Dokumentets metadata

Anpartshaverlån - Overdragelse af fordring til selskab

Sagen angik et bindende svar om, hvorvidt en overdragelse af et sælgerpantebrev fra klageren til klagerens selskab var omfattet af ligningslovens § 16 E. I forbindelse med klagerens skilsmisse udstedte klagerens tidligere ægtefælle et sælgerpantebrev til klageren. Klageren overdrog efterfølgende sælgerpantebrevet til sit selskab. Skatterådet fandt, at der ved overdragelsen opstod et lån omfattet af ligningslovens § 16 E. Det var Skatterådets opfattelse, at klageren skulle stilles på samme måde, som hvis klagerens selskab havde lånt penge til klagerens tidligere ægtefælle, og at der ved overdragelsen opstod et indirekte lån til klageren. Landsskatteretten var enig i, at der ved overdragelsen af sælgerpantebrevet til selskabet opstod et låneforhold mellem klagerens tidligere ægtefælle og selskabet. Da klageren ikke længere var gift med den tidligere ægtefælle, fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at anse lånet for et indirekte lån til klageren, eller i øvrigt for omfattet af ligningslovens § 16 E. Landsskatteretten ændrede således Skatterådets afgørelse.

Skatterådet har besvaret anmodning om bindende svar på følgende spørgsmål:

"Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke opstår et skattepligtigt anpartshaverlån, jf. ligningslovens

§ 16 E, såfremt A (kreditor) overdrager sælgerpantebrev udstedt af tidligere ægtefælle B (debitor) til det af ham 100 % ejede selskab H1?"

Med "Nej".

Landsskatteretten ændrer Skatterådets afgørelse, således at spørgsmålet besvares med "Ja".

Faktiske oplysninger
Klageren er direktør og eneanpartshaver i H1 ApS.

Klagerens repræsentant har på vegne af klageren ved anmodning af 19. marts 2021 bedt om bindende svar på ovennævnte spørgsmål.

Af anmodningen om bindende svar fremgår bl.a.:

"A har siden stiftelsen den 18. marts 2019 ejet 100% af anpartskapitalen i H1 ApS.

A blev gift med B, CPR-nr. […] den […] 2012. Ægteparret indgav ansøgning om skilsmisse til Familiehuset den […] 2020 - og ægteparret blev skilt den […] 2020. Det skal for god ordens skyld bemærkes, at ægteparret ikke var separeret forud for skilsmissen.

Den 31. december 2020 indgik A og B bodelingsoverenskomst i anledning af skilsmissen. Som led i bodelingen blev parrets bolig beliggende Adresse Y1, By Y1 udlagt til B med virkning fra den 1. februar 2021. Parret var enige om, at ejendommen repræsenterede en værdi på 8.150.000 kr., og at friværdien i ejendommen kunne opgøres til ca. 5,6 mio. kr. - fordelt med ca. 2,8 mio. kr. til hver af parterne.

Med henblik på, at overtage A's ideelle andel af ejendommen - udstedte B et sælgerpantebrev på 1.500.000 kr. Pantebrevet er afdragsfrit og forrentes med en årlig rente på 2,25%. Renterne betales ikke løbende, men tillægges hovedstolen ved en årlig rentetilskrivning pr. 1. februar.

Fra debitors side kan pantebrevet skriftligt opsiges til hel eller delvis indfrielse uden varsel. Pantebrevet er uopsigelig for kreditor frem til den 1. februar 2031 - dog forfalder pantebrevet til fuld indfrielse i forbindelse med ejerskifte.

Kopi af sælgerpantebrevet og bodelingsoverenskomsten af 31. december 2020 vedlægges som bilag.

A er i forbindelse med skilsmissen flyttet og bor nu på Adresse Y2, By Y1.

Nærværende anmodning om bindende svar skal ses i lyset af, at A overvejer at overdrage det af B udstedte pantebrev til H1 ApS. Efter overdragelsen vil H1 ApS (kreditor) opnå et tilgodehavende på B (debitor) i henhold til pantebrevsvilkårene.

