Dokumentets metadata

Rette indkomstmodtager af indtægter i enkeltmandsvirksomhed - fradrag for driftsudgifter

Sagen angik, hvorvidt sagsøger var den rette indkomstmodtager af indtægter ved salg af i alt fire hunde, der var solgt gennem en hundekennel, som sagsøger var registreret som ejer af. Sagen angik derudover, hvorvidt sagsøger var berettiget til fradrag for driftsudgifter vedrørende de fire hunde, såfremt sagsøger blev anset for rette indkomstmodtager.

Retten fandt, at sagsøger ikke havde godtgjort, at indtægten ved salgene af hundene ikke var skattepligtig indkomst for sagsøger. Retten lagde vægt på, at sagsøger havde været registreret som ejer af den pågældende hundekennel, og at sagsøgers navn fremgik af hundekennelens hjemmeside og en faktura. Erklæringer og forklaringen fra sagsøgers ægtefælle kunne ikke føre til en anden vurdering, da sagsøger og ægtefællen var interesseforbundne parter.

Derudover fandt retten, at sagsøger ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at sagsøger var berettiget til fradrag for driftsudgifter. Retten lagde herved vægt på, at sagsøger ikke havde fremlagt nogen form for bilagsmateriale vedrørende udgifter afholdt til hundene. Retten bemærkede, at sagsøger heller ikke havde påvist et grundlag for et skønsmæssigt fradrag.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet

Parter

A

(v/advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Mattias Chor)

Afgørelse truffet af dommer

Anne Schultz-Nielsen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 17. december 2020.

Sagen angår, om sagsøgeren, A, er rette indkomstmodtager af indtægter ved salg af hunde, og om hun i givet fald er berettiget til at fradrage driftsudgifter i sin skattepligtige indkomst.

A har fremsat følgende påstand:

Der nedlægges påstand om, at forhøjelsen af sagsøgerens indkomst for 2009 og 2010 på henholdsvis 356.800 kr. og 377.000 kr. nedsættes til 0 kr.

Subsidiært nedlægges der påstand om, at forhøjelsen for 2009 og 2010 nedsættes til henholdsvis 123.560 kr. og 143.760 kr.

Mere subsidiært nedlægges der påstand om, at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Skatteministeriet har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 30. september 2020 fremgår blandt andet:

"Faktiske oplysninger

Klageren har fra den 1. december 1996 til den 30. april 2018 drevet enkeltmandsvirksomheden "G1-virksomhed" med CVR-nr. ...14. Virksomheden, der var registreret med branchekode 014910 "Kenneler", blev drevet fra klagerens bopæl.

Af virksomhedens hjemmeside fremgår det, at kennelen (red. Information 12 fjernet) af klageren og hendes ægtefælle, og at de sammen har drevet kennelen, der siden 1994 har beskæftiget sig med avl, opdræt og salg af schæferhunde til brugssport, tjeneste- og familiebrug.

…

Klagerens ægtefælle har fra den 1. januar 2018 drevet enkeltmandsvirksomheden "G2-virksomhed" med CVR-nr. ...13. Denne virksomhed er registreret med branchekode 109200 "Fremstilling af færdige foderblandinger til kæledyr" og bibranche 749090 "Andre liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser i.a.n." og 014910 "Kenneler". Virksomheden drives fra ægtefællens bopæl.

Af G2-virksomheds hjemmeside fremgår det, at denne virksomhed er skabt af klageren, der har initialer (red. information 1 fjernet).

Klageren indsendte ikke selvangivelse for 2009 og 2010. Hendes overskud af virksomhed for de pågældende indkomstår blev af SKAT skønsmæssigt ansat til henholdsvis 85.000 kr. og 90.000 kr.

Den 10. oktober 2018 anmodede Skattestyrelsen klageren om oplysninger til brug for ansættelse af klagerens skat og hendes virksomheds moms for 2013, 2014, 2015, 2016 og 2017. Klageren blev i den forbindelse bl.a. anmodet om at indsende samtlige regnskabsbilag og herunder dokumentation for samhandel med det Y2-landske forsvar fra 2009 og til dato. Det fremgår af anmodningen, at ansættelsen af klagerens skat og moms blev behandlet, fordi hendes indkomst ifølge Skattestyrelsens oplysninger ikke levnede plads til et privatforbrug, og fordi Skattestyrelsen havde oplysninger om, at klagerens kennel havde haft samhandel med det Y2-landske forsvar. Frist for indsendelse af oplysninger var den 16. november 2018. Klageren indsendte ikke det anmodede materiale inden for denne frist.

Den 21. januar 2019 modtog Skattestyrelsen oplysninger fra politiet i form af fakturaer m.v. om, at klageren havde solgt et antal hunde til det Y2-landske forsvar ((red. information 6 fjernet)), herunder følgende:

…

Den 23. maj 2019 rykkede Skattestyrelsen for de oplysninger, der var blevet anmodet om i brev af 10. oktober 2018. Det fremgår af rykkerbrevet, at der var bedt om udsættelse, men at Skattestyrelsen ikke havde fået oplysningerne. Frist for indsendelse af oplysninger den 10. juni 2019.

Klageren indsendte ikke regnskab eller bilag vedrørende virksomheden.

Den 12. juli 2019 sendte Skattestyrelsen forslag til ændret skatteansættelse for indkomstårene 2009 og 2010 til klageren. Skattestyrelsen modtog ikke bemærkninger til forslaget.

…

Klageren har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at det er hendes mand, der har drevet kennelen, selv om den har stået i hendes navn. Med hensyn til udgifter har klageren oplyst, at en schæfertæve til avlsbrug kan koste over 50.000 kr., selvom de ikke alle er så dyre.

Klageren har i sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse fastholdt, at hun ikke er rette "skatteobjekt". Hun har videre oplyst, at det udelukkende er hendes mand, der siden midten af 1990 har stået for kennelen og tjent de penge, der er indgået. Hun har desuden fremlagt et brev fra ægtefællen, hvori han erkender at have stået for alle hundehandler og eventuelle økonomiske transaktioner i forbindelse hermed.

…

Skattestyrelsen har i en udtalelse til sagen af 256. juni 2020 anført følgende:

"(…)

Klagen vedrører beskatning af indtægter ved salg af hunde til det Y2-landske forsvar.

