Dokumentets metadata

Fradrag for renteudgifter - lån - gældseftergivelse

Sagen angik, om sagsøgeren i indkomståret 2014 var berettiget til fradrag for renteudgifter vedrørende et lån, hvorom sagsøgeren havde indgået et forlig om en gæld inkl. renter frem til forfaldsdatoen. Sagsøgeren bestred ikke, at han havde fået fradrag for de renter, som således var påløbet gælden inden forliget blev indgået.

Retten fandt på det foreliggende grundlag, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at han, selvom han i tidligere indkomstår havde fået godkendt rentefradrag i gældsforholdet, havde betalt renter, herunder at en konkret indbetaling var betaling af renter fremfor en nedskrivning af hovedstolen. Sagsøgeren havde på denne baggrund ikke løftet sin bevisbyrde for, at hans skattepligtige indkomst skulle nedsættes under henvisning til forfaldsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 1, eller betalingsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 8.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A

(v/advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Søren Norlén)

Afgørelsen er truffet af Byretsdommer

Denne afgørelse er truffet af dommer J. Stausbøll.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 30. november 2020, og sagen drejer sig om, hvorvidt A er berettiget til at foretage fradrag for renteudgifter med i alt kr. 536.923 i indkomståret 2014.

A har nedlagt påstand om, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 536.923, subsidiært at hans skatteansættelse for indkomståret 2014 hjemvises til fornyet behandling.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 25. september 2020 fremgår bl.a. følgende:

"…

Møde mv.

Der har været afholdt møde med klagerens repræsentant, der tillige har haft lejlighed til at udtale sig på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

SKAT har ved brev af 27. november 2017 bedt om dokumentation for årets renteudgifter. Reglerne om dokumentationskravet findes i skattekontrollovens §§ 1 og 6.

SKAT har ikke modtaget dokumentation for de fratrukne renteudgifter.

I regnskabet har klageren specificeret renteudgifterne således:

Klageren indgik den 10. november 2008 et frivilligt forlig med F1-bank, hvoraf bl.a. fremgår:

"….

Gældens størrelse:

Gælden forrentes fra 10.11.2008 med en rente på p.t. 12,00% p.a. Renten beregnes bagud og tilskrives kvartårlig ultimo hvert kvartal.

…."

Af Østre Landsrets dom af 30. juni 2015 vedrørende klagerens indkomstansættelse for indkomstårene 2000 og 2002 - 2005 fremgår bl.a. som supplerende sagsfremstilling:

"Den 10. november 2008/1. januar 2009 indgik A og F1-bank A/S et nyt frivilligt forlig vedrørende mellemværende. Restgælden blev efter en nedskrivning af hovedstolen opgjort til 1.056.012,48 kr. Det er endvidere anført i forliget, at "Renter indtil 10.11.2008" udgør 625.464,35 kr. Det fremgår af sagen, at A har fået godkendt skattefradrag herfor for året 2009."

Klageren og hans ægtefælle har den 11. februar 2016 underskrevet en skylderklæring, ifølge hvilken klagerens gæld til F1-bank er opgjort til 1.776.126,65 kr. tilkendte sagsomkostninger på 34.150,00 kr., eller i alt 1.810.276,65 kr. Det fremgår bl.a., at beløbet forrentes efter den til enhver tid gældende rentelov, og at et skyldige beløb inklusiv forfaldne renter er forfalden til betaling på anfordring. Endvidere fremgår bl.a.:

"Dog er det mellem parterne aftalt, at såfremt debitorerne senest den 29. februar 2016 positivt har indbetalt kr. 200.000 til kreditor, samt i 24 løbende måneder - første gang den 1. marts 2016 - hver den 1. i måneden indbetaler kr. 4.500 til kreditor, udstedes der saldokvittering til debitorerne på det resterede beløb i henhold til denne skylderklæring, hvorved debitorerne ikke længere er kreditor noget beløb skyldig vedrørende ovenstående engagement."

I forbindelse med klagerens skat for indkomstårene 2015 og 2016 anmodede han om et møde. I forbindelse med SKATs bedømmelse af rentefradrag for lån i F1-bank bad SKAT den 27. november 2017 klageren om at medbringe dokumentation for de fratrukne renter i rubrik 42 og 117 for indkomståret 2013 og samtlige renteudgifter for 2014.

Klageren har bl.a. fremlagt brev af 22. april 2015 fra R4 advokater til klageren, hvoraf fremgår:

"Deres skyld til F1-bank

F1-bank har anmodet mig om at inkassere følgende forfaldne engagement:

Yderligere renter og omkostninger forbeholdes.

Sagen er samtidig hermed indleveret til fogedretten."

Det fremgår af skatteoplysninger for klageren for indkomståret 2014, at klagerens gæld til realkreditinstitutter, pengeinstitutter m.v. udgør 2.490.559 kr.

Klageren er af Skatteankestyrelsen anmodet om at fremsende dokumentation for betaling af renteudgifter til øvrige kreditorer.

