Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-10-2021
Offentliggjort:12-11-2021
SKM-nr:SKM2021.599.LSR
Journalnr.:20-0029618
Referencer.:Momsloven
Arbejdsmarkedsbidragsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Manglende imødekommelse af anmodning om registrering for moms samt A-skat og AM-bidrag

Skattestyrelsen havde nægtet at registrere et selskab for moms, A-skat og AM-bidrag under henvisning til, at der forelå alvorlige indicier på svig. Landsskatteretten udtalte, at det klare udgangspunkt er, at virksomheder har både ret og pligt til at lade sig registrere, jf. momslovens § 47, stk. 1. En fravigelse af dette udgangspunkt kræver, at der foreligger alvorlige indicier på svig, jf. sag C-527/11 (Ablessio SIA). På baggrund af en konkret vurdering af sagens forhold fandt Landsskatteretten, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at et konkursramt selskab reelt blev drevet af selskabets direktør. Det var derfor Landsskatterettens opfattelse, at der ikke forelå tilstrækkeligt alvorlige indicier på, at en registrering for moms, A-skat og AM-bidrag ville blive anvendt svigagtigt af selskabet. Landsskatteretten fandt herefter, at selskabet havde ret til registrering for moms, A-skat og AM-bidrag.


Klagen skyldes, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet selskabets anmodning om registrering for moms samt A-skat og AM-bidrag, idet Skattestyrelsen har anført, at der foreligger alvorlige indicier på svig.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 ApS (herefter selskabet), CVR-nr. […], er stiftet som et anpartsselskab med en registreret kapital på 40.000 kr.

Selskabet havde startdato den 1. juli 2019 og er stiftet af CVR-nr. […], ApS H2, jf. Det Centrale Virksomhedsregister (herefter CVR).

Selskabet er registreret under branchekoden 642020 - "Ikke-finansielle holdingselskaber". Det fremgår af CVR, at virksomhedens formål er "at være gulvafslibningsselskab samt hermed beslægtet virksomhed."

Ifølge CVR er A registreret som direktør og reel ejer af selskabet. H3 Holding ApS, CVR-nr. […], er registreret som legal ejer af selskabet. A er registreret som legal og reel ejer af H3 Holding ApS, jf. CVR.

Selskabet har adresse på Adresse Y1, By Y1. Selskabet har den 10. oktober 2019 oplyst, at det er en postadresse hos revisor.

Selskabet har søgt om at blive registreret for moms pr. 28. august 2019 og for A-skat og AM-bidrag pr. 1. september 2019.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A har oplyst over for Skattestyrelsen, at han skal være selskabets eneste ansatte til at udføre gulvslibningsvirksomhed.

Skattestyrelsen har lagt til grund, at A har haft ledelsesansvar i et andet selskab ved navn H4 ApS, CVR-nr. […]. Ifølge det af Skattestyrelsen oplyste modtog H4 ApS den 31. juli 2019 et konkursvarsel som følge af, at der igennem flere år havde været angivet, men ikke betalt, betydelige beløb i moms og A-skat. Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har H4 ApS en restance på over 674.000 kr. Ifølge CVR var H4 ApS registreret under branchekoden "612000 Trådløs telekommunikation" og blandt andet bibranchekoden "433300 Udførelse af gulvbelægninger og vægbeklædning".

Det fremgår af sagens oplysninger, at As samlevers søster, som er bosiddende i Land Y1, er registreret som reel ejer af H4 ApS.

Skattestyrelsen har oplyst, at A og hans samlever er de eneste, der har modtaget løn fra H4 ApS, og at lønnen er indberettet med meget vekslende perioder. Derudover fremgår det, at H4 ApS' revisor har oplyst over for Skattestyrelsen, at det var A eller dennes samlever, der afleverede lønsedlerne til revisor i forbindelse med indberetning.