Klager har ikke i indkomstår 2009 og 2010 selvangivet virksomhedsresultat, og Skattestyrelsen har derfor skønsmæssigt ansat overskud af virksomhed til:

Indkomstår 2009 85.000,- kr.

Indkomstår 2010 90.000,- kr.

Det fremgår af R75 at klager i de pågældende indkomstår har haft lønarbejde i virksomheder der handler med dyrefoder, med følgende indberetning:

…

Såfremt en skatteyder - trods manglende regnskaber og bilagsmateriale - ikke bidrager med konkrete oplysninger om virksomhedens drift som grundlag for skattemyndighederne udøvelse af et så virkelighedsnært skøn over driftsudgifterne som muligt, er skatteyderen ikke berettiget til fradrag herfor. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 4. juni 2013, offentliggjort i SKM2013.493VL.

…

Indtægterne i klagerens virksomhed ved salg af hunde er skattepligtige for klageren efter statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a. Der er lagt vægt på, at fakturaer og bilag vedrørende de omhandlede salg af hunde til det Y2-landske forsvar i 2009 og 2010 er udstedt af eller vedrører den af klageren drevne virksomhed, ligesom en af fakturaerne er underskrevet med angivelse af hendes og hendes ægtefælles navn. Den omstændighed, at klageren og hendes ægtefælle samstemmende har oplyst, at det er ægtefællen, der har drevet kennelen og oppebåret indtægterne, kan ikke føre til et andet resultat. Der er lagt vægt på, at Landsskatteretten ikke finder at kunne lægge til grund, at klageren ikke har været bekendt med virksomheden med salg af hunde til det Y2-landske forsvar, og at indtægterne må anses for at have passeret klagerens økonomi og dermed skal beskattes hos hende, fordi hun har overladt dispositionsretten i virksomheden til ægtefællen uden at have kontrol med dispositionerne.

…

Klageren har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at der er købt mange hunde, at de som oftest er købt privat og afregnet kontant, og at en schæfertæve til avlsbrug kan koste over 50.000 kr. Som supplement har hun henvist til et "kvalificeret gæt" på direkte omkostninger i forbindelse med levering af en avlstæve til det Y2-landske forsvar, som hendes ægtefælle har foretaget, hvor udgifterne er opgjort til i alt 116.620 pr. hund.

Klageren har imidlertid ikke bidraget med konkrete oplysninger om virksomhedens drift som grundlag for udøvelsen af et skøn over udgifterne. Retten bemærker herved, at der eksempelvis ikke er oplyst navn og adresse på hverken hundesælgere eller leverandør af træning, foder og pension, der tilsammen udgør hovedparten af de påberåbte udgifter. Desuden kan for eksempel foder have været inkluderet i en given købspris. Det er heller ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, hvor længe hundene har opholdt sig på klagerens og hendes ægtefælles adresse. Det er således ikke dokumenteret, at klageren har afholdt udgifter i forbindelse med indkomsterhvervelsen, ligesom størrelsen af de udgifter, der måtte være afholdt, ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort.

…"

Forklaringer

A har forklaret, at hun er uddannet (red. information 2 fjernet) på et dyrehospital i 1980´erne. Hun og hendes daværende kæreste købte en hund i JIs kennel, G1-virksomhed, og gik til hundetræning hos JI, som var en af de dygtigste hundetrænere.

Hun og JI blev kærester og flyttede sammen. Hun arbejdede da på G5-virksomhed, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med klinisk ernæring til syge dyr. Hun udviklede sit eget dyrefoder og etablerede virksomheden G2-virksomhed, hvor hun selv stod for regnskaber og bogholderi.

Hun trænede hunde med JI, men mistede interessen, da de fik børn. Hendes interesse havde alene været at deltage i konkurrencer med de hunde, som de trænede. JI fortsatte med kennelen, som han drev på egen hånd. De havde ingen aftale om driften af kennelen. Hun bidrog alene med at tage blodprøver på tæverne, vaccinere dem eller andre opgaver, som en sygeplejerske kan udføre. Hun har aldrig deltaget i avlsarbejde.

Hun blev registreret som ejer af kennelen i 1996. Kennelen hed fortsat G1-virksomhed. JI udvidede kennelen i slutningen af 1990´erne. Samtidig stoppede hun med at arbejde i kennelen. Hun husker ikke, hvorfor kennelen blev overført til hende, men JI havde da ikke et arbejde, så det var nok, fordi han var på dagpenge, at det skete.

Hun ved ikke ret meget om handlerne med det Y2-landske forsvar og kender ikke til omfanget. Hun tog på arbejde om morgenen og kom hjem om eftermiddagen og tog sig af familien. Hvis folk ønskede at komme i kontakt med kennelen, spurgte de efter JI. Hun kender sælgerne af hundene, men de er ikke hendes venner.

Hun har ingen virksomhed i dag og driver således heller ikke G2-virksomhed. Kennelen og G2-virksomhed er i dag registreret i JIs navn.

JI har forklaret, at han er uddannet (red. information 7 fjernet), men i dag arbejder som (red. information 8 fjernet).

Han har levet af at opdrætte hunde mv. i ca. 30 år og stiftede G1-virksomhed i 1994 med ham som registreret ejer. Han havde 10 hunde i sin kennel, som han trænede, fodrede og gjorde rent hos. Virksomheden var hans, og det var ham, der drev den. Det var fuldtidsbeskæftigelse. Når kunder ville i kontakt med kennelen, spurgte de efter ham. Han foretog indkøb til kennelen og havde forbindelserne til avlsnetværket.

På et tidspunkt før 2009, han husker ikke hvornår, ville han melde sig ledig og søge om dagpenge. Han fik at vide, at han ikke kunne få dagpenge, hvis han drev en virksomhed. A blev derfor registreret som ejer. Der skete ingen ændringer i driften af virksomheden. Den formelle ændring skete kun for, at han kunne få dagpenge. Han og A havde ingen aftale om, hvordan kennelen skulle drives.

I 2009 eller 2010 blev han kontaktet af det Y2-landske forsvar, som ønskede at købe hans bedste tæver til at avle på. Det Y2-landske forsvar oplyste, at man var indstillet på at betale op til 200.000 kr. pr. stk. og købte herefter to eller tre tæver. Handlen var en succes, så det Y2-landske forsvar ønskede at købe flere hunde. Han indkøbte flere hunde, som blev testet og videresolgt. Det Y2-landske forsvar kontaktede ham personligt.

