Dokumentets metadata

Adgang til omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger

Landsskatteretten fandt, at der ikke var adgang til omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger.

Klageren har ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 50 pct. af 137.032,67 kr. for renter af pålagte sagsomkostninger for byretten.

Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse, da renter af pålagte sagsomkostninger ikke er anset for at være godtgørelsesberettigede udgifter.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om, at der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger.

Faktiske oplysninger
Klageren har siden den […] 1977 haft en enkeltmandsvirksomhed (herefter virksomheden).

Told- og Skatteregion […] (herefter regionen) traf den 4. oktober 2001 afgørelse om, at klageren skulle betale manglende moms og andre afgifter for perioden 1. januar 1996 til 31. december 1999 med 9.756.990 kr., idet virksomhedens bogføring og faktureringsprincipper blev anset for fejlbehæftet. Der blev ved afgørelsen foretaget en inddeling af fejlene i fejltyperne 1.1-7.3.

Klageren påklagede regionens afgørelse af 4. oktober 2001 til Landsskatteretten.

Landsskatteretten stadfæstede den 29. april 2005 regionens afgørelse vedrørende fejltyperne 1.1-1.4, dog således at regionen skulle genbehandle den talmæssige opgørelse. Regionen regulerede derfor ved afgørelse af 23. september 2005 den talmæssige opgørelse af fejltyperne 1.1-1.4.

Klageren påklagede regionens afgørelse af 23. september 2005 til Landsskatteretten.

Ved kendelse af 22. december 2009 ændrede Landsskatteretten delvist regionens opgørelse af fejltyperne 1.1.-1.4, ligesom Landsskatteretten i en særskilt kendelse af samme dato delvist ændrede regionens afgørelse vedrørende fejltyperne 1.5-7.3. Klageren indbragte efterfølgende Landsskatterettens kendelser for Retten i […] (herefter byretten).

Byretten afsagde den 30. august 2013 domme vedrørende Landsskatterettens kendelser for fejltyperne 1.1-1.4 og 1.5-7.3 (byrettens sag nr. […] og […]).

Af byrettens dom vedrørende fejltype 1.1-1.4 fremgår følgende:

"[...]
Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren, As, momstilsvar for perioden 1. januar 1996 til 31. december 1999 vedrørende fejltype 1.1 - 1.4. alene skal forhøjes med 8.627.286 kr. I øvrigt frifindes Skatteministeriet for As principale og subsidiære påstand.
As mere subsidiære påstand afvises.

Inden 14 dage skal A i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 200.000 kr.

Omkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a."

Af byrettens dom vedrørende fejltype 1.5-7.3 fremgår følgende:

"[...]
Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at As momskrav mod Skatteministeriet for perioden 1. januar 1996 til 31. december 1999 samt krav på energiafgifter (olieafgift, gasafgift, elektricitetsafgift og kuldioxidafgift) og vandafgift for perioden 1. januar 1997 til 31. december 1999 skal opgøres med de reguleringer, der fremgår af Skatteministeriets opgørelse af 15. november 2012.
I øvrigt frifindes Skatteministeriet.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 150.000 kr.

Omkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a."

Klagerens advokat ankede den 12. september 2013 byrettens domme til Vestre Landsret (herefter landsretten), landsrettens j.nr. […] og […].

Landsretten afsagde den 4. juli 2018 følgende dom:

"[...]
Thi kendes for ret:

Byrettens domme stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 ved A betale 300.000 kr. til Skatteministeriet.
Det idømte skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a."

Kammeradvokaten sendte den 4. juli 2018 følgende mail til klagerens advokat:

"[...]
Under henvisning til Vestre Landsrets ankedorn af d.d. i de to sager […] og […] tillader jeg mig at forespørge, om jeg kan forvente de Skatteministeriet tilkendte sagsomkostninger for byretten, som ikke er betalt, da Retten i […]s domme af 30. august 2013 blev anket af din klient inden eksekutionsfristens udløb, og for landsretten, indbetalt til mit kontor gennem dit kontor? Min sekretær kan oplyse kontonummer, om det ønskes. Ved indbetalingen bedes henvist til vores j.nr. på de to sager, […] og […].

Følgende beløb bedes indbetalt til mit kontor senest den 18. juli 2018:

1. Pålagte sagsomkostninger for byretten, i alt kr. 350.000,-.
2. Renter af de for byretten pålagte sagsomkostninger i henhold til rentelovens § 8 a, beregnet fra udløbet af eksekutionsfristen i henhold til byrettens domme den 13. september 2013 til betaling sker.
3. Pålagte sagsomkostninger for landsretten på kr. 300.000,-. Dette beløb forrentes i henhold til rentelovens § 8 a fra udløbet af eksekutionsfristen i landsrettens dom af 4. juli 2018 til betaling sker."

