Dokumentets metadata

Dokumentets dato:26-04-2022
Offentliggjort:02-05-2022
SKM-nr:SKM2022.217.SR
Journalnr.:21-1306945
Referencer.:Ligningsloven
Kildeskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Aktieløn - Beskatning af medarbejdere ved deltagelse i medarbejderaktieprogram.

Anmodningen angik en vurdering af, hvorvidt de danske medarbejdere i Spørger kunne være omfattet af ligningslovens § 7 P for så vidt angik de Matching Shares, som medarbejderne fik tildelt ved deltagelse i medarbejderaktieprogrammet MAP, der var stiftet for visse medarbejdere inden for Spørgers koncern.

Såfremt ligningslovens § 7 P finder anvendelse, vil beskatningen af Matching Shares blive udskudt til tidspunktet, hvor aktierne sælges. Videre vil beskatningen ske som aktieindkomst i stedet for lønindkomst. Dette er mere fordelagtigt, da indkomsten beskattes med en lavere procentsats.

Skatterådet kunne bekræfte, at ligningslovens § 7 P fandt anvendelse på medarbejdernes Matching Shares. Der blev især henset til, at betingelsen i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1, om, at vederlaget skulle være entydigt identificeret, ansås for opfyldt. Der var herved blandt andet lagt vægt på, at aftalen om anvendelse af ligningslovens § 7 P indeholdt oplysning om vederlagets art og værdi herunder information om, i hvilket selskab der blev erhvervet aktier i.


Spørgsmål

  1. Kan Skattestyrelsen bekræfte, at ligningslovens § 7 P finder anvendelse på Matching Shares tildelt medarbejdere i H1 A/S og i H1 A/S' datterselskab H2 A/S på de i denne anmodning beskrevne vilkår?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

H1 A/S ("Spørger") indsendte i marts 2021 en anmodning om bindende svar. Her opnåede Spørger et negativt svar på, om Matching Shares tildelt medarbejderne ved deltagelse i MAP kunne omfattes af ligningslovens § 7 P. Selskabet har herefter tilpasset Plan Condition og Section 7 P Agreement med det formål, at tildelte Matching Shares skal kunne omfattes af ligningslovens § 7 P.

H3 ("Selskabet) har aktier noteret på børsen i x-land og alle aktier giver ens stemme- og udbytterettigheder (én aktie/én stemme).

Aktierne er i henhold til x-lands ret udstedt uden en nominel værdi. Ejerandelen pr. aktie kan i stedet udledes af det samlede antal aktier. Den 3. december 2021 er udstedt i alt xxx-millioner aktier, og hver aktie repræsenterer således en ejerandel på 1/xxx-millioner.

Den 2. december 2021 var kursværdien pr. aktie EUR xx.

Selskabet ejer 85 % af H1 A/S, mens de resterende 15 % ejes af en tredjepart. H1 A/S ejer 100 % af datterselskabet H2 A/S.

For at fremme medarbejdernes loyalitet samt styrke medarbejdernes tilknytning til H-koncernen, har Selskabet besluttet at iværksætte et medarbejderaktieprogram ("MAP").

Med henblik på at implementere MAP, har Selskabet etableret H Mitarbeiterbeteiligungs-Privatstiftung ("MAB"), der har til formål at forvalte MAP. En Privatstiftung oprettes ved et notarielt dokument - en Stiftungsurkunde.

Det fremgår af Stiftungsurkunde, at MAB er stiftet som en Privatstiftung i henhold til Bestimmungen des Privatstiftungsgesetzes, og at MAB er en Mitarbeiterbeteiligungsstiftung i henhold til den lokale indkomstskattelov i land x, jf. pkt. 1.4 og § 3 i Stiftungsurkunde.

I henhold til x-lands lovgivning gør strukturen med en Privatstiftungen det muligt for ansatte med bopæl i land x at opnå skattefordele i forbindelse med deltagelsen i medarbejderaktieprogrammer oprettet i overensstemmelse med den lokale indkomstskattelov i land x. Den skattemæssige fordel består i, at ansatte med bopæl i land x kan få tildelt aktier med en værdi på op til EUR 4.500 om året skattefrit (dvs. tildelingen udløser ingen indkomstskat eller socialsikringsbidrag på tidspunktet for tildelingen af aktierne), betinget af, at aktierne opbevares af en Privatstiftung. For at bevare skattefordelene må medarbejderne ikke sælge deres aktier i den periode, hvor de er ansat i det pågældende koncernselskab.

Selskabets MAP reguleres for danske deltagere af to fremsendte dokumenter:

  1. Plan Conditions dateret ("Plan Condition")
  2. Trust and Custody Agreement ("TCA")

"Section 7 P Agreement" indgås mellem deltageren og dennes danske arbejdsgiverselskab, hvilket enten er H1 A/S, eller dettes datterselskab H2 A/S.

Efter indhentelsen af det bindende svar i august 2021 har Selskabet og Spørger tilpasset Plan Conditions og Section 7 P Agreement med det formål at opfylde betingelserne i ligningslovens § 7 P.