Han blev registreret som ejer af kennelen for 3-4 år siden og driver i dag hundekennel og G2-virksomhed under samme CVR-nummer. Han kan vedstå de skriftlige erklæringer, der indgår i denne sag og i de øvrige skattesager.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"Til støtte for de nedlagte påstande gøres følgende anbringender gældende:

Vedrørende den principale påstand at;

Nærværende sag indgår, som sagens dokumenter viser, i et større kompleks omkring salg af hunde til det Y2-landske forsvar, som Sagsøger intet har haft med at gøre, og ingen viden har haft om overhovedet.

Dette mønster går igen i alle de tilfælde, hvor der har været solgt hunde til det Y2-landske forsvar, idet det er JI, der har solgt en række hunde til det Y2-landske forsvar, og i forbindelse hermed har han benyttet en række uvidende stråmænd for at sløre salgene overfor G3-virksomhed - idet man efter deres regelsæt kun må købe/sælge egne hunde - handel er forbudt.

JI har altså solgt hunde, der ikke stammede fra eget opdræt og benyttet Sagsøgers navn, MLs navn, ST, LL og ODs navne til at sælge hundene således, at G3-virksomhed ikke ville fatte mistanke.

Ingen af disse personer har været vidende om, at de figurerede med navn i handlerne, ligesom ingen af disse personer, herunder Sagsøger, har været vidende om aktiviteterne.

ST, LL og OD har som ovenfor anført, stævnet JI og A med påstand om, at de skal erstatte en evt. skat, som de måtte ende med at betale.

Disse sager, verserer fortsat ved Retten.

Det fremgår af stævningerne og bilagene i disse erstatningssager, at det er JI, der har haft alt kontakt med de pågældende og har håndteret alt omkring hundene

Det fremgår også meget klart af sagerne, at det er JI, der har købt hundene, og at JI er den eneste part, der har været involveret i handlerne.

Det fremgår herudover af sagens bilag 6, at JI indenretligt i de tre erstatningssager, og dermed under straffeansvar, allerede har forklaret sagens rette sammenhæng. Det samme gør sig gældende i MLs sag.

JI har tilsvarende i relation til nærværende sag erkendt sagens rette sammenhæng, jf. sagens bilag 8.

Sagsøger har alene - rent formelt - haft sit navn associeret til kennelen, men har reelt set intet haft med denne at gøre i de mange år, som JI har redegjort for i sine erklæringer og for retten i de tre erstatningssager.

Det gøres derfor gældende, at Sagsøger ikke kan eller er rette indkomstmodtager, idet hun ikke har, har drevet eller har haft til hensigt at drive kennel. JI har misbrugt Sagsøgers tillid og navn til at drive kennel, og dermed haft en platform til at sælge hundene til det Y2-landske forsvar uden, at G3-virksomhed ville få viden om det. Det har JI selv erkendt, ikke kun over for Sagsøger, men også de øvrige personer.

Sagsøger har desuden intet netværk, eller forbindelse i øvrigt til hundeverdenen og har aldrig haft nogen kontakt med det Y2-landske forsvar.

Sagsøger har derudover ikke haft nogen som helst kontakt med sælgerne af hundene i Y1-land, og der er ingen parter der har haft nogen kontakt med Sagsøger i relation til den handel med hunde, der er foregået.

Sagsøger har ingen knowhow i forhold til træning af hunde, eller i øvrigt viden om køb/salg af hunde.

Sagsøger har, hvilket er ubestridt, haft fuldtidsarbejde under hele perioden.

Sagsøger har derfor ikke viden, kontakter, netværk eller øvrige forudsætninger for at kunne have opstartet, drevet eller tjent penge ved salg til det Y2-landske forsvar, hvorfor Sagsøger ikke kan anses som rette indkomstmodtager af disse salg.

I relation til beskatningen følger det af gældende ret, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, herunder indtægter fra drift af virksomhed, jf. statsskattelovens § 4, litra a.

Det følger samtidig af principperne i statsskattelovens §§ 4-6, gengivet i SKAT´s Juridiske Vejledning afsnit C.D.2.2.1, at:

"Indtægter skal henføres til det skattesubjekt, som har et retligt krav på indtægten, og omkostninger skal henføres til det skattesubjekt, som har en retlig forpligtelse til at afholde omkostningen."

Ethvert skatte- og afgiftsretligt forhold, afgøres således altid ud fra realiteten og hvilket skattesubjekt, der har det retlige krav på en given indtægt, beror derfor altid på en konkret vurdering af de faktiske forhold, aftaler, mv., uagtet de formelle forholds fremtræden.

Det er klart, at det påhviler den skatteyder, der formelt fremtræder som beskatningssubjekt at bevise, at det ikke er denne, der har erhvervet ret til indkomsten. Dette fremgår eksempelvis af SKM 2019.344.BR og SKM 2013.537.ØLR. I begge sager havde de omhandlede skatteydere løftet denne bevisbyrde og blev således ikke betragtet som rette skattesubjekt.

Det fremgår af rettens præmisser i SKM2019.344 BR, at kontaktpersonen til kunder og leverandører ikke var sagsøger, men sagsøgerens bror. Det fremgår også af præmisserne, at sagsøger ikke havde haft noget med ledelsen og/eller driften af virksomheden at gøre. Sagsøger var på tidspunktet for virksomhedens drift sygeplejerskestuderende, og hun arbejdede i sin fritid i stort omfang som tilkaldevagt på et plejehjem og at hendes tid således gik med andre daglige og erhvervsmæssige formål, end driften af den pågældende virksomhed og at det efter sagsøgerens forklaring og kontoudskrifterne kunne lægges til grund, at sagsøger ikke havde modtaget midler fra virksomheden.

Det samme kan anføres om sagsøger i denne sag. Sagsøger har ikke været vidende om virksomhedens drift, hvilket JI meget specifikt har forklaret. Sagsøger arbejder som (red. information 2 fjernet), og har derudover sin egen virksomhed med udvikling af et allergifoder til hunde. Hun har ikke modtaget nogen form for udbytte eller afkast af salget af hundene. Det er JI, der har netværk, kontakt til sælger af hunde, kontakt til det Y2-landske forsvar, og har trænet hundene inden salg.