Skatteankestyrelsen har ikke modtaget nogen dokumentation.

SKATs afgørelse

SKAT har anført, at klageren ikke har sendt dokumentation for samtlige renteudgifter for indkomstårene 2013 - 2016.

SKAT finder derfor ikke, at klageren har dokumenteret, at der er renter, som forfalder til betaling i 2014. Renter kan fratrækkes på forfaldstidspunktet, hvilket følger af bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 1.

Klageren har indgået aftale med F1-bank i februar 2016. Banken har oplyst, at et beløb på 308.000 kr. alene vil gå til delvis dækning af hovedstol, altså ikke renter.

I henhold til den indgåede aftale udstedes saldokvittering på det resterende beløb, hvorved klageren ikke længere er skyldig noget beløb til banken, når han har indbetalt beløb i henhold til aftalen.

Efter bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 9, skal afdrag fordeles mellem renter og hovedstol i 2016.

Efter SKATs opfattelse har klageren allerede foretaget fradrag for renter, som overstiger de betalte renter, og fradrag kan dermed ikke anerkendes efter bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8, og § 5, stk. 9. SKAT finder ikke, at klageren har godtgjort, at han har været i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed i sine aktiver. Men uanset om klageren havde godtgjort, at han havde været i stand til at betale gæld eller stille sikkerhed, ville det ikke medføre yderligere fradrag efter bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8, og § 5, stk. 9.

SKAT har efter anmodning ved e-mail 28. marts 2018 sendt årsopgørelser for indkomstårene 2009 (3 stk.) og 2010 (4 stk.) til klagerens rådgiver. Ifølge telefonsamtale med rådgiveren den 28. marts 2018 var anmodningen alene begrundet i kontrol af rigtigheden i de fratrukne renter for 2009 og 2010 som nævnt i forslag af 8. februar 2018.

Klagerens repræsentant fandt ikke, at SKAT samtidigt skulle sende klagerens specifikationer af rentefradrag for 2009 og 2010. Endvidere medførte anmodningen ikke en forlængelse af indsigelsesfristen.

F1-bank

Kontroloplyst indberettet gæld ultimo 643.458 kr. Ingen tilskrevne renter.

SKAT kan ikke anerkende fradrag for renter af lån til F1-bank med 528.906 kr. Klageren har sendt specifikation for det samlede rentefradrag, men han har ikke sendt dokumentation for indkomstårets renteudgifter på dette lån. F1-bank har rent faktisk ikke tilskrevet eller afkrævet renter i henhold til de her foreliggende oplysninger, idet banken ikke har foretaget indberetning heraf. SKAT finder derfor, at banken forud for renternes forfaldstid har givet tidsubestemt henstand med rentebetalingen, hvorfor forfaldstiden er udskudt. Se ligningslovens § 5, stk. 1.

Det fremgår af herværende oplysninger, at klageren er i restance med renter, som han har fratrukket for indkomstårene 2009 og 2010, hvorfor et eventuelt fradrag for renterne er begrænset af ligningslovens § 5, stk. 8.

F2-bank

…..

F3-bank

…..

F5-bank

….

R1

…..

F4-bank, G1-VIRKSOMHED, II, G2-virksomhed, R2 og R3

…..

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2014 nedsættes med 698.871 kr.

Til støtte for den nedlagte påstand er det gjort gældende, at klageren har været berettiget til at fratrække renterne i virksomheden, hvorfor det bestrides, at der er grundlag for den af SKAT foretagne forhøjelse.

Størstedelen af forhøjelsen vedrører nægtet fradragsret af renteudgifter til F1-bank. Det er gjort gældende, at renterne for gælden til F1-bank er opgjort korrekt efter den indgåede aftale med F1-bank, samt at klageren i fornødent omfang har kunnet stille sikkerhed for renterne, og at der i øvrigt ikke er grundlag for at nægte fradragsretten, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Repræsentanten har efterfølgende anført:

"….

For så vidt angår betydningen af de godkendte renteudgifter i 2009 og 2010 på henholdsvis 870.478 kr. og 196.791 kr. for fradragsretten af renteudgifter for 2013 og efterfølgende, jfr. begrænsningsreglen i ligningslovens § 5, stk. 8, skal jeg anføre følgende:

Jeg gør gældende, at alle renter vedrørende 2009 i relation til bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8 må anses for betalt senest pr. 31. december 2012, hvor de formueretligt blev forældet. Det fremgår af forliget af 10. november 2008, at renten skulle beregnes bagud og tilskrives kvartårligt ultimo hvert kvartal. Renterne forfaldt således i forældelsesmæssig henseende løbende. Der skal således ikke henses til renterne på 870.478 kr., når der skal henses til, om der kan foretages skattemæssige fradrag for renter til F1-bank i indkomståret 2013 og følgende år.

For så vidt angår renterne på kr. 196.791 for 2010, gøres det tilsvarende gældende, at de løbende er forældet i løbet af 2013, og at der derfor heller ikke skal tages højde for dette beløb i relation til bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8.

Af forliget af 10. november 2008 fremgår det, at gælden pr. denne dato blev opgjort til kr. 1.693.922,95. Det fremgår videre, at gælden fra 10. november 2008 blev forrentet med 12 % p.a. Af R4 Advokaters kravskrivelse af 22. april 2015 fremgår det, at der siden forligets indgåelse i 2008 alene var foretaget indbetalinger den 27/11-2012 med kr. 15.000, den 3/1-2014 med kr. 425.000 og den 17. marts 2015 med kr. 92.339,30.

Det fremgår videre, at R4 havde opgjort renterne for perioden 20. april 2012 til 20. april 2015 til kr. 595.019,35. Den nærmere fordeling pr. indkomstår fremgår ikke, men er skønsmæssigt ca. følgende:

2012: kr. 142.011 (12% af kr. 1.693.922,95 gange 255/365)

2013: kr. 203.216 (12% af kr. 1.693.922,95)

2014: kr. 191.696 (12% af ca. kr. 1.597.464 (kr. 1.693.922,95 - (kr. 425.000 - (kr.

141.222 203.216) kr. 15.000))

2015: kr. 57.771 (12% af ca. kr. 1.597.464 gange 110/365) kr. 594.696

Efter det frivillige forlig - og henset til det anførte vedrørende ligningslovens § 5, stk. 8 - vil A klart efter min opfattelse have krav på fradrag for renterne for 2013 og 2014.

…."

Repræsentanten har gjort gældende, at skatteretten skal følge civilretten. Faktum er, at de ikke betalte renter for 2009 blev forældet i sin helhed ved udløbet af 2012. Civilretligt havde F1-bank således ikke pr. 1. januar 2013 det pågældende tilgodehavende. Og derfor kan betalingen pr. 3. januar 2014, hverken civilretligt eller skatteretligt anses at vedrører renterne fra 2009. Og derfor skal A enten i 2013 eller 2014 indrømmes et fradrag på 425.000 kr. Og for 2014 skal der tillige indrømmes fuld fradragsret for renterne til F1-bank, da der ikke efter betalingen af de 425.000 kr. var manglende betalinger af renter pr. 31. december 2013.

Vedrørende renterne til F5-bank indgår der i de materialer, som jeg indsendte i december 2019 en opgørelsesskrivelse af 12. marts 2015 fra advokat LH, som opgjorde renterne for 12. december 2013 til 24. februar 2015 til 12.893,52 kr. Som det fremgår af skrivelsens indledning, så skyldes det på ingen måde henstand - men tekniske grunde - at F5-bank - på linje med alle andre banker- først foretager tilskrivning og indberetning af renter og omkostninger, når sagen er afsluttet. Som følge heraf er det gjort gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte de tilskrevne renter for 2014. Alternativt må fradraget indrømmes i 2015.

Retsmøde

Repræsentanten har gjort gældende, at renterne for indkomstårene 2009 og 2010 er forældede, således at klageren aldrig vil kunne opkræves renter for disse år. Der kan derfor ikke tages hensyn til disse forældede renter ved renteberegningen, idet "kontoen" nulstilles den 20. april 2012, jf. forliget med F1-bank.

Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet. Klageren har ikke på noget tidspunkt betalt renteudgifter, hvorfor han ikke er berettiget til rentefradrag. Det er endvidere ikke dokumenteret, at banken har tilskrevet renter, hvorfor der er givet henstand med renterne.

Skattestyrelsen har for så vidt angår den skatteretlige systematik i rentefradragsretten anført, at hvis man har fået fradrag en gang, kan man ikke endnu en gang få rentefradrag for samme beløb.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renteudgifter er fradragsberettigede.

Det fremgår bl.a. af ligningslovens § 5, stk. 1, at renteudgifter kan fradrages ved opgørelse af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Af ligningslovens§ 5, stk. 8, fremgår bl.a., at renteudgifter først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver.

Klageren har fratrukket renteudgifter til F1-bank med 528.906 kr. i indkomståret 2014.

Klageren er ikke berettiget til nævnte fradrag for renteudgifter til banken. Klageren har i indkomståret 2009 i henhold til frivilligt forlig med banken af 10. november 2008 fået fradrag for beregnede renteudgifter indtil den 10. november 2008 med 625.464,35 kr. Renterne blev tillagt gælden, der herefter udgjorde 1.693.922,95 kr. Af brev af 22. april 2015 fra R4 advokater fremgår, at klagerens gæld til banken udgjorde 1.693.464,35 kr. stigende til 1.771.281,90 kr. efter bl.a. indbetaling af 425.000 kr. den 3. januar 2014. Ifølge brevet er renten i perioden 20. april 2012 - 20. april 2015 beregnet til 595.019,35 kr., hvilket beløb er tillagt gælden.

Klageren har således i indkomståret 2009 fået fradrag for renteudgifter med 625.653 kr., hvilke renteudgifter ikke kan anses for betalt, da renterne blev tillagt gælden. Gælden ifølge brev af 22. april 2015 fra R4 advokaten udgjorde primo 1.693.922,95 kr. svarende til gælden ifølge frivilligt forlig af 10. november 2008. Klagerens betaling af 425.000 kr. må anses for at være fradraget efter et forfaldsprincip, jf. rentefradraget i 2009, hvorfor der ikke er yderligere fradrag ved betalingen af beløbet den 3. januar 2014.

Klagerens repræsentant har beregnet et rentefradrag i 2014 på 191.696 kr. svarende til 12 % af 1.1.597.464 kr., hvilket beløb ikke kan anses for fradragsberettiget, da klageren er i restance med renteudgifterne, og da de beregnede renteudgifter på 595.019.35 kr. for perioden 20. april 2012 - 20. april 2015 ikke er betalt men blot tilskrevet gælden, jf. brev af 22. april 2015 fra R4 advokater. Klageren må således anses for at fået henstand med betalingen af renterne.

Vedrørende renteudgifter til F5-bank ….

For så vidt angår renteudgifter til øvrige kreditorer ……

Klagerens repræsentant har tillige anført, at klageren kunne stille sikkerhed for gælden, jf. ligningslovens § 5, stk. 8. Det lægges til grund, at klageren ikke har godtgjort, at han med sin økonomi har kunnet stille sikkerhed for gælden i sine aktiver. Der er herved lagt vægt på, at klageren har en gæld i 2014 på 2.490.559 kr. til realkredit- og pengeinstitutter, og at klageren ikke ses at være i stand til at stille sikkerhed herfor i sine aktiver.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

….

Der er ikke givet medhold i det påklagede forhold.

…"

Forklaring

A har forklaret, at gælden til F1-bank oprindeligt opstod i begyndelsen af 1990´erne, hvor han efter råd fra F1-bank havde investeret i en udlejningsejendom. Han fik efterfølgende et modsætningsforhold til filialdirektøren i F1-bank JJ, og banken opsagde kreditter, og han blev tvunget til at sælge ejendommen. Der blev gennemtrumfet forlig i 1994 og i 2008. Hvis ikke han havde underskrevet forligene, havde banken indgivet konkursbegæring. Efter hans opfattelse har F1-bank ikke klart oplyst, om de 425.000 kr., som han indbetalte til banken den 3. januar 2014, blev afskrevet på den opgjorte saldo på 1.693.464,35 kr. efter forliget af 19. november 2008 eller var betaling af renter. Han har hele tiden været opmærksom, at banken beregnede renter, eftersom det jo fremgik af forliget, at gælden fra den 10. november 2008 skulle forrentes med 12% p.a. og tilskrives kvartårlig hvert kvartal. Han selvangav renteudgifterne på 536.923 kr., da han indgav selvangivelsen for 2014 i sommeren 2015. Han ved ikke, om rentebeløbet indtil 10. november 2008 på 625.464,95 kr. er blevet betalt. Han var selvmøder i fogedretten i forbindelse med kendelsen af 18. december 2015, og han troede på dette tidspunkt, at indbetalingen på den 425.000 kr. var blevet afskrevet på hovedstolen. Det gik efterfølgende op for ham, at F1-bank hele tiden internt har ført en håndskrevet journal, hvor der løbende blev opgjort renter. At F1-bank ikke havde styr på forholdene i forbindelse med forliget af 11. november 2008, bekræftes efter hans opfattelse bl.a. af, at det fremgår af bankens indberetning til R70 fra 2014, at de 425.000 kr. var blevet nedskrevet på hovedstolen, eftersom gælden i henholdt til forliget nu udgjorde 643.458 kr., mens det af bankens indberetning til R70 fra 2015 fremgår, at gælden pr. 31, december 2015 nu var på 1.256.476 kr. Det bekræftes også af, at F1-bank, efter at han havde kæret fogedrettens kendelse af 18. december 2015 til landsretten, accepterede at inkassosagen kunne afsluttes ved at han betalte ca. 300.000 kr., hvorefter sagen blev hævet som forligt.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

PÅSTANDE

Principalt: As skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 536.923.

Subsidiært: As skatteansættelse for indkomståret 2014 hjemvises til fornyet behandling.

ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det overordnet gældende, at A har været berettiget til at foretage fradrag for renterne i 2014, hvorfor det bestrides, at der er grundlag for forhøjelsen af hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 med kr. 536.923.

Det gøres tillige gældende, at renterne for gælden til F1-bank er opgjort korrekt efter den indgåede aftale med F1-bank, og at størrelsen på fradraget således er korrekt.

Den subsidiære påstand er medtaget for det tilfælde, at Skatteministeriet måtte bestride den talmæssige opgørelse af renterne, og at Retten finder, at den talmæssige opgørelse ikke er korrekt. Sagen må i givet fald hjemvises til fornyet behandling ved Skattemyndighederne med henblik på, at den talmæssige opgørelse foretages på ny.

