Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-02-2022
Offentliggjort:07-03-2022
SKM-nr:SKM2022.106.ØLR
Journalnr.:BS-17231/2020-ØLR
Referencer.:Statsskatteloven
Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Fiktivt låneforhold - Rentefradrag - Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e - Tabsfradrag - Nye spørgsmål - Skatteforvaltningslovens § 48

Skatteyderen havde bevisbyrden for, at der forelå et gældsforhold mellem ham og et selskab, og at de pengeoverførsler, som han foretog i årene 2010-2013, udgjorde betaling af pligtige renter vedrørende et sådant gældsforhold. Der var ikke fremlagt dokumentation for, at skatteyderen havde optaget et lån, hvad størrelsen på et sådant lån i givet fald var, eller hvilken rente der måtte være aftalt. Det var herefter ikke godtgjort, at skatteyderen var berettiget til et rentefradrag i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Skatteministeriet blev herefter frifundet for sagsøgerens påstande om rentefradrag.

Der var ikke en klar sammenhæng mellem skatteyderens påstande om tabsfradrag og det spørgsmål om berettigelsen af rentefradrag, som Landsskatteretten havde taget stilling til, og da der i øvrigt hverken var grundlag for at anse det for undskyldeligt, at spørgsmålet om tabsfradrag ikke havde været inddraget, eller grundlag for at antage, at en nægtelse af tilladelse til prøvelse ville medføre et uforholdsmæssigt retstab for skatteyderen, kunne spørgsmålet ikke prøves af domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Skatteyderens påstande om tabsfradrag blev herefter afvist.