Det gøres derfor gældende, som i SKM 2019.344 BR, at Sagsøger ikke kan betragtes som rette indkomstsubjekt, idet dette er JI.

Herudover involverede byretten i SKM 2019.344 BR at de involveredes betalingsevne og eventuelle erstatningspådragende adfærd ikke havde betydning for, hvem der reelt drev virksomheden.

Det gøres derfor også på den baggrund gældende, at dette er sammenfaldende med nærværende sag.

Samtlige punkter oplistet af betydning for afgørelsen i SKM 2019.344 BR kan således genfindes i nærværende sag, idet det er et faktum, at Sagsøger intet havde med virksomheden at gøre, ikke kendte til, eller havde kontakt med leverandører eller købere, ikke havde kontakt til eller kendskab til personer i de Y2-landske forsvar, ikke havde kontakt med eller kendte til sagen med personerne, der efterfølgende har anlagt erstatningssag mod Sagsøger og JI.

Til støtte for den principale påstand gøres det således i første række gældende, at Sagsøger ikke er rette beskatningssubjekt.

Idet Sagsøger formelt har været registreret som ejer af ovenstående virksomhed, men realiteten er, at det er JI, der har indgået aftalerne om køb og salg af hunde og således JI der - uden Sagsøgers viden eller samtykke - har indgået kontrakterne, med det Y2-landske forsvarsministerium og alle øvrige parter.

Idet det er JI, der har den faglige kompetence til at drive virksomheden. Sagsøger har ingen indsigt i, eller kontakter og forbindelser til køb og salg af hunde.

Idet det er JI, der har forestået driften af virksomheden med handel med hunde og dermed JI, der har det retlige krav på indtægterne - og i øvrigt har oppebåret disse.

Idet JI er den eneste, der har netværk til at kunne sælge hundene, og dermed den eneste, der reelt set har kunne skabe omsætning i virksomheden.

Idet JI er den eneste, der har kunnet håndtere træning af hundene på en sådan måde, at det Y2-landske forsvar ville blive interesseret i at købe disse. Disse forudsætninger er Sagsøger ikke i nærheden af at have.

Det forhold, at Sagsøgers navn mv., fremgår af fakturaerne, kan ikke føre til andet resultat,

Idet spørgsmålet om rette skattesubjekt, altid afgøres ud fra realiteten - ej formaliteten, ligesom det forhold, at de to virksomheder har været registreret i Sagsøgers navn alene udgør et formelt forhold, uden afgørende indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt at Sagsøger udgør rette skatte- og afgiftssubjekt.

Det skal derudover bemærkes, at JIs erklæringer og redegørelser skal pålægges betydelig vægt i henhold til praksis,

idet der ikke blot er tale om "omkostningsfrie" erklæringer afgivet til brug for skattesagerne, jf. SKM 2016.509.

SKM 2016.509 vedrørte et tilfælde, hvor der var påstået fradrag for fakturaer, som skattestyrelsen havde underkendt realiteten af. Skatteyderen vandt imidlertid sagen, idet fakturaudstederen mødte op i retten og forklarede sagens rette sammenhæng - herunder at underleverandøren havde begået momssvig ved ikke at selvangive salgsmomsen.

Retten tillagde forklaringen fra underleverandøren afgørende betydning for sagens afgørelse, idet underleverandøren, ved at afgive denne forklaring, konkret udsatte sig for strafansvar.

Uagtet sagen faktuelt vedrørte andre forhold gøres det gældende, at JI ved de afgivne erklæringer, både i forhold til Sagsøger, ML og indenretligt i de tre erstatningssager erkender sagens rette sammenhæng, og derved udsætter sig både for strafansvar og yderligere beskatning.

Det gøres derfor gældende, at dette forhold er et meget væsentligt forhold i forbindelse med vurderingen af de erklæringer og erkendelser JI er kommet med, jf. rettens præmisser i SKM 2016.509, og i sig selv skal medføre, at Sagsøger IKKE er rette beskatningssubjekt i denne sag.

Det gøres derudover gældende, at det forhold, at Sagsøger har været bekendt med, at virksomheden har været formelt registreret i hendes navn, gør hende ikke til rette skattesubjekt, idet tilsvarende gjorde sig gældende i SKM 2019.344 BR og SKM 2013.537 ØLR. I begge sager blev den formelt registrerede ikke anset som rette skattesubjekt, idet en anden drev virksomheden på samme måde som i nærværende sag.

I den sammenhæng er SKM 2009.262 VLR ikke sammenlignelig med nærværende sag. For det første, fordi sagen vedrørte et selskab, hvor der foreligger fast praksis om, at midler der udgår fra selskabet, har passeret den formelle ejers økonomi, men også grundet sagens faktiske omstændigheder. Skatteyderen havde f.eks. intet gjort for at forsøge at inddrive de penge, der var unddraget selskabets omsætning, ligesom hun ikke havde afskediget direktøren (der var hendes tidligere ægtefælle).

Det fremgår f.eks. blandt andet af Byrettens præmisser som Landsretten henviste til, at:

"A førte regnskab for selskabet og vidste derfor, at selskabet havde en lav omsætning. Hun vidste også, at BA var meget gavmild overfor deres fællesbørn, og at han i 2003 købte en (red. information 5 fjernet) i hendes navn, som hun fik mulighed for at bruge, ligesom han ved flere lejligheder lånte hende penge.

Hertil kommer, at hun accepterede hans forklaring om, at han i år 2000 fik en lottogevinst på 696.677 kr., som han kunne indskyde i selskabet, og at hun fra tidligere vidste, at han brugte mange penge på spil. Med den indkomst, som selskabet selvangav og-med det forbrug, som hun vidste eller burde have vidst, at BA havde, finder retten, at A vidste eller burde have indset, at BA oppebar en indkomst ved siden af den indkomst, som han kunne have på baggrund af selskabets opgivne omsætning."

Som det fremgår, var sagens faktum meget markant anderledes end nærværende sags.

Tilsvarende gør sig gældende for U 2006.2433 H og SKM 2010.623 V, der tillige vedrørte selskabsforhold, og særligt faktum i SKM 2010.623 V er relevante. Dette følger af, at det fremgår af dommen, at sagsøgeren blev anset for skattepligtig af midler, der var tilegnet fra et selskab, hun stod som ejer af, idet hun uden kontrol havde overladt kontrollen til tredjemand af hendes selskab.

