Dokumentets metadata

Dokumentets dato:04-09-2020
Offentliggjort:19-11-2020
SKM-nr:SKM2020.461.SANST
Journalnr.:19-0102617
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Lovforslag
Dokumenttype:Afgørelse

Afslag på anmodning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51

Skatteankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at der forelå en nærliggende fare for, at skatten ikke ville blive betalt, såfremt der blev meddelt henstand efter skatteforvaltningslovens § 51. Skatteankestyrelsen lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at der ikke forelå regnskaber for selskabet, at samtlige af selskabets værdipapirer var overført til hovedaktionærens private konto i 2009, og at der efterfølgende ikke havde været en tilstedeværende formue i selskabet, ligesom selskabet efterfølgende ikke havde genereret indtægter.

Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om henstand efter skatteforvaltningslovens § 51.

Skatteankestyrelsen stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Den 20. december 2018 traf Skattestyrelsen afgørelse om, at selskabet var skattepligtigt i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6 (ledelsens sæde) med virkning fra den 7. november 2007. Selskabet blev således skattepligtig af skattepligtigt tilskud på 2.323.789 kr. og nettorenteindtægter på 226 kr. i indkomståret 2007.

Den 1. april 2019 traf skattestyrelsen afgørelse om, at den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2008-2014 ikke ansattes, da der ikke kunne opgøres et positivt resultat for disse indkomstår, samt om at den skattepligtige indkomst skønsmæssigt ansattes til 0 kr. for indkomstårene 2015-2017.

Det fremgår af afgørelsen, at samtlige værdipapirer i selskabets depot i F1-Bank den 18. februar 2009 er overført til hovedaktionærens private konto i F2-Bank, at der ikke er oplysninger om tilstedeværende formue i selskabet efter denne dato, og at selskabet i perioden 2008-2017 således ikke ses at generere indtægter.

Afgørelserne er påklaget til skatteankestyrelsen henholdsvis den 18. marts 2019 og den 15. maj 2019.

Selskabets repræsentant har den 22. maj 2019 anmodet om henstand med betalingen af selskabsskatten for indkomståret 2007-2015.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse om afslag på anmodning om henstand af 23. oktober 2019, at selskabet stadig eksisterer ifølge oplysninger fra Panamas selskabsregister, at der ikke er regnskabspligt i Panama, og at der ingen regnskaber foreligger fra selskabet.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning henstand med betaling af skatten efter skatteforvaltningslovens § 51.

Skattestyrelsen har som begrundelse anført følgende:

"(…)

I vores vurdering om der kan gives henstand, lægger vi vægt på følgende forhold:

I den forbindelse er der indsat en proforma bestyrelse, hvor hvert medlem har fra over 6.000 til op til næsten 9.000 bestyrelsesposter.

Selskabet er stadig aktivt ifølge selskabsregistret i Panama.

Dette gør det ikke muligt at se aktiviteter og aktiver i selskabet.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at disse forhold medfører, at der er en begrundet usikkerhed omkring selskabets vilje og evne til at betale den skat, der søges henstand med.
Selskabet er stadig aktivt, og der er stor usikkerhed om der stadig er aktiver og aktivitet i selskabet.
Det er derfor vores vurdering, at en bevilling af henstand vil bevirke en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt efter en henstandsperiodes udløb, og ikke vil kunne inddrives efterfølgende.

Der kan derfor ikke gives henstand med selskabsskatterne for 2007-2015 med i alt 614.698 kr.

(…)

Kommentarer til bemærkningerne af den 15. oktober 2019
Vores kommentarer til bemærkningerne er besvaret samlet for selskabet, samt dig og din ægtefælle, da vi har modtaget disse samlet.

Vi har redegjort for vores argumenter i afsnittet "Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse". Vi har for dig og din ægtefælle valgt at give henstand mod betingelse af sikkerhedsstillelse, da det giver jer mulighed for at få henstand. For selskabet har vi lagt op til afslag på henstand, da der er stor usikkerhed om selskabet aktiviteter og aktiver.