Medarbejdernes deltagelse sker årligt i trancher ("Plan Tranche"). Hver Plan Tranche udgør en mulighed for medarbejderne i de lokale afdelinger for at investere i Selskabet gennem MAP.

Det fremgår af Plan Conditions, at ved hver Plan Tranche kan medarbejderne investere et beløb, som skal ligge mellem et på forhånd fastsat minimuminvesteringsbeløb og et maksimuminvesteringsbeløb.

Denne anmodning om bindende svar er begrænset til den skattemæssige behandling af deltagelsen i MAP for de dansk skattepligtige medarbejdere ansat i H1 A/S og dets datterselskab H2 A/S.

I forhold til seneste anmodning er Plan Conditions - særligt tilbuds- og acceptproceduren - ændret, således at (i) Selskabet opfordrer medarbejderen til at give tilbud på at deltage i MAP, (ii) Medarbejderne afgiver tilbud på deltagelse i MAP for et bestemt beløb og (iii) Selskabet accepterer medarbejderens tilbud. Accepten sker ved allokering af aktier (både købte Investment Shares og vederlagsfri Matching Shares) til den pågældende medarbejders online konto i MAB.

Tildelingen af Matching Shares er betinget af medarbejderens formelle underskrivelse af Section 7 P Agreement senest 10 dage efter Selskabets accept (allokering af Matching Shares på medarbejderens online konto). Underskriver medarbejderen ikke Section 7 P Agreement inden fristens udløb, bortfalder tildelingen af Matching Shares, og allokeringen af Matching Shares til medarbejderens online konto tilbageføres.

Proceduren fremgår af Plan Conditions:

Invitation to Offer er defineret som følgende i Plan Conditions:

"Invitation to Offer An invitation issued by the Company to Eligible Participants to offer to acquire Company Shares by participating in the MAP;"

Når denne Invitation to Offer er givet til de relevante medarbejdere, har medarbejderne mulighed for at tilbyde at deltage i MAP ("Offer to Participate"):

"Offer to Participate Offer made by the Eligible Participants to acquire Company Shares by participating in the MAP based on the Invitation to Offer;".

Medarbejderne har typisk fire uger fra Invitation to Offer til de skal fremsætte deres Offer to Participate.

Det fremgår af Plan Conditions, at der ikke er indgået en bindende aftale, før Selskabet har accepteret tilbuddet fra medarbejderen. Tilbuddet accepteres af Selskabet ved, at MAB allokerer Investment Shares til medarbejderens konto i MAB.

Det fremgår af Plan Conditions, at Matching Shares tildeles Plan Participants uden vederlag i forholdet 1 (en) Matching Share for hver 2 (to) købte Investment Shares.

Incitamentet og skattefordelen i programmet svarer til værdien af de tildelte Matching Shares.

Det fremgår af Plan Conditions, at købesummen for Investment Shares og værdien af Matching Shares bestemmes som slutkursen på børsen i land x på ottende-dagen efter udløb af Offer Period ("Reference Price"). Investment Shares og Matching Shares har således samme værdi.

Det fremgår af Plan Conditions, at erhvervelsen af Investment Shares gennemføres den følgende dag på niende dagen til Reference Price og definitionen af Matching Day. Samtidig tildeles Plan Participants Matching Shares. Matching Shares tildeles altså samtidig med og til samme værdi som Investment Shares.

Tildelingen af vederlagsfri Matching Shares er betinget af opfyldelse af visse betingelserne, som fremgår af Plan Conditions. Vi bemærker i den forbindelse, at Plan Conditions og Trust and Custody Agreement er under revidering. Dog kan Skattestyrelsen lægge til grund, at der ikke sker ændringer i ovenstående beskrevne faktum.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ligningslovens § 7 P giver mulighed for at udskyde beskatningen af tildelte aktier og købe- og tegningsretter til det tidspunkt, hvor aktierne sælges. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt for, at § 7 P kan anvendes. Er betingelserne opfyldt, vil der ske beskatning efter aktieavancebeskatningslovens almindelige regler, og indkomsten beskattes som aktieindkomst.

Nedenfor vil vi gennemgå, hvorledes de enkelte betingelser i ligningslovens § 7 P er opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 1

Det følger af ligningslovens § 7 P, stk. 1, at der skal være tale om vederlag, som modtages af en person som led i et ansættelsesforhold. Der skal være tale om vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Medarbejderne udfører personligt arbejde som led i sin ansættelse hos én af de to Spørgere og deltagelsen i MAP er betinget af ansættelse i en af de to Spørgere. Betingelsen om ansættelsesforhold er således opfyldt.

Da tildelingen af Matching Shares sker uden vederlag, er betingelsen om "vederlag" (økonomisk fordel) opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1

Det følger af ligningslovens § 7 P, at der mellem den ansatte og det selskab, hvori den pågældende er ansat, skal være aftalt, at reglerne i ligningslovens § 7 P skal finde anvendelse, at vederlaget skal være entydigt identificeret, at det skal fremgå, om vederlaget består af en aktie eller en købe- eller tegningsret, at det skal fremgå i hvilket selskab der er erhvervet aktier, og at den nominelle størrelse eller stykværdien af aktien skal fremgå. Disse betingelser vil blive gennemgået nedenfor.

