Dokumentets metadata

Genoptagelse - forældelse - genanbringelse - tidligere skatteansættelse lagt til grund

En skattepligtig havde i 2006 genanbragt en ejendomsavance i en ny ejendom. Ved salget af den nye ejendom i 2013 selvangav den skattepligtige ejendomsavancen. Efterfølgende anmodede den skattepligtige om genoptagelse af sin skatteansættelse for 2013 med henvisning til, at selvangivelsen beroede på den skattepligtiges revisors fejl, idet skatten af ejendomsavancen var forældet, fordi genanbringelsen i 2006 ikke opfyldte betingelserne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Byretten fandt, at en ændring af skatteansættelsen for 2013 forudsatte en ændring af skatteansættelsen for 2006, hvor den skattepligtige i forbindelse med selvangivelsen for 2006 valgte at genanbringe ejendomsavancen.

Byretten henviste til, at skatteansættelsen for 2006 ubestridt ikke var søgt ændret af den skattepligtige eller af SKAT i henhold til skattelovgivningens regler herom. Ved afgørelsen af, om der var grundlag for at ændre den skattepligtiges årsopgørelse for 2013, lagde retten derfor årsopgørelsen for 2006 til grund, herunder angivelsen af, at ejendomsavancen var genanbragt.

Byretten henviste videre til, at i henhold til den skattepligtiges valg i 2006 blev beskatningen af ejendomsavancen udskudt, indtil den skattepligtige via sin revisor i skatteansættelsen for 2013 valgte at selvangive ejendomsavancen til beskatning, hvorved skattekravet forfaldt til betaling ved årsopgørelsen for 2013. Byretten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at anse kravet for forældet og frifandt Skatteministeriet (SKM2018.569.BR).

Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat og stadfæstede derfor byrettens dom.

Parter

A
(v/advokat Nikolaj Jalili-Trudslev)

mod

Skatteministeriet
(v/advokat Mattias Chor)

Retten i Hjørring har den 11. oktober 2018 afsagt dom i 1. instans (sag BS4270/2017-HJO).

Afsagt af landsretsdommerne

Torben Geneser, Cecilie Maarbjerg Qvist og Dorte Thorhauge (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten. Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaring

A har supplerende forklaret, at handlen med Y1-Adresse skete i god tro, da han var blevet rådgivet af sin revisor. Han overvejede ikke at søge om genoptagelse af årsopgørelsen for 2006. Hans revisor, NJ, oplyste i forbindelse med salget af Y1-Adresse i 2013, at der ikke var mulighed for genanbringelse i en udlejningsejendom. Ejendommen på Y1-Adresse var en udlejningsejendom, da han overtog den, og han har også altid anvendt den til udlejning. Han følte sig magtesløs, da han fik at vide, at han ikke kunne genanbringe avancen. Det havde han regnet med, da han solgte ejendommen. Det er ikke fordi, at han ikke ønsker at betale sin skat.

Han kunne ikke genanbringe i et nyt aktiv, da han solgte Y1-Adresse. Banken ville ikke finansiere et nyt køb uden en garanti fra en revisor om, at der kunne ske genanbringelse.

Han kan ikke huske, hvad skattekravet var i 2006. Han mindes ikke tidligere at have fået en årsopgørelse med et skattekrav i størrelsesordenen 3,3 mio. kr.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 78.750 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 78.750 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a