I den juridiske vejledning afsnit A.A.12.1 står der i øvrigt: "Der er ikke et retskrav på henstand og det fremgår ikke af loven eller forarbejderne i øvrigt en nærmere angivelse af de kriterier, der skal indgå i vurderingen af, om der i en given situation bør gives eller nægtes henstand."

Derudover har vi ikke yderligere kommentarer til bemærkningerne. Bemærkningerne giver ikke anledning til ændringer.

(…)"

Klagerens opfattelse
Det er selskabets opfattelse, at anmodning om henstand med betalingen af selskabsskatten skal imødekommes.

Selskabets repræsentant har som begrundelse herfor anført følgende:

"(…)

Der nedlægges påstand om, at der meddeles H1 henstand med betaling af de pålignede skatter uden sikkerhedsstillelse, jf. Skattestyrelsens afgørelser af 20. december 2018 og 1. april 2019, der blev påklaget til Skatteankestyrelsen henholdsvis den 18. marts 2019 og 15. maj 2019.

(…)

Det gøres overordnet gældende, at Skattestyrelsen har foretaget en urigtig retsanvendelse ved at nægte tilladelse til henstand for H1, A og B.

Bestemmelsen om henstand i skatteforvaltningslovens § 51 blev indsat i skatteforvaltningsloven ved lov nr. 427 af 6. juni 2005. Følgende fremgår af bemærkningerne til § 51 i lovforslag nr. L 110 af 24. februar 2005:

"[…]
Det er imidlertid fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand.

[…]" (min understregning)

Det fremgår således meget klart og entydigt af bestemmelsens forarbejder, at udgangspunktet er, at der skal meddeles henstand, når der anmodes herom. Forarbejderne til bestemmelsen giver alene mulighed for ikke at imødekomme en anmodning om henstand, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt. Det påhviler skattemyndighederne at sandsynliggøre, at en sådan nærliggende fare foreligger. Som et eksempel på at nærliggende fare kan foreligge, nævner forarbejderne, at den skattepligtige, der har anmodet om henstand, er ved at flytte til udlandet. Der er blot tale om en eksemplificering og det må antages, at der med eksemplet menes, at flytning til udlandet enten vil umuliggøre eller besværliggøre efterfølgende inddrivelse af et skattekrav. Modsat må det derimod antages, at hvis inddrivelse af skattekravet ikke umuliggøres eller besværliggøres, så er der ikke belæg for ikke at imødekomme en anmodning om henstand.

Dette underbygges tillige af Landsskatterettens praksis på området.

Der kan bl.a. henvises til Landsskatterettens kendelse af 15. marts 2013 (Journalnr. 12-0191597), hvor Landsskatteretten stadfæstede et afslag på anmodning om henstand. Det interessante ved kendelsen er imidlertid bemærkningerne i præmisserne, hvor Landsskatteretten anfører, at der dels forelå en betydelig usikkerhed om klagerens bopæls- og opholdsforhold, dels forelå en betydelig usikkerhed om klagerens indkomst- og formueforhold. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at det ikke var muligt at vurdere, hvilke retlige muligheder der forelå for inddrivelse.

Forholdene for B og A er fuldstændigt modsatrettede, da der ikke er nogen begrundet tvivl om bopæls- og opholdsforhold og indkomst- og formueforhold.

Der kan også henvises til Landsskatterettens kendelse af 12. august 2011 (Journalnr. 11-01216), der har følgende præmisser:

"[…]

Det afgørende efter bestemmelsen er således, om der foreligger en nærliggende risiko for, at den inddrivelsesmulighed, som aktuelt består på tidspunktet for henstandsbevillingen, vil blive forringet i henstandsperioden. Der skal derfor ske en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede inddrivelsesmulighed ved henstandsperiodens udløb.

