Dokumentets metadata

Fri bil - rådighed - bopæl - skærpet formodning - lavt kilometertal - kommission

En bil var placeret på selskabets lageradresse, der var sammenfaldende med eneanpartshaverens privatadresse. Der gjaldt derfor en skærpet formodning for, at bilen også havde været stillet til rådighed for eneanpartshaverens private benyttelse.

Idet selskabet og dermed hovedanpartshaveren ikke effektivt havde været afskåret rådigheden over bilen, mens bilen stod i kommission hos en forhandler, havde bilen fortsat været stillet til rådighed for privat benyttelse i den pågældende periode.

Et efterfølgende udarbejdet hændelsesforløb opfyldte ikke kravene til dokumentation for, at bilen ikke havde været stillet til rådighed for privat benyttelse.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at eneanpartshaveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham til privat benyttelse.

Det forhold, at bilen efter det oplyste alene havde kørt ca. 268 km, kunne ikke føre til, at der ikke skulle ske beskatning af eneanpartshaveren i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, idet kravet om, at bilen havde været stillet til rådighed for privat benyttelse, var opfyldt.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A

(v/advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Mattias Chor)

Denne afgørelse er truffet af kst. retsassessor

Mette Faurskov Kristiansen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er modtaget i retten den 4. maj 2020, drejer sig om beskatning af værdien af fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.

Sagsøger, A, har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2015 nedsættes med kr. 14.278, skatteansættelsen for indkomståret 2016 nedsættes med kr. 171.335, og skatteansættelsen for indkomståret 2017 nedsættes med kr. 171.335.

Sagsøger har subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 2015, 2016 og 2017 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

En artikel bragt i G1-virksomhed (red. information 1 fjernet) omtalte, at regeringen ville stoppe afgiftsfritagelse for elbiler ved årsskiftet, og at dette vil medføre, at der skal pålægges fuld registreringsafgift for elbiler fra 2016.

Den 9. oktober 2015 fremgik det af Skatteministeriets hjemmeside, at der mellem regeringen (V), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre var indgået en aftale om, at elbiler ville få en mere lempelig overgang til fuld registreringsafgift og være fuldt omfattet i 2020.

Den 14. oktober 2015 modtog G2-ApS, i hvilket selskab A er direktør og eneanpartshaver, en e-mail fra (red. information 13 fjernet), hvoraf blandt andet fremgår, at afgiften på en (red. information 2 fjernet) i 2016 ville stige fra 31 % til 81 % afhængig af udgave.

Selskabet G2-ApS købte i efteråret 2015 en (red. information 2 fjernet).

Det fremgår af faktura af 21. december 2015, at køberen var A, og at leveringsdatoen var den 23. december 2015. Af en ny faktura af samme dato fremgår, at bilen var solgt til G2-ApS fortsat med leveringsdato den 23. december 2015.

Bilen blev den 22. december 2015 registreret til med A som ejer og bruger. Den 7. januar 2016 blev ejer og bruger ændre til G2-ApS.

G2-ApS finansierede bilen ved en erhvervskøbekontrakt hos (red. information 13 fjernet) med G4-virksomhed som forsikringsselskab. Det fremgår af købekontraktens § 6, pkt. B, at køber er forpligtet til at holde objektet kaskoforsikret.

Af forsikringspolicen fra G5-virksomhed fremgår, at forsikringen trådte i kraft den 7. januar 2016.

A indbragte Skattestyrelsens afgørelse af den 5. marts 2019 vedrørende skatteansættelse for indkomstårene 2015, 2016 og 2017 for Landsskatteretten, der har truffet afgørelse den 4. februar 2020.

Af præmisserne for Landsskatterettens afgørelse fremgår:

"… Landsskatterettens afgørelse

Stiller et selskab et køretøj til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens§ 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5, 2. pkt.

Hvis køretøjet har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl, eller der ikke er en forretningsmæssig begrundelse for selskabets anskaffelse af køretøjet, har hovedaktionæren - som hovedregel - bevisbyrden for, at køretøjet ikke har været til rådighed for hovedaktionærens private brug. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138, Vestre Landsrets dom i SKM2003.53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503.

Indlevering af et køretøjs nummerplader til motorkontoret og dermed en afregistrering af køretøjet kan anses som en effektiv rådighedsberøvelse. Der kan henvises til Skatterådets bindende svar af 21. april 2009,

SKM2009.293 SR og SKM2009.292SR, samt til Byrets dom af 26. april 2019, SKM2019.337.BR, hvor indlevering af køretøjets nummerplader og efterfølgende afregistrering af forhandleren, der havde køretøjet i kommission, ansås for en effektiv rådighedsforhindring. Tillige blev det tillagt vægt i sidst nævnte Byrets dom, at køretøjet ikke var parkeret på skatteyderens bopæl.

Klageren er direktør i og eneanpartshaver af G2-ApS, der den 22. december 2015 registreres som ejer af en (red. information 2 fjernet), (red. information 3 fjernet) Det følger af praksis, at det ikke alene er hovedaktionæren der har bevisbyrden, men der følger en skærpet bevisbyrde for, at denne effektivt har været afskåret fra at råde over det omhandlende køretøj, særlig når der er tale om en eneanpartshaver og direktør, jf. Østre Landsrets dom af 25. juni 2014, SKM 2014.520ØLR.

Køretøjet har været parkeret på selskabets lageradresse, der er identisk med klagerens private adresse. Det forhold, at nøglerne til køretøjet har været placeret på virksomhedens adresse og derfor ikke i nærheden i køretøjet, finder Landsskatteretten ikke kan anses som effektivt at afskære klageren fra at råde over køretøjet. Lige så lidt køretøjets placering i kommission kan anses som en effektiv rådighedsberøvelse. Der henvises i den sammenhæng til Østre Landsrets dom af 25 juni 2014, SKM2014.520ØLR. Nummerpladernes ses på intet tidspunkt at have været afmonteret og udleveret til eksempelvis en forsikringsmægler eller helt afregistreret.