Af sagens oplysninger fremgår herudover, at der i august 2019 - efter H4 ApS havde modtaget et konkursvarsel - blev indberettet løn på 279.000 kr. for A. A har over for Skattestyrelsen oplyst, at beløbet udgjorde et lønefterslæb og har ligeledes bekræftet at have modtaget lønnen.
Repræsentanten har den 18. november 2020 fremlagt 12 lønsedler udstedt til A fra selskabet H4 ApS. Følgende oplysninger fremgår af lønsedlerne:

Lønperiode

Dispositionsdag

Før skat

Efter skat

02.04.2018 - 30.04.2018

18.05.2018

20.000

14.026,33

01.05.2018 - 31.05.2018

22.06.2018

20.000

14.148,33

01.07.2018 - 31.07.2018

17.08.2018

20.000

14.148,33

03.12.2018 - 31.01.2019

31.01.2019

50.000

30.708,33

01.02.2019 - 28.02.2019

30.05.2019

40.000

24.912,33

01.03.2019 - 31.03.2019

31.05.2019

40.000

24.912,33

01.04.2019 - 30.04.2019

31.05.2019

40.000

24.912,33

01.05.2019 - 31.05.2019

19.08.2019

50.000

28.550,33

01.06.2019 - 30.06.2019

16.08.2019

50.000

28.550,33

01.07.2019 - 31.07.2019

16.08.2019

50.000

28.550,33

01.08.2019 - 31.08.2019

30.08.2019

65.000

36.140,33

01.08.2019 - 31.08.2019

30.08.2019

65.000

36.140,33

Lønsedlerne vedrører de enkelte måneder fra april 2018 til august 2019. Dog er der for 2018 ikke indsendt lønsedler for juni måned og august-november måned.

Af lønsedlerne ses det, at lønnen varierer mellem 20.000-65.000 kr. før skat. Derudover ses det, at alle på nær én lønseddel vedrører løn for 160,33 timer.

Når beløbene før skat med dispositionsdato i august 2019 (de fem sidste lønsedler i skemaet ovenfor) sammentælles, giver summen af disse lønudbetalinger i alt 280.000 kr.

Der er udstedt to lønsedler vedrørende perioden 01.08.2019 - 31.08.2019, som begge vedrører en lønudbetaling på 65.000 kr. før skat.

Af sagens oplysninger fremgår det, at selskabet har en bankkonto med kontonr. […] i F1-Bank, og at eneste fuldmagtshaver er A. F1-Bank har oplyst, at der er meget aktivitet på kontoen, og at det formodes at være indtægter fra fakturaer i forbindelse med gulvlægning mm. Kontonummeret […] fremgår også af H4 ApS' hjemmeside, […].

Af Skattestyrelsens afgørelse af 2. januar 2018 fremgår det, at A fik ændret sin skat og nulstillet A-skat og AM-bidrag som følge af, at han havde angivet løn til sig selv i selskabet H5 ApS, hvor han i kraft af sin tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at selskabet ikke ville kunne afregne de indeholdte A-skatter med videre til forfaldstid.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Retten i […] ved dom afsagt den [dato] 20xx dømte A for afgiftsunddragelse af særlig grov karakter for perioder i årene 2011 og 2012 i forbindelse med driften af tre forskellige selskaber. Alle disse selskaber er gået konkurs.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke imødekommet selskabets anmodninger om registrering for moms samt A-skat og AM-bidrag, idet Skattestyrelsen har anført, at der foreligger alvorlige indicier på, at en tildelt momsregistrering vil blive anvendt svigagtigt ved fortsat afgiftsunddragelse.

Skattestyrelsen har anført følgende begrundelse:

"[…]

Vi skal vurdere, om selskabet driver selvstændig økonomisk virksomhed efter momslovens § 3, stk. 1, og om det er registreringspligtigt for A-skat og am-bidrag efter § 16, stk. 1 i kildeskattebekendtgørelsen og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, stk. 1. Det er jer der skal sandsynliggøre dette, se præmis 24 i Rompelman-dommen.

