Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-06-2022
Offentliggjort:27-06-2022
SKM-nr:SKM2022.330.SR
Journalnr.:22-0160395
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Moms - Forsikringsmæglervirksomhed momsfritaget

Spørger er en forsikringsmæglervirksomhed, som formidler og servicerer forsikringer for sine kunder. Spørgers ydelser består b.la i ajourføring af forsikringer, varetagelse af skadesager, korrespondance med forsikringsselskaberne, indhentning af tilbud på forsikringer, opsigelse af gamle forsikringer samt indgåelse af nye forsikringer.

Spørger ønsker at få bekræftet, at ydelserne er momspligtige, og dermed ikke omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, som bl.a. omfatter ydelser leveret af forsikringsmæglere.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at ydelserne er momspligtige. Spørger må anses for at levere momsfri ydelser i form af formidling af forsikringer, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 10. Spørger er derfor omfattet af lønsumsafgiftspligten, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.


Spørgsmål

  1. Det ønskes bekræftet, at Spørgers aktiviteter ikke er lønsumsafgiftspligtige, idet Spørgers ydelser ikke omfattes af momslovens § 13, stk. 1, nr. 10?

Svar

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en forsikringsmæglervirksomhed, der primært formidler og servicerer forsikringer for landbrugskunder. Med kunderne indgås en samarbejdsaftale, der regulerer hvilken service, Spørger yder, samt aftaler om honorering, ansvar, tvister m.m. Kunden underskriver en fuldmagt, så Spørger kan handle på kundens vegne over for forsikringsselskaberne. Det er alene kunden, der honorerer Spørger. I den forbindelse modtager Spørger ikke provision eller andet fra forsikringsselskaberne. Spørger hjælper kunden med at indhente tilbud på forsikringer, analysere indkomne tilbud, løbende servicering/regulering af de tegnede forsikringer og herunder også anmeldelse af og opfølgning på skader.

Spørger har hidtil betalt fuld lønsumsafgift, men erfarer, at andre tilsvarende forsikringsmæglervirksomheder er registreret som momspligtige og ikke betaler lønsumsafgift.

Spørger har fremlagt et eksempel på samarbejdsaftale om mæglerbetjening og mæglermandat for Skattestyrelsen;

Aftalen omfatter følgende opgaver

Spørger skal for Kundenavn udføre følgende opgaver:

Kundens oplysningspligt

For at Spørger kan varetage Kundenavns interesser er det nødvendigt, at Kundenavn straks orienterer Spørgerom alle ændringer, der kan have betydning for forsikringsdækningen herunder bl.a. nedenstående ændringer:

Al korrespondance via Spørger

Al korrespondance mellem forsikringsselskab(er) og Kundenavn skal ske via Spørger, medmindre andet specifikt aftales mellem Kundenavn og Spørger i den enkelte sag.

Årsmøde

Hvert år afholdes som minimum et møde med gennemgang af alle risici for at sikre at forsikringsdækningen svarer til de faktiske forhold og Kundenavns ønsker. Mødet kan undtagelsesvis afholdes telefonisk.

Fuldmagt/mæglermandat

Der gives fuldmagt til at Spørger kan handle på Kundenavns vegne overfor forsikringsselskaberne.

Spørgerkan ikke uden Kundenavns accept

Indbetalinger til eller udbetalinger fra forsikringsselskaber skal ske direkte mellem forsikringsselskabet og Kundenavn.

Ansvarsbestemmelser

Risikooplysninger og andre informationer som afgives af Spørger til forsikringsselskabet, betragtes som afgivet af Kundenavn.

Spørger orienterer Kundenavn om væsentlige oplysninger, der har betydning for forsikringsdækningen og/eller præmiefastsættelsen, og oplysningerne betragtes som godkendte, medmindre Kundenavn skriftligt gør indsigelse uden unødigt ophold efter modtagelsen af oplysningerne.

Spørger påtager sig ikke ansvar for fejl eller mangler i forsikringsdækningen, som ligger forud for indgåelsen af nærværende aftale, men er først ansvarlig, når revision af forsikringsdækningen er gennemført og eventuelle anbefalinger accepteret af Kundenavn.

Kundenavn er ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger der er givet Spørger, herunder oplysninger om forsikringsinteressen, forsikringssummer, risikoforandringer og lignende.

Spørgers ansvarsforsikring

Spørger er forsikringsmæssigt dækket for professionelt ansvar i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning for forsikringsformidlere.

Spørger er desuden ansvarlig efter dansk rets almindelige regler om professionelt rådgiveransvar med de nedenfor anførte begrænsninger.