Til mailen var vedhæftet en beregning af procesrente af hovedstolen på 350.000 kr. fra den 13. september 2013 til den 18. juli 2018 på 137.515 kr. Det fremgik, at procenten var beregnet på basis af Nationalbankens udlånsrente pr. henholdsvis 1. januar og 1. juli med et tillæg på 8 %, jf. rentelovens § 5, stk. 1.

Klageren overførte et beløb på 787.032,67 kr. til Kammeradvokaten den 12. juli 2018, som dækkede over sagsomkostninger på i alt 650.000 kr. og renter på 137.515 kr.

Klageren har den 28. august 2018 ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 50 pct. vedrørende udgifterne på 787.032,67 kr. til advokat bistand. Ansøgningen er blandt andet vedlagt betalingsoplysningerne for overførslen til Kammeradvokaten den 12. juli 2018.

Skattestyrelsen nedsatte ved afgørelse af 1. april 2019 det beløb, som klageren har søgt om at få dækket, til 650.000 kr., og udbetalte herefter 325.000 kr. til klagerens NemKonto med teksten "Omkostningsgodtgørelse - Pålagte sagsomkostninger".

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger for byretten.

Af Skattestyrelsens begrundelse fremgår følgende:

"[...]

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 ydes der godtgørelse med 50 % af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55.

Det fremgår af Skatteforvaltningslovens § 54, hvilke udgifter, der er godtgørelsesberettigede.

Efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5 er udgifter til pålagte sagsomkostninger godtgørelsesberettigede.

Renter af pålagte sagsomkostninger er ikke nævnt som en godtgørelsesberettiget udgiftstype i skatteforvaltningslovens § 54.

Eftersom renter ikke er indeholdt i skatteforvaltningslovens § 54, kan vi ikke udbetale omkostningsgodtgørelse til dækning heraf, idet udgifterne ikke er godtgørelsesberettigede.

Du har i mail af 26. februar 2019 anført, at du er blevet pålagt af byretten at betale sagsomkostninger med 350.000,00 kr. med tillæg af rente og at renteudgiften er betalt, hvorfor renteudgiften er omfattet af skatteforvaltningslovens § 54 og derfor er godtgørelsesberettiget.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at det forhold, at du af byretten er blevet pålagt at betale renter af pålagte sagsomkostninger og at du har betalt renteudgifterne, ikke kan ændre på, at renter af pålagte sagsomkostninger ikke er nævnt som en godtgørelsesberettiget udgift i skatteforvaltningslovens § 54.

Eftersom udgifter til påløbne renter af pålagte sagsomkostninger ikke er godtgørelsesberettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 54, kan vi ikke udbetale omkostningsgodtgørelse til dækning heraf, jf. skatteforvaltningslovens § 52.

Vi fastholder derfor vores forslag af 25. februar 2019 i sin helhed.

Derfor nedsætter vi det ansøgte beløb med 137.032,67 kr., svarende til påløbne renter af pålagte sagsomkostninger ved byretten.

[…]"

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at der skal udbetales omkostningsgodtgørelse med 50 pct. af 137.032,67 kr., der vedrører renter af pålagte sagsomkostninger for byretten.

Af klagen fremgår følgende:

"Skattestyrelsen har den 1 april 2019 j. nr. […]
Afvist at betale a conto 50 % omkostningsgodtgørelse af det omkostningsbeløb Vestre Landsret har dømt mig til at betale.
Jeg mener at omkostningerne er det som retten kommer frem til skal betales og de er 787.032,67 kr. og ikke som Skat påstår 650.000 kr. Renter er blot et udtryk for at de af byretten idømte omkostninger i 2018 var forøget.
Skat mangler således at betale 68.516,34 kr. a conto."

Landsskatterettens afgørelse
Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 5, og § 55, stk. 1 og 4, 1. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 678 af 31. maj 2018), fremgår følgende:

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.
[…]

§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:
5) Pålagte sagsomkostninger.

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1) Ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse.
2) Ved klage, hvor skatteankeforvaltningen træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.
3) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som Skatteministeriet har indbragt efter § 40, stk. 1.
4) Ved en anmodning til skatteankeforvaltningen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.
5) I en sag vedrørende skatter for EU-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
6) I en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, når sagen er opstået som følge af, at de danske skattemyndigheder har forhøjet et dansk foretagendes skattepligtige indkomst.

Stk. 4. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4."

Der ydes således som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for sagsomkostninger pålagt af domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5, og § 55, stk. 4.

Skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5, er en videreførelse af den nu ophævede skattestyrelseslovs § 33 C, stk. 1, nr. 5. Skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 5, blev indsat ved § 1 i lov nr. 464 af 31. maj 2000, fremsat som lovforslag nr. 267 af 5. april 2000. Af bemærkningerne til lovforslagets § 1 fremgår følgende vedrørende skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 5:

"For så vidt angår pålagte sagsomkostninger - det foreslåede nye nr. 5 - følger det af retsplejelovens § 312, at den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra denne regel.

Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter de pålagte sagsomkostninger.

Baggrunden for forslaget er at lette den skatte- eller afgiftspligtiges økonomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag. I den skatte- eller afgiftspligtiges vurdering af de økonomiske risici ved at skulle gå videre med en landsskatteretskendelse til domstolene indgår normalt - som et betydeligt element - risikoen for at blive pålagt at skulle betale sagsomkostningerne til modparten. Den skatte- eller afgiftspligtige kan nogenlunde skønne over størrelsen af sine egne afholdte omkostninger, mens den pågældende kun med betydelig usikkerhed kan skønne over Skatteministeriets omkostninger i forbindelse med sine overvejelser om, hvorvidt sagen skal føres. Usikkerheden kan have væsentlig betydning for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, da denne ikke kan vide, om de samlede omkostninger kan blive større, end vedkommende kan tåle.

På den baggrund foreslås det, at der også ydes omkostningsgodtgørelse til pålagte sagsomkostninger."

Af dagældende retsplejelovs § 312, stk. 1, § 315, § 316, stk. 1, 1. pkt., § 372, stk. 1, og § 480 stk. 1 og 5 (lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. september 2017), fremgår følgende:

"§ 312. Den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet.
[…]

§ 315. Opnås der ved appel en forandring i den appellerede afgørelse, finder §§ 312-314 anvendelse med hensyn til appelsagens omkostninger såvel som med hensyn til omkostningerne ved sagens tidligere behandling, for så vidt der skal træffes afgørelse herom.

§ 316. Som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. [...]

§ 372. Ankefristen er 4 uger. Fristen regnes fra dommens afsigelse.
[...]

§ 480. Domme kan fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen er udløbet, medmindre dommen forinden er anket. Fristen er 14 dage efter dagen for dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dommen.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om sagsomkostninger."

Byretten pålagde ved domme af 30. august 2013 klageren at betale henholdsvis 200.000 kr. og 150.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet inden 14 dage, jf. dagældende retsplejelovs § 312, stk. 1, § 316, stk. 1, og § 480, stk. 1.

Klagerens advokat ankede den 12. september 2013 byrettens domme til landsretten, dvs. inden udløbet af fuldbyrdelsesfristen i dagældende retsplejelovs § 372, stk. 1.

Som følge af anken kunne Skatteministeriets krav på de af byretten pålagte sagsomkostninger ikke fuldbyrdes, jf. § 480, stk. 1, 1. pkt., modsætningsvist, og stk. 5.

Landsretten stadfæstede ved dom af 4. juli 2018 byrettens domme og pålagde samtidig klageren at betale 300.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet. Ved dommen ændrede landsretten ikke det af byretten tilkendte sagsomkostningsbeløb på samlet 350.000 kr.

Klageren betalte den 12. juli 2018 i alt 787.032 kr. til Skatteministeriet, herunder 137.032,67 kr. i renter af de for byretten pålagte sagsomkostninger opgjort efter rentelovens § 8a.

Det fremgår ikke af ordlyden af skatteforvaltningslovens 54, stk. 1, eller dens forarbejder, at der er adgang til omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger.

Af rentelovens § 3, stk. 1 og 2, samt § 8a fremgår følgende:

"§ 3. Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.

Stk. 2.I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.
[...]

§ 8a. Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.

Stk. 2. I tilfælde af appel skal rente betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans, i det omfang afgørelsen om sagsomkostninger stadfæstes. Dette gælder, selv om appel fandt sted inden fuldbyrdelsesfristens udløb eller appellen i øvrigt havde opsættende virkning."

Rentelovens § 8a blev indsat ved lov nr. 554 af 24. juni 2005, fremsat som lovforslag nr. 132 af 30. marts 2005. Af punkt 2.2.6 og 2.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår følgende:

"Efter de gældende regler forrentes tilkendte sagsomkostningsbeløb ikke. De udgifter, som et tilkendt sagsomkostningsbeløb skal erstatte, vil i en række tilfælde være afholdt tidligere og eventuelt meget tidligere. Dette taler efter Retsplejerådets opfattelse for at tilkende rente.

