Dokumentets metadata

Rette indkomstmodtager, indsætninger på konti, skønsmæssigt fradrag og maskeret udlodning

Sagen angik for det første, om appellanten var skattepligtig af en række indsætninger på sin konto. Indsætningerne hidrørte fra salg af skrot foretaget i privat regi og siden gennem registreret virksomhed. Appellanten gjorde gældende, at det var hendes samlever, der havde drevet virksomheden, og at hun derfor ikke var rette beskatningssubjekt.

Sagen angik videre, om der var grundlag for at tilsidesætte størrelsen af et skønsmæssigt fastsat fradrag, og om der var grundlag for at fastsætte endnu et skønsmæssigt fradrag. Endelig angik sagen, om appellanten var skattepligtig af en række overførsler fra sit selskab til sin svigermor. Skatteministeriet blev for byretten frifundet.

Landsretten fandt indledningsvist, at også samlevende gennem mange år har et væsentligt interessesammenfald, og landsretten stadfæstede herefter byrettens dom i henhold til dens grunde (SKM2021.604.BR).

Landsretten lagde således til grund, at appellanten både før og efter selskabsstiftelsen vidste eller burde have vidst, at hendes samlever brugte hendes konto til skrothandlen, og at hun accepterede dette. Appellanten var desuden efter selskabsstiftelsen fuldt bevidst om, at det var hendes navn og konti, der blev brugt til skrothandlen. På trods af, at det måtte anses for godtgjort, at det var sagsøgerens samlever, der udførte det praktiske arbejde med skrothandlen, måtte de omhandlede indtægter fra skrothandlen anses for at have passeret appellantens økonomi, og hun var derfor rette beskatningssubjekt.

I relation til det skønsmæssigt fastsatte fradrag stadfæstede landsretten, at der ikke var grundlag for at statuere, at fradragets størrelse førte til et åbenbart urimeligt resultat, ligesom der heller ikke var grundlag for at fastsætte yderligere skønsmæssige fradrag.

Endelig stadfæstede landsretten, at beløbene udbetalt fra appellantens selskab til hendes svigermor var maskeret udlodning.

Parter

A

(v/advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Maja Højholt-Nielsen ved advokatfuldmægtig Trine Haudrum Rasmussen)

Retten i Hjørring har den 26. oktober 2021 afsagt dom i 1. instans (BS49529/2020-HJO).

Afgørelsen er truffet af landsdommerne

Thomas Jønler, Henrik Bjørnager Nielsen og Chris Olesen

Påstande

Appellanten, A, har principalt nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af hendes indkomst for 2013 - 2015 ved afgørelse af 13. marts 2017 nedsættes til 0 kr.

A har subsidiært nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af hendes skatteansættelse for 2014 nedsættes med 698.768 kr. og for 2015 med 1.942.431 kr.

A har mere subsidiært nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af hendes skatteansættelse for 2013 nedsættes med 39.578 kr. og for 2014 med 570.033 kr.

A har mest subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring. JM har endvidere afgivet forklaring.

A har forklaret, at hun aldrig har drevet nogen form for erhvervsmæssig virksomhed. Der var ikke revisor inde over sagen i forbindelse med, at PS stiftede selskabet i hendes navn. Det var PS, der havde al kundekontakten. Hun har ikke på noget tidspunkt haft kontakt til kunder eller andre samarbejdspartnere i virksomheden, og hun deltog heller ikke på anden måde i virksomhedens drift. Hun kender ikke noget til skrotbranchen. Hun havde i hele perioden 2013 til 2015 fast lønmodtagerarbejde.

Hun ved ikke helt, hvorfor selskabet blev stiftet. Det var noget med, at PS ikke selv kunne drive personlig virksomhed. Det var PS, der bestemte selskabets navn, og det var ham, der tog initiativ til, at selskabet blev stiftet.

JM har forklaret, at han er ansat hos G1-virksomhed som kranfører. G1-virksomhed har handlet skrot med PS. G1-virksomhed har ham bekendt ikke handlet skrot med A. Han har aldrig mødt hende. PS er kommet med skrot hos G1-virksomhed i mange år, og man har hos G1-virksomhed opfattet det sådan, at det var PSs virksomhed, som der blev handlet skrot med. Han arbejdede på pladsen. Han havde ikke noget med faktureringen og betalingen at gøre. Han var ikke klar over, hvad PSs virksomhed hed.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

A og PS var ikke gift, men havde som samlevende gennem mange år et væsentligt interessesammenfald. Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at Skatteministeriet er frifundet. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 100.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens forløb og omfang.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 100.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.