Dokumentets metadata

Ekstraordinær genoptagelse - skattepligt - forskerskatteordningen

I forbindelse med, at appellanten i 2018 flyttede til Danmark og opnåede ansættelse ved en dansk virksomhed, ansøgte han om beskatning efter forskerskatteordningen, jf. kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Appellanten, der er Y2-landsk statsborger, havde tidligere været fuldt skattepligtig til Danmark fra 1999. Han oplyste, at han var fraflyttet til Y2-land i 2002, men han havde ikke meldt flytning og var derfor fortsat registreret som fuldt skattepligtig til og med indkomståret 2011, indtil der skete en automatiseret afregistrering af personer, som modtog grøn check, men ikke havde øvrig indkomst.

Skattestyrelsen traf afgørelse om, at han ikke kunne anvende ordningen, fordi han inden for 10 år forud for ansættelsen (i 2008-2011) havde været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk 3, nr. 1. Denne afgørelse blev ikke påklaget til Skatteankestyrelsen.

Appellanten anmodede om genoptagelse for indkomstårene 2008-2011, således at han ikke var fuldt skattepligtig for disse indkomstår 10 år forud for ansættelsen i 2018. Skattestyrelsen fandt, at der ikke kunne ske ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, jf. stk. 2, og denne afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten.

Landsretten stadfæstede byrettens dom om, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at skatteansættelsen kunne genoptages ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Landsretten henviste herved til appellantens manglende anmeldelse af flytning.

Parter

A

(v/advokat Pernille Nørkær)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Tim Holmager)

Retten i Lyngby har den 29. marts 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS1409/2020-LYN).

Afgørelse er truffet af landsdommerne

Karen Hald, Jesper Jarnit og Mads Pedersen (kst.)

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der skal ske ekstraordinær genoptagelse af hans skatteansættelser for indkomstårene 2008 til 2011.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Det fremgår af udskrift fra Det Centrale Personregister (CPR), at A den 21. januar 2013 er registreret som udrejst af Danmark pr. 1. december 2002.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring.

A har forklaret bl.a., at han i 2002 efter fire års ophold i Danmark besluttede at rejse tilbage til Y2-land. Hjemrejsen fandt formentlig sted i sidste uge af oktober eller første uge af november 2002. Inden hjemrejsen afsluttede han sine kontraktuelle forpligtelser som fodboldspiller i Danmark og opsagde lejemålet i den lejlighed i Y1-by, som han havde boet i under opholdet i Danmark. Han husker ikke, om han kontaktede de danske myndigheder for at oplyse om hjemrejsen. Han opsagde ikke sin bankkonto i Danmark, da det havde været vanskeligt at få oprettet kontoen, og han desuden forventede at vende tilbage til Danmark på et senere tidspunkt. Han anvendte efterfølgende kontoen under tre træningslejre i Danmark med et fodboldhold.

Da han vendte tilbage til Danmark i 2018, opdagede han indsættelserne fra SKAT på den danske konto, og at han var registreret som skattepligtig i Danmark efter udrejsen i 2002. Det skete i forbindelse med, at han søgte om at blive beskattet under forskerskatteordningen. Han husker ikke at have modtaget materiale fra SKAT i perioden fra 2002-2018, hvor han boede i Y2-land. Han kan se, at årsopgørelserne, som er udarbejdet efter hans udrejse, er stilet til ham på hans tidligere adresse i Y1-by, og han havde efter sin fraflytning til Y2-land ingen kontakt med de nye lejere af lejligheden. Han har heller ikke haft kontakt med de danske myndigheder i forbindelse med, at hans bopælsoplysninger blev ajourført i 2013. Han ved ikke, hvorfra myndighederne har fået kendskab til hans udrejsetidspunkt.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, har den skattepligtige adgang til at få sin skatteansættelse genoptaget senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, hvis der fremlægges oplysninger, som kan begrunde ændringen. Efter udløbet af denne frist kan der udelukkende ske genoptagelse af skatteansættelsen, hvis de betingelser, som er nærmere beskrevet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt, herunder i tilfælde hvor der foreligger særlige omstændigheder, jf. § 27, stk. 1, nr. 8.

Som det fremgår af bl.a. den højesteretsdom, der er gengivet af byretten (UfR 2021.3465), må bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, antages at have et snævert anvendelsesområde og kunne finde anvendelse for eksempel ved fejl begået af den skatteansættende myndighed, svig fra tredjemand eller i andre særlige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Landsretten finder på denne baggrund, og af de grunde, som byretten har anført vedrørende As manglende anmeldelse af fraflytning, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt.

Idet betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt, har landsretten ikke i øvrigt fundet anledning til at vurdere, om fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom i det omfang, den er påanket.

A skal i sagsomkostninger for landsretten betale 25.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, hvorved er henset til sagens værdi, forløb og udfald.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 25.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.