Dokumentets metadata

Skattefri befordringsgodtgørelse

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til at få ændret sin skatteansættelse for indkomstårene 2014 og 2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Sagen handlede i den forbindelse nærmere om, hvorvidt sagsøgeren opfyldte betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B.

Retten fremhævede, at der skulle foretages en konkret vurdering af, om udbetalingerne, og dermed de kørte kilometer, kunne kontrolleres, og om arbejdsgiveren havde ført den fornødne kontrol herme inden udbetalingen.

Retten fandt det efter forklaringen fra sagsøgerens arbejdsgiver ubetænkeligt at lægge til grund, at arbejdsgiveren var bekendt med sagsøgerens relevante personlige oplysninger med gennemgangen af kørselsregnskaberne, uanset den manglende angivelse af sagsøgerens CPR-nr. og bopælsadresse.

Retten fandt, at det ved sagsøgerens arbejdsgivers forklaring var bevist, at de forkortelser, der var anvendt vedrørende kørslens mål og delmål var tilstrækkelige til, at der kunne føres kontrol med kørselsregnskaberne, og at der faktisk var ført kontrol, herunder af kørslens erhvervsmæssige formål og antallet af kørte kilometer.

Sagsøgeren havde på baggrund heraf bevist, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt i de omtvistede indkomstår, og sagsøgerens principale påstand blev herefter taget til følge.

Parter

A

(v./ advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v./ advokat Mattias Chor)

Denne afgørelse er truffet af retsassessor

Rasmus Foged.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 4. maj 2020. Sagen vedrører hvorvidt sagsøgeren, der er lønmodtager, opfyldte betingelserne for at modtage skattefri kørselsgodtgørelse og dermed har ret til genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 og 2015 i henhold til reglerne om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende principale påstand:

Skatteministeriet skal anerkende, at As skatteansættelser for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 74.600 og for indkomståret 2015 nedsættes med kr. 79.681.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende subsidiære påstand:

Skatteministeriet skal anerkende, at As skatteansættelser for indkomstårene 2014 og 2015 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A og KC, direktør i G1 A/S.

Parternes synspunkter

A har gjort gældende, at han opfylder betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 B, idet de månedlige kørselsregnskaber, han har indleveret til sin arbejdsgiver, har været tilstrækkelige til, at arbejdsgiveren har kunnet foretage kontrol af antallet af kørte kilometer, jf. skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1, og idet arbejdsgiveren faktisk har foretaget tilstrækkelig kontrol af antallet af kørte kilometer. A har i den forbindelse anført, at det fremgår af praksis fra Landsskatteretten, at der for skatteydere, der ikke er interesseforbundne med arbejdsgiveren, godt kan foreligge skattefrihed for udbetalt befordringsgodtgørelse, uanset kørselsregnskaberne ikke er udarbejdet i fuld overensstemmelse med § 2, stk. 2. Herefter er A berettiget til genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 og 2015 i henhold til reglerne om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, idet A har fremlagt nye oplysninger af faktisk og retlig karakter, der kan begrunde ændringerne.

A har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at han er berettiget til genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 og 2015 i henhold til reglerne om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, idet A har fremlagt nye oplysninger af faktisk og retlig karakter, der har sandsynliggjort, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for de omhandlede indkomstår er opfyldt, hvorved der er grundlag for genoptagelse af skatteansættelserne.

Skatteministeriet Departementet har i første række gjort gældende, at A ikke er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse i 2014 og 2015, idet de månedlige kørselsregnskaber, han har indleveret til sin arbejdsgiver, ikke har været tilstrækkelige til, at arbejdsgiveren har kunnet foretage kontrol af antallet af kørte kilometer, jf. skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1, idet de ikke opfylder kravene i § 2, stk. 2. Skatteministeriet Departementet har i den forbindelse anført, at Vestre Landsrets dom af 11. november 2010, TfS 2011, 153, og Østre Landsrets dom af 19. december 2014, TfS 2015, 309, skal tillægges større vægt end afgørelser fra Landsskatteretten, hvor skattefrihed ikke er blevet nægtet på trods af, at kørselsregnskaberne ikke opfylder kravene i § 2, stk. 2.

Skatteministeriet Departementet har i anden række gjort gældende, at A ikke er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse i 2014 og 2015, idet A ikke har bevist, at hans arbejdsgiver har foretaget tilstrækkelig kontrol af antallet af kørte kilometer.

Parterne har herudover i det væsentligste procederet i overensstemmelse med indholdet af deres påstandsdokumenter.

Rettens begrundelse og resultat

Parterne er enige om, at A har krav på genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2014 og 2015 i henhold til reglerne om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, såfremt A har ret til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i de pågældende år.

Det er ubestridt, at vurderingen af om A har bevist, at udbetalingerne, og dermed de kørte kilometer, kan kontrolleres, skal ske på baggrund af de oprindeligt indleverede kørselsregnskaber. Det er endvidere ubestridt, at kørslerne faktisk har haft det fornødne erhvervsmæssige formål til at kunne begrunde udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, såfremt As arbejdsgiver på baggrund af de månedlige kørselsregnskaber har været i stand til at foretage fornøden kontrol og faktisk har foretaget denne.

Vestre Landsrets dom af 11. november 2010, TfS 2011, 153, og Østre Landsrets dom af 19. december 2014, TfS 2015, 309, omhandler begge skatteydere, der har en bestemmende indflydelse som hovedanpartshaver eller ene anpartshaver i det selskab, der som arbejdsgiver for skatteyderen selv har udbetalt befordringsgodtgørelsen. Det fremgår af dommene, at der som følge af interessefællesskabet i disse sager stilles skærpede krav til dokumentationen for, at betingelserne for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt.

Idet A ikke er medejer af G1s A/S eller på anden måde har sammenfaldende interesser med G1s A/S, er der herefter ikke grundlag for at stille tilsvarende skærpede krav. I overensstemmelse med Landsskatterettens praksis, der således ikke er i modstrid med de pågældende landsretsdomme, skal der herefter ske en konkret vurdering af, om udbetalingerne, og dermed de kørte kilometer, kan kontrolleres, og om arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol inden udbetalingen.

Henset til KCs forklaring om, at virksomheden i alt havde ca. 4 sælgere på tidspunktet, og om at han havde daglig kontakt med A er det ubetænkeligt at lægge til grund, at As arbejdsgiver var fuldt ud bekendt med As relevante personlige oplysninger ved gennemgangen af kørselsregnskabernes, uanset den manglende angivelse af As cpr.nr. og bopælsadresse.

A har ved KCs forklaring bevist, at de forkortelser, han har anvendt til angivelse af kørslernes mål og delmål har været tilstrækkelige til, at KC har kunnet kontrollere kørselsregnskaberne, samt at KC faktisk har foretaget kontrol af kørselsregnskaberne, herunder af kørslernes erhvervsmæssige formål og af antallet af kørte kilometer.

A har herefter bevist, at han opfylder betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse i de omtvistede skatteår, og retten tager derfor As principale påstand til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr. og af retsafgift med 2.180 kr., i alt 37.180 kr. A er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet skal anerkende, at As skatteansættelser for indkomståret 2014 nedsættes med kr. 74.600 og for indkomståret 2015 nedsættes med kr. 79.681.

Skatteministeriet Departementet skal til A betale sagsomkostninger med 37.180 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.