Det gør sig gældende for alle tre sager, at skatteyderen gør gældende, at det var deres virksomhed/selskab, men blot at de ikke var skattepligtig af de penge, der forsvandt fra selskabet. I nærværende sag er det modsat. Sagsøger har gjort gældende, og det samme har JI erklæret, at det IKKE er sagsøgers virksomhed, men JIs.

Derfor udgør de tre sager en anden problemstilling end den, som nærværende sag vedrører, idet realiteten i nærværende sag er, at det ikke er Sagsøgers virksomhed, præcist, som det blev lagt til grund i SKM 2019.344 BR og SKM 2013.537 ØLR.

Der er således ikke tale om, at Sagsøger har overladt kontrollen af sit selskab til tredjemand, men at hun ikke reelt set er rette skattesubjekt af de indkomster, der er erhvervet ved salg af hundene.

Endelig kan vedrørende denne del af sagen helt specifikt henvises til, at Skatteministeriet i sin procedure i ovenstående sager ses at have henvist til forarbejderne til ligningslovens § 16 A, hvilke forarbejder blev citeret i byrettens præmisser. Det fremgår heraf, at;

"Det fremgår af forarbejderne til ligningslovens § 16 A (Folketingstidende 1990/2000, Tillæg A, spalte 6470 - 6471), at et økonomisk gode kan anses for at have passeret hovedaktionærens økonomi, selvom godet ikke tilfalder aktionæren personligt, men derimod f.eks. en af aktionærens nærtstående"

Dette afsnit rammer præcist forskellen i forhold til de af ministeriet anførte domme i nærværende sag:

1. det lægges til grund, at sagsøgeren ejede selskabet og dermed reelt var indehaveren

2. der er særskilt hjemmel i ligningslovens § 16 A jf. forarbejderne til at beskatte en aktionær uanset aktionæren ikke modtager det økonomiske gode

Som allerede anført i stævningen er det ikke den problemstilling, der gør sig gældende i nærværende sag,

idet der ikke er tale om et selskab, men en personlig virksomhed og

idet Sagsøger ikke er den reelle ejer af virksomheden, det er JI og

idet praksis vedrørende ligningslovens § 16 A ikke relevant i forhold til nærværende sag, idet det alene vedrører sager om kapitalselskaber, og ikke personligt drevne virksomheder.

Den relevante praksis er derimod SKM 2019.344 BR og SKM 2013.537 ØLR, der netop vedrører fastlæggelsen af rette beskatningssubjekt ved personligt drevne virksomheder som i nærværende sag, og hvilket medfører, at Sagsøger IKKE kan betragtes som rette indkomstmodtager/beskatningssubjekt.

Det gøres derfor samlet set gældende, at Sagsøger ikke er rette skattesubjekt.

Vedrørende den subsidiære og mere subsidiære påstand, at;

Såfremt Retten måtte nå frem til det modsatte resultat, at Sagsøger er rette skattesubjekt, bliver opgørelsen af beskatningen relevant.

For så vidt angår sagens andet spørgsmål, hvorvidt Sagsøger er berettige til fradrag, således at sagen hjemvises med henblik på at fastsætte dette, fastholdes det naturligvis, at Sagsøger er berettiget til et skønsmæssigt fradrag.

I relation til opgørelsen af den skattepligtige indkomst er det korrekt, at der er oppebåret den anførte indtægt, men det er ikke korrekt, at såvel Skattestyrelsen, som Landsskatteretten, sætter omsætning lig med overskud.

Det er dog korrekt, at det er den skatteyder, der gør gældende, at der har været afholdt en fradragsberettiget udgift, der har bevisbyrden herfor, eller som i det mindste skal sandsynliggøre, at der har været afholdt en fradragsberettiget udgift.

Dette har Højesteret slået fast i Højesterets dom gengivet i SKM 2004.162, idet Højesteret direkte i præmisserne anførte, at;

"Der kan imidlertid kun opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og bevisbyrden herfor påhviler i overensstemmelse med, hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag - som udgangspunkt skatteyderen.

Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Beviskravet vil typisk blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, eksempelvis meget betydelige daglige rejsetider." [Egen understregning]

Højesteret siger således, at det i hvert fald skal sandsynliggøres, at der har været udgifter, og at kravene til denne sandsynliggørelse skærpes, såfremt det har formodningen imod sig, at der har været afholdt fradragsberettigede udgifter.

Det samme ses af Jan Pedersen i Skatteretten 1, 9. udgave 2021, side 297 Her anføres det, at;

"En udgift kan alene fradrages, såfremt der foreligger specifik hjemmel hertil. Dette udgangspunkt er det modsatte af, hvad der gælder for indtægter, idet SL § 4 foreskriver, at alle økonomiske fordele er skattepligtige, medmindre der eksisterer særlig hjemmel for skattefrihed. En sådan fremgår navnlig af SL § 5 om økonomiske fordele, der henhører under formuesfæren. Forskellen har ikke mindst den praktiske betydning, at skatteyderen er pålagt et dokumentationskrav for udgiftens afholdelse og karakter således, at fradraget ikke kan anerkendes, hvis det ikke på den fornødne klare måde er dokumenteret eller dog sandsynliggjort for skattemyndighederne. Da skatteretten ikke indeholder særlige formkrav, kan der i princippet ikke stilles krav om, at en udgift er dokumenteret ved et egentligt bevis for udgiftens afholdelse og størrelse i form af faktura eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at den skattepligtige uden rimelig tvivl sandsynliggør udgiftens afholdelse." [Egen understregning]

Det gøres gældende, at det har formodningen for sig, at der i nærværende sag har været afholdt omkostninger.

Det gøres gældende, at der som et absolut minimum har været afholdt fradragsberettigede udgifter til køb og "forplejning" af hundene. Hundene skulle jo anskaffes, for senere at kunne sælges, og hundene skulle også have foder og forplejning, mens JI trænede dem og gjorde dem klar til salg til det Y2-landske forsvar.

Det har i hvert fald formodningen imod sig, at JI skulle have modtaget hundene uden at betale for dem, ligesom det har formodningen imod sig, at der ikke skulle have været udgifter til foder, dyrelæge m.v.,

Det er dermed ikke blot sandsynliggjort, at der har været fradragsberettigede udgifter - det er evident, at det må der pr. definition have været.

