Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-01-2022
Offentliggjort:07-02-2022
SKM-nr:SKM2022.54.ØLR
Journalnr.:BS-33730/2020-OLR, BS-33736/2020-OLR
Referencer.:Ligningsloven
Statsskatteloven
Dokumenttype:Dom


Fradrag for og udbyttebeskatning af udgifter til datters motorsportskarriere

Sagen angik dels, hvorvidt et selskab var berettiget til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, for udgifter til eneanpartshaverens datters professionelle motorsportskarriere, og dels, om eneanpartshaveren skulle udbyttebeskattes af udgifterne efter ligningslovens § 16A, stk. 1. Landsretten fandt ligesom byretten, at selskabet bar bevisbyrden for, at udgifterne var erhvervsmæssige, at bevisbyrden var skærpet som følge af de familiemæssige bånd, og at selskabet ikke havde løftet sin bevisbyrde. Hverken partsforklaringen, vidneforklaringen eller de få fremlagte dokumenter ændrede herpå. Landsretten fandt derfor, at udgifterne var afholdt i hovedanpartshaverens personlige interesse og derfor ikke fradragsberettigede. Herudover fandt landsretten, at eneanpartshaveren skulle udbyttebeskattes af udgifterne. Landsretten stadfæstede således byrettens dom.


Parter

H1

(V/advokat Kasper Bech Pilgaard)

mod

Skatteministeriet

(V/advokat Jakob Klaris Søgaard)

Og

H2

(V/advokat Kasper Bech Pilgaard)

mod

Skatteministeriet

(V/advokat Jakob Klaris Søgaard)

Retten i Lyngby har den 3. august 2020 afsagt dom i 1. instans.

Afgørelsen er truffet landsretsdommerne

Gitte Rubæk Pedersen, Henrik Hjort Elmquist og Morten Petersen Broberg.

Sagernes baggrund og parternes påstande

Appellanten, H2, har nedlagt påstand om, at H1 tilpligtes at anerkende, at H2 kan fradrage udgifterne til H2s motorsportsaktiviteter i indkomståret 2012.

Appellanten, H1, har nedlagt påstand om, at H2 tilpligtes at anerkende, at H1 ikke skal beskattes af maskeret udlodning fra selskabet H2 vedrørende selskabets udgifter til H2s motorsportsaktiviteter i indkomståret 2012.

Indstævnte, H1, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

H1 og H2 har afgivet supplerende forklaring.

H1 har forklaret, at hans investeringer spænder vidt og er styret af lyst til at gøre noget, der er anderledes. Muligvis har noget været præget af con amore. Det kan indebære risici. Han har særligt fokuseret på nicher, og han har vedrørende mange investeringer fået hovedrysten fra andre. Ofte er det dog gået godt. Flyselskabet på Y1-land er et eksempel herpå. Det har haft problemer, men er kommet på fode igen, og der er genansat 1.150 personer i flyselskabet. Det er centralt for ham at få et overskud. Hvis han bliver ved med at tabe penge, stopper han. Investeringen i G1 er sket for at tjene penge.

Der er mange flere klasser og kørere i GT-klassen end i formel-klassen, og der er dermed større mulighed for at komme i betragtning som kører. NA kørte formelbiler i to år, men skiftede til GT, fordi der var et større marked og større mulighed for at få et overskud.

PD er den kvindelige kører, som har tjent flest penge, og det var en lignende karriere, de ønskede i forhold til . Hun skulle derfor køre i Y1-land. Kvinder er en sjældenhed i motorløb, men hvis det lykkes, får man meget opmærksomhed. NA fik en fantastisk kontrakt med (red. bilmærke 2 fjernet) i 2 år i Y1-Land, der dog ikke blev fornyet, fordi (red. bilmærke 2 fjernet) retter sig mod mænd.

Det gjorde ikke nogen forskel, at investeringen skete til hans datters projekt. De var partnere, og vurderet ud fra NAs karriere så han rigtigt. Han har været i branchen i mange år, og han kunne se, at der var stort potentiale i NA. Han kunne trække på sit netværk, og det har sammen med hans indgående kendskab indenfor motorsport haft stor betydning for NAs karriere. Investeringen var business, og han havde erfaring med, at der var masser af økonomiske muligheder for indtjening. De havde gjort sig klart, hvad det skulle koste, og der blev udarbejdet budgetter. Intet var tilfældigt. Han har prøvet at finde papirerne, men han har en skidt vane med at smide ting ud, når et projekt ikke er aktuelt længere. Lovpligtige regnskaber gemmer han, men han har mange virksomheder og er derfor nødt til at smide ud.

Man kan godt nå at få overskud på kort tid inden for motorsport. UT, KT og MG er eksempler herpå.

Den oprindelige kontrakt med NA på en side blev revideret på baggrund af Skats forslag, og derfor blev den oprindelige aftale smidt ud.

Da NA begyndte at klare sig godt i G3 og præsterede i top i en test hos (red. bilmærke 1 fjernet), satte de sig sammen og talte om, at der skulle ske større investeringer. Han konsulterede ikke nogen i den forbindelse og ville heller ikke gøre det i dag. Motorsport er en dyr sport, men det var ikke nødvendigt at lave en mere udførlig kontrakt end den oprindelige på en side, der blev lavet i 2012. Den lignede andre kontrakter, som han har set i branchen, og som han formentlig blot har kopieret. Han ville også i dag indgå en kortfattet kontrakt med enhver anden person med tilsagn om betydelige investeringer, hvis han kunne se, at der var et talent, og han kendte vedkommende som dedikeret.

NA fik en meget god kontakt til en promotor i Y1-Land, som også havde arbejdet med PD, og det skete samtidig med, at han selv fik konstateret kræft. Hans sygdomsforløb nødvendiggjorde, at andre tog over i forhold til NA.

H2 har forklaret, at hun har været i Y1-land siden 2015 og været aktiv lige siden. Hun er nu 29 år. Tidligere har hun læst kommunikation på (red. navn på universitet fjernet). Hun har kunnet bruge sine kompetence fra uddannelsen i forhold til sit arbejde med kommercielle partnere i forbindelse med indgåelse af sponsorater. Hun var en del af universitetets program for eliteudøvere, og det er en forudsætning for at være omfattet af programmet, at man er blandt de bedste indenfor den sport, som man dyrker.

Selv hvis man har uendelige midler til rådighed, gør det ikke, at man nødvendigvis kan gøre karriere indenfor motorsport. Hvis man ikke er hurtig nok, får man ikke lov til at køre.

Talentkontrakter er meget normale indenfor motorsport. Til at begynde med får investoren normalt en større procentdel end køreren, men senere falder den. Efter aftalen med UU har hun indgået andre aftaler, hvor firmaerne kun har fået 10 - 20 pct. Det er muligt, når det går godt, og man er blevet et navn. Det var helt klart realistisk, at der indenfor de 5 år, hvor aftalen med UU løb, kunne skabes overskud. Man kan slå igennem på 3 år.

Indenfor motorsport får man som kvinde meget opmærksomhed, fordi der kun er få kvindelige kørere. Hun var den første danske kvinde, der kørte (red. navn på begivenheden fjernet).

Hun har ledt efter kontrakten fra 2012, men hun har ikke kunnet finde den. Hun har boet mange steder, herunder i Y1-by, Y2-by, Y3-by og Y1-land, så den kan nemt være blevet væk i forbindelse med en flytning.

Hun har stadig aktiviteter i Y1-land, men kører mest i Y3-Land. Hun kommenterer løb på G7 og har en aftale med G8. Hun har også sit eget firma i Y1-Land, der laver motorsportsevents for kvinder.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan driftsomkostninger, dvs. udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages i den skattepligtige indkomst.

Som anført af byretten betalte H1 for sin datter H2s deltagelse i motorsport af egne midler indtil 2012, hvor udgifterne til H2s motorsportsaktiviteter overgik til at blive afholdt af H2, som H1 er eneejer af.

H2 har bevisbyrden for, at de i 2012 afholdte udgifter til H2s motorsport var fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, nr. 1, litra a, og henset til det foreliggende interessefællesskab mellem far og datter er denne bevisbyrde skærpet.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, finder landsretten, at H1 ikke har godtgjort, at udgiftsafholdelsen har haft en sådan tilknytning til H2 indkomsterhvervelse, som må kræves, for at de afholdte udgifter kan anses for en fradragsberettiget driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsretten har herved henset til størrelsen af udgifterne og de senere begrænsede indtægter. Landsretten har endvidere henset til, at der ikke er dokumenteret noget materiale, herunder budgetter, til belysning af, at der var grundlag for at forvente, at investeringen i H2s motorsportsaktiviteter ville være rentabel. Landsretten har endelig henset til indholdet, herunder tidsbegrænsningen, i den skriftlige aftale, som H1 og H2 underskrev i 2014.

Herefter tiltræder landsretten, at H2 ikke kan fradrage udgifterne til H2s motorsportsaktiviteter i indkomståret 2012.

I den foreliggende situation og henset til, at landsretten efter sagens omstændigheder finder, at afholdelsen af udgifterne til datterens motorsportsaktiviteter ikke kan anses for forretningsmæssigt begrundet men som værende foretaget i H1s interesse for sin datter, skal H1 beskattes efter reglerne om udlodning i ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald skal H2 og H1 i sagsomkostninger for landsretten hver betale 45.000 kr. til H1. Beløbene er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbene til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder at sagerne er behandlet samlet.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 45.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

I sagsomkostninger for landsretten skal H2 inden 14 dage betale 45.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.