Aftale om anvendelse af reglerne i ligningslovens § 7 P

Det følger af Plan Conditions, at tildelinger af Matching Shares omfattes af ligningslovens § 7 P.

Da anvendelse af ligningslovens § 7 P følger af Plan Conditions, indgås aftalen om anvendelse af § 7 P samtidig med tildelingen. Der er således fuld samtidighed mellem vedtagelsen af § 7 P og tildelingen af Matching Shares.

Desuden bekræftes anvendelsen af § 7 P ved et særskilt aftaledokument ("Section 7 P Agreement"), som medarbejderen skal underskrive senest 10 dage efter tildelingen. Underskrives aftaledokumentet ikke inden fristens udløb, bortfalder tildelingen. Betingelsen suspenderer ikke retserhvervelsen, da den er undergivet medarbejderens kontrol.

Dermed er denne betingelse opfyldt.

Vederlaget skal være entydigt identificeret, og det skal fremgå, om der er tale om aktier, og det skal fremgå, i hvilket selskab der erhverves aktier

Det fremgår af Skatteministerens svar på henvendelsen af 3. maj 2016 fra Kromann Reumert, jf. L 149 - bilag 9 af 9. maj 2016, at

"For så vidt angår tildeling af aktier, vil købskursen normalt være 0. Kravet om, at vederlaget skal være entydigt identificeret, kan opfyldes ved i aftalen at anføre, at tildelingen vedrører aktier, og at købskursen er 0."

I Section 7 P Agreement, fremgår følgende:

"[the Parties] hereby enters into this agreement (the "Agreement") on the application of section 7P of the Danish Tax Assessment Act to Matching Shares granted by the Local Employer to the Employ-ee under the Local Employer's Employee Participation Program (the "MAP")."

[…]

"Matching Shares are H3 (the "Company") shares granted to employees for free without consideration in accordance with terms and conditions of the Plan Conditions, the Trust and Custody Agreement and this Agreement."

[…]

"The Local Employer will match a purchase by the Local Employee of Investment Shares with a grant of Matching Shares to the Employee free of charge at a ratio of one (1) Matching Share for each two (2) Investment Shares purchased by the Employee, cf. § 12.1 of the Plan Conditions."

Dermed fremgår det, at der er tale om tildeling af Matching Shares, som er aktier, og at tildelingen sker "free of charge". Betingelsen om at vederlaget skal være entydigt identificeret, og betingelsen om, at det skal fremgå, at der er tale om aktier, og i hvilket selskab der erhverves aktier, er derfor opfyldt.

Den nominelle størrelse eller stykværdien af aktien skal fremgå

Selskabets aktier er udstedt uden en nominel værdi. Angivelsen af den nominelle værdi har til formål at afgøre, hvor stor en ejerandel af selskabet/selskabets samlede nominelle kapitalmedarbejderen ejer. En aktie på nominelt 1.000 kr. i et selskab med en kapital på nominelt 1.000.000 kr. viser, at aktionæren ejer én tusindedel af selskabet. Stykstørrelsen siger intet om værdien af aktien, men om ejerandelens størrelse.

I H3 kan ejerandelen bestemmes ved at dividere den enkelte aktie med antallet af samtlige udstedte aktier. Der er i alt udstedt xxx-millioner aktier, og hver aktie repræsenterer således en ejerandel på 1/xxx-millioner af selskabet, hvilket er anført i Section 7 P Agreement. Stykstørrelsen er således angivet i 7 P aftalen.

Stykværdien er også angivet i Section 7 P Agreement.

Dermed er betingelsen om, at den nominelle størrelse eller stykværdien af aktien skal fremgå, opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 2

Skattestyrelsen kan lægge til grund, at vederlaget ikke overstiger 10 % af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås. Derfor er betingelsen i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 2, også opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 3

Vederlaget skal ydes af det selskab, hvor personen er ansat, eller af et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab.

Vederlaget ydes af Selskabet.

Medarbejderne er enten ansat i H1 A/S eller i H2 A/S. Begge selskaber er koncernforbundne med Selskabet. Derfor er betingelsen i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 3, opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 4

Vederlaget skal være aktiver, i det selskab, hvor personen er ansat, eller i et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab.

Aktierne er aktier i Selskabet, som er koncernforbundet med begge medarbejderselskaber. Derfor er ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 4, opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 5

Skattestyrelsen kan lægge til grund, at aktierne ikke udgør en særlig aktieklasse.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 6 og 7 finder ikke anvendelse ved tildeling af aktier.

Som det fremgår ovenfor, er det vores vurdering, at betingelserne i ligningslovens § 7 P er opfyldt, og vi skal høfligt anmode Skatterådet om at bekræfte dette.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at ligningslovens § 7 P finder anvendelse på Matching Shares tildelt medarbejdere i H1 A/S og i H1 A/S' datterselskab H2 A/S på de i denne anmodning beskrevne vilkår?

