Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - manglende hæftelse for rådgiverens honorar

De fire sambehandlede sager angik, om appellantens klienter har krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Landsretten bemærkede, at det -som fastslået i UfR 2015.3383 H -er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Landsretten anførte videre, at det udtrykkeligt fremgår af de indgåede aftaler om sagkyndig bistand, at klienterne ikke selv skal betale for den ydede bistand, og landsretten tiltrådte herefter, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, dermed ikke er opfyldt. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klienterne ikke skal betale for den ydede bistand, fordi klienterne ifølge aftalerne har overdraget deres krav på omkostningsgodtgørelse til appellanten, da der ikke foreligger eller har foreligget en reel hæftelse.

Byrettens frifindende domme blev derfor stadfæstet.

Parter

Sag BS-42378/2020 (24. afdeling)

H1

(v/Hans Christian Spies)

mod

Skatteministeriet

(advokat Birgitte Kjærulff Vognsen) og

Sag BS-42379/2020 (24. afdeling)

H1

(v/Hans Christian Spies)

mod

Skatteministeriet

(advokat Birgitte Kjærulff Vognsen) og

Sag BS-42380/2020 (24. afdeling)

H1

(v/Hans Christian Spies)

mod

Skatteministeriet

(advokat Birgitte Kjærulff Vognsen) og

Sag BS-42377/2020 (24. afdeling)

H1

(v/Hans Christian Spies)

mod

Skatteministeriet

(advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Retten i Helsingør har den 28. oktober 2020 afsagt domme i 1. instans (sag BS28298/2019, BS-28932/2019, BS-31767/2019 og BS-33723/2019).

Afgørelse truffet af landsdommerne

Peter Mørk Thomsen, Alex Puggaard og Anna Rudolf (kst.)

Påstande

Appellanten, H1, har nedlagt følgende påstande:

Sag BS-42377/2020

Skatteministeriet skal anerkende, at den omkostningsgodtgørelse, der er udbetalt, fordi H1' klient vandt over skattemyndighederne i Landsskatteretten, ikke skal tilbagebetales, jf. herved Skatteankestyrelsens afgørelse af 24. juni 2019.

Sag BS-42378/2020

Skatteministeriet skal anerkende, at H1' klient har været berettiget til omkostningsgodtgørelse efter i Landsskatteretten at have vundet en sag over skattemyndighederne.

Sag BS-42379/2020

Skatteministeriet skal anerkende, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 24. juni 2019 om at nægte H1' klient omkostningsgodtgørelse er begrundet i, at dommerne i Østre Landsret vil undgå offentlig kritik af, at de i umådeholdent omfang påtager sig bijob til skade for kvaliteten af deres arbejde.

Sag BS-42380/2020

Skatteministeriet skal anerkende, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 24. juni 2019 om at nægte H1' klient omkostningsgodtgørelse ikke er i overensstemmelse med loven, men er begrundet i, at dommerne i Østre Landsret har ladet sig påvirke af, at Hans Christian Spies offentligt har kritiseret, at danske dommere i stort omfang påtager sig bijob til skade for kvaliteten af dommernes arbejde.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommene stadfæstet, subsidiært at appellantens krav på omkostningsgodtgørelse hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

De fire sambehandlede sager vedrører alle spørgsmålet, om H1' klienter har krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52.

Som påstanden er formuleret i sag BS-42379/2020 har H1 ikke retlig interesse i eventuelt at få medhold i denne påstand, fordi en afgørelse herom ikke i sig selv vil have betydning for parternes retsstilling. Tilsvarende har H1 ikke retlig interesse i eventuelt at få medhold i 2. led af påstanden i sag BS-42380/2020, fordi en afgørelse herom heller ikke i sig selv vil have betydning for parternes retsstilling.

Under hensyn til sagernes indhold og de nedlagte påstande i BS-42377/2020 og BS-42378/2020 forstår landsretten imidlertid påstandene i BS-42379/2020 og BS-42380/2020 således, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1' klient har været berettiget til omkostningsgodtgørelse efter i Landsskatteretten at have vundet en sag over skattemyndighederne.

Som fastslået i Højesterets dom af 30. juni 2015 (optrykt i UfR 2015, s. 3383) er det en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Det fremgår udtrykkeligt af de indgåede aftaler om sagkyndig bistand, at klienterne ikke selv skal betale for den ydede bistand, og landsretten tiltræder, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, dermed ikke opfyldt. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klienterne ikke skal betale for den ydede bistand, fordi klienterne ifølge aftalerne har overdraget deres krav på omkostningsgodtgørelse til H1, da der ikke foreligger eller har foreligget en reel hæftelse.

Landsretten stadfæster derfor byrettens domme.

Efter sagernes udfald skal H1 i sagsomkostninger for landsretten betale 60.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagernes værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til, at de fire sambehandlede sager vedrører samme problemstilling, at skriftvekslingen har været begrænset, og at hovedforhandlingen har haft en varighed under en halv dag.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens domme stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.