Således som bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 51 er formuleret, påhviler det SKAT at påvise, at der er grundlag for at skønne, dels at der foreligger en aktuel inddrivelsesmulighed, dels at der foreligger en nærliggende risiko for forringelse af denne i henstandsperioden.

Det er ubestridt, at klageren er medejer af 2 ejendomme i Danmark, hvori SKAT aktuelt kan foretage inddrivelse af restskat.

[…]" (min understregning)

Landsskatterettens præmisser i ovenstående kendelse understøtter også, at der ikke har været belæg for ikke at imødekomme anmodningerne om henstand, der blev indsendt til Skattestyrelsen den 22. maj 2019. Der foreligger således en aktuel inddrivelsesmulighed og der er intet belæg for at denne inddrivelsesmulighed forringes i henstandsperioden.

Til støtte for de nedlagte påstande henvises endvidere til kendelse af 1. juli 2010 (Journalnr. 10-00622) og kendelse af 20. april 2010 (Journalnr. 09-03295).

Skattestyrelsen har i sine afgørelser af 23. oktober 2019 ikke sandsynliggjort, at der skulle være en nærliggende fare for at de pålignede skatter ikke vil blive betalt, hvilket er en forudsætning for, at anmodning om henstand ikke imødekommes.

Skattestyrelsen nævner i afgørelserne af 23. oktober 2019 Højesterets dom af 19. marts 2014, der er refereret i UfR 2014.1747. Denne dom er ikke sammenlignelig og de faktiske forhold var helt forskellige fra de faktiske forhold for H1, samt B og A. I sagen for Højesteret var skatteyderen erklæret personlig konkurs, hvorefter han i mere end et år havde drevet uregistreret virksomhed uden løbende afregning af skat og moms. Endvidere lagde Højesteret vægt på, at skatteyderens indkomst- og formueforhold var forbundet med stor usikkerhed, da skatteyderen og hans familie i årene efter konkursen havde et privatforbrug på over 700.000 kr. årligt, som angiveligt i betydeligt omfang blev finansieret ved optagelse af udokumenterede familielån. Endelig lagde Højesteret vægt på, at der verserede en straffeankesag ved landsretten, hvorefter Højesteret var af den opfattelse, at der var begrundet mistanke om skattesvig af særlig grov karakter.

Ingen af de forhold, der var til stede i Højesterets dom, gør sig imidlertid gældende for B og A. Det bemærkes i den forbindelse, at argumentation fra Skattestyrelsens side vedrørende den nævnte dom er uden substans, idet der blot henvises til, at der ikke er to sager, der er ens og at Højesterets afgørelse blot viser, at der kan meddeles afslag på henstand. Forholdene i nærværende sag og UfR2014.1747 kan på ingen måder sammenlignes og på den baggrund fastholdes det, at der ikke foreligger en nærliggende fare for, at de skatter, der følger af Skattestyrelsens forhøjelser, ikke vil blive betalt.

Skattestyrelsen har anlagt en erstatningssag mod B og A, hvor påstanden er, at B og A er erstatningsansvarlige for det tab, som Skattestyrelsen mener at have lidt ved, at H1 ikke har selvangivet indkomst og betalt selskabsskat til Danmark. Allerede fordi Skattestyrelsen har anlagt en sådan retssag, kan det lægges til grund, at der ikke er aktiviteter eller aktiver i selskabet. Som Skattestyrelsen er bekendt med via de indleverede klager, er det bestridt at der er nogen realitet i selskabet og at A og B er ejere af selskabet.

Det forhold, at der ikke foreligger regnskaber for H1, er en irrelevant observation.

Det forhold, at der er verserende skattesager på H1 og B og A er dybest set indholdsløst som begrundelse for at nægte henstand. Der vil altid vil foreligge en skattesag, når der anmodes om henstand.