Begrundelse

Spørger ønsker en afklaring af, hvorvidt ligningslovens § 7 P finder anvendelse på medarbejdernes erhvervelse af Matching Shares.

Anmodningen er begrænset til den skattemæssige behandling af deltagelsen i MAP for de danske skattepligtige medarbejdere ansat i H1 A/S og dets datterselskab H2 A/S. Det følger af anmodningen, at der ved MAP forstås et medarbejderaktieprogram, som er stiftet inden for H-koncernen.

Spørger har tidligere anmodet om bindende svar om det samme spørgsmål. I bindende svar i august 2021 ansås Matching Shares ikke for at være omfattet ligningslovens § 7 P, da betingelserne i stk. 2 ikke var opfyldt. Se SKM2021.476.SR. Dog blev det vurderet i samme bindende svar, at Matching Shares skulle anses for at være ejerandele i moderselskabet H3, og dermed anses for at være aktier omfattet aktieavancebeskatningslovens regler. Skattestyrelsen har ikke i dette bindende svar foretaget en ny vurdering af, hvorvidt Matching Shares skal anses for at være aktier. Med baggrund i SKM2021.476.SR lægges det til grund, at Matching Shares anses for at være aktier herunder, at der ikke er sket ændring i forholdene, der ligger til grund for denne vurdering.

Ligningslovens § 7 P

Bestemmelsen i ligningsloven § 7 P blev indsat ved lov nr. 430 af 18. maj 2016 om ændring af ligningsloven, aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og skattekontrolloven (Skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger). Hovedprincippet for indsættelsen af bestemmelsen var at give mulighed for, at personer, der som led i deres ansættelsesforhold modtager et vederlag i form af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier, ikke skal lønbeskattes (op til 56%) af den modtagne værdi, hvis visse betingelser er opfyldt. I stedet vil vederlaget blive beskattet som aktieindkomst (op til 42%), og beskatningen vil ske i henhold til aktieavancelovens regler herom. Herved sker der følgelig også en udskydelse af beskatningstidspunktet til, at aktierne sælges. Hele grundtanken i ligningslovens § 7 P er derfor, at medarbejderen undgår lønaccessoriebeskatning af aktier eller købe- og tegningsretter tildelt i ansættelsesforhold, hvis visse betingelser er opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 1.

Ligningsloven § 7 P, stk. 1, sætter rammerne for, hvornår reglen finder anvendelse. Herefter skal der 1) være tale om aktier mv., 2) som en person modtager som vederlag i ansættelsesforhold.

Baseret på vurderingen af Matching Shares foretaget i SKM2021.476.SR, lægges det til grund, at der er tale om aktier i moderselskabet.

Der skal være tale om vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter kildeskattelovens § 43, stk. 1. Ansættelsesforholdet skal bestå på aftaletidspunktet for indgåelse af aftale om ligningslovens § 7 P. Det forudsættes, at medarbejderne omfattet MAP er i tjenesteforhold med Spørger på tidspunktet for aftaleindgåelsen sådan, som dette forstås efter kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Der skal være tale om et vederlag, hvorfor de tildelte aktier skal repræsentere en økonomisk værdi på retserhvervelsestidspunktet. Medarbejderen får tildelt én Matching Share vederlagsfrit, når medarbejderen køber to Investment Shares, hvorefter det følger, at aktierne repræsenterer en økonomisk værdi på retserhvervelsestidspunktet.

Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at betingelserne i ligningslovens § 7 P, stk. 1, er opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, opstiller de nærmere betingelser, der stilles til aftalen og dennes indhold for, at bestemmelsen kan finde anvendelse.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1:

Det fremgår af ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1, at det er et krav, at der mellem medarbejderen og dennes arbejdsgiverselskab er indgået aftale om, at ligningslovens § 7 P skal finde anvendelse, at vederlaget skal være entydigt identificeret, om vederlaget består af en aktie eller købe- eller tegningsret, og i hvilket selskab der erhverves aktier herunder hvad den nominelle størrelse eller stykværdi af aktien er.

Det er oplyst, at Spørger og hver enkelt medarbejder via "Section 7 P Agreement" indgår en aftale om tildeling af Matching Shares efter ligningslovens § 7 P. Det fremgår yderligere af det oplyste, at medarbejderen skal underskrive "Section 7 P Agreement" senest 10 dage efter tildeling. Skattestyrelsen er enig med Spørger i, at der er indgået en bindende aftale på tildelingstidspunktet uagtet, at der er mulighed for, at medarbejderen først underskriver aftalen 10 dage senere.

Skattestyrelsen finder, i overensstemmelse med SKM2021.476.SR, at betingelsen om, at der skal foreligge en aftale mellem medarbejderen og selskabet er opfyldt for Matching Shares.