Spørgeransvar omfatter ikke ansvar for driftstab, tidstab, avancetab, goodwill eller lignende indirekte tab. Derudover kan Spørgererstatningsansvar ikke overstige kr. XX pr. skadetilfælde og kr. XX for alle skadetilfælde. (reguleres automatisk i overensstemmelse med den til enhver tid fastsatte dækningssum for ansvarsforsikring eller garantistillelse for nærværende i bekendtgørelse nr. BEK nr. 696 af 26/05/2020)

Honorering

Spørgermodtager fra Kundenavn honorar baseret på et årligt basishonorar og timeforbrug.

(…)

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spøger henviser til et notat fra, som beskriver Spørgers opfattelse og begrundelse;

Notat — momsfritagelse for tjenesteydelser omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 10

Nærværende notat er udarbejdet med henblik på at beskrive hvornår levering af tjenesteydelser er fritaget for momspligten, jf. fritagelsesbestemmelsen omhandlende forsikringsydelser (momslovens § 13, stk. 1, nr. 10), og hvornår tjenesteydelser er omfattet af den almindelige momspligt, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 10 bestemmer, at forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, herunder ydelse i forbindelse med sådan virksomhed, som udføres af forsikringsmæglere og forsikringsformidlere, er fritaget for moms.

Bestemmelsen har følgende ordlyd

Fritaget for moms er:

10) Forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, herunder ydelser i forbindelse med sådan virksomhed, som udføres af forsikringsmæglere og -formidlere.

Den danske bestemmelse baserer sig på artikel 135, stk. 1, punkt a i momssystemdirektivet, og den danske bestemmelse har næsten samme ordlyd som direktivteksten.

Som de andre fritagelsesbestemmelser i momsloven så skal momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, også fortolkes indskrænkende. Kan en transaktion ikke omfattes af en fritagelsesbestemmelse, så er leverancen momspligtig jf. hovedreglen i momslovens § 4, stk. 1

Forsikringsvirksomhed

Indledningsvis er det vigtig at være opmærksom på, at forsikringsvirksomhed ikke er begrænset til de virksomheder, der i henhold til nationalret har tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed. Det er således ikke afgørende at virksomheden er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed

Det afgørende for, at der er tale om forsikringsvirksomhed i momsmæssig forstand er, at der består et kontraktforhold mellem den, der leverer forsikringsydelsen, og den, hvis risiko dækkes af forsikringen — den forsikrede, og forsikringsgiver skal påtage sig mod betaling af en præmie og i tilfælde af forsikringsbegivenhedens indtræden til den forsikrede at betale den ydelse, der er aftalt ved kontraktens indgåelse.

Sagt med andre ord, så defineres forsikringsvirksomhed, som virksomhed hvis ydelser består i - mod vederlag - at dække bestemte risici i overensstemmelse med vilkår fastsat i en forsikringsaftale.

Forsikringsmæglere og -formidlere

Begrebet forsikringsmægler og -formidlere er defineret gennem retspraksis, idet der findes flere nationale og EU-domme herom.

Praksis vidner om, at det ikke er afgørende om en virksomhed kalder sig forsikringsmægler/-formidler, men derimod karakteren af forholdet mellem forsikringsselskabet, og forsikringstageren, samt de udførte ydelser som er afgørende for om fritagelsesbestemmelsen finder anvendelse.

Østre Landsret har i SKM2005.12 anført, at en forsikringsmægler/-formidler er en tredjemand, der formidler kontakt mellem kommende, eventuelle kunder og forsikringsselskaber om tegning af forsikring.

Af dommens præmisser fremgår følgende:

"En forsikringsmægler/-formidler er en tredjemand, der formidler kontakt mellem kommende, eventuelle kunder og forsikringsselskaber om tegning af forsikring. Hvis en formidling resulterer i, at der indgås en aftale om tegning af forsikring mellem en kunde og et forsikringsselskab, er den formidlingsprovision, som forsikringsmægleren/-formidleren måtte oppebære, fritaget for moms i medfør af denne bestemmelse.

Hvis forsikringsmægleren/-formidleren herefter i forsikringstiden efter aftale leverer nogle ydelser vedrørende de forsikringer, vedkommende har formidlet tegning af, kan honoraret herfor tillige være fritaget for moms.

Eventuelle ydelser vedrørende forsikringer, som vedkommende ikke har formidlet tegning af, vil derimod ikke være fritaget for moms i henhold til nævnte bestemmelse".

Denne definition svarer til EU-Domstolens praksis, hvilket fremgår af sag C-8/01, Taksatorringen. I denne sag har EU-Domstolen således udtalt, at fritagelsen udelukkende tager sigte på ydelser, der udføres af erhvervsdrivende, som står i kontakt både med forsikringsgiveren og forsikringstageren, idet en forsikringsmægler kun er mellemmand.

I sag C-472/03, Arthur Andersen, fandt Domstolen, at de væsentlige dele af en forsikringsformidlers opgaver består i at søge efter kundeemner og at sætte dem i kontakt med forsikringsgiveren.