Med det bindende svar ønskes det således afklaret, om selskabets tilgodehavende på B er udtryk for et skattepligtigt aktionærlån for A omfattet af ligningslovens § 16E.

Skattestyrelsen kan ved besvarelsen af det stillede spørgsmål lægge til grund, at overdragelsen af pantebrevet vil ske på markedsvilkår, jf. ligningslovens § 2."

Af den fremlagte bodelingsoverenskomst fremgår, at klagerens tidligere ægtefælle udtager parrets tidligere fælles bopæl, Adresse Y1. Parterne er enige om at lægge en værdi af ejendommen på 8.150.000 kr. til grund. Klageren skulle herved godtgøres halvdelen af friværdien i ejendommen, svarende til 2.804.026,22 kr. Heraf skulle udstedes et pantebrev med sikkerhed i ejendommen for 1.500.000 kr.

Det fremgår af det fremlagte pantebrev, at det er sælgerpantebrev med klagerens tidligere ægtefælle angivet som debitor og klageren som kreditor. Det fremgår desuden, at der ikke skal ske afdrag på pantebrevet, at der årligt tilskrives renter med 33.750 kr., og at pantebrevet er uopsigeligt fra kreditors side indtil den 1. februar 2031.

Skatterådets afgørelse
Skatterådet har besvaret spørgsmålet med "Nej".

Af begrundelsen fremgår følgende:

"Rådgiver har oplyst, at sælgerpantebrevet er afdragsfrit og forrentes med en årlig rente på 2,25 pct. Renterne tillægges hovedstolen ved en årlig rentetilskrivning. Debitor kan skriftligt opsige pantebrevet til hel eller delvis indfrielse uden varsel. Pantebrevet er uopsigeligt for kreditor frem til d. 1. februar 2031 - dog forefalder pantebrevet til fuld indfrielse i forbindelse med ejerskifte.

Det fremgår af ligningslovens § 16 E, stk. 1, at hvis et selskab direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler som hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af ligningslovens § 2. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsstillelser og på midler, der stilles til rådighed, jf. ligningslovens § 16 E, stk. 1, 3. pkt.

Det fremgår af bilag 14 til lovforslag L199 om ligningslovens § 16 E, at:

"Ordlyden "direkte eller indirekte stiller midler til rådighed for, yder lån eller stiller sikkerhed for" er inspireret af ordlyden i selskabslovens § 210. Formålet hermed er, at der skal anvendes en bred fortolkning af området for skattepligtige lån på linje med ulovlige aktionærlån, uden at dette nødvendigvis medfører, at fortolkningen af de to lovbestemmelser altid vil være ens."

og

"Der kan derfor ikke gives en udtømmende beskrivelse af, hvilke dispositioner, der vil være omfattet af beskatningen. Midler stillet til rådighed vil f.eks. omfatte aftaler, hvor det efter vilkårene kan være usikkert, om der formelt set foreligger et låneforhold. Der kan også være tale om situationer, hvor det kontrollerede selskab på anden måde end ved egentlige udlån eller sikkerhedsstillelse medvirker til, at aktionæren får udbetalt løn eller udbytte i anden form."

og

"Tilsvarende kan der ikke gives en udtømmende beskrivelse af, hvad "direkte eller indirekte" ydelse af lån m.v. omfatter. Retningsgivende for fortolkningen vil være, om det beherskede selskab finansierer aktionæren på anden måde end ved udbetaling af løn eller udbytte."

Skatteretlig praksis vedrørende midler stillet til rådighed er sparsom. I SKM2019.377.ØLR havde hovedaktionærens selskab ydet et ulovligt aktionærlån til hovedaktionærens hustru. Dette lån skulle indfries, og hustruen lånte ved en låneaftale af 10. september 2012 3,5 mio. kr. af et uafhængigt selskab. Samme dag lånte det pågældende selskab 3,5 mio. kr. af hovedaktionærens selskab. Hovedaktionæren og ejeren af det uafhængige selskab var venner og gamle kolleger.