Et formaliseret system, hvor tilkendte sagsomkostningsbeløb i et vist omfang skal forrentes for perioder forud for rettens afgørelse om sagsomkostninger, vil imidlertid efter Retsplejerådets opfattelse blive meget kompliceret. For så vidt angår perioden indtil rettens afgørelse om sagsomkostninger, foreslår Retsplejerådet derfor ingen ændringer i, at sagsomkostninger ikke forrentes.

For så vidt angår perioden efter rettens afgørelse om sagsomkostninger, bør der derimod efter Retsplejerådets opfattelse betales rente. Da der ved rettens afgørelse om sagsomkostninger er fastslået en umiddelbar pligt til at betale et bestemt pengebeløb, bør der i tilfælde af manglende betaling svares rente med den almindelige morarentesats efter renteloven (dvs. referencesatsen med tillæg af 7 pct. p.a.).

Rente bør dog først svares fra fuldbyrdelsesfristens udløb. Betaling inden for fuldbyrdelsesfristen må anses for rettidig, og praktiske grunde taler også for, at der ikke skal beregnes og betales rente for nogle få dage eller uger. Fuldbyrdelsesfristen er 14 dage fra afsigelsen af afgørelsen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1 og 5.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør appel af afgørelsen ikke udskyde begyndelsestidspunktet for renteberegningen. Dette gælder, selv om appel sker inden fuldbyrdelsesfristens udløb, eller appelretten tillægger appellen opsættende virkning, således at afgørelsen foreløbig ikke kan tvangsfuldbyrdes.

Retsplejerådet henviser til, at arbejdsgruppen om renteloven tidligere har givet udtryk for lignende synspunkter, jf. betænkning nr. 1161/1989 om renteloven side 119-120, idet det bl.a. anføres, at den vindende part normalt har skullet afregne salær og udlæg til sin advokat allerede i forbindelse med afgørelsen i første instans, og at den foreslåede ordning vil modvirke appel alene med det formål at udskyde betalingsfristen for sagsomkostninger.

[...]

2.3.6. Justitsministeriet kan endelig tilslutte sig Retsplejerådets forslag om, at tilkendte sagsomkostningsbeløb fremover bør forrentes med rentelovens morarentesats fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen, uanset om afgørelsen forinden er appelleret.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (forslag til retsplejelovens kapitel 30), og § 3 samt bemærkningerne hertil."

Efter rentelovens § 8a og lovbemærkningerne hertil skal der således ved manglende betaling af sagsomkostninger svares almindelige morarenter, som i tilfælde af appel og ved stadfæstelse af sagsomkostningerne skal betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for dommen i den foregående instans.

Landsskatteretten finder, at der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger. Der er herved henset til, at renter af pålagte sagsomkostninger ikke er nævnt som en godtgørelsesberettiget udgift i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1.

Der er endvidere henset til, at der er tale om procesrenter, som ikke er opstået ved at føre en retssag, men som følge af for sen betaling. Endvidere er der henset til, at klageren var bekendt med den procesrisiko, der var ved at anke byrettens domme, og at klageren til enhver tid havde mulighed for at opgøre rentebeløbet, idet størrelsen af de pålagte sagsomkostninger var kendt, ligesom det var angivet i byrettens domme, at sagsomkostningsbeløbet blev forrentet efter rentelovens § 8a. Dette skal forstås i sammenhæng med, at baggrunden for at give adgang til omkostningsgodtgørelse for pålagte sagsomkostninger som nævnt i lovbemærkningerne ovenfor var at lette den skatte- eller afgiftspligtiges økonomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag, herunder mindske den usikkerhed som kan have væsentlig betydning for, om den skatte- eller afgiftspligtige ønsker at indbringe sagen for domstolene.

Landsskatteretten har endvidere henset til, at de omhandlede renter kunne være undgået, hvis klageren havde betalt de af byretten pålagte sagsomkostninger inden fuldbyrdelsesfristen og inden anken. Hertil bemærkes det, at det fremgår af ovenstående lovbemærkninger, at betaling inden for fuldbyrdelsesfristen er rettidig, og at ankefristen er længere end fuldbyrdelsesfristen, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1, og § 480, stk. 1.

Såfremt klageren havde betalt de pålagte sagsomkostninger inden anken, havde klageren som udgangspunkt haft mulighed for at få omkostningsgodtgørelse herfor, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5. Derudover havde klageren, såfremt landsretten efterfølgende havde nedsat de af byretten fastsatte sagsomkostninger, haft mulighed for tilbagebetaling og forrentning heraf efter den almindelige regel i rentelovens § 3, stk. 2.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse om, at der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger.