Dokumentets metadata

Udgift til forsikringsmægler kunne ikke hæves på en pensionsopsparing i bank uden betaling af "straf"afgift efter PBL

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en bank kunne trække honoraret til forsikringsmægler fra en kundes pensionsopsparing, omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1, uden at det ville udløse afgift i medfør af pensionsbeskatningslovens § 28 eller § 29.

Rådgivningen fra en forsikringsmægler har til formål løbende at afdække kundens behov for oprettelse og ændringer af pensionsforsikringer og -opsparing.

Lov om forsikringsmægler virksomhed omfatter rådgivning om alle typer af forsikringen, men omtaler hverken rådgivning om pensionsopsparinger i pengeinstitutter, eller rådgivning om investering i værdipapirer.

Honorar til forsikringsmæglerservice omfatter kun i mindre grad administration af pensionsopsparingen, og omfatter ikke porteføljepleje af værdierne i pensionsopsparingen.

Administration og porteføljepleje af pensionsopsparingen leveres fortrinsvis af banken.

Forsikringsmæglerservice måtte anses for økonomisk rådgivning af en mere generel karakter, idet den ikke havde en tilstrækkelig direkte tilknytning til pensionsordningens investeringer og afkast eller til administration af denne.

Udgiften til forsikringsmægler var derfor ikke omfattet af den skatteretlige praksis om, at udgifter til løbende porteføljepleje af investeringer og visse gebyrer kan betales af midlerne på en pensionsopsparing i banken, uden at der udløses afgift af det udbetalte beløb efter pensionsbeskatningslovens § 28 eller § 29.

Det bemærkes, at afgørelsen af hensyn til tavshedspligten er offentliggjort i en forkortet og redigeret form.

Spørgsmål

1. Kan det bekræftes, at bankens træk af honorar fra en pensionskundes pensionsdepot omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1 på vegne af den spørgende pensionsmægler kan gennemføres, uden at der udløses "straf"afgift i medfør af pensionsbeskatningslovens § 28 eller § 29.

Svar

1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

H's kerneydelser er - ligesom andre danske forsikrings(pensions) mæglere - at bistå pensionstagere med at placere deres pensionsordning på de bedst mulige vilkår hos en pensionsudbyder og/eller bistå med løbende uafhængig rådgivning og administration vedrørende den pågældende pensionsordning hos pensionsudbyderen.

Forsikringsmæglerne varetager således en række af de rådgivningsmæssige og administrative opgaver, som ellers vil blive varetaget af den pensionsudbyder - typisk et livsforsikringsselskab - hvor pensionsordningen er placeret. Forsikringsmæglerservicering sikrer kunderne en uvildig vurdering af de opsparings- og forsikringsmuligheder, der tilbydes af de forskellige pensionsudbydere.

For pensionskunderne er det altså et valg mellem, om disse opgaver skal udføres af pensionsudbyderen eller af en forsikringsmægler, og den enkelte pensionskunde skal alene dække omkostningerne til den part, som pensionskunden har valgt til at levere ydelserne.

I lyset af formålet med forsikringsmæglernes virke er det i henhold til forsikringsformidlingsloven et krav, at forsikringsmæglerne agerer uafhængigt af pensionsudbyderne, således at forsikringsmæglerne kan rådgive deres kunder på et uafhængigt grundlag.

Forsikringsmæglerne må af samme grund ikke modtage provision fra pensionsudbyderne.

Det er således udelukkende den enkelte pensionskunde, som kan, og skal, bære omkostningerne til pensionsmægleren - uanset, om omkostningerne betales til forsikringsudbyderen eller pensionsmægleren.

H har sammen med en række andre pensionsmæglere tidligere bedt om bindende svar på samme spørgsmål, når træk af honorar til pensionsmægleren blev foretaget af en "pensions- og livsforsikringsudbyder" på vegne af pensionsmægleren. Det fremgik ikke eksplicit af anmodningen, at pensionsudbyderen også kunne være en bank. Det er årsagen til, at der nu anmodes om et bindende svar på en banks træk af honorar til H.

Det tidligere bindende svar om samme spørgsmål er offentliggjort i SKM2018.110 SR. I det bindende svar bekræfter Skatterådet, at pensionsudbyder kan foretage træk på en pensionskundes pensionsdepot omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1 på vegne af et pensionsmæglerfirma, uden at der udløses afgift efter pensionsbeskatningslovens (PBL) § 29.

SKAT lægger i sin begrundelse for indstillingen vægt på, at det i henhold til forarbejderne til forsikringsformidlingslovens § 14 a er formålet med bestemmelsen "at sikre en skattemæssig ligestilling mellem de forsikringsmæglerbetjente kunder og forsikringsselskabets direkte betjente kunder".

Det påtænkes at indgå en aftale om formidling og administration mellem spørgerne. Aftalen skal gælde for individuelle pensionsopsparinger, dvs. primært rateopsparing efter PBL § 11 A, (ikke konverteret) kapitalopsparing efter PBL § 12 og aldersopsparing efter PBL § 12 A.

H har oplyst, at aftalen svarer til de aftaler, som pensionsmæglerselskabet i øvrigt benytter i relation til administrationsaftaler med livsforsikringsselskaber. Det bemærkes for en ordens skyld, at terminologien i aftalen inden endelig underskrift vil blive tilpasset det forhold, at aftalen indgås med en bank frem for et livsforsikringsselskab, men dette vil ikke ændre det materielle indhold.

Pensionsordningerne oprettes i G, men de administreres af H, såfremt pensionsopspareren har ønsket at have en uafhængig pensionsmægler frem for direkte betjening af G, og derfor har givet H fuldmagt til at handle på sine vegne.

AFTALE OM FORMIDLING OG ADMINISTRATION MELLEM G OG H

Det fremgår af den påtænkte aftale om formidling og administration mellem spørgerne, at aftalen gælder for individuelle pensionsopsparinger, og at obligatoriske firmapensionsaftaler ikke er omfattet af aftalen.

Aftalens formål er at sikre en nem og simpel administration.

Fuldmagt
H handler på vegne af kunden iht. fuldmagt fra denne og indestår for fuldmagtens gyldighed.

H er forpligtet og berettiget til at administrere og ajourføre de pensionsordninger fuldmagten omhandler i overensstemmelse med aftalen mellem H og kunden.

Hvis H´s kunde opsiger aftalen med H, overgår kunden til at blive direkte betjent af G.

Kontakt mellem parterne

Både skriftlig og telefonisk kontakt fra G til kunden sker altid via H.

G skal give sine ansatte besked om, at de ikke må kontakte kunder med aftale hos H med henblik på akkvisition.

H er eneansvarlig for at yde rådgivning og serviceydelser til de kunder, som H har fuldmagt fra, jf. aftalen mellem kunden og H. Det gælder både ved etablering af pensionsordningen, og herefter løbende, samt ved forsikrings- og investeringsmæssig rådgivning.

G må kun udbyde produktet P til kunder med aftale hos H.

G forestår opkrævning af pensionsindbetalinger og kontakt til kunden herom.

H er ikke berettiget til at modtage kundens indbetalinger til pensionsordningen.
G foretager udbetalingerne af pensionsydelser til den/de berettigede.

Opkrævning af vederlag til H

H beregner etablerings- og løbende omkostning af depotet for betaling af rådgivning og administration af kundens pensionsordning efter de takster, der er fastsat i aftalen.
H skal orientere G om ændringer af taksterne, før disse træder i kraft.

H foretager beregningen af sit vederlag. H beregner vederlag for den enkelt pensionsaftale i henhold til H´s aftaler med kunderne, og sender hver måned oplysninger til G med det beløb, der skal opkræves på de pensionskonti/og -depoter, der tilhører H´s kunder.

G fremsender til H, en oversigt med alle H betjente kunders aktuelle depoter og med tilstrækkelige identifikationsoplysninger.

G opkræver vederlaget til H forholdsmæssigt på de enkelte pensionskonti/-depoter og afregner det samlede vederlag med H.

Omkostningerne for de af H betjente kunder er fastsat under forudsætning om fælles aftale for alle H betjente kunder omfattet af aftalen mellem G og H.

G´s normale omkostninger for direkte betjente individuelle kunder kan til enhver tid ses på G hjemmeside. G er forpligtet til at orientere H om ændringer af omkostningssatser for individuelle kunder, der er omfattet af en bestående fuldmagt.

Vederlaget til H for kundens engagement med G har virkning fra den måned, hvor samarbejdsaftalen mellem H og kunden er indgået.

Ophør af kundens aftale med H

H er forpligtet til at meddele G, hvornår kundens samarbejde med H ophører, og kunden overgår til betjening hos G.

Betingelser vedr. overførsel af pensionsordninger til G
Der gælder følgende vilkår og betingelser mellem parterne i forbindelse med overførsel af pensionsordning til G:

Opsparingsprodukter
Opsparing placeres i et af G´s markedsrenteprodukter, eller et af H´s særlige investeringsprodukter (P) efter kundens valg

Hvis kunden ikke selv har valgt opsparingsprodukt, bliver kundens pensionsordning placeret i G, produkt P, mellem risiko.

Overførselstilskud

Ved overførsel af depot fra en anden pensionsleverandør kompenserer G helt eller delvist for det administrationsgebyr, som den anden pensionsleverandør fratrækker opsparingsdepotet i forbindelse med overførslen af pensionsordningen til G.

Kompensationen sker i form af et tilskud på op til x kr. Der gives ét tilskud pr. overførsel, og tilskuddet indsættes på kundens pensionsopsparing.

Omkostninger

G ´s omkostningssatser gældende for alle kunder i H.

Omkostningssatser i G for kunder med samarbejdsaftale med H:

Omkostningerne udgør de til enhver tid gældende ÅOP'er.

Gebyr for modtagelse af overførsel udgør kr. x

Gebyr for modtagelse af indskud udgør kr. x

Gebyr ved udbetaling kr. x

Gebyr ved overførsel kr. x

Månedligt gebyr kr. x

Løbende saldo omk. (x % af depot) kr. x

Øvrige omkostninger følger de i G gældende omkostninger for private ordninger.

Spørger har på anmodning beskrevet ydelserne administration og ajourføring, i aftalen mellem G og H således:

Som uddybende eksempler på administrative og ajourførende ydelser leveret af H kan nævnes (ikke udtømmende):

Ydelser i forbindelse med etablering og produktomvalg (evt. skifte af udbyder):

1) Analyse og afdækning af pensions- og risikobehov i forbindelse med indgåelse af samarbejdet.

2) Dataindsamling, analyse, sammenligning og rangering af relevante pensionsselskabers produktudbud.

3) Information til relevante pensionsselskaber og banker om kundens fuldmagt til H.

Løbende ydelser:

4) Varetagelse af al kommunikation med de valgte pensionsselskaber på kundens vegne.

5) Adgang til online-portal med individuelle depotoplysninger, analyser, sammenligninger og aktivitetsoversigt.

6) Via online-portalen er der tillige adgang til løbende anbefalinger om produktplacering.

7) Løbende dialog via e-mail og online-portalen ved relevante ændringer/informationer.

8) Rådgivningsmøder i forbindelse med efterfølgende valg af placering af pension.

Spørger oplyser, at aftaleteksten sprogligt blive opdateret til at reflektere, at der vil være tale om et pengeinstitut, men materielt ændres aftalen ikke.

AFTALE MELLEM H OG KUNDEN.

Formål

Aftalen fastlægger H's bistand til kunden med etablering, og den løbende administration, servicering, rådgivning, monitorering og kommunikation i forbindelse med kundens privattegnede pensionsordninger, herunder opsparingsprodukter etableret i forbindelse med disse.

Fuldmagt

Samtidigt med aftalen giver kunden fuldmagt til, at H kan forhandle med pensionsleverandører, og lignende leverandører.

Ydelser

Specifikationen og omfanget af H's rådgivnings- og serviceydelser:

H modtager et vederlag for levering af ydelserne. Se oversigt over vederlaget.

Vederlaget beregnes med virkning fra dato for aftalens indgåelse.

Vederlaget opkræves iht. regelsæt for vederlagsopkrævning jf. "Vederlag til H".

H beregner kundens vederlag til H og opkrævningen foretages efterfølgende af den pensionsleverandør, hvor pensionsdepotet er placeret.

Begrænsning af ansvar

• H er dækket af en ansvarsforsikring.
• H er erstatningsansvarlig for direkte tab, som kunden måtte lide som en direkte konsekvens af H's ansvarspådragende adfærd.
• Kunden foretager det endelige valg af produkt, leverandør og risikoprofil. H er derfor ikke ansvarlig for tab, som skyldes
  • Kundens endelige valg af pensionsleverandører, pensionsplan og risikoprofil,
  • Kundens investeringer i valgte pensionsprodukter, samt pensionsleverandørens ansvarspådragende adfærd.

Tilladelse og tilsyn

H har som forsikringsmægler tilladelse fra Finanstilsynet, og er underlagt tilsyn herfra.

Opsigelse af aftalen

Aftalen løber indtil den opsiges af en af parterne.

Rådgivning og serviceydelser

Ved etableringen, afdækkes kundens behov for pensionsordninger og forsikringer, og H varetager alt administrativt arbejde, angående ændring af din pensionsordning, samt risikoforsikringer.

H-kunder, har adgang til opsparingskoncept, P og forsikringskoncept, Q, som begge kun findes hos H.

Liste over etableringsydelser:

• Analyse og afdækning af pensions- og risikobehov ved indgåelse af aftalen
• Dataindsamling, analyse, sammenligning og rangering af relevante pensionsleverandøres produktudbud
• Frit valg af placering / fastholdelse af pensionsselskab og pensionsprodukt
• Gennemgang af omkostninger til forsikringsmægler og pensionsleverandør (ÅOP)
• Muligheder for lave omkostninger for anbefalede produkter
• Eksklusiv adgang til opsparingskoncept "P"
• Eksklusiv adgang til forsikringskoncept "Q"
• Information til de relevante pensionsleverandører
• Varetagelse af kommunikation imellem de relevante pensionsleverandører
• Individuel analyse af eksisterende pensionsordning

H analyserer løbende pensionsordningen, for at sikre de bedste forudsætninger for opnåelse af det højest mulige afkast over tid.

Anbefalinger om omlægning af pensionsopsparingen og udførelse af det administrative arbejde herved.

Liste over løbende ydelser:

• Adgang til online-portal med individuelle depotoplysninger, analyser, sammenligninger og aktivitetsoversigt
• Månedlige anbefaling af pensionsprodukt og -leverandør.
• Løbende dialog, via e-mail og online-portal ved relevante ændringer og informationer
• Mulighed for rådgivningsmøde ved valg af placering af pensionsordning.
• Individuelle analyser af pensionsforhold i forbindelse med risiko, produkt og omkostninger

Eksklusive opsparings- og investeringskoncepter

Er der valgt koncept P og/eller Q, for pensionsordningen, skal der ved ophør af aftalen med H vælges en anden investering af pensionsordningen.

Hvis pensionsopspareren ikke selv har valgt et andet produkt inden samarbejdet med H ophører, vil opsparingen blive investeret i et produkt med en tilsvarende investeringsrisiko, som pensionsleverandøren vælger for opsparingen.
Ved ophøret ændres priserne for dine forsikringer til pensionsleverandørens egne priser for privatkunder.

Vederlag til H

For levering af ydelser ved etablering opkræves en etableringsomkostning, og for de løbende ydelser opkræves en løbende omkostning.

Etableringsomkostningen er ved beregningen af ÅOP (årlige omkostninger i procent), fordelt over en periode på 7 år, hvilket er standardmetoden til beregning af ÅOP for investeringsforeninger. Ved at foretage fordeling af etableringsomkostninger over en periode på 7 år, er ÅOP-nøgletallene for pensionsprodukterne sammenlignelige på tværs af pensionsmarkedet, altså uafhængig af, hvilken pensionsleverandør, der udbyder af pensionsproduktet.

De løbende omkostninger til H beregnes fra tidspunktet, hvor du indgår samarbejdet med os, fordi de løbende ydelser vi leverer (overblik over pensionsmarkedet, løbende overvågning, udarbejdelse af analyser, adgang til eksklusive produkter, mv.), leveres sideløbende med pensionsleverandørens overførsel af din opsparing.

De løbende omkostninger er, ligesom etableringsomkostningen, medregnet i din ÅOP.

Der opkræves indbetalingsomkostninger på præmier og indskud, og overførselsomkostninger på fremtidige overførsler af pensionsopsparinger. Indbetalinger og overførsler til pensionsordningen via H, skal ses som en marginal forøgelse af din nuværende opsparing, og indbetalinger og overførsler belastes således i henhold til H's vederlagssatser.

Hvis G er to personer, der er registreret med samme adresse i det offentlige CPR-register, skal kun én person i husstanden betale minimumsomkostningerne (etablerings- og løbende omkostninger). Den i husstanden, der får den største reduktion af ÅOP, som følge af fritagelse for minimumsomkostninger, betaler således ikke minimumsomkostningerne.

Pensionsopsparinger omfattet af PBL § 53A (skattekode 7) behandles for sig selv ved beregning af vederlaget for ydelserne.

Der skal imidlertid ikke betales minimumsomkostninger på den del af pensionsopsparingen, som er placeret på skattekode 7 (ikke skattebegunstigede midler), hvis der samtidig betaler omkostninger af den del af en pensionsopsparing, der er placeret på andre skattekoder (skattebegunstigede pensionsmidler).

Omkostninger ved etablering, indbetaling og overførsel af pensionsordningen

Ved etablering pensionsordningen opkræves en etableringsomkostning.

Ved de efterfølgende indbetalinger (indskud og præmier) opkræves der indbetalingsomkostninger, og ved eventuelle efterfølgende overførsler af pensionsopsparinger (sammenlægning af opsparinger) opkræves overførselsomkostninger efter følgende satser:

Alle omkostninger, herunder etableringsomkostningen, er medregnet i din ÅOP (årlige omkostninger i procent).

Løbende omkostninger

De løbende omkostninger opkræves som en depotomkostning på månedsbasis med 1/12 af den årlige vederlagssats.

H kan indeksregulere grænser og satser efter udviklingen i nettoprisindekset fra Danmarks Statistik. Hvis dette ikke længere udgives, kan et andet tilsvarende indeks anvendes.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ved nærværende anmodning ønsker spørgerne bekræftet, at honorarer, som H skal modtage via hævninger fra pensionskundernes depoter for varetagelsen af opgaver som pensionsmægler (uafhængig forsikringsformidler) vedrørende en præcist angivet pensionsordning i G i relation til PBL § 28 og § 29 skal ligestilles med de omkostninger, som pensionsudbyderen ellers ville opkræve for samme ydelser, hvis disse ydelser var blevet leveret af pensionsudbyderen selv.

Bekræftelsen ønskes, da afgiftsfritagelsen ved hævning af udgifter til pensionsmæglerhonorarer fra bankordninger ikke fremgår eksplicit af SKM2018.110 SR.

Den gældende regulering af honorarer til pensionsmæglere

Forsikringsformidlingsloven

Forsikringsmæglervirksomhed er først og fremmest reguleret i forsikringsformidlingsloven (lov nr. 41 af 22. januar 2018). Loven afløser lov nr. 1065 af 22. august 2013, som var gældende, da anmodning om bindende svar i SKM2018.110 SR blev fremsendt.

Ifølge lovforarbejderne (lovforslag nr. 8 fremsat den 4. oktober 2017) har lovforslaget til formål at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution (herefter forsikringsdistributionsdirektivet) i dansk ret. Forsikringsdistributionsdirektivet skal sikre forbrugerne den samme beskyttelse, uanset om de køber deres forsikringer direkte fra forsikringsselskabet, fra en agent eller fra en virksomhed, der formidler forsikringer. Direktivet skal samtidig skabe ligestilling mellem alle distributionskanaler. Det sker ved at lade alle led i distributionen af en forsikring efterleve de samme regler, og derved sikre den samme beskyttelse af forbrugerne (vores understregning).

Alle forsikringsformidlere skal lave en krav- og behovsanalyse af deres kunder, så kunderne kun får tilbudt produkter, der er i overensstemmelse med deres krav og behov, og derfor vil være konkret egnede til den enkelte kunde. Dette skal medvirke til at sikre, at forbrugerne opnår samme information og beskyttelse, uanset om de køber deres forsikringer direkte gennem et forsikringsselskab eller gennem en forsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler (vores understregning).

For at bevare pensionsmæglernes status på markedet som uafhængige formidlere, indeholder lovforslaget et kapitel om supplerende krav til uafhængige forsikringsformidlere, der i det væsentligste er en videreførelse af gældende danske regler. De uafhængige formidlere vil være underlagt nogle særlige krav til indretning af deres virksomhed, ligesom de foreslås omfattet af et absolut provisionsforbud. Det skal sikre, at uafhængige forsikringsformidlere alene varetager kundernes interesser og forebygger og forhindrer interessekonflikter mellem formidlerne og deres kunder (vores understregning).

Som det fremgår af forarbejderne, skal direktivet og loven sikre ligestilling mellem ydelser, der leveres af pensionsmæglere, og ydelser, der leveres af pensionsudbyderen.

I relation til den tidligere anmodning er den dagældende § 14 a i forsikringsformidlingsloven på visse punkter erstattet af § 16 i den nye lov.

§ 16 har følgende ordlyd:

"§ 16. For at kunne betegne sig som uafhængig forsikringsformidler eller forsikringsmægler eller anvende andre betegnelser, der giver indtryk af, at forsikringsformidleren er uafhængig, skal forsikringsformidleren opfylde følgende betingelser:

1) Forsikringsformidleren må alene repræsentere kunden og handle i den enkelte kundes interesse og må ikke lade sig påvirke af egne eller tredjemands interesser.

2) Forsikringsformidleren må ikke modtage provision eller anden aflønning fra en forsikringsdistributør i tilknytning til det konkrete kundeforhold, medmindre den modtagne provision fuldt ud videresendes direkte til kunden.

3) Forsikringsformidleren må ikke direkte eller indirekte have forbindelser til en forsikringsdistributør, der er egnede til at skabe tvivl om forsikringsformidlerens uafhængighed af andre forsikringsdistributørers interesser, som ikke er en følge af virksomhedernes indbyrdes ejerforhold.

4) Forsikringsformidlerens ansatte må ikke gennem ansættelse eller anden form for tilknytning til andre forsikringsdistributører eller dertil knyttede koncernselskaber være afhængige af forsikringsdistributørinteresser.

5) Forsikringsformidleren skal yde rådgivning på baggrund af en analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsaftaler, at formidleren er i stand til at rådgive kunden om, hvilken forsikringsaftale der opfylder kundens behov bedst.

Stk. 2. Forsikringsformidleren må ikke udøve andre former for forsikringsdistribution, der ikke opfylder kravene i stk. 1, i samme juridiske enhed. En sådan aktivitet skal udøves i en anden juridisk enhed end den uafhængige forsikringsformidler. Aktiviteten skal betegnes på en måde, så den ikke kan forveksles med den uafhængige forsikringsformidler.

Stk. 3. ---"

Ifølge de specielle bemærkninger (lovforslag nr. 8 fremsat den 4. oktober 2017) er de supplerende krav til uafhængige forsikringsformidlere i væsentlig grad udtryk for videreførelse af gældende ret. Det gælder også det generelle forbud mod, at en uafhængig forsikringsformidler modtager provision eller anden aflønning fra forsikringsdistributører i forbindelse med forsikringsformidlingen i det konkrete kundeforhold, medmindre den modtagne provision fuldt ud videreføres til kunden.

Pensionsbeskatningslovens § 29

PBL § 29 blev indført ved lov nr. 310 af 9. juni 1971. Af bemærkningerne til lovforslaget, lovforslag nr. 26 af 7. oktober 1970, fremgår om baggrunden for afgiftspålæggelsen:

"ad a) Pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring i pensionsøjemed og indeksordning

Her er almindelig indkomstskat af udbetalingerne den normale beskatningsmåde, jfr. forslagets § 20. Dette gælder, hvor der i overensstemmelse med ordningens indhold sker udbetaling i form af løbende ydelser til arbejdstageren eller selvpensionisten selv, eventuelt til hans efterlevende ægtefælle eller mindreårige børn. Afgiftsreglerne finder herefter kun anvendelse på disse ordninger i tilfælde af andre udbetalinger end de nævnte, f.eks. ved løbende udbetalinger til andre personer end de nævnte, ved éngangsudbetaling i forbindelse med ophævelse eller udtrædelse af en ordning, samt i tilfælde af visse dispositioner, hvorved forudsætningen for ordningens opretholdelse som pensionsordning i skattemæssig henseende må anses for bristet, jfr. herom nærmere forslagets § 30.

Da afgiftspligt således kun indtræder, hvor en ordning ikke kommer til at tjene det pensionsformål, som er motiveringen for skattefrihed for indbetalingerne, kan afgiftsreglerne her ses som et middel til at modvirke en ikke tilsigtet udnyttelse af disse pensionsordninger til en skattebegunstiget opsamling af midler, der ikke er beregnet til at dække et reelt pensionsbehov. Dette taler for, at der i tilfælde af udbetaling i utide eller lignende skal svares en skat eller afgift af en sådan størrelse, at den kan modsvare de skattemæssige fordele, der er opnået af den pågældende gennem de tidligere indbetalinger til ordningen (vores understregning)."

Som det fremgår af forarbejderne, tjener reglen i PBL § 29 således som et værn imod, at pensionsmidler, der er opsparet med skattemæssig fradragsret, anvendes til andet end pensionsformål. Afgiftspligten indtræder, som det anføres, derfor også kun hvor ordningen ikke kommer til at tjene det pensionsformål, som begrundede skattefriheden ved indbetalingen.

På denne baggrund har afgiftspligten i medfør af PBL § 29 siden bestemmelsens ikrafttræden været undergivet en dynamisk fortolkning med henblik på at fastslå grænsen mellem afgiftsudløsende og afgiftsfrie hævninger fra pensionsordninger, idet hævninger som utvivlsomt og udelukkende tjener pensionsformålet er blevet accepteret uden afgift.

Den juridiske vejlednings omtale af betaling af omkostningspræmier

Den Juridiske vejledning 2019-1 C.A.10.2.2.4.4. indeholder følgende afsnit om betaling af omkostningspræmier:

"Præmien til en fradragsberettiget livsforsikring består typisk i

• en risikopræmie, der er udtryk for, hvad selskabet forventer at skulle bruge til betaling af dødsfaldsydelser, erstatninger ved tab af arbejdsevne og præmiefritagelse
• en sparepræmie, der hensættes til udbetaling på pensioneringstidspunktet
• en omkostningspræmie.

Omkostningspræmien kan deles i omkostninger, der er forbundet med en forsikringstegning (etableringsomkostninger) og omkostninger forbundet med at administrere forsikringsbestanden (løbende omkostninger). Ved sidstnævnte tænkes på arbejdet med opkrævning af præmie, udsendelse af information, eventuelle tilbud på ændringer i forsikringer og andet. Omkostningspræmien er som en del af den samlede præmie fradragsberettiget, og afholdelsen af den betragtes ikke som en skatte- eller afgiftspligtig hævning fra pensionsordningen.

Gebyrer for rådgivning og porteføljepleje vedrørende en præcist angivet pensionsopsparing i et forsikringsselskab (et såkaldt unit-link produkt) ydet af et fondsmæglerselskab kan debiteres pensionsopsparerens pensionskonto, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen.

Udgifter til rådgivere, herunder advokat og konsulent, i forbindelse med salg af unoterede aktier i en pensionskasse, kunne ikke hæves på pensionsdepotkassen i banken, uden at dette betragtes som uretmæssig hævning med 60 pct. afgift til følge, jf. SKM2015.317.LSR.

Pensions- og livsforsikringsudbyders træk af honorarer fra en pensionskundes pensionsdepot omfattet af kapitel 1 i PBL på vegne af en pensionsmægler kan gennemføres, uden at der udløses afgift i medfør af PBL § 29, idet disse honorarer i henhold til forsikringsformidlingsloven og omkostningsbekendtgørelsen, skal betragtes som en fast og integreret del af "omkostningspræmien", og derfor er omfattet af den gældende praksis for undtagelser for afgift efter PBL § 29. Se SKM2018.110.SR."

Pensionsmægleres virksomhed i relation til pensionsordninger i banker er ikke direkte reguleret af lov om forsikringsformidling. Der er dog tale om fuldt sammenlignelige forhold, idet de ydelser, som H leverer til bankkunden, er de samme som de ydelser, H leverer til pensionstagere, der har valgt en pensionsløsning hos et eller flere livsforsikringsselskaber. Tilsvarende erstatter de på samme måde de ydelser, som G ellers skulle levere til deres pensionskunder.

Det fremgår ligeledes klart af vedlagte udkast til formidlings- og administrationsaftale, at kundeforholdet eksklusivt tilhører H, så længe pensionsmæglerselskabet har fuldmagt fra kunden, og at kunden overgår til Gs direkte betjening, når kunden har opsagt fuldmagten til H.

Ydelser leveret af H fremfor G

Det er ikke muligt at foretage en udtømmende opremsning af de ydelser, som H skal levere til kunden i stedet for G.

Overordnet er H's rolle som pensionsmægler imidlertid at sikre kunden den bedst mulige placering og administration af kundens pensionsmidler på de bedst mulige vilkår.

H bistår således indledningsvis med at identificere de relevante pensionsprodukter. Det er en opgave, der ellers ville blive varetaget af G, idet Gs rådgivning dog selvsagt ville være begrænset til Gs egne produkter.

Rollen som administrator af ordningen vil i praksis være delt mellem H og G. H vil dog varetage den primære administrative funktion, herunder særligt al løbende kontakt med kunden (også når kunden ønsker at ændre ordningen hos G), idet H besvarer kundens spørgsmål direkte og/eller håndterer kundens ønsker over for G. Gs administrative opgaver er reelt begrænset til at håndtere modtagelse af kundens midler samt placering af disse midler/tilbagekøb i henhold til instrukser modtaget via H.

Det følger af TfS 1992,61 DEP samt Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.2.2.4.4, at pengeinstitutters hævning af gebyrer m.v. for porteføljepleje samt rådgivning m.v. ikke udløser afgift efter pensionsbeskatningsloven. Pengeinstitutter er således ligestillet med livsforsikringsselskaber som udbydere af pensionsopsparinger også på dette punkt.

Honoraret for de ydelser, som H skal levere i stedet for G, ville således fuldt ud kunne hæves uden afgift, såfremt ydelserne var leveret af G, og honoraret tilgik G. Vi er derfor af den opfattelse, at det samme må gælde, når honoraret hæves til H for samme type ydelser.

Skattemæssig ligestilling af de forskellige aktører på pensionsmarkedet

Pensionsbeskatningsloven indeholdt oprindeligt kun i meget begrænset omfang mulighed for at oprette skattebegunstigede pensionsordninger i pengeinstitutter. Ved lovens gennemførelse, jf. lov nr. 310 af 10. juni 1971, var der således kun adgang til at oprette kapitalpension i pengeinstitutter, jf. PBL § 12, mens andre skattebegunstigede pensionsordninger skulle oprettes i livsforsikringsselskaber og pensionskasser mv.

På et enkelt punkt skete der dog ligestilling af pensionsopsparere hos de forskellige pensionsudbydere. Efter den hidtidige renteforsikringslovs § 6 d udgjorde "straf"afgiften ved ophævelse i utide af en kapitalpension 25 pct. for forsikringer og 35 pct. for bankordninger. Med pensionsbeskatningsloven indførtes samme sats på 35 pct. for ordninger hos begge pensionsudbydere.

Ved lov nr. 148 af 19. marts 1986 blev der gennemført yderligere ligestilling mellem de forskellige pensionsudbydere, idet der blev givet adgang til også at oprette ratepension i pengeinstitutter, jf. PBL § 11 A. Ordningen blev udformet på en sådan måde, at vilkårene "i videst mulige omfang svarer til de vilkår, der gælder for rateforsikring i pensionsøjemed", jf. de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 111 fremsat den 5. december 1985.

Ved lov nr. 1534 af 19. december 2007 blev PBL § 53 A udvidet til også at gælde for penge- og kreditinstitutordninger, der ikke omfattes af PBL, afsnit I, om skattebegunstigede pensionsordninger, jf. PBL § 53 A, stk. 1, nr. 7.

Ved lov nr. 1339 af 19. december 2008 skete der yderligere ligestilling med andre pensionsudbydere, idet pensionsordninger, hvor der er givet afkald på beskatning efter kapitel I, nu også kunne oprettes i penge- og kreditinstitutter, jf. PBL § 53 A, stk. 1, nr. 8.

Dog kan der ikke oprettes ordninger med løbende, livsbetingede udbetalinger i pengeinstitutter. Det skyldes imidlertid ikke skattereglerne, men at de livsbetingede ordninger (normalt) bortfalder ved død. Ordninger af denne karakter kan kun oprettes i forsikringsselskaber og pensionskasser.

Vores konklusion

Der er således gennem årene sket en fuld skattemæssig ligestilling mellem aktørerne i pensionsbranchen, livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pengeinstitutter.

Der er ligeledes både ved lov om forsikringsformidling og ved SKM2018.110 SR sket en ligestilling mellem de kunder, der får leveret alle ydelser direkte fra pensionsudbyderen og de kunder, der har ønsket, at visse ydelser (rådgivning og administration) i stedet leveres af en uafhængig pensionsmægler. I begge tilfælde udgør honoraret en del af omkostningspræmien.

Endelig fremgår det klart af forarbejderne til PBL § 29, at afgiftspligt kun skal indtræde, når hævningen ikke tilgodeser pensionsformålet.

Vi er på denne baggrund af den opfattelse, at banker kan hæve honorar til H, uden at det udløser "straf"afgift efter PBL § 28 eller § 29. Herved bliver bankernes kunder ligestillet med kunderne i et livsforsikringsselskab, pensionskasse eller anden pensionsudbyder, ligesom der bliver samme skattemæssige behandling, uanset om det er G selv eller en uafhængig pensionsmægler (eksempelvis H), som administrerer pensionsordningen og rådgiver kunden.

Spørgers høringssvar af 11. december 2019

Spørger er ikke enig i, at spørgsmålet skal besvares med nej.

Det fremgår af TfS 1999.862 SKM, at gebyrer for rådgivning og porteføljepleje ydet af et fondsmæglerselskab med hensyn til en præcist angivet pensionskonto i et pengeinstitut kan hæves på kontoen, uden at det anses som en afgiftspligtig hævning fra pensionskontoen.

