Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - hæftelse - aftalegrundlag

Sagen angik, om en skatteyder var berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvalt- ningslovens kapitel 19 for udgifter til sagkyndig bistand ydet af et advokatselskab. Spørgs- målet var, om det var godtgjort, at skatteyderen hæftede for honoraret til advokatselskabet.

Retten bemærkede, at Højesteret i U 2015.3383 H fastslog, at der i situation, der som ud- gangspunkt svarer til nærværende sag, ikke var krav på omkostningsgodtgørelse. I nærvæ- rende sag havde skatteyderen, til forskel for parten i højesteretsdommen, bl.a. indgået en direkte aftale med advokatselskabet om advokatbistand.

Landsretten fandt, at de fremlagte dokumenter ikke ændrede på det oprindelige aftale- grundlag. Forståelsen af aftalegrundlaget blev også understøttet af en efterfølgende erklæ- ring om hæftelse fra skatteyderen til advokatselskabet.

Landsretten fandt, at erklæringen om hæftelse havde karakter af simpel kaution, og at denne form for hæftelse ikke opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52.

Landsretten tiltrådte således, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at betingelserne i skat- teforvaltningslovens § 52, stk. 1, for omkostningsafgørelse var opfyldt. Landsretten stadfæ- stede derfor byrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Parter

H1

(v./ advokat Claus Rosenkilde)

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Steffen Sværke)

Dommen er afsagt af landsdommerne

Michael Kistrup, Alex Puggaard og Lars Larsen Lihme

Retten i Glostrup har den 24. juni 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS10072/2018).

Påstande

Appellanten, H1, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at appellanten er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af 17.500 kr. (inkl. moms).

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår, om H1 (herefter: H1) opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 for advokatanpartsselskabet R1 (herefter: R1) honorar.

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret, og det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Højesteret har i dom af 30. juni 2015 (UfR 2015, side 3383) fastslået, at der i en situation, der som udgangspunkt svarer til den foreliggende, ikke er krav på omkostningsgodtgørelse.

Til forskel fra situationen, der forelå til prøvelse i Højesterets dom af 30. juni 2015, har H1 i den foreliggende sag fremlagt en aftale om advokatbistand mellem H1 og R1, underskrevet den 18. april 2013.

Efter indholdet af G1 ApS' (herefter: G1) oversendelsesbrev til R1, der danner baggrund for aftalen om advokatbistand, må det lægges til grund, at overdragelsen til R1 skete på G1s foranledning i henhold til den generalfuldmagt, som H1 havde udstedt til G1, og at formålet med aftalen om advokatbistand var, at R1 skulle sikre sig H1s skriftlige samtykke hertil. Af oversendelsesbrevet fremgår videre, at G1 havde givet H1 tilsagn om tilskud til sagsførelsen, hvis R1 honorar ikke blev dækket - eller ikke blev dækket fuldt ud - efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, og at R1 skulle rette henvendelse til G1 med henblik på indfrielse af R1 eventuelle krav mod H1.

Landsretten finder, at de fremlagte dokumenter, der ikke ses at ændre på det oprindelige aftalegrundlag mellem G1 og H1, ikke indebærer en reel hæftelse for H1 for betalingen af R1 honorar. Det forhold, at R1 har udstedt en salærnota, der er stilet til H1, ses heller ikke at ændre herved.

Denne forståelse af dokumenterne understøttes også af den af H1 fremlagte erklæring af 8. april 2015 til R1, hvoraf fremgår, at R1 fulde honorar vil blive dækket af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud, og hvor det videre er anført:

"Som klient hæfter vi eller boligorganisationen overfor R1, hvis G1 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse."

Landsretten finder, at H1s erklæring om hæftelse har karakter af simpel kaution, og at denne form for hæftelse ikke opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52.

Med denne begrundelse tiltræder landsretten, at H1 ikke har bevist, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er opfyldt.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal H1 i sagsomkostninger for landsretten betale 20.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og betydning.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 20.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.