Dokumentets metadata

Dokumentets dato:	16-12-2021
Offentliggjort:	10-03-2022
SKM-nr:	SKM2022.112.LSR
Journalnr.:	21-0039621
Referencer.:	Ligningsloven
Dokumenttype:	Afgørelse

Splitleasing - Kørsel for flere selskaber i en koncern - Erhvervsmæssig kørsel

Spørger havde påklaget 2 spørgsmål i et bindende svar fra Skattestyrelsen vedrørende kørsel for koncernforbundne selskaber i relation til en splitleasingkontrakt. Landsskatteretten fandt ved besvarelse af det ene spørgsmål, at kørslen ikke vil kunne betragtes som erhvervsmæssig kørsel, når kørslen ville ske på vegne af selskaber, som ikke var kontraktpart i splitleasingkontrakten. Landsskatteretten fandt ved besvarelse af det andet spørgsmål, at kørsel vedrørende nye investeringer i det selskab, som var kontraktpart, måtte anses at være erhvervsmæssig kørsel i splitleasingkontraktens henseende.

Skattestyrelsen har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål med "NEJ":

"(…)
3. Kan det bekræftes, at kørsel for andre selskaber i koncernen vil blive betragtet som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingaftale, når kørslen sker i forbindelse med varetagelse af H1 ApS' kapitalinteresser?
(…)

5. Kan det bekræftes, at kørsel på vegne af H1 ApS vedrørende nye investeringer vil blive betragtet som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingaftale, når investeringen foretages direkte af H1 ApS, men hvor investeringen foretages via køb af kapitalandele i et andet selskab, som ejer den pågældende investeringsejendom?
(…)"

Landsskatteretten besvarer spørgsmålene på følgende måde:

Spørgsmål 3: "NEJ"

Spørgsmål 5: "JA"

og ændrer herefter Skattestyrelsens bindende svar.

Faktiske oplysninger
Sagen omhandler et bindende svar om hvorvidt forskellige kørselssituationer skal anses at være erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med indgåelse af splitleasingkontrakter mellem H1 ApS og A som leasingtagere og et leasingselskab som leasinggiver.

H1 ApS' formål er at eje kapitalandele i andre virksomheder samt al virksomhed, som efter direktionens skøn har forbindelse hermed.

A ejer 100 % holdingselskabet H2 ApS, som ejer 100 % H1 ApS.

H1 ApS ejer 50 % af H3 ApS og 50 % af H4 ApS. H4 ApS ejer 100 % de tre ejendomsselskaber; H5 ApS, H6 ApS og H7 ApS.

Under mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 10. juni 2021 blev det oplyst, at de resterende 50 % ejerandele ejes af forretningspartnere. Forretningspartneren kan for eksempel have håndværkermæssig baggrund, der kan varetage renovering eller lignende i forbindelse med nye investeringer.

Det forventes, at H4 ApS eller H3 ApS med tiden vil investere i yderligere selvstændige ejendomsselskaber.

A vil anvende bilen til privat kørsel, samt kørsel på vegne af H1 ApS, hvor aftalen med bilen forventes at blive indgået.

Derudover ønskes bilen anvendt til kørsel i forbindelse med konkrete opgaver for H1 ApS og de andre selskaber som H1 ApS ejer 50 % af, samt kørsel i forbindelse med kapitalinteresserne og potentielle nye investeringer. Det er oplyst, at kapitalinteresser kan omfatte skattefrie udbytter eller skattefrie avancer ved salg af datterselskabsaktier eller porteføljeaktier.

Der blev den 10. juni 2021 oplyst overfor Skatteankestyrelsens sagsbehandler, at kørsel i forbindelse med nye investeringer kan omfatte flere undersøgelser af ejendomme, som der ønskes investeret i, møder med forretningspartnere, advokater og revisor, møder vedrørende forhandlinger mm.

Det er oplyst, at kørsel for de andre selskaber kan være i forbindelse med udarbejdelse af lejekontrakter eller tilsyn, samt diverse møder med lejer, revisor, håndværkere, potentielle investorer, banker mv. Når der udføres konkrete opgaver, vil der ske fakturering til de øvrige selskaber for det ydede arbejde, herunder kørslen. Skattestyrelsen har i det bindende svar af 22. februar 2021 svaret bekræftende på, at der ved fakturering til de øvrige selskaber vil være tale om erhvervsmæssig kørsel i relation til splitleasingkontrakten.

Det er oplyst, at kørselsregnskabet vil blive udfyldt, idet der vil ske en klar opdeling af de forskellige typer kørsel, samt på vegne af hvilket selskab kørslen har fundet sted. Leasingudgifterne vil blive fordelt efter andelen af de faktisk kørte kilometer, idet de samlede omkostninger fordeles proportionelt mellem privat kørsel og erhvervsmæssig kørsel ved særskilt fakturering til henholdsvis A og H1 ApS.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål med "NEJ":

Skattestyrelsen har som begrundelse herfor anført, at:

"(…)

Skattestyrelsens begrundelse for svaret

Følgende fremgår af styresignal af 2. maj 2019 (indarbejdet i Den Juridiske vejledning 2019-2 og frem) SKM2019.244.SKTST.

Betingelserne for anerkendelse af deleleasing

Betingelserne for at undgå beskatning af værdi af fri bil ved deleleasing fremgår af SKM2001.255.LR og SKM2010.147.SR og indebærer, at:

· Der skal være to separate aftaler.

Denne betingelse indebærer bl.a. at selvstændige erhvervsdrivende ikke kan indgå aftale om deleleasing, da dette forudsætter, at der er tale om to uafhængige kontrakter med vandtætte skotter imellem. Denne betingelse opfyldes ikke, hvis der er tale om, at samme juridiske person ønsker at indgå to leasingkontrakter vedrørende samme bil. Se SKM2015.763.SR

Samtlige udgifter skal fordeles mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel.

· Der skal ske en løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne.
· Leasingydelserne skal betales direkte til leasingselskabet.

Arbejdsgiveren kan derfor ikke som udlæg betale den ansattes andel af leasingydelserne og efterfølgende opkræve denne over den ansattes lønudbetaling. Se SKM2001.420.LR

Hver part må kun hæfte for egne forpligtelser over for leasingselskabet.

· Der skal løbende føres et detaljeret kørselsregnskab fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørte kilometer.
· Leasingselskabet skal betale samtlige omkostninger.