Klageren har fremlagt et skema med hændelsesforløb for køretøjet fra den 7. januar 2016 til og med den 28. marts 2019. Dette finder Landsskatteretten ikke kan sidestilles med et behørigt kørselsregnskab og kan dermed ikke anses som dokumentation for, at køretøjet ikke har været anvendt til privat kørsel. Det samme gør sig gældende for det fremlagte GPS data over køretøjets kørselsmønster, hvortil Landsskatteretten bemærker, at dataene ligger uden for de omhandlende indkomstår, ligesom dataene ikke dokumenter en effektiv rådighedsberøvelse.

Klageren har gjort gældende, at køretøjet først betales og leveres den 7. januar 2016. Det fremgår af registreringen fra OMR, at køretøjet første gang registreres den 22. december 2015. Ydermere fremgår det af faktura for selskabets køb af køretøjet, at køretøjet skal leveres den 23. december 2015.

Det forhold, at forsikringen på køretøjet først træder i kraft den 7. januar 2016 og den fejlagtige registrering i klagerens navn, først ændres den 7. januar, finder Landsskatteretten ikke ændrer på det forhold, at bilen står til at blive leveret den 23. december 2015 og fra den dato er til klagerens rådighed.

Landsskatteretten finder derfor, at køretøjet har været til klagerens rådighed fra den 23. december 2015, hvormed klagerens personlige indkomst skal forhøjes i indkomstårene 2015, 2016 og 2017 med henholdsvis 14.278 kr., 171.335 kr. og 171.335 kr.

Landsskatteretten stadfæster dermed Skattestyrelsens afgørelse.

…"

Der er under sagen fremlagt bilag, der dokumenterer, at bilen flere gange har fået skiftet batteri og er blevet bugseret fra et sted til et andet, da den ikke kunne starte.

Det er ubestridt, at bilen i en periode har været i kommission med henblik på salg hos G6-A/S i Y1-by, og at A har haft iværksat undersøgelser med henblik på salg af bilen til Y2-land.

Det er endvidere ubestridt, at bilen har været sat til salg på (red. information 4 fjernet) og G2-ApSs hjemmeside.

Den 8. august 2018 indgik A en aftale med IP om forkøbsret til bilen for 590.000 kr. Det fremgår af den fremlagte aftale, at bilen ikke må have kørt mere end 500 km ved eventuelt køb.

Der har været fremlagt udskrift af registrering fra G5-virksomhed.

Ved faktura af 28. marts 2019 solgte G2-ApS bilen til JM, som er datter af A, for 470.000 kr.

G2-ApS har fremlagt et rekonstrueret hændelsesforløb til beskrivelse af, hvilke kørsler der er foretaget i bilen.

Forklaringer

A har forklaret, at han er eneejer af selskabet G2-ApS. Han har ejet selskabet fra det startede, men har drevet virksomhed siden 1973. I 1976 lejede han lokalerne i Y3-vej. Virksomheden beskæftiger sig med salg af jagtudstyr, men også almindeligt tøj. Det er en bred handelsforretning.

Han fik ideen om at købe bilen, da han så nogle artikler om, at det var en god investering. Han købte derfor bilen til selskabet og for selskabets penge. Han har kun store biler, da han går på jagt. Han købte ikke bilen for at køre i den. Det interesserede ham ikke at køre i sådan en bil. Det var udelukkende en investering. Han kunne ikke bruge bilen i sit arbejde, hvor han fragter kunder ud til indskydninger. Der er ikke plads til kunder og udstyr i en (red. information 13 fjernet). Han havde to firhjulstrækkere til det formål. Det er dyre biler. Den ene var til blandet erhverv og privat, som han blev beskattet af. Han er gift og havde ikke hjemmeboende børn. (red. information 14 fjernet). Hans hustru arbejder også i virksomheden, og de kører altid sammen til butikken.

Han købte bilen i selskabets navn og betalte med selskabet penge. Han opdagede, at bilen var registreret til ham personligt. Bilen blev omregistreret.

Han hentede først bilen 8-10 dage senere end leveringsdatoen. Han kørte den til lageret på Y5-adresse, som er hans privatadresse. Ejendommen har nogle store sidebygninger. Der er også jord, som de bortforpagter. G2-ApS betaler leje til ham for at leje den ene længe. Han kørte bilen til lageret. Han skulle ikke registreres som bruger af bilen, da han ikke skulle bruge bilen.

Det kom bag på ham, at prisstigningen på bilen ikke blev så stor, som han havde forventet. Der var pludselig mange biler til salg. Staten ændrede reglerne om afgifter. Der var ingen chance for at sælge bilen, så han lod den stå.

Han husker ikke, hvor meget bilen har kørt. Han kørte den hjem og parkerede den i garagen. Han kan ikke huske, om bilen kunne køre til (red. information 13 fjernet) i marts 2016.

Han går ud fra, at (red. information 13 fjernet) kørte en testkørsel i den. I marts 2016 kørte han bilen tilbage til lageret.

På et tidspunkt lavede han en aftale om, at bilen skulle i kommission. Grunden til at der ikke måtte laves prøvekørsel i forbindelse med, at bilen var til salg var, at han ville ikke have at der blev kørt i den. Dem der gerne ville prøve en (red. information 13 fjernet), kunne gøre det ved (red. information 13 fjernet)-forhandleren. Han ville gerne holde kilometertallet nede på bilen.

