Dokumentets metadata

Syn og skøn af ejendom i Frankrig uden anvendelse af Haagerkonventionen

Sagen drejer sig om værdiansættelse af en ejendom beliggende i Frankrig. Rekvirenten fremsatte begæring om at der via Justitsministeriet skulle fremsættes en retsanmodning med hjemmel i Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, skulle rettes henvendelse til det franske Justitsministerium med henblik på at syn og skønnet af sagens ejendom, skulle varetages af en autoriseret vurderingsekspert udpeget af den relevante franske domstol.

Rekvisitus nedlagde påstand om at rekvirentens begæring ikke blev taget til følge, allerede fordi Haagerkonventionens artikel 1 udelukkende giver hjemmel til at anvende konventionens regler hvis der var tale om en retsanmodning,, hvor der skulle optages et bevis, der var bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag , og der i den aktuelle sag ikke var tale om en retssag, men om en klage indbragt for Landsskatteretten der er et administrative klageorgan.

Såvel byretten som landsretten afviste rekvirentens anmodning med henvisning til Haggerkonventionens artikel 1 med begrundelsen, at der ikke var tale om optagelse af bevis i en påbegyndt eller påtænkt retssag.

Parter

H1

A

og

B
(alle ved advokat Lene Juel)

mod

Skatteforvaltningen

Afsagt af Landsdommerne

Ole Dybdahl, Nikolaj Aarø-Hansen og Morten Petersen Broberg (kst.) behandlede sagen.

Ved afgørelse af 11. februar 2021 har Retten i Lyngby (sag BS-37953/2020) bestemt, at begæringen om iværksættelse af syn og skøn efter processen i Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, jf. bekendtgørelse nr. 117 af 7. december 1973, (herefter Haagerkonventionen af 18. marts 1970) ikke tages til følge.

H1, A og B har kæret afgørelsen med påstand om, at Haagerkonventionen af 18. marts 1970 finder anvendelse ved iværksættelse af syn og skøn over handelsværdien af ejendom i Frankrig.

Til støtte for påstanden har de kærende navnlig anført følgende:

"Overordnet må Haagerkonventionen af 18. marts 1970 … finde anvendelse ved iværksættelse af syn og skøn over handelsværdien af aktiver og passiver i udlandet i forbindelse med skattesager, der verserer for skatteankeforvaltningen, jf. retsplejelovens § 342, jf. retsplejelovens § 343, jf. skatteforvaltningslovens § 47.

Kriteriet i Haagerkonventionen af 18. marts 1970, art. 1, 2. afsnit om at bevisoptagelsen "skal være bestemt til brug i en verserende eller påtænkt retssag" er opfyldt, enten direkte eller analogt.

Skattesager forstået som sager mellem skattemyndighederne og borgerne om forhøjelser og nedsættelser af indkomstopgørelsen m.v. afgøres i Danmark efter, at administrativ rekurs er enten afsluttet (eller sprunget over, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2), hos de ordinære domstole efter reglerne om den almindelige civile retspleje, jf. skatteforvaltningslovens kap. 17.

Hvis enten H1, A og B (rekvirenterne) eller Skattestyrelsen er uenige i de afgørelser, der efter skatteforvaltningsloven bliver truffet i de verserende skattesager for Landsskatteretten, vil det således være de almindelige danske domstole, som sagerne vil blive indbragt for, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Og det vil være de almindelige regler i retsplejeloven for civile sager, der vil finde anvendelse.

H1, A og B har også mulighed for allerede på nuværende tidspunkt at springe den administrative klagebehandling over og indbringe Skattestyrelsens oprindelige afgørelser direkte for de ordinære domstole, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2.

Det vil i så fald ikke bare være spørgsmålet om syn og skøn over markedsværdien af den franske ejendom men hele/alle skattesagerne som i sin helhed vil skulle bedømmes af de ordinære domstole.

Hvis den administrative klagesagsbehandling springes over, vil der således så vidt ses ubestridt ikke være tvivl om, at et syn og skøn vedrørende markedsværdien af den i Frankrig beliggende ejendom i forbindelse med skattesagernes behandling hos de ordinære domstole skal foretages i overensstemmelse med reglerne i Haagerkonventionen af 18. marts 1970, jf. retsplejelovens § 342.

Det forekommer uhensigtsmæssigt og vil medføre en unødig belastning af de civile domstole, hvis skatteborgerne i forbindelse med sager mod skattemyndighederne er nødsaget til at overspringe den administrative klagebehandling hos skatteankeforvaltningen i sager, der involverer bevisoptagelse af aktiver og passiver beliggende i udlandet, blot for at kunne indhente en objektiv, betryggende bevisoptagelse i henhold til Haagerkonventionen af 18. marts 1970 gennemført i overensstemmelse med de retssikkerhedsmæssige principper og garantier som følger af konventionens anvendelse i udenlandske forhold.

Tilsvarende uhensigtsmæssighed vil foreligge, hvis klagesagerne alternativt afgøres af Landsskatteretten/skatteankeforvaltningen på et ufuldstændigt grundlag, og der derefter bliver behov for et nyt syn og skøn - men denne gang ubestridt efter Haagerkonventionen af 18. marts 1970 når skattesagerne af enten skatteborgerne eller skattemyndighederne, indbringes for domstolene.

Dette må antages også at stride mod Folketingets intentioner med indførelsen af adgangen til anvendelse af isoleret bevisoptagelse i henhold til retsplejelovens § 343, jf. skatteforvaltningslovens § 47 i forbindelse med skattesager, der verserer ved den øverste administrative klageinstans på det skatteforvaltningsretlige område. Der kan herved henvises til forarbejderne til indførelsen af den oprindelige bestemmelse i Skattestyrelseslovens § 30, lovforslag nr. L 6/1989, hvoraf fremgår at hensigten med at indføre muligheden for anvendelse af syn og skøn efter retsplejelovens bestemmelser i verserende skattesager var at højne retssikkerheden, sikre et bedre beslutningsgrundlag for såvel borgere som skattemyndigheder og Landsskatteretten (og domstolene) samt af procesbesparende hensyn. I det procesbesparende hensyn ligger, at muligheden for fremrykket anvendelse af retsplejelovens regler om syn og skøn allerede mens skattesagen verserer for øverste administrative rekursinstans, vil spare domstolene for at skulle behandle skattesager, der primært drejer sig om værdiansættelsesspørgsmål og som kunne være afgjort allerede i Landsskatteretten/skatteankeforvaltningen, hvis et syn og skøn gennemført efter retsplejelovens bestemmelser, havde kunnet indhentes allerede mens sagen verserede for Landsskatteretten/skatteankeforvaltningen.

Det bemærkes, at i forhold til bedømmelse af markedsværdien af en ejendom i Frankrig (eller andre aktiver og passiver i udlandet), bør man holde sig for øje, at der er tale om udenlandske forhold, hvorom hverken danske skatteborgere eller danske skattemyndigheder har særligt kendskab og som de derfor alt andet lige for både skatteborgere og skattemyndigheders vil have vanskeligt ved at agere i og forholde sig kvalificeret til.

Det er på den baggrund, at det efter rekvirenternes opfattelse er den på forhånd fastlagte og strukturerede proces i forhold til værdiansættelse af aktiver og passiver beliggende i udlandet, der følger af Haagerkonventionen af 18. marts 1970 anvendelse, der i sidste ende vil give det for alle parter mest retssikkerhedsmæssigt betryggende resultat og administrativt mest enkle fremgangsmåde.

Retten i Lyngby har afslået at lade Haagerkonventionen af 18. marts 1970 finde anvendelse i forbindelse med den indgivne begæring om syn og skøn, jf. retsplejelovens § 343, jf. skatteforvaltningslovens § 47 med henvisning til, at "syn og skønnet begæres indhentet til brug for en verserende administrativ klagesag ved Skatteankestyrelsen".

Det er korrekt, at skattesagerne for H1, Jesper Boysen og B, hvori det er af afgørende betydning af få fastslået handelsværdien af den franske ejendom i november 2015, aktuelt verserer ved Skatteankestyrelsen, som forvaltningsretligt er den sidste administrative klageinstans inden skattesagerne indbringes for domstolene, jf. skatteforvaltningsloven § 48.

H1, A og B vil imidlertid med sikkerhed indbringe Landsskatterettens afgørelser for de ordinære domstole, jf. skatteforvaltningsloven § 48, hvis Landsskatterettens afgørelser i skattesagerne ikke giver dem medhold.

Allerede af den grund er præmissen i Haagerkonventionen af 18. marts 1970, artikel 1, 2. afsnit, direkte opfyldt i den konkrete sag. Der er således tale om bevisoptagelse til brug for en påtænkt retssag, jf. Haagerkonventionen af 18. marts 1970, artikel 1, 2. afsnit.

Alternativt må kriteriet anses for opfyldt ud fra en analog fortolkning baseret på Folketingets formål med indførelsen af bestemmelsen i retsplejelovens § 343, jf. skatteforvaltningslovens § 47 (tidligere Skattestyrelseslovens § 30).

Det har således ud fra overordnede ressourcebesparelseshensyn, hensyn til aflastning af de ordinære domstole for efterfølgende skattesager alene med henblik på fastsættelse af værdiansættelser efter reglerne om syn og skøn, hensynet til sikring af, at det korrekte beslutningsgrundlag kan foreligge på så tidligt et stadium som muligt i skattesager, netop været lovgivers formål med at indføre muligheden for anvendelse af isoleret bevisoptagelse hos de ordinære domstole i skattesager, der verserer ved den øverste administrative klageinstans (skatteankeforvaltningen), jf. retsplejelovens § 343, jf. skatteforvaltningslovens § 343 og tidligere skattestyrelseslovens § 30, at gøre reglerne og herved skal forstås alle reglerne, også reglen i retsplejelovens § 342 om syn og skøn ved de ordinære domstole, jf. retsplejelovens bestemmelser, anvendelige på skattesager også mens de stadig verserer ved den øverste administrative klageinstans på skatteområdet.

Det vil have uhensigtsmæssige og utilsigtede administrative og fordyrende konsekvenser både for skattemyndighederne, borgerne og domstolene, hvis syn og skøn over aktiver i udlandet, der skal indhentes i forbindelse med en verserende klagesag for Skatteankestyrelsen, ikke kan indhentes via det etablerede system for indhentning af syn og skøn over aktiver og passiver i udlandet som følger af Haagerkonventionen af 18. marts 1970."

De kærende har i forlængelse af det ovenfor anførte supplerende peget på praktiske forhold, som efter deres opfattelse støtter ønsket om bevisoptagelse på grundlag af Haagerkonventionen af 18. marts 1970.

Skatteforvaltningen har påstået afgørelsen stadfæstet og har til støtte herfor navnlig anført følgende:

"Rekvirenten har foreslået, at der i henhold til Haagerkonventionen … anmodes relevante franske domstol, om at gennemføre en vurdering.

Dette kan jeg ikke umiddelbart acceptere.

Dette begrundes i at der er tale om at der optages syn og skøn til brug for en i Danmark anlagt administrativ klagesag ved Landsskatteretten, og det eneste der i øvrigt skaber en relation til Frankrig, er at pågældende ejendom er beliggende i Frankrig.

Det fremgår af Haagerkonventionen af 18. marts 1970 art 1 at:

"Article 1

In civil or commercial matters a judicial authority of a Contracting State may, in accordance with the provisions of the law of that State, request the competent authority of another Contracting State, by means of a Letter of Request, to obtain evidence, or to perform some other judicial act

A Letter shall not be used to obtain evidence which is not intended for use in judicial proceedings, commenced or contemplated.

The expression "other judicial act" does not cover the service of judicial documents or the issuance of any process by which judgments or orders are executed or enforced, or orders for provisional or protective measures."

…

Som det fremgår optages der ikke i denne sag bevis til brug for en retssag påbegyndt eller overvejet men til brug for den administrative klageinstans, Landsskatteretten, og allerede af denne grund finder Haagerkonventionen af 18. marts 1970 ikke anvendelse i sagen.