Af EU-domstolens dom i Halifax-sagen, præmis 68 - 69 fremgår et forbud mod misbrug, og af præmis 71 fremgår, at bekæmpelse af afgiftssvig, afgiftsunddragelse og muligt misbrug er et formål, som støttes i EU-retten.

Af EU-domstolens dom i Ablessio SIA-sagen præmisserne 29 og 30 fremgår det samtidig, at medlemsstaterne skal sikre rigtigheden af de oplysninger, der modtages i forbindelse med anmodning om registrering og dermed kan fastsætte foranstaltninger, der er egnede til at forhindre misbrug af registreringsnumrene.

I præmis 34 i samme dom anføres, at for at afslå en tildeling af et momsregistreringsnummer skal der efter en helhedsvurdering foreligge væsentlige objektive momenter, således at det må anses for sandsynligt, at momsregistreringsnummeret, som tildeles den afgiftspligtige, vil blive anvendt svigagtigt.

Skattestyrelsen mener i denne sag, at det ikke kan afvises, at selskabet skal drive selvstændig økonomisk virksomhed, men vi mener, at der foreligger alvorlige indicier på, at et tildelt momsregistreringsnummer vil blive anvendt svigagtigt ved fortsat afgiftsunddragelse.

Vi mener, at H1 ApS oprettes for at videreføre aktiviteterne fra det konkursramte selskab H4 ApS cvr-nr. […], idet vi mener, at det er A og hans samlever B, der er og har udført arbejdet og udgjort den egentlige ledelse i H4 ApS.

H4 ApS har fået et konkursvarsel som følge af, at der gennem flere år har været angivet men undladt at betale betydelige beløb i moms og A-skat. Der er således oparbejdet en større restance til Staten.

Ved vurderingen af, at det er A og B, der har været den egentlige ledelse i H4 ApS har vi lagt vægt på følgende indicier:

Ved vurdering af, at A vil fortsætte med afgiftsunddragelse er der lagt vægt på følgende indicier:

På dette grundlag er det vores opfattelse, at selskabet H1 ApS er oprettet af A for at videreføre aktiviteterne fra selskabet H4 ApS, og det er overvejende sandsynligt, at et tildelt moms-registreringsnummer vil blive anvendt svigagtigt ved fortsat afgiftsunddragelse ved hverken at angive korrekt eller betale, hvorfor vi mener, at der i henhold til den nævnte EU-retspraksis ikke er tale om at H1 ApS er en afgiftspligtig virksomhed, som kan registreres efter momslovens § 3.

Vi afslår derfor selskabets anmodning om momsregistrering og registrering for A-skat og am-bidrag - se momslovens § 47, stk. 1, og kildeskattelovens § 85, stk. 2, og § 16 i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat.

[…]"

Selskabets opfattelse
Selskabet har nedlagt påstand om, at selskabet har ret til registrering for moms samt A-skat og AM-bidrag, eftersom der ikke foreligger alvorlige indicier på nogen form for afgiftsunddragelse.

Repræsentanten har anført følgende til støtte for påstanden:

"[…]

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at nægte registrering af klager, H1 ApS, for moms, A-skat og AM-bidrag. Det er min umiddelbare opfattelse på baggrund af det materiale, der ligger i sagen, samt de oplysninger, som jeg har fået præsenteret af klager, at der ikke synes at være grundlag for at nægte registrering af min klient, H1 ApS, med henvisning til de nævnte præmisser fra Ablessio SIA dommen.

Der foreligger således ikke alvorlige indicier på nogen form for afgiftsunddragelse, navnlig idet der ikke er nogen objektiv dokumentation for, at A på nogen måde har haft nogen ledelsesmæssig funktion eller adgang til konti i H4 ApS.

Det gøres også gældende, at der ikke er dokumenteret nogen form for tidligere afgiftsunddragelse, idet der således ikke er henvist til nogle strafferetlige sanktioner, eller andet, mod direktør A.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at Skattestyrelsen ikke har påvist noget konkrete forhold, der skulle pege i retning af et anerkendelsesværdigt grundlag for at nægte registrering, idet de faktiske omstændigheder ikke synes at være underbygget at konkrete beviser. Der er ikke fremlagt dokumentation for de forhold, som Skattestyrelsen lægger vægt på.

Der er heller ikke tale om, at H1 ApS ikke råder over de materielle, tekniske eller finansielle midler til at udøve økonomisk virksomhed inden for det område, som man nu engang har valgt, nemlig slibning af gulve, lakering af gulve og rettelse af gulve, i det hele gulvarbejde.

Som det også navnlig fremgår af præmis 36, skal omstændigheder underbygges af andre objektive elementer, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag.

Der er således ikke tilstrækkelig dokumentation for Skattestyrelsen synspunkter, ligesom der ikke er foretaget en tilstrækkelig kvalificering af hvilket faktiske forhold, der skulle danne grundlag for de alvorlige indicier, som der hævdes at foreligge.

Idet der således ikke synes at være tvivl om, at klager faktisk driver virksomhed, hvilket herefter kan lægges til grund, og idet der ikke foreligger forhold, der peger i retning af, endsige kan underbygge, at der skulle være alvorlige indicier på at der fremadrettet vil forekomme afgiftsunddragelse, gøres det således gældende, at klager opfylder betingelserne for registrering.

[…]"

Repræsentanten har den 18. november 2020 indsendt følgende bemærkninger:

"[…]

Under henvisning til tidligere korrespondance i sagen, herunder referat fra mødet den 3. november 2020, skal jeg herved vende tilbage med følgende oplysninger, som modtaget fra min klient.

Min klient har oplyst, at sagen vedrørende H5 APS blev afsluttet uden bemærkninger fra kurator, og der blev ej heller tale om nogen form for konkurskarantæne til As samlever B. Det er vanskeligt at se, hvilken sammenhæng den pågældende sag skulle have med nærværende klagesag.

Min klient oplyser derudover, at der er mange penge, der er gået tabt i selskabet H4 ApS, idet der har verseret en retssag mod bl.a. et webbureau, der blev idømt til at betale minimum kr. 700.000 tilbage, ligesom værdifuldt inventar fra deres konkursbo blev solgt uden om H4 ApS, selvom H4 ApS var den største kreditor. H4 ApS måtte som følge heraf tage et stort tab.

Derudover foreligger der en række andre fakturaer, som ikke blev betalt til det pågældende selskab.

Min klient kan desuden oplyse, at han ikke har haft fuldmagt til H4 ApS' konto, der derudover ikke min klient bekendt har været i F1-Bank. Selskabets konto har derimod været i F2-Bank. Jeg vedlægger kopi af bankopgørelse fra netop F2-Bank (bilag 5), som modtaget fra min klient. Min klient har efter det oplyste ikke haft fuldmagt til kontoen.

Der foreligger lønsedler på alle lønudbetalinger fra H4 ApS, som kan rekvireres hos G1. Der er ikke tale om en enkelt lønudbetaling, men derimod om flere lønudbetalinger. Jeg vedlægger kopi af lønsedlerne, som modtaget fra min klient (bilag 6).

Desuden kan et oplyses, at der har været andre ansatte i H4 ApS samt en række underleverandører. Der er således tale om helt sædvanlig og reel virksomhedsdrift i H4 ApS.

For så vidt angår spørgsmålet om en firmabil på papegøjeplader forekommer dette også irrelevant, idet min klient har oplyst, at han udelukkende har anvendt sin private bil til private ærinder. Dette er således også helt sædvanligt.

Min klient må således også afvise, at der er sket lønudbetalinger fra selskabet H5 APS uden økonomisk realitet.

Afsluttende skal det bemærkes, at det forekommer meget mærkværdigt, at Skatteankestyrelsen anmoder min klient om at fremlægge materiale til støtte for, at han ikke har haft ledelsesansvar i H4 ApS, idet de sædvanlige bevisbyrderegler vel snarere tilsiger, at det er Skattestyrelsen, der skal fremlægge materiale til støtte for synspunktet om, at min klient rent faktisk skulle have haft et ledelsesansvar i H4 ApS.

På baggrund af ovenstående må det således afvises, at der har været et ledelsesansvar for min klient.

[…]"

Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har den 26. marts 2021 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling om stadfæstelse i sagen:

"[…]

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag af den 16. marts 2021 til afgørelse, som stadfæster Skattestyrelsen afgørelse af den 13. januar 2020, hvor klager nægtes registrering for moms, A-skat og AM-bidrag.

Ud fra den foretagne kontrol af registreringsanmeldelserne fastholder vi, at der foreligger alvorlige indicier for, at klager vil anvende et nyt tildelt momsregistreringsnummer svigagtigt. Der er ikke under klagesagen modtaget nye oplyser, der ville have ændret vores afgørelse.

Vi anser A og dennes samlever for at have udgjort den egentlige ledelse i det nu konkursramte selskab H4 ApS, CVR-nr. […] (herefter H4 ApS), hvor der igennem flere år har været angivet, men ikke betalt, betydelige beløb i moms og A-skat.

Der er ikke under sagen fremlagt dokumentation, som kan afkræfte, at A og dennes samlever ikke har udgjort den egentlige ledelse i H4 ApS.

Skattestyrelsen finder det overvejende sandsynligt, at formålet med oprettelsen af klager er, at A viderefører aktiviteterne fra H4 ApS.

Vi henser blandt andet til, at det for klager registrerede kontonummer tillige fremgik af H4 ApS' hjemmeside. A er oplyst af banken som eneste fuldmagtshaver til kontoen. A anses for at have fortsat aktiviteten hos H4 ApS, og der er i den forbindelse ført indtægter ind på ovenstående konto. Derudover er der tale om samme aktivitet i form af gulvarbejde i begge selskaber. Det bemærkes ligeledes, at klager ikke har fremlagt dokumentation for, at den registreret direktør for H4 ApS - samlevers søster - styrede selskabet fra Land Y1.

Afslutningsvist bemærkes, at indehaveren tidligere har fået ændret sin skat og nulstillet A-skat og am-bidrag som følge af, at han har angivet løn til sig selv i selskabet H5 ApS, hvor han i kraft af sin tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser og dermed, at selskabet ikke ville kunne afregne de indeholdte A-skatter med videre til forfaldstid.

Det påhviler herefter klager at fremlægge oplysninger, der kan afkræfte formodningen om, at klager vil videreføre aktiviteterne fra H4 ApS, og derved anvende det tildelte momsregistreringsnummer svigagtigt. Klager har ikke fremlagt sådanne oplysninger.

Skattestyrelsen fastholder således, at der foreligger alvorlige indicier, som giver anledning til en mistanke om, at en registrering for moms henholdsvis A-skat og AM-bidrag vil blive anvendt svigagtigt, hvorfor klager nægtes registrering herfor.

[…]"

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling
Repræsentanten har den 9. april 2021 fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse.

Repræsentanten har blandt andet anført følgende:

"[…] For så vidt angår det indholdsmæssige i sagen har min klient oplyst, at der alene er tale om en videreførelse af drift på den måde, at det er A, der udfører opgaver i form af gulvslibning af træterrasser, bordplader m.v. Det er på ingen måde anderledes end, hvis andre personer arbejder videre inden for deres erhverv for en anden arbejdsplads.

Min klient fastholder således også, at A ikke har haft nogen ledende stilling i selskabet H4 ApS, ligesom A ikke har haft adgang til bankkonti eller har haft særlige beslutningskompetencer. Min klient har oplyst, at der har været andre ansatte i H4 ApS, ligesom der også har været flere underleverandører. Revisor har tidligere fremsendt dokumentation for løn.

Min klient skal derudover oplyse, at der har verseret en retssag mod bl.a. [et] webbureau, der blev idømt til at betale minimum 700.000 kr. tilbage, men da det selskab gik konkurs, var det ikke muligt at videreføre H4 ApS. Derudover er der også manglende betalinger fra en advokat for udført arbejde med slibning.

