Dokumentets metadata

Dokumentets dato:14-07-2020
Offentliggjort:07-09-2020
SKM-nr:SKM2020.364.BR
Journalnr.:BS-25045/2019-HIL
Referencer.:Kildeskatteloven
Dokumenttype:Dom

Nulstilling af indeholdt, men ikke afregnede A-skatter og AM-bidrag

Sagen angik, om skattemyndighederne var berettigede til at foretage nulstilling af A-skat og AM-bidrag for årene 2014, 2015 og 2016, således at skatteyderen nægtes godskrivning af indeholdt, men ikke afregnede A-skatter og AM-bidrag.

Retten fandt, at selskabet siden stiftelsen og til konkursen havde haft en tabsgivende drift, og at skatteyderen havde optaget ulovlige aktionærlån. Skatteyderen havde som direktør og eneanpartshaver ansvaret for og indsigt i virksomhedens drift og økonomiske forhold.

Under de foreliggende omstændigheder fandt retten, at skatteyderen vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser af A-skat og AM-bidrag af hans løn, og at de ikke ville kunne afregnes til forfaldstid. Han kunne ikke have en berettiget opfattelse af, at selskabets vanskeligheder alene var midlertidige. Betingelserne for at foretage nulstilling af A-skat og AM-bidrag var derfor opfyldt.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A (v/advokat Khuram Riaz Ahmed)

mod

Skatteministeriet (v/advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af byretsdommer

René T. Olsen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt Skattemyndighedernes nulstilling af A-skat og AM-bidrag for A for indkomstårene 2014-2016 er beretiget.

Sagsøgeren, A, har fremsat påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at den af skattemyndighederne foretagne nulstilling af A-skat og AM-bidrag med i alt 149.001 kr. vedrørende indkomstårene 2014-2016 er uberettiget, subsidiært med et efter rettens skøn mindre beløb.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

A klagede over en afgørelse af 26. februar 2018 fra SKAT vedrørende nulstilling af A-skat og AM-bidrag. Skatteankestyrelsen stadfæstede den

4. marts 2019 SKAT's afgørelse. Af Skatteankestyrelsens afgørelse fremgår:

"SKAT har nulstillet indeholdt, men ikke afregnet A-skat og AM-bidrag for direktør og anpartshaver i selskabet G1 Aps. Den nulstillede A-skat udgør i alt 111.357 kr., og det nulstillede AM-bidrag udgør i alt 37.644 kr.

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren stiftede selskabet G1 Aps (herefter selskabet) den 11. november 2013, og var registreret som ejer af selskabet i perioden 11. november 2013 til 7. december 2016. Klageren var registreret som direktør i selskabet i perioden 11. november 2013 til 10. maj 2016.

SKAT indgav den 8. marts 2016 konkursbegæring mod selskabet, der blev taget under konkursbehandling ved dekret af 10. maj 2016. Selskabet havde ved dekretets afsigelse en samlet gæld til SKAT på 1.587.872 kr.

Af kurators redegørelse af 14. september 2016 fremgår bl.a.:

Baggrunden for konkursen var, at selskabet ikke kunne betale sin gæld til SKAT, hvorfor SKAT valgte at indgive konkursbegæring mod selskabet. Gælden var kontinuerligt og systematisk opbygget fra perioden 2014 og frem til selskabets konkurs den 10. maj 2016.

Gælden var på kr. 1.321.580 og vedrørte A-skat, AM-bidrag, moms samt renter og gebyrer.

  1. KONKURSKARANTÆNE

  1. Manglende afregning af gæld til SKAT

Fra 2014 og frem til selskabets konkurs ses gælden til SKAT at være kontinuerligt og systematisk opbygget. Selskabets gæld til SKAT udgjorde pr. 8. marts 2016 kr. 1.304.448,82, eksklusiv inkassoomkostninger. SKAT udgør derfor langt størstedelen af kreditormassen i konkursboet.

Selskabets restance til SKAT udgøres af A-skat, AM-bidrag og moms.

  1. Overtrædelse af særlovgivningen

Kurator har ved sin gennemgang af selskabets elektroniske bogføringsmateriale konstateret, at de anførte tal i balancen pr. 30. juni 2015 ikke stemmer overens med de tal, der fremgår af den aflagte årsrapport for perioden 1. juli 2014 til 30. juni 2015.

Henset til disse uoverensstemmelser mellem selskabets elektroniske bogføringsmateriale og den af selskabet aflagte og godkendte årsrapport, er det ikke muligt for kurator på baggrund heraf at danne sig et overblik over, hvilke aktiver og passiver der reelt har været i selskabet, idet det ikke er klart, hvilke tal der er retvisende, Endvidere har det ikke været muligt for kurator at foretage kontrol af en række af de foretagne hævninger og udbetalinger fra selskabets konto, idet dokumentationen vedrørende disse hævninger og udbetalinger ikke klart fremgår af selskabets bogføringsmateriale. Ud fra de af kurator foretagne undersøgelser kan det dog lægges til grund, at der er sket udbetalinger samt hævninger fra selskabet, der har karakter af privat forbrug og derfor er uvedkommende for selskabet.

I forlængelse heraf kan det bemærkes, at det ud fra de undersøgelser der er foretaget på nuværende tidspunkt kan lægges til grund, at det ikke umiddelbart er muligt at følge transaktionssporet for de enkelte posteringer.

Uoverensstemmelser mellem selskabets elektroniske bogføringsmateriale og de anførte tal i selskabets årsrapport vidner om, at selskabets ledelse har haft en utilstrækkelig økonomistyring i perioden fra et år før fristdagen og frem til konkurstidspunktet Herunder kan det lægges til grund, at der ikke er ført kontrol med, at bogføringen er foregået på betryggende måde.

På denne baggrund finder konkursboet, at ledelsen har forsømt sine pligter efter bogføringslovens §§ 6-10, herunder at opbevare regnskabsmateriale på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår materialet vedrører, hvilket i grove tilfælde kan være strafbart i herihold til straffelovens § 302, stk. l, nr. 1 og 2. Hertil bemærkes, at adgang til selskabets bogføringsmateriale er afgørende for kurators mulighed for på tilstrækkeligvis af kunne gennemføre den påkrævede kontrol af ledelsens dispositioner, herunder at sikre at selskabets aktiver korrekt tilgår selskabets kreditorer, hvorfor førelse og opbevaring af bogføringsmateriale må anses som afgørende for retten til at drive virksomhed.