Da bilen skulle i kommission, kom OS for at hente bilen. Da han kørte afsted fra lageret, gik bilen i stå på Y6-vej. Bilen blev herefter transporteret til (red. information 13 fjernet), og dagen efter kørte han selv bilen til G6-A/S. Han vil tro, at han kørte ad motorvejen. Han ville ikke igennem byen med bilen, da der var større chance for skrammer på bilen inde i byen.

Han har ladede ikke bilen op, og han kom derfor på et tidspunkt til at betale for et nyt batteri. Han ved ikke, hvor langt der var fra (red. information 13 fjernet) til Y1-by. Det kan godt passe, at det var ca. 40 kilometer. Han kørte ikke andre steder hen. Bilen var ikke ude at køre i den periode, hvor bilen var hos G6-A/S.

Han ville gerne af med bilen, og banken pressede ham lidt. Han forsøgte at lave nogle aftaler i Y2-land, men det kunne ikke lade sig gøre. Bilen var sat til salg på (red. information 4 fjernet). Det var G2-ApS, der indrykkede annoncen. Han forsøgte også at sælge bilen via G2-ApSs hjemmeside.

I 2018 skulle bilen ikke længere være i kommission hos G6-A/S. VH sagde, at bilen skulle ned i pris, da han ikke kunne sælge den. Han ville ikke sætte prisen ned, så bilen blev fragtet til (red. information 13 fjernet). Her blev batteriet igen skiftet. Fra (red. information 13 fjernet) kom bilen til forhandleren G8-A/S i Y4-by. Her lavede han en mundtlig kommissionsaftale. G8-A/S kunne heller ikke sælge bilen. Han talte med IP, og de kørte derfor ud for at hente bilen. Det var IP, der kørte i bilen hjem. Det var den 8/8-2018. Han lavede en aftale med IP om, at IP havde forkøbsret. Han havde været ude og se bilen den 8. august 2018. Da de kørte bilen hjem, kørte han i IPs bil bagved. Han kan ikke huske, om de var inde ved (red. information 13 fjernet) for at lade bilen op på vejen. Det kan godt være, at det var den 12. august 2018, de hentede bilen.

I 2019 fik han et indbytningstilbud. Han solgte i stedet bilen til sin datter, da han ikke synes, at prisen på indbytning var god nok.

Han har aldrig kørt privat i bilen. Han har kun kørt til (red. information 13 fjernet) og til de to forhandlere og i forbindelse med testkørsel. Han har ikke købt og solgt biler som investering før.

Han fik en mail med et nyhedsbrev fra (red. information 13 fjernet). Han mener, at han var ude og se på en (red. information 13 fjernet), og det var derefter han modtog nyhedsbrevet. Det må have været forud for den 14. oktober 2015.

Han ville gerne have haft en sort (red. information 13 fjernet), men der var ikke så mange farver at vælge imellem. Han ville hellere have en sort, da den var nemmere at sælge.

Han monterede en GPS-overvågning på bilen. Det var forsikringsselskabet, der krævede det. Han måtte ikke afmelde bilen, da han ikke havde betalt den. G6-A/S ville også have, at bilen var forsikret under kommission. Han ved ikke, hvorfor at VH skrev, at det var ham, der var ejer af bilen. Han har ikke overvejet at sælge bilen privat. Det ville banken heller ikke være med til, men det har ikke været i hans overvejelser.

Han sagde specifikt, at han ikke ville have, at der blev kørt i bilen, da den stod ved forhandleren. Han ville ikke have, at mekanikerne kørte i bilen. Han har oplevet med en anden bil, at mekanikerne kørte i den. Han ville ikke have bilen ud at køre. Han ville gerne vise den frem hjemme. Han havde en oplader derhjemme.

Det har hele tiden været selskabet, der skulle sælge bilen, uanset at han skrev "din (red. information 13 fjernet)". Han besluttede at køre bilen hjem, da IP var interesseret i at købe den. Han kørte sammen med IP ud for at hente bilen. IP ville gerne prøve bilen. Han tror, at IP var med hos (red. information 13 fjernet), men han kan ikke huske, om IP var med hos G8-A/S. Han tror, at bilen var hos G8-A/S, da IP udtrykte interesse for det. IP kunne ikke betale bilen med det samme. Bilen blev kørt fra G8-A/S, da han havde opgivet salget. IP ville købe den, og derfor skulle den hjem. Det var IP, der bad om at de lavede erklæringen. Han ved ikke, hvorfor bilen først blev kørt hjem den 12. august 2018 ifølge GPS. IP fik en måned til at få solgt sin egen bil.

Banken var efter ham til sidst, og derfor fik han sin datter til at købe bilen. Prisen var den, som hans datter havde råd til at betale. Hun har fortsat bilen. Hun havde set bilen, før hun købte den. Han husker ikke, om hun havde kørt i den.

Mens selskabet ejede bilen, kunne han tage bilen og køre i den, hvis han ville. Han havde ingen ambition om at køre i den. Han var optaget af, at bilen skulle køre at lidt som muligt. Han kan ikke forklare, hvorfor han kørte på motorvejen og ikke Ringvejen, men han ville ikke ind igennem byen.

VH har som vidne forklaret, at han ejer G6-A/S i Y1-by. På et tidspunkt havde han en (red. information 13 fjernet) i kommission. Han havde en sælger, der hed OS, som spurgte, om de ikke skulle have en (red. information 13 fjernet) i butikken. De skulle sælge den for G2-ApS. Det var et krav fra hans side, at bilen var forsikret, da han ikke ville stå med risiko for bilen. Det var OS, der var med ude og hente bilen. Han kender ikke detaljerne omkring turen derud.