Det forhold, at loven kræver, at vederlaget skal være entydigt identificeret i aftalen, indebærer blandt andet, at aftalen skal indeholde oplysninger om vederlagets art, dvs. oplysning om der er tale om aktier eller købe- eller tegningsretter. Videre skal aftalen indeholde oplysning om vederlagets værdi i form af den nominelle størrelse eller stykværdi og/eller udnyttelses-/købskurs. Endelig skal det fremgå i hvilket selskab, der erhverves aktier i.

Det fremgår af "Section 7P Agreement", at medarbejderen vederlagsfrit tildeles én Matching Share for hver to Investment Shares, som medarbejderen køber. Medarbejderen betaler markedsprisen for køb af Investment Shares. Investment Shares og Matching Shares har samme markedspris. Der tildeles alene Matching Shares i hele stykker således, at der rundes ned til hele tal (hvis der fx erhverves 15 Investment Shares, tildeles medarbejderen 7 Matching Shares). Antallet af Investment Shares, som medarbejderen erhverver herunder antallet af Matching Shares, som medarbejderen tildeles vederlagsfrit, fremgår også af "Section 7P Agreement". Derudover fastslår "Section 7P Agreement", hvad stykstørrelsen per Matching Shares er, herunder at der erhverves Matching Shares i moderselskabet H3.

Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at betingelserne i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1, kan anses for at være opfyldt. Der er henset til, at medarbejderen og arbejdsgiverselskabet har indgået aftale om anvendelse af ligningslovens § 7 P, at vederlaget er entydigt identificeret herunder, at det fremgår, at vederlaget består af aktier og stykværdien herfor, at der kan erhverves Matching Shares i moderselskabet H3.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 2:

Det er en betingelse, at værdien af vederlaget efter stk. 1 ikke overstiger en grænse på 10% af medarbejderens årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås. Favørelementet opgøres som forskellen mellem markedskursen på aktien, og den pris som medarbejderen skal betale for aktien. Det er den samlede værdi af de modtagne aktier, som maksimalt må udgøre 10% af årslønnen. Hvis grænsen overskrides, vil de aktier, der overstiger de 10% blive omfattet af ligningsloven § 16 eller § 28 og dermed blive lønbeskattet.

Det fremgår af det oplyste og "Section 7P Agreement", at vederlaget, der overskrider de 10% af medarbejderens årsløn, ikke vil blive omfattet af ligningslovens § 7 P. Herefter anses kravet om, at værdien af vederlaget ikke må udgøre mere end maksimalt 10% af medarbejderens årsløn for at være opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 3:

Det er en betingelse, at vederlaget ydes af det selskab, hvor personen er ansat eller af et koncernforbundet selskab.

Efter "Section 7P Agreement" yder Spørger sine medarbejdere aktier i H3, som er moderselskab for Spørger. Herefter anses denne betingelser for at være opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 4:

Det er en betingelse, at vederlaget er aktier i det selskab, hvor personen er ansat eller i et koncernforbundet selskab.

Det fremgår af "Section 7P Agreement", at medarbejderne i Spørger kan erhverve aktier i H3, som er moderselskab for Spørger. Herefter anses denne betingelser for at være opfyldt.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 5:

Det er en betingelse, at aktierne, som medarbejderen modtager, ikke udgør en særlig aktieklasse kun for medarbejderaktier. Betingelsen skal være opfyldt hele tiden.

Spørger oplyser, at det kan lægges til grund, at aktierne ikke udgør en særlig aktieklasse. Det forudsættes derfor, at aktierne, som medarbejderne får tildelt, ikke vedrører aktier i en særlig aktieklasse kun for medarbejdere.

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 6 og nr. 7:

Ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 6 og nr. 7, finder ikke anvendelse på tildeling af aktier, hvorfor der ikke skal foretages en vurdering af, hvorvidt disse betingelser er opfyldt.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Uddrag af LBK nr. 1735 af 17/08/2021 (Ligningsloven)

§ 7 P. Værdien af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier, som personer modtager som vederlag i et ansættelsesforhold, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. Skattefriheden efter stk. 1 er betinget af følgende:

1) Den ansatte og det selskab, hvori den pågældende er ansat, har aftalt, at reglerne i denne bestemmelse skal finde anvendelse. I aftalen skal vederlaget være entydigt identificeret. Det skal fremgå, om vederlaget består af en aktie eller en købe- eller tegningsret, og i hvilket selskab der er erhvervet eller kan erhverves aktier, og den nominelle størrelse eller stykværdien af aktien eller den nominelle størrelse eller stykværdien af den aktie, som en købe- eller tegningsret giver ret til, skal fremgå. Er der stillet vilkår for vederlagets erhvervelse eller givet den ansatte en valgmulighed inden for et nærmere fastsat tidsrum til udnyttelse af vederlaget, skal disse vilkår fremgå af aftalen.