Derudover bemærkes det, at selskabet ikke længere har midler, idet disse netop efter Skattestyrelsens opfattelse er udloddet til B og A. Præsumptivt må disse udloddede midler derfor indgå i B og As formue. Det anførte i Skattestyrelsens afgørelser af 23. oktober 2019 om, at selskabet kan have midler på andre konti, er rene antagelser, der ikke er underbygget af sagens faktiske forhold. En sådan antagelse kan ikke anvendes som begrundelse for at nægte tilladelse til henstand, hvis der fortsat er en mulighed for at inddrive kravet. Det samme gælder det anførte om, at det maskerede udbytte kan befinde sig på konti, som skattemyndighederne ikke har kendskab til. Også her er der tale om antagelser, der hverken er underbygget eller sandsynliggjort. Parret har ikke benægtet, at beløbene er flyttet fra den ene konto til den anden, hvilket også kan følges direkte af kontospecifikationerne, som Skattestyrelsen er besiddelse af. Det parret har benægtet er, at der er nogen realitet i det pågældende selskab, da der reelt blot er tale om et åbent depot, hvorfor det oprindelige beløb aldrig har tilhørt selskabet.

Det er et krav for at nægte en anmodning om henstand, at der foreligger en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt. Som det er nævnt tidligere, fremgår det af lovforarbejderne som et eksempel på en sådan nærliggende fare, at klager er ved at flytte til udlandet. Noget sådant er ikke tilfældet for B og A. Der er ikke en nærliggende fare for, at de skatter, der er en følge af skattemyndighedernes indkomstforhøjelser vedrørende B og A, ikke vil blive betalt. Skattestyrelsen har hverken sandsynliggjort eller ført bevis for, at en sådan nærliggende fare foreligger. Skattestyrelsens afgørelser af 23. oktober 2019 er reelt ikke begrundede afgørelser, da begrundelserne som beskrevet ovenfor hviler på en række urigtige forudsætninger.

B og A ejer ejendommen adresse Y1, by Y1. Der er tale om en ejendom, der er beliggende i et attraktivt område i by Y1 og ejendommens forventede handelspris er ca. 16 mio. kr. Der er tinglyste pantehæftelser til realkreditselskaber på 7,55 mio. kr. Restgælden på disse pantehæftelser udgør 7,55 mio. kr. Herudover er der et tinglyst ejerpantebrev i ejendommen på 2 mio. kr. Friværdien i ejendommen kan derfor med en vis usikkerhed fastsættes til mindst ca. 7 mio. kr.

Herudover driver A en virksomhed i by Y1. Denne virksomhed har været overskudsgivende og har en skønnet værdi på mindst ca. 5 mio. kr. på gældfri basis.

Endelig har B og A frie midler for mindst ca. 3 mio. kr., ligesom de begge har indkomstgivende aktiviteter ved selvstændig virksomhed m.v.

Det er således min vurdering, at der ikke er en nærliggende fare for, at skatterne som følge af indkomstforhøjelserne ikke vil blive betalt, da B og A har mulighed for at betale disse enten ved hjælp af frie midler eller ved at optage supplerende realkreditbelåning i deres ejendom på adresse Y1. En imødekommelse af anmodningerne om henstand med skatterne vil således ikke udgøre en nærliggende fare for, at skattekravet ikke vil kunne inddrives efterfølgende, da skattemyndighederne både har "hånd i hanke" med H1 samt B og A.

Det forekommer i den forbindelse at være en decideret forkert retsanvendelse, når Skattestyrelsen i sin afgørelse anfører, at det forhold, at B og A har en formue, ikke nødvendigvis betyder, at de har viljen til at betale skatten af de forhøjelser, der blev gennemført ved Skattestyrelsens afgørelser af 12. april 2019 (hvis disse ikke ændres af Landsskatteretten).

Skattestyrelsen har i sine afgørelser af 23. oktober 2019 anført, at de materielle skattesager vedrørende B og A har vist, at B og A har ønsket at unddrage sig skatter ved hjælp af en konstruktion med et selskab i Panama, og at dette forhold er med til at bestyrke, at der er en nærliggende fare for, at skatterne ikke vil blive betalt efter henstandens ophør.

Det anførte i afgørelserne af 23. oktober 2019 bestrides. A og B har ikke haft til hensigt at unddrage sig skatter, hvilket der er redegjort nærmere for i klagerne over de materielle afgørelser.

Det anførte i Skattestyrelsens afgørelser af 23. oktober 2019 må i øvrigt forstås sådan, at Skattestyrelsen anerkender fuldt ud, at B og A har en formue, der ultimativt kan gøres til genstand for udlæg fra Gældsstyrelsens side. Under sådanne omstændigheder er der derfor intet belæg for et synspunkt om, at der er en nærliggende fare for, at de pålignede skatter ikke vil blive betalt."

Skatteankestyrelsens afgørelse
Klager over afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen eller Skatterådet og over afgørelser, som er truffet af andre myndigheder, og som efter anden lovgivning er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3, skal indgives til skatteankeforvaltningen, medmindre skatteministeren har bestemt andet efter § 14, stk. 2. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1.

Klager over afgørelser om henstand i forbindelse med klage, truffet efter skatteforvaltningslovens § 51, skal afgøres af Skatteankestyrelsen. Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 121, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen, der er udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, 1. pkt.

Skatteforvaltningslovens § 51 om henstand i forbindelse med klage har følgende ordlyd:

"§ 51. Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Det gælder dog ikke afgørelser efter toldlovgivningen, jf. artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks.

Stk. 2. Det er en betingelse for henstand, at det beløb, der søges henstand for, opkræves særskilt. Der gives ikke henstand med beløb, der efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, overføres som tilsvar for et efterfølgende år (indregnet restskat). Der gives heller ikke henstand med betaling af registreringsafgift, i det omfang der efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. skal stilles depositum for registreringsafgiftens betaling.

Stk. 3. Henstand kan ikke gives for et tidsrum over 4 år. Henstand kan forlænges efter fornyet ansøgning. Henstand gives i øvrigt for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem. Indbringes en administrativ afgørelse for domstolene, eller ankes en dom, skal der indgives ny ansøgning om henstand.

Stk. 4. Henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes.

Stk. 5. Der kan i henstandsbevillingen tages forbehold for modregning i henstandsbeløbet for krav, som klageren måtte få mod det offentlige.

Stk. 6. Henstand betinges af, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen i den pågældende lov fra de i samme lov definerede forfaldstidspunkter. Henstand omfatter også rente samt eventuelt allerede påløbne renter."

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (de specielle bemærkninger i lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005), at det er fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand.

Af Højesterets dom af 19. marts 2014, offentliggjort i SKM2014.198.HR, fremgår det, at det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed, ikke i sig selv er til hinder for, at der kan gives afslag på henstand, og at bedømmelsen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, ikke kan begrænses til en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede inddrivelsesmulighed ved en eventuel henstandsperiodes udløb.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse om afslag på anmodning om henstand, at selskabet stadig eksisterer ifølge oplysninger fra Panamas selskabsregister, men at der ikke er regnskabspligt i Panama, og ingen regnskaber foreligger fra selskabet.

Det fremgår endvidere af afgørelsen af 1. april 2019, at samtlige værdipapirer i selskabets depot i F1-Bank den 18. februar 2009 er overført til hovedaktionærens private konto i F2-Bank, at der ikke er oplysninger om tilstedeværende formue i selskabet efter denne dato, og at selskabet i perioden 2008-2017 således ikke ses at generere indtægter.

Herudover har selskabets repræsentant anført, at det bestrides, at der er realitet i selskabet, da der reelt blot er tale om et åbent depot, hvor det oprindelige beløb aldrig har tilhørt selskabet.

Skatteankestyrelsen anser det på denne baggrund for tilstrækkeligt godtgjort, at der foreligger en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der gives henstand.

Skatteankestyrelsen stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.