Endvidere fremgår det af SKM2018.110 SR, at honorar til forsikringsmæglere kan trækkes fra pensionskundens depot i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse, uden at det skal belægges med 60 % i afgift som "ophævelse i utide". Begrundelsen er den, at det er forudsat i lovgivningen om forsikringsformidlere, at disse honorarer skal betragtes som en fast, integreret del af omkostningspræmien, som kan hæves fra depotet uden at udløse "strafafgift, uanset om honoraret tilfalder forsikringsselskabet, pensionskassen eller en forsikringsmægler.

Det er imidlertid samme ydelser, som Spørger yder til forsikrings- og pensionskassekunder, som de yder til kunder med pensionsordninger i pengeinstitutter.

Skattestyrelsen begrunder den negative indstilling med, at pensionsordninger i pengeinstitutter er "enklere" end pensionsordninger i forsikringsselskaber og pensionskasser. Det er for det første efter vores opfattelse ikke et sagligt argument for at forskelsbehandle ens ydelser til pensionskunder i de forskellige pensionssektorer.

For det andet er Skattestyrelsens begrundelse ikke korrekt.

Fra ratepensioner og kapitalpensioner i pengeinstitutter kan der overføres midler til invalidesumsforsikring.

Dette giver behov for rådgivning på linje med den rådgivning, der ydes af livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter, men både forsikringsselskaber og pengeinstitutter kan hæve honoraret på depotet eller kontoen uden "straf"-afgift.

Endvidere kræver pengeinstitutordninger også rådgivning om udbetalingstidspunkt, udbetalingsforløb, placeringsmuligheder, indsættelse af begunstigede mv. Det er rådgivning, som er identisk for forsikringsordninger, pensionskasseordninger og pengeinstitutordninger.

For gennemsnitsrenteprodukter i livsforsikringsselskaber er det livsforsikringsselskabet, der som ejer af værdipapirerne, træffer afgørelse om placering. I pengeinstitutordninger med værdipapirdepoter er det derimod den enkelte pensionskunde, der træffer afgørelse om, hvilke værdipapirer, der ønskes investeret i. På dette punkt er en pengeinstitutordning med værdipapirdepot mere kompliceret rådgivningsmæssigt end et gennemsnitsrenteprodukt i livsforsikringsselskaber.

H's kunder, der vil få en pensionsopsparing i G, har altovervejende også pensionsordninger i livsforsikringsselskaber og/eller pensionskasser. H rådgiver dermed kunden om alle hans/hendes pensionsordninger, jf. punkt 2.1. i Samarbejdsaftale mellem H og Kunden.

Som det fremgår af aftalerne, ydes der pensionsrådgivning både ved etablering af pensionsordningerne, og mens de løber. Aftalerne er de samme, og de ydelser, der ydes, er de samme, uanset om pensionsordningen er oprettet i et livsforsikringsselskab, en pensionskasse eller et pengeinstitut, men den skattemæssige behandling er forskellig, hvis Skattestyrelsens udkast til indstilling følges.

Den skattemæssige behandling af honoraret til H bliver i så fald afhængig af, om kunden f.eks. har én rateforsikring med både opsparingselement og risikoelement i et livsforsikringsselskab, eller han/hun har opdelt sin pensionsopsparing på en rateforsikring, der er tegnet som en ren risikoforsikring efter PBL § 8, stk. 1, nr. 3, således at forsikringen kun kommer til udbetaling ved invaliditet eller død før forsikringens aftalte udløbstidspunkt, og en rateopsparing i et pengeinstitut.

Samlet set kan det udgøre samme produkt, men med to forskellige skattemæssige behandlinger. Der er således fuld trækningsret på depotet for rateforsikringen, uanset om den er tegnet som en kombineret opsparings- og risikoforsikring, eller den er tegnet som en ren risikoforsikring, mens hævning af honoraret på rateopsparingen i pengeinstituttet bliver belagt med 60 % "strafafgift, hvis Skattestyrelsens udkast til indstilling følges.

Det bemærkes, at H's rådgivning retter sig mod kundens præcist angivne pensionsordning, når de er eller skal oprettes. Der er således tale om specifik rådgivning rettet mod de enkelte pensionsordninger, selv om kunden har flere pensionsordninger.

Der er således ikke som anført af Skattestyrelsen tale om generel finansiel rådgivning.

Rådgivningen ved etablering svarer således f.eks. til den rådgivning, et pengeinstitut yder, når en kunde henvender sig for at oprette en ny pensionsordning. Når kundens pensionsordninger er oprettet, retter rådgivningen sig selvsagt også specifikt mod de enkelte pensionsordninger, som der ydes løbende rådgivning om. H's rådgivning og honorar dækker ikke andre ydelser end disse.

Som det fremgår af sagsfremstillingen, der henviser til lovforarbejderne, skal "strafafgiften for "ophævelse i utide" ses som et værn imod, at pensionsmidler, der er optjent med skattemæssig fradragsret, anvendes til andet end pensionsformål.

De ydelser, der leveres af en forsikringsmægler, ydes imidlertid fuldt ud for at tilgodese pensionsformålet.

H´s opgave er således at sikre, at pensionskunden får mest muligt ud af sin pensionsopsparing, både hvad angår udbetalingernes tidsmæssige placering, størrelse, indsættelse af begunstigede ved død osv.

Det medfører derfor ikke alene en ubegrundet forskelsbehandling mellem produkter hos konkurrerende pensionsudbydere, men det strider også imod formålet med PBL § 29 om "straf"afgift ved "ophævelse i utide", hvis Skattestyrelsens udkast til indstilling følges.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Gs træk af honorar fra en pensionskundes pensionsdepot omfattet af PBL kapitel 1 på vegne af den spørgende pensionsmægler kan gennemføres, uden at der udløses "straf"afgift i medfør af PBL § 28 eller § 29.

Begrundelse.

Forsikringsmæglervirksomhed er omfattet af og reguleret i forsikringsformidlingsloven lov nr. 41 af 22. januar 2018. Formålet med forsikringsmæglerservicering er at sikre kunderne en uvildig vurdering af de opsparings- og forsikringsmuligheder, der tilbydes af de forskellige pensionsudbydere. Forsikringsmæglervirksomhed er omfattet af tilsyn, der udføres af Finanstilsynet.

Forsikringsmæglervirksomhed omfatter rådgivning om alle typer af forsikringer, både skadesforsikringer og livsforsikringer, herunder pensionsforsikringer.

Forsikringsmægleres virksomhed i relation til pensionsordninger i pengeinstitutter er ikke direkte reguleret af lov om forsikringsformidling.

Tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed omfatter ikke investeringsrådgivning, porteføljepleje, samt tilladelse til at foretage køb og salg af værdipapirer for tredjemands regning efter fuldmagt. Disse aktiviteter er omfattet af en række regler i lov om finansiel virksomhed fx for pengeinstitutter, fondsmæglere, investeringsforvaltningsselskaber og investeringsrådgivere, der fastlægger, hvilke aktiviteter de forskellige former for finansielle virksomheder og rådgivere kan udøve.

De ydelser og den rådgivning om pensionsforsikringer, der omfattes af de fremlagte aftaler mellem henholdsvis pensionsudbyderen og H, henholdsvis H og kunden, omfatter alene rådgivning vedrørende indgåelse og ændring af aftaler om pensionsforsikringer og - opsparinger, men ikke rådgivning om investeringer, herunder porteføljepleje.

Aftalen skal gælde for individuelle pensionsopsparinger, dvs. primært rateopsparing efter PBL § 11 A, (ikke konverteret) kapitalopsparing efter PBL § 12 og aldersopsparing efter PBL § 12 A.

Pensionsopsparinger i pengeinstitutter er en opsparing på en bankkonto med et tilhørende værdipapirdepot, som reglerne i PBL fastsætter særlige betingelser for, hvad angår indbetalinger, udbetalinger og investeringsmuligheder med den virkning, at indbetalingerne og afkastet på opsparingen i et vist omfang bliver skattebegunstigede.

Da pensionsopsparinger i pengeinstitutter er et væsentligt mere enkelt finansielt produkt end forsikringer, hvor der skal foretages vurdering af konsekvenser ved valg af de forskellige risikodækninger, samt renteprofil fx gennemsnitsrente eller markedsrenter i forhold til den ønskede udbetalingsprofil, indeholder hverken EU-direktiver eller national dansk lovgivning regler om uvildig rådgivning for pensionsopsparinger i pengeinstitutter.

Kundens udgift til forsikringsmægleren H består dels af etableringsydelser og dels af løbende ydelser, jf. den nærmere beskrivelse heraf i "Samarbejdsaftale mellem H og kunden", afsnittet med overskriften "Rådgivnings- og serviceydelser".

De løbende udgifter dækker en løbende monitorering af produkter udbudt fra de forskellige pensionsudbydere med henblik på løbende rådgivning og anbefalinger til den enkelte kunde om, hvorvidt de af kunden allerede etablerede pensionsforsikringer og - opsparinger skal beholdes, eller med fordel kan erstattes eller skiftes ud med andre.

Benytter kunden sig af anbefalingerne, og indgår en ny aftale om pensionsforsikring eller- opsparing, eller foretager overførsler til eller fra eksisterende ordninger, betales en etableringsydelse til dækning af rådgivningen i forbindelse hermed.

Ud fra oplysningerne i de fremlagte aftaleudkast, om de ydelser kunden skal betale til forsikringsmægleren, er det Skattestyrelsens opfattelse, at den væsentligste del af udgiften til forsikringsmægleren vedrører rådgivning, der løbende skal afdække kundens behov for pensionsforsikringer og - opsparinger, samt ændringer heri, og det rent faktisk kun vil være en mindre del af udgiften, der anvendes til egentlig administration af den enkelte pensionsopsparing.

Dette understøttes af det oplyste om, at administrationen af den enkelte pensionsopsparing i realiteten deles af spørgerne, og at kunden fortsat skal betale en række gebyrer til G, fx ved indbetalinger og udbetalinger, løbende månedlige gebyrer og depotgebyrer, jf. "Aftale om formidling og administration mellem spørgerne".

Da forsikringsmæglere ikke har tilladelse til at yde investeringsrådgivning, forudsættes det, at det er G, der kan rådgive om og foretager køb og salg af værdipapirer efter aftale, da de som pengeinstitut har tilladelsen hertil iht. reglerne om pengeinstitutter i lov om finansiel virksomhed.

I SKM2018.110.SR traf Skatterådet afgørelse om, at en pensions- og livsforsikringsudbyders træk af honorarer fra en pensionskundes pensionsdepot omfattet af kapitel 1 i PBL på vegne af en pensionsmægler kan gennemføres, uden at der udløses afgift i medfør af PBL § 29, idet disse honorarer i henhold til forsikringsformidlingsloven og omkostningsbekendtgørelsen, skal betragtes som en fast og integreret del af "omkostningspræmien", og derfor er omfattet af den gældende praksis for undtagelser for afgift efter PBL § 29.

I begrundelsen for afgørelsen er der lagt vægt på, at det i henhold til forarbejderne til forsikringsformidlingslovens § 14 a er formålet med bestemmelsen "at sikre en skattemæssig ligestilling mellem de forsikringsmæglerbetjente kunder og forsikringsselskabets direkte betjente kunder".

Som det også fremgår af sagsfremstillingen i SKM2018.110.SR, blev spørgsmålet om udgift til forsikringsmæglere og den skattemæssige behandling heraf inddraget under behandlingen af L 52 (Fremsat 09-11-2005) Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsformidling.