Med SKM2017.384.SR, SKM2017.729.SR og SKM2018.212.SR er følgende betingelser om deleleasing i relation til reglerne om beskatning af fri bil blevet præciseret:

Løbende afregning

Der skal ske en løbende afregning, herunder fordeling, af samtlige udgifter i deleleasingarrangementet, dvs. både de ekstraordinære førstegangsydelser, ordinære leasingydelser og driftstillæg m.fl.

Der har været tvivl om, hvad der menes med løbende afregning, dvs. hvor ofte og hvordan skal afregningen foretages.

Skatterådet fandt i SKM2017.384.SR, at en månedlig regulering af udgifterne opfylder betingelserne for en løbende fordeling. I SKM2017.729.SR blev det yderligere præciseret, at der ikke er en branchekutyme for afregningsintervaller, og at den løbende afregning af samtlige ydelser, herunder fordeling, skal ske månedligt i hele leasingperioden.

Derudover blev det præciseret, at den løbende afregning skal ske på en sådan måde, at betalingerne til enhver tid afspejler fordelingen mellem det faktiske antal, kørte kilometer for erhvervsmæssig og privat kørsel.

Dette indebærer, at den månedlige fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel skal ske på baggrund af det akkumulerede antal, kørte kilometer og de akkumulerede foretagne betalinger i hele leasingperioden.

Skatterådet har i SKM2018.212.SR fundet, at det er i overensstemmelse med kravet om en løbende månedlig afregning, hvis eventuelle differencer vedrørende driftsomkostninger opkræves eller godskrives leasingtagerne ved opkrævningen af den sidste leasingydelse. Der kan på dette tidspunkt udestå en endelig afregning, for så vidt angår mindre og normalt påregnelige afvigelser af de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger.

Dette kan være tilfældet, hvis benzinforbruget rent faktisk har været lidt større, end der blev budgetteret med ved leasingaftalernes indgåelse.

Det er dog en forudsætning, at der er tale om mindre afvigelser. Ved større ekstraudgifter, som f.eks. værkstedsbesøg, skal disse indgå i den løbende afregning, når de opstår.

Udlæg for ekstraordinære omkostninger, der ikke er indeholdt i leasingydelsen

Alle driftsomkostninger skal afholdes af leasingselskabet. Leverandører m.fl. skal således sende fakturaer direkte til leasingselskabet, og disse skal også modtage betaling direkte fra leasingselskabet.

Hvis en arbejdsgiver derimod afholder en driftsudgift til leasingbilen, vil denne udgift også vedrøre den ansattes private kørsel, og der kan derfor være grundlag for beskatning af fri bil.

Det er med SKM2017.384.SR dog fastslået, at der kan være helt ekstraordinære tilfælde, hvor en af leasingtagerne rent undtagelsesvist må afholde udgifter, fx i udlandet, hvor det på ingen måde har været muligt at videresende fakturaen direkte til leasingselskabet til betaling eller benytte fx benzinkort, som kan tilknyttes deleleasingarrangementer.

Det er en forudsætning, at udlægget uden ugrundet ophold refunderes af leasingselskabet og fordeles efter det akkumulerede kørselsregnskab og de akkumulerede betalinger mellem leasingtagerne. Udlægget kan ikke blot modregnes i fremtidige leasingydelser.

Opsigelsesvilkår

Efter praksis er det en betingelse, at der skal være tale om skriftlige separate aftaler mellem hver leasingtager og leasingselskabet.

Med SKM2017.384.SR har Skatterådet taget stilling til, at dette indebærer, at aftalerne ikke må indeholde en bestemmelse om, at ved opsigelse af den ene kontrakt, ophører den anden kontrakt automatisk også.

Der skal altså være "vandtætte skotter" mellem de to aftaler.

I SKM2017.384.SR fastslog Skatterådet derfor, at betingelsen ikke er opfyldt, hvis fx den ansattes leasingkontrakt automatisk ophører som følge af, at arbejdsgivers leasingkontrakt ophører.

Kørselsregnskabet

Det er en betingelse for at anerkende et deleleasingarrangement, at der føres kørebog og det i en detaljeringsgrad svarende til anvisningerne i Skatteministeriets bekendtgørelse. nr. 173 af 13. marts 2000 om dokumentationskrav vedrørende skattefri kørselsgodtgørelse. For at tilsikre, at der gennem arbejdsgivers leasingydelser kun afholdes udgifter for kørsel foretaget af den ansatte, der er erhvervsmæssig - og som i modsat fald vil udløse beskatning af kørslen efter ligningslovens § 16, stk. 4 - er det en forudsætning, at der løbende føres et kørselsregnskab for den stedfundne kørsel fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og private kørte kilometer. Se SKM2017.491.LSR. Når dette sammenholdes med de krav til et kørselsregnskab, som er angivet i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.4.3.3.3.3.3 skal et fyldestgørende kørselsregnskab i et deleleasing arrangement indeholde følgende oplysninger:

· Hvad kilometertælleren viste ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning.
· Dato for kørslen.
· Daglig angivelse af antal kørte kilometer med fordeling mellem den erhvervsmæssige og private kørsel.
· Bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel med eventuelle delmål.
· Kørslens erhvervsmæssige formål.

Det er ikke afgørende, om kørebogen udfærdiges på papir eller elektronisk; afgørende er alene om den opfylder ovenstående krav.

Anvendes en elektronisk kørebog skal denne således på samme måde som en manuelt ført kørebog opfylde ovenstående krav. Det vil derfor ikke være tilstrækkeligt, at den alene registrerer dagens samlede kørsel med fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel uden angivelse af formål mv.

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, gælder der en formodningsregel for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter. Der er tale om en konkret bedømmelse, hvor dokumentationskravene kan skærpes, og der kan derfor blive lagt mere vægt på bl.a. nøjagtigheden af kørebogsregistreringerne. Se TfS 1997, 584.

Erhvervsmæssig kørsel er kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B, og kan kun være kørsel i forhold til medarbejderens ansættelse hos den arbejdsgiver, der har indgået den erhvervsmæssige deleleasingaftale. Det fremgår af SKM2010.147.SR.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at kørsel til værksted, tankstationer o. lign må vurderes i forhold til den kørsel, den sker i tilknytning til. Hvis bilen fx skal tankes på vej til arbejde eller i forbindelse med anden privat kørsel, vil strækningen til tankstationen ligeledes være privat.

