Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-02-2021
Offentliggjort:24-02-2021
SKM-nr:SKM2021.106.SKTST
Journalnr.:20-0815326
Referencer.:
Dokumenttype:SKM-meddelelse


Genoptagelse af pålæg om oplysningspligt efter skattekontrollovens § 62

Genoptagelse af SKM2020.466.SKTST. Skatterådet har på møde den 23. februar 2021 genoptaget og tiltrådt Skattestyrelsens ændrede indstilling om pålæg af oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 62 om tilladelse til indhentning af oplysninger om ikke identificerede personers og virksomheders modtagelse af beløb med digitale betalingsformer hos en udbyder af betalingstjeneste. Denne meddelelse erstatter SKM2020.466.SKTST.


Skattestyrelsen fik i august 2019 i henhold til skattekontrollovens § 62 Skatterådets tilladelse - offentliggjort ved SKM2019.437.SKTST - til at indhente oplysninger fra en betalingstjeneste vedrørende kalenderåret 2017 om ikke identificerede personers og virksomheders modtagelse af beløb med digitale betalingsformer.

På baggrund af de foreløbige erfaringer fra de indhentede data er det Skattestyrelsens vurdering, at indhentelse af nye data vil give grundlag for forhøjelser af indkomst. Til brug for det videre arbejde i projektet anmoder Skattestyrelsen derfor om Skatterådets tilladelse til at indhente nye oplysninger fra betalingstjenesten.

Formål og baggrund

Skattestyrelsens formål med at få adgang til oplysninger om modtagere af digitale betalingstransaktioner er at finde uregistrerede virksomheder og registrerede virksomheder, som ikke oplyser korrekt indkomst, eller personer som ofte modtager større beløb, som indikerer indtjening uden beregning af A-skat, gaveafgift mv.

Skattestyrelsen har i dag ikke adgang til oplysninger om transaktioner foretaget med digitale betalingsformer. Det betyder, at Skattestyrelsen ikke kan kontrollere oplysninger om betalingsmodtageres transaktioner, der er foretaget med digitale betalingsformer.

Skattestyrelsen har ved gennemgang af data, som tidligere er indhentet via tilladelse fra Skatterådet, konstateret, at virksomheder har brugt flere personers private konti til overførsel af indtægter med henblik på at undgå registrering på eget kontoudtog.

Skattestyrelsen har ikke mulighed for at indhente digitale betalingstransaktioner på andre måder end at få adgang til oplysningerne fra udbydere af digitale betalingstransaktioner.

Hvem pålægges oplysningspligt

En udbyder af betalingstjeneste.

Hvilke oplysninger indhentes

Der ønskes ny indhentning af oplysninger om betalingsmodtagere, der har modtaget betalinger i 2019 med digitale betalingsformer. Betalingsmodtagere, der fremtræder som erhvervsdrivende, undtages. Af hensyn til proportionalitet ønskes der alene oplysninger om betalingsmodtagere, der har modtaget væsentlige beløb med digitale betalingsformer.

I Skatterådets tilladelse SKM2019.437.SKTST var der ikke søgt om oplysninger om betalingsafsendere. Foreløbige erfaringer har dog vist, at oplysninger om betalingsafsendere er relevante at have kendskab til. Det udelukker, at ikke-relevante personer udtages til kontrol. Det kan fx typisk dreje sig om overførsler mellem familiemedlemmer o.lign.

Følgende oplysninger ønskes:

Det er Skattestyrelsens vurdering, at det er af væsentlig betydning, at modtagere af betalinger via betalingstjenesten oplyser og afregner korrekt efter skattelovgivningen, og at oplysningerne er nødvendige for skattekontrollen, jf. skattekontrollovens § 62, stk. 4.

For hvilken periode indhentes oplysninger

Skattestyrelsen ønsker at indhente oplysninger for kalenderåret 2019.

Offentliggørelse

Det fremgår af skattekontrollovens § 62, stk. 5, at Skatterådets godkendelse skal offentliggøres, medmindre særlige hensyn taler imod.

Indstilling

Det indstilles til Skatterådet, at der i medfør af skattekontrollovens § 62, jf. § 61, meddeles Skattestyrelsen tilladelse til at indhente ovennævnte oplysninger fra den pågældende betalingstjeneste.

Skatterådets beslutning

Skatterådet tiltrådte på mødet den 23. februar 2021 Skattestyrelsens indstilling i sin helhed og meddelte således tilladelse til, at der indhentes oplysninger som angivet i indstillingen.

Denne meddelelse erstatter SKM2020.466.SKTST.