Dokumentets metadata

Dokumentets dato:22-06-2021
Offentliggjort:05-07-2021
SKM-nr:SKM2021.354.SR
Journalnr.:21-0237923
Referencer.:Elafgiftsloven
Dokumenttype:Bindende svar

Elafgift - Godtgørelse af elektricitet - Ladestandere til elbiler

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kriteriet om, at ladestanderen skulle drives for elbilvirksomhedens regning og risiko i særordningen for elbiler (elafgiftsgodtgørelse) var opfyldt, når kunden, udover den faste abonnementsbetaling, afholdte særskilte udgifter til en ny ladestander, såfremt ladestanderen på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungerede.

Skatterådet kunne bekræfte, at kriteriet regning og risiko var opfyldt for forretningsmodeller, hvor kunden ikke havde udgifter eller ansvar udover, at kunden skulle betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen.

Endvidere var det uden betydning for ladestandernes drift, om elbilvirksomheden havde risikoen for udsving i elpriserne.

Spørgsmål

  1. Det ønskes bekræftet, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for spørgers opladning af registrerede elektriske biler jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, er opfyldt for spørger, med henvisning til "Basis serviceaftale".
  2. Det ønskes bekræftet, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, er opfyldt for spørger med henvisning til "Medium serviceaftale".
  3. Det ønskes bekræftet, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, er opfyldt for spørger med henvisning til "Udvidet service- og driftsaftale".
  4. Såfremt spørgsmål 3 ikke besvares bekræftende, kan det da bekræftes, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, da er opfyldt, såfremt spørger i "Udvidet service- og driftsaftale" påtager sig ansvaret for at nedtage og opsætte den nye/brugte ladeboks, for spørgers regning, hvis almindelig ælde og slitage medfører, at ladeboksen skal udskiftes også uden for den normale garantiperiode.
  5. Det ønskes bekræftet, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, er opfyldt for spørger for "Fuld service- og driftsaftale".
  6. Såfremt spørgsmål 5 ikke besvares bekræftende, kan det da bekræftes, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, da er opfyldt, såfremt spørger i 'Fuld service- og driftsaftale' påtager sig ansvaret for at nedtage og opsætte den nye/brugte ladeboks, for spørgers regning, hvis almindelig ælde og slitage medføre at ladeboksen skal udskiftes også uden for den normale garantiperiode.

Svar

  1. Nej
  2. Nej
  3. Nej
  4. Ja, se dog begrundelse
  5. Nej
  6. Ja, se dog begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et selskab der beskæftiger sig med drift af ladeinfrastruktur og levering af opladningsydelser til opladelige elektrificerede køretøjer.

Spørger har stor fokus på at tilbyde kunder at få adgang til spørgers leverance i privat regi, enten på bopæl eller arbejdsplads, ved at der opsættes ladeinfrastruktur, hvorigennem spørgers ydelse kan leveres.

Spørger påtænker at tilbyde nye relaterede produkter til de potentielle kunder, der enten allerede selv ejer en ladeboks, eller som ønsker at købe og eje en ladeboks. Her påtænker spørger at tilbyde forskellige serviceaftaler, der leveres til faste månedlige priser.

I alle nedenstående henseender, er det således ikke spørger der har ejerskabet over ladeboksene, og således ej heller spørger der løber en risiko på værditabet på ladeboksene, ved et eventuelt senere salg af ladeboksene.

Spørgers kunder kan være privatpersoner, boligforeninger, almene virksomheder mv., der allerede har købt og installeret en ladeboks, eller der køber ladeboksen og installationen foretages af spørger.

Spørger ønsker med denne anmodning om bindende svar at få afdækket, for hvilke aftaler det er spørger der er berettiget til godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21.

Spørger påtænker at tilbyde følgende forskellige aftaler, der frit kan vælges af kunderne, hvor det også er muligt at ændre, opgradere/nedgradere sin aftale:

Basis serviceaftale

Medium serviceaftale

Udvidet service- og driftsaftale

Fuld service- og driftsaftale

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger har ikke tilkendegivet sin opfattelse i nogen af spørgsmålene.

Spørger har ikke nogen interesse i, hvad svarene på spørgsmålene i denne anmodning bliver, men det er vigtigt for spørger, at der tages specifik stilling til, om betingelserne er opfyldt eller ikke.

