Dokumentets metadata

Dokumentets dato:28-10-2020
Offentliggjort:21-12-2020
SKM-nr:SKM2020.541.BR
Journalnr.:BS-10890/2019-NAE
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Skattepligtig af værdien af fri bil - ligningslovens §16, stk.4

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af værdien af fri bil for to biler, som var stillet til rådighed til henholdsvis hans samlever og hans mor af et selskab, hvori sagsøgeren havde bestemmende indflydelse, i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 4.

Sagsøgeren argumenterede for, at sagsøgerens mor havde fået stillet bilen, en Fiat 500, til rådighed af selskabet gennem en leasingkontrakt for perioden maj 2013-juni 2014, og at leasingudgifterne blev betalt kontakt. Sagsøgeren argumenterede endvidere, for at sagsøgerens samlever ligeledes havde fået stillet sin bil, en VW Passat, til rådighed af selskabet gennem en leasingkontrakt for perioden december 2011december 2012. Det fremgik dog af oplysninger fra motorregistret, at sagsøgerens samlever var bilens primære bruger i perioden december 2011-oktober 2014.

Sagsøgeren havde ikke dokumenteret betaling ift. Fiat 500, hvorfor retten fandt, at bilen var stillet til fri rådighed af selskabet for sagsøgeren, der efter det oplyste havde ladet moderen benytte bilen, hvorfor sagsøgeren bør beskattes af fri bil. Retten fandt det heller ikke dokumenteret, at der var betalt i overensstemmelse med leasingkontrakten for VW Passat for perioden december 2011-december 2012. Retten fandt dog, at det ikke kunne statueres, at bilen havde været stillet frit til rådighed for sagsøgeren i perioden efter december 2012.

Herefter hjemviste retten sagsøgerens indkomstopgørelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 til fornyet behandling.


Parter

A

(v/advokat Henrik Rahbek)

mod

Skatteministeriet Departementet

(advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af byretsdommeren:

Bjerring Andersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 12. marts 2019, og er en indbringelse for retten af en del af Skatteankenævn Sydsjællands afgørelse af 13. december 2018. Den indbragte del af afgørelsen handler om, hvorvidt sagsøger i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 er skattepligtig af værdien af fri bil med henholdsvis kr. 45.740, kr. 78.527 og kr. 63.107 i indkomstårene 2012, 2013 og 2014, fordi et selskab, hvori han havde bestemmende indflydelse, til henholdsvis hans samlever og hans mor udleasede to biler, en VW Passat og en Fiat 500, hvorom Skatteankenævnet har ment, at bilerne var stillet vederlagsfrit til rådighed for sagsøgerens nærmeste familie, hvorfor sagsøgeren skal beskattes af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand:

Der nedlægges principalt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As indkomst for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 skal nedsættes med henholdsvis kr. 45.740, kr. 78.527 og kr. 63.107.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As indkomstopgørelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 skal hjemvises til fornyet behandling hos Skatteforvaltningen.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

I Skatteankenævn Sydsjællands afgørelse er det om bilerne anført:

"…

Klageren var ansat direktør i selskabet i indkomstårene 2012-2014. I perioden fra den 1. januar 2012 til den 2. maj 2012 var klageren udover at være ansat direktør også hovedaktionær i selskabet.

Klageren har fremlagt en leasingkontrakt for VW Passat for perioden 1. september 2011 til 31. august 2012. Klageren har ikke fremlagt leasingkontrakt for VW Passat for perioden 31. august 2012 til 20. oktober 2014.

Klageren har fremlagt en leasingkontrakt for Fiat 500 for perioden 15. april 2013 til 15. april 2014.

Klagerens samlever var registret som bruger af VW Passat i perioden fra den 12. december 2011 til den 20. oktober 2014. SKAT har oplyst, at klagerens mor var registeret som bruger af Fiat 500 i perioden fra den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014.Hverken klagerens mor eller klagerens samlever var ansat i selskabet.

Klageren har fremlagt et kontoudtog, der viser posteringer til CRM, værksted, forsikring og benzin.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at kurator har stillet spørgsmål ved leasingkontrakternes realitet.

Klageren har, ikke dokumenteret, at leasingudgifterne på bilerne er betalt. Der er her lagt vægt på, at det ikke fremgår af klagerens kontoudtog, at der er betalt leasingudgifter vedrørende VW Passat eller Fiat 500. Der er endvidere lagt vægt på, at der ikke er indsendt dokumentation for intern modregning i tilgodehavende i selskabet. På baggrund af dette anses leasingforholdet ikke reelt. Det er derfor selskabet, der har stillet bilerne til rådighed.

Eftersom klageren var ansat direktør i selskabet samt klagerens samlever og klagerens mor ikke var ansat i selskabet, må deres brug af bilerne anses at være et udslag af klagerens egen private rådighed over bilerne. Se her til SKM.2018.224, hvor en person under 18 år, som var hovedanpartshaver i det selskab, som ejede bilen, blev beskattet af fri bil efter rådighedsbegrebet, selvom det var forældrene, der havde kørt i bilen.

Selskabet har således stillet bilerne til rådighed for klagerens private benyttelse. Klageren er derfor skattepligtig af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Skatteankenævnet stadfæster således SKATs afgørelse. …"

Der er under sagen fremlagt leasingkontrakter for de to biler med henholdsvis sagsøgerens samlever og sagsøgerens mor. Leasingkontrakten med samleveren har haft en varighed af et år, og er ikke blevet forlænget. I begge kontrakter er det anført, at leasingafgiften betales månedligt via PBS. Det er endvidere anført, at det anses for at være en væsentlig misligholdelse af leasingkontrakten, hvis leasingtager ikke etablerer og opretholder betaling via Betalingsservice (PBS)

Betalingerne er ikke sket via PBS. Det fremgår af sagsøgerens forklaring, se neden for, at han anser betalingerne for VW Passat for at være sket via en mellemregningskonto, og at betalingerne for så vidt angår Fiat 500 for at være sket kontant. Sagsøger har søgt at dokumentere mellemregningskontoen samt nogle betalinger af udgifter vedrørende VW Passat, men har ikke forsøgt at dokumentere betalingerne for Fiat 500.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A.

