Dokumentets metadata

Dokumentets dato:31-05-2022
Offentliggjort:21-06-2022
SKM-nr:SKM2022.321.SR
Journalnr.:22-0088407
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Momsfradrag salg af kapitalandele

Spørger er en virksomhed, som udbyder investeringer i ejendomsprojekter via salg af kapitalandele i de selskaber, som ejer de respektive ejendomsprojekter. Spørger påtænker at afholde omkostninger til grafisk opsætning af prospekt og teaser til projektet, omkostninger til konsulentydelser og omkostninger til print af prospekt i forbindelse med salget af kapitalandelene i et af ejendomsselskaberne.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørger har ret til momsfradrag af omkostningerne, idet disse har direkte og umiddelbar tilknytning til det momsfritagne salg af kapitalandele.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger har ret til momsfradrag for afholdt udgift til grafisk opsætning af prospekt?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger har ret til momsfradrag for afholdt udgift til grafisk opsætning af teaser til projektet?
  3. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger har ret til momsfradrag for afholdt udgift til konsulentydelse vedrørende salg til investor?
  4. Kan Skattestyrelsen bekræfte, at spørger har ret til momsfradrag for afholdt udgift til print af prospekt?

Svar

  1. Nej
  2. Nej
  3. Nej
  4. Nej

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en virksomhed, som udbyder investeringer i ejendomsprojekter via salg af kapitalandele i de selskaber, som ejer de respektive ejendomsprojekter.

Den normale proces ved Spørgers udbud og salg af kapitalandele er som følger:

  1. Spørger finder et projekt og indkøber dette og placerer det i et 100% ejet datterselskab
  2. Reelt set etableres der en struktur, hvor der stiftes et mellem-holdingselskab (100% ejet af spørger), og herunder stiftes driftsselskabet som ejendomsprojektet placeres i.
  3. Spørger indgår aftale med mellem holdingselskabet/driftsselskabet om administration af selskabet.
  4. Når projektet er modent, forsøger Spørger at sælge kapitalandelene til interesserede investorer.
  5. I den forbindelse afholdes der nogle udgifter til f.eks. prospekt og diverse rådgivere/formidlere mm.

Spørger har fremlagt en administrationsaftale indgået mellem Spørger, mellemholdingselskabet og driftsselskabet.

Af aftalen fremgår, at Spørger skal fungere som mellemholdingselskabets og driftsselskabets forvalter. Videre fremgår det af § 2, at Spørger for mellemholdingselskabet og driftsselskabet skal varetage følgende opgaver:

"a) De opgaver der til enhver tid følger af bilag 1 i Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde ("FAIF-loven"), herunder porteføljepleje, risikostyring, administration og markedsføring mv.
b) Udarbejdelse af budgetter og budgetkontrol
c) Likviditetsstyring
d) Kontakt til revisor
e) Kommunikation og kontakt til kreditinstitutter og banker
f) Indkaldelse og afholdelse af generalforsamling
g) Kontakt til offentlige myndigheder
h) Daglig ledelse og drift af Selskabet og Ejendomsselskabet"

For disse ydelser opkræver Spørger 100.000 kr. årligt af mellemholdingselskabet.

Anmodningen om bindende svar fremsendes for at opnå sikkerhed for den momsretlige behandling af specifik afholdte udgifter forbundet med ejendommen. Her har spørger afholdt diverse udgifter i forbindelse med at gøre projektet klar til salg, f.eks. udgifter til prospekt, konsulentydelse som led i salg af kapitalandele.

Det er Spørgers opfattelse, at der er adgang til momsfradrag for disse udgifter, når reglerne om holdingselskabers fradragsret og forhold omkring økonomisk virksomhed iagttages.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er Spørgers opfattelse, at alle de afholdte udgifter kan henføres til Spørgers økonomiske virksomhed i momsretlig henseende og dermed har Spørger adgang til momsfradragsret herfor.