Af bemærkningerne til økonomi og erhvervsministerens ændringsforslag til lovens § 14 a, L 52 - bilag 21 fremgår:

"Til nr. 1

Den foreslåede ændring sikrer, at der ikke sker en skattemæssig forskelsbehandling af mæglerbetjente kunder i forhold forsikringsselskabets direkte betjente kunder, når der tegnes pensionsforsikringer omfattet af pensionsbeskatningsloven. Efter pensionsbeskatningsloven er der skattefradragsret - eller bortseelsesret for så vidt angår arbejdsgiveradministrerede pensionsforsikringer for præmieindbetaling til forsikringsselskabet. For en mæglerbetjent kunde, der tegner en pensionsforsikring, indeholder præmien også forsikringsmæglerens provision. I modsætning hertil er det honorar, som en mæglerbetjent kunde efter forslaget skal betale for forsikringsmæglervirksomhedens bistand ved tegning af en pensionsforsikring, ikke fradragsberettiget efter pensionsbeskatningsloven. Fradragsretten efter pensionsbeskatningsloven er betinget af, at forsikringsmæglervirksomhedens honorar indgår som en del af forsikringspræmien. Derfor foreslås det i 2. pkt., at forsikringsmæglervirksomheden skal oplyse forsikringsselskabet om størrelsen af det mellem kunde og forsikringsmæglervirksomhed aftalte honorar." (Skattestyrelsens understregning).

Indholdet af den tidligere § 14 a i lov om forsikringsformidling er videreført i den nye lov nr. 41 af 22. januar 2018 om forsikringsformidling, samt i bekendtgørelse af nr. 455 af 30. april 2018 om god skik for forsikringsdistributører, § 27. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i lov om forsikringsformidling, samt lov om finansiel virksomhed.

Efter disse regler, samt bekendtgørelse nr. 1097 af 7. november 2006 (omkostningsbekendtgørelsen) udstedt med hjemmel i lov om finansiel virksomhed, skal udgiften til forsikringsmæglere indgå i forsikringspræmien for den enkelte pensionsforsikring, jf. det af forsikringsselskabet til Finanstilsynet anmeldte tekniske grundlag.

Som en del af præmien bliver udgiften til forsikringsmægleren derfor omfattet af bortseelsesret i PBL § 19 eller fradragsret i pensionsbeskatningslovens § 18.

Det fremgår derfor af Den juridiske vejledning 2019- 2, afsnit C.A.10.2.1.4.4 og C.A.10.2.2.4.4, at den del af præmien, der er omkostningspræmie ikke betragtes, som en skatte- eller afgiftspligtig hævning fra pensionsordningen.

Præmien er den pris forsikringsselskabet opkræver for en given forsikringsydelse. Præmien fastsættes bl.a. på grundlag af risikodækningen herunder levetidsforudsætninger, samt rentegarantier mv. på pensionsforsikringen.

Allerede i den særlovgivning, som regulerer pensionsforsikringer, er der altså en væsentlig forskelsbehandling mellem pensionsforsikringer og de rene opsparingsordninger i pengeinstitutter.

Som følge af forskellighederne i livsforsikringer og rene opsparingsprodukter, vil der også være forskelle i de behov, kunden har for forskellige typer af rådgivning.

Der kan som hovedregel kun opnås skattefradrag for udgifter til mere generel finansiel rådgivning, hvis rådgivningen kan anses for en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6 a, eller som følge af særlig lovbestemmelse i skattelovgivningen, (fx den tidligere regel i ligningslovens § 8 J).

Det gælder også for udgifter i forbindelse med pensionsopsparing, hvor udgifter til mere generel finansiel rådgivning ikke kan hæves på pensionskontoen, uden at der skal betales afgift efter PBL § 25A, § 28, eller § 29.

Se bl.a. afgørelserne SKM2015.317.LSR om rådgivere, herunder advokat og konsulent, SKM2015.743.SR om investeringsrådgivere, samt Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.A.2.2.4.4.

Som det fremgår af Skatteministerens svar af på spørgsmål nr. 27 af 20. september 1999, er det pensionsbeskatningslovens udgangspunkt, at beløb, der hæves af en pensionskonto i et pengeinstitut (rateopsparing eller opsparing i pensionsøjemed) før det aftalte udbetalingstidspunkt, belægges med en afgift på 60 pct. (nu 52% for kapitalpensioner). Der er ikke i lovteksten gjort undtagelse for porteføljeplejegebyrer eller lign.

Desuden har Folketinget med virkning fra indkomståret 1990 ophævet fradragsretten for privates udgifter til formueforvaltning i almindelighed. Denne lovændring omfatter dog ikke formueforvaltning af pensionsopsparing.

På baggrund heraf traf Skatteministeriet i 1991 den afgørelse, der er refereret i henvendelsen. Afgørelsen tillader, at gebyr for den porteføljepleje, som pengeinstituttet udøver vedrørende en pensionsordning anbragt i individuelt værdipapirdepot, kan hæves af pensionskontoen, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig hævning. Herved ligestilles pengeinstitutkunder, der har valgt individuelt depot, med pengeinstitutkunder, der har valgt en puljeordning.

Med hensyn til gebyrer for porteføljepleje ydet af andre end pengeinstituttet har Skatteministeriet hidtil fastholdt, at hvis gebyret hæves af pensionskontoen, betragtes dette som en afgiftspligtig hævning fra kontoen, dvs. at der skal betales 60 pct. i afgift. Herved friholdes pengeinstitutter og skattemyndigheder fra at skulle vurdere, hvorvidt de udgiftsbilag, som en pengeinstitutkunde måtte præsentere dem for, virkelig vedrører pensionskontoen, eller der er tale om anden finansiel rådgivning af kunden, herunder eventuelt et forsøg på at omgå den manglende fradragsret for anden formueforvaltning.

På baggrund af oplysninger, om karakteren af fondsmæglerselskabernes rådgivning og om indholdet af porteføljeplejeaftaler mellem et fondsmæglerselskab og en kunde, der har en pensionskonto i et pengeinstitut, der er anbragt i individuelt depot, ændrede Skatteministeriet sin praksis til også at omfatte rådgivning ydet af et fondsmæglerselskab.

Det blev tillagt afgørende betydning, at det i sådanne aftaler er angivet, at der er tale om en nærmere angiven pensionskonto. Det var Skatteministeriets opfattelse, at den rådgivning, der ydes af fondsmæglerselskabet, hermed er således afgrænset over for finansiel rådgivning i øvrigt, at det er rimeligt at pålægge pengeinstitutter og skattemyndigheder at vurdere, hvorvidt ydelser fra et fondsmæglerselskab er knyttet til den enkelte pensionskonto eller ej.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at en aftale om rådgivning fra en forsikringsmægler, der har til formål løbende at afdække kundens behov for pensionsforsikringer og -opsparing samt ændringer heri, må betegnes som finansiel rådgivning af en mere generel karakter.

Dertil kommer, at Skattestyrelsen ikke finder, at udgiften til forsikringsmæglerservice, som den fremgår af samarbejdsaftalen mellem spørgerne, og mellem H, og kunden har en tilstrækkelig direkte tilknytning til en enkelt pensionskonto, herunder til afkastet af denne.

Udgiften til forsikringsmæglere kan derfor ikke i sin helhed omfattes af den skatteretlige praksis, der gælder for udgifter til rådgivning med henblik på løbende porteføljepleje af investeringer, udgifter administration og gebyrer forbundet med en pensionsopsparing i et pengeinstitut, hvor udgiften kan afholdes af midlerne på pensionsopsparingen i pengeinstituttet, uden at der skal betales afgift efter PBL § 28 eller § 29 af det udbetalte beløb.

Skattestyrelsen mener ikke, at spørgers høringssvar giver anledning til en ændring af Skattestyrelsens indstilling, fordi pensionsbeskatningsloven ikke indeholder hjemmel til, at udgiften kan fradrages som en del af indbetalingen til pensionsopsparingen, eller at udbetaling fra pensionsopsparingen til dækning af udgiften, er undtaget fra den indkomstskat eller afgift, der skal betales af udbetalinger efter pensionsbeskatningslovens regler.

Det er desuden Skattestyrelsens opfattelse, at udgifter til rådgivning fra forsikringsmæglere vedrørende en skattepligtig persons pensionsforhold heller ikke kan fradrages i medfør af statsskattelovens § 6 a, da udgiften vedrører generel økonomisk rådgivning af privat karakter, og derfor ikke kan anses for fradragsberettigede driftsomkostninger.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningsloven

§ 29. ¹⁾ Ved udbetalinger, der ikke omfattes af § 20 eller §§ 29 A-C, fra en pensionsordning med løbende udbetalinger eller fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed svares en afgift på 60 pct. af det udbetalte beløb, jf. dog 2.-4. pkt. Ved udbetaling af supplerende engangsydelser udgør afgiften som nævnt i 1. pkt. 52 pct. Ved udbetaling efter den tidligere ejers død udgør afgiften som nævnt i 1. og 2. pkt. 40 pct. 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for udbetalinger som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 8, til selskaber, fonde og foreninger m.v., som er skattepligtige efter selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven. Ved udbetalinger, der ikke omfattes af § 20, fra en indeksordning, herunder udbetalinger af indestående på en indeksordning, der er ophævet som følge af ejerens død, svares en afgift på 40 pct. af det udbetalte beløb. Ved udbetaling af en supplerende engangssum, som ikke omfattes af § 29 A, betales en afgift på 20 pct., jf. dog 7. og 8. pkt. Ved udbetaling efter den tidligere ejers død er udbetalingen som nævnt i 6. pkt. skatte- og afgiftsfri. § 28, stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse ved udbetaling af supplerende engangssum som nævnt i 6. pkt., for hvilken der i udlandet har været hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne.

Stk. 2. Hvis retten til udbetalinger fra en pensionskasse m.v., der omfattes af § 2, nr. 4, eller § 6, fra en forsikring, der omfattes af § 5, eller fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed tilfalder en person, der ikke er indkomstskattepligtig af udbetalingerne i henhold til § 20, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, eller hvis sådan ret bevares af en person, efter at den pågældendes indkomstskattepligt efter § 20 er bortfaldet, svares en afgift på 40 pct. af det beløb, som på tidspunktet for rettens erhvervelse eller indkomstskattepligtens ophør kunne være udbetalt til den pågældende ved ordningens ophævelse, eventuelt af kapitalværdien af fripolice eller lignende.

Stk. 3. Ved tilbagekøb af en forsikring, der er omfattet af § 2, nr. 4, eller § 7, eller ved konvertering af en pensionsordning i en pensionskasse, der er omfattet af § 2, nr. 4, eller § 7, til en engangsudbetaling betales en afgift på 40 pct. af det udbetalte beløb, såfremt de løbende ydelser, der i henhold til pensionsaftalen ville tilkomme forsikringens ejer eller medlemmet af pensionskassen på udbetalingstidspunktet, ikke kan overstige et grundbeløb på 9.700 kr. (2010-niveau) årligt, jf. dog stk. 4. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20. Bestemmelsen i 1. pkt. finder kun anvendelse for pensionsordninger, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold.

Stk. 4. Reglerne i stk. 3 finder kun anvendelse ved udbetalinger, der sker efter, at den forsikrede eller medlemmet har nået pensionsudbetalingsalderen, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Skatterådet, samt ved udbetalinger, der sker efter, at den forsikrede eller medlemmet er tildelt invalidepension.

Forsikringsformidlingsloven (lov nr. 41 af 22. januar 2018)

§ 16. For at kunne betegne sig som uafhængig forsikringsformidler eller forsikringsmægler eller anvende andre betegnelser, der giver indtryk af, at forsikringsformidleren er uafhængig, skal forsikringsformidleren opfylde følgende betingelser:

1) Forsikringsformidleren må alene repræsentere kunden og handle i den enkelte kundes interesse og må ikke lade sig påvirke af egne eller tredjemands interesser.