2) Værdien af vederlaget efter stk. 1 overstiger i samme år ikke 10 pct. af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, jf. dog 2. pkt. og 4. pkt. Er adgangen til at erhverve aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier åben på lige vilkår for mindst 80 pct. af en kreds af selskabets ansatte, som fastlægges efter almene kriterier, kan værdien af vederlaget i samme år udgøre til og med 20 pct. af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås. Antallet af ansatte i selskabet efter 2. pkt. opgøres på det tidspunkt, hvor adgangen til at erhverve aktierne, køberetterne til aktier eller tegningsretterne til aktier er åben for de ansatte. Værdien af vederlaget efter stk. 1 kan i samme år udgøre til og med 50 pct. af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, hvis betingelserne i stk. 7 tillige er opfyldt.

3) Vederlaget efter stk. 1 ydes af det selskab, hvor personen er ansat, eller af et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2.

4) Vederlaget efter stk. 1 er aktier i det selskab, hvor personen er ansat, eller i et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller giver ret til at erhverve eller tegne aktier i de nævnte selskaber.

5) Aktier, der modtages af ansatte, og aktier, den ansatte kan erhverve eller tegne i henhold til modtagne købe- eller tegningsretter, udgør ikke en særlig aktieklasse.

6) Modtagne købe- og tegningsretter overdrages ikke. Det anses ikke for en overdragelse, hvis retten udløber uudnyttet eller overdrages ved arv.

7) Modtagne køberetter indeholder en ret for enten den ansatte eller det selskab, der har ydet køberetten, til at erhverve eller levere aktier.

Stk. 3. Kræver opfyldelse af betingelserne i stk. 2 ændring i en aftale, der er indgået om vederlag i form af aktier eller købe- eller tegningsretter, af udnyttelses- eller købskursen, af antallet af aktier eller købe- og tegningsretter eller af den aktieklasse, hvori den ansatte erhverver aktier, med henblik på anvendelse af reglerne i denne paragraf, anses en sådan ændring ikke for at indebære en afståelse eller erhvervelse af nye aktier eller købe- eller tegningsretter. Det er en betingelse, at ændringen af aftalen udelukkende har til formål at tilpasse aftalen med henblik på at opfylde betingelserne i stk. 2.

Stk. 4. Vurderingen af, om betingelsen i stk. 2, nr. 2, er opfyldt, foretages ud fra vederlagets værdi på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs for købe- eller tegningsretterne henholdsvis den faktiske købskurs for aktierne foreligger, dog senest på det tidspunkt, hvor den ansatte erhverver ubetinget ret til den modtagne aktie eller købe- eller tegningsret, og årslønnen på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Erhverver den ansatte ubetinget ret til en købe- eller tegningsret før det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs foreligger, kan den ansatte vælge, at vurderingen skal foretages ud fra vederlagets værdi på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs foreligger, og årslønnen på det tidspunkt, hvor aftalen er indgået. Er udnyttelseskursen for en købe- eller tegningsret fastsat som en fast procentdel af markedskursen for aktien ved begyndelsen henholdsvis afslutningen af en nærmere bestemt periode, skal vurderingen foretages ud fra vederlagets værdi ved begyndelsen af perioden, når udnyttelseskursen er en procentdel af kursen denne dag, henholdsvis ved afslutningen af perioden, når udnyttelseskursen er en procentdel af kursen denne dag. Foretages vurderingen ud fra vederlagets værdi på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs for købe- eller tegningsretter henholdsvis den faktiske købskurs for aktier foreligger, og overstiger værdien 10 pct. af årslønnen på det tidspunkt, hvor aftalen er indgået, mens retserhvervelsen sker i 2 eller flere år, kan den ansatte fordele den samlede værdi af vederlaget på de år, hvori retserhvervelsen af vederlaget sker.

Stk. 6. Det er uden betydning for, hvornår den faktiske udnyttelseskurs for købe- eller tegningsretter henholdsvis den faktiske købskurs for aktier efter stk. 4 og 5 foreligger, at udnyttelseskursen eller antallet af købe- eller tegningsretter henholdsvis købskursen eller antallet af aktier skal reguleres ved en kapitalforhøjelse til andet end markedskursen eller ved fondsaktieudstedelse, kapitalnedsættelse, udbytteudlodning, aktieombytning, aktiesplit, rekapitalisering, fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver, når reguleringen er indeholdt i aftalen, og når reguleringen alene har til formål at fastholde værdien af købe- eller tegningsretten henholdsvis aktien uændret.

Stk. 7. Skattefriheden efter stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2, 4. pkt., er betinget af følgende:

1) Selskabet, hvor personen er ansat, har på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, ikke haft mere end 50 ansatte i et af de to seneste opgjorte årsregnskaber. Antallet af ansatte opgøres efter reglerne i årsregnskabsloven. Hvis selskabet i et regnskabsår har indgået i en koncern, jf. årsregnskabslovens bilag 1, B, nr. 1, opgøres antallet af ansatte for koncernen som helhed.

2) Selskabet, hvor personen er ansat, har på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, i et af de to seneste opgjorte årsregnskaber haft en nettoomsætning, der ikke oversteg 15 mio. kr., eller en balancesum, der ikke oversteg 15 mio. kr. Den årlige nettoomsætning og balancesum opgøres efter reglerne i årsregnskabslovens § 7, stk. 3. Hvis selskabet i et regnskabsår har indgået i en koncern, jf. årsregnskabslovens bilag 1, B, nr. 1, opgøres nettoomsætning og balance for koncernen som helhed.