I sag C-124/07, J.C.M. Beheer BV, fandt Domstolen, at en virksomhed vedrørende tilbud og indgåelse af forsikringsaftaler, behandling af ændringer af forsikringspolicer, udstedelse af sådanne policer, opkrævning af provision og levering af oplysninger til forsikringsselskabet og til forsikringstagerne havde karakter af en forsikringsmæglers eller -formidlers virksomhed.

Af SKATs juridiske vejledning, afsnit D.A.5.10.4 anfører SKAT, hvem der er omfattet af forsikringsmægler/ formidler betegnelsen.

"Betegnelsen forsikringsmægler/formidler er meget bred. Det er ikke afgørende, om en virksomhed vælger at bruge den ene eller den anden betegnelse.

Det afgørende er,

Forsikringsmægler/-formidler betegnelsen omfatter

Endvidere omfatter det andre, der formidler forsikringsaftaler (fx rejsebureauer og ejendomsmæglere), og som modtager momsfritaget provision fra forsikringsselskaberne for tegning af forsikringer.

Hvis en formidling resulterer i, at der indgås aftale om tegning af forsikring mellem en kunde og et forsikringsselskab, skal forsikringsmægleren/-formidleren ikke betale moms af den formidlingsprovision, som han eventuelt måtte få. Se SKM2005.12. ØLR"

Foruden at oppebære provision ved at formidle forsikringer, jf. ovenfor så kan forsikringsmæglere og -formidlere ligeledes fritages for moms ved levering af ydelser i forbindelse med forsikringsvirksomhed.

Af SKATs juridiske vejledning fremgår det, at en ydelse anses for leveret "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed, når der er tale om tjenesteydelser i forbindelse med transaktioner, der vedrører overdragelse af en nærmere afgrænset risiko.

SKAT nævner følgende eksempler på ydelser, der kan anses for leveret "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed:

Afrunding

Tjenesteydelser som består i at formidle forsikringer, og dermed være part i et retsforhold til både forsikringsselskabet og forsikringstageren, hvor leverancen vederlægges med en provision/ betaling, er fritaget for momspligten. Ydelser der leveres i forbindelse med forsikringsvirksomhed, er ligeledes omfattet af momsfritagelsen.

Tjenesteydelser som består i at undersøge, analysere, administrere og indhente tilbud på forsikringer mv. for virksomheder (og kun være part i et retsforhold til virksomheden, og ikke til forsikringsselskabet) er ikke omfattet af momslovens fritagelsesbestemmelser. Disse ydelser er omfattet af den almindelige momspligt.

Det er derfor Spørgers opfattelse, at det må være afgørende for momspligten, om der er indgået en skriftlig kontrakt med forsikringsselskabet, der regulerer samarbejde og ansvar i forbindelse med formidling og servicering af forsikringstagers forsikringer.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørgers aktiviteter ikke er lønsumsafgiftspligtige, idet Spørgers ydelser ikke omfattes af momslovens § 13, stk. 1, nr. 10.

Begrundelse

Spørger er en virksomhed som formidler og servicerer forsikringer for landbrugskunder.

I henhold til lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, er aktiviteter omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, lønsumsafgiftspligtige.

Spørger modtager vederlag for sine ydelser fra landbrugskunderne, og udgangspunktet er, at vederlaget er momspligtigt, jf. momslovens § 4.

Ifølge momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, 2. led, momsfritages imidlertid ydelser i forbindelse med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, der udføres af forsikringsmæglere og -formidlere.

Formidlings- og forhandlingsvirksomhed defineres i retspraksis som tiltag, der har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Se EU-Domstolens dom i sag C-453/05, Volker Ludwig.

Tilsvarende udtaler Østre Landsret, at en forsikringsmægler/-formidler er en tredjemand, der formidler kontakt mellem kommende, eventuelle kunder og forsikringsselskaber om tegning af forsikring. Se SKM2005.12.ØLR.

Videre fremgår det af C-124/07, J.C.M. Beheer BV, at en virksomhed vedrørende tilbud og indgåelse af forsikringsaftaler, behandling af ændringer af forsikringspolicer, udstedelse af sådanne policer, opkrævning af provision og levering af oplysninger til forsikringsselskabet og til forsikringstagerne har karakter af en forsikringsmæglers eller -formidlers virksomhed.

De ydelser, som Spørger leverer til sin kunder (forsikringstagere), defineres i henhold til den fremlagte samarbejdsaftale som ydelser bestående i ajourføring af forsikringer, varetagelse af skadesager, kontrol af policer og opkrævninger, korrespondance med forsikringsselskaberne, indhentning af tilbud på forsikringer, samt opsigelse af gamle forsikringer, indgåelse af nye forsikringer og accept af klageafgørelser på skadesager.