2) Forsikringsformidleren må ikke modtage provision eller anden aflønning fra en forsikringsdistributør i tilknytning til det konkrete kundeforhold, medmindre den modtagne provision fuldt ud videresendes direkte til kunden.

3) Forsikringsformidleren må ikke direkte eller indirekte have forbindelser til en forsikringsdistributør, der er egnede til at skabe tvivl om forsikringsformidlerens uafhængighed af andre forsikringsdistributørers interesser, som ikke er en følge af virksomhedernes indbyrdes ejerforhold.

4) Forsikringsformidlerens ansatte må ikke gennem ansættelse eller anden form for tilknytning til andre forsikringsdistributører eller dertil knyttede koncernselskaber være afhængige af forsikringsdistributørinteresser.

5) Forsikringsformidleren skal yde rådgivning på baggrund af en analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsaftaler, at formidleren er i stand til at rådgive kunden om, hvilken forsikringsaftale der opfylder kundens behov bedst.

Stk. 2. Forsikringsformidleren må ikke udøve andre former for forsikringsdistribution, der ikke opfylder kravene i stk. 1, i samme juridiske enhed. En sådan aktivitet skal udøves i en anden juridisk enhed end den uafhængige forsikringsformidler. Aktiviteten skal betegnes på en måde, så den ikke kan forveksles med den uafhængige forsikringsformidler.

Stk. 3. En uafhængig forsikringsformidler må ikke placere forsikringskontrakter i virksomheder, som formidleren har snævre forbindelser med.

BEK nr. 455 af 30. april 2018 om god skik for forsikringsdistributører

§ 27. I pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I skal den uafhængige forsikringsformidler i forbindelse med indhentelse af tilbud oplyse forsikringsdistributøren om størrelsen af det honorar, der er aftalt mellem kunden og den uafhængige forsikringsformidler. Den uafhængige forsikringsformidler skal samtidig oplyse forsikringsdistributøren om længden af den periode, hvori kunden og den uafhængige forsikringsformidler har aftalt, at honoraret skal indregnes i forsikringspræmien. Perioden må ikke overstige tre år. Forsikringsdistributøren skal indregne dette honorar i forsikringspræmien og betale honoraret til den uafhængige forsikringsformidler.

Lovbekendtgørelse nr. 1065 af 22. august 2013 (lov om forsikringsformidling)

§ 14 a. Når en forsikringsmæglervirksomhed indhenter tilbud på forsikringsaftaler for kunden hos et eller flere forsikringsselskaber, skal forsikringsmæglervirksomheden samtidig give de informationer til forsikringsselskabet, der er nødvendige for, at forsikringsselskabet kan fastsætte prisen på forsikringen. I pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I skal forsikringsmæglervirksomheden oplyse forsikringsselskabet om størrelsen af det honorar, der er aftalt mellem kunden og forsikringsmæglervirksomheden. Forsikringsmæglervirksomheden skal samtidig oplyse forsikringsselskabet om længden af den periode, hvori kunden og forsikringsmæglervirksomheden har aftalt, at honoraret skal indregnes i forsikringspræmien. Perioden må ikke overstige 3 år. Forsikringsselskabet skal indregne dette honorar i forsikringspræmien og betale honoraret til forsikringsmæglervirksomheden.

Stk. 2. En forsikringsmæglervirksomhed må ikke modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i tilknytning til det konkrete kundeforhold.

Bekendtgørelse nr. 1097 af 7. november 2006 (omkostningsbekendtgørelsen)

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på livsforsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og filialer af udenlandske selskaber, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed efter § 11 i lov om finansiel virksomhed. Disse virksomheder benævnes herefter livsforsikringsselskaber.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for livsforsikringsvirksomhed og virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7 og 8 i lov om finansiel virksomhed.

Etableringsomkostninger

§ 2. Ved etableringsomkostninger forstås:

1) Engangsomkostninger ved etablering af en forsikringsaftale, der betales til forsikringsmægler, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om forsikringsformidling. Engangsomkostninger svarer til størrelsen af det aftalte beløb i samarbejdsaftalen, som er indgået mellem forsikringsmæglervirksomheden og dens kunde.

2) Engangsomkostninger ved etablering af en forsikringsaftale, der betales til forsikringsagenter, jf. § 2, stk. 1, nr. 3 i lov om forsikringsformidling.

3) Engangsomkostninger ved etablering af en forsikringsaftale, som svarer til engangsomkostninger nævnt under 1) og 2), og uanset det direkte salgspersonales aflønningsform.

Løbende omkostninger

§ 3. Ved løbende omkostninger forstås:

1) Løbende omkostninger for ydelser under forsikringens løbetid, der betales til forsikringsmægler, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om forsikringsformidling. Løbende omkostninger svarer til størrelsen af de samlede omkostninger, der har været forbundet med at anvende forsikringsmæglervirksomheden, bortset fra etableringsomkostninger.

2) Løbende omkostninger for ydelser under forsikringens løbetid, der betales til forsikringsagenter, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om forsikringsformidling.

3) Løbende omkostninger for ydelser under forsikringens løbetid ved direkte salg af forsikringer som svarer til løbende omkostninger nævnt under 1) og 2), og uanset det direkte salgspersonales aflønningsform.

Betaling af omkostninger

§ 4. Etableringsomkostninger skal opkræves direkte hos den virksomhed eller den forsikringstager, der er årsag til omkostningerne. Etableringsomkostninger skal opkræves over en periode på maksimalt 3 år.

Stk. 2. Løbende omkostninger skal opkræves direkte hos den virksomhed eller den forsikringstager, der er årsag til omkostningerne. Løbende omkostninger skal opkræves i det år, livsforsikringsselskabet afholder disse.

Stk. 3. En forsikringsmæglervirksomhed må ikke modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i tilknytning til det konkrete kundeforhold.

Stk. 4. Hvis en forsikringstager tilbagekøber sin ordning eller aftalen med livsforsikringsselskabet opsiges, og dette ikke sker i henhold til reglerne i § 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed, og livsforsikringsselskabet ikke har opkrævet samtlige etableringsomkostninger, som forsikringstageren har været årsag til, skal det manglende beløb opkræves hos virksomheden eller forsikringstageren ved tilbagekøbet eller opsigelsen, medmindre det manglende beløb kan afholdes af ikke tilbagekøbte midler.

Stk. 5. Hvis en forsikringstager tilbagekøber sin ordning eller aftalen med livsforsikringsselskabet opsiges, og dette ikke sker i henhold til reglerne i § 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed, og livsforsikringsselskabet ikke har opkrævet samtlige løbende omkostninger, forsikringstageren har været årsag til i den forløbne del af året, skal det manglende beløb opkræves hos virksomheden eller forsikringstageren ved tilbagekøbet eller opsigelsen, med mindre det manglende beløb kan afholdes af ikke tilbagekøbte midler.

Den ansvarshavende aktuar

§ 5. For livsforsikringsvirksomhed skal opkrævningen af etableringsomkostninger og løbende omkostninger hos forsikringstageren anmeldes til Finanstilsynet som en del af det tekniske grundlag m.v., jf. § 20 i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2. Den ansvarshavende aktuar skal i den særskilte erklæring til anmeldelsen, jf. § 7 i bekendtgørelse om anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed, redegøre for, at etableringsomkostninger samt løbende omkostninger opkræves hos den enkelte virksomhed eller den enkelte forsikringstager i henhold til de ovenstående bestemmelser.

Forarbejder

Lov nr. 310 af 9. juni 1971, jf. lovforslag nr. 26 af 7. oktober 1970, bemærkningerne til pensionsbeskatningslovens § 29.

ad a) Pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring i pensionsøjemed og indeksordning.

Her er almindelig indkomstskat af udbetalingerne den normale beskatningsmåde, jfr. forslagets § 20. Dette gælder, hvor der i overensstemmelse med ordningens indhold sker udbetaling i form af løbende ydelser til arbejdstageren eller selvpensionisten selv, eventuelt til hans efterlevende ægtefælle eller mindreårige børn. Afgiftsreglerne finder herefter kun anvendelse på disse ordninger i tilfælde af andre udbetalinger end de nævnte, f. eks. ved løbende udbetalinger til andre personer end de nævnte, ved éngangsudbetaling i forbindelse med ophævelse eller udtrædelse af en ordning, samt i tilfælde af visse dispositioner, hvorved forudsætningen for ordningens opretholdelse som pensionsordning i skattemæssig henseende må anses for bristet, jfr. herom nærmere forslagets § 30.

Da afgiftspligt således kun indtræder, hvor en ordning ikke kommer til at tjene det pensionsformål, som er motiveringen for skattefrihed for indbetalingerne, kan afgiftsreglerne her ses som et middel til at modvirke en ikke tilsigtet udnyttelse af disse pensionsordninger til en skattebegunstiget opsamling af midler, der ikke er beregnet til at dække et reelt pensionsbehov. Dette taler for, at der i tilfælde af udbetaling i utide eller lignende skal svares en skat eller afgift af en sådan størrelse, at den kan modsvare de skattemæssige fordele, der er opnået af den pågældende gennem de tidligere indbetalinger til ordningen.

De heromhandlede kapitalværdier, éngangsudbetalinger og lignende kan ikke anses for egnede til beskatning efter de almindelige indkomstskatteregler. En almindelig indkomstbeskatning af et beløb, der kan hidrøre fra indbetalinger over en længere årrække, vil ofte ramme uforholdsmæssigt hårdt, navnlig hvor udbetalingen er foranlediget af en opstået trangssituation eller lignende. På den anden side ville der være mulighed for at unddrage sig beskatningen ved fraflytning til udlandet eller eventuelt ved hævning i et år med negativ indkomst. Man har derfor fundet det mest hensigtsmæssigt, at der ligesom efter de nugældende regler skal svares en nærmere fastsat afgift i disse tilfælde. Herved kan man også bevare fordelene ved det indarbejdede system, hvorefter afgiften berigtiges af vedkommende forsikringsselskab eller pengeinstitut m. v., der indeholder afgiftsbeløbet i de opsamlede midler.

Til § 29.

Stk. 1 indeholder bestemmelse om 35 pct. afgift af engangsudbetalinger og lignende fra de i §§ 2-9 og 15 omhandlede ordninger, jfr. herved de indledende bemærkninger til kapitel 3. Bestemmelsen vil ligesom for renteforsikringslovens § 6 a og b bl. a. omfatte godtgørelse til en fratrådt tjenestemand efter bestemmelserne i § 50, stk. 3, i lønnings- og pensionsloven af 1958, udtrædelsesgodtgørelse fra pensionskasse, beløb der udbetales som genkøbsværdi ved ophævelse af f. eks. en rateforsikring i pensionsøjemed og udbetaling ved ophævelse af indeksordning på forsikrings- eller opsparingsbasis. Den foreslåede undtagelse for indekskontrakter, som ophæves inden 2 år, svarer til renteforsikringslovens § 6 a, jfr. bemærkningerne til § 18, ad stk. 1, og til § 22. Om bonusudbetalinger kan henvises til forslagets §§ 46-47.