Byretten havde lagt til grund, at de to låneaftaler var indbyrdes afhængige, og at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for det uafhængige selskabs udlån til hustruen. Der blev lagt vægt på, at lånet til hustruen var ydet på usædvanlige vilkår, og at det uafhængige selskab af likviditetsmæssige grunde ikke kunne yde lånet til hustruen, medmindre selskabet samtidig kunne låne et tilsvarende beløb af skatteyderens selskab, hvorfor midlerne i realiteten kom fra dette selskab.

Østre Landsret tiltrådte med nogle yderligere bemærkninger, og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, at lånekonstruktionen er omfattet af ligningslovens § 16 E, stk. 1, jf. § 2, idet hovedaktionærens selskab reelt havde stillet midler til rådighed for hustruen. Landsretten anførte, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det andet selskab ikke havde en sådan forbindelse som nævnt i ligningslovens § 2 med hverken hovedaktionæren eller hans hustru, idet bestemmelsen udtrykkeligt også omfatter situationer, hvor midler stilles indirekte til rådighed.

I SKM2019.377.ØLR stillede selskabet således via et låneforhold til en tredjepart midler til rådighed for indfrielse af en gæld til selskabet.

Det fremgår som ovenfor nævnt af bilag 14 til lovforslag L199 om ligningslovens § 16 E, at:

"Ordlyden "direkte eller indirekte stiller midler til rådighed for, yder lån eller stiller sikkerhed for" er inspireret af ordlyden i selskabslovens § 210".

Skattestyrelsen har derfor søgt inspiration i den selskabsretlige fortolkning af begrebet "stiller midler til rådighed".

Det fremgår af Vestre Landsrets kendelse i UfR 1999, 1429 V vedrørende den selskabsretlige fortolkning af forbuddet mod selvfinansiering i Selskabslovens § 206, at:

"Ved en sammenligning af den danske udgave af artikel 23, stk. 1, med f.eks. den tyske, engelske, franske og svenske udgave synes der at være overensstemmelse i formuleringerne af forbudet mod: »at yde lån eller stille sikkerhed med henblik på tredjemands erhvervelse af (selskabets) aktier«. Derimod synes der ved ordene: »stille midler til rådighed« i den danske udgave at være valgt en anden formulering end i de øvrige landes sprogudgaver, der vel nærmest kan oversættes til et forbud mod at yde forskud."

Det fremgår desuden af Selskabsloven med kommentarer, 3. udgave, 2018, side 861, til Selskabslovens § 206, at:

"Det skal i relation til ordlyden af den oprindelige direktivbestemmelse nævnes, at på flere sprog var "stille midler til rådighed" anført som "yde forskud". Det må antages, at det danske begreb "stille midler til rådighed" formentlig er noget bredere end begrebet "yde forskud". Lovbestemmelsen kunne dog ikke fortolkes ud fra "yde forskud", da der dels skulle tages udgangspunkt i den officielle oversættelse af direktivet, dels fordi, der ikke var noget, som hindrede medlemslandene i en mere vidtgående regulering end kravet i direktivet."

Det fremgår dog også af Selskabsloven med kommentarer, 3. udgave, 2018, side 861, til Selskabslovens § 210, at:

"§ 210 bygger ikke på en bestemmelse i de selskabsretlige direktiver, og bestemmelsen har således ikke til formål at gennemføre EU-retlige krav i dansk selskabsret."

Der er således kun et sparsomt grundlag til vurdering af, hvad begrebet "midler, der stilles til rådighed" omfatter.

Det fremgår af sælgerpantebrevet, at lånet er afdragsfrit for As tidligere ægtefælle, ligesom det fremgår, at lånet er uopsigeligt for A frem til d. 1. februar 2031.

Et selskab kan som udgangspunkt købe et aktiv af tredjemand på markedsvilkår, uden at det udløser beskatning af aktionæren. Det gælder dog ikke, hvis aktivet er en fordring på aktionæren, idet der herved etableres et aktionærlån omfattet af ligningslovens § 16 E, medmindre selskabet er et pengeinstitut og der er tale om et sædvanligt lån fra pengeinstitutter.

Er det omvendt aktionæren, der ejer et aktiv, kan han ligeledes som udgangspunkt sælge sit aktiv til sit selskab til markedsværdien, ligesom det vil være tilfældet, hvis han overdrager aktivet til en tredjemand.

Sælgerpantebrevet er et aktiv, men ved overdragelsen af sælgerpantebrevet til selskabet etableres der et låneforhold mellem selskabet og As tidligere ægtefælle samtidig med, at markedsværdien af sælgerpantebrevet udbetales til A.

A stilles derved på samme måde, som hvis hans selskab havde lånt penge til As tidligere ægtefælle til at betale et ekstraordinært afdrag på sin gæld til A.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hvis et selskab yder lån til sin aktionærs private debitorer med henblik på, at disse kan yde forskud i tilbagebetalingen af deres gæld til aktionæren, er dette omfattet af ligningslovens § 16 E, medmindre selskabet er et pengeinstitut og der er tale om sædvanlige lån fra pengeinstitutter. Det er desuden Skattestyrelsens opfattelse, at A overdragelse af sin fordring til selskabet må sidestilles med denne situation.

As selskab stiller således reelt midler til rådighed for A, idet selskabet ved overdragelsen finansierer A på anden måde end ved udbetaling af løn eller udbytte.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at såfremt A overdrager sælgerpantebrevet udstedt af hans tidligere ægtefælle til det af ham 100 pct. ejede selskab H1 ApS, er dette omfattet af ligningslovens § 16 E."

Skattestyrelsen har udtalt følgende til klagen:

"1. Rådgiver anfører på side 5 i klagen, at:
Set i lyset af, at der efter lovens ordlyd og forarbejder ikke gælder nogen begrænsninger i H1 ApS' s mulighed for at udlåne penge til den tidligere ægtefælle B ‐ og heller ikke nogen begrænsninger i Bs dispositionsret over et evt. låneprovenu, jf. vores redegørelse under afsnittet "Sagens juridiske forhold" fremstår Skatterådets bindende svar stærkt overraskende.

Vi må i forlængelse heraf også erkende, at vi har meget vanskeligt ved at få øje på "den røde tråd" i Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet. Bl.a. redegør Skattestyrelsen detaljeret for Østre Landsrets præmisser i SKM2019.377.ØLR selvom det fremstår som åbenbart for os, at sagen ikke har nogen relevans i forhold til den konkrete sag ‐ overhovedet."

Skattestyrelsen bemærker hertil, at i SKM2019.377.ØLR havde et selskab ydet lån til et uafhængigt selskab, som samme dag tilflød hovedaktionærens hustru. Landsretten fandt, at selskabet reelt havde stillet midler til rådighed for hustruen.

Landsretten anførte, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det andet selskab ikke havde en sådan forbindelse som nævnt i ligningslovens § 2 med hverken hovedaktionæren eller hans hustru, idet bestemmelsen udtrykkeligt også omfatter situationer, hvor midler stilles indirekte til rådighed.

I SKM2019.377.ØLR stillede selskabet således via et låneforhold til en uafhængig tredjepart midler til rådighed for indfrielse af en gæld til selskabet.

Landsrettens dom illustrerer således, at et lån er omfattet af ligningsloven § 16 E, selvom lånet i første omgang ydes til en uafhængig låntager, hvis låneprovenuet herved indirekte stilles til rådighed for hovedaktionæren.

2. Rådgiver anfører på side 5 i klagen, at:
"Vi er enige med Skattestyrelsen i, at der i ligningslovens § 16 E og forarbejderne hertil ikke findes en udtømmende beskrivelse af, hvad der menes med "direkte eller indirekte" ydelse af lån m.v. Men vi har meget svært ved at se relevansen af Skattestyrelsens selskabsretlige redegørelse i øvrigt, ligesom vi har svært ved at se hvad det egentligt er Skattestyrelsen udleder af afgørelsen?"

Skattestyrelsen bemærker hertil, at det som anført i indstillingen fremgår af bilag 14 til lovforslag L199 om ligningslovens § 16 E, at ordlyden "direkte eller indirekte stiller midler til rådighed for, yder lån eller stiller sikkerhed for" er inspireret af ordlyden i selskabslovens § 210. Formålet hermed er, at der skal anvendes en bredfortolkning af området for skattepligtige lån på linje med ulovlige aktionærlån, uden at dette nødvendigvis medfører, at fortolkningen af de to lovbestemmelser altid vil være ens.

Det fremgår desuden af indstillingen, at skatteretlig praksis vedrørende midler stillet til rådighed er sparsom.
Skattestyrelsen har derfor søgt inspiration i den selskabsretlige fortolkning af begrebet "stiller midler til rådighed".
Den omtalte Vestre Landsretsdom og Selskabsloven med kommentarer illustrerer, at "stiller midler til rådighed" bl.a. kan forstås som "yde forskud", hvilket må sidestilles med, at A overdrager sin fordring til selskabet og får markedsværdien af fordringen udbetalt.

3. Rådgiver anfører på side 6 i klagen, at:
"Vi er fuldstændig enige med Skattestyrelsen i, at en hovedaktionær kan sælge et aktiv til sit selskab på markedsvilkår på samme måde som han kan overdrage aktivet til tredjemand. Vi stiller os derfor forundrede over, at Skattestyrelsen i sin indstilling kan komme til den konklusion, at der i den konkrete sag er grundlag for at fravige dette udgangspunkt. En fravigelse må således kvalificeres som en delvis tilsidesættelse af ligningslovens § 2 ‐ og må som følge heraf kræve klar lovhjemmel. Hvor findes lovhjelmen til denne fravigelse?"

Som det fremgår, vil det efter Skattestyrelsens opfattelse "være retningsgivende for fortolkningen, om det beherskede selskab finansierer aktionæren på anden måde end ved udbetaling af løn eller udbytte". Vi har helt grundlæggende meget svært ved at forstå, at overdragelse af ejendomsretten til et økonomisk aktiv fra en hovedaktionær til et af hovedaktionæren 100 % ejet selskab på markedsvilkår kan være udtryk for "direkte eller indirekte ydelse af lån mv." til hovedaktionæren."

Skattestyrelsen bemærker hertil, at der ikke er tale om en tilsidesættelse af ligningslovens § 2 om handler på markedsvilkår, men derimod en anvendelse af ligningslovens § 16 E om midler, der stilles til rådighed. Anvendelsen af ligningslovens § 16 E skyldes, at der ved overdragelsen af sælgerpantebrevet til selskabet etableres et låneforhold mellem selskabet og As tidligere ægtefælle samtidig med, at markedsværdien af sælgerpantebrevet udbetales til A, hvorved selskabet finansierer A på anden måde end ved udbetaling af løn eller udbytte.

Skattestyrelsen bemærker desuden, at det ikke blot er Skattestyrelsens opfattelse, at "Retningsgivende for fortolkningen vil være, om det beherskede selskab finansierer aktionæren på anden måde end ved udbetaling af løn eller udbytte." Dette fremgår tillige af bilag 14 til lovforslag L199 om ligningslovens § 16 E.

4. Rådgiver anfører på side 6 i klagen, at:
"Det er udtryk for en juridisk fejlslutning, når Skattestyrelsen i den konkrete sag kan komme til den konklusion, at betaling af købesummen som led i indgåelse af en købsaftale ‐ er at sidestille med "direkte eller indirekte ydelse af lån", jf. ligningslovens § 16E. Det er det ikke ‐ det er vederlag for et aktiv som sælges til selskabet."

Skattestyrelsen bemærker hertil, at selskabets betaling af vederlag for et aktiv, som sælges til selskabet, ikke udelukker, at dispositionen kan være omfattet af ligningslovens § 16 E. Det fremgår f.eks. af bemærkningerne til ligningslovens § 16 E, at "lån kan f.eks. opstå ved, at selskabet overtager en fordring mod en aktionær, køber et pantebrev udstedt af en aktionær eller låner til nærtstående personer, f.eks. ægtefæller eller børn."