Han har forklaret, at han var stifter af og direktør for G1, i det følgende kaldet eller selskabet, og at selskabet på et tidspunkt fik mulighed for at holde fysiske bilauktioner. Han havde selv personligt leaset den i sagen omhandlede Passat af selskabet G2, som han ikke har interesser i. Efter leasingkontraktens udløb var det ham selv, der skulle sørge for at afhænde bilen, og det gjorde han via én af de auktioner, som G1 holdt. Det er således i virkeligheden G2, der har solgt bilen.

Det ser på papirerne ud som om, G1 har solgt bilen til sig selv, men det er altså ikke tilfældet. Fordi G1 nu havde mulighed for at sælge biler på auktion, fik selskabet også en interesse i selv at gå ind på leasingmarkedet og prøve at lease biler ud. Han undersøgte på SKATs hjemmeside, hvordan reglerne var på området. Der var en masse regelsæt, som han måtte sætte sig ind i. Han var også i dialog med selskabets revisor, som gjorde ham opmærksom på, at der var særligt strenge regler hvis biler blev leaset ud til nærtstående. Der skulle være en vis forrentning, før SKAT ville acceptere en kontrakt. Om årsagen til den handel med anparter, der fandt sted i 2012, hvor afhørte solgte sine anparter i G1 til G3 har han oplyst, at han på dette tidspunkt havde en privatøkonomi, der var hårdt belastet af finanskrisen. Han og samleveren havde både købt lejlighed og lånt penge til et nyt hus i de glade dage før finanskrisen, og da finanskrisen så ramte, kunne de hverken komme af med lejlighed eller hus. Det blev sværere og sværere at skaffe penge til terminerne, og han ville gerne fremtidssikre sin forretning så han var sikker på at han uanset hvad havde noget at leve af. Hans fætter tilbød at købe anparterne. Der blev givet ham mulighed for senere at købe dem tilbage. Den nævnte Passat var altså den bil, som afhørte selv havde leaset og havde kørt i. De to biler som selskabet startede med at søge om godkendelse til var den Passat, som han selv tidligere havde leaset, og en bil, som hans samlever havde leaset. Nu var det så meningen, at begge biler skulle være med samleveren som leasingtager. Det var dog fortsat ham, der hovedsageligt skulle benytte Passaten. Det var meningen, at G1 skulle ind i lesingbranchen og lease ud til fremmede også, men han startede med kontrakterne til hans samlever og til hans mor, for når en kontrakt skulle godkendes, kunne sagsbehandlingstiden hos SKAT være 4 - 6 uger, og det var lidt svært at præsentere for "Hr. og Fru Jensen", så det blev familien der blev de første leasingtagere. I alt har der heller ikke været mange, måske 2 - 3 ud over familien. Reglerne blev ændret, så nogle virksomheder fik storkundefordele, så de kunne levere bilerne med det samme. Herefter var det ikke muligt for mindre virksomheder at være med. Som det ses har han både i ansøgningen for så vidt angår de to biler, hvor samleveren skulle være leasingtager, og i ansøgningen for så vidt angår den Fiat 500, som hans mor skulle lease, har han krydset korrekt af i rubrikkerne og angivet, at leasingtagerne var nærtstående. Han har altså spillet med åbne kort, og SKAT har godkendt kontrakterne og må altså have anset forrentningen for god nok, og leasingkontrakterne for reelle. Han betalte det han skulle og fik udleveret nummerplader til Passaten, og leasingkontrakten løber så i 12 måneder fra udlevering af nummerplader. Hvis man vil søge forlængelse, skal man i god tid, nemlig 4 uger før kontraktudløb, indsende en ansøgning herom. Det gjorde han i oktober 2012. Det var i god tid, eftersom kontrakten først ville udløbe den 12. december 2012. Da han ikke hørte noget, skrev han en mail med angivelsen af "Haster, Haster". Han sendte mailen den 4. januar 2013, men fik først svar den 22. marts 2013. (Bilag 11) Da kunne han se, at SKAT ikke mente at have modtaget hans ansøgning i oktober 2012, og derfor skulle bilen afmeldes. Han havde ikke kørt i den efter at kontrakten var udløbet, men havde afleveret den til selskabet G1 ved kontraktsudløb, og den var blevet henstillet i et aflukket område, som man også brugte til for eksempel opbevaring af biler, som fogeden havde foretaget udlæg i, før senere auktion. Han vidste godt at der ikke måtte køres i den, og selskabet, som var ejeren af bilen, opbevarede den kun. Han havde et kørselsbehov, og havde anskaffet sig en billig Mazda 626, som han i denne periode kørte frem og tilbage i. Umiddelbart efter at han havde modtaget mailen i marts 2013 kørte han til Y1 og afleverede pladerne fysisk i postkassen. Pladerne er senere den 20. oktober 2014 blevet administrativt afmeldt af ham. Han ved nu at selskabet har begået en fejl i forbindelse med afmeldingen, der skulle være sket anderledes og hurtigere. Det vil han gerne erkende. Men bilen var i selskabets besiddelse efter leasingkontraktens udløb, og har ikke været overladt hverken til ham eller hans nærtstående i perioden efter kontraktens udløb, hvor man ikke lovligt kunne køre i den. Han skal allerede derfor i hvert fald ikke beskattes af fri bil for en periode der ligger efter kontraktens udløb, ligesom der heller ikke har været nogen forpligtelse til at betale leasingafgift for perioden efter kontraktens udløb. Selskabet forsøgte om det kunne lade sig gøre at genudlease Passaten til fremmede, men det lykkedes ikke, og den blev solgt på auktion. Før man sælger en bil på auktion tjekkes det altid, om der er gæld i bilen, og det var i forbindelse med dette opslag at han til sin overraskelse fandt ud af, at bilen fortsat stod som indregistreret, og så afmeldte han den administrativt. Han kan bekræfte, at det på side 175 i ekstrakten er hans personlige mellemregningskonto med selskabet G1 , der er vist. Der er debiteret 37.940 kr. efter at han havde haft en dialog med revisoren, der gjorde opmærksom på, at der ikke var betalt leasingafgifter. De aftalte så, at de kunne betales via mellemregningskontoen ved årets udgang. Forespurgt hvorfor der ikke er betalt via PBS når dette er anført som et krav i kontrakten har han svaret, at der er brugt en standardkontrakt, men at der i den konkrete situation jo ikke har været nogen frygt for at leasingafgifterne ikke blev betalt, så det er ikke noget der er anvendt. Om den Fiat 500 der er udleaset til hans mor har han forklaret, at også denne kontrakt er godkendt af SKAT, efter at han har krydset af at der er tale om en nærtstående. Han tror SKAT kræver en forrentning på 6 - 8 % for at godkende en kontrakt. Kontrakten er godkendt, og derved er det dokumenteret, at der er tale om reel leasing. Den primære bruger var hans mor, men det kan tænkes, at hende ægtefælle også har kørt i bilen. Han har ikke selv haft bilen til rådighed. Hans mor har løbende betalt leasingafgifter til selskabet. Det er ham, der har taget imod leasingafgifterne. De er betalt kvartalsvis, og betalt kontant. Han kan ikke forklare, hvorfor der er betalt kontant, bortset fra at hans mor foretrækker det sådan. Selskabet er vant til at håndtere store kontante beløb, da der også langt hen ad vejen dengang blev anvendt kontanter i forbindelse med auktionerne, fordi auktionerne blev holdt uden for bankernes åbningstid. Det var før der fandtes straks-overførsler. G1 blev taget under konkursbehandling den 6. januar 2015. Kurator har i sin redegørelse til skifteretten indstillet, at der anlægges sag om konkurskarantæne mod ham, men det er faktisk ikke sket.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende: "…

