Dokumentets metadata

Dokumentets dato:19-03-2021
Offentliggjort:19-03-2021
SKM-nr:SKM2021.154.SKTST
Journalnr.:21-0236653
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:SKM-meddelelse


Højesteretsdom SKM2020.14.HR om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30

Skattestyrelsen har endnu ikke udarbejdet styresignal om dommens betydning for praksis. Styresignalet forventes udsendt i løbet af nogle måneder. Adgang til genoptagelse efter underkendelse af praksis er ikke betinget af, at Skattestyrelsen har offentliggjort et styresignal om genoptagelse. Muligheden for ekstraordinær genoptagelse er betinget af, at det afledte krav ikke er formueretligt forældet.


Højesteret har ved dom af 14. januar 2020 fastslået, at omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, stk. 1, alene forudsætter, at skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen har haft betydning for et valg af oplysninger, som den skattepligtige har givet til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, og at valget som følge heraf har haft uhensigtsmæssige konsekvenser. Der kan ikke stilles krav om en direkte sammenhæng mellem valget og skattemyndighedernes ændring.

Skattestyrelsen har endnu ikke udarbejdet styresignal om afgørelsens betydning for praksis. Styresignalet forventes udsendt i løbet af nogle måneder.

Det følger skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at anmodninger om genoptagelse som følge af, at hidtidig praksis er blevet underkendt ved dom, skal være modtaget af Skattestyrelsen senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er blevet bekendt med dommen. Når der offentliggøres et genoptagelsesstyresignal, løber denne reaktionsfrist normalt fra tidspunktet for offentliggørelse.

Denne SKM-meddelelse har til formål at præcisere, at anmodninger om genoptagelse på baggrund af SKM2020.14.HR ikke skal afvises med den begrundelse, at 6 måneders fristen ikke er overholdt. Anmodninger om genoptagelse i den konkrete situation skal modtages af Skattestyrelsen og journaliseres med henblik på sagsbehandling, når styresignalet er udsendt.