FigurHerefter finder konkursboet endvidere, at ledelsen ikke har overholdt sine forpligtelser i forhold til selskabslovens § 115, for så vidt angår sikring af en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed, herunder at påse at selskabets bogføring er sket under iagttagelse af lovgivningens regler, at formueforvaltningen er foregået på en betryggende måde, og at selskabets kapitalberedskab har været forsvarligt.

Selskabet blev opløst ved konkurs den 7. december 2016 uden dividende til kreditorer.

Selskabet indeholdt i perioderne maj til december 2014, januar til december 2015 samt januar til marts 2016 A-skat og AM-bidrag i løn, der blev udbetalt til klageren med følgende beløb:

Periode

A-skat

AM-bidrag

Maj 2014

2.937 kr.

1.193 kr.

Juni 2014

7.329 kr.

2.225 kr.

Juli 2014

11.287 kr.

3.658 kr.

December 2014

281 kr.

1.553 kr.

I alt 2014

21.834 kr.

8.629 kr.

Periode

A-skat

AM-bidrag

April 2015

0 kr.

2.033 kr.

Maj 2015

7.331 kr.

2.213 kr.

Juni 2015

7.488 kr.

2.249 kr.

August 2015

6.848 kr.

2.716 kr.

September 2015

18.734 kr.

5.400 kr.

Oktober 2015

6.441 kr.

2.066 kr.

November/december 2015

14.865 kr.

4.586 kr.

I alt 2015

61.707 kr.

21.263 kr.

Periode

A-skat

AM-bidrag

Januar 2016

9.272 kr.

2.584 kr.

Februar/marts 2016

15,544 kr.

5.168 kr.

I alt 2016

27.816 kr.

7.752 kr.

I alt 2014-2016

111.357 kr.

37.644 kr.

Lønnen for november og december 2015 blev indberettet for begge måneder samlet med udbetaling i december 2015. Lønnen for februar og marts 2016 blev indberettet for begge måneder samlet med udbetaling i marts 2016.

Af ledelsesberetningen i selskabets årsrapport for regnskabsperioden 1. juli 2013 til 30. juni 2014, fremgår blandt andet:

Udvikling i året

Selskabets resultatopgørelse for 2013/14 udviser et underskud på kr. 107.616, og selskabets balance pr. 30. juni 2014 udviser en negativ egenkapital på kr. 27.616.

Kapitalberedskabet

Selskabets ledelse er opmærksom på at selskabet har tabt selskabskapitalen.

Ledelsens forventes det, at den fremtidige drift vil give positive resultater allerede fra 2014.

På denne baggrund skønnes ledelsen at have tilstrækkelig kapitalberedskab til finansiering af driften i 2014.

Af årsrapportens balance fremgår, at der er usikkerhed om fortsat drift. Af noter til årsregnskabet fremgår bl.a.:

1 Usikkerhed om fortsat drift (going concern)

Selskabets ledelse er opmærksom på at selskabet har tabt selskabskapitalen.

Ledelsens forventes det, at den fremtidige drift vil give positive resultater allerede fra 2014.

På denne baggrund skønnes ledelsen at have tilstrækkelig kapitalberedskab til finansiering af driften i 2014.

Af ledelsesberetningen i selskabets årsrapport for regnskabsperioden 1. juli 2014 til 30. juni 2015, fremgår blandt andet:

Udvikling i året

Selskabets resultatopgørelse for 2014/15 udviser et underskud på kr. 367.273, og selskabets balance pr. 30. juni 2015 udviser en negativ egenkapital på kr. 394.890.

Kapitalberedskabet

Selskabets regnskab er aflagt under uændrede regnskabsprincipper og dermed under forudsætning om fortsat drift.

Det er ledelsens vurdering, at der vil kunne etableres den fornødne finansiering af selskabets fortsatte aktiviteter i 2015/16 i lighed med 2014/15.

Desuden har selskabet indgået afdragsordninger med SKAT.

Af årsrapportens balance fremgår, at der er usikkerhed om fortsat drift. Af noter til årsregnskabet fremgår bl.a.:

1 Usikkerhed om fortsat drift (going concern)

Selskabets regnskab er aflagt under uændrede regnskabsprincipper og dermed under forudsætning om fortsat drift.

Det er ledelsens vurdering, at der vil kunne etableres den fornødne finansiering af selskabets fortsatte aktiviteter i 2015/16 i lighed med 2014/15.

Desuden har selskabet indgået afdragsordninger med SKAT.

Af selskabets skattekonto fremgik, at saldoen fra den 10. februar 2014 og frem til konkurstidspunkt var negativ.

SKAT anmeldte den 10. maj 2016 krav på i alt 1.587.872 kr. i konkursboet efter G1 Aps.

SKATs afgørelse

SKAT har nulstillet indeholdt, men ikke afregnet, A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2014 til 2016. For 2014 er nægtet godskrivning af A-skat på 21.834 kr. og AM-bidrag på 8.629 kr. For 2015 er nægtet godskrivning af A-skat på 61.707 kr. og AM-bidrag på 21.263 kr. For 2016 er nægtet godskrivning af A-skat på 27.816 kr. og AM-bidrag på 7.752 kr.

Som begrundelse herfor er anført:

  1. Nulstilling af A-skat og am-bidrag

3.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Som vi har beskrevet ovenfor, kan SKAT nulstille A-skat og am-bidrag, hvis betingelserne under pkt. 1-5 er opfyldt.

Betingelse nr. 1

"Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie-eller anpartsselskab.

Selskabet G1 Aps er et anpartsselskab og dermed et selskab med begrænset ansvar. Vi anser derfor betingelse nr. 1 for opfyldt. .

Betingelse nr. 2

"Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs eller lignende"

Insolvens er konstateret ved konkursdekret af 10. maj 2016. Betingelse nr. 2 er således også opfyldt.

Betingelse m.v.

"Den indeholdelsespligtige skal have restancer af A-skat, am-bidrag eller udbytteskat med videre for de perioder, hvor selskabet har godskrevet skattebeløb med videre for personer, som er omfattet af punkt 4 Perioderne behøver ikke at være sammenhængende."

Betingelse nr. 3 er opfyldt, da selskabets løbende restance overstiger de akkumulerede indeholdte skatter for dig i perioden maj 2014 til marts 2016.