TEMA

Sagen drejer sig helt overordnet om, hvorvidt sagsøger i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 er skattepligtig af værdi af fri bil med henholdsvis kr. 45.740, kr. 78.527 og kr. 63.107 i indkomstårene 2012, 2013 og 2014 for så vidt angår en VW Passat og en Fiat 500.

FAKTUM

1 G1 OG G3

Sagsøger stiftede den 22. september 2010 anpartsselskabet benævnt G4 (pr. 3. januar 2011 G1), CVRnr. ...11, jf. Bilag 2.

Selskabet drev herefter en virksomhed, hvis overordnede formål var at lease biler til privatpersoner og virksomheder i Danmark samt detailhandel med biler.

Den 26. maj 2012 blev der mellem sagsøgersom ejer af selskabetog selskabet G3 indgået en aftale om overdragelse af anparterne i G1 pr. 1. juni 2012, hvorefter G3 var ejer af selskabet, jf. Bilag 3.

Den 7. december 2012 blev selskabet oprettet i Motorregistreret som pladeoperatør, jf. Bilag 33.

Sø- og Handelsretten afsagde senere den 6. januar 2015 dekret for selskabet.

Sagsøger var direktør i selskabet i perioden fra stiftelsen den 22. september 2010 og frem til dekretdagen den 6. januar 2015. I dag er selskabet opløst efter konkurs, jf. Bilag 2.

2 DE I SAGEN OMHANDLEDE BILER

G1 købte til brug for leasingvirksomheden en række biler, som efterfølgende blev leaset ud til henholdsvis privatpersoner og virksomheder, hvor selskabet var leasinggiver.

Med betydning for denne sag købte selskabet følgende to leasingbiler: 1 VW Passat (reg .nr. Q)

2 Fiat 500 (reg .nr. Q1)

2.1 VW Passat'en

Den 1. august 2011 købte G1 en VW Passat (stelnr. - 1) til kr. 52.000, hvortil der henvises til fakturanr. 1 dateret den 1. august 2011, jf. Bilag 4.

Sagsøgers samlever, SA, blev efterfølgende tilbudt at lease den i sagen omhandlede VW Passat.

På den baggrund udarbejdede selskabet et flexleasingtilbud for en periode på 12 måneder, jf. Bilag 6.

Der blev efterfølgende indgået en leasingaftale mellem selskabet og SA, jf. Bilag 7.

Den 15. november 2011 underskrev SA flexleasingtilbuddet og leasingaftalen, jf. Bilag 6 og 7.

Med afsæt i henholdsvis flexleasingtilbuddet og den indgåede leasingaftale indgav selskabet en anmodning til SKAT om godkendelse og registrering af leasingaftalen, jf. Bilag 8.

Den 8. december 2011 fremsendte SKAT på baggrund af ovennævnte anmodning herefter en e-mail med meddelelse om, at nummerpladerne til den i sagen omhandlede VW Passat var klar til afhentning, jf. Bilag 9.

Den 12. december 2011 betalte selskabet en udgift på kr. 13.182, jf. Bilag

G. Udgiften på kr. 13.182 udgjorde udbetaling af forholdsmæssig registreringsafgift for en leasingperiode på 12 måneder.

• • • • ••

Da sagsøgers samlever havde leaset VW Passat'en, betalte sagsøger som følge af deres fælles husholdning en del af de løbende udgifter til denne bil, herunder grønejerafgift, forsikring, brændstof mv.

Det fremgår således også af kontoudskrifter fra sagsøgers bankkonto i F1-bank med X1-konti at sagsøger har afholdt flere udgifter til bil, jf. Bilag 12. SKAT har om disse udgifter i en udtalelse til Skatteankestyrelsen dateret den 7. august 2018, jf. Bilag 1, side 9, 3. afsnit, anført følgende:

"Bilag 12

Kontoudtog fra F1-bank for perioden 2.2.2012-31.1.2013. I denne periode ses der afholdt bi/omkostninger.

ingen af udgifterne på kontoudtoget dækker Fiat 500, da den

er anskaffet efter 31.1.2013. Betalingen af CRM (grøn ejerafgift)

den 2.2.2012 og 31.1.2013 passer beløbsmæssigt med den grønne afgift i Motor på VW Passat.

Betaling af ETU Forsikring AIS den 10.1.2013 kan være forsikringspræ- mie på Passat, da den ifølge oplysning fra Motor ses forsikret gennem ETU Forsikring. [. . .]"(min understregning)

Det fremgår videre af mellemregningskontoen mellem sagsøger og selskabet, at der den 31. december 2012 blev debiteret kr. 37.940 på mellemregningskontoen med posteringsteksten "Leasing indtægter 2012", jf. Bilag 10.

At der blev debiteret kr. 37.940 på sagsøgers mellemregningskonto, fik den naturlige konsekvens, at sagsøgers tilgodehavende i selskabet blev reduceret. Sagsøger betalte således de facto for leasingydelserne.