Ejerafgift

Ejerafgiften bliver opkrævet hos den, der på det tidspunkt afgiften skal betales, er registreret som bilens ejer. Er der tillige registreret en bruger, bliver afgiften dog opkrævet hos denne, jf. Den juridiske vejledning, afsnit I.A.3.4. Udgiften bliver derfor ikke afholdt af leasingselskabet.

Ejerafgiften er dog en kendt omkostning, som det er muligt at indregne i fordelingen af de samlede udgifter i deleleasingarrangementet.

Skatterådet har i SKM2017.384.SR bekræftet, at der kan ske opkrævning af ejerafgiften hos en af leasingtagerne under forudsætning af, at udgiften uden ugrundet ophold refunderes af leasingselskabet og indgår i fordeling og afregning efter det akkumulerede kørselsmønster og de akkumulerede betalinger.

Hvis betingelserne for deleleasing ikke er opfyldt - beskatning af fri bil

Hvis betingelserne for deleleasing i den konkrete situation ikke er opfyldt, skal der ske beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, da medarbejderen har rådighed over bilen til privat kørsel.

Konkret:
Det er en forudsætning for besvarelsen af spørgsmålene, at splitleasingkontrakterne opfylder kravene til kontrakter vedrørende splitleasing/deleleasing.

(…)
Spørgsmål 3
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at kørsel for andre selskaber i koncernen ikke vil blive betragtet som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingaftale, når kørslen sker i forbindelse med varetagelsen af H1 ApS' kapitalinteresse.

I den forbindelse henvises til Skatterådets bindende svar af den 23. februar 2010 (SKM2010.147.SR), hvoraf fremgår, at "Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed."

Spørgsmålet besvares med et nej.

(…)
Spørgsmål 5
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at kørsel på vegne af H1 ApS vedrørende nye investeringer ikke vil blive betragtet som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingaftale, når investeringen foretages direkte af H1 ApS, men hvor investeringen foretages via køb af kapitalandele i et andet selskab, som ejer den pågældende investeringsejendom.

Spørgsmålet besvares med et nej.

(…)
Skattestyrelsens endelig besvarelse af det bindende svar:
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ved høringssvaret modtaget den 17. februar 2021 ikke er fremkommet nye oplysninger der kan ændre forslag til bindende svar af den 2. februar 2021.

Skattestyrelsen kan dog vedrørende spørgsmål 3 og 5 henvise til Den Juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.1.10, hvoraf fremgår:

Forslag til bindende svar af den 2. februar 2021 fastholdes.

(…)"

Skattestyrelsen har den 25. juni 2021 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvoraf følgende fremgår:

"(…)
Skattestyrelsens begrundelse
Skattestyrelsen bemærker indledningsvis, at der ikke findes en positiv lovhjemmel, der giver borgere og selskaber ret til splitleasing. Splitleasing er opstået ved, at ligningslovens § 16, stk. 1 og 4 fortolkes modsætningsvis.

Af ligningslovens § 16, stk. 1 fremgår:

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-14 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Tilsvarende gælder personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser"

Af ligningslovens § 16 stk. 4 fremgår bl.a.:
"Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr.(…)"

Det skatteretlige udgangspunkt er, at den ansatte beskattes af fri bil efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, hvis arbejdsgiveren stiller bil til rådighed for den ansattes private brug. Hovedaktionærer beskattes af fri bil efter ligningslovens § 16 A, stk. 5, jfr. § 16 A, stk. 1.

Ligningsrådet fandt i SKM2001.255.LR, at man ved indgåelse af splitleasingkontrakter kunne undgå at blive beskattet af fri bil, efter reglerne i den daværende ligningslovs § 16, stk. 4, hvis kontrakterne levede op til strenge kriterier, samt at disse kriterier blev overholdt. Af den bindende forhåndsbesked fremgår bl.a. at:

"Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse er der som udgangspunkt - således som modellen er beskrevet af repræsentanten - ikke tale om en bilordning, der medfører beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, idet bilen ikke kan anses for at være "stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver". Styrelsen har herved henset til, at der ifølge det oplyste indgås skriftlige separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og virksomhed og leasingselskab og den ansatte, at de samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning - alle indeholdt i leasingydelsen - fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte km. fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel (leasingaftalerne forudsættes at være identiske), at leasingydelsen for hver af parterne betales direkte til leasingselskabet, samt at hver af parterne alene hæfter for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet.

For at tilsikre, at der gennem arbejdsgivers leasingydelse kun afholdes udgifter for kørsel foretaget af den ansatte, der er erhvervsmæssig - og som i modsat fald vil udløse beskatning af kørslen efter ligningslovens § 16, stk. 4 - må det være en forudsætning, at der løbende føres et detaljeret kørselsregnskab for den stedfundne kørsel fordelt på henholdsvis erhvervsmæssigt og privat kørte km. Detaljeringsgraden bør være den samme som anført i Skatteministeriets bekg. nr. 173 af 13. marts 2000 om dokumentationskrav vedrørende skattefri kørselsgodtgørelse, og kørselsregnskabet må være tilgængeligt i arbejdsgivers virksomhed."

Af SKM2017.384.SR fremgår bl.a.:

"Det skal bemærkes, at de strenge krav til efterlevelse af betingelserne for dele leasing er begrundet i, at deleleasing er en undtagelse til den klare regel om beskatning af fri bil eller til muligheden for skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring i egen bil."

Af cirkulære CIR nr 72 af 17/04/1996 punkt. 12.4.6.4 fremgår bl.a.:

"12.4.6.4. Privat kørsel, jf. § 16, stk. 4, 6. og 7. pkt.

Det er kun rådighed over firmabil til privat brug, der beskattes.

Den ansatte beskattes ikke af erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for det firma, der har stillet bilen til rådighed. Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed."

Denne formulering har også været gengivet i senere afgørelser, bindende svar samt den juridiske vejledning, jfr. f.eks. LSR af 26/06-12. Journalnr. 11-02154, SKM2010.147.SR og den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.5.

Spørgsmål 3
Skattestyrelsen fastholder, at spørgsmål 3 skal besvares med nej.

Af SKM2010.147.SR fremgår bl.a.:

"Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed
[…]
Hvis Spørger kun betaler for de kørte km, der anses for erhvervsmæssige efter ligningsloven § 9 B, og medarbejderen betaler for al anden kørsel, stiller Spørger som arbejdsgiver ikke bil til rådighed. Erhvervsmæssig kørsel er i denne forbindelse alene erhvervsmæssig kørsel i forhold til medarbejderens ansættelse hos Spørger"

Skattestyrelsen finder, at kørsel i dette tilfælde vil ske på vegne af selskaber, der ikke er kontraktparter i splitleasingkontrakten. Der lægges vægt på, at erhvervsmæssig kørsel for et andet selskab i praksis udløser beskatning af fri bil, fordi kørslen anses for privat i relation til det selskab, der har stillet bilen til rådighed, jfr. SKM2010.147.SR. og den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.5

Skattestyrelsen bemærker, at det ikke findes en positiv lovhjemmel til splitleasing og praksis på området er meget restriktiv. Det faktum at selskaberne er koncernforbundne og at selskabet, der er kontraktpart i splitleasingsaftalen, har en indirekte interesse i den erhvervsmæssige kørsel på vegne af de øvrige selskaber i koncernen, ændrer ikke skattestyrelsen forståelse af praksis. Skattestyrelsen har især lagt vægt på, at selskabet kun skal betale for de kørte km, der anses for erhvervsmæssige efter ligningsloven § 9 B, og medarbejderen skal betale for al anden kørsel. Erhvervsmæssig kørsel er i denne forbindelse alene erhvervsmæssig kørsel i forhold til medarbejderens ansættelse hos selskabet, jfr. SKM2010.147.SR.

Spørgsmål 5.
Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen om at svaret på spørgsmål 5 skal ændres fra nej til ja.

Skattestyrelsen finder, at kørsel i forbindelse med potentielle investeringer, der foretages direkte af det selskab, der er part i splitleasingsaftalen, må anses som erhvervsmæssig kørsel på selskabets vegne. Skattestyrelsen finder, at kørsel i forbindelse med inspektion af et investeringsobjekts aktiver, må anses som en del af det erhvervende selskabs due diligence. Det kan således være en forudsætning for, at det erhvervende selskab vælger at foretage den påtænkte investering."

Klagerens opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at spørgsmål 3 og 5 besvares med "JA".

Til støtte for påstanden, er der anført følgende:

"Det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmålene skal besvaret med et "nej", hvorimod vores opfattelse er, at spørgsmålene skal besvares med et "ja".

Vi stiller os endvidere uforstående overfor afvisningen af spørgsmål 6 og 7, herunder at denne del af afgørelsen tilsyneladende ikke kan påklages administrativt. Dette giver selvfølgelig ingen retssikkerhed, hvis et bindende svar "blot" kan afvises, ud fra en betragtning om, at det er "rådgivning" at svare på de konkrete spørgsmål. Spørgsmålene har i øvrigt ikke behov for forudsætninger, som Skattestyrelsen ellers også benytter som begrundelse for afvisningen.

Det har ikke telefonisk været muligt at få oplyst baggrunden for afvisningen eller få en yderligere begrundelse for Skattestyrelsens svar på spørgsmålene i øvrigt, ligesom vores skriftlige bemærkninger ikke ses besvaret.

Baggrund
H1 ApS og selskabets hovedaktionær A overvejer at indgå en såkaldt splitleasingsaftale med G1 begyndende primo/medio 2021.

Der vil blive indgået separate leasingaftaler med henholdsvis H1 ApS og A, ligesom der vil blive udarbejdet et omhyggeligt kørselsregnskab, der klart tilkendegiver om kørslen er foretaget på vegne af H1 ApS eller af A privat. Leasingselskabet vil hver måned foretage særskilt fakturering til H1 ApS og A på baggrund af den faktiske kørsel fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel. Førstegangsydelsen vil ligeledes blive reguleret i henhold til den faktiske kørselsfordeling.

Det kan lægges til grund, at samtlige formalia vil blive overholdt. Det bindende svar skal alene ses som en afklaring og sikkerhed for den skattemæssige vurdering af, hvornår en kørsel skal anses for erhvervsmæssig i relation til fordelingen af omkostningerne ved splitleasingaftalen.
(…)

Vores påstand og begrundelse
En splitleasingaftale indgås almindeligvis kun med ét selskab i en koncern, men kørslen vil selvsagt ofte ske på vegne af flere selskaber og kapitalinteresser.

Vi er på ingen måde enige i Skattestyrelsens vurdering af, at kørsel for andre selskaber i koncernen, tilsyneladende skal anses for "ikke-erhvervsmæssig", når den ikke direkte vedrører det selskab, der har indgået den erhvervsmæssige splitleasingaftale, medmindre kørslen sker i forbindelse med konkrete opgaver for de andre selskaber (kundekørsel).

En sondring mellem privat og erhvervsmæssig kørsel må såvel ud fra en skatteretlig vurdering som en sproglig fortolkning være om kørslen helt konkret tjener et privat formål eller sker i virksomhedsregi - uanset hvilket selskab i koncernen, der køres på vegne af.

Et negativt svar vil for langt de flestes vedkommende medføre, at splitleasing i realiteten ikke er muligt, da en stor del af kørslen vil være "ikke-erhvervsmæssig" uanset hvor bilen placeres i en koncern, uagtet at kørslen pr. definition ikke er privat. Dette kan næppe være intensionen ved reglerne for splitleasing.

H1 ApS / A har indtil videre medejerskab i 3 ejendomsselskaber, men der forventes at ske yderligere ejendomsinvesteringer i fremtiden. Det er ikke afgjort om dette vil ske via en direkte investering eller via et nyt ejendomsselskab, men det vil formentlig blive via nye ejendomsselskaber i lighed med de øvrige ejendomsinvesteringer.

Kørslen vil efter vores opfattelse være erhvervsmæssig uanset om investeringen sker ved direkte køb af ejendommen eller via et nyt ejendomsselskab, og uanset om investeringen rent faktisk gennemføres eller ej.

I det tilfælde, at kørslen sker for kapitalinteresser, hvor der alene modtages skattefrie udbytter eller der skatteretligt vil være tale om skattefrie avancer ved salg af datterselskabsaktier eller porteføljeaktier, er vi indforstået med at omkostningerne vil være at betragte som "ej fradragsberettiget omkostninger", da omkostningerne ikke kan henføres til skattepligtige indtægter eller er omkostninger vedrørende køb/stiftelse af skattefrie koncernselskabs- eller datterselskabsaktier eller forgæves afholdte investeringsudgifter efter statsskattelovens § 5. Uanset at omkostningerne ikke kan fratrækkes, vil kørslen dog ske med et erhvervsmæssigt sigte, og må således efter vores opfattelse være erhvervsmæssigt i relation til en splitleasingaftale. Kørslen sker selvsagt ikke af private interesser.

Kørselsregnskabet vil blive udfyldt omhyggeligt således, at der sker en klar opdeling af hvilke af ovenstående typer kørsel der sker og på vegne af hvilket selskab. Fordelingen af omkostningerne vil således belaste hvert enkelt selskab helt præcist. Der kunne i stedet principielt udarbejdes separate leasingaftaler med leasingselskabet, som således foretager fordelingen af omkostningerne, men det vil imidlertid være forbundet med yderligere administrationsomkostninger, hvorfor H1 ApS gerne vil sørge herfor selv for ikke at belaste selskaberne med unødvendige omkostninger.

Skattestyrelsen henviser til Skatterådets bindende svar SKM2010.147.SR
Skattestyrelsen eneste reelle begrundelse er en henvisning til Skatterådets bindende svar refereret i SKM2010.147.SR, hvor der spørges om arbejdsgiver skal betale omkostningerne ved kørsel efter Ligningslovens § 9B. Skatterådet svarer i den konkrete sag, at "erhvervsmæssig kørsel er i denne forbindelse alene erhvervsmæssig kørsel i forhold til medarbejderens ansættelse hos Spørger".

Den pågældende sag vedrører dog en arbejdsgiver, som spørger om splitleasing kan anerkendes i relation til deres sælgere og konsulenter i deres virksomhed. Der er ikke tale om medarbejdere, som kører for flere forskellige selskaber i koncernen.

Kørselsmønstret for sælgerne/konsulenter omfatter kun kundebesøg og arbejdsdage på virksomhedens adresse. Men hvor der fra dag til dag vil være forskel på om sælgerne/konsulenterne starter arbejdet direkte med kørsel til en kunde (erhvervsmæssigt kørsel) eller på virksomhedens adresse (privat kørsel hjem/arbejde). Arbejdsgiver ønskede derfor blot at få bekræftet, at kørsel efter Ligningslovens § 9B skulle anses for erhvervsmæssigt i relation til deres ordning.

I Skattestyrelsens indstilling og begrundelse til Skatterådet henviser Skattestyrelsen til reglerne i ligningslovens § 9B. Her fremhæves det, at erhvervsmæssig kørsel i en firmabil "for et andet firma (vores understregning) udløser beskatning af fri bil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der er stillet firmabilen til rådighed"

I det tilfælde, hvor en medarbejder har fået stillet en firmabil til rådighed for udelukkende erhvervsmæssig kørsel og den pågældende medarbejder anvender bilen til erhvervsmæssig kørsel for en anden hvervgiver, så vil denne kørsel naturligvis blive anset for en privat benyttelse at den pågældende bil og udløse beskatning af fri bil, da kørslen på ingen måde er relateret til erhvervsmæssig kørsel for den arbejdsgiver, der har stillet bilen til rådighed.

I relation til reglerne for splitleasing vil kørsel for en anden hvervgiver og som ikke foretages på vegne af den arbejdsgiver/leasingtager, der har kontraktspart i et splitleasingarrangement, naturligvis skulle medregnes til den pågældende persons andel af den faktiske benyttelse af bilen. På den måde vil vedkommende også komme til at betale sin andel af de samlede leasingomkostninger.

I nærværende sag er der imidlertid den markante og efter vores opfattelse altafgørende forskel, at kørslen her konkret foretages på vegne af en kontraktspart - H1 ApS - i den foreliggende splitleasingaftale og at kørslen vedrører andre selskaber i koncernen, dvs. af erhvervsmæssige og økonomiske interesser. Der kan være tale om både kundekørsel, men også kørsel i forbindelse med kapitalinteresser og nye investeringer. Det er helt klart en anden situation - som mange og formentlig de fleste andre koncerner har. Det kan ikke være intentionen med praksis, at kørsel for andre selskaber i samme koncern skal behandles forskelligt alt efter om der er tale om konkret kundekørsel eller kapitalinteresser / nye investeringer. Det er selvsagt ikke af private interesser at kørslen sker og bør således ikke tælles som "privat".

Det grundlæggende princip i splitleasingaftaler er uomtvisteligt, at de enkelte leasingtagere skal betale sin andel af de samlede omkostninger og at fordelingen sker proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer.

I forbindelse med fordeling af de faktiske kørte kilometer, så må der naturligvis ses på kørslens faktiske formål og på vis anvisning kørslen foretages.

H1 ApS afholder i det konkrete tilfælde ikke omkostninger til bilen, der dækker over As private anvendelse af bilen, men derimod alene omkostninger der direkte relaterer sig til H1 ApS anvendelse af bilen.

Der er efter vores opfattelse ikke grundlag eller belæg for Skattestyrelsens restriktive og indsnævrende fortolkning af begrebet "erhvervsmæssig kørsel", når den omhandlende kørsel ubestridt er foretaget på vegne af H1 ApS. Kørsel foretaget på anvisning og på vegne af H1 ApS må - uanset om det omhandler kørsel vedrørende kundeopgaver, pasning af kapitalinteresser og nye investeringer - skulle medregnes til opgørelsen af de omkostninger, som H1 ApS skal afholde af de samlede leasingomkostninger.

På den måde vil H1 ApS alene afholde omkostninger, der kan henføres til selskabets anvendelse af bilen. Selskabet vil ikke have afholdt omkostninger, der dækker over As private brug af bilen, og der er således ikke grundlag for beskatning af fri bil eller anden beskatning.

Vores fortolkning af reglerne er på ingen måde i strid med Skattestyrelsens bindende svar, refereret i SKM2010.147.SR.

Konklusion
Al kørsel sker med et erhvervsmæssigt sigte uanset hvilket selskab i koncernen der køres for. En sondring mellem privat og erhvervsmæssig kørsel må som nævnt såvel ud fra en skatteretlig vurdering som en sproglig fortolkning være om kørslen helt konkret tjener et privat formål eller sker i virksomhedsregi - uanset hvilket selskab i koncernen, der køres på vegne af.

Det savner enhver form for logik, at Skattestyrelsen anses en sådan kørsel for "privat", når det vedrører kørsel indenfor en koncern!

Vi stiller os undrede over, at Skattestyrelsen ikke vil svare på om det virkeligt skulle være nødvendigt at indgå splitleasingaftaler med alle selskaber i koncernen.

Skattestyrelsens henvisning til SKM2010.147.SR vedrører ikke denne situation, jf. ovenstående, da det alene vedrører sælgere/konsulenter som kun kører for et selskab/arbejdsgiver.

Det er derfor vores klare opfattelse, at spørgsmålene skal besvares med et "ja".

(…)"

Den 10. juni 2021 blev der afholdt møde med selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.

Under mødet henviste repræsentanten til, at der ikke er lovgivning vedrørende splitleasing, men at området er fastsat ved administrativ praksis. Repræsentanten henviste til Skattestyrelsens styresignal i 2019, offentliggjort i TfS 2019.318. Han oplyste at de havde kontaktet Skattestyrelsen i forbindelse med Skattestyrelsens udarbejdelse af styresignalet, idet definition og afgrænsning af erhvervsmæssig kørsel efter deres opfattelse burde indarbejdes i styresignalet. Dette blev ikke taget til følge.

Repræsentanten anførte, at hovedanpartshaveren i H1 ApS' kørsel er privat, men at anden kørsel er erhvervsmæssig begrundet. Efter repræsentantens opfattelse, er SKM2010.147.SR ikke sammenlignelig med nærværende sag, idet sagernes faktum og problemstilling ikke kan sammenlignes. I nærværende sag er der tale om koncernforbundne selskaber, hvorimod i SKM2010.147.SR var der tale om kørsel for en anden arbejdsgiver. Skattestyrelsen har endvidere henvist til SKM2014.273.HR, som i øvrigt heller ikke er sammenlignelig efter repræsentantens opfattelse. Under mødet blev der herudover henvist til SKM2017.491.LSR vedrørende en splitleasingaftale, men Landsskatteretten tog ikke stilling til spørgsmålet om erhvervsmæssig kørsel, idet formalia ikke opfyldte betingelserne.

Repræsentantens oplæg under mødet er fremsendt til Skatteankestyrelsen, hvoraf følgende bl.a. fremgår:

" Vores opfattelse
· En splitleasingaftale indgås normalt kun med ét selskab i en koncern, men kørslen vil selvsagt ofte ske på vegne af flere selskaber og kapitalinteresser
· En sondring mellem privat og erhvervsmæssig kørsel må være om kørslen helt konkret tjener et privat formål eller sker i virksomhedsregi - uanset hvilket selskab i koncernen, der køres på vegne af!
· Kørsel ifm. nye investeringer og kapitalinteresser
o Kørsel er med et erhvervsmæssigt sigte og dermed ubestridt erhvervsmæssig kørsel
o Omkostningerne ved H1 ApS' nye investeringer udgør per definition ikke private omkostning, men kan højst anses for "ej fradragsberettiget omkostninger", da omkostningerne ikke vedrører erhvervelse af skattepligtige indtægter (skattefrie avancer qua datterselskabsaktier)
· Skattestyrelsens eneste begrundelse er en henvisning til det bindende svar - SKM2010.147.SR!

SKM2010.147.SR
· Der spørges om arbejdsgiver skal betale omkostningerne ved kørsel efter LL§9B. Skatterådet
· svarer, at "erhvervsmæssig kørsel er i denne forbindelse alene erhvervsmæssig kørsel i forhold til
· medarbejderens ansættelse hos Spørger".
· Arbejdsgiver spørger om splitleasing kan anerkendes i relation til deres sælgere og konsulenter.
· Og de ønskede blot at få bekræftet, at kørsel efter LL§9B skulle anses for erhvervsmæssigt i relation til deres ordning.
· Sælgerne/konsulenterne kører:
1. Kørsel til en kunde (erhvervsmæssigt kørsel)
2. Kørsel til kontoret (privat kørsel hjem/arbejde).
· Alle medarbejderne kører konkret kun for et selskab/arbejdsgiver!

(…)

· Der er den markante og afgørende forskel, at kørslen her foretages på vegne af en kontraktspart - H1 ApS - og at kørslen vedrører andre selskaber i koncernen, dvs. af erhvervsmæssige og økonomiske interesser.
· Kørsel foretaget på anvisning og på vegne af H1 ApS må - uanset om det vedrører kundeopgaver, pasning af kapitalinteresser og nye investeringer - skulle medregnes til opgørelsen af de omkostninger, som H1 ApS skal afholde af de samlede leasingomkostninger.
· Dette kan umuligt være en privat omkostning.
· Det savner enhver form for logik, at Skattestyrelsen anses en sådan kørsel for "privat", når det vedrører kørsel indenfor en koncern!... Og da der per definition ikke er tale om privat kørsel.
· Vi stiller os i øvrigt uforstående over, at Skattestyrelsen ikke vil svare på om det virkeligt skulle være nødvendigt at indgå splitleasingaftaler med alle selskaber i koncernen!"

Selskabets repræsentant har den 9. juli 2021 fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse og Skattestyrelsens udtalelse hertil. Det fremgår af bemærkningerne, at:

"(…)
Indledningsvis skal vi bekræfte, at vi er enige i Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatteretten, at det bindende svar på spørgsmål 5 ændres fra et "Nej" til et "Ja", idet Skatteankestyrelsen er enig i vores opfattelse om, at kørsel foretaget på vegne af H1 ApS vedrørende nye investeringer kan betragtes som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingaftale.

Vi skal bemærke, at Skattestyrelsen fremhæver vedrørende spørgsmål 5, at det er en forudsætning, at investeringen gennemføres. Det er vi selvsagt ikke enige i. Skatteankestyrelsen har dog heller ikke en sådan forudsætning med i sin kontorindstilling til Landsskatteretten. Skatteankestyrelsens opfattelse er, at kørslen sker på vegne af H1 ApS.

Vi deler derimod ikke Skatteankestyrelsens opfattelse af, at kørsel foretaget på vegne af H1 ApS for andre selskaber i koncernen ikke kan betragtes som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingaftale, når kørslen sker i forbindelse med varetagelsen af H1 ApS' kapitalinteresser.

Det er vores klare overbevisning, at både Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen overfortolker Skatterådets bindende svar - refereret i SKM2010.147.SR - og at denne misforståelse igen er kommet til udtryk i Skattestyrelsens styresignalet SKM2019.244.SKTST.

Skatterådet har i afgørelsen SKM2010.147.SR tilkendegivet, at en arbejdsgiver i en splitleasingaftale alene kan afholde omkostninger, der vedrører kørsel fortaget på vegne af denne arbejdsgiver. Hvis sælgeren/konsulenten anvender bilen erhvervsmæssigt i forhold til andre hvervgivere, dvs. en anden arbejdsgiver (fx konsulentens bijob), som er uafhængig af den arbejdsgiver der er kontraktspart i splitleasingaftalen, så anses konsulenten for at have disponeret over bilen i privat øjemed i forhold til fordelingen af erhvervsmæssig og privat kørsel i henhold til splitleasingaftalen. Det er samme synspunkt, som også er kommet til udtryk i Højesterets dom SKM2014.273.HR, hvor en hovedaktionær havde anvendt selskabets bil til erhvervsmæssig kørsel i forhold til hans private virksomhed (virksomhed drevet i personligt regi). Her blev hovedaktionærens anvendelse af bilen anset for uvedkommende i forhold til selskabet og derfor udløste denne anvendelse beskatning.

Højesteretsdom og Skatterådets bindende svar kan efter vores opfattelse ikke tages til indtægt for, at kørsel foretaget på anvisning og på vegne af H1 ApS, og i forbindelse med selskabets erhvervsmæssige interesser, skal anses for privat kørsel blot fordi kørslen vedrører selskabets datterselskaber/ kapitalinteresser.

Det savner enhver form for logik, at Skattestyrelsen anser en sådan kørsel for "privat", når det vedrører kørsel indenfor samme koncern. Der er per definition ikke er tale om privat kørsel. Kørsel foretaget på vegne af H1 ApS, der er kontraktspart i splitleasingaftalen, kan på ingen måde karakteriseres som privat kørsel eller rådighed.

Når man ser på reglerne for splitleasing - hvor det ubestridt er formålet at hver part skal betale sin forholdsmæssige andel af udgifter i forhold til den konkrete anvendelse - og sammenholder dem med Skatterådets bemærkninger i SKM2010.147.SR og formuleringen i cirkulæret til Ligningsloven, så giver det efter vores opfattelse ikke anledning til en udvidet og restriktiv fortolkning af reglerne.

Vi mener fortsat, at praksis overfortolkes, herunder Skatterådets svar i SKM2010.147.SR, hvor der svares på kørsel for en helt ekstern arbejdsgiver.

For det første får A ikke stillet en bil til rådighed af H1 ApS, da der er tale om splitleasing og da han selv afholder sin andel af udgifterne. Det skal her pointeres, at A alene skal afholde de omkostninger, der kan henføres til sin anvendelse af bilen.

Skatterådet fremhæver i sit bindende svar, at det skal skabes sikkerhed for, at der gennem arbejdsgivers leasingydelse kun afholdes udgifter for kørsel foretaget af den ansatte, der er erhvervsmæssig" (vores understregning).

I det konkrete tilfælde, hvor en repræsentant hos H1 ApS skal deltage i et møde i et koncernselskab, så kan det ikke tolkes på anden vis end at H1 ApS - som kontraktspart i splitleasingaftalen - blot anvender sin ret til at disponere over bilen. Denne råderet og disposition kan og skal medføre, at H1 ApS må anses for rette omkostningsbærer i forhold til denne kørsel. Der er ikke belæg for at fastslå, at kørslen er foretaget af A privat.
Både Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen fremhæver, at når der sker kørsel på vegne af andre selskaber, som ikke er kontraktspart i leasingaftalen, så anses denne kørsel ikke for erhvervsmæssig i forhold til fordelingen af kørslen i kørselsregnskabet.

Denne udlægning er fuldstændig i overensstemmelse med praksis og de afgørelser, der refereres til.

Men både Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen er i den vildfarelse, at der i nærværende tilfælde ikke køres på vegne af andre selskabet, men der alene foretages kørsel på vegne og på anvisning af H1 ApS, der ubestridt har økonomiske interesser i de pågældende selskaber.

Med hensyn til besvarelsen af spørgsmål 3 (kørsel foretaget på vegne af H1 ApS i forhold til andre koncernselskaber) og spørgsmål 5 (kørsel foretaget på vegne af H1 ApS i forhold nyinvesteringer), er det vores opfattelse, at der tale om to sider af samme sag; altså kørsel i forbindelse med foretagelsen af investeringen og efterfølgende kørsel til selv samme investering!

I Skatteankestyrelens udkast til indstilling til Landsskatteretten virker svaret derfor for os fortsat uforståeligt og vanskeligt at finde logikken i.

I begge tilfælde køres der på vegne af H1 ApS, der som bekendt vil være kontraktspart i splitleasingaftalen. H1 ApS udøver blot sin rådighed over bilen og må derfor i skatteretlig henseende anses for rette omkostningsbærer. Der er i hvert fald ikke tale om at A - som privat person og kontraktspart - råder over bilen til kørsel for private interesser eller formål.

Skatteankestyrelsens udkast til svar må skulle forstås således, at hvis H1 ApS disponerer over bilen i forbindelse med køb af en ny ejendom i et datterselskab, så må A på vegne af selskabet gerne køre dertil ved købet/investeringen, mens der efterfølgende ikke må køres dertil medmindre det sker i forbindelse med konkrete opgaver, som kan faktureres. Vi har det vanskeligt at følge ræsonnementet heri!

Hvis svaret fastholdes - vil det fx også betyde, at en direktør i en international koncern selv vil skulle afholde omkostninger til kørsel ved besøge hos et dansk eller udenlandsk datterselskab i en splitleasede bil, da denne kørsel i så fald betragtes som "privat", hvorimod han godt kan få dække sine omkostninger på anden vis, hvis det danske selskab (arbejdsgiver) fx kortidsleje en anden bil og stiller den til rådighed for turen uden at det udløser beskatning. En arbejdsgiver vil også kunne betale for en sådan transport ved fx køb af flybillet - uden at disse omkostninger skatteretligt vil blive betragtet som et skattepligtigt personalegode. Vi står derfor uforstående overfor at Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen fortolker reglerne for splitleasing så restriktivt, når det strider mod sund fornuft.

På baggrund af ovenstående skal vi samlet set indstille, at Skatteankestyrelsen imødekommer vores indsigelser og ændrer Skattestyrelsens svar både vedrørende spørgsmål 3 og spørgsmål 5 til "Ja"."

Retsmøde
Repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Der blev endvidere henvist til, at det forekommer ulogisk, hvis kørsel i forbindelse med nye investeringer i form af opkøb af kapitalandele i et andet selskab, betragtes som erhvervsmæssig, mens fx efterfølgende kørsel til selvsamme selskab i forbindelse med fx afholdelse af bestyrelsesmøde i selskabet, ikke betragtes som erhvervsmæssig, med den konsekvens, at den pågældende kørsel betragtes som privat.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen fastholdes. Hertil anførte Skattestyrelsen, at det ikke gør nogen forskel for bedømmelsen i sagen, at der er tale om koncernforbundne selskaber, idet det afgørende er, at der er tale om separate juridiske enheder.

Landsskatterettens afgørelse
Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedanpartshaver, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16 A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, 2. pkt.

Reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, finder som hovedregel også anvendelse på biler, som et selskab har lejet, ligesom reglerne finder anvendelse, selvom der sker en egenbetaling for rådigheden. I sidstnævnte tilfælde sker der fradrag herfor i den skematisk opgjorte værdi efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Der findes ikke særregler i lovgivningen om dele- eller splitleasing. Der er således tale om, at retsstillingen på dette område er baseret på det anførte i Den juridiske vejledning og de offentliggjorte afgørelser, og at skatteyderen, for at undgå beskatning efter hovedreglen, skal godtgøre, at vedkommende i det hele opfylder de krav, der er stillet i den administrative praksis.

Da der er tale om en undtagelse til beskatning af fri bil til rådighed for privat kørsel, stilles der strenge krav til dokumentation og efterlevelse af alle betingelserne for deleleasing, jf. Skatterådets bindende svar i SKM2017.384.SR.

Skatterådet bekræftede i SKM2010.147.SR, at en deleleasingordning, hvor arbejdsgiveren og medarbejderen leaser den samme bil, ikke medfører beskatning af fri bil, såfremt ordningen er indrettet således, at arbejdsgiveren ikke kommer til at betale for medarbejderens private kørsel i bilen. Efter det oplyste blev der foretaget en månedlig regulering af leasingydelsen til leasingselskabet.

Det fremgår også af SKM2010.147.SR, at erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri bil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed. Kørsel i firmabil mellem hjem og arbejde uden for området af ligningslovens § 9 B udløser derfor normalt beskatning efter ligningsloven § 16, stk. 4.

Skatterådet har i SKM2018.212.SR taget stilling til beskatning af værdi af fri bil i forbindelse med deleleasing. Her er udtalt, at det er en forudsætning for at undgå beskatning, at der er vandtætte skotter mellem parternes aftaler. Det indebærer blandt andet, at de samlede ydelser til bilens drift, afskrivning og forrentning - alle indeholdt i leasingydelsen - fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktiske kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel.

Ligningsrådet har i SKM2001.255.LR taget stilling til beskatning af fri firmabil i forbindelse med deleleasing. Det er herefter en betingelse for at anerkende et deleleasingarrangement, at der føres et kørselsregnskab. Hvorvidt detaljeringsgraden af kørselsregnskabet er tilstrækkeligt opfyldt, vurderes efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse (herefter bekendtgørelsen).

Årsagen, til at der skal udarbejdes et kørselsregnskab, er, at arbejdsgiveren skal kunne føre kontrol med, at arbejdsgiveren ikke afholder udgifter til privat kørsel. Derfor skal der, i lighed med reglerne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, løbende udarbejdes et detaljeret kørselsregnskab, der kan danne grundlag for en sådan kontrol.

Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal bogføringsbilagene vedrørende den erhvervsmæssige kørsel bl.a. indeholde modtagerens navn, adresse og cpr-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål og angivelse af antal kørte kilometer.

Spørgsmål 3 i Skattestyrelsens bindende svar omhandler, hvorvidt kørsel for andre selskaber i koncernen vil blive betragtet som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingaftale, når kørslen sker i forbindelse med varetagelse af H1 ApS' kapitalinteresser.

Landsskatteretten finder, at kørsel i dette tilfælde vil ske på vegne af selskaber, som ikke er kontraktpart i splitleasingkontrakten. Det er således Landsskatterettens opfattelse, at kørslen ikke vil kunne betragtes som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingkontrakt med H1 ApS som leasingtager og et leasingselskab som leasinggiver. Der lægges vægt på, at erhvervsmæssig kørsel for et andet selskab i praksis udløser beskatning af fri bil, fordi kørslen anses for privat i relation til det selskab, der har stillet bilen til rådighed.

Det kan ikke medføre et andet resultat, at kørslen indirekte vil varetage H1 ApS' kapitalinteresser i form af udbytter eller avancer ved salg af datterselskabsaktier eller porteføljeaktier. Hertil bemærkes, at praksis for splitleasingkontrakter er restriktiv, og at det afgørende for kørslens karakter er, hvilket selskab kørslen udføres på vegne af. H1 ApS ejerandel på 50 % i ejendomsselskaberne kan herefter ikke ændre Landsskatterettens opfattelse.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse for dette punkt og svarer "NEJ" til spørgsmål 3.

Spørgsmål 5 i Skattestyrelsens bindende svar omhandler, hvorvidt kørsel på vegne af H1 ApS vedrørende nye investeringer vil blive betragtet som erhvervsmæssig kørsel i relation til en splitleasingaftale, når investeringen foretages direkte af H1 ApS, men hvor investeringen foretages via køb af kapitalandele i et andet selskab, som ejer den pågældende investeringsejendom.

Landsskatteretten finder, at kørsel vedrørende nye investeringer i H1 ApS ved køb af kapitalandele i et andet selskab må anses at være erhvervsmæssig kørsel i splitleasingkontraktens henseende. Der lægges vægt på, at den erhvervsmæssige aktivitet forbundet med kørslen, herunder den økonomiske investering, i dette tilfælde foretages direkte af H1 ApS. Det er således Landsskatterettens opfattelse, at kørslen sker på vegne af det selskab, der er kontraktpart i splitleasingkontrakten, hvis kørslens erhvervsmæssige aktivitet har direkte tilknytning til en ny investering i H1 ApS.

Landsskatteretten ændrer derfor Skattestyrelsens afgørelse for dette punkt og svarer "JA" til spørgsmål 5.

Skatteforlaget

Dokumentets metadata

Splitleasing - Kørsel for flere selskaber i en koncern - Erhvervsmæssig kørsel