Betingelse nr. 4

"Nulstilling kan som hovedregel ske for personer, som har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender, samt for disses nærtstående" Du var ejer og direktør i selskabet. Dermed er du en person, der havde væsentlig økonomisk interesse i G1 ApS, og som kunne disponere enerådende i virksomhedens anliggender. Vi anser herefter også betingelse nr. 4 for opfyldt.

Betingelse nr. 5

"Nulstilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter med videre ikke ville kunne afregnes til forfaldstid"

Vi anser betingelse nr. 5 for opfyldt. Vi lægger her vægt på, at du som ejer og direktør vidste, eller i det mindste burde have vidst, at der på grund af selskabets situation ikke var den fornødne økonomiske realitet bag, så den indeholdte A-skat og am-bidrag ikke ville kunne afregnes til SKAT.

I den forbindelse skal bemærkes, at selskabets samlede gæld til SKAT på 1.587.872 kr. ved konkursdekretets afsigelse, væsentligt overstiger de indeholdte skatter som vedrører dig, og at der efter afslutning af konkursboet, ikke blev udbetalt nogen dividende.

Når vi sammenfatter oplysningerne under betingelse nr. 5., er der efter vores vurdering ikke økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser af A-skat og Am-bidrag til dig i lønnen fra G1 Aps for maj 2014 til marts 2016. På grundlag af oplysningerne vidste eller burde du have vidst, at der var væsentlig risiko for, at beløbene ikke kunne betales til forfaldstid.

Samlet vurdering

Vi vurderer på baggrund af ovennævnte, at alle 5 betingelser for at kunne nulstille A-skat og am-bidrag er opfyldt. Du kan derfor som lønmodtager ikke anse dig for frigjort for A-skat og am-bidrag i henhold til kildeskattelovens 5 60, stk. 1 samt arbejdsmarkedsbidragslovens §§ 5 og 7, og du skal derfor betale de nulstillede beløb på henholdsvis 111.357 kr. vedrørende A-skat og 37.644 kr. vedrørende am-bidrag.

Du kunne have anmeldt det beløb, der nulstilles som en fordring i konkursboet for G1 Aps, men da selskabet er opløst, er dette ikke længere muligt.

Under sagens behandling ved Skatteankestyrelsen har SKAT bl.a. udtalt: Nulstilling af A-skat I forbindelse med vurdering af, hvorvidt kravene til nulstilling er opfyldt, skal vi gøre opmærksom på, at det fremgår af de offentliggjorte regnskaber for regnskabsperioden 2013/14 (klagers bilag 13), at selskabets kapital pr. 30. juni 2014 er tabt, og egenkapitalen er 27.616 kr. Af note 1, fremgår desuden, at ledelsen er opmærksom på, at selskabet har tabt selskabskapitalen.

Af årsrapporten for 2014/15 fremgår, at egenkapitalen er -394.890 kr.

Klagerens opfattelse

Det er klagerens repræsentants opfattelse, at årsopgørelse for indkomståret 2014 skal godskrives yderligere A-skat på 21.834 kr. og AM-bidrag på 8.629 kr. For indkomståret 2015 skal klagerens årsopgørelse godskrives yderligere A-skat på 61.707 kr. og AM-bidrag på 21.263 kr. For indkomståret 2016 skal klagerens årsopgørelse godskrives yderligere A-skat på 27.816 kr. og AM-bidrag på 7.752 kr.

Til støtte herfor har repræsentanten anført:

1. PÅSTAND

As skatteansættelse for indkomståret 2013, 2014, 2015 og 2016 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

For det femte bestrides det, at betingelserne for nulstilling af indeholdt, men ikke afregnet A-skat og am-bidrag, er opfyldt. Denne praksis blev etableret med Højesterets dom af 26. maj 1981 — og betingelserne i afgørelsen er med henvisning til ovenstående ikke opfyldt, Der henvises til UfR 1981.473 H.

Skatteankestyrelsens afgørelse

Af kildeskattelovens § 69, stk. 1 og stk. 2, fremgår følgende:

"Den som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2. Den, som har indeholdt skat efter denne lov, hæfter over for det offentlige for betaling af det indeholdte beløb. "

Efter kildeskatteloven er det således alene arbejdsgiveren, der hæfter for betalingen af A-skat, der er indeholdt i den ansattes løn.

I praksis er det imidlertid anerkendt, at personer under visse betingelser kan pålægges nulstilling af indeholdt, men ikke indbetalt A-skat m.v.

Praksis vedrørende nulstilling af A-skat er dannet på grundlag af Højesterets dom af 26. maj 1981, refereret i U1981.473H.

Praksis er gengivet i SKATs juridiske vejledning 2019-1 om Inddrivelse, afsnit G.A.3.3.8, og omfatter følgende betingelser for nulstilling:

  1. Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktieeller anpartsselskab.

  1. Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs eller lignende.

  1. Den indeholdelsespligtige skal have restancer af A-skat, AM-bidrag eller udbytteskat mv. vedrørende de perioder, hvor selskabet har godskrevet skattebeløb mv. for personer, som er omfattet af punkt 4 perioderne behøver ikke være sammenhængende.

  1. Nulstilling kan som hovedregel kun ske for personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender samt for disses nærtstående.

  2. Nulstilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid.

Betingelserne i pkt. a c

Der er tale om et anpartsselskab, hvor konkursdekret blev afsagt den 10. maj 2016. Der var ved konkursdekretets afsigelse restancer til SKAT for i alt 1.587.872 kr., som oversteg de samlede indeholdte A-skatter og AM-bidrag for klageren i perioderne fra maj til december 2014, januar til december 2015 og januar til marts 2016.

Betingelserne i pkt. d

Klageren var hovedanpartshaver i det lønudbetalende selskab fra den 11. november 2013 til 7. december 2016. Klageren var direktør i selskabet fra den 11. november 2013 til 10 maj. 2016. Han må derfor anses for at have haft en væsentlig økonomisk interesse i selskabet.

Klageren må endvidere anses for at have kunnet disponere vedrørende selskabets anliggender, da han som direktør kunne tegne selskabet alene. Klageren var derfor omfattet af den personkreds, for hvem der kan ske nulstilling af indeholdt A-skat og AM-bidrag.