Der er i nærværende anmodning tale om følgende udgifter:

  1. Afholdt udgift til grafisk opsætning af prospekt
    1. Der er tale om udgifter til præsentation af ejendomsprojektet beliggende i datterselskabet, således at Spørger nemmere kan sælge anparter i selskabet.
  2. Afholdt udgift til grafisk opsætning af teaser til projektet
    1. Der er tale om udgift til reklamering af ejendomsprojektet, således interesserede købere ser nærmere herpå
  3. Afholdt udgift til konsulentydelse vedrørende salg til investor
    1. Der er tale om udgift til konsulentarbejde, hvor konsulenten har henvist en køber til Spørger. Konsulenten har ikke deltaget i møder mm. men blot henvist potentielle købere, hvor det er lykkedes at sælge anparter til.
  4. Afholdt udgift til print af prospekt
    1. Der er tale om udgifter til print af præsentationen af ejendomsprojektet beliggende i datterselskabet, således potentielle købere har konkret salgsmateriale ved hånden.

Spørger har som ovenfor anført indgået en administrationsaftale med sine datterselskaber og udøver derigennem den fornødne indgriben i administrationen af det/de enkelte underliggende selskaber.

Økonomisk virksomhed

Som udgangspunkt kan "rene" holdingselskaber, dvs. holdingselskaber som alene besidder selskabsandele i datterselskaber, ikke opnå fradrag for moms. Det skyldes, at rene holdingselskaber ikke driver økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand.

Indtil 2015 var praksis i Danmark, at holdingselskaber, som udover kapitalbesiddelsen i datterselskaberne, også leverede momspligtige varer eller ydelser til disse, kunne fradrage momsen af udgifter til erhvervelse og besiddelse efter et skøn.

Skattemyndighedernes praksis var dog, at det skønsmæssige fradrag efter en ressourceforbrugsbetragtning ikke kunne være stort.

I 2015 blev praksis dog ændret således, at holdingselskaber, som direkte eller indirekte griber ind i administrationen af deres datterselskaber ved levering af momspligtige ydelser, som udgangspunkt fik fuldt fradrag for momsen af omkostningerne til erhvervelse, afhændelse og besiddelse af disse datterselskaber.

Det gælder, når den pågældendes indgriben i administrationen af datterselskaberne ligger ud over, hvad der følger af de rettigheder, indehaveren af kapitalinteressen har i sin egenskab af aktionær eller selskabsdeltager.

Området blev yderligere præciseret efter EU-dom i 2018 (Marle Participation Sarl), hvor det blev fastslået at selv momspligtig udlejning af fast ejendom faktisk udgør indgriben i det pågældende datterselskab og dermed som udgangspunkt generer ret til fuldt momsfradrag for holdingselskabets udgifter.

EU-Domstolen konkluderede således, at det ikke er arten af de leverede varer og/eller ydelser, som er afgørende for, hvorvidt holdingselskabet skal anses for at gribe ind i administrationen af datterselskaberne. Det afgørende i forhold til dette er derimod, hvorvidt de leverede varer og/eller ydelser er momspligtige eller ej.

På baggrund heraf udsendte Skattestyrelsen et styresignal, som præciserer, hvad der skal forstås ved indgriben i datterselskabernes administration.

Momsfradragsret i et holdingselskab forudsætter herefter, at følgende 2 betingelser begge skal være opfyldt:

I nærværende tilfælde leverer spørger momspligtige administrationsydelser til datterselskaberne og det er efter Spørgers opfattelse, således ingen tvivl om, at Spørger foretager den nødvendige indgriben i datterselskaberne.

Spørger har derfor fuld fradragsret for momsen af de omhandlende udgifter som udelukkende kan henføres til erhvervelse, besiddelse og afhændelse af kapitalandele i datterselskaberne, f.eks. udgifter til udarbejdelse af prospekt. Baggrunden herfor er, at Spørger som led i anskaffelsen af datterselskaberne har til hensigt at foretage indgriben i administrationen af selskaberne og at denne administration faktureres med moms.

Spørgers høringssvar:

Ved salg af kapitalandele, skal der sondres mellem følgende:

Rent salg af kapitalandele contra afhændelse af en momspligtig aktivitet

I og med, at ejerskabet af kapitalandelene er så nært forbundet med levering af momspligtige ydelser, så anses salget af kapitalandele som afhændelse af en momspligtig aktivitet, hvorved fradragsretten naturligt fortsat opretholdes.

