Dokumentets metadata

Dokumentets dato:02-06-2020
Offentliggjort:18-06-2020
SKM-nr:SKM2020.252.ØLR
Journalnr.:BS-14847/2019-OLR
Referencer.:Statsskatteloven
Dokumenttype:Dom


Nedsættelse af virksomhedsoverskud - fradrag for udgifter - skønsmæssig fastsættelse af fradrag

Sagen for landsretten angik alene spørgsmålet om, hvorvidt der skulle ske nedsættelse af overskud for appellanten med dels 1.260.000 kr., svarende til fradrag for køb af 8 motorkøretøjer, og dels med 764.341 kr. svarende til nedsættelse af omsætning i forbindelse med salg af ét motorkøretøj.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at appellanten skulle føre et sikkert bevis, idet der var konstateret betydelige uregelmæssigheder i virksomhedens bogførings- og regnskabsforhold, som appellanten var ansvarlig for, herunder forelå der ikke bogføring vedrørende ind- eller udbetalingstransaktioner eller et kasseregnskab i virksomheden.

Landsretten fandt herefter, at appellanten ikke havde ført et sikkert bevis for, at han havde afholdt fradragsberettiget udgifter, ligesom der heller ikke var grundlag for at meddele ham et skønsmæssigt fradrag.

Landsretten fandt samtidig, at appellanten ikke havde godtgjort, at salgssummen reelt var et mindre beløb end det anførte i en salgsslutseddel, til trods for at appellantens forklaring herom var understøttet af en vidneforklaring.


Parter

A

(v/advokat Sebastian Lysholm Nielsen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Mette Halmø Rasmussen, prøve)

Retten i Næstved har den 6. marts 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS5010/2017-NAE) - SKM2019.174.BR

Afsagt af landsretdommerne

Ib Hounsgaard Trabjerg, Henrik Bitsch og Louise Pansa Lauemøller (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at appellantens overskud af virksomhed for indkomståret 2008 nedsættes med 1.260.000 kr. og 764.341 kr., i alt 2.024.341 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling og skønsmæssig ansættelse af køretøjernes indkøbspris.

Indstævnte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt en række nye bilag vedrørende fradrag for motorkøretøjerne Bil-1, Motorcykel-1, Bil-2, Motorcykel-2, Bil-3 og Bil-4.

Der er vedrørende bil af mrk. Bil-1 fremlagt erklæring af 6. november 2015, hvorved IM bekræfter at have solgt en Bil-1 til G1 v/A for 20.000 kr. Af kontoudskrift fra As konto fremgår det, at der den 31. marts 2008 blev overført 20.000 kr. til et kontonummer, og at der i tekstfeltet stod "køb Bil-1". Ifølge salgsslutseddel købte JA, hustru til IM, den 28. marts 2008 en Bil-5 af A til 80.000 kr. Der var sket modregning med 20.000 kr. for bytte af en Bil-1. Af varelageropgørelse for G1 pr. 31. december 2008 fremgår det blandt andet, at A den 28. marts 2008 købte en Bil-1 af JA for 20.000 kr., og at han den 31. marts 2008 købte en Bil-1 af IM for 20.000 kr. Det ses af motorregisteret, at JA kun var ejer af én Bil-1 i 2008. Det er ubestridt, at IM ikke var registreret som ejer af en Bil-1.

Med hensyn til motorcykel mrk. Motorcykel-1 har IB ved erklæring af 4. september 2015 bekræftet at have solgt en Motorcykelmærke-1 med stelnummer Stelnummer-1 til G1 v/A den 30. april 2008 for 240.000 kr. Af checkkopi fremgår det, at der er udstedt en check på 240.000 kr. til IB. Det ses af bankudskrift, at der blev hævet 240.000 kr. fra G1s konto den 7. maj 2008. Af salgsslutseddel fremgår det, at LK den 5. maj 2008 købte en Motorcykelmærke-1 med stelnummer Stelnummer-1 af G1. Ifølge motorregisteret var LK registreret som ejer af en Motorcykelmærke-1 med stelnummer Stelnummer-1 den 29. april 2008.

For så vidt angår bil af mrk. Bil-2 har VC ved erklæring af 2. november 2015 bekræftet at have solgt en Bilmærke-1 til G1 v/A den 17. maj 2008 for 305.000 kr. gennem sit arbejde hos G2 i Y1-By. Af faktura udstedt den 14. maj 2008 af G3 fremgår det, at G1 v/A har købt en Bilmærke-1 med stelnummer Stelnummer-2 til en værdi af 248.000 kr. Ifølge salgsslutseddel købte NT den 17. maj 2008 en Bilmærke-1 med stelnummer Stelnummer-2 af G1 for 310.000 kr.

Vedrørende motorcykel af mrk. Motorcykel-2 har OD ved erklæring dateret den 4. november 2015 bekræftet at have solgt en Motorcykelmærke-1 med stelnummer Stelnummer-3 til G1 v/A for 182.000 kr. Det ses af checkkopi og bankudskrift, at der blev hævet 182.000 kr. fra G1s konto den 24. juli 2008. Ifølge motorregisteret var OD ikke registreret som ejer af en Motorcykelmærke-1 med stelnummer Stelnummer-3 i 2008.

For så vidt angår bil af mrk. Bil-3 har NC ved erklæring af 3. september 2015 bekræftet at have solgt en Bilmærke-2 med stelnummer Stelnummer-4 til G1 v/ A for 165.000 kr. den 30. juni 2008. Ifølge kontoudskrift blev der den 23. juni 2008 hævet 165.000 kr. fra G1s konto. Det ses af salgsslutseddel, at NJ købte en Bilmærke-2 af G1 den 30. juni 2008. NJ blev ifølge motorregisteret registreret som ejer af en Bilmærke-2 med stelnummer Stelnummer-4 den 17. juni 2008.

Vedrørende bil af mrk. Bil-4 har VC ved erklæring af 28. oktober 2015 bekræftet at have solgt en Bilmærke-3 til G1 v/A fra G2 i Y1-By den 22. august 2008, og at prisen, ud fra checkkopier, var 300.000 kr.

Under sagen er der endvidere fremlagt udskrift af kontoudtog i perioden fra den 2. januar 2008 til den 31. december 2008 fra G1s konto i F2-Bank

Forklaringer

Appellanten, A, og vidnet VC har afgivet supplerende forklaring. Vidnerne NT og LF har endvidere afgivet forklaring.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han købte en Bil-1 af IM med det stelnummer, der står angivet i den erklæring, som IM underskrev. Han betalte 20.000 kr. for bilen.

Den 30. april 2008 købte han en Motorcykelmærke-1 af IB med det stelnummer, der fremgår af erklæringen. Prisen for motorcyklen var 240.000 kr., og han betalte med en check udstedt til IB. Checken blev først hævet den 7. maj 2008 på grund af afregning med F1-Finans. Han ventede på, at pengene kom fra finansieringsselskabet. Det var normal procedure i branchen. I maj 2008 videresolgte han motorcyklen til LK. Han fik anvisningsprovision af F1-Finans, fordi G1 hæftede for hele beløbet, når en kunde finansierede et køb hos F1-Finans.

Den 17. maj 2008 købte han en Bilmærke-1 af VC gennem dennes daværende arbejdsplads hos G3 i Y1-By. Han betalte 305.000 kr. for bilen. Han modtog en faktura af G3 i forbindelse med købet. Han kender VC, idet de er jævnaldrende, og han har købt flere biler gennem ham. Samme dag videresolgte han bilen til NT. Bilen blev ikke videresolgt til VC på noget tidspunkt. Det er en fejl, at der er udarbejdet en salgsslutsseddel, hvoraf fremgår, at VC købte bilen den 2. juni 2008 til 248.000 kr. Beløbet blev ikke fratrukket to gange.

OD solgte en Motorcykelmærke-1 til ham for 182.000 kr. Det er den motorcykel med det stelnummer, der fremgår af erklæringen. Han betalte med check. Efterfølgende solgte han motorcyklen til PD.

Han købte den 30. juni 2008 en Bilmærke-2 af NC med det stelnummer, der fremgår af erklæringen. Det har ikke været muligt at finde en kopi af den udstedte check. Han udleverede alle bilag til SKAT, og de blev returneret i en stor rodebunke, hvori SKAT's interne dokumenter også lå. Efterfølgende videresolgte han bilen til NJ.

VC solgte en Bilmærke-3 til ham for 320.000 kr. Han betalte 300.000 kr. med check til G3 i Y1-By, og betalte VC 20.000 kr. kontant. Han opfattede VC og G3 som samme part, idet VC solgte bilerne gennem sit arbejde hos G3. Efterfølgende solgte han bilen til LR.

Han købte oprindelig en Bilmærke-4 af G4 i Y2-By for 400.000 kr., hvorefter han solgte den til NB, der ikke kunne betale afdragene til F1-Finans. Han videresolgte derfor bilen til WA for 611.000 kr. Prisen var reelt 611.000 kr. og ikke 765.790 kr. som det fremgår af salgsslutsedlen. Pengene blev brugt til at indfri lånet hos F1-Finans.