... ...

Modsat tidligere domstolssager, som A har ført mod Skatteministeriet vedrørende rentefradragsret, så vedrører nærværende sag dels spørgsmålet om, 1) hvorvidt As betaling den 3. januar 2014 på kr. 425.000 til F1-bank må anses for at dække enten renterne eller hovedstolen, og dels 2) hvorvidt A i indkomståret 2014 kan foretage fradrag for renteudgifter for dels indkomstårene 2012-2013, jf. betalingsprincippet i ligningsloven § 5, stk. 8, og dels indkomståret 2014, jf. forfaldsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 1.

1 FRADRAGSRET

Det følger af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, 1. pkt., at renter kan fradrages i den skattepligtige almindelige indkomst. Det følger omvendt af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, 2. pkt., at den skattepligtige ikke kan fradrage betalinger anvendt til at nedbringe gæld (afdrag af på hovedstolen).

Førend der foreligger en rentefradragsret i skatteretlig forstand, er det en betingelse, at der foreligger en renteforpligtelse i sædvanlig juridisk forstand, dvs. at kreditor har krav på renter af sit tilgodehavende hos debitor. Skatteretten følger således civilretten.

Det er en betingelse, at betalingen tilgår afdrag på renter og ikke hovedstolen, jf. statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e.

Det er A, der har bevisbyrden for, at han har en fradragsret efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e. Det gøres gældende, at A har løftet denne bevisbyrde.

Det er i sagen ubestridt faktum, at A den 3. januar 2014 foretog en indbetaling på 425.000 kr. på tilgodehavendet med F1-bank (Bilag 2). Det er As klare opfattelse, at beløbet gik helt (eller delvist) til betaling af forfaldne renter. A er således af den opfattelse, at hele beløbet - eller størstedelen heraf - ikke skulle afdrages på hovedstolen.

I forliget fra november 2008, jf. bilag 2, fremgår intet om, hvorvidt indbetalinger fra A skal fratrækkes i hovedstolen eller i renteudgifter.

Baggrunden for at beløbet hos F1-bank er blevet fratrukket i hovedstolen er alene, at F1-bank ikke løbende tilskrev renterne til hovedstolen, hvorfor renterne ikke fremgik heraf. De er imidlertid tilskrevet på en særskilt konto ved F1-bank.

A var ikke bekendt med, hvordan indbetalingerne blev behandlet af F1-bank. Hvis A havde haft lejlighed til at forholde sig til, om indbetalinger skulle dække hovedstolen eller renterne, så havde han naturligvis valgt, at indbetalinger skulle tilgå renterne, idet han herved ville oppebære det i sagen omhandlede rentefradrag.

Det følger af fast skatteretlig praksis, at debitor som udgangspunkt har interesse i at afdrag tilgår renter. Der henvises i den forbindelse til Landsskatterettens afgørelse af den 27. februar 2001 offentliggjort som SKM2001.246.LSR, hvor Landsskatteretten udtalte følgende:

"Efter det for retten oplyste findes det at måtte lægges til grund, at debitors betaling af beløbet 90.689,51 kr. den 26. maj 1995 samt betalingen af de 12 månedlige beløb á 600 kr. i 1995 er foretaget uden, at debitor på noget tidspunkt overfor klagerne har tilkendegivet, hvorvidt disse betalinger skulle anses som renter eller afdrag på hovedstolen vedrørende det i sagen omhandlede tilgodehavende.

[…]

Det bemærkes herefter, at det i skatteretlig praksis antages, at afdrag på gæld, der består af hovedstol og renter - medmindre andet følger af retsforholdet mellem parterne - forlods dækker påløbne renter, jf. TfS 1988.109.LSR.

Herefter finder retten, at den omhandlede betaling med rette er anset for betaling af rente. Det bemærkes, at dette ikke ses at stride imod almindelige obligationsretlige regler, hvorefter valgretten i en situation som den foreliggende må tilkomme kreditor under visse begrænsninger, begrundet i hensynet til debitors interesser, idet det er debitors anerkendelsesværdige interesse at opnå fradrag for den foretagne betaling."

På baggrund af ovennævnte gøres det gældende, at A kan vælge, hvordan hans indbetalinger skal anvendes, og at han ved, at selvangive betalingen som rentefradrag har vist, at han anså indbetalingen af de kr. 425.000 som betaling af renter.

Det gøres endvidere gældende, at enhver tvivl om, hvorvidt betalingerne er tilgået renter eller hovedstol, må lægges Skatteministeriet bevismæssigt til last.

... ...

F1-bank har ved deres inkassoskrivelse, Bilag I, opgjort renterne af hovedstolen til kr. 595.019 for perioden 20.4.2012 - 20.4.2015.