Spørger er opmærksom på de andre bindende svar på området, herunder SKM2020.12.SR og SKM2021.121.SR, men mener ikke at disse kan anvendes på spørgers forhold, eftersom dispositionerne ikke er helt sammenlignelige, samt at sidstnævnte bindende svar har som forudsætning, at betingelserne i lov nr. 1353 af 21. december 2021, § 21, er opfyldt.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for spørgers opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, er opfyldt for spørger, med henvisning til "Basis serviceaftale".

Begrundelse

Anmodningen handler om særordningen for elbiler, hvor spørger (elbilvirksomheden) ønsker at få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt i ladestandere i forbindelse med opladning af elbilers batterier. Spørger påtænker at indgå en "Basis serviceaftale" med sine kunder, hvor kunden skal betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen, samt bl.a. betale for at erhverve en ny ladeboks, såfremt kundens ladeboks på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungerer.

Det fremgår af § 21, stk. 1, i lov nr. 1353 af 21. december 2012, at virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladestandere som drives for virksomhedens regning og risiko, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier.

Det fremgår endvidere af lovforarbejderne til lov nr. 1353 af 21. december 2012, at der stilles krav om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko og virksomheden skal være involveret i driften heraf.

Denne særordning for elbiler er indført for at udbrede og præcisere reglerne på området, med det formål, elbilvirksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde.

Begrebet "regning og risiko" er ikke nærmere beskrevet i lovforarbejderne til særordningen. I SKM2005.394.HR vedrørende vejbelysning og bl.a. elafgift udtalte Højesteret, at regning og risiko ligger hos den, som har driften og vedligeholdelsen af et aktiv.

Af SKM2020.12.SR fremgår det vedrørende særordningen, at det er afgørende, at ladestanderen bliver drevet for elbilvirksomhedens regning og risiko, og at elbilvirksomheden opfylder kravet om at være involveret i driften af ladestanderen. I sagen, hvor elbilvirksomheden ejede ladestanderne, blev det bl.a. oplyst, at elbilvirksomheden var kontraktmæssig ansvarlig for driften af ladeboksen, hvilket bl.a. indebar udgifter til udbedring af fejl, skader og mangler. Elbilvirksomheden havde fuld juridiske råderet over ladeboksen, og kunne foretage IT-mæssige opdateringer og andre egne dispositioner i forbindelse med driften af ladeboksen, som blev drevet for elbilvirksomhedens egen regning, idet kunden alene betalte et fast abonnement. Elbilvirksomheden havde også risikoen for ladeboksens hændelige undergang, og var forpligtet til at opstille en ny ladeboks, hvis denne gik under som følge af brand, tyveri, hærværk mv.

Af SKM2021.121.SR fremgår det, at elbilvirksomheden kan omfattes af særordningen, når ladeboksene drives for elbilvirksomhedens regning og risiko, og elbilvirksomheden er involveret i driften af disse ladebokse, hvilket var tilfældet, fordi elbilvirksomheden både driftede og vedligeholdt ladeboksene, og havde ansvaret for, at ladeboksene var vedligeholdt og løbende er fuldt funktionsdygtige, og havde risikoen for ladeboksenes undergang. Ladeboksene ejes af spørgers kunde eller ejes af spørger og udlejes af spørger til kunden afhængigt af aftalen.

I nærværende sag er det oplyst, ifølge "Basis serviceaftale", at

Det fremgår således af aftalen, at kunden, udover at betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen, har udgifter til at erhverve en ny ladestander/boks, såfremt denne på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungerer.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at elbilvirksomheden ifølge en sådan serviceaftale ikke opfylder kriteriet om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko. Spørger har ikke den fulde økonomisk risiko og det fulde driftsmæssige ansvar for ladestandernes funktionalitet. Dette skyldes, at kunden, udover den faste abonnementsbetaling, afholder særskilte udgifter til en ny ladestander, såfremt den eksisterende på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungere.

Derfor kan der ikke ydes godtgørelse af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler, jf. særordningens § 21, stk. 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, er opfyldt for spørger med henvisning til "Medium serviceaftale".

Begrundelse

Anmodningen i dette spørgsmål handler også om, hvorvidt spørger kan blive omfattet at særordningen for elbiler, hvor spørger påtænker at indgå en "Medium serviceaftale" med sine kunder. Der er flere forskelle i forhold til aftalen ifølge det tidligere spørgsmål, men udover at kunden skal betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen, skal kunden stadig betale for at erhverve en ny ladeboks, såfremt kundens ladeboks på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungerer.

Der henvises til gennemgangen af regler og praksis relevant for særordningen om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

I nærværende sag er det oplyst, ifølge " Medium serviceaftale", at

Det fremgår således af aftalen, at kunden, udover at betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen, har udgifter til at erhverve en ny ladestander/-boks, såfremt denne på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungerer.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at elbilvirksomheden ifølge en sådan serviceaftale ikke opfylder kriteriet om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko. Spørger har ikke den fulde økonomisk risiko og det fulde driftsmæssige ansvar for ladestandernes funktionalitet. Dette skyldes, at kunden, udover den faste abonnementsbetaling, afholder særskilte udgifter til en ny ladestander, såfremt den eksisterende på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungere.

Derfor kan der ikke ydes godtgørelse af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler, jf. særordningens § 21, stk. 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, er opfyldt for spørger med henvisning til "Udvidet service- og driftsaftale".

Begrundelse

Anmodningen i dette spørgsmål handler også om, hvorvidt spørger kan blive omfattet at særordningen for elbiler, hvor spørger påtænker at indgå en " Udvidet service- og driftsaftale" med sine kunder. Der er flere forskelle i forhold til aftalen ifølge det tidligere spørgsmål, men udover at kunden skal betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen, har kunden ansvaret og regningen for at nedtage og opsætte en ladeboks, såfremt almindelig ælde og slitage medfører, at kundens ladeboks ikke længere fungere.

Der henvises til gennemgangen af regler og praksis relevant for særordningen om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

I nærværende sag er det oplyst, ifølge "Udvidet service- og driftsaftale", at

Det fremgår således af aftalen, at kunden, udover at betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen, har ansvaret og regningen for at nedtage og opsætte en ny ladeboks, såfremt almindelig ælde og slitage medfører, at ladestanderen ikke længere fungere.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at elbilvirksomheden ifølge en sådan serviceaftale ikke opfylder kriteriet om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko. Spørger har ikke den fulde økonomisk risiko og det fulde driftsmæssige ansvar for ladestandernes funktionalitet. Dette skyldes, at kunden, udover den faste abonnementsbetaling, afholder særskilte udgifter til en ny ladestander, såfremt den eksisterende på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungere.

Derfor kan der ikke ydes godtgørelse af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler, jf. særordningens § 21, stk. 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Spørgsmål 4

Såfremt spørgsmål 3 ikke besvares bekræftende, kan det da bekræftes, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, da er opfyldt, såfremt spørger i "Udvidet service- og driftsaftale" påtager sig ansvaret for at nedtage og opsætte den nye/brugte ladeboks, for spørgers regning, hvis almindelig ælde og slitage medfører, at ladeboksen skal udskiftes også uden for den normale garantiperiode.

Begrundelse

Anmodningen i dette spørgsmål handler også om, hvorvidt spørger kan blive omfattet at særordningen for elbiler, hvor spørger påtænker at indgå en " Udvidet service- og driftsaftale" med sine kunder. Der er flere forskelle i forhold til aftalen ifølge det tidligere spørgsmål, men kunden har nu ikke udgifter eller ansvar udover, at kunden skal betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen.

Der henvises til gennemgangen af regler og praksis relevant for særordningen om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

I nærværende sag er det oplyst, ifølge "Udvidet service- og driftsaftale", herunder med ændringen til aftalen, ifølge spørgsmålet, at

Det fremgår således af aftalen med ændringen, at kunden ikke har udgifter eller ansvar, udover at betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen.

Det forudsættes, at de øvrige betingelser i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 er opfyldt.

Skattestyrelsen forudsætter endvidere, at betingelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, 3.

pkt. kan opfyldes. Ifølge denne skal spørger som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at elbilvirksomheden ifølge en sådan serviceaftale opfylder kriteriet om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko, at spørger løber en reel økonomisk risiko, og at spørger er involveret i driften af ladestanderen.

Dette skyldes, at kunden ikke udover den faste abonnementsbetaling afholder særskilte udgifter i forbindelse med driften af ladestanderen, herunder lægges det ifølge det oplyste til grund, at elbilvirksomheden har regning og risiko for ubegrænset service og ansvar for driften og funktionalitet, herunder udbedring af fejl, skader og mangler mv.

Derfor kan der ydes godtgørelse af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler, jf. særordningens § 21, stk. 1.