3) Selskabet, hvor personen er ansat, har været aktivt på et marked i mindre end 5 år før kalenderåret, hvor aftalen indgås. Selskabet anses for aktivt på et marked, når det har haft sit første kommercielle salg. Selskabet anses efter 1. pkt. for at have været aktivt på et marked i mindst 5 år før året, hvor aftalen indgås, hvis det har været modtagende selskab i en skattefri omstrukturering efter fusionsskatteloven og det indskydende selskab foretog sit første kommercielle salg mindst 5 år før året, hvor aftalen er indgået. Er aktiver, som selskabet har modtaget ved en skattefri omstrukturering efter fusionsskatteloven, indgået i flere successive skattefrie omstruktureringer efter fusionsskatteloven, skal bedømmelsen af, hvornår det første kommercielle salg er foretaget, ske i forhold til det første selskab, der med hensyn til de pågældende aktiver var indskydende selskab i en skattefri omstrukturering efter fusionsskatteloven.

4) Selskabet, hvor personen er ansat, må ikke på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, drive virksomhed, som i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 5, 2. pkt., og stk. 6.

5) Selskabet, hvor personen er ansat, må ikke på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, være kriseramt som defineret i Europa-Kommissionens meddelelse om Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte ikke-finansielle virksomheder (2014/C 249/01).

Stk. 8. Foretager det selskab, der yder vederlag efter stk. 2, nr. 3, eller det selskab, hvori den ansatte kan erhverve aktier efter stk. 2, nr. 4, inden den ansattes udnyttelse af retten eller erhvervelse af aktien en kapitalforhøjelse m.v. som nævnt i stk. 6, og foretages der som følge af denne kapitalforhøjelse m.v. en ændring af den aftale om vederlaget, som selskabet og den ansatte har indgået, anses en sådan ændring ikke for at indebære en afståelse eller erhvervelse af nye aktier eller købe- eller tegningsretter. Det er en betingelse herfor, at det selskab, hvori den pågældende er ansat efter kapitalforhøjelsen m.v. som nævnt i stk. 6, og den ansatte efter stk. 2, nr. 1, aftaler, at reglerne i denne bestemmelse skal finde anvendelse på det vederlag, som den ansatte modtager efter kapitalforhøjelsen m.v. Ved kapitalforhøjelsen m.v. som nævnt i stk. 6 foretages en vurdering af, om betingelserne i stk. 2 er opfyldt. Betingelsen i stk. 2, nr. 2, anses dog for opfyldt, hvis værdien af vederlaget i form af tilsagn om aktier eller modtagne købe- og tegningsretter efter kapitalforhøjelsen m.v. som nævnt i stk. 6 svarer til værdien før kapitalforhøjelsen m.v.

Stk. 9. Udløber en tegningsret omfattet af stk. 1 uudnyttet, bortfalder en eventuel beskatning efter aktieavancebeskatningsloven.

Stk. 10. Der kan ikke foretages fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, af værdien af de aktier eller købe- eller tegningsretter, der er skattefri efter stk. 1. Ved afståelse af aktier eller købe- og tegningsretter til aktier, der er skattefri for den ansatte efter stk. 1, og afståelse af aktier til opfyldelse af tildelte køberetter, der er skattefri for den ansatte efter stk. 1, skal aktierne og købe- og tegningsretterne ved opgørelse af gevinst og tab efter aktieavancebeskatningsloven henholdsvis kursgevinstloven anses for afstået til handelsværdien på afståelsestidspunktet.

Stk. 11. I tilfælde, der er omfattet af stk. 1-9, finder §§ 16 eller 28, jf. statsskattelovens § 4, ikke anvendelse, jf. dog stk. 11 og 12.

Stk. 12. Udnyttes en købe- eller tegningsret, der er omfattet af stk. 1-9, ved kontant udbetaling til den ansatte af købe- eller tegningsrettens værdi, finder § 28 anvendelse. Er betingelsen i § 28 ikke opfyldt, finder § 16, jf. statsskattelovens § 4, anvendelse.

Stk. 13. Ophører den ansattes skattepligt her til landet, finder §§ 16 og 28, jf. statsskattelovens § 4, anvendelse.

Uddrag af LBK nr. 824 af 28/04/2021 (Kildeskatteloven)

§ 43. Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser. Arbejdsgiverens indbetaling til gruppelivsforsikring som nævnt i og 5, anses dog ikke for A-indkomst. Tilsvarende anses beløb, som indbetales fra den enkelte arbejdsgiver til et medarbejderinvesteringsselskab, jf. § 3 i lov om medarbejderinvesteringsselskaber, og som for den enkelte medarbejder ikke overstiger beløbsgrænsen på 30.000 kr. i ligningslovens § 7 N i kalenderåret, ikke for A-indkomst.

(…)

Forarbejder

Bemærkningerne til lov nr. 430 af 18. maj 2016, se LFF 2016-03-30 nr. 149:

Til nr. 2

(…)

Kravet om, at der skal være tale om et vederlag, indebærer, at de tildelte aktier m.v. skal repræsentere en økonomisk fordel (værdi) på retserhvervelsestidspunktet.

Købe- og tegningsretter anses for at have en værdi, hvis retten kan eller forventes at give mulighed for at erhverve eller tegne aktier til favørkurs.

(…)

Vederlaget skal bestå af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier. Ved begrebet aktier forstås såvel aktier som anparter omfattet af aktieavancebeskatningslovens regler. Andele og konvertible obligationer samt tegningsretter til konvertible obligationer og den tegningsret til aktier, der udgør en del af en konvertibel obligation, er ikke omfattet af bestemmelsen.

(…)

Der gælder efter forslaget til ligningslovens § 7 P, stk. 2, en række betingelser for, at værdien af aktier, køberetter til aktier og tegningsretter til aktier ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Forslaget svarer i det væsentlige til den tidligere § 7 H, stk. 2, i ligningsloven. Der er dog foretaget enkelte justeringer uden indholdsmæssig betydning og præciseringer.

(…)

Det er hensigten, at den gældende praksis for værdiansættelse af købe- og tegningsretter, herunder den praksis, der blev anvendt ved værdiansættelse af købe- og tegningsretter efter den tidligere bestemmelse i ligningslovens § 7 H, skal finde anvendelse for købe- og tegningsretter, der omfattes af ligningslovens § 7 P

(…)

Der gælder efter forslaget til ligningslovens § 7 P, stk. 2, en række betingelser for, at værdien af aktier, køberetter til aktier og tegningsretter til aktier ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Forslaget svarer i det væsentlige til den tidligere § 7 H, stk. 2, i ligningsloven. Der er dog foretaget enkelte justeringer uden indholdsmæssig betydning og præciseringer.

Efter det foreslåede § 7 P, stk. 2, nr. 1, er anvendelse af bestemmelsen betinget af, at arbejdsgiverselskabet har indgået en aftale med den ansatte om, at ligningslovens § 7 P skal finde anvendelse. Aftalekravet betyder, at den foreslåede ordning kun kan anvendes, hvis der er enighed mellem arbejdsgiverselskabet og den ansatte herom.

Selskabet skal indgå en aftale med hver enkelt ansat, der modtager aktier m.v. Aftalen skal være indgået med arbejdsgiverselskabet, uanset om aktierne m.v. modtages fra dette selskab eller et selskab, der er koncernforbundet med arbejdsgiverselskabet

Der stilles en række krav til aftalens indhold. Det skal efter 1. pkt. fremgå af aftalen, at parterne er bundet til at overholde de vilkår, der fremgår af nr. 2-7. Efter 2. pkt. er det et krav, at vederlaget er entydigt fastsat i aftalen. Derudover skal det efter 3. pkt. fremgå, om vederlaget er en aktie eller en købe- eller tegningsret hertil, og i hvilket selskab der er eller kan erhverves aktier. Endvidere skal den nominelle størrelse eller stykværdien af aktien fremgå af aftalen, eller, hvor vederlaget består af en købe- eller tegningsret, den nominelle størrelse eller stykværdien af den aktie, som købe- eller tegningsretten giver ret til at erhverve. Endelig skal det, hvis udnyttelseskursen kendes, fremgå af aftalen, hvilken værdi vederlaget har, eller såfremt kun principperne for fastsættelse af udnyttelseskursen er fastlagt, da disse.

(…)

Praksis

SKM2021.476.SR

Skatterådet bekræftede, at medarbejdere hos Spørger, der deltog i medarbejderaktieprogrammet MAP, skattemæssigt skulle anses som ejere af Matching Shares og Investment Shares deponeret i MAB, og at indkomst fra Matching Shares og Investment Shares skulle behandles som aktieindkomst.

Skatterådet bekræftede videre, at medarbejdere hos Spørger, der deltog i MAP, skattemæssigt ansås for ejere af Fractional Shares. Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at indkomsten fra Fractional Shares for medarbejderne skulle behandles som aktieindkomst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at ligningslovens § 7 P fandt anvendelse ved medarbejdernes deltagelse i MAP. Der blev herved henset til, at vederlaget ikke var entydigt identificeret i aftalen, og at betingelsen i ligningslovens § 7 P, stk. 2, nr. 1), derfor ikke var opfyldt. Ligningslovens § 7 P kunne derfor ikke anvendes på Matching Shares.

Det var rådets vurdering, at ligningslovens § 7 P heller ikke kunne anvendes på Investment Shares og Fractional Shares, da der ikke var indgået en aftale om anvendelse af ligningslovens § 7 P. Det var videre rådets opfattelse, at ligningslovens § 7 P ikke kunne anvendes på Fractional Shares, da disse ikke kunne anses for aktier omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Derfor var der ikke tale om vederlag i form af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier.