Dokumentets metadata

Elafgift - Afgiftsgodtgørelse - Opladning af firma elbiler hos medarbejderen

Spørgsmålene drejede sig, om opladning af elbiler.

Der blev først spurgt om, der var fuldt momsfradrag for moms af den elektricitet, som Spørger ville afregne til medarbejderen vedrørende forbruget på ladestanderen, der var installeret hos medarbejderen. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger havde ret til momsfradrag for udgiften til el, som Spørger afregnede til medarbejderne idet udgiften ikke var afholdt af en afgiftspligtig person, der havde optrådt i denne egenskab ved købet, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Herefter blev der spurgt, om der kunne ydes godtgørelse for elafgift af den elektricitet, der blev afregnet til medarbejderen. Skatterådet kunne ligeledes ikke bekræfte, at betingelserne for at Spørger kunne få godtgørelse for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt til opladning af batterier til elbiler, der blev afregnet til medarbejderen vedrørende forbruget på ladestanderen der var installeret hos medarbejderen, hverken efter elafgiftsloven eller efter særordningen i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012. Dette skyldes henholdsvis den manglende momsfradragsret og at måleren af elforbruget til elbilen ikke var placeret i ladestanderen, men derimod ved boligens el-tavle. Det fremgår entydigt af lovforarbejderne til særordningen, at måleren skulle sidde i ladestanderen og ikke kunne sidde andre steder.

Endelig blev der spurgt, om det kunne bekræftes, at den enkelte medarbejder ikke skulle beskattes af sparet privatforbrug ved arbejdsgivers refusion af el-udgiften til opladning af den specialindrettede varebil. Skatterådet kunne bekræfte, at den enkelte medarbejder ikke skulle beskattes af sparet privatforbrug ved arbejdsgivers refusion af el-udgiften til opladning af specialindrettet køretøj, idet el-udgiften kunne individualiseres via en måler, der enten sad i ladestanderen eller kunne opsættes ved kundens el-tavle i hjemmet, hvor det ved installationen eller certificeringen var sikret, at det kun var opladere til elbiler, der blev tilsluttet til måleren. Der var i den forbindelse henset til, at den ansatte montør aflæser måleren og kilometerstanden månedligt og afregnes herefter, og at Spørger ville holde det faktiske forbrug op i mod kørte kilometer og sammenholde med de øvrige servicevogne. Det var derudover forudsat, at den ladestander, der installeres på medarbejderens private bopæl, udelukkende kunne anvendes til opladning af den specialindrettede el-varebil.

Spørgsmål

1. Kan det bekræftes, at Spørger kan få godtgørelse for moms af den strøm, som afregnes til medarbejderen?
2. Kan det bekræftes, at Spørger kan få godtgørelse for elafgift af den strøm, som afregnes til medarbejderen?
3. Kan det bekræftes, at den enkelte medarbejder ikke skal beskattes af sparet privatforbrug ved arbejdsgivers refusion af el-udgiften til opladning af specialindrettet køretøj?

Svar

1. Nej.
2. Nej.
3. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et selskab med virksomhed inden for elinstallation og vvs. Spørger har driftssteder i to forskellige byer og beskæftiger xx medarbejdere. De primære arbejdsområder er traditionelt elektrikerarbejde for private, ejendomsopførelse og industri, og fra primo 2020 har Spørger også udført arbejde inden for VVS-området. Arbejdet udføres hovedsageligt på lokationer anvist af kunderne, og de udførende medarbejdere kommer kun undtagelsesvis på Spørgers adresser.

De udførende medarbejdere har en servicevogn stillet til rådighed af Spørger. Servicevognene er specialindrettede og traditionelle kassevogne på gule plader, som alene anvendes i forbindelse med arbejdet. Servicevognene er indrettet med et lille lager af varer, diverse håndværktøj, stiger etc., som medarbejderen får brug for i forbindelse med udførelse af arbejdet. Medarbejderne kører i servicevognene direkte fra hjemmet til arbejdslokationen hos kunderne og hjem igen og kun undtagelsesvis til Spørgers adresser.

I forbindelse med den grønne omstilling ønsker selskabet at anskaffe en række servicevogne, som anvender elektricitet som drivkraft frem for diesel. For at lette processen med "tankning" af elektricitet påtænker Spørger at installere ladestandere i husstanden hos de givne medarbejdere, som skal køre i de eldrevne servicevogne således, at servicevognene kan lade op i løbet af natten. Ladestandere må kun anvendes til "tankning" af servicevogne og må ikke anvendes til andre formål. En ladestander følger en servicevogn således, at hvis en given eldreven servicevogn ikke længere anvendes hos Spørger, eller hvis en given medarbejder ikke længere arbejder hos Spørger, så fjernes ladestanderen fra medarbejderens bopæl.

Teknik og administration

På hjemmeadressen hos montørerne monteres en ladestandere til opladning af el-servicebilen. Ladestanderen placeres udvendigt på væg på den ansatte montørs bolig, og den er forsynet med et fast ladekabel med et type2 ladestik. Fra boksen føres et kabel til boligens eltavle, hvor der monteres et nyt HPFI/sikrings og en MID elmåler for afregning.

Spørgers kostpriser for installationen udgør ca. 5.500 DKK for materialer og 1.600 DKK for løn. Installationen udføres så den kun kan anvendes til opladning af el-bil.

Den ansatte montør aflæser måleren og kilometerstanden månedligt og afregnes herefter. Måleraflæsning kan evt. fotodokumenteres årligt overfor Spørger.

Faktisk forbrug holdes op i mod kørte kilometer og sammenholdes med de øvrige servicevogne. Afregningen overfor den ansatte montør udgør den fulde forbrugerpris for den forbrugte el inkl. elafgift bortset fra 0,4 øre pr. kWh og moms.

Ladestanderen følger servicevognen, og hjemtages såfremt medarbejderen skifter til anden transportløsning eller ansættelsesforholdet ophører.

Derudover har Spørger supplerende oplyst, at:

Der ved boligens eltavle placeres en separat gruppeafdækning/boks som udgør udvidelsen af eltavlen med det til el-ladeboksen hørende materiel. I denne afdækning/boks placeres kombineret gruppeafbryder/RCD-relæ, samt MID-bimåler. Denne udvidelse er kun for forsyning af el-ladeboksen.

Der forefindes ikke en måler i ladestanderen, som måler elforbruget vedrørende den pågældende elbil.

Som beskrevet i ovenstående monteres en separat afdækning/boks med en kombineret gruppeafbryder/RCD-relæ, samt MID-bimåler. Dette fungerer kun som beskyttelse for el-ladeboksen, og har ingen indflydelse på boligens øvrige installationer.

Da el-servicevognen tilhører virksomheden, følger det nødvendige udstyr for opladning af denne også. Ved ophør af brug af bilen og herunder ved ophør af ansættelsesforholdet, vil den pågældende medarbejder skulle udlevere medfølgende el-ladeboks og den foransiddende installation ekskl. kabelinstallation og evt. afdækningsboks alt efter reetableringsforholdet og graden. Det er supplerende oplyst, at det dog vil være de faktiske forhold på nedtagningstidspunktet, som afgør om der er dele af den samlede installation, fx afdækningsboksen, som det alligevel ikke kan betale sig at nedtage.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Det er vores opfattelse, at spørgsmål 1 bør besvares "ja". Spørger driver ladestanderen for egen regning og risiko, og den forbrugte el indgår og anvendes ved Spørgers momspligtige levering af varer og ydelser. Der er derfor fuldt fradrag for momsen af udgifterne ved indkøb og montage af ladestanderen og momsen af den anvendte el i de enkelte varebiler, jf. momslovens § 37.

Der er tale om specialindrettede varebiler, som udelukkende anvendes ved levering af virksomhedens momspligtige salg af varer ydelser, hvorfor der bør være fuldt fradrag for momsen af alle udgifterne vedr. varebilerne, jf. momslovens § 37 og § 41.

Spørgers høringssvar vedrørende spørgsmål 1:

Da der kun er én hovedmåler på privatadressen, og da elselskabet kun fremsender en faktura til ejeren af hovedmåleren, vil fakturaen vedr. opladningen af varebilen altid tilgå medarbejderen. Det er således ikke muligt i denne løsning for Spørger at modtage en faktura fra elselskabet. Det er vores vurdering, at lade standeren drives for Spørgers regning og risiko, da man betaler installationen og den forbrugte el, og når lade standeren skal opsættes, nedtages og vedligeholdes, så er det Spørger, der står for det og har udgifterne derved.

Da det kun er varebilen, der kan oplade el via lade standeren og den tilhørende bi måler, er der ingen tvivl om, at Spørger er forbruger af den pågældende el. Samtidig kan det konstateres, at Spørger også er ejer af varebilen og at denne kun bruges i erhvervsmæssigt øjemed, da der er tale om en specialindrettet varebil, må man konstatere, at momsen bliver en reel merudgift for virksomheden i det konkrete tilfælde på trods af, at der er tale om en fuldt momspligtig virksomhed.

Spørgsmål 2

Det er vores opfattelse, at spørgsmål 2 bør besvares "ja". Spørger driver ladestanderen for egen regning og risiko, og uanset om hele prisen på den købte el tilbageføres til medarbejderen, bortset fra 0,4 øre/kWh. Spørger får installeret måler ved den enkelte medarbejder, som sikrer, at der kun godtgøres den el, som varebilen forbruger.

Spørger har vedligeholdelses- og serviceforpligtelsen vedr. ladestanderen.

Det bemærkes, at stopper ansættelsesforholdet nedtages og borttages ladestanderen, da den er Spørgers ejendom, ikke medarbejderens, selvom den monteres ved vedkommendes bopæl.

Vores opfattelse ved besvarelsen af spørgsmål 2 baserer sig på følgende uddrag af Den juridiske vejledning 2021-1:

" E.A.4.6.3.2 Godtgørelse af afgift af elektricitet

Elbiler

Skatterådet har den 27. april 2010 truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til el-biler. Det lovfortolkende spørgsmål er offentliggjort i styresignal SKM2011.259.SKAT om opladning af batterier til el-biler - godtgørelse af elafgift.

Ved lov nr. 1353 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer af 21. december 2012, skete der en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier i registrerede elbiler.

Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler. Det betyder, at elafgiften godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh.

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Tilbagebetaling ydes uanset bestemmelsen i ELAL § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Vedrørende forbrugskriteriet er der tale om et særligt tilfælde, der ikke kan overføres på andre områder.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i forbindelse med ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til den registrerede elbil på batteriskiftestationer.

Se lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer § 21, stk. 1 og 2.

Der er tale om en tidsbegrænset ordning."

Spørgsmål 3

Den enkelte medarbejder beskattes ikke af fri bil, da der er tale om en specialindrettet varebil, som ifølge Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.A.5.14.1.13 Særlige køretøjer samt ligningslovens § 16, stk. 4 ikke anses for en fri bil til rådighed og dermed ikke som anvendelig til privat benyttelse.

Efter vores opfattelse er den anvendte el og monterede ladestander en del af udgifterne ved en fuldt erhvervsmæssigt benyttet varebil, hvorfor alle udgifterne er fradragsberettigede for selskabet, jf. statsskattelovens § 6, uanset om der er tale om el, elafgift eller moms samt værdien af ladestanderen.

Medarbejderen opnår derfor ikke noget sparet privatforbrug ved monteringen af ladestanderen og ved godtgørelsen af den el, der oplades på medarbejderens private bopæl, da den anvendes ved kørsel i varebilen, hvor der udelukkende er tale om erhvervsmæssig kørsel.

Der kan henvises til SKM2015.376.SR.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger har ret til momsfradrag for el anvendt til servicebiler, som Spørger afregner til medarbejderen i henhold til forbruget på en ladestander installeret hos medarbejderen.

Begrundelse

Spørger har til hensigt at installere en ladestander i husstanden hos deres medarbejdere, som har en el-servicevogn stillet til rådighed og som alene anvendes i forbindelse med arbejdet. El-servicevognen er en specialindrettet og traditionel kassevogn på gule plader.

Ladestanderen må alene anvendes til "tankning" af el-servicevognen og må ikke anvendes til andre formål.

Spørgers medarbejder aflæser måleren og kilometerstanden månedligt og Spørger afregner herefter medarbejderen for det faktiske forbrug. Afregningen overfor medarbejderen udgør den fulde forbrugspris for den forbrugte el inkl. energiafgifter bortset fra 0,4 øre pr. kWh og moms.

Det er oplyst, at el-servicevognen er specialindrettet, på gule plader og alene anvendes erhvervsmæssigt. Der er fuld fradragsret for moms, der vedrører drift af disse varevogne, jf. momslovens § 37, stk. 1, og § 41, stk. 2.

Det følger dog, at den grundlæggende betingelse for momsfradragsret er, at udgiften er afholdt af en afgiftspligtig person, der har optrådt i denne egenskab ved købet, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Derfor er der alene fradragsret for moms af varer og ydelser, der kan anses for leveret til den afgiftspligtige person. En vare eller ydelse kan anses for at være leveret til virksomheden, hvis den afgiftspligtige person er i besiddelse af en forskriftsmæssig faktura, der er udstedt til virksomheden. Se hertil C-338/98, Kommissionen mod Nederlandene, C-165/86, Intiem CV samt SKM2009.139.LSR.

Godtgørelser, der udbetales til ansatte for udgifter, som de ansatte har afholdt i eget navn, vil derfor ikke give ret til momsfradrag, da godtgørelsen ikke er betaling for virksomhedens indkøb, ligesom det ikke er betaling for varer eller ydelser, der er leveret til virksomheden. Se hertil Momslovens § 37, stk. 1 og C-338/98, Kommissionen mod Nederlandene og C-33/03, Kommissionen mod Storbritannien og Nordirland.

Det kan derfor ikke bekræftes, at Spørger har ret til momsfradrag for indkøb af el, som afregnes til medarbejderen, da Spørger ikke er i besiddelse af en faktura udstedt til Spørger.

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar vedrørende spørgsmål 1:

Spørgers bemærkninger giver ikke Skattestyrelsen anledning til at ændre indstillingen om, at spørgsmål 1 besvares med, at det ikke kan bekræftes, at Spørger har ret til momsfradrag for indkøb af el, som afregnes til medarbejderen, da Spørger ikke er i besiddelse af en faktura udstedt til Spørger.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger kan få godtgørelse for elafgift af den strøm, som afregnes til medarbejderen.

Begrundelse

Med det stillede spørgsmål ønskes afklaret, hvorvidt Spørger har mulighed for godtgørelse af elafgift efter § 21 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012 for elektricitet forbrugt til opladning af batterier i spørgers elbiler, som dagligt efter arbejdsophør parkeres på medarbejderens husstand, hvor ladestanderen er opstillet.

Der er som udgangspunkt to muligheder for at Spørger kan få godtgørelse for elforbruget i ladestanderen. Den ene er efter elafgiftsloven § 11, stk. 1. og stk. 5 og § 11 c, stk. 1, og den anden er efter særordningen i § 21 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012.

Grundprincippet i elafgiftsloven er, at der skal betales fuld afgift af elforbrug i almindelige husholdninger, mens momsregistrerede virksomheder som udgangspunkt har ret til godtgørelse af afgiften bortset fra 0,4 øre pr. kWh.

Det er bl.a. en betingelse for godtgørelse af elafgift til momsregistrerede virksomheder, at virksomheden har fradragsret for den indgående moms af købet af elektricitet, der anvendes i fx en ladestander, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 5.

Da spørgsmål 1 besvares med, at Spørger ikke har ret til momsfradrag for indkøb af el, som afregnes til medarbejderen, følger det, at Spørger grundet den manglende momsfradragsret ikke er berettiget til godtgørelse for elforbruget i ladestanderen efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og stk. 5.

Spørgsmålet er herefter, om Spørger kan få godtgørelse af elafgift for elektricitet forbrugt til opladning af batterier i elbiler efter særordningen i § 21 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012.

Følgende krav er ifølge § 21, stk. 1 og stk. 2 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012 og lovforarbejderne knyttet til retten til afgiftsgodtgørelse for elforbrug til ladestanders opladning af batterier i elbiler:

1. Ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko.
2. Elforbruget i landestanderen skal opgøres gennem måling, hvor måleren skal være placeret i ladestanderen.
3. Virksomheden skal være involveret i driften af ladestanderen.

Skattestyrelsen forudsætter at Spørger opfylder betingelse nr. 1 og nr. 3 om at ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften.

For så vidt angår betingelse nr. 2 om, at elforbruget i ladestanderen skal opgøres gennem måling, hvor måleren skal være placeret i ladestanderen, bemærkes:

Det er oplyst i sagen, at måleren der måler elforbruget i ladestanderen ikke er placeret i ladestanderen, men derimod ved firmabilistens husstands el-tavle, hvor det er påtænkt, at måleren placeres som en separat gruppeafdækning/boks som udgør udvidelsen af el-tavlen med det til elladeboksen hørende materiel. I denne afdækning/boks placeres kombineret gruppeafbryder/RCD-relæ, samt MID-bimåler.

Det fremgår af § 21 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012, at det er et krav at elforbruget anvendt i ladestanderen skal opgøres gennem måling, og af lovforarbejderne til bestemmelsen fremgår, at måleren skal være placeret i ladestanderen.

I forbindelse med behandling af lovforslaget af ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012 blev der udarbejdet et høringsskema indeholdende høringssvar fra organisationer og kommentarer fra Skatteministeriet.

I nærværende sag er høringssvar fra Better Place Denmark og DI Dansk Industri relevant.

Better Place Denmark har bl.a. stillet følgende spørgsmål: "Better Place støtter, at der skal ske måling af den el, der er forbrugt til opladning af batterier, men støtter ikke, at måleren skal sidde i ladestanderen." Af Skatteministeriets kommentar til høringssvaret fremgår:" Hvis måleren sidder andre steder end i ladestanderen, er der ved mange placeringer af ladestandere mulighed for at trække el til andre formål end erhvervsmæssig opladning af batterier. Af kontrolmæssige årsager skal måleren derfor være placeret i ladestanderen."

DI Dansk Industri har bl.a. stillet følgende spørgsmål: "DI mener ikke, at loven skal være så detaljeret, at det fremgår af loven, at måleren skal sidde i ladestanderen." Af Skatteministeriets kommentar til høringssvaret fremgår:" Med hensyn til målerens placering i ladestanderen henvises til kommentaren til høringssvaret fra Better Place."

Dokumentationskravet for tilbagebetalingsbeløbet fremgår af § 21, stk. 2, 2 pkt. i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012:"(…)Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer. (…)"

Af Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit E.A.4.6.3.2 fremgår følgende:" Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i forbindelse med ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til den registrerede elbil på batteriskiftestationer."

Hvis lovgiver havde haft til hensigt, at måleren skulle kunne sidde andre steder end i ladestanderen ville det have fremgået af loven og lovforarbejderne. Dette er ikke tilfældet. Det fremgår derimod entydigt af lovforarbejderne, at måleren skal sidde i ladestanderen og ikke kan sidde andre steder.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger ikke er berettiget til godtgørelse af elafgift efter § 21 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012 af elforbruget til opladning af batterier i Spørgers elbiler, som dagligt efter arbejdsophør parkeres på medarbejderens husstand, hvor ladestanderne er opstillet, allerede af den grund, at måleren ikke er placeret i ladestanderen, men ved husstands el-tavlen.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at den enkelte medarbejder ikke skal beskattes af sparet privatforbrug ved arbejdsgivers refusion af el-udgiften til opladning af specialindrettet køretøj.

Begrundelse

Skattestyrelsen skal indledningsvist bemærke, at det fremgår af Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.A.5.14.1, at der som hovedregel er tale om et skattepligtigt personalegode (fri bil), jf. ligningslovens § 16, stk. 4, hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed, som den ansatte kan bruge privat, herunder til kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Det fremgår dog videre af Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.A.5.14.1.13, at såfremt der er tale om kørsel i såkaldte specialindrettede biler, som er biler, der almindeligvis er egnede som en privat bil, men på grund af indretningen mv. ikke er egnet til at træde i stedet for en privat bil, udløses der ikke beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Det fremgår videre, at kørsel mellem hjem og arbejdsplads i specialindrettet køretøj betragtes som fri befordring, og den ansatte beskattes ikke af kørslen mellem hjem og arbejdsplads, hvis den ansatte ikke har taget befordringsfradrag efter reglerne herom i ligningslovens § 9 C.

Derudover fremgår det af svar på spørgsmål til Skatteudvalget, SAU alm. del - spørgsmål 67 (2019-20) af 29. oktober 2019, bl.a. at:

" I det omfang en specialindrettet varebil udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, og til kørsel mellem hjem og arbejde, kan en arbejdsgiver afholde udgifter til opsætning af en el-ladestander på medarbejderens private bopæl uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderen.

Hvis medarbejderen har en privat el-bil, hvor samme el-ladestander kan anvendes til opladning heraf, skal medarbejderen beskattes af den private andel.

Hvis medarbejderen anvender varebilen til kørsel, udover kørslen mellem hjem og arbejdsplads, anses kørslen for privat kørsel, hvilket har skatte- og momsmæssige konsekvenser.

Privat kørsel i varebilen indebærer også, at der skal ske beskatning af den private andel af el-ladestanderen."

Endvidere kan der henvises til besvarelsen af SAU alm. del - spørgsmål 276 (2018-19) for nærmere beskrivelse af de skatte- og momsmæssige konsekvenser af kørsel i specialindrettede varebiler.

Af Spørgers oplysninger fremgår det, at servicebilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, og at medarbejderne vil blive refunderet for den el-udgift, der er medgået til opladning af bilen.

Skatterådet har i afgørelse SKM2015.376.SR, bekræftet, at en arbejdsgiver kan refundere den ansattes udgifter til opladning af en firmabil uden at dette udløser beskatning, under forudsætning af, at den ladestander, der installeres på medarbejderens private bopæl, udelukkende anvendes til opladning af den firmabeskattede elbil, og det kun er muligt at oplade batteriet på elbilen og ikke andre af medarbejderens elektriske apparater og/eller installationer.

Denne afgørelse er i overensstemmelse med tidligere afgørelse fra Skatterådet, SKM2014.166.SR, hvor Skatterådet også lagde vægt på, at det er muligt at opgøre den nøjagtige strømmængde, der bruges til at oplade den heri omhandlede bil, og at den ladestation, der installeres på medarbejders hjemmeadresse udelukkende anvendes til opladning af denne bil.

Det fremgår endvidere af Skatterådets afgørelse i SKM2015.376.SR, at en separat elmåler, der udelukkende måler elforbruget fra den specifikke ladestander, kan danne grundlag for, at arbejdsgiverens refusion af de pågældende el-udgifter anses som dækning af sædvanlige driftsomkostninger ved elfirmabilen. Det var i den forbindelse i afgørelsen bl.a. oplyst at individualiseringen af strømforbrug kunne ske via en bimåler, der enten kunne sidde i den respektive oplader eller opsættes ved kundens el-tavle i hjemmet, hvor det ved installationen eller certificeringen sikres, at det kun er opladere til elbiler, der tilsluttes bimåleren.

I nærværende sag er det oplyst, at der monteres en separat afdækning/boks med en kombineret gruppeafbryder/RCD-relæ, samt MID-bimåler, så det derved er muligt at individualiseres el-udgiften til det erhvervsmæssige anvendte specialindrettede køretøj. Det er videre oplyst, at den ansatte montør aflæser måleren og kilometerstanden månedligt og afregnes herefter og at Spørger vil holde det faktiske forbrug op i mod kørte kilometer og sammenholdes med de øvrige servicevogne.

Spørger har endvidere oplyst, at der reelt er tale om specialindrettede køretøjer, der ikke anvendes privat.

Dette er således lagt til grund ved Skattestyrelsens besvarelse.

Skattestyrelsen har herudover forudsat, at den ladestander, der installeres på medarbejderens private bopæl, udelukkende kan anvendes til opladning af el-bil og at den udelukkende anvendes til opladning af den specialindrettede el-varebil.

På den baggrund og under disse forudsætninger finder Skattestyrelsen, at den enkelte medarbejder ikke skal beskattes af sparet privatforbrug ved arbejdsgivers refusion af el-udgiften til opladning af specialindrettet køretøj.

Skattestyrelsen skal derudover bemærke, at det er oplyst at medarbejderen skal aflevere medfølgende ladestander og foransiddende installation ekskl. kabelinstallation og evt. afdækningsboks, alt efter reetableringsforholdet og graden ved ophør af brug af bilen, herunder ved ophør af ansættelsesforholdet. Det er supplerende oplyst, at det dog vil være de faktiske forhold på nedtagningstidspunktet, som afgør om der er dele af den samlede installation, fx afdækningsboksen, som det alligevel ikke kan betale sig at nedtage.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at hvis medarbejderen således beholder dele af disse installationer, tilflyder der herved som udgangspunkt vedkommende et formuegode, som skal beskattes med markedsværdien på overdragelsestidspunktet efter ligningslovens § 16, stk. 3. Markedsværdien er den værdi, det vil koste vedkommende at få installeret tilsvarende faciliteter medmindre, der kan dokumenteres en nedslidning, jf. afgørelse fra Skatterådet SKM2015.376.SR.

Som det fremgår af Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.A.5.1.3, skal personalegoder, som en eller flere arbejdsgivere i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, dog kun beskattes, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb på 6.500 kr. i 2021, jf. ligningslovens§ 16, stk. 3, 6. pkt.

Hvis den samlede værdi af de personalegoder, der i overvejende grad er ydet af hensyn til arbejdet, overstiger beløbsgrænsen på 6.500 kr., bliver medarbejderen skattepligtig af alle goderne.

Ifølge Spørgers oplysninger, er de omhandlede kabler mv. etableret af hensyn til den ansattes erhvervsmæssige kørsel i et specialindrettet køretøj.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder kan finde anvendelse på de, til brug for opladning af den erhvervsmæssigt anvendte bil, foretagne installationer, således af der af denne grund, ikke skal ske beskatning med markedsværdien for disse installationer efter ligningslovens § 16, stk. 3, på tidspunktet for ansættelsesforholdets ophør. Dette gælder dog kun, såfremt markedsværdien på overdragelsestidspunktet af de omhandlede installationer ikke overstiger bundgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt., jf. ovenfor.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Momslovens § 37, stk. 1

Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.

Momslovens § 41, stk. 1 og 2

§ 41. Afgift, der vedrører anskaffelse af vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 t, kan ikke fradrages, medmindre køretøjerne udelukkende anvendes i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser.

Stk. 2. Afgift, der vedrører drift af de i stk. 1 omhandlede motorkøretøjer, kan fuldt ud fradrages, uanset om køretøjet kun delvis anvendes til fradragsberettigede formål i virksomheden.

Praksis

C-33/03, Kommissionen mod Storbritannien og Nordirland

Sagen omhandlede en national bestemmelse om, at en arbejdsgiver har ret til fradrag for moms af brændstof, der indkøbes af ansatte, hvis arbejdsgiveren enten refunderede de faktiske udgifter til brændstoffet eller udbetalte en standardiseret godtgørelse.

Domstolen afgjorde, at bestemmelsen var i strid med dagældende 6. direktivs artikel 17, stk. 2, litra a (nu momssystemdirektivets artikel 168, litra a), da den gav afgiftspligtige personer ret til at fratrække moms på visse leveringer af brændstof til ikke-afgiftspligtige personer under betingelser, der ikke sikrer, at den fratrukne moms udelukkende vedrører brændstof, der er anvendt til brug for den afgiftspligtige persons afgiftspligtige transaktioner.

C-338/98, Kommissionen mod Nederlandene

Sagen omhandlede en nederlandsk ordning om, at arbejdsgivere kunne foretage et standardiseret momsfradrag for godtgørelser, som skulle dække de ansattes skønsmæssige udgifter til benzin i forbindelse med kørsel for arbejdsgiver i de ansattes køretøjer.

EU-domstolen udtalte, at det ifølge dagældende 6. direktivs artikel 17, stk. 2, litra a, (nu momssystemdirektivets artikel 168, litra a) er en betingelse for fradrag, at der foreligger en leverance af varer eller ydelser mellem to afgiftspligtige personer.

Denne betingelse var ikke opfyldt.

C-165/86, Intiem CV

Sagen omhandlede momsfradrag for brændstof, som fysisk blev leveret direkte til de ansatte, men for arbejdsgiverens regning. Brændstoffet blev udelukkende an-vendt til de ansattes arbejde i arbejdsgiverens virksomhed og blev faktureret direkte til arbejdsgiveren.

EU-domstolen udtalte, at 6. direktivs artikel 17, stk. 2 (nu momssystemdirektivets artikel 168), som begrænser den afgiftspligtiges fradragsret til fradrag for moms, "for goder der er... leveret til ham", ikke har til formål at udelukke retten til fradrag af moms af varer, der sælges til den afgiftspligtige, for udelukkende at anvendes i dennes virksomhed, selv om de rent fysisk er udleveret til hans ansatte.

EU-domstolen konkluderede derfor, at momsen kunne fradrages.

SKM2009.139.LSR

Sagen handlede om et selskab, som ejede 136 ud af 160 ejerlejligheder i et ferie-kompleks. Selskabet havde foretaget fradrag for moms af udgifter til renoverings- og vedligeholdelsesarbejder på ejerlejligheder.

Arbejderne var iværksat og betalt af ejerforeningen, og hver lejlighed indbetalte derefter 1/160 af de samlede udgifter til ejerforeningen.

Landsskatteretten fandt, at udgifterne var afholdt af ejerforeningen og ikke selskabet. Der var derfor ikke tale om virksomhedens indkøb efter ML § 37, stk. 1, hvorfor selskabet ikke havde momsfradrag.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Elafgiftsloven (LBKG 2020-08-26 nr. 1321, ændret ved lov nr. 2225 af 29. december 2020)

§ 1 Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.

§ 11, stk. 1. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling.

Stk.5. Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og 3, 2. pkt., i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet eller varme. Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af energi i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 8.

§ 11 c, stk. 1. Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 2. pkt.

Lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler) med senere ændringer.

§ 21, stk. 1: Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i lov om afgift af elektricitet §§ 11, 11 a og 11 c.

Stk. 2: Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i lov om afgift af elektricitet § 11, stk. 15, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for merværdiafgift for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer. (…)

Det skal af Skattestyrelsen bemærkes, at særordningens § 21, stk. 2 fejlagtig henviser til elafgiftslovens § 11, stk. 15 og ikke § 11, stk. 5. Der er tale om en lovteknisk fejl hvor der endnu ikke er foretaget korrektion af henvisningen i § 21, stk. 2.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love § 6 er denne midlertidige godtgørelsesordning forlænget til 31. december 2030.

Forarbejder

Lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler):

Almindelige bemærkninger

(…..)

2.1. Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til elbiler

(….)

Forslagets indhold

Forslaget indeholder en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier til registrerede elbiler. (…)

Regeringen har besluttet at udbrede og præcisere gældende regler for godtgørelse af elafgift, således at alle kendte modeller af erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler alene pålægges procesafgift, når opladningen sker på ladestandere herunder hurtigopladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, eller når opladningen sker på batteriskiftestationer.

Efter forslaget vil alle virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladestandere herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Endvidere kan virksomheder, der anvender elektricitet til opladning af batterier til registrerede elbiler på batteriskiftestationer, få godtgjort elafgift. Elektriciteten anses i disse særlige tilfælde for at være forbrugt af virksomheden.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til elbilen på batteriskiftestationer.

Elbilvirksomheden har via ladestanderen i visse situationer mulighed for at styre elforbruget, herunder sikre en intelligent opladning af batterier, således at elforbruget finder sted på bestemte tidspunkter på dagen. Dette uanset om virksomhedens ladestander er opstillet i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Det er et krav, at virksomheden er involveret i driften af ladestanderen.

Med præciseringen er den enkelte forbruger ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer. Muligheden for godtgørelse af elafgift ved erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler er dermed udbredt til at dække alle kendte igangværende forretningsmodeller inden for elbilbranchen, når elforbruget sker via virksomhedens ladestander eller på batteriskiftestationer.

(…)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

(…..)

Til § 21

(...)

Skatterådet traf den 27. april 2010 afgørelse i en sag om elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til elbiler.

Skatterådet fastslår ved denne afgørelse, at virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til elbiler, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Det er Skatterådets opfattelse, at elforbruget sker ved opladningen af batterier til el-biler. Opladningen sker ved, at der påføres elektricitet til batterier til elbiler. Når virksomheden har serviceaktiviteter med opladning af batterier til elbiler, anser Skatterådet elektriciteten for at være forbrugt i en produktionsproces i virksomheden. Virksomhedens kunder køber således ikke elektricitet, men en ydelse, der består i opladning af batterier til el-biler. Det fremgår af Skatterådets afgørelse, at det er en forudsætning, at det er virksomhedens elleverandør eller en anden udbyder, som virksomheden samarbejder med, der leverer elektriciteten til opladningen, uanset hvor og under hvilke betingelser opladningen af batterierne til elbiler finder sted.

Skatterådets afgørelse er gengivet i forkortet form i SKM2011.259.SKAT.

På denne baggrund forslås det at præcisere reglerne for godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler.

Efter forslaget vil alle virksomheder kunne få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen.

(...)

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Med præciseringen er husholdningen, der er kunde hos en elbilvirksomhed, ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer.

Tilbagebetalingen ydes i dette særlige tilfælde uanset bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 16, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere og på batteriskiftestationer.

(...)

Høringsskema L52

I forbindelse med behandling af lovforslaget blev der udarbejdet et høringsskema indeholdende høringssvar og kommentarer til udkast til lovforslag om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler).

Nedenstående er et uddrag af høringsskemaet:

Praksis

Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit E.A.4.6.3.2 (uddrag):

Elbiler

Skatterådet har den 27. april 2010 truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til el-biler. Det lovfortolkende spørgsmål er offentliggjort i styresignal SKM2011.259.SKAT om opladning af bat-terier til el-biler - godtgørelse af elafgift.

Ved lov nr. 1353 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer af 21. december 2012, skete der en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørrelse af elafgift forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier i registrerede elbiler.

Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler. Det betyder, at elafgiften godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh.

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Tilbagebetaling ydes uanset bestemmelsen i ELAL § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Vedrørende forbrugskriteriet er der tale om et særligt tilfælde, der ikke kan overføres på andre områder.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i forbindelse med ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til den registrerede elbil på batteriskiftestationer.

(…)

Der er tale om en tidsbegrænset ordning.

(…)

Dokumentation for tilbagebetalingsbeløb

Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere og på batteriskiftestationer.

Se lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer § 21, stk. 2, 2. pkt.

(…)

Spørgsmål 3

Lovgrundlag

Ligningslovens § 16, stk. 4:

Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter vægtafgiftsloven, med tillæg af 50 pct.

(…)

Spørgsmål til Skatteudvalget, SAU alm. del - spørgsmål 67 (2019-20) af 29. oktober 2019.

Spørgsmål

Kan ministeren oplyse, om en medarbejder skal beskattes af værdien af en opsat el-ladestander på privatadressen, samt udgifterne til opsætning heraf, hvis en medarbejder får en el-varebil på gule plader stillet til rådighed af sin arbejdsgiver?

Svar

Til brug for besvarelsen har jeg indhentet nedenstående bidrag fra Skattestyrelsen, som jeg kan henholde mig til:

"En medarbejder kan, uden at det har moms- eller skattemæssige konsekvenser, køre dagligt mellem hjem og arbejde i varebiler, herunder i el-varebiler på gule plader, når der er tale om kørsel i specialindrettede vare- og lastmotorkøretøjer med en tilladt totalvægt på ikke over 4 ton. Sådan kørsel er fri befordring og udløser kun beskatning, såfremt medarbejderen tager befordringsfradrag.

Det er en betingelse, at der er tale om et specialindrettet køretøj, hvor indretningen gør bilen uegnet eller meget lidt egnet til privat benyttelse.

Hvis en bil ikke er specialindrettet, må den kun køre erhvervsmæssigt. Hvis bilen benyttes til kørsel mellem hjem og arbejde, skal der ske beskatning af fri bil.

I det omfang en specialindrettet varebil udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, og til kørsel mellem hjem og arbejde, kan en arbejdsgiver afholde udgifter til opsætning af en el-ladestander på medarbejderens private bopæl uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderen.

Hvis medarbejderen har en privat el-bil, hvor samme el-ladestander kan anvendes til opladning heraf, skal medarbejderen beskattes af den private andel.

Hvis medarbejderen anvender varebilen til kørsel, udover kørslen mellem hjem og arbejdsplads, anses kørslen for privat kørsel, hvilket har skatte- og momsmæssige konsekvenser.

Der kan henvises til besvarelsen af SAU alm. del - spørgsmål 276 (2018-19) for nærmere beskrivelse af de skatte- og momsmæssige konsekvenser af kørsel i specialindrettede varebiler.

Privat kørsel i varebilen indebærer også, at der skal ske beskatning af den private andel af el-ladestanderen."

Spørgsmål til Skatteudvalget, SAU alm. del - spørgsmål 276 (2018-19)

Spørgsmål

Vil ministeren redegøre for, om en håndværker, der har fået stillet en firmabil på gule plader til rådighed, og som vedkommende dagligt kører til og fra arbejdet i, inden for reglerne for brugen af varebiler på gule plader, må parkere bilen, enten hos arbejdsgiveren eller et sted på den naturlige rute til og fra arbejde, i f.eks. 5 timer, hvis håndværkeren i de 5 timer har et privat ærinde og efterfølgende kører hjem i bilen?

Svar

Det bemærkes indledningsvist, at der grundlæggende sondres mellem almindelige firmabiler på gule plader og specialindrettede køretøjer. Det forudsættes i den forbindelse, at spørgsmålet omhandler reglerne for specialindrettede køretøjer, idet almindelige firmabiler på gule plader som udgangspunkt ikke må benyttes af en arbejdstager til daglig transport mellem bopæl og arbejdsplads, uden at vedkommende skal beskattes efter reglerne om fri bil.

Til brug for besvarelsen har jeg indhentet bidrag fra Skattestyrelsen, som jeg kan henholde mig til:

"Specialindrettede køretøjer er biler, der almindeligvis er egnede som en privat bil, men som på grund af indretningen mv. alligevel ikke er egnet til at træde i stedet for en privat bil.

Det er bilens indretning, der afgør, om bilen er uegnet som alternativ til en privat bil eller ej. Det kan fx være en håndværksbil, der ud over fastspændte reoler i vare-rummet også er fyldt med nødvendigt værktøj og materialer til brug for håndværkerens arbejde. En håndværker kan, uden at det har moms- eller skattemæssige konsekvenser, køre dagligt mellem hjem og arbejde i firmabiler på gule plader, når der er tale om kørsel i sådanne specialindrettede vare- og lastmotorkøretøjer med en tilladt totalvægt ikke over 4 ton. Sådan kørsel udløser kun beskatning, såfremt håndværkeren tager et befordringsfradrag.

I tilknytning til kørsel mellem hjem og arbejde må håndværkeren foretage "svinkeærinder" som f.eks. at aflevere eller hente børn eller at handle, på op til 1.000 km. om året. Små "svinkeærinder", der ikke afviger mere end højst et par hundrede meter fra den erhvervsbetingede kørselsrute, medregnes ikke til de 1.000 km. om året. Overstiger kørslen de 1.000 km., bliver håndværkeren beskattet af den del af kørslen, der overstiger de 1.000 km., med den fastsatte sats for erhvervsmæssig befordring på 3,56 kr. for 2019.

En håndværker, der kører mellem hjem og arbejde og i tilknytning hertil parkerer et sted på den naturlige rute som følge af et privat ærinde, bliver således ikke beskattet. Dette har endvidere ingen momsmæssige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er udstukket retningslinjer for, hvor længe et ophold af privat karakter på den naturlige kørselsrute må vare. Det er dog Skattestyrelsens opfattelse, at når blot kørslen foregår i de nævnte specialindrettede køretøjer inden for rammerne af de skitserede svinkeærinder, er der ikke noget i vejen for, at håndværkeren foretager et ophold af privat karakter på fx 5 timer.

Parkerer håndværkeren hos arbejdsgiveren i tilknytning til kørslen mellem hjem og arbejde eller i forbindelse med et erhvervsmæssigt ærinde hos arbejdsgiveren, bliver håndværkeren ikke beskattet, uanset om håndværkeren måtte have et privat ærinde i nærheden.

Hvis håndværkeren afviger fra den naturlige kørselsrute, således at betingelserne for svinkeærinder ikke er opfyldt, anses kørslen for privat kørsel, der har skatte- og momsmæssige konsekvenser.

I disse tilfælde er der dog mulighed for at købe et dagsbevis på op til 20 dage pr. kalenderår pr. bil. Er der købt et dagsbevis, beholder virksomheden sin fulde momsfradragsret og der sker ingen beskatning af lønmodtageren. Prisen for et dagsbevis på varebiler med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton omfatter også betaling af moms. For varebiler med tilladt totalvægt på over 3 ton, skal der udover prisen for dagsbeviset betales udtagningsmoms efter momslovens almindelige regler."

Praksis

SKM2015.376.SR

Spørger vil etablere ladestandere hos de af deres medarbejdere, som får stillet elbil til rådighed for privat kørsel.

Skatterådet bekræfter, at elektricitet til opladning af en elbil er en sædvanlig driftsudgift, som indgår som en del af den skattepligtige værdi af fri bil, beregnet efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Skatterådet finder, at når en ladestander stilles til rådighed for arbejdstageren sammen med en fri bil, skal værdien af ladestanderen samt udgifterne til installationen heraf medregnes til beregningsgrundlaget for beskatning af fri bil til rådighed efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Hvis arbejdsgiveren overdrager ladestander og installationer til medarbejderen, skal medarbejderen beskattes af markedsværdien af et sådant gode, jf. ligningslovens § 16, stk. 3. Markedsværdien er den værdi, det vil koste vedkommende at få installeret tilsvarende faciliteter medmindre, der kan dokumenteres en nedslidning.

Skatterådet tager herudover stilling til en række yderligere spørgsmål i relation til etablering af en ladestander på en medarbejders bopæl i forbindelse med fri elbil til rådighed.

SKM2014.166.SR

Skatterådet bekræftede, at den foreslående splitleasingordning vedrørende elbiler indebærer, at medarbejderen ikke vil blive beskattet af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, da ordningen er indrettet således, at arbejdsgiver ikke kommer til at beta-le for medarbejderens private kørsel i bilen.

Skatterådet lagde vægt på, at det er muligt at opgøre den nøjagtige strømmængde, der bruges til at oplade bilerne. Dette gælder også de tilfælde, hvor arbejdsgiveren har mere end én bil.

Skatterådet lagde dernæst til grund, at ordningen sikrer, at det med stor præcision er muligt at fordele udgifterne mellem parterne.

Skatterådet forudsatte dog, at den ladestation, der installeres på medarbejders hjemmeadresse udelukkende anvendes til opladning af den leasede bil.

Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.A.5.14.1.1.

Hvis arbejdsgiveren stiller en bil til rådighed, som den ansatte kan bruge privat, er der som hovedregel tale om et skattepligtigt personalegode (fri bil). Se LL § 16, stk. 4.

Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.A.5.14.1.13.

Specialindrettede køretøjer er biler der almindeligvis er egnede som en privat bil, men som på grund af indretningen mv. ikke er egnet til at træde i stedet for en privat bil.

Disse køretøjer anses ikke for egnede som alternativ til en privat bil, og privat kørsel i sådanne køretøjer udløser derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4.