Skattestyrelsen hænger sin hat på følgende:

"Det er Skattestyrelsens vurdering, at når Spørger afholder omkostninger til grafisk opsætning af prospekt, som skal fremme salget af kapitalandelene i mellemholding-selskabet, så må disse omkostningerne derfor efter en konkret vurdering skulle anses for medregnet i prisen på kapitalandelene.

Spørgers omkostninger til grafisk opsætning af prospektet har på den baggrund en direkte og umiddelbar tilknytning til det momsfritagne salg af kapitalandele, og momsen af omkostningerne er herefter ikke fradragsberettigede for Spørger. Videre bemærkes det, at momsfradragsret som generalomkostning herefter er udelukket, jf. præmis 71 i dommen i C-29/08, AB SKF."

Spørger finder det meget søgt, at udgifter til prospekt og rådgiver/konsulent anses for medregnet i prisen på kapitalandelene.

Det forholder sig således, at det underliggende aktiv ved salg af kapitalandelene er en ejendommen i drift. Dette aktivs pris er den samme uanset om der betales kr. 1.000,- i omkostninger hertil eller om der betales kr. 1.000.000,- for selv samme ydelser.

Kapitaliseringen af det underliggende aktiv har således intet med udgifternes størrelse at gøre. Udgifterne er udelukkende afholdt som led i afhændelse af den økonomiske og momspligtige aktivitet. Alene af den grund har Spørger ret til fradrag for de afholdte udgifter.

I henhold til præmis 30 i Cibo-dommen (sag C-16/00) fremgår det:

"På denne baggrund skal det tredje præjudicielle spørgsmål besvares med, at udgifter, som et holdingselskab har afholdt til forskellige tjenesteydelser, det har erhvervet i forbindelse med overtagelse af kapitalandele i et datterselskab, indgår i dets generalomkostninger og således i princippet har en direkte og umiddelbar tilknytning til dets samlede økonomiske virksomhed."

Cibo-dommen omhandler køb af kapitalandele, hvortil man vil levere momspligtige ydelser og indgriben i administrationen. Nærværende sag omhandler afhændelse af kapitalandele, hvor man har leveret momspligtige ydelser og indgriben i administrationen.

I henhold til Cibo-dommen er der adgang til momsfradragsret for udgifterne.

Begge situationer skal behandles ens. Momsretligt er det således underordnet om udgifterne er afholdt som led i at opstarte en momspligtige aktivitet eller afhænde en sådan. Det følger almindelige momspraksis.

I den Juridisk Vejledning, afsnit D.A.11.1.3.2.3 er der bl.a. anført følgende:

"Fradragsret som følge af økonomisk virksomhed

Et moderselskab eller et holdingselskab har fradragsret efter momslovens almindelige regler for købsmomsen på udgifter i forbindelse med erhvervelse, besiddelse og afhændelse af selskabsandele i datterselskaber, hvis erhvervelsen, besiddelsen og afhændelsen udgør økonomisk virksomhed i momssystemdirektivets forstand. Fradraget beregnes efter momslovens almindelige bestemmelser.

Se afsnit D.A.11.4.3.1 om delvis fradragsret for momsregistrerede holdingselskaber m.fl.

Fradragsretten for moms af de pågældende omkostninger skal derfor opgøres på følgende måde:

Det er en betingelse for fradrag, at hensigten om at foretage indgriben i administrationen af datterselskabet er til stede på dét tidspunkt, hvor udgifterne afholdes. Se afsnit D.A.11.1.2.1 om forberedende handlinger samt D.A.11.2 om tidspunktet for fradragsrettens indtræden.

Det skal i denne forbindelse understreges, at det er en afgørende betingelse for momsfradragsret, at den erklærede hensigt om iværksættelse af momspligtige transaktioner bestyrkes af objektive forhold, jf. EU-Domstolens faste praksis. Se eksempelvis præmis 34 i sag C-400/98, Brigitte Breitsohl. Den erklærede hensigt er således ikke i sig selv tilstrækkelig til at opnå momsfradragsret.

Det er i denne situation uden betydning, hvorvidt de påtænkte transaktioner rent faktisk ender med at blive gennemført, jf. EU-domstolens dom i sagen C-249/17, Ryanair.