Betingelserne i pkt. e

Skatteankestyrelsen anser det for godtgjort, at klageren som hovedanpartshaver og selskabets direktør på tidspunktet for indeholdelse af A-skat og AM-bidrag for maj til december 2014, januar til december 2015 og januar til marts 2016 burde have haft kendskab til, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse.

Der er lagt vægt på, at selskabets egenkapital allerede ved afslutningen af det første regnskabsår den 30. juni 2014 var negativ med -27.616 kr. og at selskabets resultatopgørelse udviste et underskud på -107.161 kr. Pr. 30. juni 2015 udviste resultatopgørelsen et underskud på -367.273 kr. og egenkapitalen var negativ med -394.890 kr. Selskabets økonomiske situation var således behæftet med en sådan usikkerhed, at klageren havde anledning til at betvivle selskabets evne til at indbetale den indeholdte A-skat og AM-bidrag på forfaldsdatoen. Skatteankestyrelsen har henset til, at klageren som selskabets hovedanpartshaver og direktør var vidende om selskabets gæld til SKAT i form af skyldig A-skat og AM-bidrag. Klageren varetog som selskabets direktør den daglige ledelse af selskabets forhold, og var allerede pr. 30. juni 2014 vidende om, at selskabet havde tabt egenkapitalen. Klageren var vidende om selskabets manglende overholdelse af bogføringsloven og ikke rettidige indberetning af lønninger, A-skat og AM-bidrag, og var bekendt med selskabets likviditetsproblemer, idet han kendte størrelsen af selskabets gæld til SKAT. Både skyldig A-skat og AMbidrag indgår i regnskabsposten "Anden gæld", der steg fra 134.920 kr. pr. 30. juni 2014 til 818.427 kr. pr. 30. juni 2015. Betingelserne for nulstilling er således opfyldt.

Skatteankestyrelsen stadfæster herefter SKAT's afgørelse."

Forklaring

A har forklaret, at G1 Aps blev stiftet den 11. november 2013. I 2002 oprettede han som 18-årig et selskab, der importerede kød. Han var inden stiftelsen ansat i rejsebranchen i 6-7 år og ville herefter etablere egen virksomhed. Hans cvr-nr. fra hans virksomhed som ung blev genaktiveret. Han kontaktede en revisor, der rådede ham til at oprette virksomheden som et ApS og lukke enkeltmandsvirksomheden. De to cvr-numre har ikke været aktive på samme tid. G1 Aps drev virksomhed som et vikarbureau, og der var et binavn G2 ApS - som var rejsebureauet. Fakturaer og lignende blev sendt til G1 Aps. Han havde en statsautoriseret revisor tilknyttet. Denne revisor fusionerede med revisionsvirksomheden G3. Han ville have bistand af en statsautoriseret revisor for at få seriøs rådgivning. Han betalte derfor et større beløb end nødvendigt for revisionsbistand.

Han var ansat som direktør og fik månedligt udbetalt løn, typisk mellem 20-28.000 kr. brutto, men fik ikke løn hver måned. Vikarernes løn var i første række. Det var således begrænsede beløb, han udbetalte til sig selv, men nok til, at han kunne betale sine udgifter.

Foreholdt årsrapport for 2013/2014, ledelsesberetning, jf. ekstraktens side 63, forklarede A, at han forventede, at virksomheden ville give overskud det følgende år. Han oplevede en stigning af henvendelser. Rejsedelen var fodboldrejser til Y1-land for grupper, der skulle på træningslejr. På dette område var der en stigende efterspørgsel. Vikarbureauet oplevede også stigning i antallet af kunder. Lønomkostninger var første år 407.000 kr. og andet år 1.700.000 kr., hvilket var udtryk for flere ansatte til den øgede efterspørgsel. Selskabskapitalen var tabt det første år. Han søgte ikke efter yderligere kapital. Han så virksomhedens kapitalberedskab i den stigende omsætning. Han var den næststørste virksomhed inden for fodboldtræningslejre til Y1-land. Der var ordre på rejser et år frem med betalt depositum. Der var positiv vækst og udsigt til store ordrer. Han kunne ikke se tilbagegang.

Foreholdt årsrapport for 2014/2015, ledelsesberetning, jf. ekstraktens side 75, forklarede A, at han begyndte at afdrage til SKAT månedligt. Vikarbureauet plejede i 1. kvartal at have en dårlig omsætning, mens 2. og 3. kvartal var bedre. Han havde misligholdt gæld, som han ønskede at betale. Derfor stoppede han med afdragsordningen, således at anden gæld kunne betales.

SKAT kontaktede ham herom, og han forklarede, at det skyldtes, at det var lavsæson for rejsebureauet. Han tilbød at forhøje sit afdrag, idet han var overbevist om, at virksomheden ville udvikle sig positivt. SKAT indgav i den forbindelse konkursbegæring, der blev imødekommet. Han nåede at betale afdrag til SKAT i 3-5 måneder for gammel gæld. Han afregnede SKAT og AM-bidrag for vikarerne. Der opstod gæld fra 2. halvår af 2015 og frem. Den gamle gæld blev betalt gennem en afdragsordning. Fremadrettet skulle der afregnes fuldt ud, men han kom ind i lavsæsonen, og der gik det galt med betalingerne. Han husker, at han ikke betalte afdrag, men dog de løbende betalinger. Da selskabet blev erklæret konkurs, var der ingen aktiver.

A-skat og AM-bidrag af egen løn betaltes via G4-system. Det var et samlet beløb for både hans og vikarernes løn. På G4 skrives lønninger ind, og beløbet trækkes samlet fra firmaets konto. Han opdagede ikke, at der ikke blev afregnet A-skat og AM-bidrag. Nogle gange var der ikke kapital til afregning.

Man kan ikke se, om der manglende A-skat og AM-bidrag på direktørens løn eller vikarernes.

Første regnskabsår mistede selskabet egenkapitalen. Der blev ansat mange personer i 2015, uagtet at det ikke var et godt år fra 2014. Man ansætter ikke vikarerne. Firmaet fik ordre på vikarbistand, hvorefter disse blev tilkaldt. Vikarerne kan eksempelvis have 10 timer på en måned, og det blev de betalt for. Det kan være mange forskellige, der bliver sendt på samme opgave, idet det sker, at de fratræder hurtigt. Han havde en database med et antal vikarer, der blev forøget fra første til andet regnskabsår.