Min klient har derudover oplyst, at det korrekte navn til hjemmesiden er […], og at den dertil hørende bankkonto tilhører H1 ApS. Bankkontoen hos F1-Bank er oprettet med H1 ApS's CVR.nr

Min klient har oplyst, at bankkontoen, der tilhørte H4 ApS, så vidt det huskes, var oprettet i F2-Bank. A har efter det for mig oplyste heller ikke haft fuldmagt til den bankkonto.

Min klient har oplyst, at det er korrekt, at H1 ApS har adresse hos revisor, idet det dog alene er af praktiske hensyn, så der kan modtages breve og pakker.
Der forefindes mig bekendt ikke nogen regler, der skulle forbyde dette.

Skatteankestyrelsen har tidligere fået tilsendt lønsedler vedrørende de i sagen nævnte 279.000 kr.

Endelig har min klient oplyst, at der også i H4 ApS var aktiviteter form af telesalg og oversættelsesopgaver.

Samlet set fastholdes den nedlagte påstand, idet der bør gives klager medhold i, at klager skal registreres for moms, A-skat og AM-bidrag.

[…]"

Retsmøde
Under sagens behandling på retsmøde nedlagde klagerens repræsentant påstande og redegjorde for og uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg.

Om sin funktion i det konkursramte selskab H4 ApS forklarede selskabets direktør, at han havde været ansat som gulvsliber sammen med én anden ansat. Han havde ikke haft nogen rolle i forhold til at få opgaverne ind i selskabet, idet det var selskabets direktør (hans samlevers søster), der stod for kundeaftalerne. Han fik derfor blot opgaverne ind i sin kalender, hvorefter han kørte ud til kunderne for at udføre opgaverne.

Selskabets direktør forklarede herudover, at selskabet i en kort periode efter H4 ApS' konkurs havde anvendt H4 ApS' hjemmeside, da H4 ApS havde oparbejdet en stor kundekreds og fremgik højt på Googles søgemaskine, når der blev søgt på ordet "gulvslibning", og denne "goodwill" ville selskabet gerne benytte sig af. Derfor havde selskabets kontonummer i F1-Bank også fremgået af H4s hjemmeside i en kort periode, indtil selskabet fik sin egen hjemmeside. Klageren havde dog ændret hjemmesidens navn fra […] til […].

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med styrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling, at afgørelsen skulle stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet selskabets anmodninger om registrering for moms samt A-skat og AM-bidrag, idet der foreligger alvorlige indicier på, at registreringerne vil blive anvendt svigagtigt.

Det følger af momslovens § 3, stk. 1, at afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Det fremgår af momslovens § 47, stk. 1, at afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Momslovens kapitel 12, §§ 47-51b, implementerer registreringsreglerne i momssystemdirektivets art. 213-216.

Af momssystemdirektivets artikel 214 fremgår følgende:

"Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende personer kan identificeres med et individuelt registreringsnummer:

  1. enhver afgiftspligtig person, bortset fra dem, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, som på medlemsstaternes respektive område foretager leveringer af varer eller ydelser, som giver den pågældende fradragsret, bortset fra leveringer af varer eller ydelser, for hvilke momsen udelukkende påhviler kunden eller modtageren i overensstemmelse med artikel 194-197 og artikel 199
  2. enhver afgiftspligtig person eller ikke-afgiftspligtig juridisk person, som foretager erhvervelser af varer inden for Fællesskabet, der er momspligtige i henhold til artikel 2, stk. 1, litra b), eller som har benyttet den i artikel 3, stk. 3, fastsatte mulighed for at svare moms af sine erhvervelser inden for Fællesskabet
  3. enhver afgiftspligtig person, der (…)
  4. enhver afgiftspligtig person, der (…)
  5. enhver afgiftspligtig person, der (…)"

Af kildeskattebekendtgørelsens § 16, stk. 1, fremgår følgende:

"Stk. 1. Enhver, der er indeholdelsespligtig efter kildeskattelovens afsnit V og VI, skal tilmelde sig til registrering i Erhvervssystemet inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt."