5. Rådgiver anfører på side 7 i klagen, at:
"Vi har i afsnittet "Sagens juridiske forhold" foretaget en ordlydsfortolkning af ligningslovens § 16E set i lyset af ligningslovens § 2, stk. 2 ‐ og her påvist, at B som fraskilt ægtefælle ikke anses som nærtstående i forhold til H1 ApS. På baggrund heraf kan det udledes, at et direkte udlån fra H1 ApS til A' fraskilte ægtefælle B aldrig kan være et skattepligtigt aktionærlån. Og dette gælder uanset om B måtte vælge af anvende låneprovenuet til at indfri sit lån til A. Der er således ikke juridiske holdepunkter ‐ i hverken lovens ordlyd eller i lovens forarbejder ‐ for det af Skattestyrelsen indtagne synspunkt om, at der skulle være begrænsninger i Bs mulighed for at anvende låneprovenuet."

Skattestyrelsen bemærker hertil, at anvendelsen af låneprovenuet netop var udslagsgivende i afgørelsen offentliggjort som SKM2019.377.ØLR."

Klagerens opfattelse
Repræsentanten har nedlagt påstand om, at spørgsmålet besvares med "Ja".

Til støtte herfor er anført:

"Vi må erkende, at vi stiller os uforstående overfor Skatterådets besvarelse af det stillede spørgsmål. Efter vores opfattelse savner Skatterådets afgørelse lovhjemmel. Vi skal som følge heraf nedlægge påstand om, at Landsskatteretten ændrer besvarelsen af det stillede spørgsmål til "JA".

(…)

Set i lyset af, at der efter lovens ordlyd og forarbejder ikke gælder nogen begrænsninger i H1 ApS' s mulighed for at udlåne penge til den tidligere ægtefælle B - og heller ikke nogen begrænsninger i Bs dispositionsret over et evt. låneprovenu, jf. vores redegørelse under afsnittet "Sagens juridiske forhold" fremstår Skatterådets bindende svar stærkt overraskende.

Vi må i forlængelse heraf også erkende, at vi har meget vanskeligt ved at få øje på "den røde tråd" i Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet. Bl.a. redegør Skattestyrelsen detaljeret for Østre Landsrets præmisser i SKM2019.377.ØLR selvom det fremstår som åbenbart for os, at sagen ikke har nogen relevans i forhold til den konkrete sag - overhovedet.

I forlængelse heraf redegør Skattestyrelsen for de selskabsretlige regler på området med henvisning til Vestre Landsrets præmisser i UfR 1999, 1429 V og Selskabsloven med kommentarer, 3. udgave, 2018. Vi er enige med Skattestyrelsen i, at der i ligningslovens § 16 E og forarbejderne hertil ikke findes en udtømmende beskrivelse af, hvad der menes med "direkte eller indirekte" ydelse af lån m.v. Men vi har meget svært ved at se relevansen af Skattestyrelsens selskabsretlige redegørelse i øvrigt, ligesom vi har svært ved at se hvad det egentligt er Skattestyrelsen udleder af redegørelsen?

Enkelte lyspunkter findes der dog i Skattestyrelsens indstilling. I indstillingen anføres det bl.a.:

"Er det omvendt aktionæren, der ejer et aktiv, kan han ligeledes som udgangspunkt sælge sit aktiv til sit selskab til markedsværdien, ligesom det vil være tilfældet, hvis han overdrager aktivet til en tredjemand."

Vi er fuldstændig enige med Skattestyrelsen i, at en hovedaktionær kan sælge et aktiv til sit selskab på markedsvilkår på samme måde som han kan overdrage aktivet til tredjemand. Vi stiller os derfor forundrede over, at Skattestyrelsen i sin indstilling kan komme til den konklusion, at der i den konkrete sag er grundlag for at fravige dette udgangspunkt. En fravigelse må således kvalificeres som en delvis tilsidesættelse af ligningslovens § 2 - og må som følge heraf kræve klar lovhjemmel. Hvor findes lovhjelmen til denne fravigelse?

Som det fremgår, vil det efter Skattestyrelsens opfattelse "være retningsgivende for fortolkningen, om det beherskede selskab finansierer aktionæren på anden måde end ved udbetaling af løn etter udbytte". Vi har helt grundlæggende meget svært ved at forstå, at overdragelse af ejendomsretten til et økonomisk aktiv fra en hovedaktionær til et af hovedaktionæren 100 % ejet selskab på markedsvilkår kan være udtryk for "direkte eller indirekte ydelse af lån mv." til hovedaktionæren.