Debiteringen på mellemregningskontoen var foranlediget af henvendelser fra henholdsvis selskabets bogholder samt revisor, der til brug for selskabets regnskab ønskede en specifikation ar selskabets leasingindtægter, hvortil der henvises til skrivelser dateret henholdsvis den 20. juni 2013 og den 2. juli 2013, jf. Bilag 13 og Bilag 14. De bagvedliggende bilag til omtalte debitering på kr. 37.940 er fremlagt som Bilag 15.

Debiteringen på kr. 37.940 fordeler sig i henhold til de underliggende bilag som følgende:

VW Touran VW Passat
Månedlig leasingydelse kr. 931 kr. 1.834
Kontraktoprettelse og levering kr. 2.380 kr. 2.380
12 måneders leasing (månedlig leasing x 12) kr. 11.172 kr. 22.008
Årlig leasingydelse kr. 13.552 kr. 24.338
I alt ( kr.13.552 + kr. 24.338) = kr. 37.940

Sagsøger havde ifølge sin mellemregning pr. den 31. december 2012 et tilgodehavende på kr. 4.599,81 hos selskabet, hvilket tillige fremgår af selskabets årsrapport, jf. Bilag 10 og Bilag 16, side 16.

• • • • ••

Der blev efter udløbet af leasingaftalen primo 2013 ikke indgået en forlængelse heraf, og der er således ikke betalt forholdsmæssig registreringsafgift for VW Passat'en efter udløbet af leasingperioden. På baggrund heraf blev sagsøger ved SKATs e-mail dateret den 22. marts 2013 bedt om at afmelde den i sagen omhandlede VW Passat, jf. Bilag 11.

Som følge af SKATs e-mail blev nummerpladerne med reg .nr. Q afleveret hos SKAT i Y1. Hos SKAT i Y1 var der til brug for aflevering af nummerplader en postkasse, jf. Bilag 34. Det var i denne postkasse, at nummerpladerne blev afleveret.

Da nummerpladerne blev afleveret i omtalte postkasse, blev der ikke udstedt en kvittering for afmelding af køretøjet.

2.2 Fiat 500'en

Sagsøgers mor, NL, blev i 2013 tilbudt at lease en Fiat 500 af selskabet.

På den baggrund udarbejdede selskabet et flexleasingtilbud, jf. Bilag 17. Der blev efterfølgende indgået en leasingaftale mellem selskabet og NL, jf. Bilag 18.

Den 20. marts 2013 underskrev NL flexleasingtilbuddet og leasingaftalen, jf. Bilag 17 og 18.

Med afsæt i henholdsvis flexleasingtilbuddet og den indgåede leasingaftale indgav selskabet en anmodning til SKAT om godkendelse og registrering af leasingaftalen, jf. Bilag 19.

Den 16. maj 2013 modtog selskabet på baggrund af ovennævnte anmodning en bekræftelse på, at leasingaftalen vedrørende den i sagen omhandlede Fiat 500 var oprettet hos SKAT med leasingaftale nr. 1, jf. Bilag 21.

Den 17. maj 2013 betalte selskabet således også blandt andet forholdsmæssig afgift for Fiat 500'en, jf. Bilag 23. Den 18. maj 2013 modtog selskabet en bekræftelse fra SKAT på, at bilen var registeret som leasingbil i perioden 17. maj 2013 til den 16. maj 2014, jf. Bilag 24.

Leasingaftalen var imidlertid registeret i motorregistreret med en gyldighedsperiode fra den 17. maj 2013 og frem til den 10. juni 2014, jf. Bilag D.

Den i sagen omhandlede Fiat 500 var således også leaset af NL i perioden fra den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014.

• • • • ••

NL betalte de månedlige leasingydelser kontant i leasingperioden fra den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014.

Betalingen skete til sagsøger i dennes egenskab af direktør for leasinggiver, dvs. G1. Sagsøger sørgede herefter for, at leasingydelserne blev bogført og indtægtsført i selskabet.

Sagsøger er ikke i besiddelse af specifikationer eller underliggende bilag til årsrapporten. Dette fordi sagsøger alene var direktør i selskabet, samt at kurator ved selskabets konkurs den 6. januar 2015 fik udleveret alt regnskabsmateriale fra selskabet.

3 SKATTEMYNDIGHEDERNES BEHANDLING AF SAGEN

Denne sag har sit udspring i en anmeldelse af den 10. februar 2015 fra advokat JC fra R1, jf. Bilag 27.

På baggrund af ovenstående anmeldelse samt den efterfølgende kreditorinformation fremsendte SKAT et forslag til afgørelse dateret den 3. september 2015, jf. Bilag 29.

Sagsøger kom med indsigelser mod SKATs forslag til afgørelse ved skrivelse dateret den 17. september 2015, jf. Bilag 30.

SKAT traf efterfølgende afgørelse den 18. december 2015, jf. Bilag 31.

HOVEDANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det for det første helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 er grundlag for at beskatte sagsøger af værdi af fri bil med henholdsvis kr. 45. 740, kr. 78.527 og kr. 63.107 i indkomstårene 2012, 2013 og 2014, idet sagsøger ikke som hævdet af Skatteankenævn Sydsjælland har haft de i sagen omhandlede biler stillet til rådighed af selskabet G1.

For det andet gøres det helt overordnet gældende, at den i sagen omhandlede VW Passat ikke som hævdet af Skatteankenævn Sydsjælland har været indregistreret i hele 2013 og 2014, idet sagsøger efter udløbet af leasingaftalen vedrørende den i sagen omhandlede VW Passat afleverede bilens nummerplader til SKAT.

1 DET JURIDISKE GRUNDLAG

1.1 Lovgrundlag og administrative vejledninger

Det følger af bestemmelsen i ligningslovens§ 16, stk. 4, at hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for en ansat for dennes private benyttelse, skal den ansatte beskattes af værdi af fri bil efter de gældende procentsatser i bestemmelsen.

Omvendt følger af samme bestemmelse i ligningslovens§ 16, stk. 4, at anvendes den pågældende bil kun til erhvervsmæssig kørsel, så skal den ansatte ikke beskattes af værdi af fri bil.

Det er som udgangspunkt skattemyndighederne, der har bevisbyrden for, at en bil har stået til fri rådighed i henhold til ligningslovens§ 16, stk. 4 med deraf følgende beskatning af værdi af fri bil.

Dette har direkte støtte i praksis og Skatteministeriets egen procedure i Højesteretsdommen af den 30. juni 2014 offentliggjort i SKM2014.504.HR.

Af omtalte procedure fremgår således følgende:

" ... det anerkendes, at Skatteministeriet som udgangspunkt har bevisbyrden for den frie rådighed, da selskabs og privatadresse ikke var sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen

... "(min understregning)

Om beskatning af værdi af fri bil fremgår der af Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.A.5.14.1.10 Særlige bilordninger, følgende:

"Medarbejderleasing

Reglerne om beskatning af fri bil er en specialrege/, som fastsætter beskatningen af en bil som arbejdsgiveren stiller til rådighed for privat brug. Rabatreglen i LL § 16, stk. 3, 2. punktum, hvorefter rabat til ansatte på varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, kun beskattes i det omfang rabatten overstiger arbejdsgiverens avance på godet, finder derfor ikke anvendelse i relation til fri bil.

[. . .]

Eksempel 1

Et leasingselskab B , der er leasinggiver og datterselskab af A, tilbyder ansatte i A at lease biler på særlige vilkår (medarbejderleasing). Skatterådet fandt, at denne leasing skulle sidestilles med det tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansatte. Da arbejdsgiveren stillede en bil til rådighed for privat anvendelse for den ansatte, skulle den ansatte, der benytter sig af ordningen beskattes i overensstemmelse med bestemme/sen i LL § 16, stk. 4. I de tilfælde, hvor den ansatte betaler for rådigheden modregnes egenbetalingen i beskatningsgrundlaget. Se SKM2011. 61. SR.

Eksempel 2

Skatterådet fandt derimod, at en ansat i A koncernen ikke vil blive beskattet efter reglen i LL § 16, stk. 4 om fri bil, hvis medarbejderen indgår en privatleasingaftale med B. Dette skyldes, at leasing af biler sker på de samme vilkår (herunder den samme forrentning), der gælder for B's eksterne kunder. Dette indebærer, at der ikke stilles nogen fri bil til rådighed for de ansatte, og at der ikke er noget at beskatte. Se SKM2011.61.SR.

Eksempel 3

Leaser medarbejderen en bil af arbejdsgiveren, der som led i sin virksomhed leaser biler ud, beskattes vedkommende ikke af fri bil, hvis det sker på markedsvilkår. Se SKM2011. 724. SR. "

1.2 Praksis

Til støtte for at sagsøger ikke har haft stillet fri bil til rådighed af selskabet G1, skal der henvises til SKM2010.429.SR og SKM2011.61.SR.

I ovennævnte praksis fandt skattemyndighederne med henvisning til netop leasingaftaler tilsvarende de i denne sag foreliggende at der ikke var grundlag forbeskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

1.3 Den konkrete sag

Der er med afsæt i ovenstående praksis ikke grundlag for at beskatte sagsøger af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, idet sagsøger ikke har haft stillet de i sagen omhandlede biler til fri rådighed af selskabet G1.

Hertil kommer, at leasingaftalerne er indgået på markedsvilkår samt kontrolleret og forhåndsgodkendt af SKAT.

1.3.1 VW Passat'en

Til støtte for at sagsøger ikke har haft stillet den i sagen omhandlede VW Passat til rådighed af G1, skal der helt overordnet henvises til følgende forhold.

For det første at G1 den 12. december 2011 betalte kr. 13.182, som udgjorde udbetaling af forholdsmæssig registreringsafgift for en leasingperiode på 12 måneder, jf. Bilag G.

For det andet at sagsøger på vegne af dennes samlever har afholdt udgifterne til leasingydelsen vedrørende den i sagen omhandlede VW Passat. Det fremgår af sagsøgers mellemregningskonto med selskabet G1, at der den 31. december 2012 blev debiteret kr. 37.940, jf. Bilag 10.

For det tredje at det af praksis fremgår, at en hovedanpartshaver såvel som dennes ægtefælle vil kunne lease en af virksomhedens indkøbte biler, hvis leasingaftalen har karakter af en reel aftale indgået på markedsvilkår, jf. eksempelvis SKM2010.429.SR.

Leasingaftalen af den i sagen omhandlede VW Passat, herunder betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, blev godkendt af og registreret hos SKAT.

At SKAT godkendte og registrerede leasingen af den i sagen omhandlede VW Passat, kan tages til indtægt for, at leasingaftalen var indgået på markedsvilkår. Dette er heller ikke været anfægtet af SKAT eller Skatteankenævn Sydsjælland.

SKAT har ved anmodning om registrering af leasingaftalen i øvrigt været bekendt med, at der var interessesammenfald mellem G1og SA , jf. Bilag 8. Der er således ikke tvivl om realiteten.

På baggrund af ovenstående gøres det helt overordnet gældende, at sagsøger ikke skal beskattes af værdi af fri bil vedrørende den i sagen omhandlede VW Passat i henhold til ligningslovens§ 16, stk. 4.

1.3.2 Fiat 500'en

Til støtte for at sagsøger ikke har haft stillet den i sagen omhandlede Fiat 500 til rådighed af G1, skal der helt overordnet henvises til følgende forhold.

For det første at der den 20. marts 2013 blev indgået en leasingaftale mellem G1 og NL, jf. Bilag 18.

For det andet at leasingydelserne vedrørende den i sagen omhandlede Fiat 500 blev betalt kontant af leasingtageren.

Det var sagsøger, der som direktør for G1- tog imod kontantbetalingerne for leasingydelsen fra leasingtageren. Sagsøger bogførte og indtægtsførte efterfølgende betalingerne i G1' regnskab.

Foranlediget af selskabets konkurs den 6. januar 2015 har det ikke været muligt for sagsøger at fremskaffe fyldestgørende regnskabsmateriale til støtte for, at leasingydelserne vedrørende den i sagen omhandlede Fiat 500 er blevet bog og indtægtsført. Dette begrundet i den omstændighed, at alt regnskabsmateriale blev udleveret til kurator ved selskabets konkurs.

For det tredje at SKAT godkendte og registrerede leasingen af den i sagen omhandlede Fiat 500. Dette kan tages til indtægt for, at leasingaftalen var indgået på markedsvilkår, idet SKAT tillige ved anmodning om registrering af leasingaftalen i øvrigt været bekendt med, at der var interessesammenfald mellem G1 og NL, jf. Bilag 19.

For det fjerde at kurator ikke har rejst et krav mod sagsøger, hvilket kan tages til indtægt for, at sagsøger ikke har handlet ansvarspådragende, herunder undladt at indtægtsføre leasingindtægterne. Det kan videre oplyses, at kurator heller ikke har rejst krav om betaling af leasingydelser mod NL.

Det gøres på baggrund af ovenstående helt overordnet gældende, at sagsøger ikke skal beskattes af værdi af fri bil vedrørende den i sagen omhandlede Fiat 500 i henhold til ligningslovens§ 16, stk. 4. …"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Sagen drejer sig om, hvorvidt A (herefter sagsøgeren) skal beskattes af værdien af fri bil for indkomstårene 2012-

2014 i forhold til to biler, som blev stillet til rådighed af G1(herefter selskabet) til privat brug for sagsøgerens nærtstående. Sagsøgeren har stiftet og været hhv. ejer og direktør for selskabet.

Bilerne, en Fiat 500 og en VW Passat, blev stillet til rådighed for hhv. sagsøgerens mor i perioden fra den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014, og for sagsøgerens samlever i perioden fra den 12. december 2011 til

den 20. oktober 2014.

Om selskabet

Sagsøgeren stiftede selskabet som "G4" den 22. september 2010, jf. bilag A, s. 6. Sagsøgeren var hovedanpartshaver, formand for bestyrelsen og administrerende direktør i selskabet, jf. bilag A, s. 6-7.

Selskabets formål er angivet som "at lease køretøjer til privatpersoner samt virksomheder i Danmark" samt "detailhandel med personbiler, varebiler, minibusser og andre køretøjer samt tilbehør til disse", jf. bilag A, s. 1.

G4 skiftede den 3. januar 2011 navn til G1, jf. bilag A, s. 6. Sagsøgeren fratrådte som formand den 3. januar 2011, men forblev i bestyrelsen, jf. bilag A, s. 6. Som ny formand indtrådte IB. Sagsøgeren har efter sagsøgtes opfordring (1) oplyst, at IB er sagsøgerens lillebror, jf. replikkens s. 1.

Den 31. december 2011 udtrådte både sagsøgeren og IB af selskabets bestyrelse, jf. bilag A, s. 3-4.

Sagsøgeren og G3 indgik en aftale om overdragelse af anparterne i selskabet den 26. maj 2012, jf. bilag 3. Sagsøgeren var fortsat direktør for selskabet efter overdragelsen den 1. juni 2012 og indtil den 6. januar 2015, hvor der af Sø-og Handelsretten blev afsagt konkursdekret, jf. bilag A, s. 2. Herefter betegnes selskabet "Anpartsselskabet af d. 1. december 2014", jf. bilag A, s. 2.

Konkursbehandlingen blev afsluttet den 2. august 2018, hvorefter virksomheden blev opløst, jf. bilag A, s. 2.

GA var stifter af, administrerende direktør for og ejer af G3 på tidspunktet for overdragelsesaftalen den 26. maj 2012, jf. bilag B. Selskabet blev stiftet kort forinden overdragelsen, den 2. maj 2012. Sagsøgeren har efter sagsøgtes opfordring (2) oplyst, at GA er sagsøgerens fætter, jf. replikkens s. 1.

Den 1. januar 2016 fratrådte GA som administrerende direktør, jf. bilag B, s. 2. Sagsøgeren har været administrerende direktør for G3 siden den 28. februar 2019, jf. bilag B, s. 2-3.

GA var ejer af G3 indtil den 1. januar 2014, hvorefter SA, som er sagsøgerens samlever, overtog som ejer med 100% ejerandel, jf. bilag B, s. 2.

Anbringender

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det gældende, at sagsøgeren skal beskattes af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Beskatning gælder for hver enkelt af de to biler, som via sagsøgeren er stillet vederlagsfrit til rådighed af selskabet til privat brug for sagsøgerens nærtstående.

……..

Når en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed, som den ansatte kan bruge privat, er der tale om et skattepligtigt personalegode. Dette personalegode beskattes som værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk.4, som har følgende ordlyd:

"§ 16

Stk. 1. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-14 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led

i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

[…]

Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. […]" (understreget her)

Det er ubestridt, at de omhandlede biler har været anvendt privat af sagsøgerens nærtstående.

Det er rådigheden over bilen, som beskattes efter § 16, stk. 4, jf. f.eks. også forarbejderne til ligningsloven. Omfanget af privatkørslen og hvorvidt råderetten eller brugsretten til bilen er videregivet til andre, er således vurderingen af skattepligten uvedkommende.

……

Overordnet gøres det gældende, at sagsøgeren har haft begge de i sagen omhandlende biler stillet til rådighed af selskabet i de respektive perioder uden at afholde udgifterne forbundet med bilerne. Sagsøgeren

skal således beskattes af værdien af fri bil for begge biler, jf. nærmere nedenfor:

1.1 Fiat 500

Det gøres gældende, at sagsøgeren skal beskattes af værdien af fri bil for en Fiat 500 for perioden den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014.

Selskabet er registreret som ejer af Fiat 500 med registreringsnummer Q1 (senere Q2) og stelnummer - 2 fra den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014, jf. motorregistrets oplysninger i bilag C.

NL, som er sagsøgerens mor, har været bilens primære bruger i hele den periode, hvor selskabet har ejet bilen, dvs. fra den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014, jf. bilag C.

Leasingaftalen er registreret i motorregistret med gyldighedsperiode fra den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014, jf. bilag D, s. 1-2.

Bilens plader er afmeldt af selskabet den 10. juni 2014, jf. bilag K.

Det gøres således gældende, at bilen er ejet af selskabet og anvendt af sagsøgerens mor i hele perioden fra den 17. maj 2013 til den 10. juni 2014.

…..

Ifølge flexleasingtilbud af den 20. marts 2013, sammenholdt med leasingaftalen af samme dato, skulle sagsøgerens mor betale en fast månedlig leasingydelse, udregnet til 1.519 kr., jf. stævningens bilag 17 og 18. Den månedlige ydelse forfaldt første gang ved kontraktstart, jf. bilag 17, pkt. 4.

Betaling skulle ifølge aftalen ske via Betalingsservice (PBS), jf. stævningens bilag 18, pkt. 4.5. Manglende overholdelse heraf ville være at anse som væsentlig misligholdelse af leasingkontrakten, jf. bilag 18, pkt.4.6.

Det fremgår endvidere af aftalen, at sagsøgerens mor skulle betale et engangsbeløb på 16.747 kr. ved kontraktunderskrift, jf. bilag 17, pkt. 4 og bilag 18, pkt. 4.

Selskabet har imidlertid afholdt leasingafgiften på 4.611 kr. for perioden den 17. maj 2013 til den 16. maj 2014, jf. bilag D, s. 3 sammenholdt med bilag 23. Det er endvidere selskabet, som har afholdt udgifter til nummerplader og ekspeditionsgebyr, samlet 1.380 kr., jf. bilag 23.

Det bestrides som udokumenteret, at der er sket kontant betaling af leasingudgifterne fra sagsøgerens mor til sagsøgeren, og at betalingen herefter er indtægtsført i selskabet som påstået af sagsøgeren, jf. stævningens s. 11, pkt. 2.2.1. Dette ville også være i modstrid med den aftalte betalingsform.

Kurator har da også oplyst, jf. bilag 28:

"Jeg har foreløbigt konstateret, at selskabet har afholdt en række udgifter, som jeg vurderer er af privatretlig karakter herunder udgifter til forsyning på direktørens privatadresse, udgifter til daginstitution, fagforeningskontingent for direktørens ægtefælle, registreringsafgift for direktørens ægtefælle, licens for direktørens broder. Endvidere har selskabet afholdt udgifter for søsterselskabet i anledning af søsterselskabets forsinket indlevering af årsrapport.

[…]

Hertil kommer, at selskabet som leasinggiver har leaset køretøjer til fami- liemedlemmer, og at det ikke ud fra de for mig foreliggende oplysninger kan fastslås, at leasingafgifter er betalt.

Der pågår undersøgelse af, om der er grundlag for politimæssig efterforskning mod selskabets tidligere ledelse eller andre […]" [min under- stregning]

Sagsøgeren har efter sagsøgtes opfordring (3) oplyst, at sagsøgeren end ikke har forsøgt at indhente bogføringsmaterialet m.v. fra kurator, jf. replikkens s. 9, første afsnit.

Sammenfattende gøres det gældende, at selskabet som følge af sagsøgerens stilling i selskabet har stillet bilen vederlagsfrit til rådighed for sagsøgerens mor. Det gøres derfor gældende, at sagsøgeren skal beskattes af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

1.2 VW Passat

Det gøres gældende, at sagsøgeren skal beskattes af værdien af fri bil for VW Passat for perioden 12. december 2011 til den 20. oktober 2014.

1.2.1 Perioden for rådighed

Den 15. november 2011 underskrev sagsøgerens samlever, SA , leasingtilbud og leasingkontrakt for bilen, jf. bilag 6-7. Sagsøgeren var hovedanpartshaver og direktør i selskabet ved aftalens indgåelse.

Leasingaftalen er registreret i motorregistret med gyldighed fra den 12. december 2011 til den 20. oktober 2014, jf. bilag E, s. 2.

Sagsøgerens samlever er bilens primære bruger fra den 12. december 2011 til den 20. oktober 2014, jf. motorregistrets oplysninger i bilag E.

Selskabet har ejet bilen i hele perioden, hvor sagsøgerens samlever fortsat har været registreret som bilens bruger, jf. motorregistret, bilag E.

Det gøres gældende, at sagsøgeren har haft rådighed over bilen i hele perioden.

Bilen er afmeldt i motorregistret den 20. oktober 2014, jf. bilag E sammenholdt med bilag F.

Det fremgår ligeledes af leasingaftalen, at leasingtager ved leasingaftalens ophør straks skulle tilbagelevere bilen, jf. bilag 7, pkt. 16.1. Samtidigt skulle leasingtager anvise en tredjemand til køb af bilen til den i leasingaftalen anførte restværdi, jf. bilag 7, pkt. 16.2, første sætning.

Det er ubestridt, at sagsøgeren havde VW Passat i sin besiddelse i perioden indtil den 20. oktober 2014. Det bestrides som udokumenteret, at VW Passat blev opmagasineret hos G1, efter at sagsøgeren som påstået havde indleveret nummerpladerne "foranlediget af SKATs e-mail" på et tidspunkt efter den 22. marts 2013, jf. stævningens s. 6, nederst.

Det gøres gældende, at bilens nummerplader som minimum har været i sagsøgerens besiddelse i perioden fra afhentningen af nummerpladerne til den 20. oktober 2014.

Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren skulle have indleveret nummerpladerne som beskrevet i stævningens s. 6-7 sammenholdt med bilag I. Heroverfor henvises i øvrigt til Motorstyrelsens udtalelse om, at de postkasser, som var indrettet til aflevering af nummerplader, blev taget ned i forbindelse med indførsel af gebyr for afmelding af nummerplader, hvorfor det ikke har været muligt at aflevere nummerpladerne uden fysisk fremmøde i ekspeditionen fra den 1. januar 2013, jf. bilag J, s. 2. Det har endvidere ikke været muligt for sagsøgeren at aflevere nummerpladerne i ekspeditionens almindelige postkasse uden, at ekspeditionen herefter ville kontakte sagsøgeren med orientering om dette, og om betaling af gebyr, jf. bilag L.

Idet sagsøgeren ikke har været afskåret fra at benytte nummerpladerne på bilen, gøres det samlet set gældende, at sagsøgeren har haft bilen stillet til rådighed af selskabet i perioden fra den 12. december

2011 til den 20. oktober 2014.

1.2.2 Udgifter og betaling ift. VW Passat

Skattestyrelsen meddelte ved e-mail af den 8. december 2011, at nummerpladerne til VW Passat var klar til afhentning, jf. bilag 9. Endvidere fremgår af Skattestyrelsens e-mail, at "afgift i leasingperioden" var 13.182 kr., jf. bilag 9, s. 1.

Det fremgår af udtræk fra motorregistret, at selskabet betalte et beløb på 13.182 kr. den 12. december 2011, jf. bilag G.

……..