Dermed adskiller sagen sig da også markant fra SKM 2013.493, der vedrørte handel med skrot. Det afgørende for underkendelse af fradrag i den pågældende sag var, at det henset til, at Sagsøgeren ikke ville oplyse, hvor han havde købt skrottet, var lige så sandsynligt at han ikke havde haft udgifter, som at han havde haft udgifter.

Det var altså lige så sandsynligt, at han havde stjålet skrottet, som han havde købt det, når han ikke ville fortælle fra hvem skrottet var købt.

Det gøres imidlertid gældende, at denne præmis ikke er relevant i denne sag,

idet der er tale om handel med hunde med stamtavler, solgt til det Y2-landske forsvar, hvorfor det naturligvis i enhver henseende er fuldstændig utænkeligt, at der skulle være tale om stjålne hunde.

idet hunde, lige som mennesker må have foder, vand vacciner mv., og at disse ikke er dokumenteret stjålet, hvorfor der må have været udgifter hertil

idet Stamtavlerne viser et spor tilbage til forældrene, og derved også ejerne af de hunde, hvorfra hvalpene blev købt hvorfor, identiteten på ophavet er fremvist via stamtavlerne.

Den af skattemyndighederne anførte sag til at afvise fradrag, SKM 2013.493 er således slet ikke sammenlignelig med nærværende sag,

Idet der i SKM 2013.493 var tale om køb/salg af døde ting, der ikke kræver mad mv.

Idet der i SKM 2013.493 ikke blev oplyst eller anvist et transaktionsspor til sælger af skrottet.

Idet der i SKM 2013.493 blev handlet med uregistrerede varer, modsat i nærværende sag, hvor der er stamtavler på hundene, hvorfor det var muligt at handle med stjålne varer i SKM 2013.493, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag.

Mere retvisende er imidlertid vurderingen i SKM 2014.823.

Landsretten udtalte i sine præmisser, at;

"Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten som eneanpartshaver i G1-virksomhed skulle udlodningsbeskattes af midler, som han havde hævet kontant på selskabets konto og oprindelig bogført som hans gæld til selskabet.

De hævede beløb, i alt ca. 2,6 mio. kr. for 2006 og ca. 2 mio. kr. for 2007, blev senere omposteret til og selvangivet som selskabets udgifter til fremmed arbejde. Skattemyndighederne havde nægtet at godkende disse beløb som selskabets driftsomkostninger, og som en konsekvens heraf var appellanten blevet beskattet heraf som maskeret udlodning.

Landsretten fandt ikke, at fakturaerne fra den af appellantens fader drevne virksomhed i Thailand G6-virksomhed. kunne anses for at dække over reelle forhold, og da appellantens hævninger var sket med runde beløb, der ikke sås at have nærmere sammenhæng med konkrete lønudgifter, og da appellanten i øvrigt ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort størrelsen af de afholdte udgifter, stadfæstede landsretten byrettens dom på dette punkt.

Appellantens principale påstand blev derfor ikke taget til følge.

Imidlertid fandt landsretten det efter bevisførelsen for godtgjort, at G1-virksomhed i forbindelse med det af selskabet udfakturerede og betalte losnings- og lastningsarbejde måtte have udgifter til arbejdsløn, som klart oversteg de beskedne personaleomkostninger i G1-virksomhed' årsrapporter for 2006 og 2007.

Landsretten fandt endvidere, at der ikke var oplysninger i sagen, om at andre end G1-virksomhed kunne have afholdt udgifter til arbejdsløn i forbindelse med det udførte arbejde, og anså det på denne baggrund for godtgjort, at appellanten i et eller andet omfang havde anvendt de hævede beløb til betaling af lønninger i selskabets interesse - uanset at der i sagen ikke var oplysninger om identiteten af de personer, som havde været antaget til at udføre lastnings- og losningsarbejde for G6-virksomhed.

Landsretten fastslog på denne baggrund, at skattemyndighederne herefter burde foretage en ansættelse af de beløb, som appellantens maskerede udlodning for indkomstårene 2006 og 2007 burde reduceres med i anledning af appellantens afholdelse af skønnede udgifter til løn. Appellantens subsidiære påstand blev derfor taget til følge.

Og dette viser netop forskellen mellem SKM 2013.493 og SKM 2014.823 og sammenhængen med nærværende sag.

I sagen med skrothandel var det lige så sandsynligt, at der ikke var afholdt udgifter, som at der var, henset til sagens faktum. I SKM 2014.823 måtte der have været afholdt udgifter, idet der ikke kunne været sket den leverede ydelse uden at betale løn til nogle.

I nærværende sag, må der nødvendigvis have været udgifter i et eller andet omfang, til indkøb af hunde, foder, dyrlæge, medicin mv., og dermed er Sagsøger også berettiget til et skønsmæssigt fastsat fradrag.

Der kan yderligere henvises til Landsskatterettens afgørelse i Journalnr. 11-00680, hvor der tillige var tale om en kennel, og hvor der skønsmæssigt blev anerkendt fradrag for kørsel, uanset grundlaget herfor ikke var i orden.

Der kan også henvises til landsskatterettens afgørelse i Journalnr. 12-0191962, der også vedrørte en kennel, hvor der blev indrømmet et meget betydeligt skønsmæssigt fradrag til foder, dyrelægeregninger m.v., blandt andet opgjort på baggrund af antallet af hunde - og klagerens egen opgørelse over udgifter.

Sagen vedrørte i øvrigt også spørgsmål om rette indkomstmodtager, idet indehaveren gjorde gældende, at hun ikke var den reelle ejer, hvilket hun ikke fik medhold i. Det gjorde hun ikke, idet det var hende, der havde kontakten med kunderne og i øvrigt ret åbenlyst reelt set også var den reelle ejer.

Alle faktuelle forhold i nærværende sag peger derimod i den modsatte retning, henset til, at Sagsøger intet har haft med kennelen at gøre, hvilket JI meget præcist har forklaret og erklæret, og også vil bevidne for retten.