I relation til afhændelse af kapitalandele bemærkes dog, at overdragelse af aktier, der er fritaget for moms, ikke giver ret til fradrag. Det står ikke desto mindre fast, at denne fortolkning kun finder anvendelse, hvis det fastslås, at der er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem de indgående ydelser, der erhverves, og den fritagne udgående overdragelse af aktier. Hvis der derimod ikke foreligger en sådan tilknytning, og omkostningerne for de indgående transaktioner medregnes i prisen på holdingselskabets produkter, må der gives fradrag for den moms, der er erlagt af indgående tjenesteydelser, jf. EU-domstolen i sagen C-29/08, AB SKF."

Herudfra kan det klart og nemt fastslås, at fradragsretten hos Spørger ene og alene afhænger af om der er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem ydelserne og salget. Denne tilknytning fastlægges ved at se på om udgifterne er medregnet ved fastlæggelsen af prisen for kapitalandelene.

Spørger finder det meget svært at argumentere for, at prisen for opsætning og print af prospekt mm., samt enkelte konsulentudgifter er medregnet ved prisfastsættelsen for det underliggende aktiv, som består af en ejendom i drift.

Det svarer til, at en ejendomsmæglers salær er medregnet i værdien for en given ejendom. Det giver således ikke mening. Ejendommen har den værdi i markedet som ejendommen nu engang har og dette afspejler klart værdien på kapitalandelen. Prisfastsættelsen i sådanne situationer afhænger udelukkende af ejendommens forrentning og udbud/efterspørgsel. Dermed har minimale udgifter til opsætning og print af prospekt, samt enkelte konsulentudgifter intet at gøre med prisfastsættelsen på kapitalandelene.

Skattestyrelsens forsøg med denne argumentation virker desværre meget søgt og der er ikke belæg herfor i den konkrete situation.

Spørger har derfor adgang til momsfradragsret for de omhandlende udgifter.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger har ret til momsfradrag for udgifter afholdt til grafisk opsætning af prospekt i forbindelse med Spørgers påtænkte salg af kapitalandelene i mellemholdingselskabet.

Begrundelse

Spørger er et holdingselskab, som udover at besidde kapitalandelene i sine datterselskaber, driver økonomisk virksomhed med levering af management ydelser til datterselskaberne.

Spørger påtænker at sælge kapitalandelene i et helejet mellemholdingselskab, og Spørger har i den forbindelse afholdt omkostninger til opsætning af et prospekt, som skal anvendes til at fremme salget af kapitalandelene.

Af EU-domstolens faste praksis fremgår, at det forhold, at der besiddes kapitalandele i andre virksomheder, ikke i sig selv er en udnyttelse af et gode med henblik på opnåelse af varige indtægter, idet et eventuelt udbytte, som kapitalandelen afkaster, kun er en følge af ejendomsretten til godet, jf. eksempelvis sag C-60/90, Polysar.

Besiddelsen af kapitalandelene er på denne baggrund ikke økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, og der er dermed ingen adgang til momsfradragsret i forbindelse med salget af kapitalandelene.

Som undtagelse hertil har EU-Domstolen i bl.a. de forenede sager C-108/14, Larentia + Minerva, og C-109/14, Marenave, udtalt, at der alligevel er tale om økonomisk virksomhed, såfremt et holdingselskab samtidig med besiddelsen af kapitalandelene direkte eller indirekte griber ind i administrationen af de selskaber, hvori kapitalandelene besiddes. Dette for så vidt som denne indgriben indebærer iværksættelse af transaktioner, der er momspligtige, såsom et holdingselskabs levering af administrative, finansielle, kommercielle og tekniske tjenesteydelser til datterselskabet.

Det kan på denne baggrund udledes, at følgende to betingelser skal være opfyldt for, at besiddelsen af kapitalandele kan anses for økonomisk virksomhed:

De to betingelser er meget nært forbundne, idet iværksættelsen af transaktionerne skal være en konsekvens af den indgriben, som gennemføres i kraft af besiddelsen af kapitalandelene, jf. også EU-Domstolens kendelse i sagen C-28/16, MVM Magyar.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at idet Spørger ejer alle kapitalandelene i mellemholdingselskabet, så opfyldes betingelsen om, at der skal foreligge indgriben i administrationen.

Videre bemærkes, at Spørger efter det oplyste leverer momspligtige administrationsydelser til mellemholdingselskabet, hvorfor også denne betingelse opfyldes.