Bilen var ikke ude at køre på noget tidspunkt, men han havde bilen i kommission. Han havde ikke på daværende tidspunkt kapacitet til at lade den op. Der var ikke interesse for bilen. Den var for dyr. Han fortalte A, at den var for dyr. Han ville gerne have den solgt. A troede, at den kunne koste mere. De var ikke enige om prisfastsættelsen. A var heller ikke ude og køre i bilen, mens den var i kommission, da den ikke kunne køre. A har heller ikke spurgt til det.

Bilen blev hentet, da han sagde til A, at den enten skulle sættes ned i pris afhentes. A ville ikke sætte den ned i pris. Bilen blev hentet af Falck, da den ikke kunne køre.

Der blev ikke lavet køresedler hos ham. Han har ikke kendskab til det, som fremgår omkring køresedler. Han kan blot bekræfte, at bilen aldrig har været ude at køre. Det var en klar aftale, at bilen ikke skulle ud at køre. Det var ikke tilladt med prøvekørsel.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det overordnet gældende, at den omhandlede (red. information 2 fjernet) ikke har stået til rådighed for As private benyttelse i de omhandlede indkomstår, hvorfor der ikke er grundlag for den gennemførte beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Til støtte herfor henvises for det første til, at selskabet udelukkende anskaffede bilen som en investeringsbil af erhvervsmæssige grunde, idet selskabet havde en forventning om at kunne opnå en fortjeneste ved et videresalg af bilen.

Selskabets investering i bilen med henblik på at opnå en gevinst ved videresalg ligger klart indenfor selskabets formålsbestemmelse. Det er dokumenteret, at der ultimo 2015 i almindelighed var en berettiget tro på, at (red. information 13 fjernet)-biler grundet foranstående afgiftsstigninger ville stige betydeligt i værdi, jf. bilag 3 og bilag 28.

Selskabets investering i bilen adskiller sig således ikke fra investering i andre aktiver med mulighed for gevinst ved videresalg. Dette faktum er afgørende i sagen, da der netop ikke er tale om en bil, der blev erhvervet af selskabet med henblik på kørsel. Bilen blev alene erhvervet som et investeringsobjekt/en salgsgenstand.

Der er således tale om en situation, der falder klart udenfor anvendelsesområdet for ligningslovens § 16, stk. 4, da der ikke er tale om en indkøbt firmabil. Derfor kan den af Skatteministeriet påberåbte praksis vedrørende formodningsreglen i forhold til beskatning af værdi af fri bil heller ikke anvendes.

Det er godkendt i praksis, at der ikke skal ske beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til en bil, der er købt af et selskab som investeringsbil. Der henvises bl.a. til Landsskatterettens afgørelse af den 6. maj 2019 (j. nr. 14-4610297).

For det andet har bilen kun i en begrænset periode været opmagasineret i firmaets lagerbygning, der har sammenfaldende adresse med As privatadresse i Y9-by. Bilen har i størstedelen af den i sagen omhandlede periode holdt parkeret ved henholdsvis G6-A/S i Y1-by og ved G8-A/S i Y4-by i forbindelse med salgsbestræbelser.

Der henvises til SKM2015.504.HR, hvor Skatteministeriet anerkender at have bevisbyrden i en situation, hvor bilen ikke holder parkeret ved bopælen uden for normal arbejdstid. Skatteministeriet anfører således følgende:

"Skatteministeriet har gjort gældende, at A har bevisbyrden for, at han ikke har haft rådighed over Porschen til privat kørsel i indkomstårene 2006-2008. Det anerkendes, at Skatteministeriet som udgangspunkt har bevisbyrden for den frie rådighed, da selskabsadresse og privatadresse ikke var sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen." For det tredje henvises til, at det følger af praksis fra domstolene og administrativ praksis, at en hovedanpartshaver kan afkræfte en formodning om, at en bil står til rådighed for privat benyttelse, selvom der ikke er ført et egentligt kørselsregnskab, og selvom hovedanpartshaveren ikke har udarbejdet en erklæring, hvor han har fraskrevet sig rådigheden over bilen.

Der henvises bl.a. til TfS2006.12.ØLR. Sagen vedrørte en skatteyder, der var direktør og indehaver af indskudskapitalen i et anpartsselskab, der drev en institution for adfærdsvanskelige voksne. Selskabet ejede en række biler, herunder tre personbiler - en (red. information 5 fjernet), en (red. information 7 fjernet) og en (red. information 8 fjernet). Skatteyderen havde selvangivet værdi af fri bil, for så vidt angår (red. information 5 fjernet). Skattemyndighederne havde beskattet skatteyderen af fri bil, også for så vidt angår (red. information 7 fjernet) og (red. information 8 fjernet). Det var under sagen ubestridt, at både (red. information 7 fjernet) og (red. information 8 fjernet) stod parkeret foran skatteyderens bopæl, der tillige var selskabets adresse.

Østre Landsret gav skatteyderen medhold i, at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 med følgende begrundelse:

"Sagsøgeren, A, er direktør og anpartshaver i G9-ApS, der er en institution for adfærdsvanskelige voksne. Institutionen har 8 klienter og 11 ansatte foruden hende selv. Det er ubestridt, at de af sagen omhandlede personbiler, en (red. information 7 fjernet) og en (red. information 8 fjernet), har stået parkeret foran A's bopæl, der tillige var selskabets adresse.

Af de forklaringer, der er afgivet af A og C fremgår, at A ikke benyttede bilerne til privat kørsel, idet hun altid kørte i den (red. information 5 fjernet), hun havde til rådighed som firmabil.

(red. information 7 fjernet), og (red. information 8 fjernet), blev begge anskaffet og anvendt til kørsel med institutionens klienter, herunder til forskellige steder i landet.

Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at A havde rådighed over en (red. information 5 fjernet) til privat kørsel, finder landsretten, - uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne - at A i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4." (min fremhævning)

A førte ikke løbende et kørselsregnskab, da bilen aldrig har været anvendt til privat kørsel. Han var heller ikke forpligtet hertil, idet han som anført ikke er omfattet af den af Skatteministeriet påberåbte praksis vedrørende formodningsreglen i forhold til beskatning af værdi af fri bil.

A har under sagen udarbejdet et rekonstrueret kørselsregnskab. Det er fastslået i praksis, at et rekonstrueret kørselsregnskab tillægges afgørende bevisværdi i sager om beskatning af værdi af fri bil, jf. eksempelvis SKM2004.85.ØLR.

Skatteministeriet har anført i duplikken side 2, 6. afsnit, at afstandene mellem destinationerne angivet i det rekonstruerede kørselsregnskab ikke stemmer overens med den afstand, som Google Maps - ved valg af den længste rute viser, og ligeledes er i modstrid med As tidligere beskrivelse af hændelsesforløbet.

Det bemærkes, at A ved de få kørsler i bilen aldrig specifikt har valgt hverken den korteste eller hurtigste rute. A var meget bevidst om bilens høje værdi, og han valgte derfor altid de mindst trafikerede veje, ligesom bilen ikke kørte igennem centrum af Y10-by for at undgå skader på fælgene mv. En opgørelse baseret på Google Maps længste ruteangivelser vil derfor resultere i et mindre kilometertal end det faktisk kørte.

Skatteministeriet har i duplikken side 3, 5. afsnit anført, at As private rådighed over bilen også understøttes af, at A ikke har fraskrevet sig rådigheden over at kunne benytte bilen privat.

Da A lod sit selskab erhverve bilen som en investeringsbil og ikke en firmabil, og alene opbevarede bilen med henblik på videresalg, var det på erhvervelsestidspunktet ikke relevant for A at udfylde en erklæring, hvor han fraskrev sig rådigheden over bilen.

For det fjerde gøres det gældende, at A de facto aldrig har kørt privat i den omhandlede bil. Der foreligger således heller ikke nogen observationer af privat kørsel i bilen i de omhandlede indkomstår.

G2-ApS ejer en (red. information 6 fjernet), der er købt af selskabet i februar 2010. Bilen har registreringsnummer (red. information 9 fjernet) og er indregistreret som en varebil til både privat og erhvervsmæssig benyttelse, hvorfor der således løbende betales en privatanvendelsesafgift, jf. bilag 19. A har været registreret som primær bruger siden bilens erhvervelse.

A ejer herudover privat en (red. information 10 fjernet), som han købte i maj 2011. Bilen har registreringsnummer (red. information 11 fjernet) og er indregistreret som en stor personbil, dvs. med plads til 10 personer, jf. bilag 20.

Disse biler har rigeligt kunne dække det private kørselsbehov.

For det femte gøres det gældende, at den gennemførte forhøjelse er i åbenbar strid med det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, idet det i sagens natur er helt ude af proportion at gennemføre en så betydelig beskatning af værdi af fri bil i forhold til, at bilen dokumenterbart kun har kørt 268 km. i hele perioden. Bilens lave kilometerstand på salgstidspunktet dokumenterer således med al tydelighed, at bilen de facto ikke har stået til rådighed for privat benyttelse i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Det følger således af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at Skattestyrelsen skal overholde proportionalitetsprincippet. For en nærmere belysning af rækkevidden af proportionalitetsprincippet henvises til Højesterets dom offentliggjort i SKM2018.77.HR. Sagen vedrørte et selskab, der havde leaset en bil til en person, og selskabet havde i den forbindelse indhentet tilladelse fra SKAT til at betale forholdsmæssig registreringsafgift af bilen efter registreringsafgiftslovens § 3 b. Efter opnåelse af tilladelsen havde selskabet fortaget en række ændringer i leasingaftalen. Da ændringerne ikke var godkendt af SKAT, anså SKAT tilladelsen for bortfaldet og opkrævede fuld registreringsafgift af leasingselskabet.

Sagen endte i Højesteret, hvor Højesteret med meget klare præmisser gav selskabet medhold i, at SKAT i deres sagsbehandling havde truffet en forkert afgørelse og bl.a. havde tilsidesat proportionalitetsprincippet. Af Højesterets præmisser fremgår bl.a. følgende:

"Hovedspørgsmålet er herefter, om tilladelsen under de nævnte omstændigheder skal anses for bortfaldet, og i givet fald om virkningen heraf skal være, at selskabet skal betale fuld registreringsafgift.

Efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger er der ikke grundlag for at anse en gyldig, begunstigende forvaltningsakt for bortfaldet som følge af ændrede forhold, hvis disse forhold ikke har betydning for, om forvaltningsakten ville være blevet meddelt.

En forvaltningsmyndighed skal endvidere overholde proportionalitetsprincippet, når den træffer afgørelse. Det følger af det anførte, at der skal være klar lovhjemmel, hvis tilladelsen til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift under de foran nævnte omstændigheder skal anses for bortfaldet, og hvis konsekvensen heraf skal være, at leasingselskabet skal betale fuld registreringsafgift, selv om betingelserne for at tillade betaling af forholdsmæssig registreringsafgift fortsat er opfyldt. … Højesteret finder på den anførte baggrund, at bestemmelsen i § 3b, stk. 6, 1. pkt., i den dagældende registreringsafgiftslov ikke giver fornøden hjemmel til - i strid med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger - at anse en tilladelse til forholdsmæssig registreringsafgift for bortfaldet som følge af ikke godkendte ændringer i leasingaftalen, når der er tale om ændringer, som er uden betydning for tilladelsen, herunder afgiftsberegningen. Formålet med tilladelsesordningen i henhold til § 3b nødvendiggør da heller

ikke en sådan konsekvens. Højesteret frifinder herefter leasingselskabet."

