Dokumentets metadata

Beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A

Pensionsudbetalinger fra F1-bank's Staff Retirement Plan var ikke omfattet af beskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 53, stk. 2-5, da pensionsordningen ikke kunne anses for en "pensionskasseordning" eller for en "pensionsordning oprettet i pengeinstitutter eller kreditinstitutter" som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, nr. 3 henholdsvis nr. 7

Parter

A

(v./ advokat Michael Amstrup)

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Søren Horsbøl Jensen)

Afgørelsen er truffet af landsdommerne

Lone Dahl Frandsen, Ole Dybdahl og Uffe Habekost Sørensen (kst.).

Retten i Lyngby har den 12. september 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS22347/2018).

Sagen er afgjort på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 387

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at appellantens pensionsordning i F1-banks Staff Retirement Plan vil være at beskatte efter lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven) § 53 A.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Procedure

Parterne har i skriftlige procedureindlæg i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

A har supplerende anført bl.a., at hans pensionsordning i F1-bank - i overensstemmelse med det angivne i dissensen i byrettens dom - er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 3. Det kan hverken af bestemmelsens ordlyd eller bemærkningerne hertil udledes, at pensionsordninger i udenlandske pensionskasser skal opfylde de krav, der i Danmark stilles for, at en enhed kan anses for en pensionskasse. Indskuddet er afsondret fra hans formuesfære, og F1-banks Staff Retirement Plan har vedtægter, der fastsætter reglerne for udbetaling af pensionsydelser. Herudover vil F1-banks Staff Retirement Plan i alle tilfælde have de nødvendige midler til at afdække pensionsløfterne.

Pensionsordningen kan sammenlignes med en firmapensionsordning. Selv om ordningen ikke måtte opfylde de grundlæggende betingelser, der i Danmark stilles til en firmapensionsordning, så er pensionsordningen alligevel omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 3. At der ikke kan opstilles et krav om, at "pensionskassen" skal opfylde de krav, der gælder for at kunne drive pensionskassevirksomhed i Danmark, fremgår af sammenhængen mellem det angivne i Højesterets dom i SKM2006.486 vedrørende G1 og gældende praksis om pensioner i G1. Pensionsordninger i G1 er efter gældende praksis omfattet af bestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 A, når der ikke har været fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingerne, jf. skatteforvaltningens juridiske vejledning afsnit C.F.7.2.6. Det af Skatteministeriet anførte om, at det ville være absurd, såfremt udenlandske pensionsordninger i videre omfang end danske ville være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, synes i lyset heraf ukorrekt og i direkte modstrid med skatteforvaltningens egen vejledning.

Skatteministeriet har heroverfor anført bl.a., at det efter ordlyden af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 3, er klart, at det må bedømmes efter dansk ret, om en given pensionsordning må anses for en pensionskasseordning. Pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, indeholder en udtømmende opregning af de typer af pensionsordninger, der falder ind under bestemmelsens anvendelsesområde. Hvis appellantens synspunkt om, at en pensionsordning kan anses for omfattet af § 53 A, når ordningen blot minder om en af de pensionsordninger, der er oplistet i § 53 A, stk. 1, nr. 1-9, var korrekt, ville det reelt gøre lovgivers valg af, hvilke pensionsordninger der er omfattet af bestemmelsen, indholdsløst. Efter Skatteministeriets opfattelse er det klart, at § 53 A, stk. 1, nr. 3, ikke kan fortolkes på en måde, der reelt tømmer bestemmelsen for indhold.

Det er korrekt, at pensionsordninger i G1 i skattemyndighedernes praksis anses for omfattet af § 53 A, stk. 1, nr. 3. G1 er imidlertid en selvstændig pensionsfond oprettet af Organisation-1, der har egne vedtægter og bestyrelse, ligesom det følger af fondens vedtægter, at fonden ejer de aktiver, der indbetales til den, og at fondens midler skal holdes adskilt fra Organisation-1's midler. Den grundlæggende forskel i forhold til appellantens pensionsordning i F1-bank er således, at G1 udgør en selvstændig juridisk person med egen formue, der er adskilt fra formuen i de Organisation-1-organisationer, som pensionskassen er knyttet til.

Højesterets dom af 8. februar 2006, der er gengivet i SKM2006.486, er uden betydning for nærværende sag, da den ikke angår pensionsbeskatningslovens § 53 A. A kan ikke ud fra en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning støtte ret på, at skattemyndighederne i deres praksis har fundet, at G1 bedst kan sammenlignes men en firmapensionskasse, og at pensionsordningen derfor er omfattet af § 53 A, stk. 1, nr. 3.

Appellantens anbringende om, at medlemsstaterne i F1-bank ultimativt indestår for, at bankens pensionsplan har midler til at afdække sine pensionsløfter, ændrer ikke på, at alle bidrag, midler, aktiver og indtægter tilhører F1-bank, og at pensionskassen dermed ikke har karakter af et selvstændigt retssubjekt med egen formue.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byrettens flertal, og da det af A anførte ikke kan føre til en anden vurdering, at As pensionsordning i F1-bank ikke kan anses for at være en pensionskasse, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 3.

Det tiltrædes endvidere af de grunde, der er anført af byrettens flertal, at As pensionsordning ikke kan anses for omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 7.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 40.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens kompleksitet, omfang og forløb, herunder at sagen er afgjort på skriftligt grundlag.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 40.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.