Dokumentets metadata

Sagsomkostninger - særlige grunde

Kæresagen angik spørgsmålet om, hvordan sagsomkostningerne skulle fastsættes i en sag, hvor Vurderingsstyrelsen havde udsendt en afgørelse med klagevejledning med oplysning om adgang for skatteyderen til at anlægge sag direkte ved domstolene, og hvor loven efterfølgende blev ændret, så der på tidspunktet for skatteyderens sagsanlæg ikke længere var hjemmel til at indbringe afgørelsen direkte for domstolene. Skatteministeriet havde derfor påstået sagen afvist, og skatteyderen havde hævet sagen.

Der var navnlig spørgsmål om der forelå sådanne særlige grunde, jf. § 312, stk. 3, at skatteyderen - som den tabende part - ikke eller kun delvis skulle betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Landsretten fandt efter sagens samlede forløb og henset til, at der var tale om en sag anlagt af en privat borger uden advokatbistand mod en offentlig myndighed - og uanset, at Vurderingsstyrelsens klagevejledning var korrekt på afgørelsestidspunktet - at der efter en samlet vurdering forelå sådanne særlige grunde, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, jf. retsplejelovens § 314, jf. princippet i § 312, stk. 3.

Landsretten ændrede herefter byrettens afgørelse, således at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part.

Den 30. marts 2021 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen i København K.

Kendelsen er truffet af Landsretsdommerne:

Peter Thønnings, Annette Dam Ryt-Hansen og Mette Kjølby

Sag BS-45228/2021-OLR

(1. afdeling)

Sagens parter

A

(v/advokat Mikkel Mathias Steinø)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Ved afgørelse af 30. juni 2021 har Retten på Frederiksberg (sag BS-9822/2021- FRB) bestemt, at A inden 14 dage skal betale 5.625 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Procesbevillingsnævnet har den 18. november 2021 i medfør af retsplejelovens § 389, stk. 2, meddelt A tilladelse til kære af rettens beslutning.

A har kæret afgørelsen med påstand om, at Retten på Frederiksbergs afgørelse ophæves, således at Skatteministeriet skal betale sagsomkostninger til A for sagens behandling for byretten med et beløb skønsmæssigt fastsat af retten, subsidiært at hver part bærer egne omkostninger for byretten og mere subsidiært, at det tilkendte sagsomkostningsbeløb nedsættes efter rettens skøn.

Til støtte for påstanden har A blandt andet anført, at Vurderingsstyrelsen meddelte ham, at han kunne påklage styrelsens afgørelse enten administrativt eller ved indgivelse af civil sag ved domstolene, selv om styrelsen helt åbenbart var vidende om, at nye klageregler var under udarbejdelse, hvorved adgangen til at indlede civil sag ville bortfalde. Til støtte for påstanden om, at A skal have tilkendt sagsomkostninger for arbejdet med at udarbejde omkostningsindlæg for byretten, har han anført, at arbejdet kunne være undgået, hvis Skatteministeriet allerede på daværende tidspunkt havde accepteret, at omkostningerne rettelig skulle hæves.

Skatteministeriet har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært at Skatteministeriet tilkendes sagsomkostninger med et mindre beløb end det af byretten tilkendte efter landsrettens skøn, mere subsidiært at hver part bærer egne omkostninger.

Til støtte herfor har Skatteministeriet anført blandt andet, at A hævede sagen og derfor er at betragte som den tabende part efter retsplejelovens § 314, jf.§ 312, stk. 1. Den lovændring, der indebar, at adgangen til direkte domstolskontrol blev fjernet, var endnu ikke hverken vedtaget eller trådt i kraft, da Vurderingsstyrelsen vejledte om klageadgang, hvorfor klagevejledningen var korrekt på afgørelsestidspunktet. A burde have undersøgt retsgrundlaget inden sagens anlæg.

Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Landsretten afsagde

KENDELSE

Vurderingsstyrelsen traf den 12. februar 2021 afgørelse i As vurderingssag og vejledte ham i den forbindelse om, at han kunne påklage afgørelsen til Skatteankestyrelsen eller anlægge sag ved domstolene. Med lov nr. 291 af 27. februar 2021 blev adgangen til direkte domstolskontrol ophævet. Lovforslaget blev fremsat den 20. november 2020 og anden behandlet den 18. december 2020. Lovforslaget blev vedtaget den 23. februar 2021 med ikrafttræden den 1. marts 2021.

Vurderingsstyrelsen vejledte ikke A om, at Folketinget behandlede nye regler, der - såfremt de blev vedtaget - indebar, at der ikke længere ville være adgang til at indbringe afgørelsen for domstolene.

Den 9. marts 2021 udtog A i overensstemmelse med den klagevejledning, han havde fået af Vurderingsstyrelsen, stævning mod Skatteministeriet.

A måtte som følge af de ændrede regler hæve sagen.

Efter sagens samlede forløb og når henses til, at der er tale om en sag anlagt af en privat borger uden advokatbistand mod en offentlig myndighed - og uanset, at Vurderingsstyrelsens klagevejledning var korrekt på afgørelsestidspunktet - finder landsretten, at der efter en samlet vurdering foreligger sådanne særlige grunde, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, jf. retsplejelovens § 314, jf. princippet i § 312, stk. 3. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at tilkende A sagsomkostninger.

Landsretten ændrer derfor byrettens afgørelse om sagsomkostninger, således at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

Efter kæresagens udfald skal Skatteministeriet i kæremålsomkostninger for landsretten betale 2.500 kr. til A til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms.

THI BESTEMMES:

Byrettens afgørelse om sagsomkostninger ændres, således at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

I kæremålsomkostninger for landsretten skal Skatteministeriet inden 14 dage betale 2.500 kr. til A. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Kæreafgiften skal betales tilbage.

Sagen sluttet.