(mine fremhævninger)

Der henvises videre til Højesterets dom offentliggjort i TfS1994.843.H. Sagen vedrørte en skatteyder, der som indehaver af 98 % af aktiekapitalen i et selskab havde haft rådighed over selskabets to Mercedes personbiler, og der var ikke i indkomståret 1986 ført noget kørselsregnskab for disse personbiler. Heroverfor havde skatteyderen ikke sandsynliggjort, at han ikke havde anvendt nogen af personbilerne til privat kørsel, eller at omfanget af sådan kørsel alene havde haft en helt bagatelagtig karakter. Der var i øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over privatkørslens skattepligtige værdi.

Med særlig interesse for nærværende sag udtalte Højesteret i præmisserne:

"Som indehaver af 98% af aktiekapitalen i G11-A/S har appellanten haft rådighed over selskabets to Mercedes personbiler, og der er ikke i indkomståret 1986 ført noget kørselsregnskab for disse personbiler. Heroverfor har appellanten ikke sandsynliggjort, at han ikke har anvendt nogen af personbilerne til privat kørsel, eller at omfanget af sådan kørsel alene har haft en helt bagatelagtig karakter. Idet det i øvrigt tiltrædes, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over privatkørslens skattepligtige værdi, stadfæster Højesteret herefter dommen."

(min fremhævning)

Højesteret har således - forudsætningsvist - lagt til grund, at der ikke skal ske beskatning af værdi af fri bil, hvis der alene er kørt bagatelagtigt i den pågældende bil.

I nærværende sag har A dokumenteret, at der alene er kørt 268 km. i hele perioden. Han har videre dokumenteret, at al kørsel er sket i forbindelse med transport til og fra (red. information 13 fjernet), kørsel til og fra G6-A/S i Y1-by, kørsel til og fra G8-A/S i Y4-by samt kørsel i forbindelse med prøvekørsler i bilen.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at (red. information 13 fjernet) var stillet til rådighed for As private benyttelse i indkomstårene 20152017 i kraft af As rolle som direktør i og ejer af G2-ApS, og at A derfor er skattepligtig af bilens værdi, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.

Både som følge af (red. information 13 fjernet)s placering på As privatadresse og som følge af (red. information 13 fjernet)s karakter sammenholdt med G2-ApS' formål er det A, der har bevisbyrden for, at (red. information 13 fjernet) ikke var stillet til rådighed for hans private benyttelse i indkomstårene 20152017.

Hverken det forhold, at (red. information 13 fjernet) kun har kørt 268 km, eller at muligheden for en gevinst ved videresalg var en del af formålet med købet, bevirker, at A ikke har bevisbyrden, ligesom de pågældende forhold ikke beviser, at bilen ikke var stillet til rådighed for As private benyttelse, eller at der forelå forhold, der effektivt har hindret A i at råde privat over (red. information 13 fjernet) i indkomstårene 20152017.

Der er endvidere ikke grundlag for at lægge vægt på As betragtninger om proportionalitetsprincippet (stævningen, s. 3, sidste afsnit), idet beskatningen følger udtrykkeligt af ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.

A er derfor skattepligtig af (red. information 13 fjernet)s værdi, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.

3.1 (red. information 13 fjernet) stod til rådighed for privat benyttelse

A var direktør i og eneanpartshaver i G2-ApS, der den 21. december 2015 erhvervede (red. information 13 fjernet).

A har som hovedanpartshaver i G2-ApS (gennem ejerskabet af G10-ApS) haft rådighed over (red. information 13 fjernet), jf. f.eks. UfR 2014.3169 H og UfR 2005.1691 H.

Idet (red. information 13 fjernet) har været parkeret på As privatadresse (bl.a. stævningen, s. 3, 3. afsnit), gælder der endvidere en formodning for, at bilen var stillet til rådighed for As private benyttelse.

Det følger således af fast retspraksis, herunder fra Højesteret, at hvor en (ikke gulplade-) bil har været parkeret på den skattepligtiges privatadresse, har den skattepligtige bevisbyrden for, at bilen ikke har stået til rådighed for privat benyttelse, jf. f.eks. UfR 2021.3915 H,

SKM2009.239.HR (optrykt som domshoved i UfR 2009.1202 H), UfR 2000.329 H og UfR 2000.124 H. Det er i den forbindelse uden betydning om placeringen på bopælen beror på et adressesammenfald mellem bopæl og virksomhed, jf. f.eks. SKM2020.234.VLR.

Det forhold, at (red. information 13 fjernet) ifølge A (replikken, s. 8, afsnit 6) alene har været parkeret på hans privatadresse i et begrænset omfang, ændrer ikke på, at A har bevisbyrden for, at bilen ikke var stillet til rådighed for hans private benyttelse. Det afgørende er ikke, hvor mange gange bilen har været parkeret på As privatadresse, men at bilen har været parkeret på privatadressen, jf. f.eks. UfR 2021.3915 H.

Idet A ikke har afkræftet formodningen for, at (red. information 13 fjernet) stod til rådighed for privat benyttelse, jf. afsnit 3.2 nedenfor, skal han beskattes af fri bil.

(red. information 13 fjernet)s særlige karakter, som er nærmere beskrevet i brochure fra (red. information 13 fjernet) (bilag A), sammenholdt med G2-ApS' formål og karakter (en butik, der beskæftiger sig med salg af jagtudstyr) fører ligeledes til, at A har bevisbyrden for, at bilen ikke har stået til rådighed for privat benyttelse, jf. f.eks. UfR 2005.1691 H. Erhvervelsen af (red. information 13 fjernet) lå uden for G2-ApS' erhvervsmæssige virksomhed, og bilen var ikke egnet til at opfylde et erhvervsmæssigt behov for G2-ApS.

As private rådighed over (red. information 13 fjernet) understøttes også af, dels at A ikke har fraskrevet sig retten til at råde over eller benytte bilen privat, jf. i den forbindelse UfR 2009.2883 H, dels at bilen i tre forskellige sammenhænge er anset for at tilhøre ham personligt, jf. 1) annoncen på (red. information 4 fjernet) (bilag 11), hvor A personligt står som sælger, 2) mailen af 1. december 2016 fra G6-A/S (bilag 14), hvor A personligt angives som ejer, og 3) den betingede købsaftale mellem IP og A personligt (bilag 15), hvor bilen omtales som "din (red. information 13 fjernet)".

(red. information 13 fjernet), som blev købt for (red. information 12 fjernet)(bilag 6), endte også med at blive solgt til As datter for 470.000 kr. (bilag B) og dermed med et tab for G2-ApS på over 300.000 kr.

På baggrund af disse omstændigheder og i mangel af omstændigheder, der effektivt afskar A fra at råde privat over (red. information 13 fjernet), jf. nærmere herom i afsnit 3.2 nedenfor, skal bilen også af denne grund anses for at være stillet til rådighed for As private benyttelse.

As synspunkter om, at (red. information 13 fjernet) ikke stod til rådighed for privat benyttelse, fordi bilen blev købt som en investeringsbil (processkrift 1, s. 1, sidste afsnit), og fordi bilen alene kørte 268 km i G2-ApS' ejertid (replikken, s. 11, 3. afsnit), bevirker ikke, at (red. information 13 fjernet) ikke stod til rådighed for privat benyttelse.

Både UfR 2005.1691 H og UfR 2009.2883 H viser, at synspunkter om erhvervelse som investering og begrænset eller ingen brug ikke ændrer rådighedsvurderingen, idet rådigheden - og hverken formålet med erhvervelsen eller den faktiske benyttelse - er afgørende.

3.2 A har ikke bevist, at (red. information 13 fjernet) ikke stod til rådighed for privat benyttelse

Når der er en formodning for, at en bil står til rådighed for privat anvendelse, kan formodningen alene afkræftes ved, at der føres et konkret bevis for, at bilen alligevel ikke står til rådighed for privat anvendelse, jf. f.eks. UfR 2021.3915 H og SKM2009.239.HR.

Af landsrettens dom i SKM2007.522.VLR (som blev stadfæstet i henhold til grundene af Højesteret i SKM2009.239.HR) fremgår:

"Denne formodning kan ikke afkræftes blot ved at hævde, at bilen udelukkende anvendes til erhvervsmæssigt brug. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at der er en privatbil i husstanden. Derimod kræves det, at der forelægges konkret bevis for, at bilen aldrig anvendes til privat kørsel. Et sådant bevis kan navnlig - og efter retspraksis i realiteten på eneste måde - føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab." (min understregning)

A har ubestridt ikke ført et kørselsregnskab for (red. information 13 fjernet), men har under retssagen (replikken, s. 5, 5. afsnit ff.) redegjort nærmere for den kørsel, der ifølge ham er foretaget i perioden fra januar 2016 til 30. marts 2019.

Allerede fordi A ikke har ført kørselsregnskab, har han ikke løftet bevisbyrden for, at (red. information 13 fjernet) ikke stod til rådighed for privat benyttelse, jf. f.eks. UfR 2021.3915 H. Synspunkter om andre biler i husstanden, og at A ikke er blevet set køre privat i bilen, udgør ikke et konkret bevis for, at bilen ikke er anvendt til privat kørsel, endsige at bilen har stået til rådighed for privat benyttelse.

Dernæst er As redegørelse behæftet med sådanne mangler, at den under alle omstændigheder ikke kan lægges til grund.

For det første stemmer indholdet af As redegørelse under retssagen ikke overens med de to redegørelser - som også er indbyrdes uoverensstemmende - som A fremlagde under den administrative sagsbehandling (bilag C og D), eller de sporingsdata for den 12. august 2018 fra bilens GPS-sporing (bilag E), som A fremlagde under den administrative sag, idet disse slet ikke reflekteres i hans redegørelser (bilag C og D samt replikken, s. 5, 5. afsnit ff.).

A anfører således i replikken (s. 6, øverst), at (red. information 13 fjernet) den

25. november 2016 har kørt 37 km fra Y7-adresse ((red. information 13 fjernet)s forretningsadresse) til Y8-adresse (G6-A/S), mens der i den første redegørelse (bilag C) slet ikke optræder nogen kørsel fra (red. information 13 fjernet)s forretningsadresse til G6-A/S, idet det fremgår, at bilen den 1. december 2016 er kørt direkte fra G2-ApSs lageradresse (og As privatadresse) til G6-A/S.

I den anden redegørelse (bilag D) har A anført, at (red. information 13 fjernet) den 24. november 2016 er kørt fra (red. information 13 fjernet)s forretningsadresse til G2-ApSs lageradresse (og As privatadresse) for den 1. december 2016 at køre fra lager- og privatadressen til G6-A/S. Dette stemmer hverken overens med den første redegørelse (bilag C) eller det anførte i replikken.

For det andet er det hverken muligt at afstemme de distancer, som A har angivet i redegørelsen, med Google Maps' rutevejledninger eller Kraks ruteplaner, som A har fremlagt (bilag 29-31), og hvor der endda kun er fremlagt planer for udvalgte ruter og på nær én enkelt rute med andre ruter end foreslået af Krak.

Eksempelvis er afstanden mellem Y5-adresse, til Y7-adresse, som i As redegørelse (replikken, s. 5, 5. sidste afsnit) er angivet til at udgøre ca. 30 km, ifølge Google Maps 24,1 km (duplikken, s. 2, nederst) og ifølge den foreslåede rute fra Krak 27 km (bilag 29).