Den nærmere fordeling pr. indkomstår fremgår ikke, men er skønsmæssigt ca. følgende:

• 2012: kr. 142.011 (12% af kr. 1.693.922,95 gange 255/365)

• 2013: kr. 203.216 (12% af kr. 1.693.922,95)

• 2014: kr. 191.696 (12% af ca. kr. 1.597.464 (kr. 1.693.922,95 - (kr. 425.000 - (kr. 141.222 203.216) kr. 15.000))

• 2015: kr. 57.771 (12% af ca. kr. 1.597.464 gange 110/365), i alt kr. 594.696.

Ifølge As opgørelse kan renterne for indkomstårene 2012-2014 derfor fordeles på følgende måde:

Spørgsmålet om hvilket indkomstår A har ret til rentefradrag afgøres af principperne i ligningslovens § 5. Se nedenfor i afsnit 2 og 3.

2 FORFALDSPRINCIPPET

Det følger af forfaldsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., at renteudgifter kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Det gøres derfor gældende, at A har krav på fradrag af renter med kr. 191.696, der ifølge As skønsmæssige opgørelse forfaldt til betaling i indkomståret 2014.

Skatteministeriet har under sagen gjort gældende, at A ikke har fradragsret efter ligningsloven § 5, stk. 1, 1. pkt., idet der er ubetalte renter fra tidligere indkomstår. Dette bestrides.

Det er således As opfattelse, at der ikke foreligger forfaldne renter fra tidligere indkomstår, som påvirker fradragsretten efter forfaldsprincippet i indkomståret 2014.

Faktum er, at A i indkomståret 2014 havde en gæld til F1-bank. Af Bilag 2 fremgår det, at gælden pr. 10/11-2008 er opgjort til kr. 1.693.922,95. Det fremgår ligeledes af Bilag 2, at tilgodehavendet udgøres af omkostninger med kr. 12.446,12, restgæld på kr.

1.056.012,48 og renter indtil den 10.11.2008 med kr. 625.464,35. Ifølge forliget påløber der en rente med 12,00% pro anno, at gælden er forfalden på anfordring og, at debitor til en hver tid uden varsel kan indfri gælden helt eller delvis.

Ifølge forliget med F1-bank, jf. Bilag 2, var debitor til en hver tid berettiget til at indfri gælden helt eller delvist.

Faktum er, at de ikke betalte renter for 2009 og 2010, blev forældet i sin helhed ved udløbet af 2012 og 2013. Civilretligt havde F1-bank således ikke pr. 1. januar 2014 det pågældende tilgodehavende på renter.

Faktum er dernæst, at A foretog en indbetaling af kr. 425.000 den 3. januar 2014 på sit tilgodehavende med F1-bank. Beløbet stammede fra salg af en ejendom på tvangsauktion.

Betalingen pr. 3. januar 2014 kan hverken civilretligt eller skatteretligt anses at vedrøre renterne fra 2009, da disse ikke var retskraftige på betalingstidspunktet. Det giver således ingen mening når Skatteministeriet postulerer, at betalingen pr. 3. januar 2014 skulle gå til betaling af forældede renter.

Det gøres endvidere gældende, at der heller ikke i indkomståret 2014 var ubetalte renter for indkomstårene 2012 og 2013, som kan påvirke fradragsretten efter forfaldsprincippet. Det gøres således gældende, at renterne for indkomståret 2012 (skønsmæssigt opgjort til kr. 142.011) og indkomståret 2013 (skønsmæssigt opgjort til kr. 203.216) blev betalt pr. 3. januar 2014 ved indbetalingen af de kr. 425.000. Det er således også As opfattelse, at han har fradragsret for disse betalte renter, jf. betalingsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 8. Se nedenfor i afsnit 3.

Idet der heller ikke i indkomståret 2014 var ubetalte renter for årene 2012 og 2013, pr. 31. december 2013, henset til betalingen af 3. januar 2014, da skal A indrømmes fuld fradragsret for renterne for indkomståret 2014, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.

A har således under alle omstændigheder ret til fradrag med kr. 191.696 - ifølge den af As skønsmæssige fordeling - for renter forfaldet til betaling i indkomståret 2014, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, 1.pkt.

Såfremt Retten er uenig i den talmæssige opgørelse, må der gives medhold i den subsidiære påstand med henblik på fornyet behandling af den talmæssige opgørelse.

3 BETALINGSPRINCIPPET

Det følger af betalingsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt, at renteudgifter kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret.

Det følger således af ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt., at en renteudgift som ikke tidligere er fradraget, jf. forfaldsprincippet i § 5, stk. 1, subsidiært kan fradrages på betalingstidspunktet. Det er A, der har bevisbyrden for, at der er sket betaling af tidligere renteudgifter. Det gøres gældende, at A har dokumenteret denne betaling ved indbetalingen af 3. januar 2014 på tilgodehavendet med F1-bank. Renteudgifterne for 2012 og 2013 kan sagtens rummes indenfor betalingen af de kr. 425.000.

Det gøres gældende, at betalingen ikke kan anses at dække renter for indkomstårene 2009 og 2010. Det er As opfattelse, at de kr. 425.000 ikke kan udgøre en delbetaling af de forfaldne renter på kr. 625.653, idet hele dette beløb på ubetalte renter fra 2009 i civil- og skatteretlig henseende var forældet i 2012.

Renterne for indkomstårene 2009 og 2010 må således i relation til fortolkningen af Ligningslovens § 5, stk. 8 anses for betalte/bortfaldet som følge af forældelse ved udløbet af henholdsvis indkomstårene 2012 og 2013. I disse indkomstår burde A have været beskattet af den værdi, som de eventuelle rentefordringer havde for F1-bank på forældelsestidspunkterne.

Det er således As opfattelse, at de forfaldne renter for 2009 er uden betydning for afgørelsen af nærværende sag, idet renterne civilretligt er forældet.

Hvis man derimod anskuer renterne fra 2009 som en del af hovedstolen, jf. forliget af 10. november 2008, og altså den samlede hovedstol opgjort til kr. 1.693.922,95, da kan disse heller ikke påvirke fradragsretten for renter i indkomståret 2014, jf. princippet i ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt., da de i så fald ikke længere kan kvalificeres som ubetalte renteudgifter fra tidligere indkomstår.

Det bestrides derfor, at de renter, som A skyldte for perioden frem til 2009, og som er omfattet af det frivillige forlig, jf. bilag 2, har betydning for nærværende sag, idet renterne ved forliget overgik til at være en del af den samlede hovedstol, hvorfor renterne i relation til ligningslovens § 5, stk. 8 må anses for at være betalt.

Landsskatteretten har også - korrekt - nægtet fradrag for renter i indkomståret 2013, da der frem til udløbet af indkomståret 2013 fortsat var fratrukne skyldige renter for indkomståret 2010.

Som følge heraf gøres det gældende, at A kunne fradrage de forfaldne renter for indkomstårene 2012 og 2013 i indkomståret 2014 efter betalings-princippet, jf. ligningslovens § 5, stk. 8. De forfaldne renter for 2012 og 2013 kan indeholdes i indbetalingen den 3. januar 2014 på kr. 425.000. A har således under alle omstændigheder krav på, at et rentefradrag for betalte renter for indkomstårene 2012 og 2013 godkendes med kr. 142.011 og kr. 203.216, i alt kr.

345.227 i indkomståret 2014, jf. ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt. Såfremt Retten er uenig i den talmæssige opgørelse, gøres fortsat gældende, at der skal gives medhold i den subsidiære påstand med henblik på fornyet behandling af den talmæssige opgørelse.

... ...

Det gøres sammenfattende gældende, at A har ret til at foretage et rentefradrag på samlet kr. 536.923 i indkomståret 2014, idet As betaling af kr. 425.000 den 3. januar 2014 må anses for at dække betaling af renter på tilgodehavendet med F1-bank, hvorfor A i indkomståret 2014 kan foretage fradrag for renteudgifter for dels indkomstårene 2012-2013, jf. betalingsprincippet i ligningsloven § 5, stk. 8, og dels indkomståret 2014, jf. forfaldsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 1.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

4. ANBRINGENDER

Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, fremgår, at renter er fradragsberettigede. Det er skatteyderens - dvs. As - bevisbyrde, at der er ret til fradrag, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H.

Den bevisbyrde har A ikke løftet.

4.1 Ikke fradragsret efter forfaldsprincippet (stk. 1) grundet gamle renter

I henhold til ligningslovens § 5, stk. 1, skal renteudgifter vedrørende gæld fradrages i det indkomstår, hvori renterne forfalder til betaling. Forfaldne renter kan dermed fradrages, uanset om de faktisk betales eller ej, jf. også Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.A.11.2.6.1. Det kræver dog, at der ikke er ubetalte renter fra tidligere indkomstår, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

A skylder renter fra perioden frem til 2009, der er omfattet af hans skylderklæring, jf. bilag 1, s. 2. Disse renter har han fået fradrag for, og de er ikke betalt, jf. også SKM2002.271.ØLR og bilag A. Det bestrides, at renterne må anses for at være betalt i henhold til ligningslovens § 5, stk. 8, ved indgåelsen af forliget, jf. replikken, s. 3. Renterne overgik ikke til at være en del af den samlede restgæld, men blev tillagt gælden, jf. opgørelsen i bilag 2 og F1-banks indberetning af restgælden og renterne til SKAT i bilag A-F.

Desuden er der også tilskrevet renter for hans mellemværende med F1-bank i indkomstårene 2012-2015, jf. opgørelsen fra R4 Advokater (bilag I). Det er udokumenteret, at A skulle have betalt disse renter, jf. også afsnit 4.2, nedenfor.

Idet A har ubetalte renter fra tidligere indkomstår, har han i 2014 ikke ret til fradragsret for renter på forfaldstidspunktet efter ligningslovens § 5, stk. 1.

4.2 Ikke fradragsret efter betalingsprincippet (stk. 8) grundet manglende betaling

Renteudgifter kan subsidiært fradrages, når de betales, jf. ligningslovens § 5, stk. 8. Det kræver, at skatteyderen dokumenterer, at en renteudgift er betalt.

Denne bevisbyrde har A ikke løftet, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H.

A har gjort gældende, at han betalte renterne for 2012 og 2013 med sin betaling af 425.000 kr. den 3. januar 2014 (stævningen, s. 3, 5. afsnit). Dette bestrides.

A anfører i replikken på s. 2, at han ikke var bekendt med, hvordan indbetalingerne blev behandlet af F1-bank.

Både A og F1-bank forklarede under fogedsagen ved Københavns Byret i 2015 (bilag G), at betalingerne blev afskrevet på hovedstolen - altså ikke renterne.

MS, inkassochef i F1-bank fra april 2010 til marts 2014, forklarede, at (bilag G, s. 5, 2. og 7. afsnit):

"Indbetalingerne i sagen er blevet afskrevet på hovedstolen ifølge det frivillige forlig. (…) Indberetninger til SKAT sker automatisk ved årsskiftet på baggrund af den skyldige hovedstol. Det forhold, at der ikke er indberettet renter, betyder ikke, at banken ikke har tilskrevet renter, men alene at (…)

A ikke har betalt renter til banken."

A anførte til støtte for sin påstand, at (bilag G, s. 6, 7. afsnit):

"Alle indbetalinger er afskrevet på hovedstolen, og der er reelt ikke blevet tilskrevet renter, hvorfor (…) A ikke er kommet med indsigelserne herom."

Der var således enighed mellem F1-bank og A om, at indbetalingerne blev afskrevet på hovedstolen.

Dette understøttes også af F1-banks indberetning af gælden til SKAT, hvor gælden for 2014 var 425.000 kr. mindre end gælden for 2013, jf. bilag E sammenholdt med bilag F.

Der er således ikke tvivl om, at indbetalingen på 425.000 kr. er brugt til at nedbringe hovedstolen. Det bestrides, at en eventuel tvivl herom kan lægges Skatteministeriet til last, cf. replikken, s. 3, da det er A, der skal dokumentere at have betalt renteudgifter, jf. f.eks. U. 2004.1516 H.

A har gjort gældende, at han kan vælge, hvordan indbetalingen skal anvendes, jf. replikken s. 3. Det bestrides, at der tilkommer A en sådan valgfrihed i skattesagen, når han under den civile sag med F1-bank har anvendt sin valgret og specificeret, hvordan betalingen skulle anvendes. Hans selvangivelse af renteudgifter har ikke nogen relevans, når det ikke understøttes af de faktiske forhold, jf. bilag A-F.

Idet A ikke har betalt renteudgifterne for 2012 og 2013 (eller andre renteudgifter), har han ikke ret til rentefradrag efter et betalingsprincip.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

As skattemæssige forhold, herunder spørgsmålet om rentefradrag i forbindelse med de forlig han indgik med F1-bank i 1994 og forliget af 10. november 2008 har tidligere været behandlet i Vestre Landsrets dom af 16. december 2010, der angik rentefradrag for indkomstårene 1995-1997 og i Østre Landsrets dom af 30. juni 2015, der angik rentefradrag for indkomstårene 2000 og 2002-2005 og TfS 2015. 729 (landsrettens dom)).

Det fremgår af forliget af 10. november 2008, at gælden på 1.693.922,95 kr., der var incl. renter indtil forligsdatoen på 625.464,95 kr. fra den 10. november 2008 skulle forrentes med 12% p.a. og tilskrives kvartårlig hvert kvartal. Skats oplysning under sagen om, at A har opnået rentefradrag for renter påløbet gælden indtil den 10. november 2008 med beløbet på 625.464,95 kr. er ikke bestridt af A og fremgår i øvrigt af den supplerede sagsfremstilling i Østre Landsrets ankedom af 30. juni 2015.

A har under nærværende sag oplyst, at påstandsbeløbet på 536.923 kr. fremkommer ved en sammenlægning af beregnede renter for indkomståret 2012 på 142.011 kr., for indkomståret 2013 på 203.216 kr. og for indkomståret 2014 på 191.696 kr.

På det foreliggende grundlag finder retten, at A ikke har dokumenteret, at han, selvom han for tidligere indkomstår har fået godkendt et rentefradrag på 625.464,95 kr., til F1-bank har betalt renter, herunder at betalingen af de 425.000 kr. den 3. januar 2014 var betaling af renter fremfor betaling for en nedskrivning af den skyldige hovedstol i henhold til forliget af 10. november 2008. A herefter ikke har løftet bevisbyrden for, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 skal nedsættes med 536.923 kr. hverken under henvisning til forfaldsprincippet i ligningslovens § 5, stk. 1, eller betalingsprincippet i § 5, stk. 8. Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af Skatteministeriets advokatudgift med 55.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 55.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.