådgiver har handlet groft uagtsomt. Henset til beløbets størrelse, at tiltalte ikke har opnået egen vinding, og at beløbet efterfølgende er betalt til det offentlige, fastsættes bøden skønsmæssigt til 10.000 kr., jf. skattekontrollovens 82, stk. 3, jf. stk. I , jf. tidligere skattekontrollov 13, stk. 2, jf. stk. 1.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Det forhold, at tiltalte tog forbehold for eventuel aktieavance ved udfyldelsen og indsendelsen af boets selvangivelse, og at tiltalte har forklaret, at han ikke kendte til reglerne på området, samt det forhold, at tiltalte pådrog sig en hovedskade, efter han påtog sig bobehandlingen, udgør ikke formildende omstændigheder og kan ikke føre til et andet resultat.

Thi kendes for ret:

T skal betale en bøde på 10.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i IO dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.