A har som forklaring på de afvigende distancer anført (processkrift 1, s. 2, 5. afsnit), at han "…aldrig specifikt har valgt hverken den korteste eller hurtigste rute", og at "En opgørelse baseret på Google Maps længste ruteangivelser vil derfor resultere i et mindre kilometertal end det faktisk kørte".

A har imidlertid end ikke forsøgt at redegøre for, hvilke ruter han så skulle have kørt for at opnå det antal kilometer, som fremgår af hans redegørelse, og hans redegørelse kan derfor ikke lægges til grund, jf. UfR 2008.2162 H.

For det tredje mangler der i As redegørelse i replikken (s. 5, 5. afsnit f.) og redegørelserne under den administrative sag (bilag C og D) at blive redegjort for i hvert fald henholdsvis 84 km, 111,5 km og 91,8 km. Hertil kommer, at bilen i perioden 18. marts 2016 til 24.

november 2016 ifølge As redegørelse i replikken (s. 5, nederst f.) alene skulle have kørt ca. 30 km, hvorimod bilen ifølge de udstedte værkstedsregninger (bilag 21 og 23) har kørt 100 km i den pågældende periode.

Baggrunden herfor er ifølge A - ud over at han ikke har anvendt de naturlige ruter under sine kørsler - at der er foretaget prøvekørsler i (red. information 13 fjernet). På trods heraf har A ikke fremlagt noget konkret, der understøtter, at der faktisk er foretaget prøvekørsel af interesserede købere, ligesom A ikke nærmere har redegjort for, hvorfor bilen ikke måtte prøvekøres, mens den var i kommission (bilag 14), men omvendt skulle være blevet prøvekørt, da A selv forsøgte at sælge bilen.

A har derved ikke godtgjort, at samtlige af de kørte kilometer er erhvervsmæssige.

Så meget desto mindre har A godtgjort, at bilen ikke stod til rådighed for hans private anvendelse, hvilket efter både ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 4, og retspraksis er det afgørende (i modsætning til As faktiske brug af bilen).

A har således heller ikke ved sine synspunkter om, at (red. information 13 fjernet) har været sat til salg hos forskellige bilforhandlere, bevist, at bilen ikke har stået til rådighed for hans private benyttelse.

Erklæringen (bilag 32) - og tillige den kommende vidneforklaring - fra VH, G6-A/S, er ikke tilstrækkelig til at løfte As bevisbyrde for, at han effektivt har været hindret i at råde privat over bilen, hvilket er det afgørende, jf. UfR 2021.3915 H. Det gælder så meget desto mere, når der henses til, at A under den administrative sag oplyste (bilag 1, s. 11, tredjesidste afsnit), at G6-A/S (dengang) ikke var i stand til at oplyse om prøvekørsler i bilen.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A har drevet virksomhed med handel i mange år. Han har herunder drevet G2-ApS, som driver virksomhed med salg af udstyr på jagt, men også tøj og andet. Det er efter hans udsagn en bred handelsvirksomhed. Han har forklaret, at han ikke tidligere har købt og solgt biler som investeringsobjekter.

Sagens drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte A af den omhandlede (red. information 13 fjernet) i indkomstårene 2015, 2016 og 2017.

Der fremgår af den under sagen fremlagte faktura, at leveringsdatoen var den

23. december 2015. Det fremgår videre af bilen blev registreret i Det Centrale Motorregister den 22. december 2015. Uanset at der på fakturaen fejlagtigt fremgik, at bilen var solgt til A og ikke til G2-ApS, og at der tillige skete en fejlagtig registrering, finder retten, uanset As forklaring om, at han først hentede bilen 8-10 dage efter leveringsdatoen, at G2-ApS var ejer og bruger af bilen i december 2015.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, at den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten.

Om begrebet i ligningslovens § 16, stk. 4, hvorefter en bil er stillet til rådighed fremgår det af Højesterets dom af 30. juni 2006 (UfR 2006.2688), at det afgørende for, om en bil er omfattet af bestemmelsen, er, om den er egnet for privat benyttelse.

A er eneanpartshaver i G2-ApS, og bilen stod parkeret på selskabets lageradresse, der var identisk med As privat adresse. Under sådanne omstændigheder er der en skærpet formodning for, at bilen også har været stillet til rådighed for A privat.

G2-ApS har, i forbindelse med at man forsøgte at sælge bilen, sat denne i kommission hos en forhandler. Bilen har i perioden været indregistreret. G2-ApS, og dermed A, har efter rettens vurdering heller ikke i den periode, hvor bilen har været i kommission hos en forhandler, effektivt været afskåret rådigheden over bilen, hvorfor den fortsat har været stillet til rådighed for privat benyttelse.

A har som dokumentation for kørsel i bilen fremlagt et efterfølgende udarbejdet hændelsesforløb. Der har ikke været udarbejdet et oprindeligt kørselsregnskab. Retten finder ikke, at det efterfølgende udarbejdede hændelsesforløb opfylder kravene til dokumentation for, at bilen ikke har været stillet til rådighed. De fremlagte GPS-data ændrer ikke på denne vurdering.

Efter en samlet vurdering finder retten ikke, at A har løftet bevisbyrden for, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham til privat benyttelse.

Det forhold, at bilen efter det oplyste alene har kørt ca. 268 km, kan ikke føre til, at der ikke skal ske beskatning af A i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, idet kravet om at bilen har været stillet til rådighed for privat benyttelse af opfyldt.

Med disse bemærkninger tages Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

A skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 15.000 kr. Beløbet er fastsat under hensyn til sagens værdi, forløb og udfald.

Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 15.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.