Udgangspunktet er herefter, at Spørgers besiddelse af kapitalandelene i mellemholdingselskabet udgør økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Når Spørger derfor sælger kapitalandelene i mellemholdingselskabet, så omfattes salget af momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, jf. også præmis 52 i EU-Domstolens dom i sagen C-29/08, AB SKF.

Det forudsættes herved, at salget ligger i direkte og nødvendig forlængelse af Spørgers momspligtige økonomiske virksomhed, dvs. at salget skal foretages med henblik på direkte at anvende fortjenesten af salget til Spørgers momspligtige økonomiske virksomhed eller til den økonomiske virksomhed, der udøves af den koncern, som det pågældende selskab er moderselskab for, jf. præmis 39 i EU-Domstolens dom i sagen C-502/17, C&D Foods.

I sagen afviste EU-Domstolen netop dette med henvisning til, at salget af kapitalandelene i stedet havde til formål, at C&D Foods skulle indfri sin gæld til sit moderselskab. Det samme vil efter Skattestyrelsens vurdering eksempelvis være tilfældet, såfremt formålet med salget er at skabe provenu til brug for udbetaling af udbytte til Spørgers ejerkreds.

I relation til Spørgers momsfradragsret af omkostningerne til salget af kapitalandelene skal Skattestyrelsen henvise til, at EU-Domstolen har fastslået, at en direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, principielt er nødvendig, for at en momspligtig person har ret til at fratrække den betalte indgående moms, og for at omfanget af denne ret kan fastlægges. Retten til at fradrage den indgående moms, der er erlagt for disse tjenesteydelser, er betinget af, at udgifterne til erhvervelse af disse tjenesteydelser indgår blandt omkostningselementerne i prisen for de transaktioner i senere omsætningsled, der giver ret til fradrag, jf. præmis 57 i sag C-29/08, AB SKF.

Den afgiftspligtige har ligeledes ret til fradrag, når udgifterne til de omhandlede tjenesteydelser indgår i den pågældendes generalomkostninger og dermed er omkostningselementer i prisen på de goder og tjenesteydelser, som vedkommende leverer, selvom der ikke er nogen direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag. Sådanne omkostninger har således en direkte og umiddelbar forbindelse med hele den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed, jf. præmis 31 i EU-Domstolens dom i sag C-98/98, Midland Bank plc.

Når tjenesteydelser erhvervet af en afgiftspligtig person derimod har tilknytning til afgiftsfritagne transaktioner eller transaktioner, der ikke er omfattet af momsens anvendelsesområde, kan der hverken ske opkrævning af udgående moms eller fradrag for indgående moms, jf. præmis 59 i sag C-29/08, AB SKF.

I sagen C-29/08, AB SKF, hvor et moderselskab afholdt omkostninger i forbindelse med salg af kapitalandele i datterselskaber, hvortil moderselskabet havde leveret momspligtige administrationsydelser, udtalte EU-Domstolen derfor, at der ikke kunne indrømmes momsfradrag, såfremt der forelå en direkte og umiddelbar tilknytning mellem de indgående tjenesteydelser, der erhverves, og den fritagne udgående overdragelse af aktier.

Hvis der derimod ikke foreligger en sådan tilknytning, og omkostningerne for de indgående transaktioner medregnes prisen på SKF's produkter, må der gives fradrag for den moms, der er erlagt af indgående tjenesteydelser, jf. præmis 71.

EU-Domstolen overlod det herefter til den nationale domstol at vurdere, hvorvidt de afholdte udgifter kunne medregnes i prisen på de solgte aktier, eller om de udelukkende var en del af omkostningselementerne i prisen for de transaktioner, der indgik i den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed.

Skattestyrelsen bemærker i forlængelse heraf, at den svenske domstol i sin endelige dom i SKF-sagen nægtede AB-SKF fradragsret for momsen af rådgivningsomkostningerne, idet disse måtte anses for at have en direkte og umiddelbar tilknytning til det momsfritagne aktiesalg.

I forlængelse af dommen i C-29/08, AB SKF, offentliggjorde Skatteministeriet en kommentar til dommen (SKM2011.717.SKAT), hvori Skatteministeriet anfører, at afholdte udgifter skal medregnes i prisen på de solgte selskabsandele, når formålet med at afholde udgifterne er at påvirke prisen på aktierne i positiv retning, herunder at fremme efterspørgslen efter aktierne, f.eks. ved at identificere potentielle købere af datterselskabsandelene eller informere potentielle købere om muligheden for at erhverve andelene.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at når Spørger afholder omkostninger til grafisk opsætning af prospekt, som skal fremme salget af kapitalandelene i mellemholdingselskabet, så må disse omkostningerne derfor efter en konkret vurdering skulle anses for medregnet i prisen på kapitalandelene.

Spørgers omkostninger til grafisk opsætning af prospektet har på den baggrund en direkte og umiddelbar tilknytning til det momsfritagne salg af kapitalandele, og momsen af omkostningerne er herefter ikke fradragsberettigede for Spørger. Videre bemærkes det, at momsfradragsret som generalomkostning herefter er udelukket, jf. præmis 71 i dommen i C-29/08, AB SKF.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger har ret til momsfradrag for udgift afholdt til

grafisk opsætning af teaser til projektet i forbindelse med Spørgers påtænkte salg af kapitalandelene i mellemholdingselskabet.

Begrundelse

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at omkostninger til grafisk opsætning af teaser til projektet ligeledes har direkte og umiddelbar tilknytning til det momsfritagne salg af kapitalandele, idet formålet med omkostningerne er at fremme salget af kapitalandelene.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at Spørger har ret til momsfradrag for udgift afholdt til

konsulentydelser i forbindelse med Spørgers påtænkte salg af kapitalandelene i mellemholdingselskabet.

Begrundelse

Det lægges til grund for besvarelsen, at de pågældende ydelser ikke opfylder betingelserne for at være momsfritagne formidlingsydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at omkostninger til konsulentydelser ligeledes har direkte og umiddelbar tilknytning til det momsfritagne salg af kapitalandele, idet formålet med omkostningerne er at fremme salget af kapitalandelene.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at Spørger har ret til momsfradrag for udgift afholdt til print af prospekt i forbindelse med Spørgers påtænkte salg af kapitalandelene i mellemholdingselskabet.

Begrundelse

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at omkostninger til print af prospektet ligeledes har direkte og umiddelbar tilknytning til det momsfritagne salg af kapitalandele, idet formålet med omkostningerne er at fremme salget af kapitalandelene.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår følgende:

"Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6."

Praksis

C-98/98, Midland Bank plc

En direkte og umiddelbar forbindelse mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, principielt er nødvendig, for at en afgiftspligtig person har ret til at fratrække den indgående merværdiafgift, og for at omfanget af denne ret kan fastlægges.

Det tilkommer den nationale domstol at anvende kriteriet vedrørende den direkte og umiddelbare forbindelse på de faktiske omstændigheder i hver enkelt sag, som indbringes for den. En afgiftspligtig person, der såvel udfører transaktioner, der giver ret til fradrag, og transaktioner, der ikke giver ret hertil, kan fratrække den merværdiafgift, der er betalt af de goder eller tjenesteydelser, han har erhvervet, såfremt de har en direkte og umiddelbar forbindelse med de udgående transaktioner, der giver ret til fradrag. Dog kan en sådan afgiftspligtig person ikke fradrage hele den merværdiafgift, der er betalt af de indgående ydelser, såfremt disse ikke er blevet anvendt til at gennemføre en transaktion, der giver ret til fradrag, men i forbindelse med en virksomhed, der blot er en konsekvens af denne transaktion, medmindre den afgiftspligtige under henvisning til objektive forhold godtgør, at udgifterne til at erhverve disse ydelser udgør en del af de forskellige omkostningselementer, der indgår i prisen for den udgående transaktion.

C-29/08, AB SKF

Et moderselskabs overdragelse af samtlige aktier i et helejet datterselskab samt de resterende aktier i et kontrolleret selskab, der tidligere har været helejet, til hvilke moderselskabet har leveret momspligtige tjenesteydelser, udgør en økonomisk virksomhed, der er omfattet af disse direktivers anvendelsesområde.

En overdragelse af aktier som den, der er tvist om i hovedsagen, skal være fritaget for moms i medfør af artikel 135, stk. 1, litra f), i direktiv 2006/112.