Vi skal til støtte herfor anføre, at Skattestyrelsens forslag formentlig er udtryk for en sammenblanding af almindeligt forekommende juridiske begreber. I den almindelige obligationsret er der således afgørende forskel på:
1. En låneaftale og
2. En købsaftale

Ad. 1 Lån
Juridisk set defineres et pengelån som en gensidigt bebyrdende aftale, hvor den ene part, långiver/kreditor, udlåner et pengebeløb til den anden part, låntager/debitor. Ved aftalen påtager låntager/debitor sig en forpligtelse til at tilbagebetalte lånets hovedstol efter nærmere aftale. Pengelån ydes typisk mod et vederlag i form af en løbende rentebetaling i lånets løbetid og/eller oprettelsesgebyr.

Ad. 2 Købsaftale
En købsaftale er en gensidigt bebyrdende kontrakt. Ved købsaftalen overdrager sælger ejendomsretten til et formuegode (f.eks. en fast ejendom, en løsøregenstand, en fordring eller en immaterialret) til køber. Købers modydelse er forpligtelsen til at betale købesummen for formuegodet. Med andre ord, er det et juridisk særkende ved en købsaftale at man som sælger af et formuegode naturligvis skal have betaling herfor.

Som det fremgår, er både en låneaftale og en købsaftale gensidigt bebyrdende kontrakter i obligationsretlig forstand. Den væsentligste forskel på de to aftaler er, at ejendomsretten til formuegodet overgår fra sælger til køber ved indgåelse af en købsaftale. Det gør ejendoms retten ikke ved en låneaftale. Her skal låntager derimod tilbagebetale lånets hovedstol ved låneaftales udløb. Modydelsen ved at have låneprovenuet stillet til rådighed sker typisk ved, at låntager betaler en løbende rente til långiver.

Ved vurdering af nærværende sag er det nødvendigt at holde styr på disse to helt grundlæggende forskellige obligationsretlige definitioner.

Såfremt en hovedaktionær ønsker at overdrage ejendomsretten til et formuegode (f.eks. en fast ejendom, en løsøregenstand, en fordring eller en immaterialret) til et af ham kontrolleret selskab, skal han naturligvis vederlægges herfor på markedsvilkår. Dette følger af den i dansk skatteret helt grundlæggende bestemmelse i ligningslovens § 2. Som sælger af et formuegode er hovedaktionæren med andre ord berettiget til at oppebære en betaling fra selskabet. Efter ligningslovens § 16E anses "direkte eller indirekte ydelse af lån mv." som en hævning uden tilbagebetalingspligt. Det er udtryk for en juridisk fejlslutning, når Skattestyrelsen i den konkrete sag kan komme til den konklusion, at betaling af købesummen som led i indgåelse af en købsaftale - er at sidestille med "direkte etter indirekte ydelse af lån", jf. ligningslovens § 16E. Det er det ikke - det er vederlag for et aktiv som sælges til selskabet.

Som et afgørende argument for at anse overdragelsen af sælgerpantebrevet som "et maskeret aktionærlån" anfører Skattestyrelsen:
"A stilles derved på samme måde, som hvis hans selskab havde lånt 1.500.000 kr. til As tidligere ægtefælle til at betale sin gæld til A."

Vi forstår Skattestyrelsens argument således, at A efter Skattestyrelsens opfattelse skulle beskattes efter ligningslovens § 16E - såfremt H1 ApS ydede et lån på 1.500.000 kr. til A' fraskilte ægtefælle B, hvorefter B anvendte låneprovenuet til at indfri sin gæld til A.

Af ligningslovens § 16E, stk. 1 fremgår det, at et lån ydet af et selskab anses som en hævning uden tilbagebetalingspligt - forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse som nævnt i ligningslovens § 2. Modstykket hertil er således, at et lån ydet af et selskab til en lån tager, der ikke er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 2, ikke anses som en hævning uden tilbagebetalingspligt. Et sådant udlån er med andre ord ikke udtryk for et skattepligtigt aktionærlån, jf. ligningslovens § 16E.