Om fodboldtræningslejre i Y1-land forklarede han, at virksomheden hurtigt modtog en del ordre. Selskabet, der blev stiftet i 2013 og opløst i 2016, gik konkurs. Han havde en samarbejdspartner i Y1-land, der stod for at afvikle grupperejser i landet. Der var en aftale med pågældende. A havde et håb om at kunne sende 20 grupper afsted, men fik alene aftaler med 7. Samarbejdspartneren i Y1-land, der havde forventet 20 grupper, hævede herefter priser og truede med at annullere ordrerne, såfremt det fulde beløb for rejserne (det hævede beløb) ikke blev betalt. Der var betalt depositum til ham fra fodboldklubberne, der havde bestilt rejserne. Det var børn/unge, der skulle afsted. Han havde sendt depositumbeløbene til samarbejdspartneren, der imidlertid hævede prisen, idet denne gjorde gældende, at selskabet havde lovet at sende depositum for 20 grupper. Grupperne blev typisk sendt afsted mellem januar-marts/april. De nævnte grupper blev ikke sendt afsted. Det endte med at koste firmaet 70.000 kr.

Parternes synspunkter

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter. A har dog frafaldet synspunktet om, at skattemyndighedernes praksis, hvor der for nulstilling anvendes kriteriet "vidste eller burde have vidst", ikke er i overensstemmelse med kriteriet for nulstilling af A-skat og AM-bidrag gengivet i U.1981.473H, hvor anvendes "måtte vide og måtte være klar over". Retten har medtaget As påstandsdokument i fuldt omfang, selvom ovennævnte anbringende er frafaldet.

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"I nærværende sag er det afgørende kriterium i relation til, hvorvidt SKAT kan foretage en nulstilling af den indeholdte, men ikke afregnedes A-skat og AM-bidrag, hvorvidt sagsøger i kraft af sin tilknytning til virksomheden måtte være klar over/ må have forudset, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, jf. UfR 1981.473 H og SKM2007.475.ØLR.

SKM2008.103.ØLR finder således ikke anvendelse, idet Landsretten i dette tilfælde i uoverensstemmelse med det gældende præjudikat UfR 1981.473 H, som ligeledes er nævnt i SKATs Juridiske vejledning 2019-1, G.A.3.3.8, foretager en negativ afgrænsning i stedet for en positiv afgrænsning af sagsøgers viden om virksomhedens økonomiske forhold ved at benytte formuleringen "ikke have været uvidende om".

Tilsvarende kan fremhæves SKM2007.346.ØLR og SKM2018.229.BR, som med udgangspunkt i henholdsvis Den Juridiske Vejledning 2018-1, G.A.3.3.8 og Inddrivelsesvejledning 2012-1, M.2.1 tilkendegiver, at kriteriet er "vidste eller burde vide". På trods af at kriteriet fremgår af SKATs vejledning har kriteriet dog ikke været afspejlet i de ledende præjudikater på retsområdet, hvorved kriteriet om "vidste eller burde vide" er et kriterium, som SKAT selv har konstrueret.

Landsretten og byretten må herefter nødvendigvis have benyttet kriteriet ud fra princippet i retsplejelovens § 338, hvorefter Retten kun kan tage hensyn til anbringender som en part har gjort gældende.

Dette understøttes af, at Højesteret i SKM2013.294.HR har henvist til UfR 1981.473 H og i øvrigt taget Landsrettens begrundelse til følge, bortset fra at Højesteret vælger at angive et særskilt afsnit med betragtninger om sagsøgers viden. Herved må Højesterets opfattelse være, at Landsrettens bemærkninger i SKM2011.261.VLR om vidste eller burde viden ikke var korrekte, hvorved principperne i UfR 1981.473 H stadig er gældende vedrørende det strengere "måtte" kriterium, hvilken viden er vanskeligere for sagsøgte at påvise.

Til støtte for at kriteriet er "vidste eller burde have vidst", har sagsøgte fremhævet tre sager SKM2007.346.ØLR, SKM2019.304.ØLR (ankesagen efter SKM2018.489.BR) og SKM2018.229.BR, jf. svarskriftets, s. 5-6.

Det skal fremhæves, at udgangspunktet er, at det særligt er i tilfælde, hvor der ikke foreligger højesteretspraksis på et område, at en underinstansafgørelse kan være et præjudikat. Det er hierarkiseringen (flerinstansprincippet), der indebærer, at sådanne afgørelser fra en underinstans mister deres betydning, når overinstansen har talt, jf. Peter Blume i UfR 1989B.201 "Retsafgørelser som retskilde" med henvisning til fire afgørelser, hvor såkaldte underinstanspræjudikater fraviges: UfR 1986.340 H, UfR 1988.858 H, UfR 1985.423 V og UfR 1986.9 H.

Når sagsøgte har henvist til to domme afsagt af Landsretten og en dom afsagt af byretten, mens sagsøger har henvist til to domme afsagt af Højesteret, er udgangspunktet således, at det er Højesteretsdommene, som tillægges præjudikatværdi.

Det afgørende for, at der foreligger et præjudikat er dog ligeledes, at fremtidige domme viser om der reelt foreligger et præjudikat, jf. N.H. Bache i UfR 1913B.129, Alf Ross: Om ret og retfærdighed (København 1953) p. 64 og Peter Blume i UfR 2014B.133 "højesteret og gældende ret". Dette kan ske ved, at der direkte i domspræmisserne henvises til den tidligere dom, jf. Retskilder & Retsteorier, Christina D. Tvarnø og Ruth Nielsen, 2014, 4. udgave, s. 181 med henvisning i note 15 til W.E.von Eyben: Juridisk Grundbog, bind 1. Retskilderne, Kbhvn., 1991, § 3.

Det fremgår udtrykkeligt af Højesterets præmisser i SKM2013.294.HR, at Højesteret henviser til UfR 1981.473 H.

Herimod er der i SKM2007.346.ØLR, SKM2019.304.ØLR og SKM2018.229.BR ikke henvist til nogle tidligere sager som værende præjudikater i denne sammenhæng. Der er end ikke henvist til en konkret retskilde, som angiver, hvorledes kriteriet om vidste/burde viden er hjemlet.

SKAT angiver ligeledes i Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit G.A.3.3.8, at praksis vedrørende nulstilling er dannet på grundlag af højesteretsdommen UfR 1981.473. Herefter må det være uomtvistet, at denne dom er præjudikatet.

Umiddelbart efterfølgende angives det i Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit G.A.3.3.8, at Østre Landsret i en anden sag (SKM2007.346.ØLR, som påberåbt af sagsøgte) nåede til det resultat, at en person vidste eller burde vide, at der ikke var økonomisk realitet bag de indeholdte A-skatter mv. og fandt betingelserne for nulstilling opfyldt.

Navnlig indenfor skatteområdet skal det bemærkes, at det har væsentlig betydning for en afgørelses præjudikatsvirkning, på hvilken måde denne af de centrale skattemyndigheder formidles til de underordnede myndigheder, jf. Peter Blume i UfR 1989B.201 "Retsafgørelser som retskilde", navnlig note 6 med henvisning til Bet. 1105/1987 p. 45-46 og især John Engsig, Skattepolitisk oversigt 1979 p. 237-40, hvor indskrænkende fortolkning af retspraksis i cirkulæreform kritiseres, hvilket synspunkt efter sagsøgers opfattelse med føje kan overføres til fortolkningen af retspraksis i skats juridiske vejledning.

Når SKAT herefter i Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit G.A.3.3.8 fortolker UfR 1981.473 H indskrænkende i lyset af SKM2007.346.ØLR, når SKM2013.294.HR angiver, at "måtte være klar over/må have forudset" -kriteriet i UfR 1981.473 H er afgørende, er dette således yderst kritisabelt.

Fortolkningen ifølge Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit G.A.3.3.8 kan således ikke uden videre tages til følge, blot på baggrund af SKM2019.304.ØLR og SKM2018.229.BR hvilket uddybes i det følgende:

Vedrørende de efterfølgende domme SKM2019.304.ØLR og SKM2018.229.BR medfører præjudikatet ifølge UfR 1981.473 H og SKM2013.294.HR, at SKM2019.304.ØLR og SKM2018.229.BR mister deres betydning, når overinstansen Højesteret allerede har talt vedrørende samme problemstilling i UfR 1981.473 H og SKM2013.294.HR, jf. allerede nævnte Peter Blume i UfR 1989B.201 "Retsafgørelser som retskilde" med henvisning til fire afgørelser, hvor såkaldte underinstanspræjudikater fraviges: UfR 1986.340 H, UfR 1988.858 H, UfR 1985.423 V og UfR 1986.9 H.

Hertil kommer, at det forhold, at der foreligger et præjudikat medfører, at domstolene ikke i de efterfølgende sager står så frit som i den første sag, men må have grunde til at fravige reglen ifølge præjudikatet, jf. Peter Blume i UfR 1989B.201 "Retsafgørelser som retskilde" medhenvisning i note 11 til Oscar Platou: Forelæsninger over Retskildernes Theori (Kristiania 1915) p. 109. Ligeledes kan fremhæves Landsdommer Rørdams dissens i UfR 1985.790 V, hvor det udtrykkeligt angives, hvorfor præjudikatet UfR 1984.1107/2 H ikke finder anvendelse.

Der er hverken i SKM2019.304.ØLR eller SKM2018.229.BR nærmere angivet en begrundelse for fravigelsen af præjudikatet ifølge UfR 1981.473 H og SKM2013.294.HR. Dermed er SKM2019.304.ØLR og SKM2018.229.BR afgørelser, som efter deres indhold ikke nærmere kan anvendes til at afkræfte præjudikatet.

Dette synspunkt kan ligeledes støttes på et synspunkt om borgernes retssikkerhed og hensynet til forudberegnelighed, som kan fremføres til støtte for, at et præjudikat skal være bindende, såvel som at det tydeligt må angives i efterfølgende domme hvorfor et præjudikat fraviges, sml. Peter Blume i UfR 1989B.201 "Retsafgørelser som retskilde" medhenvisning i note 22 til Nyt Juridisk Arkiv bd. 12 (1815) p. 234 og proceduren i UfR 1988.987 H.

I denne forbindelse kan der særlig være grund til at bemærke konsekvenserne af, at domstolene fraviger et tidligere princip, idet dette reelt sker med tilbagevirkende kraft, fordi den nye afgørelse kommer til at virke på et faktum, der er tilblevet i det retsmiljø, som præjudikatet havde skabt. På samme måde som ved retsforskrifter ses det ofte fremhævet, at dette er mindre betænkeligt, når ændringen er til gavn for borgerne, og dermed modsætningsvist vil være mere betænkeligt i nærværende tilfælde, hvor ændringen ifølge den af sagsøgte fremhævede retspraksis er til skade for borgeren, jf. Peter Blume i UfR 1989B.201 "Retsafgørelser som retskilde".

På baggrund heraf må det således fastholdes, at kriteriet med rette er det strengere "måtte være klar over/må have forudset" kriterie, jf. UfR 1981.473 H og SKM2013.294 HR.

I relation til den konkrete sag sondres der mellem perioderne for de to årsrapporter ved Bilag 2 og Bilag 3 og herefter perioden op til konkursdekretets afsigelse.

Vedrørende årsrapport for 2013/14 fremgår, at personaleomkostningerne udgjorde kr. 417.905, jf. Bilag 2, s. 8, og egenkapitalen var et beskedent underskud af størrelsen kr. 27.616.

Sagsøger måtte næppe herved være klar over, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser og dermed, at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid. I lyset af de samlede omkostninger blot udgjorde ca. kr. 400.000.

Vedrørende årsrapport for 2014/15 steg personaleomkostningerne betydeligt til kr. 1.733.790 og egenkapitalen var et underskud på kr. 394.890.

Det kan således konstateres, at virksomheden er en vækstvirksomhed med et øget antal medarbejdere. Der er således intet odiøst ved, at en virksomhed har et underskud, idet virksomheden er i vækst, hvorved et underskud må forventes i begyndelsen af virksomhedens levetid.

Sagsøger måtte således ikke være klar over, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser og dermed, at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid.

Sagsøgte angiver, at "måtte være klar over/må have forudset" -kriteriet anses for at være opfyldt på baggrund af ledelsespåtegningerne i årsrapport for 2013/2014 (bilag 2, s. 6) og årsrapport for 2014/2015 (bilag 3, s. 6), som skulle angive, at selskabet var i betydelige likviditetsvanskeligheder, jf. svarskriftets, s. 6.

