Dokumentets metadata

Tilbagebetalingskrav for afdrag på skattegæld var forældet - ikke suspension

Appellanten havde i en årrække betalt af på gammel skattegæld. I 2017 anmodede appellanten om tilbagebetaling af de betalte afdrag, og i januar 2018 traf SKAT afgørelse om, at gælden var forældet og tilbagebetalte alle afdrag, der var betalt indtil tre år før det tidspunkt, hvor SKAT havde modtaget anmodningen om tilbagebetaling. Spørgsmålet i var herefter, om der var krav på tilbagebetaling af yderligere afdrag, eller om tilbagebetalingskravet var forældet.

Landsretten fandt, at appellantens tilbagebetalingskrav var forældet. Landsretten henviste til, at appellanten ikke havde godtgjort, at hans ukendskab til sit tilbagesøgningskrav mod Gældsstyrelsen ikke skyldtes en retsvildfarelse, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en retsvildfarelse undtagelsesvis kunne begrunde suspension af forældelse i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2.

Landsretten udtalte endvidere, at det kunne ikke føre til en anden vurdering, at SKAT i 2009 havde meddelt appellanten, at hans skattegæld ikke var forældet, eller at SKAT havde foretaget sædvanlige inddrivelsesskridt i en periode, hvor SKAT i hvert fald ikke længere kan bevise, at gælden havde været retskraftig.

Med de bemærkninger og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten byrettens dom (SKM2021.399.BR), hvorved Gældsstyrelsen blev frifundet.

Sagens parter

A

(v/advokat Margrethe V. Rosenbæk Sørensen, beskikket)

mod

Skatteforvaltningen ved Gældsstyrelsen

(v/advokat Mattias Chor)

Retten i Kolding har den 17. juni 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-4511/2019KOL).

Afgørelsen er truffet af landsdommerne

Astrid Bøgh, Henrik Twilhøj og Henrik Bjørnager Nielsen.

A er meddelt fri proces.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand for byretten om, at indstævnte, Skatteforvaltningen ved Gældsstyrelsen, skal betale 77.000 kr. med tillæg af rentegodtgørelse efter gældende takster frem til sagsanlægget samt procesrente af 57.400 kr. fra den 30. januar 2019 og procesrente af 19.600 kr. fra den 11. marts 2020.

Skatteforvaltningen ved Gældsstyrelsen har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Det fremgår af en mail af 12. november 2009 fra A til SKAT Inddrivelsescentret bl.a., at han ønsker oplyst, om hans skattegæld er forældet.

I et brev af 2. december 2009 fra SKAT Inddrivelsescentret til A fremgår det bl.a., at hans gæld vedrørende tidligere virksomhed ikke er forældet, og at han den 17. juli 2007 har underskrevet en gældsanerkendelse, hvilket har afbrudt forældelsen.

A besvarede brevet med en mail af 4. december 2009. Det fremgår af mailen bl.a., at "sagen er at det opleves underligt at jeg efter ikke at have hørt fra jer i 15-20 år skal til at betale nu da jeg er blevet invalidepensionist

. . .".

Der er fremlagt noter fra RIS for perioden 2006-2013 (SKATs tidligere inddrivelsessystem).

Forklaring

A har supplerende forklaret, at han tror, at "fogedbrevet", der er omtalt i RIS under den 17. juli 2007, var et krav om betaling af gælden fra SKAT. SKAT truede med at foretage indeholdelse i hans pension. Det var derfor, han underskrev gældsanerkendelsen ligeledes af 17. juli 2007. Det skete formentlig også i forbindelse med hans ansøgning om gældssanering. Der var mange ting, som han skulle tage stilling til, og han husker ikke længere det hele.

Han fik efterfølgende mulighed for at opnå gældssanering, men han sagde nej tak, fordi han ikke kunne leve for det foreslåede rådighedsbeløb. Han var klar over, at han efterfølgende ville høre fra kreditorerne på ny.

I 2009 fik han en henvendelse fra SKAT om, at han skulle betale af på sin gæld, ellers ville SKAT trække et månedligt beløb i hans pension. Han tilbød derfor at afdrage 1.400 kr. per måned. Han talte efterfølgende med sin mor om, hvorvidt gælden var forældet. I den forbindelse fandt hans mor et brev fra SKAT frem, hvoraf det fremgik, at hendes gæld var forældet. Han rettede derfor henvendelse til SKAT for at høre, om ikke også hans gæld var forældet.

Når han i byretten har forklaret, at det først var i 2017, at han tænkte på, om gælden kunne være forældet, er det fordi, han har blandet tingene sammen. Han forstod måske ikke hele sammenhængen i 2009.

Han følte sig som følge af sin sygdom underlegen over for andre mennesker, og det er nok baggrunden for, at han ikke i forlængelse af sin mail af 4. december 2009 til inddrivelsescentret forfulgte spørgsmålet om forældelse. Han havde i 2009 modtaget en skrivelse fra SKAT om, at hans gæld ikke var forældet. Han gik ud fra, at det var sandt.

Han kan ikke i dag forklare, hvilke oplysninger han på et tidligere tidspunkt har manglet for at kunne vide, at hans gæld var forældet, inden han startede med at afdrage på den. I dag har han et langt større kendskab til forældelsesspørgsmål.

Han mener, at han ville have kunnet huske det, hvis SKAT havde henvendt sig vedrørende gælden i årene efter konkursen. Han var i ca. 20 år efter konkursen meget økonomisk presset og ville derfor have kunnet huske, hvis han var blevet mødt med et krav.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten, dog har A frafaldet sine anbringender vedrørende gældsinddrivelseslovens § 18 e.

A har yderligere gjort gældende, at SKAT ved sin handlemåde, herunder ved i 2009 at oplyse, at hans skattegæld ikke var forældet, har bragt ham i en sådan særlig retsvildfarelse, at forældelsen af hans tilbagebetalingskrav var suspenderet, indtil der hos ham i 2017 opstod burde-viden vedrørende forældelsen af hans skattegæld.

Skatteforvaltningen ved Gældsstyrelsen har heroverfor anført, at Gældstyrelsens inddrivelse af skattekravet alene er et udtryk for, at styrelsen antog, at kravet bevisligt var retskraftigt. A kunne lige så godt som SKAT have opdaget, at kravet var forældet. SKATs handlinger er ikke udtryk for særlige omstændigheder, der kan bevirke, at A var ubekendt med sit tilbagesøgningskrav, men alene et udtryk for almindelige inddrivelsesskridt.

Landsrettens begrundelse og resultat

A har heller ikke efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at hans ukendskab til sit tilbagesøgningskrav mod Gældsstyrelsen ikke skyldtes en retsvildfarelse, og der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder, at en retsvildfarelse undtagelsesvis kan begrunde suspension af forældelse i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2.

Den omstændighed, at SKAT - muligvis som følge af en vildfarelse - i 2009 meddelte A, at hans skattegæld ikke var forældet, og at SKAT foretog sædvanlige inddrivelsesskridt vedrørende gælden i en periode, hvor SKAT i hvert fald ikke længere kan bevise, at gælden var retskraftig, kan ikke føre til en anden vurdering.

Med de anførte bemærkninger og af de grunde, som byretten har anført, stadfæster landsretten dommen.

Efter sagens udfald skal statskassen i sagsomkostninger for landsretten betale 31.250 kr. inkl. moms til Skatteforvaltningen ved Gældsstyrelsen. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal statskassen inden 14 dage betale 31.250 kr. til Skatteforvaltningen ved Gældsstyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.