Det er Skattestyrelsen opfattelse, at Spørger på denne baggrund må anses for at levere momsfritagne ydelser i form af formidling, jf. momslovens § 13, stk. 1 nr. 10, 2. led

Det forhold at Spørger kun er i kontraktforhold med forsikringstagere og ikke selve forsikringsselskabet ændrer ikke herpå, da det fremgår af EU-Domstolens praksis, at momsfritagelsen ikke er afhængig af, om der består et kontraktforhold mellem yderen af formidlingsydelsen og en part i låneaftalen, men skal vurderes ud fra arten af den leverede ydelse og formålet med ydelsen.

Endvidere fremgår det, at formidlingsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt mellemmandsvirksomhed, jf. C-453/05, Volker Ludwig præmis 23 og33.

Se ligeledes SKM2013.563.SR, hvor rådgivning om valg af investeringsstrategi ligesom den efterfølgende overvågning af markedet og de dermed forbundne konkrete anbefalinger om køb eller salg af værdipapirer overfor Spørgers private kunder udgjorde momsfri formidling. I den pågældende sag modtog Spørger alene vederlag fra den kunde, som ønskede at købe værdipapirer.

Det samme har Skatterådet bekræftet i SKM2014.323.SR, hvor Spørgers aktiviteter med lånformidling og rådgivning herom var fritaget for moms. Det var udelukkende kunderne som honorerede Spørger, og ikke banker, pengeinstitutter, investeringsforeninger eller andre finansielle udbydere.

Det er derfor Skattestyrelsens vurdering, at Spørgers ydelser er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 10.

Spørger er på den baggrund lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 10

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

..........

10) Forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, herunder ydelser i forbindelse med sådan virksomhed, som udføres af forsikringsmæglere og -formidlere."

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a) i dansk ret.

"a) forsikrings- og genforsikringstransaktioner, herunder ydelser udført af forsikringsmæglere og -formidlere i forbindelse med disse transaktioner"

Praksis

C-453/05, Volker Ludwig

Begrebet »formidling« tager sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke optræder som part i en kontrakt om et finansielt produkt, og som adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter. Formidlingsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt mellemmandsvirksomhed. En sådan virksomhed har herved til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.

C-124/07, J.C.M. Beheer BV

Selskabet var underagent for en anden forsikringsformidler. Den omstændighed, at en forsikringsmægler eller -formidler ikke har et direkte forhold til parterne i den forsikrings- eller genforsikringsaftale, til hvis indgåelse han bidrager, men udelukkende har et indirekte forhold til parterne via en anden afgiftspligtig person, der har et direkte forhold til en af disse parter, og med hvilken denne forsikringsmægler eller -formidler er aftalemæssigt forbundet, ikke er til hinder for, at den ydelse, som forsikringsmægleren eller -formidleren leverer, fritages for moms i henhold til bestemmelsen.

C-8/01, Taksatorringen

6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra a) (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a), skulle fortolkes således, at taksation af motorkøretøjsskader, som en forening, hvis medlemmer er forsikringsselskaber, yder til sine medlemmer, hverken udgør forsikringstransaktioner eller tjenesteydelser i forbindelse med disse transaktioner, som udføres af forsikringsmæglere eller forsikringsformidlere i bestemmelsens forstand.

SKM2005.12.ØLR.

Sagen drejer sig om, hvorvidt den tegningsprovision, som expert service a/s oppebar for kalenderåret 1996 for forsikringer tegnet i expertforretningerne, var omfattet af momsfritagelsesreglen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 10. Forsikringerne bestod af obligatoriske forsikringer for solgte varer tegnet af forretningerne og frivillige tillægsforsikringer for solgte varer tegnet af forretningernes kunder.

SKM2013.563.SR

Skatterådet bekræfter, at spørgers ydelser i forbindelse med formidling af handel med værdipapirer, sådan som de er beskrevet af spørger, må anses for en sammensatsat ydelse, hvor gennemførelsen af handlerne udgør hovedydelsen, og hvor rådgivning om valg af investeringsstrategi ligesom den efterfølgende overvågning af markedet og de dermed forbundne konkrete anbefalinger om køb eller salg udgør bi ydelser. Ydelserne er derfor momsfrie som forhandling/formidling i forbindelse med værdipapirer. De handelsomkostninger, som spørger opkræver sine investorkunder i forbindelse med disses handler med værdipapirer, er derfor ligeledes momsfrie.

SKM2014.323.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers aktiviteter samlet set var fritaget for moms efter reglerne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a-f. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at alle spørgers aktiviteter i form af formueforvaltning var fritaget for moms. Derimod bekræftede Skatterådet, at spørgers aktiviteter med låneformidling og rådgivning herom var fritaget for moms, ligesom det blev bekræftet, at det ikke havde betydning for besvarelsen af spørgsmålene om ydelserne leveres til juridiske eller fysiske personer.