Begrebet "betydelige likviditetsvanskeligheder" fremgår dog ikke udtrykkeligt af hverken Bilag 2, s. 6 eller Bilag 3, s. 6, hvorved dette må være udtryk for sagsøgtes egen subjektive opfattelse af selskabets likviditetsforhold.

Der henvises herefter til ulovlige aktionærlån og privat forbrug på i alt kr. 750.888 kr. i indkomstårene 2014, 2015 og 2016, jf. Bilag A, s. 1 og 2, jf. svarskriftets, s. 7.

Sagsøger finder, at der ved vurderingen af om der var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser ikke blot isoleret kan ses på dele af selskabets økonomiske forhold, men må ses på selskabets samlede økonomiske forhold ifølge Bilag 2 og 3.

Det skal ligeledes fremhæves, at de ulovlige aktionærlån og privatforbruget vedrørte kr. 116.395 i 2014, kr. 439.694 i 2015 og kr. 194.799 i 2016.

Der er således en glidende overgang i lånene og privatforbrugets størrelse, og selvom de ulovlige aktionærlån og privatforbruget var relativt store i 2015 hindrede det ikke, at virksomheden fortsatte sin drift i hvert fald ét år mere hvilket taler for, at sagsøgte heller ikke i 2015 måtte vide, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser.

I relation til det i Bilag 1, s. 2 angivne hvorefter kurator er fremkommet med en række bemærkninger vedrørende bogføringsmateriales uoverensstemmelse i relation til konkurskarantæne, skal det bemærkes, at der endnu ikke foreligger en kendelse vedrørende konkurskarantæne. Retten har således endnu ikke taget stilling til de konkrete forhold som kurator udpeger, hvorved forholdene ikke kan tages til følge i nærværende sag."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"Det gøres overordnet gældende, at betingelserne for at foretage nulstilling i indkomstårene 2014, 2015 og 2016 er opfyldt, hvorfor SKAT med rette har nægtet A godskrivning af indeholdt, men uafregnede A-skatter og AM-bidrag i de omhandlende indkomstår.

Det følger af fast højesteretspraksis, at skattemyndighederne kan nulstille ikke indbetalt, men indeholdt A-skat mv., og dermed ikke godskrive indkomstmodtageren beløbene i årsopgørelsen, jf. U 1981.473 H og U 2013.1843 H.

Betingelserne for nulstilling er nærmere beskrevet i Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit G.A.3.3.8, hvoraf fremgår:

"Betingelser for nulstilling

Der er følgende betingelser for nulstilling:

  1. Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktieeller anpartsselskab.

  2. Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs eller lignende.

  3. Den indeholdelsespligtige skal have restancer af A-skat, AM-bidrag eller udbytteskat mv. vedrørende de perioder, hvor selskabet har godskrevet skattebeløb mv. for personer, som er omfattet af punkt d. Perioderne behøver ikke være sammenhængende.

  4. Nulstilling kan som hovedregel kun ske for personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender samt for disses nærtstående.

  5. Nulstilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid. "

Det er ubestridt, at betingelserne a-d er opfyldt, hvorfor sagen kun drejer sig om, hvorvidt betingelse e er opfyldt, jf. replikken s. 2, afsnit 5 og 6.

Skatteministeriet gør gældende, at A i kraft af sin tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid. Betingelse e er derfor opfyldt.

Det bestrides, at det afgørende i relation til betingelse e er, hvorvidt A måtte være klar over/må have forudset, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser (stævningen s. 2, afsnit 3). Ex tuto gøres det gældende, at A"måtte være klar over/må have forudset" dette.

Der er enighed om, at A på et tidspunkt før konkursen vidste eller burde have vidst (måtte være klar over/må have forudset), at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, jf. replikken s. 5, afsnit 4. Parterne er derimod ikke enige om, hvornår dette tidspunkt indtraf.

Der påhviler ledelsen en særlig pligt til at sikre, at det offentliges krav på skatter mv. kan betales til forfaldstidspunktet, idet SKAT ikke har nogen indflydelse på, hvorvidt SKAT bliver kreditor i virksomheder. SKAT er "tvangskreditor", og driften i selskabet er fortsat uden hensyntagen til SKAT. Der påhviler i særlig grad ledelsen/hovedaktionæren en pligt til ikke at udbetale løn til sig selv eller sine nærtstående, når der er usikkerhed om, hvorvidt de afledte A-skatter mv. kan betales til forfaldstid, idet man herved risikerer at påføre det offentlige et tab.

Ved afslutningen af det første regnskabsår den 30. juni 2014 var selskabets egenkapital negativ med 27.616 kr., og selskabets resultatopgørelse viste et underskud på 107.161 kr. (bilag 2, s. 8 og 10). Ved afslutning af det andet regnskabsår den 30. juni 2015 var selskabets egenkapital negativ med 394.890 kr., mens resultatopgørelsen viste et underskud på 367.273 kr. (bilag 3, s. 9 og 11).

Selskabet havde således siden dets stiftelse i oktober 2013 og indtil selskabets konkurs haft en tabsgivende drift, og allerede ved udløbet af selskabets første regnskabsår var egenkapitalen tabt. Egenkapitalen blev på intet tidspunkt reetableret.

Som direktør med ansvar for den daglige drift og eneanpartshaver havde A kendskab hertil, jf. også ledelsespåtegningerne i årsrapport for 2013/2014 (bilag 2, s. 6) og årsrapport for 2014/2015 (bilag 3, s. 6). Ligesom han havde kendskab til, at der var usikkerhed om selskabets fortsatte drift (bilag 2, s. 11 og bilag 3, s. 12).

A har trods opfordring hertil, jf. Skatteministeriets opfordring (1), ikke kunne redegøre for eller dokumentere, hvorpå han støttede den i ledelsesberetningen (årsrapport 2014/2015) nævnte vurdering af, at der kunne etableres den fornødne finansiering af selskabets fremtidige drift. Dette skal komme A bevismæssigt til skade ved sagens afgørelse, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Hertil kommer, at selskabet hverken var i stand til at nedbringe eller betale sin gæld, som fortsat var stigende i alle de omhandlende indkomstår (bilag 2 s. 10 og bilag 3, s. 11).

Gælden til SKAT beskrives af kurator som ". kontinuerlig og systematisk opbygget." (bilag E, s. 5, afsnit 2).

Skatteministeriet bestrider, det af A i replikken, side 2, 3. og 4. afsnit, anførte om, at kurators redegørelser, som er fremlagt ved bilag D og E, kun kan tillægges begrænset bevismæssig vægt.