Der er ret til fradrag for indgående merværdiafgift erlagt af ydelser leveret til brug for en overdragelse af aktier, hvis der er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem de udgifter, der er forbundet med indgående ydelser, og hele den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed. Det tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til alle de omstændigheder, hvorunder de pågældende transaktioner gennemføres i hovedsagen, at afgøre, om de afholdte udgifter kan medregnes i prisen på de solgte aktier, eller om de udelukkende er en del af omkostningselementerne i prisen for de transaktioner, der indgår i den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed.

C-108/14, Larentia + Minerva, og C-109/14, Marenave

Omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som deltager i administrationen af datterselskaberne, og som i forbindelse hermed udøver økonomisk virksomhed, skal antages at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og momsen erlagt i forbindelse med disse omkostninger skal i princippet fradrages fuldt ud, medmindre de vedrører visse udgående økonomiske transaktioner der er fritaget for moms.

Omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som alene deltager i administrationen af visse af datterselskaberne, og som med hensyn til de øvrige datterselskaber derimod ikke udøver en økonomisk virksomhed, skal alene antages delvist at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og merværdiafgiften erlagt i forbindelse med disse omkostninger kan følgelig kun fradrages forholdsmæssigt for et beløb, der svarer til de omkostninger, der vedrører økonomisk virksomhed i henhold til de kriterier for fordeling, som er fastsat af medlemsstaterne, der ved udøvelsen af denne beføjelse skal tage hensyn til sjette direktivs formål og opbygning - hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve - og herved fastsætte en beregningsmetode, som objektivt afspejler, hvilken del af de forudgående udgifter der reelt skal henføres til økonomisk virksomhed og til ikke-økonomisk virksomhed.

C-28/16, MVM Magyar

Et holdingselskab, der griber ind i administrationen af sine datterselskaber, kan ikke kan anses for at udøve en »økonomisk virksomhed« i direktivets forstand, når det hverken fakturerer disse selskaber for de ydelser, det har erhvervet i hele koncernens interesse eller i nogle af datterselskabernes interesse, eller momsen i denne henseende, og at et sådant holdingselskab ikke kan have ret til at fradrage den indgående moms, der er betalt for de erhvervede tjenesteydelser, for så vidt som disse tjenesteydelser vedrører transaktioner, der ikke er omfattet af nævnte direktivs anvendelsesområde.

C-320/17, Marle Participations SARL

Et holdingselskabs udlejning af en fast ejendom til sit datterselskab udgør en »indgriben i administrationen« heraf, som skal anses for at være økonomisk virksomhed som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1, som giver ret til fradrag af merværdiafgift (moms) på udgifter, som selskabet har afholdt til erhvervelse af andele i dette datterselskab, for så vidt som denne tjenesteydelse har en permanent karakter, foretages mod vederlag og er afgiftsbelagt, hvilket indebærer, at denne udlejning ikke er fritaget, og at der består en direkte sammenhæng mellem den leverede tjenesteydelse og den modværdi, der er modtaget fra den begunstigede. Omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som deltager i administrationen heraf ved at udleje en ejendom til disse datterselskaber, og som i forbindelse hermed udøver økonomisk virksomhed, skal antages at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og momsen erlagt i forbindelse med disse omkostninger skal i princippet fradrages fuldt ud.

C-502/17, C&D Foods

Et påtænkt, men ikke gennemført, salg af aktier som det i hovedsagen omhandlede, hvis direkte eneårsag ikke er knyttet til det omhandlede selskabs afgiftspligtige økonomiske virksomhed, eller som ikke udgør en direkte, permanent og nødvendig forlængelse af denne økonomiske virksomhed, er ikke økonomisk virksomhed, og udgifter i forbindelse hermed kan ikke fradrages.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Der henvises til "Lovgrundlag" under spørgsmål 1.

Praksis

Der henvises til "Praksis" under spørgsmål 1.

Spørgsmål 3

Lovgrundlag

Der henvises til "Lovgrundlag" under spørgsmål 1.

Praksis

Der henvises til "Praksis" under spørgsmål 1.

Spørgsmål 4

Lovgrundlag

Der henvises til "Lovgrundlag" under spørgsmål 1.

Praksis

Der henvises til "Praksis" under spørgsmål 1.