Vi har i afsnittet "Sagens juridiske forhold" foretaget en ordlydsfortolkning af ligningslovens § 16E set i lyset af ligningslovens § 2, stk. 2 - og her påvist, at B som fraskilt ægtefælle ikke anses som nærtstående i forhold til H1 ApS. På baggrund heraf kan det udledes, at et direkte udlån fra H1 ApS til A' fraskilte ægtefælle B aldrig kan være et skattepligtigt aktionærlån. Og dette gælder uanset om B måtte vælge af anvende låneprovenuet til at indfri sit lån til A. Der er således ikke juridiske holdepunkter - i hverken lovens ordlyd eller i lovens forarbejder - for det af Skattestyrelsen indtagne synspunkt om, at der skulle være begrænsninger i Bs mulighed for at anvende låneprovenuet.

Vi skal med henvisning til ovenstående fastholde, at det bagvedliggende retsgrundlag - herunder særligt lovens ordlyd og almindeligt forekommende juridiske begreber - helt utvetydigt understøtter, at Landsskatteretten bør besvare det i sagen stillede spørgsmål med "JA"."

Landsskatterettens afgørelse
Det følger af ligningslovens § 16 E, stk. 1, at hvis et selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber m.v. hjemmehørende i udlandet, direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af ligningslovens § 2. 1. pkt. finder ikke anvendelse på lån, der ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, på sædvanlige lån fra pengeinstitutter eller på lån til selvfinansiering som nævnt i selskabslovens § 206, stk. 2. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsstillelser og på midler, der stilles til rådighed.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 926 af 18. september 2012 og har virkning for lån, der er ydet fra og med den 14. august 2012.

Indirekte lån er ifølge ordlyden også omfattet af bestemmelsen. Af bemærkningerne til lovforslag til ligningslovens § 16 E (L199, Folketinget 2011-12) fremgår:

"En låntager, som ikke selv har bestemmende indflydelse i selskabet, men er nærtstående - f.eks. ægtefælle - til en aktionær med bestemmende indflydelse, omfattes i kraft af henvisningen til ligningslovens § 2 også af forslaget. Hvis en sådan låntager hverken er aktionær eller ansat i selskabet, kan vedkommende ikke beskattes af maskeret udbytte eller løn. En hævning uden tilbagebetalingspligt til en sådan person kan efter praksis anses for at have passeret den nærtstående aktionær med bestemmende indflydelse. I en sådan situation vil der skulle ske beskatning hos aktionæren af udbytte eller løn.
(…)

Efter den foreslåede § 16 E, stk. 1, skal der ske beskatning i de tilfælde, hvor et selskab direkte eller indirekte stiller midler til rådighed for, yder lån til eller stiller sikkerhed for en fysisk eller juridisk person, der har den i ligningslovens § 2 nævnte forbindelse til selskabet.
(…)

Bestemmelsen omfatter også lån, der ikke er ydet direkte til en aktionær.
Lån kan f.eks. opstå ved, at selskabet overtager en fordring mod en aktionær, køber et pantebrev udstedt af en aktionær eller låner til nærtstående personer, f.eks. ægtefæller eller børn."

Ved en overdragelse af pantebrevet fra klageren til selskabet, opstår der et låneforhold mellem selskabet og klagerens tidligere ægtefælle. Det er Landsskatterettens opfattelse, at der herved ikke opstår et indirekte låneforhold til klageren omfattet af ligningslovens § 16 E. Landsskatteretten finder i den forbindelse, at klageren og hans tidligere ægtefælle ikke kan anses for at være nærtstående. Der er herved henset til, at klageren og hans tidligere ægtefælle er skilt, deres formuefællesskab er afsluttet, og at deres samliv er ophørt.

Landsskatteretten bemærker i øvrigt, at der ved overdragelse af pantebrevet fra klageren til selskabet ikke stilles midler til rådighed for klageren i et forhold omfattet af ligningslovens § 16 E.

Landsskatteretten ændrer afgørelsen således at spørgsmålet besvares med "Ja".