Under disse omstændigheder vidste eller burde A have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter og AM-bidrag ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, jf. SKM2007.346.ØLR, SKM2019.304.ØLR og SKM2018.229BR. Ex tuto gøres det gældende, at A "måtte være klar over/må have forudset" dette.

A har, på trods af sit kendskab til den tabsgivende drift, til den negative egenkapital og til selskabets likviditetsvanskeligheder samt voksende gæld til SKAT, alligevel udbetalt løn til sig selv uden at afregne A-skat og AM-bidrag i årene 2014, 2015 og 2016.

Dertil kommer, at A udover den udbetalte løn har foretaget hævninger, betalt udgifter til privat forbrug samt foretaget ulovlige aktionærlån i selskabet på i alt 750.888 kr. i indkomstårene 2014, 2015 og 2016 (bilag A, s. 1 og 2). Selvom A var bekendt med den voksende gæld til SKAT, som ved konkursen var på 1.321.580 kr. (bilag E, s. 5, afsnit 2), har A gennem alle de omhandlende indkomstår i strid med de selskabsretlige og skatteretlige regler flyttet penge fra selskabet til sig selv.

Det bemærkes, at der ikke er holdepunkter i sagen for, at A på indeholdelsestidspunkterne havde anledning til at tro, at virksomhedens vanskeligheder kun var midlertidige, jf. SKM2019.107.ØLR.

På den baggrund var SKAT berettiget til at foretage nulstilling og dermed pålægge A hæftelse for selskabets manglende afregning af A-skat og AM-bidrag, således at beløbene ikke godskrives på As årsopgørelse.

Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afgørelse af 4. marts 2019."

Rettens begrundelse og resultat

SKAT har nulstillet indeholdt, men ikke afregnet A-skat og AM-bidrag for direktør og eneanpartshaver i G1 Aps A for indkomstårene 2014-2016 med A-skat for 111.357 kr. og AM-bidrag for 37.644 kr. Efter SKAT's juridiske vejledning 2019-1 om inddrivelse, afsnit G.A.3.3.8, hvis retningslinjer er gældende i nærværende sag, skal nærmere angivne betingelser punkt a-e være opfyldt for at foretage en sådan nulstilling. Parterne er alene uenige om, hvorvidt punkt e er opfyldt. Tvisten i sagen angår således, om A i kraft af sin tilknytning til G1 Aps vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid.

A stiftede G1 Aps den 11. november 2013. Han var registret ejer af selskabet i perioden fra stiftelsen og direktør frem til 10. maj 2016. SKAT indgav konkursbegæring den 8. marts 2016, og selskabet blev taget under konkursbehandling den 10. maj 2016. Selskabet havde ifølge kurators redegørelse af 14. september 2016 en gæld på 1.321.580 kr. vedrørende A-skat, AM-bidrag, moms samt renter og gebyrer, og blev taget under konkurs, da det ikke kunne betale sin gæld til SKAT.

Af årsrapport for 2013/2014 (gældende for 11. november 2013 til 30. juni 2014) fremgår, at årsregnskabet ikke er revideret, og at A erklærede, at betingelserne herfor er opfyldt. Selskabet havde i den omhandlede periode et underskud på 107.616 kr. og balancen udviste per 30. juni 2014 en negativ egenkapital på 27.616 kr. Selskabskapitalen på 80.000 kr. var derfor tabt, og A forventede ifølge årsrapporten, at den fremtidige drift ville give positive resultater allerede fra 2014. Det blev derfor skønnet, at der var tilstrækkeligt kapitalberedskab til finansiering af driften i 2014. Selskabets ledelse - A - var opmærksom på, at der i strid med selskabsloven i selskabet var ydet lån til ham på 50.000 kr. med tillæg af renter.

Af årsrapport 2014/2015 (gældende for 1. juli 2014 til 30 juni 2015) for selskabet fremgår, at dette ligeledes ikke er revideret. Der var et underskud på 367.273 kr. og, balancen per 30. juni 2015 udviste en negativ egenkapital på 394.890 kr. Det var As vurdering ifølge rapporten, at der ville kunne etableres den fornødne finansiering af selskabets fortsatte aktiviteter i 2015/2016 i lighed med 2014/2015. Personaleomkostninger var forøget fra 417.905 kr. til 1.733.790 kr. Der var indgået afdragsordninger med SKAT. A var fortsat opmærksom på sine ulovlige lån i selskabet, der var forøget til 207.130 kr.

Selskabet havde således fra stiftelsen den 11. november 2013 og til konkursen den 10. maj 2016 haft en tabsgivende drift, hvor egenkapitalen var brugt allerede den 30. juni 2014. Egenkapitalen blev ikke søgt retableret. A havde som direktør og eneanpartshaver ansvaret for og indsigt i virksomhedens drift og økonomiske forhold. Han, der både i første og andet regnskabsår efter de foreliggende årsrapporter har optaget ulovlige aktionærlån, må efter rettens vurdering have været fuldt ud bekendt med, at selskabets drift beroede på meget usikre forhold. A har forklaret, at han efter årsrapporten 2014/2015 havde misligholdt gæld, som han ønskede at betale. Derfor stoppede han med afdragsordningen til SKAT, således at anden gæld kunne betales. Han har efter det foreliggende udbetalt lån til sig selv uden at sikre, at A-skat og AM-bidrag blev betalt. Ved selskabets konkurs var SKAT den langt overvejende kreditor. Der er således over en periode på cirka 2½ år i et mindre selskab, hvis væsentligste aktivitet var vikarvirksomhed, oparbejdet en gæld til SKAT på mere end 1,3 mio. kr., ligesom A som nævnt havde optaget ulovlige aktionærlån. Retten finder under de foreliggende omstændigheder, at A vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser af A-skat og AM-bidrag af hans løn, og at de ikke ville kunne afregnes til forfaldstid. Han kunne ikke have en berettiget opfattelse af, at selskabets vanskeligheder alene var midlertidige. SKAT har derfor kunne foretage den omhandlede nulstilling af A-skat og AM-bidrag og som følge heraf pålægge A hæftelse for selskabets manglende afregning.

På baggrund af det anførte frifindes Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne, der skal betales af A, er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af Skatteministeriets passende advokatudgifter med 30.000 kr. inkl. moms. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 30.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8