Sagsøgerens samlever har ved indgåelsen af leasingaftalen forpligtet sig til at betale en fast månedlig leasingydelse, jf. bilag 6. Den månedlige ydelse var beregnet til ca. 2.000 kr. og skulle betales første gang ved kontraktstart, jf. bilag 6, pkt. 4.

Derudover har sagsøgerens samlever forpligtet sig til at betale et "førstegangsbeløb" ved kontraktindgåelse på ca. 27.000 kr., jf. bilag 6. Beløbet skulle erlægges første gang ved kontraktunderskrift, jf. bilag 6, pkt. 1.

Ifølge aftalen forløb leasingperioden på 12 måneder fra den 1. december 2011 til den 30. november 2012, jf. bilag 7, s. 2. Det fremgår af aftalen, ligesom for aftalen vedrørende Fiat 500, at leasingtager accepterer, at alle fremtidige betalinger fra leasingtager til leasinggiver i henhold til leasingkontrakten skal ske via PBS, jf. bilag 7, s. 2, afsnit 4.5. Endvidere fremgår, at det anses for væsentlig misligholdelse af leasingkontrakten, såfremt leasingtager ikke etablerer og opretholder betaling via PBS, jf. bilag 7, s. 2, afsnit 4.6. Leasingydelsen skulle betales månedligt forud hver den næstsidste hverdag i måneden, jf. bilag 7, s. 2, afsnit 4.8.

Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgerens samlever har betalt i overensstemmelse med aftalen. Endvidere er det udokumenteret, at sagsøgeren skulle have afholdt disse udgifter på vegne af sin samlever.

Hertil gøres gældende, at beløbet på 16.000 kr. som er anført på den af sagsøgeren fremlagte "mellemregningskonto" med datering den 29. januar 2012 og teksten "Omp. reg. afgift leasing biler", ikke kan henføres til VW Passat - dels fordi hverken posteringsteksten eller -dateringen relaterer sig til VW Passat, og dels fordi selskabet betalte registreringsafgift på 13.182 kr. den 12. december 2011, jf. bilag G.

Det bestrides endvidere som udokumenteret, at debiteringen på 37.940 kr. på den af sagsøgeren fremlagte mellemregningskonto udgør dokumentation for, at leasingudgifterne til bilen er betalt. Posteringen kan ikke henføres til VW Passat, ligesom beløbet ikke er stort nok til at rumme leasingudgifterne til bilen, som samlet set udgjorde over 50.000 kr.

Endelig bemærkes, at de af sagsøger fremhævede udgifter til "værkstedsbesøg og brændstof", som fremgår af de af sagsøger fremlagte kontoudskrifter i bilag 12, ikke ses at vedrøre VW Passat, jf. stævningens s. 7, afsnit 6. Udgifterne til CRM (grøn ejerafgift), som fremgår af samme kontoudskrifter, ses ikke af kontoudskriftet at relatere sig til VW Passat.

Sammenfattende gøres det gældende, at selskabet som følge af sagsøgerens stilling i selskabet har stillet bilen vederlagsfrit til rådighed for sagsøgerens samlever. Det gøres derfor gældende, at sagsøgeren skal beskattes af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. …"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Fiat 500

I leasingkontrakten mellem selskabet og sagsøgerens mor er det anført, at leasingafgiften skal betales løbende via PBS. Under sagen har sagsøgeren forklaret, at dette ikke skete, men at moderen hvert kvartal betalte leasingafgiften med kontanter. Sagsøgeren har ikke forsøgt at dokumentere disse betalinger på anden måde end ved sin forklaring. Retten finder på denne baggrund ikke, at der foreligger nogen form for dokumentation for, at der er betalt leasingafgift for denne bil, og den anses derfor for at være stillet frit til rådighed af selskabet for sagsøgeren, der efter det oplyste har ladet moderen benytte bilen. Sagsøgeren bør derfor beskattes af fri bil som påstået af sagsøgte.

VW Passat

I leasingkontrakten mellem selskabet og sagsøgerens samlever er det anført, at leasingafgiften skal betales løbende via PBS. Det er under sagen af sagsøgeren oplyst, at samleveren ikke betalte leasingafgiften løbende, men at selskabets revisor gjorde opmærksom på, at leasingafgiften ikke var blevet betalt, hvorefter den skyldige afgift blev medtaget på mellemregningskontoen med sagsøgeren ved udgangen af året 2012. Det kan ikke af mellemregningskontoen direkte ses, at leasingafgiften for VW Passat indgår i denne mellemregning, og der synes heller ikke at være egentlig dokumentation for, at udgifter vedrørende netop denne bil er betalt af leasingtager. Retten kan herefter ikke lægge til grund, at leasingkontrakten er opfyldt af leasingtager, og retten anser derfor bilen for at være stillet frit til rådighed for sagsøgeren i leasingperioden. Derfor får sagsøgte medhold i, at sagsøgeren skal beskattes af fri bil for denne periode.

Retten finder dog ikke tilstrækkelige holdepunkter for at statuere, at bilen også har været stillet frit til rådighed for sagsøgeren efter leasingperiodens udløb den 12. december 2012. Det er forklaret, at bilen blev henstillet hos selskabet, da den ikke længere lovligt kunne anvendes, og retten finder ikke, at den omstændighed, at selskabet ikke afmeldte bilen på korrekt måde kan ændre den aftalte leasingperiode med virkninger for sagsøgerens skatteforhold til følge. Sagsøgte får således ikke medhold for så vidt angår den periode, der ligger efter leasingperiodens udløb.

Da der efter sagens resultat skal ske ændringer i den skatteberegning, der er foretaget for indkomstårene 2012, 2013 og 2014, tages sagsøgerens subsidiære påstand til følge, og sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens indkomstopgørelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 hjemvises til skatteforvaltningen til fornyet behandling.

Sagsomkostningerne findes for så vidt angår advokatbistand efter sagens forløb og udfald at burde ophæves, således at ingen af parterne erstatter modpartens omkostninger til advokatbistand. Parterne bør dog deles om udgiften til retsafgift, og sagsøgte skal derfor til sagsøger betale 1270 kr. til dækning af en del af denne udgift.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As indkomstopgørelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 hjemvises til fornyet behandling hos Skatteforvaltningen.

Inden 14 dage betaler sagsøgte Skatteministeriet Departementet til sagsøger A 1270 kr. til delvis dækning af sagens omkostninger