Endelig fremgår det af SKM 2021.102, at der skønsmæssig fastsættes udgifter, når der må have været afholdt sådanne. Sagsøgeren i sagen havde fået 15 års fængsel for handel med ikke mindre end 6,99 kg. kokain, og i forbindelse med beskatningen heraf var indkomsten fastsat skønsmæssigt, idet der i sagens natur ikke var foretaget nogen selvangivelse. I sagen blev der imidlertid, ud over en skønnet salgspris, også skønsmæssigt opgjort en salgspris, idet der måtte have været omkostninger med anskaffelsen af de mange kilo kokain. Pointen i forhold til nærværende sag er, at der selv i en sag, der omhandlede handel med kokain, skønsmæssig blev fastsat både en salgspris, men altså også en fradragsberettiget købspris.

I nærværende sag er synspunktet fra myndighedernes side, at der ikke skal indrømmes en krone i fradrag, hvilket helt åbenlyst er forkert og i strid med praksis, således at Skattestyrelsens (og Landsskatterettens) afgørelse hviler på et helt forkert grundlag og medfører et åbenlyst forkert resultat.

Landsskatterettens afgørelse, som er til prøvelse for retten i nærværende sag, er således i fundamental modstrid med landsskatterettens øvrige praksis, og er således åbenlyst forkert.

JI har tidligere skønsmæssigt opgjort udgifterne, som anført nedenfor;

I alt 116.620,-

Det er i henhold til denne skønsmæssige opgørelse, at den subsidiære påstand er nedlagt, og såfremt denne ikke kan anerkendes, at der er nedlagt påstand om hjemvisning med henblik på, at Skattestyrelsen skønsmæssigt kan fastsætte et fradrag for de fradragsberettigede udgifter, der uomtvisteligt har været.

Det gøres derfor subsidiært gældende, at Sagsøger har ret til fradrag som skønsmæssigt opgjort til kr. 116.620 kr. for hvert af indkomstårene 2009 og 2010.

¨¨¨¨

Det gøres mere subsidiært gældende, at i tilfælde af at Retten ikke kan tiltræde sagsøgers skønsmæssige opgørelse over udgifterne, hjemvises sagen til Skattestyrelsen til fastlæggelse af udgifternes størrelse."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A med rette er anset for modtager af indtægterne ved salg af to hunde i indkomståret 2009 til en samlet værdi af kr. 356.800 og salg af to hunde i indkomståret 2010 til en samlet værdi af kr. 377.000 og derfor skal beskattes af indtægterne i medfør af statsskattelovens § 4, jf. nærmere afsnit 3.1 nedenfor.

Skatteministeriet gør derudover overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at hun er berettiget til et fradrag for driftsudgifter på kr. 233.240 i indkomståret 2009 og kr. 233.240 i indkomståret 2010 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. nærmere afsnit 3.2 nedenfor.

Skatteministeriet er således også enig i Landsskatterettens resultat og begrundelsen herfor og påberåber sig overordnet det anførte i Landsskatterettens begrundelse (bilag 2, side 15-17) til støtte for frifindelsespåstanden, hvilket er nærmere uddybet nedenfor.

3.1 A er rette indkomstmodtager

3.1.1 Retsgrundlaget

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst til skattemyndighederne, uanset om den er negativ eller positiv, jf. den dagældende skattekontrollovs § 1, stk. 1.

Hvis skattemyndighederne konstaterer indtægter af betydelig størrelse, som skatteyderen ikke har selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter ikke er skattepligtige eller ikke allerede er blevet beskattet, jf. f.eks. UfR 2011.1599 H og UfR 2009.163 H.

3.1.2 Den konkrete sag

A har ikke løftet sin bevisbyrde for, at hun ikke er den rette indkomstmodtager af indtægter i forbindelse med salgene af de fire hunde. Efter forholdets karakter af mulig (forsøg på) skatteunddragelse påhviler det desuden A at føre et sikkert bevis for, at det forholder sig, som hun hævder, hvilket hun heller ikke har gjort.

Det er ubestridt, jf. stævningen, side 2, 5. afsnit, at salget af de i sagen omhandlede hunde er sket gennem As virksomhed G1-virksomhed med CVR-nummer ...14.

Af fakturaerne, som er udstedt af G1-virksomhed ved salgene af tre af hundene (bilag C og D), fremgår således adressen på G1-virksomhed, virksomhedens CVRnummer og bankoplysninger. Af indkøbsordren, der også er udstedt til G1-virksomhed vedrørende salget af én af hundene, fremgår ligeledes adressen på G1-virksomhed.

A hævder på trods heraf (stævningen, side 8-9), at JI skal anses for modtager af indtægterne.

A har oplyst (bilag 9), at virksomheden G1-virksomhed har været registreret i hendes navn, men at hun ikke har været involveret i driften af kennelen siden midten af 1990'erne, idet det har været hendes ægtefælle, JI, der har stået for driften. As forklaring er i det hele udokumenteret, og der er intet, der understøtter, at hun ikke i 2009 og 2010 var en del af driften. Tværtimod fremgår det af virksomhedens hjemmeside (bilag B), at ægtefællerne har drevet kennelen sammen.

Øvrige personer, der har været direkte indblandet i salget af et antal hunde til det Y2-landske forsvar, har også anført såvel A som JI som ansvarlige for handlerne (bilag 3, bilag 4 og bilag 5).

Hertil kommer, at G3-virksomhed på baggrund af fakturamateriale samt oplysninger om hundene fra G3-virksomhed's eget stambogs- og ejerregistreringssystem har oplyst (bilag 3, side 26 og side 72), at det også efter deres opfattelse er såvel A som JI, der var sælgere af hundene til det Y2-landske forsvar.

Erklæringen fra JI (bilag H) kan ikke løfte As bevisbyrde for, at hun ikke var involveret i kenneldriften og salget af hundene, idet det følger af retspraksis, at erklæringer fra interesseforbundne parter, der ikke er bestyrket af objektive kendsgerninger, ikke tillægges afgørende vægt ved bevisvurderingen, jf. f.eks. UfR 2009.476/2 H og SKM2017.142.ØLR. Det følger desuden, at en erklæring udarbejdet til brug for en skattesag alene tillægges begrænset bevismæssig værdi, jf. f.eks. UfR 2002.1172 H.

A er på baggrund af ovenstående skattepligtig af indtægterne ved salgene af de fire hunde, da hun var ejer af G1-virksomhed i de pågældende år, og da hun ikke har godtgjort, at indtægterne ikke er tilgået hende.

Selv hvis A ikke har været en del af driften af G1-virksomhed i årene 2009 og 2010 - hvilket dog er udokumenteret - er hun stadig rette indkomstmodtager.