VC har som vidne supplerende forklaret blandt andet, at han solgte en Bilmærke-1 til A gennem G3 i Y1-By. Der blev udstedt en faktura i forbindelse med købet. Han kan ikke huske, hvad han solgte bilen for, og om han også modtog kontantbetaling. Ifølge erklæringen ser det ud til, at prisen var 300.000 kr., og at der blev betalt med check, men hvis der står 248.000 kr. på fakturaen, så er det nok den rigtige pris. Han stod ikke som ejer af bilen, idet han solgte gennem sit arbejde. Han er sikker på, at den bil, han solgte til A, er den samme bil, som VB havde solgt til G3 i maj 2008.

Som salgsmedarbejder hos G3 måtte man købe to biler om året til sig selv. Han mener ikke, at han har købt en Bilmærke-1 af A.

NT har som vidne forklaret blandt andet, at han arbejder som skiltetekniker. Han kan bekræfte, at han den 17. maj 2008 købte en Bilmærke-1 af A med det stelnummer, der fremgår af salgsslutsedlen, og at han blev registreret som ejer af bilen den 26. maj 2008. Han har stadig bilen.

LF har som vidne forklaret blandt andet, at han arbejder som kok. Han er gift med WA. Det var ham, der købte bilen af A, selvom det er hans hustrus navn, der står på salgsslutseddelen. Han har ikke lagt en kontantudbetaling på 153.924 kr., da han købte bilen. De overtog bilen fra en, der hedder NB.

Anbringender

Parterne har gentaget deres anbringender for byretten og i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat.

Sagen for landsretten angår alene spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske nedsættelse af overskud for virksomheden G1 for indkomståret 2008 med dels 1.260.000 kr., svarende til fradrag for køb af 8 motorkøretøjer, og dels med 764.341 kr. svarende til nedsættelse af omsætning i forbindelse med salg af ét motorkøretøj. A har bevisbyrden herfor.

Landsretten finder, at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at der er konstateret betydelige uregelmæssigheder i virksomhedens bogførings- og regnskabsforhold, som A var ansvarlig for, idet der blandt andet ikke foreligger bogføring vedrørende ind- eller udbetalingstransaktionerne og kasseregnskab i virksomheden. Under disse omstændigheder og efter sagens oplysninger i øvrigt finder landsretten, at der gælder et skærpet beviskrav, således at A må føre et sikkert bevis for, at der skal ske en nedsættelse af virksomhedens skattepligtige indkomst med i alt 2.024.341 kr.

Fradrag for køb af 8 motorkøretøjer

Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten har A ført et tilstrækkeligt sikkert bevis, som giver landsretten grundlag for at ændre Landsskatterettens afgørelse af 18. november 2016 for så vidt angår fradrag for køb af motorkøretøjerne Bil-1, Motorcykel-1, Bil-2, Motorcykel-2, Bil-3 og Bil-4.

Landsretten finder, at de fremlagte erklæringer, checkkopier og bankudskrifter, der ikke understøttes af objektive kendsgerninger, i øvrigt ikke i sig selv udgør et sikkert bevis for, at A købte motorkøretøjerne af de navngivne personer. Landsretten har herved lagt vægt på blandt andet, at det ikke ved bankudskrifterne er godtgjort, hvem modtageren af pengene er. Herefter, og sammenholdt med sagens oplysninger i øvrigt, har A ikke ført et sikkert bevis for, at virksomheden G1 er berettiget til fradrag for disse køb for indkomståret 2008. De af vidnerne VC og NT afgivne forklaringer kan ikke føre til en anden vurdering.

A har endvidere ikke ført et sikkert bevis for, at virksomheden G1 har haft en fradragsberettiget udgift på 10.000 kr. for køb af en bil af mrk. Bil-6 samt fradrag på 18.000 kr. vedrørende bilag Tekst-1 med tekst "Vedr. Tekst-1 kontant", idet der for landsretten ikke er fremlagt nogen dokumentation herfor.

Landsretten finder ikke, at der på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger er grundlag for at foretage en skønsmæssig værdiansættelse af motorkøretøjernes indkøbspris, hvorfor As subsidiære påstand ikke tages til følge.

Udeholdt omsætning ved salg af Bilmærke-4

Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten har A ført et sikkert bevis for, at prisen for den solgte bil ikke reelt udgjorde 765.790 kr.

Indholdet af den af vidnet LF afgivne forklaring kan ikke føre til en anden vurdering.

Konklusion og sagsomkostninger

Det følger af det ovenfor anførte, at landsretten herefter stadfæster byrettens dom i det omfang, den er anket.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 120.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og varighed.

Thi kendes for ret

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 120.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.