Dokumentets metadata

Dokumentets dato:04-01-2021
Offentliggjort:11-02-2021
SKM-nr:SKM2021.78.BR
Journalnr.:BS-35564/2020
Referencer.:Tinglysningsafgiftsloven
Dokumenttype:Dom


Tinglysningsafgift - Almindelig fri handel - Den tidligere tinglysningsafgiftslovs § 4, stk. 10

Sagen drejede sig om beregning af tinglysningsafgift ved salg af en beboelsesejendom fra et insolvent dødsbo behandlet af en bobestyrer til afdødes bror. Spørgsmålet var, om overdragelsen af ejendommen var sket i almindelig fri handel eller mellem interesseforbundne parter efter dagældende tinglysningsafgiftslovs § 4, stk. 10.

På baggrund af en samlet konkret vurdering anså Skatteministeriet - med henvisning til den nye dokumentation, der blev fremlagt for domstolene - det ikke for godtgjort, at det insolvente dødsbo og afdødes bror var interesseforbundne parter efter dagældende tinglysningsafgiftslovs § 4, stk. 10.

Skatteministeriet tog derfor bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand om, at tinglysningsafgiften skulle nedsættes fra 7.180 kr. til 3.420 kr. Retten afsagde dom efter sagsøgerens påstand og pålagde Skatteministeriet at betale 7.500 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren.


Parter

H1

mod

Skatteministeriet Departementet

(V/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afgørelse truffet af byretsdommer

Mogens Pedersen

I denne sag, der er modtaget den 14. september 2020, har sagsøgeren, H1, fremsat følgende påstand:

Landsskatterettens afgørelse af 23/6-2020 ændres, således at det beløb H1, skal betale til Skattestyrelsen nedsættes fra kr. 7.180 til kr. 3.420.

Sagen drejer sig om beregning af variabel tinglysningsafgift.

Rettens begrundelse og resultat

Da Skatteministeriet Departementet har taget bekræftende til genmæle, afsiger retten dom efter H1s påstand.

Parterne har indleveret bemærkninger til sagens omkostninger.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 7.000 kr. og af retsafgift med 500,00 kr., i alt 7.500 kr. H1 er momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Landsskatterettens afgørelse af 23/6-2020 ændres, således at det beløb H1 skal betale til Skattestyrelsen nedsættes fra kr. 7.180 til kr. 3.420.

Skatteministeriet Departementet skal til H1 betale sagsomkostninger med 7.500 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Nedenstående er berigtiget i medfør af retsplejelovens § 221:

*) afsagt den 4. januar 2021