Af arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, stk. 1, fremgår følgende:

"Bestemmelserne i kildeskatteloven og opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, hæftelse m.v. finder anvendelse ved indeholdelse og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag efter denne lov."

I sag C-527/11 (Ablessio SIA) udtalte EU-Domstolen, at for at en afgiftspligtig person kan nægtes tildeling af et momsregistreringsnummer, skal der foreligge alvorlige indicier på, at momsregistreringsnummeret vil blive anvendt svigagtigt. Der er tale om en helhedsvurdering, hvor der skal tages hensyn til alle sagens omstændigheder. Således udtalte EU-Domstolen følgende i præmis 34:

"For at et afslag på at tildele en afgiftspligtig et individuelt registreringsnummer kan anses for at stå i et rimeligt forhold til formålet om at forebygge svig, skal det hvile på alvorlige indicier, hvorefter det objektivt må anses for sandsynligt, at det momsregistreringsnummer, som tildeles denne afgiftspligtige, vil blive anvendt svigagtigt. En sådan afgørelse skal være baseret på en helhedsvurdering af alle omstændigheder i det foreliggende tilfælde og på beviser, som er blevet indsamlet inden for rammerne af kontrollen af de oplysninger, som den omhandlede virksomhed har indgivet."

Skattestyrelsen har lagt til grund, at det ikke kan afvises, at selskabet har til hensigt at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1.

Tvisten angår herefter alene, om der foreligger alvorlige indicier på, at et tildelt momsregistreringsnummer vil blive anvendt svigagtigt ved fortsat afgiftsunddragelse.

Skattestyrelsen har begrundet afgørelsen med, at formålet med oprettelsen af selskabet er at videreføre aktiviteterne fra det konkursramte selskab H4 ApS, CVR-nr. […], hvor der igennem flere år har været angivet, men ikke betalt, betydelige beløb i moms og A-skat. Skattestyrelsen har lagt vægt på, at kontonummeret for selskabets bankkonto i F1-Bank fremgår af H4 ApS' hjemmeside, at de eneste modtagere af løn i H4 ApS er A og dennes samlever, at der er indberettet store lønninger på 280.000 kr., som er udbetalt i august måned op til selskabets konkurs, herunder at der er udbetalt dobbelt løn på 65.000 kr. før skat for august 2019, at selskabets adresse er hos revisor og dermed ikke en selvstændig adresse, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at As samlevers søster har styret H4 ApS fra Land Y1.

Repræsentanten har anført, at selskabet har ret til registrering for moms henholdsvis A-skat og AM-bidrag, eftersom der ikke foreligger alvorlige indicier på afgiftsunddragelse. Det er repræsentantens opfattelse, at Skattestyrelsen ikke har foretaget en tilstrækkelig kvalificering af, hvilke faktiske forhold der danner grundlag for de alvorlige indicier, som der hævdes at foreligge.

Landsskatteretten bemærker, at det klare udgangspunkt er, at virksomheder har både ret og pligt til at lade sig registrere, jf. momslovens § 47, stk. 1. En fravigelse af dette udgangspunkt kræver, at der foreligger alvorlige indicier på svig, jf. sag C-527/11 (Ablessio SIA).

På baggrund af en konkret vurdering af sagens forhold finder Landsskatteretten, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at det konkursramte selskab H4 ApS reelt blev drevet af selskabets direktør, A. Det er dermed Landsskatterettens opfattelse, at der ikke foreligger tilstrækkeligt alvorlige indicier på, at en registrering for moms henholdsvis A-skat og AM-bidrag vil blive anvendt svigagtigt af selskabet, jf. sag C-527/11 (Ablessio SIA).

Landsskatteretten finder herefter, at selskabet har ret til registrering for moms samt A-skat og AM-bidrag.

Skattestyrelsens afgørelse ændres.