Efter reglerne i stk. 2 skal 35 pct. afgift endvidere svares, hvis retten til løbende udbetalinger fra visse ordninger tilfalder personer, der ikke skal svare indkomstskat af udbetalingerne i henhold til § 20. Denne regel vedrører tilfælde, hvor der efter de pågældende ordningers indhold er mulighed for at udbetale løbende ydelser til andre end arbejdstageren eller selvpensionisten selv, hans efterlevende ægtefælle eller hans livsarvinger under 24 år. Sådanne tilfælde kan forekomme for enkelte pensionskasseordninger samt for pensionsforsikring med garanterede udbetalinger, jfr. § 5, og for rateforsikring. Derimod har det ikke været nødvendigt at medtage indeksordninger her, idet det følger af forslagets § 15 sammenholdt med loven om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, at en indeksordning ophører ved interessentens død, således at afgiftspligt indtræder i medfør af forslagets § 30.

Hvis f. eks. retten til rateudbetalinger fra en rateforsikring i pensionsøjemed tilfalder en livsarving over 24 år ‐ eller eventuelt en fjernere beslægtet eller ubeslægtet arving ‐ skal der herefter, uanset om forsikringen ophæves eller ej, svares 35 pct. afgift af forsikringens værdi på tidspunktet for rettens erhvervelse. Det samme gælder, hvis en livsarving under udbetalingsperioden fylder 24 år, således at der her skal svares afgift af forsikringens værdi ved det fyldte 24. år. Har den pågældende kun ret til en del af forsikringsydelserne, er der efter reglerne i forslagets § 30, stk. 3, mulighed for at begrænse afgiftspligten i tilsvarende omfang.

Disse regler kan sammenholdes med § 37, hvorefter ordningen ophører som pensionsordning i skattemæssig henseende i det omfang afgiftspligt er indtrådt. Hvis talen er om en forsikring, hvorfra ratevis udbetaling sker, efter at afgiftsberigtigelse har fundet sted, vil forsikringen herefter være omfattet af forslagets § 50, stk. 4, og § 53, således at indkomstskat alene skal svares af den del af raterne, der efter disse bestemmelser skal anses som rentetilvækst efter afgiftspligtens indtræden.

L 52 (Fremsat 09-11-2005) Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsformidling.

L 52 - Svar på Spørgsmål 31

Spørgsmål 31:

Hvordan er ministerens holdning til HTS`s forslag, jf. ERU alm. del - bilag 15, om, at kunderne/medarbejderne i pensionsordninger fortsat skal sikres deres fradragsret for udgifterne ved brug af forsikringsmægler?

Svar:

Jeg er enig i, at den eksisterende fradragsret bør bevares. Derfor fremsætter jeg et ændringsforslag. I ændringsforslaget foreslås det, at ved tegning af liv- og pensionsforsikringer er det forsikringsselskabet, der betaler forsikringsmæglerens honorar. Honorarets størrelse aftales fortsat af kunden og forsikringsmægleren, men indregnes i den samlede præmie. Kunderne/medarbejderne har fradragsret/bortseelsesret for præmien. Mægleren får således den samme betaling uanset hvilket forsikringsselskab, kunden indgår aftale med. Mægleren kan således ikke beskyldes for at vælge det forsikringsselskab, der betaler den højeste provision. Dermed sikres en uvildighed i forhold til, hvilket forsikringsselskab der anbefales.

L 52 - bilag 21, Ændringsforslag, fra økonomi- og erhvervsministeren

Til nr. 1

Den foreslåede ændring sikrer, at der ikke sker en skattemæssig forskelsbehandling af mæglerbetjente kunder i forhold forsikringsselskabets direkte betjente kunder, når der tegnes pensionsforsikringer omfattet af pensionsbeskatningsloven. Efter pensionsbeskatningsloven er der skattefradragsret - eller bortseelsesret for så vidt angår arbejdsgiveradministrerede pensionsforsikringer for præmieindbetaling til forsikringsselskabet. For en mæglerbetjent kunde, der tegner en pensionsforsikring, indeholder præmien også forsikringsmæglerens provision. I modsætning hertil er det honorar, som en mæglerbetjent kunde efter forslaget skal betale for forsikringsmæglervirksomhedens bistand ved tegning af en pensionsforsikring, ikke fradragsberettiget efter pensionsbeskatningsloven. Fradragsretten efter pensionsbeskatningsloven er betinget af, at forsikringsmæglervirksomhedens honorar indgår som en del af forsikringspræmien. Derfor foreslås det i 2. pkt., at forsikringsmæglervirksomheden skal oplyse forsikringsselskabet om størrelsen af det mellem kunde og forsikringsmæglervirksomhed aftalte honorar.

Denne oplysning er efter forslaget en nødvendig oplysning for forsikringsselskabet, når kundens forsikringspræmie skal beregnes. Ved "honorar" forstås både det honorar, der er aftalt mellem forsikringsmæglervirksomheden og kunden i forbindelse med etablering af en forsikringsordning eller en rammeaftale og for de eventuelle øvrige ydelser i det første år af forsikringens løbetid, og det honorar kunden og forsikringsmæglervirksomheden aftaler, der skal betales for forsikringsmæglervirksomhedens ydelser de efterfølgende år. Det foreslås ligeledes i 3. pkt., at forsikringsselskabet herefter skal medtage dette beløb som en del af de omkostninger, der indgår i beregningerne af forsikringspræmien. Forsikringsmæglervirksomhedens honorar afregnes efter gældende praksis af forsikringsselskabet. Herved sikres det, at de mæglerbetjente kunder ikke stilles ringere i skattemæssig henseende i forhold til forsikringsselskabets direkte betjente kunder. De mæglerbetjente kunder stilles skattemæssigt, som de gør i dag. Forsikringsselskabets pligt til at indregne det aftalte honorar i forsikringspræmien og til at betale honoraret til forsikringsmæglervirksomheden gælder efter forslaget kun, når kunden tegner en pensionsforsikring omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit 1, det vil sige forsikringer med fradragsret eller bortseelsesret for præmien. (…)

Praksis

SKM2015.317.LSR. Landsskatteretten fandt, at klagerens udgifter til rådgiver i forbindelse med salg af aktierne i G1 A/S ikke kunne hæves på pensionsdepotkontoen i F1-Bank uden afgiftsmæssige konsekvenser for klageren, jf. pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, modsætningsvist.

Skattedepartementets afgørelse af 10. december 1991, TfS 1992, 42, er truffet på baggrund af de dagældende regler, hvor det ikke var muligt at anvende pensionsmidler til køb af unoterede aktier. Dette blev først muligt ved lov nr. 423 af 6. juni 2005.

Afgørelsen indeholder ikke en generel adgang til at anvende midler fra en kontant pensionskonto til gebyr for rådgivning vedrørende køb og salg af værdipapirer. Dette følger af Skatteministeriets redegørelse af 20. september 1999, TfS 1999, 862, hvor Skatteministeriet vil gennemføre en praksisændring, således at gebyrer for rådgivning og porteføljepleje ydet af et fondsmæglerselskab med hensyn til en præcis angiven pensionskonto i et pengeinstitut fremover ville kunne hæves på kontoen uden at dette skulle betragtes som afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen, i lighed med gældende praksis for gebyrer for rådgivning og porteføljepleje ydet af banker.

Den foreliggende praksis omfatter således ikke de i sagen omhandlede udgifter til rådgiver. Udgifterne til rådgiver ved salg af unoterede aktier er endvidere væsentlig større end de gebyrer for rådgivning og porteføljepleje, som banker og fondsmæglerselskaber opkræver og er således ikke umiddelbar sammenlignelige.

SKM2018.110.SR Skatterådet bekræftede, at pensions- og livsforsikringsudbyderes træk af honorar fra en pensionskundes pensionsdepot omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1 på vegne af en af de spørgende pensionsmæglere kunne gennemføres, uden at der udløses afgift i medfør af pensionsbeskatningslovens § 29, idet disse honorarer i henhold til forsikringsformidlingsloven og omkostningsbekendtgørelsen, skulle betragtes som en fast integreret del af "omkostningspræmien", og derfor var omfattet af den gældende praksis for undtagelser for afgift efter pensionsbeskatningslovens § 29.

SKM2016.156.SR Skatterådet bekræfter, at et engelsk selskab, der tilbyder og har tilladelse til at foretage investeringsrådgivning og porteføljepleje med køb og salg af værdipapirer på kundens vegne, må sidestilles med et dansk fondsmæglerselskab.
Midler, der tages fra kundens pensionskonti til betaling af gebyr til det engelske selskab for porteføljepleje vedrørende investering af pensionsmidler i et konkret depot i et pengeinstitut anses herefter ikke for en hævning i utide, som er afgiftspligtig efter PBL § 29.

SKM2015.743.SR.Udbetaling fra en pensionskonto med tilknyttet individuelt depot som betaling for rådgivning, et rådgivningsfirma, investeringsrådgivere omfattet af lov om finansiel virksomhed § 343 a-n, eller lignende har ydet pensionsopspareren, anses for en udbetaling, der udløser afgift.

TfS 1992, 42 Skattedepartementets afgørelse af 10. december 1991, j.nr. 591- 450-1151

Kapitalpension - Porteføljepleje - Gebyr

En bank spurgte, hvorvidt gebyr i henhold til en porteføljeplejeaftale ved individuel kapitalpension kan debiteres en kontant kapitalpensionskonto uden afgiftsmæssige konsekvenser for kontohaver.

Departementet svarede følgende:

Efter pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 1, nr. 3 og § 12, stk. 1, nr. 1, kan skatteministeren fastsætte bestemmelser om anbringelse af midler indbetalt på rateopsparing i pensionsøjemed og opsparing i pensionsøjemed i pengeinstitutter. De gældende anbringelsesregler fremgår af Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 732 af 17.10.1986 om beskatningen af pensionsordninger mv., kapitel 3.

Efter praksis anses betaling af handelsomkostninger (kurtage) ved handel med de værdipapirer, der ligger i individuelt depot, ikke for at være en skatte- og afgiftspligtig udbetaling fra ordningen efter pensionsbeskatningsloven. For pensionsopsparingskonti tilknyttet puljeindlån anses hverken betaling af handelsomkostninger eller løbende administrationsgebyr med midler fra puljen for at være en skatte- og afgiftspligtig udbetaling efter pensionsbeskatningsloven. På tilsvarende vis finder Departementet heller ikke, at anvendelse af midler fra kontantkontoen i forbindelse med individuel rådgivning vedrørende køb og salg af værdipapirer i individuelt depot skal anses for at være en skatte- og afgiftspligtig udbetaling. Beløbet kan derfor efter Departementets opfattelse debiteres kontoen uden skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser efter pensionsbeskatningsloven.

Det bemærkes, at der fortsat ikke kan foretages noget fradrag for administrationsomkostninger ved opgørelse af grundlaget for realrenteafgiften.

TfS 1999, 862 Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 27 af 20. september 1999

Porteføljepleje - skattebegunstiget pensionsopsparing - fondsmæglerselskab kontra pengeinstitut

Torben Møller Poulsen, der er direktør i fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S, gør opmærksom på, at gebyr for porteføljepleje vedrørende skattebegunstiget pensionsopsparing i pengeinstitutter anses for en afgiftspligtig udbetaling fra pensionskontoen, når porteføljeplejen udøves af et fondsmæglerselskab. Når tilsvarende porteføljepleje udøves af pengeinstituttet, kan gebyret derimod hæves fra pensionskontoen, uden at dette anses for en afgiftspligtig udbetaling. Torben Møller Poulsen finder denne forskel i den skattemæssige behandling af porteføljeplejegebyrer urimelig og henviser til, at fondsmæglerselskaberne fra 1997 har været undergivet Finanstilsynets godkendelse og tilsyn samt etableringskrav m.v., der i vid udstrækning svarer til de krav, der stilles til pengeinstitutter.

