Dokumentets metadata

Dokumentets dato:11-02-2022
Offentliggjort:07-03-2022
SKM-nr:SKM2022.105.VLR
Journalnr.:BS-21895/2021-VLR
Referencer.:Statsskatteloven
Dokumenttype:Dom


Indsætninger på bankkonto

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet appellantens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2014 og 2015 i anledning af en indsætning på kr. 225.000 henholdsvis fem indsætninger på i alt kr. 6.600.

Appellanten gjorde bl.a. gældende, at han ikke var rette skattesubjekt for hele indsætningen på kr. 225.000, idet kr. 140.000 heraf tilkom hans bror og to andre personer, som appellanten havde udført sort arbejde med. Derudover gjorde appellanten gældende, at der skulle ske fradrag i beløbet med kr. 35.000 for køb af materialer.

Landsretten fremhævede, at den faktura, som indsætningen på kr. 225.000 angav at vedrøre, ikke var fremlagt i sagen, og at appellanten dagen efter indsætningen bl.a. overførte kr. 50.000 til sin bror, som videreførte beløbet med teksten "Videreført til Holdingselskab". På den baggrund kunne erklæringerne fra to af de påståede beløbsmodtagere, der som fremhævet af byretten var indhentet til brug for skattesagen samt bl.a. hidrørte fra appellantens bror, ikke tillægges afgørende vægt.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at appellanten ikke ved objektive kendsgerninger havde løftet sin bevisbyrde for, at han ikke var rette skattesubjekt for den fulde indsætning på kr. 225.000. Appellanten havde heller ikke bevist, at han havde haft fradragsberettiget udgifter til opnåelsen af beløbet.

Landsretten fandt videre, at appellanten heller ikke for så vidt angår indsætningerne på samlet kr. 6.600, som appellanten også havde fremlagt en erklæring for, ved objektive kendsgerninger havde løftet sin bevisbyrde for, at beløbet ikke var skattepligtigt.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.


Parter

A

(advokat Svend Harbo)

mod

Skatteministeriet

(advokat Mattias Chor v/advokatfuldmægtig Mikkel Kjældsen Gylling)

Retten i Aalborg har den 26. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS14083/2020-ALB).

Afgørelse truffet af Landsdommerne:

Eva Staal, Marie Kathrine Nielsen og Mikkel Bensby Nøhr (kst.)

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af A skatteansættelse for 2014 nedsættes med 175.000 kr. subsidiært 140.000 kr. og for 2015 nedsættes med 6.600 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

A har ikke været til stede under hovedforhandlingen i landsretten.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Den faktura med nr. 0109, som indbetalingen den 20. januar 2014 på 225.000 kr. angiver at vedrøre, er ikke fremlagt i sagen. Dagen efter, at A modtog beløbet på 225.000 kr. og blandt andet overførte 50.000 kr. til sin bror, SB, overførte SB 50.000 kr. med angivelsen af "Videreført til Holdingselskab". På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at de to fremlagte erklæringer, som vedrører to af de tre overførsler, som A foretog efter modtagelsen af beløbet på 225.000 kr., ikke kan tillægges afgørende vægt, uanset de måtte indeholde en erkendelse af udførelse af sort arbejde. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen har A ikke ved objektive kendsgerninger løftet bevisbyrden for, at han ikke er rette skattesubjekt vedrørende beløbet på 225.000 kr. A har endvidere ikke ført bevis for, at han har haft fradragsberettigede udgifter til opnåelsen af beløbet.

Af de grunde, som byretten har anført vedrørende betalingen på i alt 6.600 kr., finder landsretten, at A ikke ved objektive kendsgerninger har løftet bevisbyrden for, at beløbet på 6.600 kr. var midler, som ikke skal beskattes, jf. statsskattelovens § 4.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 20.000 kr. inkl. moms til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 20.000 kr. til Skatteministeriet.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.