A har ubestridt, jf. bilag 9, haft kendskab til, at virksomheden har været registreret i hendes navn, og hun har i givet fald overladt dispositionsretten over virksomheden til JI uden at føre kontrol hermed. Dermed skal indtægterne fra salg af hundene anses for at have passeret As økonomi. Dette følger af UfR 2006.2433 H, SKM2009.262.VLR og SKM2010.623.VLR, hvor indtægterne end ikke var tilgået skatteyderne, men deres respektive selskaber, og hvor de pågældende skatteydere desuagtet blev beskattet af indtægterne. Så meget desto mere er der grundlag for at beskatte A, der personligt erhvervede ret til indtægterne fra G1-virksomhed.

Manglende indsigt i driften af virksomheden indebærer ikke, at A ikke er skattepligtig af indtægterne, jf. f.eks. UfR 2006.2433 H.

At en anden end A måtte have disponeret over indtægterne, ændrer heller ikke på, at A er rette indkomstmodtager. A har imidlertid ikke redegjort nærmere for endsige dokumenteret, hvordan indtægterne fra salgene af hundene er blevet anvendt, herunder at de ikke er anvendt til hendes private udgifter, hvilket understøtter beskatningen af hende, jf. SKM2021.514.VLR.

3.2 A er ikke berettiget til fradrag

3.2.1 Retsgrundlaget

A gør gældende (stævningen, side 9-13), at såfremt hun anses som rette indkomstmodtager af indtægter ved salg af hundene, er hun berettiget til et fradrag for driftsudgifter på kr. 233.240 i indkomståret 2009 og kr. 233.240 i indkomståret 2010 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det påhviler A at godtgøre, at der faktisk er afholdt fradragsberettigede udgifter, og at fradragsbetingelserne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er opfyldt, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H, UfR 2016.471 H, UfR 2016.3592 H og SKM2022.105.VLR. Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at det er sandsynligt, at der er afholdt en udgift. Det skal generelt kunne dokumenteres, hvad udgiften konkret har været, jf. UfR 2009.476/2 H og TfS 1998.447 V om de almindelige skatteretlige dokumentationskrav.

Såfremt skatteyderen trods manglende regnskaber og bilagsmateriale ikke bidrager med konkrete oplysninger om virksomhedens drift som grundlag for skattemyndighedernes udøvelse af et så virkelighedsnært skøn som muligt, er skatteyderen ikke berettiget til fradrag herfor, jf. SKM2013.493.VLR. Indrømmelse af et skønsmæssigt fradrag forudsætter således et grundlag for skønnet, jf. f.eks. landsrettens dom i UfR 2016.483 H (Højesteret afgjorde sagen på et andet grundlag end landsretten), SKM2015.404.VLR og SKM2020.252.ØLR.

3.2.2 Den konkrete sag

A har ubestridt ikke fremlagt regnskabsmateriale eller bilagsmateriale, der godtgør, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter i forbindelse med salget af hundene. Skattestyrelsen har ellers ad to omgange opfordret A til bl.a. at indsende "Samtlige bilag. Herunder dokumentation for samhandel med det Y2-landske Forsvar fra 2009" til 2019 (bilag F og G).

JI har opgjort udgifterne for hver hund skønsmæssigt til kr. 116.620, jf. bilag 2, side 3. A har i stævningen, side 12, 2. sidste afsnit, gjort gældende, at JIs opgørelse er udtryk for de udgifter, der er afholdt til indkomsterhvervelsen.

De af JI opgjorte udgifter udgøres af anskaffelsespris, transport, dyrelægetjek m.v., træning, foder og pension i 191 dage. Oplysningerne er i det hele udokumenterede. A har eksempelvis ikke fremlagt bevis for betaling til hundesælgere eller leverandører af træning, foder og pension.

Derudover har A heller ikke fremlagt konkrete oplysninger om virksomhedens drift, der kan danne grundlag for skattemyndighedernes udøvelse af et så virkelighedsnært skøn som muligt, jf. SKM2013.493.VLR. Der er således intet grundlag for en skønsmæssig ansættelse af fradraget, og A er derfor ikke berettiget til noget fradrag, jf. SKM2020.252.ØLR og SKM2015.404.VLR.

A har dermed hverken dokumenteret, at hun har ret til et fradrag på kr. 116.620 pr. hund eller påvist et grundlag for, at skattemyndighederne kan fastsætte fradraget skønsmæssigt. A er således ikke berettiget til fradrag på kr. 233.240 i indkomståret 2009 og kr. 233.240 i indkomståret 2010 som anført i As subsidiære påstand i stævningen, side 1, 2. sidste afsnit, ligesom der ikke er grundlag for at hjemvise sagen.

Såfremt retten måtte finde, at A er berettiget til et skønsmæssigt fradrag, herunder at hun har påvist et grundlag for en skønsmæssig fastsættelse, skal sagen hjemvises i overensstemmelse med As mere subsidiære påstand i stævningen, side 1, sidste afsnit, således at skønnet kan foretages af Skattestyrelsen, idet der ikke er grundlag for at lægge JIs skøn til grund."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen finder retten, at A ikke har godtgjort, at indtægten for salg af fire hunde til det Y2-landske forsvar i 2009 og 2010 ikke er skattepligtig indkomst for hende.

Retten har herved lagt vægt på, at A i perioden fra 1. december 1996 til 30. april 2018 var registreret ejer af virksomheden G1-virksomhed, og at As navn fremgår af en udskrift af 30. januar 2021 fra kennelens hjemmeside (red. information 4 fjernet), og af en faktura på en af de solgte hunde. De fremlagte erklæringer fra JI og hans forklaring om, at han alene stod for driften af kennelen, kan, da han og A er interesseforbundne parter, ikke føre til en anden vurdering.

Retten finder heller ikke, at A har godtgjort eller sandsynliggjort, at hun er berettiget til fradrag for driftsudgifter.

Retten har ved denne vurdering lagt vægt på, at A trods opfordret ikke har fremlagt nogen form for bilagsmateriale vedrørende køb af hundene eller udgifter til opdræt, træning mv. af disse. Retten bemærker, at A således heller ikke har påvist et grundlag for, at skattemyndighederne kan fastsætte fradraget skønsmæssigt.

Skatteministeriet frifindes derfor for As påstande.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 45.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 45.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.