Hertil bemærkes, at beskrivelsen af den gældende skattemæssige praksis er korrekt. Baggrunden for den hidtidige praksis har været følgende:

For det første er det pensionsbeskatningslovens udgangspunkt, at beløb, der hæves af en pensionskonto i et pengeinstitut (rateopsparing eller opsparing i pensionsøjemed) før det aftalte udbetalingstidspunkt, belægges med en afgift på 60 pct. Der er ikke i lovteksten gjort undtagelse for porteføljeplejegebyrer eller lign.

For det andet har Folketinget med virkning fra indkomståret 1990 ophævet fradragsretten for privates udgifter til formueforvaltning i almindelighed. Denne lovændring omfatter dog ikke formueforvaltning af pensionsopsparing.

For det tredje kan skattebegunstiget pensionsopsparing i pengeinstitutter anbringes på tre forskellige måder: som kontantindlån (hvor der ikke er udgifter til porteføljepleje), i individuelt værdipapirdepot og i en puljeordning. I puljeordninger opkræver pengeinstituttet et løbende administrationsgebyr, som belastes puljen, før midlerne i puljen fordeles mellem deltagerne. Herved opnås indirekte fradragsret for porteføljepleje af puljemidlerne.

På baggrund heraf traf Skatteministeriet i 1991 den afgørelse, der er refereret i henvendelsen. Afgørelsen tillader, at gebyr for den porteføljepleje, som pengeinstituttet udøver vedrørende en pensionsordning anbragt i individuelt værdipapirdepot, kan hæves af pensionskontoen, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig hævning. Herved ligestilles pengeinstitutkunder, der har valgt individuelt depot, med pengeinstitutkunder, der har valgt en puljeordning.

Med hensyn til gebyrer for porteføljepleje ydet af andre end pengeinstituttet har Skatteministeriet hidtil fastholdt, at hvis gebyret hæves af pensionskontoen, betragtes dette som en afgiftspligtig hævning fra kontoen, dvs. at der skal betales 60 pct. i afgift. Herved friholdes pengeinstitutter og skattemyndigheder fra at skulle vurdere, hvorvidt de udgiftsbilag, som en pengeinstitutkunde måtte præsentere dem for, virkelig vedrører pensionskontoen, eller der er tale om anden finansiel rådgivning af kunden, herunder eventuelt et forsøg på at omgå den manglende fradragsret for anden formueforvaltning.

Efter at fondsmæglerselskaberne er blevet omfattet af lov om fondsmæglerselskaber, har Skatteministeriet overvejet, om dette giver basis for at ændre den hidtidige praksis med hensyn til fondsmæglerselskaber.

Resultatet af disse overvejelser er, at der nu vil blive gennemført en praksisændring, således at gebyrer for rådgivning og porteføljepleje ydet af et fondsmæglerselskab med hensyn til en præcist angivet pensionskonto i et pengeinstitut fremover vil kunne debiteres kontoen, uden at dette skal betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen.

Baggrunden for dette resultat er de oplysninger, der nu foreligger for Skatteministeriet, om karakteren af fondsmæglerselskabernes rådgivning og om indholdet af porteføljeplejeaftaler mellem et fondsmæglerselskab og en kunde, der har en pensionskonto i et pengeinstitut, der er anbragt i individuelt depot. Det er tillagt afgørende betydning, at det i sådanne aftaler er angivet, at der er tale om en nærmere angiven pensionskonto. Det er Skatteministeriets opfattelse, at den rådgivning, der ydes af fondsmæglerselskabet, hermed er således afgrænset over for finansiel rådgivning i øvrigt, at det er rimeligt at pålægge pengeinstitutter og skattemyndigheder at vurdere, hvorvidt ydelser fra et fondsmæglerselskab er knyttet til den enkelte pensionskonto eller ej.

Jeg har bedt Skatteministeriet undersøge, hvilke tiltag der er nødvendige til den praktiske gennemførelse af en sådan praksisændring.

Jeg kan derfor ikke sige endnu, hvornår praksisændringen vil kunne træde i kraft.

Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.A.10.2.1.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide

Betaling af omkostningspræmier

Præmien til en fradragsberettiget livsforsikring består typisk i

• en risikopræmie, der er udtryk for, hvad selskabet forventer at skulle bruge til betaling af dødsfaldsydelser, erstatninger ved tab af arbejdsevne og præmiefritagelse
• en sparepræmie, der hensættes til udbetaling på pensioneringstidspunktet
• en omkostningspræmie.

Omkostningspræmien kan deles i omkostninger, der er forbundet med en forsikringstegning (etableringsomkostninger) og omkostninger forbundet med at administrere forsikringsbestanden (løbende omkostninger). Ved sidstnævnte tænkes på arbejdet med opkrævning af præmie, udsendelse af information, eventuelle tilbud på ændringer i forsikringer og andet. Omkostningspræmien er som en del af den samlede præmie fradragsberettiget, og afholdelsen af den betragtes ikke som en skatte- eller afgiftspligtig hævning fra pensionsordningen.

Gebyrer for rådgivning og porteføljepleje vedrørende en præcist angivet pensionsopsparing i et forsikringsselskab (et såkaldt unit-link produkt) ydet af et fondsmæglerselskab kan debiteres pensionsopsparerens pensionskonto, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen.

Udgifter til rådgivere, herunder advokat og konsulent, i forbindelse med salg af unoterede aktier i en pensionskasse, kunne ikke hæves på pensionsdepotkassen i I, uden at dette betragtes som uretmæssig hævning med 60 pct. afgift til følge, jf. SKM2015.317.LSR.

Pensions- og livsforsikringsudbyders træk af honorarer fra en pensionskundes pensionsdepot omfattet af kapitel 1 i PBL på vegne af en pensionsmægler kan gennemføres, uden at der udløses afgift i medfør af PBL § 29, idet disse honorarer i henhold til forsikringsformidlingsloven og omkostningsbekendtgørelsen, skal betragtes som en fast og integreret del af "omkostningspræmien", og derfor er omfattet af den gældende praksis for undtagelser for afgift efter PBL § 29. Se SKM2018.110.SR.

Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.A.10.2.2.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide.

Betalingen af en omkostningspræmie betragtes ikke som en skatte- eller afgiftspligtig hævning fra pensionsordningen. Se afsnit C.A.10.2.1.4.4 om den skattemæssige behandling af afholdelsen af omkostningspræmier.

For så vidt angår rateopsparing i pensionsøjemed anses betaling af handelsomkostninger (kurtage) ved handel med de værdipapirer, der ligger i individuelt depot, ikke for at være en skatte- og afgiftspligtig udbetaling fra ordningen.

Se også

Afsnit C.B.2.1.5.1 om, hvilke omkostninger, der efter praksis anses for handelsomkostninger.

For pensionsopsparingskonti tilknyttet puljeindlån anses hverken betaling af handelsomkostninger eller løbende administrationsgebyr med midler fra puljen for at være en skatte- og afgiftspligtig udbetaling.

På tilsvarende måde anses anvendelse af midler fra kontantkontoen i forbindelse med pengeinstituttets rådgivning vedrørende køb og salg af værdipapirer i individuelt depot heller ikke for at være en skatte- og afgiftspligtig udbetaling. Se ToldSkat Nyt 1992.2.51.

Opkrævning af gebyr ved overførsler af ratepensionskonti, der efter pensionsbeskatningsloven kan ske skatte- og afgiftsfrit, betragtes ikke som en hævning, der udløser beskatning efter pensionsbeskatningsloven. Er der til den overførte konto knyttet et depot, og har kunden investeret i udenlandske værdipapirer, der opbevares hos en udenlandsk samarbejdspartner, så vil overførslen ofte medføre, at de udenlandske værdipapirer skal overføres til det modtagende pensionsinstituts samarbejdspartner i udlandet mod et vederlag.

Hvis det afgivende pensionsinstitut kan godkende den fremsendte faktura, kan ejeren af pensionsordningen forlange fakturabeløbet betalt af de indestående kontante midler på opsparingskontoen i det modtagende pensionsinstitut uden afgiftsmæssige konsekvenser.

Udbetaling fra en pensionskonto med tilknyttet individuelt depot som betaling for rådgivning, et rådgivningsfirma, investeringsrådgivere omfattet af lov om finansiel virksomhed § 343 a-n , eller lignende har ydet pensionsopspareren, anses for en udbetaling, der udløser afgift. Se også SKM2015.743.SR.

Udgifter til rådgivere, herunder advokat og konsulent, i forbindelse med salg af unoterede aktier i en pensionskasse, kunne ikke hæves på pensionsdepotkassen i I, uden at dette betragtes som uretmæssig hævning med 60 pct. afgift til følge, jf. SKM2015.317.LSR.

I SKM2018.110.SR bekræftede Skatterådet, at pensions- og livsforsikringsudbyders træk af honorarer fra en pensionskundes pensionsdepot omfattet af kapitel 1 i PBL på vegne af en pensionsmægler kan gennemføres, uden at der udløses afgift i medfør af PBL § 29, idet disse honorarer i henhold til forsikringsformidlingsloven og omkostningsbekendtgørelsen, skal betragtes som en fast og integreret del af "omkostningspræmien", og derfor er omfattet af den gældende praksis for undtagelser for afgift efter PBL § 29.

Siden den 1. januar 2000 har gebyrer for rådgivning og porteføljepleje vedrørende en præcist angivet pensionskonto i et pengeinstitut ydet af et fondsmæglerselskab kunnet debiteres kontohaverens konto, uden at dette skal betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen, jf. TfS 1999, 862 DEP.

Der er ved praksisændringen lagt afgørende vægt på karakteren af fondsmæglerselskabernes rådgivning og på indholdet af porteføljeaftalerne mellem et fondsmæglerselskab og en kunde herunder, at der er tale om en nærmere angiven pensionskonto.

Det er en forudsætning, at der er

• en porteføljemanagementaftale mellem kunden og fondsmæglerselskabet, hvori sidstnævnte påtager sig at forvalte midlerne på en nærmere angiven konto med tilhørende depot på en nærmere angiven måde
• en klar aftale om, hvilke rådgivningshonorarer, gebyrer mv. fondsmæglerselskabet er berettiget til
• en handelsfuldmagt, hvor kunden giver fondsmæglerselskabet fuldmagt til at foretage nogle nærmere angivne handler mv., samt at pensionsinstituttet modtager kopi af denne fuldmagt.

På tilsvarende måde kan gebyrer for rådgivning og porteføljepleje vedrørende en præcist angivet pensionsopsparing i et forsikringsselskab (et såkaldt unit-link produkt) ydet af et fondsmæglerselskab debiteres pensionsopsparerens pensionskonto, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen.

SKM2016.156.SR Skatterådet bekræfter, at et engelsk selskab, der tilbyder og har tilladelse til at foretage investeringsrådgivning og porteføljepleje med køb og salg af værdipapirer på kundens vegne, må sidestilles med et dansk fondsmæglerselskab.
Midler, der tages fra kundens pensionskonti til betaling af gebyr til det engelske selskab for porteføljepleje vedrørende investering af pensionsmidler i et konkret depot i et pengeinstitut anses herefter ikke for en hævning i utide, som er afgiftspligtig efter PBL § 29.

Investeringsforvaltningsselskaber, der er godkendt af Finanstilsynet til at udøve virksomhed som beskrevet i § 10 i lov om finansiel virksomhed sidestilles fra og med 2013 i denne sammenhæng med fondsmæglerselskaber. Der er således fra og med 2013 under samme vilkår og forudsætninger som ovenfor nævnt under fondsmæglerselskaber muligt at debitere kontohaverens konto med gebyrer for rådgivning og porteføljepleje betalt til et investeringsforvaltningsselskab som nævnt i § 10 i lov om finansiel virksomhed, uden at dette skal betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen.