Dokumentets metadata

Beskatning af fri bil og kontohævning

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren i indkomstårene 2012-2015 havde haft en Opel Corsa leaset gennem sit selskab til rådighed for privat benyttelse, herunder om bilen var videreudlejet til sagsøgerens fars selskab i selskabets interesse, eller om bilen alene var stillet til rådighed i kraft af sagsøgerens bestemmende indflydelse i selskabet.

Herudover handlede sagen om, hvorvidt sagsøgeren skulle beskattes af en overførsel på kr. 9.375 fra sit selskab i indkomståret 2014 vedrørende en faktura for køb af licenser.

Retten fandt, at sagsøgeren skulle beskattes af værdien af fri bil, som han i sin egenskab af direktør og ejer af selskabet rådede over, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Retten fremhævede i den forbindelse, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at der blev betalt leje for bilen, at sagsøgers selskab ikke havde benyttet sig af misligholdelsesbeføjelsen i lejeaftalen, og at sagsøgeren over for kurator i sit selskab havde oplyst, at bilen blev anvendt til kundebesøg.

Sagsøgernes forklaring under sagen samt den fremlagte erklæring fra sagsøgernes far kunne ikke ændre her på.

Retten fandt videre, at sagsøgeren skulle beskattes af overførslen fra sit selskab i indkomståret 2014, idet udgiften ikke kunne anses som afholdt i selskabets interesse.

Retten fremhævede, at det ikke fremgik af den udstedte faktura, hvem denne var udstedt til, og at sagsøgeren under partsforklaringen havde forklaret, at fakturaen vedrørte køb af licenser til budgetprogrammer, som blev anvendt i selskabets kunders regnskabsprogrammer, men ikke nærmere forklaret, hvem kunderne var.

Skatteministeriets påstand blev herefter taget til følge.

Parter

A

(advokat Svend Harbo)

mod

Skatteministeriet Departementet (advokat Mattias Chor)

Afgørelse truffet af byretsdommeren:

Helle Krogh.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 6. april 2020 og angår spørgsmålet om, hvorvidt A i indkomstårene 2012-2015 berettiget er blevet beskattet af en Opel Corsa, som var leaset af hans selskab G1-virksomhed. Nærmere bestemt er spørgsmålet, om bilen var videreudlejet i selskabets interesse til G2-virksomhed, eller om bilen blev stillet til rådighed for G2-virksomhed i kraft af As bestemmende indflydelse i G1-virksomhed. Desuden angår sagen spørgsmålet om berettigelsen af en beskatning i indkomtåret 2014 af en overførsel fra på 9.375 kr. fra G1-virksomhed til G4-virksomhed.

A har endeligt påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at hans indkomst nedsættes med 41.080 kr. for indkomståret 2012, 41.680 kr. for indkomståret 2013, 51.055 kr. for indkomståret 2014 og 3.483 kr. for indkomståret 2015.

Skatteministeriet har påstået frifindelse *, idet Skatteministeriet anerkender, at As skattepligtige indkomst nedsættes med kr. 7.223,25 i indkomståret 2013, med kr. 640 i indkomståret 2014 og med kr. 12.287,50 i indkomståret 2015.

Oplysningerne i sagen

Den 2. november 2017 forhøjede SKAT As indkomstansættelse for årene 2012 - 2015 på en række punkter med i alt 1.078.287 kr. A var ejer af og direktør i selskabet G1-virksomhed. A indbragte SKAT's afgørelse for Landsskatteretten, der den 15. januar 2020 traf afgørelse om, bl.a. at A skulle beskattes af værdi af fri bil i indkomstårene 2012, 2013, 2014 og 2015 og af en betaling på i alt 20.150,75 kr. fra G1-virksomhed. til G3-virksomhed fordelt med 7.223,25 i indkomståret 2013, 640 kr. i indkomståret 2014 og 12.287, 50 kr. i indkomståret 2015 samt en betaling på 9.375 kr. til G4-virksomhed ApS i indkomståret 2014. Betalingerne var overført fra G1-virksomhed.'s erhvervs- og girokonto.

Skatteministeriet har under sagens behandling anerkendt, at As indkomst nedsættes med betalingerne til G3-virksomhed i alt 20.150,75 kr. fordelt som ovenfor beskrevet.

Der er enighed om de beløbsmæssige opgørelser herunder beskatningsværdien af fri bil.

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår følgende faktiske oplysninger vedrørende fri bil:

"…

Fri bil

G1-virksomhed har i perioden fra den 12. januar 2012 til 27. januar 2015 leaset en personbil, en fabriksny Opel Corsa, med registreringsnummer ...Q1. Leasingkontrakten blev indgået med G3-virksomhed. Selskabet har været registreret som primær bruger, men ikke ejer af bilen.

Selskabet har ikke indberettet værdi af fri bil for klageren eller klagerens samlever.

Klageren har oplyst, at bilen blev brugt til at køre ud til selskabets kunder.

Klagerens repræsentant har i klagen oplyst, at bilen blev stillet til rådighed for en ansat i G2-virksomhed, NP, som rådede over bilen i perioden fra den 12. januar 2012 til 27. januar 2015 og tillige anvendte denne. Der er fremlagt erklæring fra NP af 12. december 2017, hvoraf følgende fremgår:

"Undertegnede bekræfter hermed at have haft brugsret over Opel Corsa registreringsnummer ...Q1, i perioden fra 12. januar 2012 - 27. januar 2015, hvor bilen var lejet af G2-virksomhed fra G1-virksomhed og stillet til min rådighed i henhold til aftale mellem mig og G2-virksomhed.

Jeg kan således bekræfte, at A i den pågældende periode ikke har haft dispositionsret over bilen."

Der er fremlagt en lejekontrakt vedrørende den omhandlende Opel Corsa, der er indgået den 12. januar 2012 mellem G1-virksomhed som udlejer og G2-virksomhed som lejer. Det fremgår bl.a. af kontrakten, at aftalen løber fra den 12. januar 2012 og frem til den 12. januar 2015, og at G2-virksomhed betaler en fast månedlig ydelse på 1.394 kr. Ydelsen betales den første hverdag i hver måned. Alle udgifter til benzin, forsikring og andet i forbindelse med bilen skal bæres af G2-virksomhed, som desuden forpligter sig til at vedligeholde bilen bedst muligt i lejeperioden. Derudover fremgår det af kontrakten, at aftalen ophører uden yderligere varsel, hvis G2-virksomhed misligholder aftalen eller ikke betaler de aftalte ydelser. G2-virksomhed skal i den forbindelse straks tilbagelevere bilen til G1-virksomhed.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, at G2-virksomhed har betalt lejeudgift til G1-virksomhed, i overensstemmelse med indgåede lejekontrakt.

Af mail af 9. september 2014 fra klageren til MI fremgår følgende:

"Som du ved hænger jeg på hans bil. Den koster 1900 om måneden al inklusiv og der er 4 måneder tilbage af aftalen. Det kan ikke betale sig at opsige den, da man alligevel skal betale de resterende ydelser. Det skal altså bruges 7.800 til bilen i de næste 4 måneder. Samtidig har den pt. Kørt 5.000 km for meget i perioden. Det betyder en ekstra regning på 6.000kr. Jeg har bedt ham om ikke at køre i den mere."

Klagerens repræsentant har fremlagt syv parkeringsafgifter, der er udstedt af Y1-kommune i perioden fra den 4. marts 2014 til 17. november 2014. Parkeringsafgifterne er udstedt til bruger af Opel Corsa, registreringsnummer ...Q1, som følge af manglende overholdelse af tidsbegrænset parkering på Y2-adresse ud for hhv. nr. ( red. tekst fjernet). Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister har NP bopæl på adressen Y2-adresse.

G3-virksomhed har den 23. januar 2015 overfor klageren bekræftet aftale om aflevering af køretøj, registreringsnummer ...Q1, den 30. januar 2015 kl. 13.00. Af mail af 29. januar 2015 vedrørende aflevering af bilen fremgår det, at NP har noteret, at bilen skal afleveres kl. 13 den 30. januar 2015.

Af vognfaktura fra G3-virksomhed til G1-virksomhed faktureret den 10. februar 2015 fremgår:

"Vedr.: Aflevering af leasingbil

l stk. i bytte Corsa 5D 1.0 Enjoy 65 HK

Regnr ...Q1 Stelnr (red. tekst fjernet)

Vognnr (red.tekst fjernet) 1. Reg. 12.01.2012

Årgang 2012A km 56.720

10.470 overkm

10.470,00

Moms

2.617,50

I alt

13.087,50

"

Der er fremlagt erklæring fra MI, som er udateret. Af erklæringen fremgår:

''Undertegnede, tidligere ejer af G2-virksomhed, kan bekræfte, at der er betalt leje for den Opel Corsa, som G1-virksomhed. havde leaset. Det er ikke muligt i dag at fremlægge fakturaer herfor, men betalingen indgår i det beløb, som blev betalt til G1-virksomhed i perioden på 372. 000.

Det kan ligeledes bekræftes, at bilen blev stillet til rådighed for NP, der havde den fulde dispositionsret over bilen, og anvendte denne fuldt ud."

…"

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår om de løbende hævninger på G1-virksomhed's erhvervs- og girokonto blandt andet:

"…

Det anses ikke for dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de øvrige hævninger på G1-virksomheds erhvervs- og girokonto er medgået til dækning af erhvervsmæssige udgifter i selskabet.

…

Henset til at klageren i kraft af stillingen som direktør skønnes at have udført arbejde i selskabet, anses disse øvrige hævninger for at være tilgået klageren som skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

…"

Om beskatning af fri bil udtaler Landsskatteretten

"…

Beskatning af fri bil

En skattepligtig skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. l og 4.

Den skattepligtige værdi af en bil, som er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for den skattepligtiges private benyttelse, sættes til en værdi på 25 procent af den del af bilens værdi, som ikke overstiger 300. 000 kr., og 20 procent af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er rådigheden over bilen, der beskattes, og ikke den faktiske brug.

Det er ikke ved den udaterede erklæring fra klagerens far eller i øvrigt dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at G1-virksomhed har modtaget lejeindtægter i henhold til den indgåede lejeaftale med G2-virksomhed. G1-virksomhed ses heller ikke at have udøvet den i aftalen nævnte misligholdelsesbeføjelse. Landsskatteretten finder på denne baggrund, at den indgåede lejeaftale er uden egentligt forretningsmæssigt indhold. At bilen har været anvendt af en ansat i G2-virksomhed, kan derfor ikke anses at være sket i G1-virksomhed's interesse.

Klageren anses som ejer af og direktør i selskabet for at have haft rådighed over bilen, og i kraft af denne rådighed at have overladt den til brug for NP.

Klageren skal derfor beskattes af værdi af fri bil i indkomstårene 2012, 2013, 2014 og 2015, jf. ligningslovens § 16, stk. l og 4.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

…"

Forklaringer

A har forklaret, at G4-virksomhed er et firma, der leverer budgetprogrammer, der kan integreres med de bogføringssystemer, som G1-virksomhed servicerede. Han integrerede disse budgetprogrammer med selskabets kunders e-conomic regnskabsprogrammer, så kunderne og han kunne bruge programmerne. Det gjorde hans arbejde nemmere. Han har ikke personligt brugt licenserne. Kunderne er ikke blevet opkrævet betaling for licenserne.

NP er tidligere advokat og var ansat som rådgiver i G2-virksomhed, som var et selskab, som hans far, MI, ejede. NPs bil brød sammen, og hans far ville gerne hjælpe ham. G2-virksomhed prøvede at lease en bil til NP, men da selskabet havde en negativ egenkapital, var dette ikke muligt. Hans far spurgte ham derfor, om G1-virksomhed. ville lease bilen og stille den til rådighed for G2-virksomhed. G2-virksomhed betalte leasingafgiften på 1.394 kr. Beløbet er indeholdt i de acontobetalinger som G2-virksomhed har betalt til G1-virksomhed. Han fakturerede både bilen og de ydelser som G1-virksomhed. leverede til G2-virksomhed. Acontobetalingerne ses af kontoudskrifterne, der er fremlagt som bilag 6. Han lavede bogføring og andre administrative opgaver for G2-virksomhed og udstedte fakturaer herfor. Han ved ikke, hvorfor han fik acontobetalinger af hans fars selskab. Han havde ingen løbende kontakt med NP, men han mødte ham, fordi de begge kom hos G2-virksomhed.

Han har aldrig kørt i den omhandlede Opel Corsa og er aldrig blevet det tilbudt hverken af sin far eller af NP.

Fakturaerne fra ham til hans fars selskab er ikke printet. De ligger i e-conomicsystemet. Han mener, at han skrev til selskabets kurator, at bogføringssystemet ville blive lukket, hvis der ikke blev betalt. Dermed var adgangen til bogføringen væk. Det var kurator ikke glad for. Han prøvede at få adgang til fakturaerne via kurator i hans fars selskab, da det gik konkurs, men det lykkedes ikke.

Han blev gjort opmærksom på parkeringsafgifterne af SKAT, som havde fået dem til inddrivelse. Han husker ikke, hvornår det var, eller hvad han gjorde ved dem. Han ringede til NP og gjorde ham opmærksom på det, men det skete der ikke noget ved.

G1-virksomhed beskæftigede sig med bogføring og administration. Han var eneste ansatte i selskabet. I en mail, han skrev til sin far den 9. september 2014, meddelte han, at han hang på bilen, som kostede 1.900 kr. månedligt alt incl. Han tænker, at beløbet på 1.900 kr. er incl. moms. Han kunne ikke opsige leasingkontrakten, idet han hæftede for leasingydelserne i aftaleperioden på 36 måneder. Han brugte ikke den misligholdelsesadgang, han var indrømmet i lejeaftalens pkt. 8 mellem G1-virksomhed. og G2-virksomhed, fordi det var hans far og NP, som er en ven af familien.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Ad beskatning af fri bil

Beskatning af fri bil kan gennemføres, hvis A anses for at have rådet over bilen på en sådan vis, at det ikke har været i G1-virksomhed's erhvervsmæssige interesse, eller hvis det i øvrigt lægges til grund, at A har rådet over bilen privat.

I relation til privat rådighed over bilen, er det helt evident, at A ikke har haft privat rådighed over bilen, idet den indiskutabelt har været stillet til rådighed for NP, der som det fremgår, tillige har benyttet sig af denne rådighed.

Dette understøttes både af de tidligere afgivne erklæringer, men tillige også af de udstedte parkeringsbøder, samt korrespondancen omkring bilen.

Dertil kommer, at der foreligger underskreven lejekontrakt vedrørende bilen mellem G1-virksomhed og G2-virksomhed, samt at der i perioden er overført meget betydelige midler fra G2-virksomhed til G1-virksomhed, der langt overstiger betalingerne for leje af bilen, der har været af relativt beskedent omfang, sammenholdt med de samlede overførelser.

Der kan yderligere henvises til, at As husstand privat rådede over 2 biler, således at der ikke har været noget behov for at disponere over bilen, ligesom bilen ikke i øvrigt er af en karakter, der indikerer, at der har været privat interesse i at disponere / råde over den, henset til, at der er tale om en Opel Corsa.

Beskatning af hævning på kr. 9.375

Hævning på de nævnte kr. 9.375 kan aldrig blive skattepligtig indkomst for A idet de anførte overførelser / betalinger er sket i G1-virksomhed's erhvervsmæssige interesser.

Der er således tale om betaling af udgifter vedrørende betaling af en faktura vedrørende regnskabs / bogføringsprogram, som aldrig kan blive en privat udgift, som vedrører As beskatning.

Det bemærkes at baggrunden for at sagsøger ikke har adgang til regnskabsmateriale fra G1-virksomhed er at dette beror i sagsøgtes besiddelse/sagsøgte burde have sikret sig adgang hertil, således at bilagene kunne fremlægges.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

3.1 Beskatning af fri bil

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A i indkomstårene 2012-2015 skal beskattes af værdien af den Opel Corsa, som han rådede privat over i sin egenskab af direktør i og ejer af selskabet G1-virksomhed, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes og ikke den faktisk foretagne private kørsel.

G1-virksomhed leasede i perioden fra 12. januar 2012 til 27. januar 2015 en fabriksny Opel Corsa hos G3-virksomhed (bilag 2, s. 7, 1. afsnit). Selskabet var registreret som primær bruger, men ikke ejer af bilen.

A har som ejer af og direktør i selskabet G1-virksomhed rådet over den Opel Corsa, som selskabet leasede, ved (vederlagsfrit) at stille den til rådighed for NP. Idet A ikke har bevist, at dette skete i selskabets interesse, skal A beskattes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, idet den pågældende råden er sket i As private interesse.

A har i stævningen, s. 2, 9. afsnit, samt under sagens administrative behandling hævdet, at bilen var lejet ud til G2-virksomhed, som var ejet af As far, NT. Som bevis herfor har A fremlagt dels lejeaftale indgået mellem G2-virksomhed og G1-virksomhed (bilag 4), dels erklæringer fra sin far, NT (bilag 5) og NP (bilag 3).

Eksistensen af lejeaftalen er ikke understøttet af objektive kendsgerninger, såsom betalinger fra G2-virksomhed, men er i strid med to forskellige udsagn fra A.

A har således ikke fremlagt nogen form for dokumentation, der beviser, at G2-virksomheds betalinger til G1-virksomhed (bilag 6) vedrører den indgåede lejeaftale, herunder det underliggende bogføringsmateriale til posteringerne, som fremgår af selskabets kontoudtog. Det er derved ikke dokumenteret, at G2-virksomhed i overensstemmelse med lejeaftalen har betalt fast månedlig ydelse på kr. 1.394 (bilag 4) til G1-virksomhed.

At der er udstedt flere parkeringsbøder, mens bilen har været parkeret på NPs privatadresse, beviser i sagens natur ikke, at der mellem G1-virksomhed og G2-virksomhed var indgået en lejeaftale, endsige at udlejningen skete i G1-virksomheds interesse.

Det følger af retspraksis, at erklæringer fra interesseforbundne parter, der ikke er bestyrket af objektive kendsgerninger, ikke tillægges afgørende vægt ved bevisvurderingen, jf. f.eks. UfR 2009.476/2 H og SKM2017.142ØLR. Det følger desuden af retspraksis, at en erklæring udarbejdet til brug for en skattesag alene tillægges begrænset bevismæssig værdi, jf. f.eks. UfR 2002.1172 H.

De fremlagte erklæringer er ikke bestyrket af objektive kendsgerninger og må anses for udarbejdet til brug for skattesagen. Erklæringerne er derfor ikke tilstrækkelige til at løfte As bevisbyrde.

Det gælder navnlig, når henses til, at A ved to forskellige lejligheder og med års mellemrum har givet udtryk for, at der ikke var indgået nogen lejeaftale, jf. e-mail af 9. september 2014 (bilag 7) og mail af 18. juni 2016 (bilag A) til kurator i konkursboet efter G1-virksomhed.

Den ændrede forklaring skærper endvidere As bevisbyrde for, at det faktisk forholder sig, som han (nu) gør gældende, jf. f.eks. UfR 2009.230 H og UfR 1998.898 H.

A gør gældende (replikken, s. 1, 3. sidste afsnit), at G2-virksomhed stoppede med at betale leje i henhold til den indgåede lejeaftale (bilag 4), hvorefter A (ifølge ham selv) "hang på bilen".

Det fremgår af lejeaftalen indgået mellem G2-virksomhed og G1-virksomhed (bilag 4), at:

"Såfremt G2-virksomhed misligholder aftalen eller ikke betaler de aftalte ydelser ophører aftalen uden yderligere varsel. G2-virksomhed skal i den forbindelse straks tilbagelevere bilen til G1-virksomhed. Ophør af aftalen fritager Ikke G2-virksomhed fra at betale alle skyldige ydelser i forbindelse med denne aftale."

As efterfølgende forklaring om, at han skulle hænge på bilen, er dermed i modstrid med det anførte i lejeaftalen, og det taler dermed yderligere imod, at As forklaring kan lægges til grund.

Der er ingen holdepunkter for, at A - såfremt der faktisk var indgået en lejeaftale - skulle "hænge på" bilen, idet lejeaftalen var indgået mellem henholdsvis G1-virksomhed. og G2-virksomhed, ligesom der i lejeaftalen var en misligholdelsesbestemmelse, som regulerede netop den situation.

Selv hvis det lægges til grund, at G2-virksomhed havde lejet den leasede Opel Corsa, som hævdet af A, skal A stadig beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 4, jf. UfR 2014.2030 H og SKM2009.247.VLR.

Det afgørende for spørgsmålet, om hvorvidt der skal ske beskatning i denne situation, er, om selskabet havde en selvstændig økonomisk interesse i udlejningsforholdet. Er dette ikke tilfældet, skal der ske beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

A har ikke bevist, at G1-virksomhed havde en selvstændig økonomisk interesse i at stille bilen til rådighed for sin fars selskab. Det gælder så meget desto mere, når henses til, at videreudlejningen ifølge oplysningerne i udlejningsaftalen tilsyneladende skete til underpris, jf. lejekontrakten (bilag 4) sammenholdt med mailen fra A til hans far (bilag 7).

3.2 Beskatning af hævning på kr. 9.375

Udbetales der i et selskab som G1-virksomhed midler uden nogen nærmere driftsmæssig begrundelse, er det op til ejeren at bevise, at midlerne ikke er udbetalt i hans interesse, jf. f.eks. UfR 2016.3592 H og UfR 2008.857/2 H.

A anfører for det første (stævningen, s. 4, midtfor), at det fremgår af G1-virksomheds kontoudtog (bilag 6), at selskabet har overført kr. 9.375 til det kontonummer, som fremgår af fakturaen udstedt af G4-virksomhed (bilag 12).

Bevisbyrden for, at der er en driftsmæssig begrundelse for den afholdte udgift, er ikke løftet ved fremlæggelsen af faktura for køb af 7 licenser udstedt af G4-virksomhed (bilag 12), da det end ikke fremgår, hvem fakturaen er udstedt til. Det bemærkes i forlængelse heraf, at A ikke under den administrative behandling af sagen har gjort gældende, at overførslen vedrørte betaling af en faktura for køb af licenser eller i øvrigt fremlagde den omhandlende faktura. Den omstændighed, at forklaringen først fremkommer så sent under sagen kombineret med, at fakturaen skulle være betalt mere end tre måneder for sent, taler også imod, at oplysningerne kan lægges til grund.

Dette gælder så meget desto mere, når henses til, at det af CVR-registeret fremgår, at antallet af ansatte i G1-virksomhed har været 0 siden 4. kvartal 2012, jf. udskrift fra CVR for G1-virksomhed (bilag B).

A anfører for det andet (replikken, s. 2, sidste afsnit), at de 7 licenser blev anvendt af G1-virksomheds kunder. A har ikke redegjort for endsige dokumenteret den erhvervsmæssige brug af licenserne, herunder hvilke af selskabets kunder licenserne blev brugt hos, samt hvordan de blev brugt. A har derved ikke løftet sin bevisbyrde for, at det forholder sig som hævdet.

A anfører for det tredje (processkrift 1, s. 2, nederst), at eventuelle ikke-brugte licenser ligger i selskabet G2-virksomhed. Ud over at forklaringen stemmer dårligt overens med As forklaring om, at licenserne blev anvendt af G1-virksomheds kunder, har A ikke bevist, at G1-virksomhed havde en selvstændig økonomisk interesse i at stille ikke-brugte licenser til rådighed for sin fars selskab, herunder at G2-virksomhed faktisk betalte for licenserne.

Købet af 7 licenser kan derfor ikke anses som værende i G1-virksomheds interesse, og A er på den baggrund med rette blevet beskattet af overførslen på kr. 9.375 til G4-virksomhed.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A har forklaret, at G1-virksomhed. havde udlejet bilen af mrk. Opel Corsa til G2-virksomhed, som løbende blev faktureret den månedlige ydelse på 1.394 kr.

Det er ikke ved fakturaer, kontoudskrifter eller på anden lignende objektiv konstaterbar måde dokumenteret, at G1-virksomhed. blev faktureret og betalte disse månedlige ydelser. A har derimod den 18. juni 2016 over for kurator i G1-virksomhed under tvangsopløsning oplyst, at bilen blev anvendt til kundebesøg.

G1-virksomhed har heller ikke, da lejeaftalen blev misligholdt, udøvet den misligholdelsesbeføjelse, der fremgår af lejeaftalens pkt. 8.

Efter en samlet vurdering af disse omstændigheder finder retten ikke, at bilen var lejet ud til G2-virksomhed. As forklaring og den under sagen fremlagte erklæring fra MI ændrer ikke ved denne vurdering. A skal derfor beskattes af værdien af bilen, som han i sin egenskab af direktør og ejer af selskabet G1-virksomhed rådede over, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

A har forklaret, at fakturaen af 1. maj 2014 fra G4-virksomhed vedrører køb af syv licenser til nogle budgetprogrammer, som han integrerede med selskabets kunders regnskabsprogrammer. Han har ikke forklaret, hvem disse kunder er, ligesom det ikke fremgår af fakturaen af 1. maj 2014 fra G4-virksomhed, hvem den er udstedt til.

På den baggrund finder retten ikke, at udgiften er afholdt i G1-virksomhed's interesse, hvorfor A skal beskattes heraf.

Som følge af ovennævnte **, og idet Skatteministeriet har anerkendt, at As skattepligtige indkomst skal nedsættes med kr. 7.223,25 i indkomståret 2013, med kr. 640 i indkomståret 2014 og med kr. 12.287,50 i indkomståret 2015, tages Skatteministeriets ***påstand til følge.

A skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi og forløb fastsat til dækning af advokatudgift med 18.750 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet Departementet frifindes****, idet Skatteministeriet anerkender, at As skattepligtige indkomst nedsættes med kr. 7.223,25 i indkomståret 2013, med kr. 640 i indkomståret 2014 og med kr. 12.287,50 i indkomståret 2015.

A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 18.750 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.