…

Det er derfor Retten i Lyngby, der har alle kompetencer til brug for gennemførelsen af skønssagen."

Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Landsretten afsagde

K E N D E L S E

Med undertegnelse af Haagerkonventionen af 18. marts 1970 har de kontraherende stater indgået et gensidigt forpligtende samarbejde, hvorved en retslig myndighed ("a judicial authority") i en kontraherende stat i sager om civile eller kommercielle spørgsmål i overensstemmelse med bestemmelserne i denne stats lovgivning og ved hjælp af den kompetente myndighed i en anden kontraherende stat kan anmode sidstnævnte om at optage bevis eller foretage andre retshandlinger. Indhentelse af bevis efter Haagerkonventionen af 18. marts 1970 forudsætter således ubetinget, at bevisoptagelsen er omfattet af konventionens anvendelsesområde.

I Haagerkonventionen af 18. marts 1970 artikel 1, stk. 2, fastsættes: "En retsanmodning må ikke anvendes for at opnå bevis, som ikke er bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag."

Den sag, hvortil den ønskede bevisoptagelse i Frankrig skal anvendes, verserer på nuværende tidspunkt for Landsskatteretten. Landsskatteretten er ubestridt ikke en retslig myndighed, men en administrativ myndighed. Bevisoptagelse til brug for sagen ved Landsskatteretten kan derfor ikke ske efter Haagerkonventionen af 18. marts 1970. Det forhold, at de kærende har oplyst, at de med sikkerhed vil indbringe Landsskatterettens afgørelser for de ordinære domstole, hvis Landsskatterettens afgørelser i skattesagerne ikke giver dem medhold, indebærer ikke, at kravet i Haagerkonventionen af 18. marts 1970, artikel 1, stk. 2, om, at det ønskede bevis skal være bestemt til brug "i en påbegyndt eller påtænkt retssag", er opfyldt.

Landsretten tiltræder på den baggrund, at begæringen om iværksættelse af syn og skøn efter processen i Haagerkonventionen af 18. marts 1970 ikke tages ikke til følge. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.

Da Skatteforvaltningen ikke har været repræsenteret ved advokat for landsretten, er der ikke grundlag for at tilkende Skatteforvaltningen sagsomkostninger.

T H I B E S T E M M E S:

Byrettens kendelse stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.

Sagen sluttet.

______________________________________________________________________________________________

Den 11. februar 2021 holdt Retten i Lyngby offentligt retsmøde i retsbygningen, Sag BS-37953/2020-LYN.

Dommer Line Kornerup behandlede sagen.

Parter

H1
(advokat Lene Juel)

og

A
(advokat Lene Juel)

og

B
(advokat Lene Juel)

mod

Skattestyrelsen

H1 samt B og A har i medfør af skatteforvaltningslovens § 47, jf. retsplejelovens § 343, fremsat begæring om gennemførelse af syn og skøn vedrørende værdiansættelse af en rekvirenterne tilhørende fast ejendom i Frankrig. Syn og skønnet skal anvendes under en administrativ klagesag mellem rekvirenterne og Skattestyrelsen, der verserer ved Skatteankestyrelsen.

Rekvirenterne har fremsat begæring om, at syn og skønnet skal gennemføres i henhold til den procedure, som fremgår af Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål.

Skattestyrelsen har protesteret og har fremført, at syn og skønnet skal gennemføres efter de almindelige regler i retsplejeloven om indenretligt syn og skøn.

Der afsagdes

Kendelse

Det fremgår af artikel 1 i Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, at en retsanmodning om optagelse af bevis i udlandet i henhold til konventionen ikke må anvendes til opnåelse af bevis, som ikke er bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag.

Da syn og skønnet begæres indhentet til brug for en verserende administrativ klagesag ved Skatteankestyrelsen, finder de almindelige regler i retsplejeloven om indenretligt syn og skøn anvendelse. Derfor

Bestemmes

Begæringen om iværksættelse af syn og skøn efter processen i Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål tages ikke til følge.

Der fastsættes frist til den 26. februar 2021 på parternes fælles forslag om, hvem der skal anmodes om at bringe en egnet skønsmand i forslag.