Det bemærkes, at særordningens § 21, stk. 2 fejlagtig henviser til elafgiftslovens § 11, stk. 15 og ikke § 11, stk. 5. Der er tale om en lovteknisk fejl hvor der endnu ikke er foretaget korrektion af henvisningen i § 21, stk. 2.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja, se dog begrundelse".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, for spørger for "Fuld service- og driftsaftale".

Begrundelse

Anmodningen i dette spørgsmål handler også om, hvorvidt spørger kan blive omfattet at særordningen for elbiler, hvor spørger påtænker at indgå en " Fuld service- og driftsaftale" med sine kunder. Forskellen i forhold til " Udvidet service- og driftsaftale" (spørgsmål 3), er, at spørger har risiko på de varierende elpriser på opladningen, og vil refundere el pr. kWh baseret på en gennemsnitselpris. Udover at kunden skal betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen, har kunden ansvaret og regningen for at nedtage og opsætte en ladeboks, såfremt almindelig ælde og slitage medfører, at kundens ladeboks ikke længere fungere.

Der henvises til gennemgangen af regler og praksis relevant for særordningen om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

I nærværende sag er det oplyst, ifølge "Fuld service- og driftsaftale", at

Det fremgår således af aftalen, at kunden, udover at betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen, har ansvaret og regningen for at nedtage og opsætte en ladeboks, såfremt almindelig ælde og slitage medfører, at ladeboksen ikke længere fungere.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at elbilvirksomheden ifølge en sådan serviceaftale ikke opfylder kriteriet om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko. Spørger har ikke den fulde økonomisk risiko og det fulde driftsmæssige ansvar for ladestandernes funktionalitet. Dette skyldes, at kunden, udover den faste abonnementsbetaling, afholder særskilte udgifter til en ny ladestander, såfremt den eksisterende på grund af almindelig ælde og slitage ikke længere fungerer.

Derfor kan der ikke ydes godtgørelse af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler, jf. særordningens § 21, stk. 1.

For så vidt angår den indgået aftalen om, at spørger har risikoen for de varierende elpriser på opladningen, bemærkes det, at kriteriet regning og risiko efter Skattestyrelsens opfattelse handler om ladestanderens drift, jf. særordningens § 21, stk. 1, hvorfor det er uden betydning, hvem som har risikoen for udsving i elpriserne.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Nej".

Spørgsmål 6

Såfremt spørgsmål 5 ikke besvares bekræftende, kan det da bekræftes, at betingelserne for godtgørelse af elafgiften for kundens opladning af registrerede elektriske biler, jf. lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21, da er opfyldt, såfremt spørger i 'Fuld service- og driftsaftale' påtager sig ansvaret for at nedtage og opsætte den nye/brugte ladeboks, for spørgers regning, hvis almindelig ælde og slitage medføre at ladeboksen skal udskiftes også uden for den normale garantiperiode.

Begrundelse

Anmodningen i dette spørgsmål handler også om, hvorvidt spørger kan blive omfattet at særordningen for elbiler, hvor spørger påtænker at indgå en "Fuld service- og driftsaftale" med sine kunder. Kunden har ikke udgifter eller ansvar udover, at kunden skal betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen.

Der henvises til gennemgangen af regler og praksis relevant for særordningen om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

I nærværende sag er det oplyst, ifølge "Fuld service- og driftsaftale", herunder med ændringen til aftalen, ifølge spørgsmålet, at

Det fremgår således af aftalen med ændringen, at kunden ikke har udgifter eller ansvar, udover at betale et fast månedligt abonnement for serviceaftalen.

Det forudsættes, at de øvrige betingelser i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 er opfyldt.

Skattestyrelsen forudsætter endvidere, at betingelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, 3.

pkt. kan opfyldes. Ifølge denne skal spørger som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at elbilvirksomheden ifølge en sådan serviceaftale opfylder kriteriet om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko, at spørger løber en reel økonomisk risiko, og at spørger er involveret i driften af ladestanderen.

Dette skyldes, at kunden ikke udover den faste abonnementsbetaling afholder særskilte udgifter i forbindelse med driften af ladestanderen, herunder lægges det ifølge det oplyste til grund, at elbilvirksomheden har regning og risiko for ubegrænset service og ansvar for driften og funktionalitet, herunder udbedring af fejl, skader og mangler mv.

Derfor kan der ydes godtgørelse af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler, jf. særordningens § 21, stk. 1.

Det forudsættes i øvrigt, at de øvrige betingelser i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 er opfyldt.

Skattestyrelsen forudsætter endvidere, at betingelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, 3.

pkt. kan opfyldes. Ifølge denne skal spørger som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår. Det forudsættes således, at det kan dokumenteres, at der er betalt fuld elafgift af forbruget hos kunden (husstanden, virksomheden, boligforeningen mv.) inkl. elforbruget vedrørende ladestanderen. Det forudsættes dermed at kunden ikke er omfattet af lempelser af elafgift.

Det bemærkes, at særordningens § 21, stk. 2 fejlagtig henviser til elafgiftslovens § 11, stk. 15 og ikke § 11, stk. 5. Der er tale om en lovteknisk fejl hvor der endnu ikke er foretaget korrektion af henvisningen i § 21, stk. 2.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "Ja, se dog begrundelse.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1-6

Lovgrundlag

Elafgiftsloven (LBKG 2020-08-26 nr. 1321, ændret ved lov nr. 2225 af 29. december 2020)

§ 1 Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.

§ 11, stk. 1. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling.

(...)

Stk. 5. Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og stk. 3, 2. pkt., i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet eller varme. (…).

§ 11 c, stk. 1. Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 2. pkt.

Lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler) med senere ændringer.

§ 21, stk. 1: Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. (…)

Stk. 2: Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i lov om afgift af elektricitet § 11, stk. 15, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for merværdiafgift for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer. (…)

Det skal af Skattestyrelsen bemærkes, at særordningens § 21, stk. 2 fejlagtig henviser til elafgiftslovens § 11, stk. 15 og ikke § 11, stk. 5. Der er tale om en lovteknisk fejl hvor der endnu ikke er foretaget korrektion af henvisningen i § 21, stk. 2.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love § 6 er denne midlertidige godtgørelsesordning forlænget til 31. december 2030.

Forarbejder

Lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler):

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

(...)

Forslagets indhold

Regeringen har besluttet at udbrede og præcisere gældende regler for godtgørelse af elafgift, således at alle kendte modeller af erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler alene pålægges procesafgift, når opladningen sker på ladestandere herunder hurtigopladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, eller når opladningen sker på batteriskiftestationer.

Efter forslaget vil alle virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladestandere herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Endvidere kan virksomheder, der anvender elektricitet til opladning af batterier til registrerede elbiler på batteriskiftestationer, få godtgjort elafgift. Elektriciteten anses i disse særlige tilfælde for at være forbrugt af virksomheden.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til elbilen på batteriskiftestationer.

Elbilvirksomheden har via ladestanderen i visse situationer mulighed for at styre elforbruget, herunder sikre en intelligent opladning af batterier, således at elforbruget finder sted på bestemte tidspunkter på dagen. Dette uanset om virksomhedens ladestander er opstillet i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Det er et krav, at virksomheden er involveret i driften af ladestanderen.

Med præciseringen er den enkelte forbruger ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer. Muligheden for godtgørelse af elafgift ved erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler er dermed udbredt til at dække alle kendte igangværende forretningsmodeller inden for elbilbranchen, når elforbruget sker via virksomhedens ladestander eller på batteriskiftestationer.

(...)

2. Lovforslagets enkelte elementer

2.1. Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til elbiler

Gældende ret

(...)

Grundprincippet i elafgiftsloven er, at der skal betales fuld afgift af elforbrug i husholdningerne, mens erhvervsmæssig brug i vidt omfang er fritaget for elafgift via godtgørelsesreglerne.

(...)

Det er således en betingelse, at elektriciteten skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse.

(...)

Forslagets indhold

(...)

Efter forslaget vil alle virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladestandere herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Endvidere kan virksomheder, der anvender elektricitet til opladning af batterier til registrerede elbiler på batteriskiftestationer, få godtgjort elafgift. Elektriciteten anses i disse særlige tilfælde for at være forbrugt af virksomheden.

(...)

Det er et krav, at virksomheden er involveret i driften af ladestanderen.

(...)

Muligheden for godtgørelse af elafgift ved erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler er dermed udbredt til at dække alle kendte igangværende forretningsmodeller inden for elbilbranchen, når elforbruget sker via virksomhedens ladestander eller på

batteriskiftestationer.

(...)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

(...)

Til § 21

Skatterådet traf den 27. april 2010 afgørelse i en sag om elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til elbiler.

Skatterådet fastslår ved denne afgørelse, at virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til elbiler, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Det er Skatterådets opfattelse, at elforbruget sker ved opladningen af batterier til el-biler. Opladningen sker ved, at der påføres elektricitet

til batterier til elbiler. Når virksomheden har serviceaktiviteter med opladning af batterier til elbiler, anser Skatterådet elektriciteten for at være forbrugt i en produktionsproces i virksomheden.

Virksomhedens kunder køber således ikke elektricitet, men en ydelse, der består i opladning af batterier til el-biler. Det fremgår af Skatterådets afgørelse, at det er en forudsætning, at det er virksomhedens elleverandør eller en anden udbyder, som

virksomheden samarbejder med, der leverer elektriciteten til opladningen, uanset hvor og under hvilke betingelser opladningen af batterierne til elbiler finder sted.

Skatterådets afgørelse er gengivet i forkortet form i SKM2011.259. SKAT.

På denne baggrund forslås det at præcisere reglerne for godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler.

Efter forslaget vil alle virksomheder kunne få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf.

(...)

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde.

Praksis

SKM2005.394.HR

En kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, for den elektricitet, som var indkøbt til brug for driften af vejbelysningen i perioden 1. januar 2000 til 30. juni 2002.

Højesteret udtalte, at selskabet først blev momsregistreret med virkning fra den 1. januar 2001 og ikke betalte energiafgifter i 2000. Herefter var selskabet ikke berettiget til at få tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift, som angik elforbrug før 1. januar 2001.

For så vidt angår perioden efter den 1. januar 2001, hvor selskabet blev momsregistreret, udtalte Højesteret, at det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, at virksomheder kan få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af de nævnte bestemmelser, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

Højesteret anførte videre, at det var uden betydning, at kommunen efter offentligretlige regler som vejmyndighed er forpligtet til at sikre vejbelysning, og at det ligeledes var uden betydning, om der ved beregning af vederlag for levering af vejbelysning er sket overvæltning af afgifterne på aftageren.

Højesteret fandt således, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af afgifter for perioden efter 1. januar 2001, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af tilbagebetalingskravet for perioden 1. januar 2001 til 30. juni 2002 med tillæg af renter.

SKM2021.121.SR

Spørgsmålet drejede sig om, hvorvidt betingelserne for elafgiftsgodtgørelse var opfyldt for ladestandere, som blev anvendt til opladning af batterier til elbiler. Der blev spurgt til forskellige modeller, som kunne omfatte privatkunder, billeasingsselskaber og firmabilister.

Skatterådet bekræftede, forudsat at betingelserne for godtgørelse, jf. § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, var opfyldt, at Spørger derved opfyldte kravet om, at ladeboksene blev drevet for Spørgers regning og risiko, og kravet om at være involveret i driften af ladestanderen.

SKM2020.12.SR

Spørgsmålet handlede om, hvorvidt kravene til elafgiftsgodtgørelse var opfyldt for ladestandere, som anvendtes til opladning af batterier til registrerede elbiler, når ejerskabet til ladestanderen ikke var hos spørger, men ladestanderne blev drevet for spørgers regning og risiko, og spørger havde driftsansvaret for disse ladestandere.

Det ejendomsretlige ejerforhold til ladestanderen var ikke afgørende for muligheden for godtgørelse af elafgift i forbindelse med opladning af elbiler. Det afgørende var derimod, at ladestanderne blev drevet for den momsregistrerede virksomheds regning og risiko.

Skatterådet kunne bekræfte, at så længe spørger var omfattet af særordningen jf. § 21, stk. 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, og derved opfyldte kravet om at ladestanderne blev drevet for virksomhedens regning og risiko, og at virksomheden opfyldte kravet om at være involveret i driften af ladestanderen, kunne spørger få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batteri til en registreret elbil efter procesreglerne i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, uden at spørger ejede de ladestandere som anvendtes til opladningen.

SKM2011.259.SKAT

Virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til el-biler, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladningen.

Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit E.A.4.6.3.2 (uddrag):

Elbiler

Skatterådet har den 27. april 2010 truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til el-biler. Det lovfortolkende spørgsmål er offentliggjort i styresignal SKM2011.259.SKAT om opladning af batterier til el-biler - godtgørelse af elafgift.

Ved lov nr. 1353 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer af 21. december 2012, skete der en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier i registrerede elbiler.

Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler.

(…)

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i forbindelse med ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til den registrerede elbil på batteriskiftestationer.

(…).