Dokumentets metadata

Konventionalbod - Vederlag

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren skulle beskattes af et beløb på € 1.000.000, svarende til 7.435.900 kr., som klageren havde modtaget i indkomståret 2007 som følge af et forlig indgået med en italiensk virksomhed.

Landsskatteretten fandt ikke, at betalingen kunne sidestilles med en erstatning, da der ikke sås at være fastlagt eller anerkendt noget tab. Endvidere kunne betalingen ikke anses for at være en bod eller konventionalbod, da det ikke ved forligsaftalen var anerkendt, at klageren havde været forurettet. Landsskatteretten fandt endvidere ikke, at det modtagne beløb kunne sidestilles med godtgørelse for tort i henhold til erstatningsansvarslovens § 26.

Klageren fandtes herefter ikke at have godtgjort, at forligsbeløbet modtaget fra G1 ikke var skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4, og der fandtes ikke at være hjemmel til at fritage beløbet fra beskatning.

Landsskatteretten fandt i øvrigt ikke, at afgørelsen led af en formel mangel i form af manglende partshøring, ligesom klageren ikke ansås at have opnået en retsbeskyttet forventning om, at der ikke skulle ske beskatning af beløbet. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

H1 A/S, CVR […], blev etableret i 2002. Selskabets varer var baseret på produktet [produkt x]. Selskabet havde patentrettighederne til produktet, men beskyttelsen udløb i 2010.

I 2007 købte G1 20.000 enheder af selskabet, hvilket blev selskabets sidste produktion. Klageren ejede oprindeligt halvdelen af H1 A/S og var direktør. I 2008 måtte klageren forlade selskabet af personlige årsager og kunne derfor ikke deltage i driften. Selskabet gik konkurs i 2010, og patentet til [produkt x], der lå i selskabet, blev ikke vedligeholdt.

I 2012 overtog klageren, ifølge repræsentanten, aktiver og dokumentationsmateriale og dermed retten til produktion og salg af [produkt x] efter selskabets konkurs. Aktiverne havde ingen værdi uden etablering af en ny virksomhed. Det blev derfor påbegyndt i 2012 under klagerens CVR-nummer […].

Der krævedes fuld dokumentation for alle elementer i et produkt for at producere og markedsføre medicinsk udstyr i EU. Alle produkter fra det tidligere selskab var på dette tidspunkt over sidste udløbsdato, og dermed ikke længere godkendte, og som følge deraf kunne produkterne ikke længere sælges lovligt. Derfor skulle alle [produkt x]-produkter, der blev markedsført efter 2012, være påført klageren eller klagerens enkeltmandsvirksomhed, CVR […], som fabrikant.

Disse rettigheder var personlige for klageren og blev ikke overdraget til CVR-nummeret, idet det var klageren selv, der kunne blive registreret i Lægemiddelstyrelsen, og bruge denne personlige registrering til at drive virksomhed. Varelagre og produktionsudstyr overgik efterfølgende til klagerens CVR-nummer […]. Klageren var således registreret i Lægemiddelstyrelsen under eget navn, men med virksomhedens CVR-nummer som produktions- og salgsenhed.

Som følge af klagerens status som registreret i Lægemiddelstyrelsen, blev klageren kontaktet af G1 i slutningen af 2012 med henblik på forlængelse af udløbsdatoen af det produkt, der ikke længere var brugbart.

Repræsentanten har oplyst, at det efter et stykke tid viste sig, at G1 kun havde et budget på 3.000 euro for arbejdet med at validere og ompakke de 20.000 enheder, hvilket ikke kunne lade sig gøre. Aftalen mellem klageren og G1 blev derfor, at produkterne skulle destrueres. I 2014 kontaktede klageren igen G1 for at sikre, at firmaet havde destrueret varelageret. Det fik klageren bekræftet. Det fremgår af mail af 6. oktober 2016 mellem klageren og [distributøren] G2, at produktet formentligt er solgt efter dette tidspunkt.

Repræsentanten har endvidere oplyst, at klageren ved et tilfælde i 2016 opdagede, at G1 havde ændret udløbsdatoerne på produkterne, og solgt disse videre gennem firmaet G3 - der var et af G1 uafhængigt selskab - til tredjemand, den italienske distributør "G2", som udbød produktet til salg på internettet.

Da klageren opdagede salget af de ulovlige [produkt x], med klageren påført som producent, og hvor G1 havde slettet batch-nummer og udløbsdato og solgt produktet i stedet for at destruere det, ville firmaet ifølge repræsentanten ikke oplyse klageren om, hvordan det var gået for sig.

Klageren købte herefter selv 4.422 stk. af produktet af G2 i 2016. I forlængelse heraf henvendte klageren sig til G1 ved mail af 10. juni 2016, att. Mr. [navn udeladt]. Ved mailen underrettede klageren G1 om sit køb af enhederne hos G2 og bad G1 om at vende tilbage med henblik på at finde en løsning på det konstaterede forhold. Af mailen fremgik:

"(…)

Today I received the stock bought from G2.

I must admit it was a shocking experience. 4422 units of Pid Out in total. Everything packed as sold to G1. The batch number and the expiring data were systematically erased on the individual boxes. This is to be considered as hard evidence.

I do not understand that a company like G1 will participate in such an act.

As a lawyer you are quite aware of the extension of the legal aspect. Not only is this a violation of the COUNCIL DIRECTIVE 93/42/EEC, but also a criminal act as forgery of documents, since the box originally was certified by me and was not to be changed accordingly. We have invested into the ltalian law of crime, and it doesn't differ basically from the Danish law'. penalty could involve jail, not only for the persons performing the act, but also for the management responsible.

We are all aware of the consequence of the scandal of VW. In Denmark we have some examples of comparable acts. A Danish company changed the expiring date of some frozen meat. The meat was kept at minus 24 degrees, and could properly last for decades. Nevertheless, the management was sentence to jail, and the company closed completely. The food chain involved had to change their name and their concept. We are in a sort of the same situation here. [Brand Y] is the brand addressed to and associated with children. The product is meant for children. It is not considered important whether the product will work after the expiring date. It is the evil belief behind the act, that will judge G1 in the eyes of the costumers.

G1 called me to solve the problem with 7000 units of the originally 10000 units in 2012, but wouldn't pay for the costs. The only solution was to destroy the product. I was told that the product was destroyed last year, but instead G1 on its own behalf took the law in its own hands. G1 erased the date of expire on the product that was supposed to be sold to 7000 children. This is the story the public will understand. You are represented in USA and the product has been available on G4 up till now. The risk is unbelievable.

FDA and the ltalian Authorities for medical devices will tear you apart investigating every corner of your business to find other signs of forgery. And maybe the Authorities won't stop there. Somebody is taking the CE marking quite serious. Such control could shut down G1 for a very long period of time.

Personally I have been lied to and extremely humiliated. G1 is putting my brand "[produkt x]" in jeopardy surviving such story.

It really doesn't matter how this product ended In the market with the markings erased, the responsibility is exclusively to be placed by G1. Nevertheless, you have to give me all information regarding this issue. We need to trace the product and see what is to expect.

I expect your immediately response with a suggestion to avoid formal procedure if damage control is preferred.

(…)"

Klageren har, den 22. november 2016, anmodet SKAT om et bindende svar på følgende spørgsmål:

"1) En virksomhed har begået svig ved dokumentfalsk og leveret usande oplysninger. For at undgå strafferetlig forfølgelse og retssag om ærekrænkelse og tort har virksomheden indgået aftale om en bod for forholdet. Er udgiften at betragte som en driftsomkostning?

2) Såfremt beløbet ikke falder til betaling af en eller anden årsag, vil modtager da kunne foretage skattemæssigt fradrag for tabet og omkostninger forbundet med indgåelse af aftalen og eventuel inddrivelse?"

Ved afgørelse af 29. november 2016 og senere korrigerende afgørelse af 12. december 2016, blev anmodningen om bindende svar afvist. Afvisningen var begrundet med, at anmodningen ikke i tilstrækkelig grad identificerede, hvem anmodningen var indgivet på vegne af.

Der foregik ifølge repræsentanten efterfølgende en løbende korrespondance mellem parterne vedrørende det konstaterede forhold, som mundede ud i indgåelse af aftalen "Settlement Agreement" af 14. december 2016. Korrespondancen er ikke blevet fremlagt.

Klageren har til sagen fremlagt kopi af forligstilbud ("Settlement Agreement") indgået mellem H1, klageren og G1 S.p.A., dateret 14. december 2016. Forligstilbuddet blev ifølge det oplyste accepteret som fremsat.

Af pkt. C i afsnittet "Recitals" fremgår:

"(…)

after the distribution and commercialization of the Product, certain disputes have been raised between the Parties about certain changes affecting the packaging of a certain number of units of the Product sold by G1 between the end of the 2012 and the very beginning of the 2013, in particular with respect to the batch number and the expiring date printed on the packaging (the "Units"). Certain differences of opinions and/ or disputes between the Parties are still pending in relation to the damages that the Company alleges that it has suffered as a consequence of the distribution and commercialization of the Units by G1 (the "Disputes");

(…)"

Af pkt. G i afsnittet "Recitals" fremgår:

"(…)

further to the negotiation carried out, upon full review of the issues at stake, the Parties, without in any way recognizing the respective claims, arguments and demands, have agreed to enter into this Agreement in order to amicably settle the Disputes arisen from the above mentioned issues and to avoid any litigation thereof.

(…)"

Af Artikel 2 i afsnittet "Acknowledgment and undertakings" fremgår:

"(…)

2.1 By executing this Agreement:

a) the Company irrevocably: (i) waives vis-a-vis G1 and its affiliates, officers, managers, members, employees, shareholders all demands, as well as its successors-in-interest and assignees claims and/ or causes of action of whatsoever nature (including interest and legal costs and disbursements) which the Company has or may have against the G1 however arising out of, or in connection with, the Disputes, the Units, the Recall Campaign and, in general, with all facts and matters referred to in the recitals above, whether or not such demands, claims and/ or causes of actions are presently asserted, contemplated or known; and (ii) releases G1 and its affiliates, officers, managers, members, employees, shareholders, as well as its successors-in-interest and assignees from any actual or potential liability for (and agrees not to bring any actions or proceeding against it based upon) any and all demands, claims and/ or causes of action of whatsoever nature (including interest and legal costs and disbursements) wheresoever and howsoever arising out of, or in connection with, the Disputes, the Units, the Recall Campaign, facts and, in general, matters referred to in the recitals above, whether or not such demands, claims and/ or causes of actions are presently asserted, contemplated or known;

b) G1 agrees to pay the Company the amount of Euro 1,000,000.00 (one million) (the "Payment") on the date of execution of this Agreement. The Payment shall be made in cash, in immediately available funds by wire transfer to H1's bank account number [•].

2.2 While executing this Agreement, the Parties hereby finally and definitively settle any past, present, potential and future dispute as regards any other claim, action, demand, right, credit, debt, objection they might have as to any relationship between them in any relation to the Units, facts and matters referred to in the recitals above. In this respect this Agreement is to be deemed as a general settlement and release, being understood that this Agreement shall be binding upon, and shall inure to the benefit of, the Parties, their respective parents, subsidiaries and affiliates, as well as their successors-in-interest and assignees.

(…)"

Af Artikel 4, pkt. 4.1 fremgår:

"(…)

4.1 The Parties hereby agree that, from the date when the Parties entered into this Agreement until the expiration of the fifth year from the date hereof, each Party shall maintain in secrecy and strict confidence all information of the other Party that is disclosed by the other Party in relation to the Disputes, the Units, the Recall Campaign and, in general, with all facts and matters referred to in the recitals above, as well as any of the terms and conditions of this Agreement as well as any documents or information, in which ever format, which one of the Party has exchanged with, or disclosed to, the other Party in connection with the above mentioned Disputes, facts, matters, demands, claims and/ or causes of action of whatsoever nature, negotiations or stipulation of this Agreement as of whether such information or documents was marked "confidential' or not (all of the above, the "Confidential Information"), and shall not use, disclose or grant the use of the Confidential Information except on a need-to-know basis to its or its affiliates own, directors, officers, managers, employees, accountants, counsel and/ or insurers and other potential indemnifying person, to the extent that such disclosure is reasonably necessary in connection with performing its obligations or exercising its rights under or relating to this Agreement or otherwise in connection with the Disputes, the Units, the Recall Campaign and, in general, with all facts and matters referred to in the recitals above. To the extent that disclosure to any person is authorized by this Agreement, prior to disclosure of any Confidential Information, each Party hereto shall seek to obtain agreement of any such person to hold in confidence and not to make use of the Confidential Information for any purpose other than those permitted by or relating to this Agreement or otherwise in connection with the Disputes, the Units, the Recall Campaign and, in general, with all facts and matters referred to in the recitals above. Each Party shall notify the other promptly upon discovery of any unauthorized use or disclosure of any Confidential Information.

(…)"

Pengene indgik på klagerens konto i Irland den 14. december 2016.

Efterfølgende modtog klageren den 12. juni 2018 en skrivelse fra SKAT, hvor SKAT anmodede om at gennemgå klagerens årsopgørelse for indkomståret 2016.

Klageren henvendte sig som følge heraf den 12. juni 2018 til SKAT, hvorefter han blev bedt om at benytte SKATs mailsystem til fremtidige henvendelser. Den 14. juni 2018 sendte klageren sin henvendelse via dette system:

"I forlængelse af skrivelse af 12. juni 2018 modtaget i e-boks om ændring af indkomst for udlandet, skal hermed oplyses at det omtalte indestående ikke er en Indkomst og vel næppe heller indberettet af Bank of Ireland som sådan, men et beløb, der er udbetalt af en udenlandsk virksomhed som engangsbeløb som bod ved forlig som følge af strafbare handlinger begået af pågældende virksomhed mod undertegnede. I modsat fald havde virksomheden lidt væsentlige tab og anseelse samt gennemgribende kontrol af sundhedsmyndigheder. Aftalen er indgået 14. december 2016 for at undgå strafferetlig forfølgelse og midlerne blev anbragt i Irland med henblik på etablering af virksomhed i pågældende land. Banken er bekendt med beløbets indbetaler og er således bekendt med, at det ikke drejer sig om en indtægt. Jf. beløbet er ikke driftrelateret og der er ikke betalt moms af beløbet idet, der ikke er tale om leverance. Der er Ikke tale om erstatning for tab."

Af mail dateret 18. juni 2018 anfører SKAT:

"(…)

Vi er umiddelbart enige med dig i at beløbet ikke er skattepligtigt.

Dog bør beløbet angives som en udenlandsk formue pr. 31/12 2016 og fremadrettet vil du være skattepligtig af et evt. afkast.

(…)"

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret klagerens skatteansættelse for indkomståret 2016, således at den forhøjes med 7.435.900 kr.

Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

(…)

Statsskattelovens § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Alle indtægter, både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter, regnes med ved indkomstopgørelsen uden hensyn til den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført til erhvervelsen. Det er uden betydning for skattepligten, om indtægten erhverves i Danmark eller i udlandet (globalindkomstprincippet).

Skattepligtige indtægter kan erhverves på mange forskellige måder, og udgangspunktet er, at al indkomst er skattepligtig. Se herved Den juridiske vejledning 2018-2 afsnit C.A.1.1.

Du har i indkomståret 2016 modtaget et beløb på 1 mio. EUR fra det italienske firma G1 ifølge forlig af 14. december 2016. Det er din opfattelse, at der er tale om en skattefri bod af pønal karakter for dig personligt indgået på baggrund af virksomhedens drift med bagvedliggende rettigheder. Du mener ikke, det er en erstatning i anledning af et tab.

Der er ikke specifikke skatteretlige regler, der generelt regulerer beskatning af erstatninger eller bøder. Udgangspunktet for, hvordan disse beskattes, følger derfor af de grundlæggende principper i statsskattelovens § 4 og § 5.

Det følger heraf, at når erstatningen/boden er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes som det, den træder i stedet for. Det er derfor afgørende at få fastlagt, hvad det udbetalte beløb fra G1 dækker. Se herved Den juridiske vejledning 2018-2 afsnit C.A.3.7 og C.C.2.1.6.

Vi er enige med dig i, at udbetalingen ikke dækker et indtægtstab i din tidligere virksomhed. Der er således ikke tale om, at virksomheden har lidt et konstaterbart tab eller et mere ubestemmeligt tab. Der er herved henset til, at din virksomhed i forbindelse med salget af [produkt x] til G1 i 2007 fik fuld betaling for produktet.

Vi finder heller ikke, at der er tale om en skattefri bod for tab af selve indkomstkilden/ et skattefrit formuetab. Der er ikke noget i det fremsendte materiale og de meddelte oplysninger, der peger i den retning. Du har da også stadigvæk din virksomhed, idet du har berigtiget den opfattelse, vi havde fået på mødet i Skattestyrelsen om, at din virksomhed med salg af [produkt x] var ophørt. Du kan imidlertid ikke slutte modsætningsvist sådan, at hvis virksomheden ikke var ophørt, var det en skattefri erstatning for tab af indkomstkilden. Se statsskattelovens § 5 og Den juridiske vejledning 2018-2 afsnit C.A.3.7.

Vi finder ikke, som tidligere anført af dig, at der er tale om en aftalt konventionalbod. I har således ikke i den oprindelige aftale om salg af [produkt x] indgået en sådan aftale, der i øvrigt som oftest indgås i forbindelse med indgåelse af konkurrenceklausuler. Vi finder heller ikke, at vederlaget er udbetalt som følge af en krænkelse af dine rettigheder. Dit patent på produktet ophørte i øvrigt i 2012, hvorfor du ikke længere havde nogen særlige rettigheder over produktet.

Vedrørende det oplyste på mødet om et eventuelt produktansvar for din virksomhed, må dette også afvises. Vi finder således ikke, at du oprindeligt har produceret et defekt produkt, hvorfor reglerne om produktansvar allerede af den grund ikke finder anvendelse. Der var således ingen defekt, da produktet blev bragt i omsætning af dig.

Vi er enige i, at beløbet fra G1 ikke skal indgå i din virksomheds driftsregnskab, idet der ikke tale om en indtægt erhvervet som led i den løbende drift, ligesom beløbet ikke dækker et indtægtstab.

Du mener ikke, at boden er fradragsberettiget for G1 og dermed ikke skattepligtig for dig. Du henviser til vejledningen om bod med pønal karakter. Vi finder ikke, at dette er et argument i denne sag. Afsnit C.C.2.2.2.17 i Den juridiske vejledning afgrænser fradragsretten for selvstændigt erhvervsdrivende, hvor udgifter til bod og bøder som hovedregel ikke kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen, fordi de falder uden for driftsomkostningsbegrebet. Dette er vi ikke uenige i, men i din sag er det et spørgsmål om skattepligt for dig. Det er ikke muligt at udlede, hvordan indtægten skal beskattes hos dig ud fra eventuel manglende fradragsret for G1.

Vi finder det heller ikke godtgjort, at det forholder sig sådan, at du har fået pengene på grund af en strafbar handling mod dig personligt, da der efter vores opfattelse ikke er foregået noget strafbart i forhold til dig. Ved at G1 ændrer på holdbarhedsdatoen er det forbrugeren/køberen af produktet, der ikke får den vare, de forventer. Det må i den forbindelse fremhæves, at G1 ifølge det indgåede forlig ikke anerkender noget som helst, men at beløbet gives til dig med et ønske om at slutte sagen i mindelighed for at undgå, at striden ender i retten. Punkt G i forliget betoner således:" further to the negotiation carried out, upon full review of the issues at stake, the Parties, without in any way recognizing the respective claims, arguments and demands, have agreed to enter into this Agreement in order to amicably settle the Disputes arisen from the above mentioned issued and to avoid any litigation thereof." Oversat: "i forlængelse af den forhandling der har fundet sted, er parterne efter en fuldstændig gennemgang af stridspunkterne og uden på nogen måde at anerkende de respektive påstande, argumenter og krav blevet enige om i mindelighed at indgå en aftale for at afgøre den strid, der er opstået på baggrund af ovenstående punkter og for at undgå, at striden ender i retten". G1 anerkender således ikke noget som helst og er ikke forpligtet til at give dig en erstatning/bod, herunder betaling for et strafbart forhold mod dig, hvorfor ydelsen skattemæssigt set ikke findes at være en egentlig erstatning/bod, se Den juridiske vejledning 2018 afsnit C.A.6.

Ud fra det fremlagte materiale er det vores opfattelse, at der er tale om et vederlag, som du oppebærer personligt for ikke at gå videre med din opdagelse af, at G1 har ændret på batch nummeret og holdbarhedsdatoen. Dette vederlag findes omfattet af den almindelige regel om skattepligt efter statsskattelovens § 4. Du har i din indsigelse anført, at det fremgår af denne formulering, at det er betaling for tavshed om strafbare forhold. Du henviser i den forbindelse til straffelovens § 281/afpresning og § 299/bestikkelse. Hertil bemærkes, at vi overhovedet ikke ved vores bedømmelse af, hvad beløbet fra G1 dækker, har vurderet eller taget stilling til, hvorvidt du har begået noget strafbart, idet vurderingen heraf ikke henhører under Skattestyrelsens kompetence. Med vores formulering henviser vi til, at I har indgået et forlig for at slutte sagen om de ændrede holdbarhedsdatoer uden retssag og uden yderligere tiltag fra din eller G1s side. Dette vederlag findes omfattet af den almindelige regel om skattepligt efter statsskattelovens § 4. Du påpeger i din indsigelse, at det virker generelt forkert, at skattemyndighederne får et skatteprovenu af indkomster, der er fremkommet gennem strafbare forhold. Det er imidlertid sådan, at indtægter, der fremkommer gennem eventuelle strafbare forhold er skattepligtige på lige fod med øvrige indtægter. Se herved Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.C.2.1.2.1 - Strafbar erhvervelse. Den ledende dom på området er TfS 1999, 86 HRD: Skatteyderen havde haft en indtjening ved at sælge stjålne paller. Med henvisning til, at skatteyderen på den måde faktisk havde oppebåret en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling.

Du har i din indsigelse opfordret os til at fremlægge vores responsum på din mail af 14. juni 2018. Som anført, rettede du den 14. juni 2018 henvendelse til os i anledning af, at du den 12. juni 2018 havde modtaget en mail i din e-boks om kontroloplysninger fra udlandet. Du skrev til Skattestyrelsen og forklarede om det indestående beløb som anført under "dine bemærkninger" (punkt 1.2 i dette brev). Vi svarede den 18. juni 2018, at vi umiddelbart var enige i, at beløbet ikke var skattepligtigt. Vores vejledende svar om, at vi umiddelbart var enige med dig i, at beløbet ikke var skattepligtigt, finder vi ikke, du kan støtte ret på. Du oplyste, at du havde fået pengene ved et forlig, som en bod for et strafbart forhold begået mod dig. Som anført tidligere findes der ikke at være tale om en bod for et strafbart forhold begået mod dig. Da svaret således er afgivet ud fra denne urigtige forudsætning, kan du ikke støtte ret på svaret, der i øvrigt kun var af vejledende karakter. Du findes endvidere ikke at have disponeret i tillid til vores vejledende udtalelse, idet du har oppebåret indtægten i 2016, og vores svar er afgivet i juni 2018. Din indtægtserhvervelse var derfor helt uafhængig af vores svar. Se herved Den juridiske vejledning afsnit A.A.2.7 og A.A.4.3.

Du har i dine bemærkninger til vores forslag ønsket at få oplyst, hvornår og i hvilken sammenhæng sætningen "vi afventer yderligere bemærkninger ved uenighed" indgår. Denne sætning var ikke med i det svar, du fik af os den 18. juni 2018. Denne sætning er knyttet til denne sag og henviser til, at vi afventer dine yderligere bemærkninger til vores forslag til afgørelse af 12. november 2018, inden vi træffer afgørelse.

Vi finder derfor, at beløbet på 1. mio. EUR er skattepligtigt for dig som personlig indkomst efter statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3.

Vi har omregnet indtægten med valutakursen den 14. december 2016, som var på 743,59. Det betyder, at du skal beskattes med 7.435.900 kr. i 2016. Vi har anvendt kursen pr. denne dato, idet du findes at have erhvervet ret til indtægten ved indgåelse af forliget samt udbetaling af indtægten. Vi har anvendt kursen som offentliggjort på Nationalbankens statistikbank.

Artikel 23 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Italien medfører, at vederlaget beskattes i Danmark, idet Danmark efter denne artikel har beskatningsretten til andre indkomster.

(…)"

Skattestyrelsen har den 15. april 2019 sendt supplerende udtalelse til sagsfremstillingen:

"(…)

Ad klagens punkt 1 / berettiget forventning:

Vi finder fortsat ikke, at A kan støtte ret på den tilkendegivelse, vi afgav den 18. juni

2018. Tilkendegivelsen blev afgivet i forbindelse med, at A rettede henvendelse angående de indberettede oplysninger fra udlandet/Irland. Vores tilkendegivelse skete udelukkende på baggrund af hans egne oplysninger, som efterfølgende ikke fandtes at dække over de faktiske forhold. Det fremgår også klart af korrespondancen, at styrelsen ikke har taget stilling, idet tilkendegivelsen er givet som en umiddelbar vurdering af As egen bedømmelse af forholdet. Tilkendegivelsen blev endvidere givet, efter at A havde modtaget indtægten, og tilkendegivelsen har således ikke haft nogen indvirkning på hans efterfølgende handlinger. Der kan i den forbindelse henvises til Den juridiske vejledning 2019-1 afsnit A.A.4.3.4 og A.A.4.4.1.

I øvrigt bemærkes, at A ved henvendelsen til styrelsen ikke spørger om beskatningen, idet han alene oplyser, hvorledes det skitserede forhold efter hans opfattelse skal bedømmes. A spørger således ikke på noget tidspunkt om vores opfattelse.

Ad klagens punkt 2/ sagsbehandlingsfejl og ugyldighed:

Vi finder ikke, at der er sket formelle fejl i sagsbehandlingen. Vi har hele vejen igennem fastholdt,

at ydelsen er skattepligtig under henvisning til statsskattelovens § 4. Vi har i vores afgørelse alene underbygget vores argumenter, hvilke argumenter er affødt af de fremsendte indsigelser. Vi har under hele forløbet fastholdt, at beløbet er skattepligtigt, idet der efter vores opfattelse er tale om et vederlag, som A oppebærer personligt for ikke at gå videre med sin opdagelse af, at G1 måske har ændret på batch nummeret og holdbarhedsdatoen på de [produkt x], der er solgt til G1 af selskabet H1 A/S.

I vores sagsfremstilling, har vi endvidere både i forslag og afgørelse fremhævet forligets punkt G, der i øvrigt er et faktisk forhold, som er A bekendt.

Til brug for klagesagen har klagers repræsentant fremsendt flere nye bilag, herunder bilag 5, der er en mail af 10. juni 2016 fra A til G1 [navn udeladt]. I mailen ridser A de mulige scenarier op, der kan blive følgen for G1, hvis forholdet med de ændrede holdbarhedsdatoer bliver kendt. I mailen fremhæves fængselsstraf, offentlig fordømmelse og midlertidig nedlukning af G1. I mailen kræver A, at G1 reagerer øjeblikkeligt, såfremt G1 foretrækker "damage control". Denne mail understøtter efter styrelsens opfattelse vores afgørende begrundelse for beskatning i forslag og afgørelse, nemlig at beløbet er udbetalt for at afslutte sagen i mindelighed, idet beløbet er udbetalt til A, for at sagen ikke skal ud i en videre kreds. Denne indtægt findes omfattet af statsskattelovens § 4.

Ad klagens punkt 3/konventionalbod:

Vi finder fortsat ikke, at der i denne sag er tale om en konventionalbod og henviser til vores afgørelse og det ovenfor anførte. Det af As repræsentant hævdede kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes dog herved, at repræsentantens henvisning til punkt C i forliget af 14. december 2016, ikke findes at være en erkendelse fra G1s side. Punkt C viser efter vores opfattelse, hvad striden går ud på, nemlig: " ( ... ) efter distributionen og markedsføringen af produktet, er der opstået uoverensstemmelse mellem parterne vedrørende visse ændringer, som påvirker emballagen på visse enheder af det produkt, der er solgt af G1 i perioden ultimo 2012 og primo 2013, i særdeleshed med hensyn til batchnummeret og udløbsdatoen på emballagen (i det følgende kaldet "enhederne") ( ... )"

G1 findes således ikke at have erkendt et strafbart forhold, hvilket også fremgår af punkt G.

Ad klagens punkt 4/ikke skattepligtig betaling af pønal karakter:

Vi henviser til sagen, idet vi ikke finder, der er mere at tilføje.

Ad klagens punkt 5/ikke tale om en indkomst, som begrebet fremgår af statsskattelovens § 4:

Statsskatteloven omfatter indtægter af enhver art, og således også indtægt som omhandlet i denne sag.

De nye yderligere bilag - bilag 2 Letter of Procedure. Det er et udateret forslag til løsning af konflikten. Dette bilag findes ikke at tilføre sagen yderligere, idet også bemærkes, at det ikke ses accepteret.

Bilag 3 - findes ikke at tilføje sagen yderligere.

Det er en mailkorrespondance mellem A og G2, der viser As tiltag for at spore de solgte enheder, og hvem der er ansvarlig. Bilaget findes ikke at ændre på vores afgørelse.

Skattestyrelsen bemærker dog, at de enheder, der omhandles i denne sag ikke blev solgt af A eller hans enkeltmandsvirksomhed, men af H1 NS.

(…)"

Den 20. juni 2019 sendte Skattestyrelsen yderligere en supplerende udtalelse i sagen:

"(…)

"Idet vi i øvrigt henviser til vores udtalelse af 15. april 2019 har vi enkelte kommentarer til det fremsendte materiale.

Såvel ved vores forslag som ved vores afgørelse er vægten lagt på aftaledokumentet af 14. december

2016. Af denne aftales punkt G anføres, hvad striden går på, og dermed hvad vederlaget dækker nemlig:

"further to the negotiation carried out, upon full review of the issues at stake, the Parties, without in any way recognizing the respective claims, arguments and demands, have agreed to enter into this

Agreement in order to amicably settle the Disputes arisen from the above mentioned issued and to

avoid any litigation thereof." Oversat: "i forlængelse af den forhandling der har fundet sted, er parterne efter en fuldstændig gennemgang af stridspunkterne og uden på nogen måde at anerkende de respektive påstande, argumenter og krav blevet enige om i mindelighed at indgå en aftale for at afgøre den strid, der er opstået på baggrund af ovenstående punkter og for at undgå, at striden ender i retten".

Det udbetalte beløb findes således at være betalt for at slutte sagen i mindelighed og uden retssag, hvilket vederlag findes omfattet af skattepligt efter statsskattelovens § 4.

(…)"

Den 23. oktober 2019 sendte Skattestyrelsen erklæringsbrev som følger:

"(…)

I nærværende sag har Skattestyrelsen i afgørelse af 10. januar 2019 forhøjet klagers skattepligtige indkomst for indkomståret 2016, da klager har modtaget 7.435.900 kr., hvilket er anset som skattepligtigt efter statsskattelovens § 4.

Skatteankestyrelsen har indstillet, at afgørelsen stadfæstes. Skattestyrelsen kan tiltræde dette med nedenstående bemærkninger.

Partshøring

Det fremføres af klagers repræsentant, at Skattestyrelsen i afgørelse af 10. januar 2019 ikke har iagttaget forvaltningslovens § 19, stk. 1 og skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, da Skattestyrelsen i afgørelsen har lagt indholdet af pkt. G i "Settlement Agreement" til grund. Skattestyrelsen bemærker dog, at indholdet af "pkt. G" er nævnt i både forslag og afgørelse. "pkt. G" er uddybet i afgørelsen, men der foreligger ikke nye faktiske oplysninger. Herudover fastholdes forslagets indhold uden væsentlige forhold i afgørelsen.

Således er det Skattestyrelsens opfattelse, at der er sket partshøring.

Forhåndstilkendegivelse

Det er en forudsætning for, at en uformel forhåndstilkendegivelse kan blive bindende for myndighederne, at der er modtaget en klar, positiv og entydig tilkendegivelse, og der er disponeret i overensstemmelse med den.

Yderligere vil relevante urigtige eller ændrede forudsætninger, under alle omstændigheder betyde, at den uformelle forhåndstilkendegivelse ikke bliver bindende for Skatteforvaltningen

Det bemærkes, at det er klager, der har bevisbyrden for, at der foreligger en retsbeskyttet forventning, jf. SKM2004.517.ØLR.

Klagers repræsentant har fremført, at klager havde fået en berettiget forventning om, at betalingen var fritaget for beskatning, henset til Skattestyrelsens besvarelse af klagerens spørgsmål, som fremsat i e-mail dateret 18. juni 2018, hvoraf det fremgår, at Skattestyrelsen "umiddelbart er enig".

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at denne tilkendegivelse ikke er entydig og specifik. Herudover er Skattestyrelsen først efterfølgende kommet i besiddelse af den fornødne dokumentation om indsætningen, hvorved forudsætningerne for tilkendegivelsen har ændret sig.

Desuden bemærkes det, at tilkendegivelsen fra Skattestyrelsen er givet efter, at klager har modtaget indtægten og undladt at selvangive denne. Således er det ikke dokumenteret, at denne har haft en indvirkning på klagers efterfølgende handlinger.

Modtaget pengeoverførsel

Klager har modtaget 1.000.000 EUR, svarende til 7.435.900 kr., fra den italienske virksomhed G1.

Efter statsskattelovens § 4 skal den skattepligtiges samlede årsindtægter medregnes til den skattepligtige indkomst.

Det er klager, der har bevisbyrden for, at overførslen stammer fra allerede beskattede midler eller er undtaget for beskatning. Dette følger af bl.a. SKM2008.905.HR. Desuden lægges der vægt på, om klagers forklaring kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette følger af bl.a. SKM2017.282.LSR.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at betalingen ikke kan anses som en erstatning. Dette er henset til, at der ikke er fastlagt eller anerkendt noget tab. Dette understøttes bl.a. af punkt C i afsnittet "Recitals".

Det er ligeledes Skattestyrelsens opfattelse, at betalingen ikke kan anses som en bod eller konventionalbod. Dette er henset til, at det i forliget ikke er anerkendt, at klager er forurettet.

Dette understøttes bl.a. af, at punkt G i afsnittet "Recitals" angiver, at formålet med forliget er at undgå retstvist og ligeledes angiver, at parterne har indgået aftalen ("the Agreement") uden at anerkende påstande, anbringender eller krav fra modparten.

Således er det fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at betalingen er at anse som en modydelse for, at klager friholder G1 for retssagsomkostninger og afskærer sig fra at fremsætte eventuelle krav, samt for at klageren påtager sig en 5-årig tavshedspligt. Herved anses betalingen for skattepligtig efter statsskattelovens § 4.

(…)"

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af klagerens indkomst nedsættes til 0 kr. for indkomståret 2016.

Som begrundelse for påstanden har klagerens repræsentant anført følgende:

"(…)

ANBRINGENDER:

Til støtte for den principale gøres følgende overordnede forhold gældende;

1. Klager havde en berettiget forventning om, at den gennemførte betaling på EUR 1.000.000 ikke var skattepligtig for Klager.
2. Skattestyrelsens afgørelse af 10. januar 2019 lider af så væsentlige sagsbehandlingsfejl, som følge af manglende partshøring, at afgørelsen er ugyldig.
3. Der er tale om en skattefritaget konventionalbod.
4. Der er tale om en ikke-skattepligtig betaling af pønal karakter.
5. Der er ikke tale om en indkomst, som begrebet fremgår af statsskattelovens § 4.

1. Ad berettiget forventning

Det gøres gældende, at Klager har fået en berettiget forventning om, at betalingen af boden var fritaget for beskatning.

Klager har - som følge af korrespondancen med SKAT i juni 2018, jf. bilag 8 - fået en berettiget forventning om, at SKAT ikke ville medregne betalingen i Klagers personlige indkomst.

Klager reagerer straks på SKATs henvendelse af 12. juni 2018, hvor SKAT retter henvendelse i forhold til Klagers konto i Irland.

Klager skriver allerede 2 dage efter henvendelsen til SKAT via skattemappen, som han blev bedt om i skrivelsen af 12. juni 2018, hvordan forholdet omkring betalingen til den irske konto forholder sig.

SKAT skriver tilbage til klager, at der er umiddelbar enighed om, at der er tale om en skattefritaget betaling, og opfordrer alene Klager til at angive en udenlandsk formue.

I forbindelse med korrespondancen mellem Klager og SKAT anmoder SKAT ikke om yderligere forklaring omkring betalingen og betalingens betingelser.

SKAT anmoder ligeledes ikke om yderligere dokumentation for betalingen eller aftaler, der understøtter/bekræfter betalingen.

Derudover vejleder SKAT heller ikke klager. Der er således ingen vejledning om, hvad ret Klager kan støtte på den vurdering skattemedarbejderen fortager, om korrespondancen skal betragtes som en afgørelse, der kan klages over, eller om afgørelsen er endelig.

SKAT gør heller ikke Klager opmærksom på, at den vurdering der foretages, eventuelt ikke er endelig. Der bliver heller ikke vejledt om, hvorvidt sagen efterfølgende vil blive taget ud til manuel behandling.

Det eneste, der sker er, at SKAT vurderer, at Klager ikke er skattepligtig af betalingen, og at det anbefales, Klager registrerer en udenlandsk formue, så eventuelt efterfølgende afkast af denne formue, fremadrettet kan blive behandlet skattemæssigt korrekt.

Klager bliver ikke, i korrespondancen med skattemedarbejderen, gjort opmærksom på, at Klager ikke kan støtte ret på det svar og den vurdering, som Klager modtager fra SKAT. Og hertil skal det bemærkes, at Klager anvender den kommunikationsform, som Klager bliver bedt om i skrivelsen af den 12. juni 2018.

Klager efterlades med det indtryk, at Klager har efterlevet det SKAT anmodede om i skrivelsen af 12. juni 2018, netop at rette henvendelse til SKAT for at redegøre for beløbet på EUR 1.000.000,00, der stod på en af Klager registreret konto i Irland.

Retspraksis viser, at skattemyndighedens kontrol hos en virksomhed ikke er en aktiv stillingtagen, selvom myndigheden eksempelvis har foretaget en gennemgang af regnskabsmaterialet ved mødet. Indkaldelse og gennemgang af bogføringsmateriale er i henhold til praksis heller ikke en positiv accept, der binder myndigheden.

Det, der imidlertid er ret interessant i forhold til den praksis, der ligger, er, at alle sagerne vedrører forhold, hvor skatteyderen mener at have opnået en berettiget forventning om noget mere, eller noget andet, end det skattemyndighederne har kontrolleret.

I eksempelvis SKM2016.195.BR var det spørgsmålet, om et selskab, i forbindelse med en af SKAT udført moms- og arbejdsgiverkontrol, blev bibragt en retsbeskyttet forventning om, at selskabet i forbindelse med et af selskabet etableret grænsehandelskoncepter med et tyske selskab, opfyldte betingelserne for salg af campingvogne til danske kunder uden opkrævning af dansk moms.

Selskabet havde under kontrolbesøget på en række punkter ikke belyst grænsehandelskonceptet på et korrekt og fyldestgørende grundlag, hvorfor selskabet ikke, i henhold til byretten, kunne have en berettiget forventning om, at SKAT ikke senere ville anfægte selskabets salg af campingvogne.

Der var altså tale om, at skatteyderen ikke havde givet de forklaringer, som skattemyndighederne havde bedt om, hvorfor skattemyndighederne ikke havde haft et fyldestgørende grundlag at give en berettiget forventning på baggrund af.

I denne sag har Klager givet alle de oplysninger SKAT havde bedt om, og Klager har redegjort fyldestgørende for situationen.

I en anden sag, SKM2009.39.ØLR, havde skattemyndighederne ved et besøg i en virksomhed ikke opdaget, at der ved en fejl ikke var betalt flyrejseafgift. Skatteyderen kunne ikke støtte ret på, at skattemyndighederne ikke havde opdaget denne fejlagtige håndtering.

Der var altså tale om, at skatteyderen ikke direkte havde spurgt til flyafgifterne, og at SKAT derved ikke havde opdaget dette. I nærværende sag har Klager helt åbenlyst forklaret alt overfor SKAT, og spurgt direkte til beskatningen af betalingen. Der er ikke forhold, som SKAT ikke blev gjort bekendt med.

Det er derfor kendetegnende for den praksis, der ligger, der også er citeret i den juridiske vejledning afsnit A.A.4.3.3 "Positiv og entydig Indhold", at skatteyderne har ment at have en retsbeskyttet forventning om noget mere, eller noget andet, end det SKAT havde taget stilling til.

Det er derimod ikke tilfældet i denne sag. Her har SKAT på et oplyst grundlag taget stilling til betalingen og erklæret, at de umiddelbart var enig i skattefrihed.

Var SKAT imidlertid ikke enige, eller i tvivl, skulle SKAT have vejledt Klager om, at sagen ville overgå til yderligere manuel behandling, idet SKAT var i tvivl om, hvorvidt der var tale om skattefrihed eller skattepligt.

Eller som det mindste have vejledt Klager om, at han ikke kunne støtte ret på svaret.

Der bliver imidlertid ikke vejledt. Der bliver end ikke anmodet om yderligere materiale, yderligere redegørelse eller andet, herunder eventuel dokumentation for boden.

Derudover er det et krav, at der er tale om en entydig og specifik tilkendegivelse. Tilkendegivelsen skal tage stilling til netop det spørgsmål, som skatteyderen påberåber sig. Retspraksis udtrykker ofte dette som et spørgsmål om, at forhåndstilkendegivelsen entydigt og specifikt skal angå et bestemt forhold.

Det fremgår eksempelvis af TfS 1997.414 H, hvor skattemyndighed havde undladt beskatning under henvisning til, at der ikke forelå spekulationsbeskatning. Højesteret lagde til grund, at der herved ikke var givet en tilkendegivelse om, at der heller ikke kunne ske næringsbeskatning.

Det ses klart af denne sag, at SKAT er umiddelbar enig i, at der ikke er tale om skattepligt. Ikke specificeret som en bestemt form, som eksempelvis spekulation, eller næring eller andet konkret begrundet. Blot at der ikke er skattepligt af betalingen.

Alene af den grund får Klager en retsbeskyttet forventning om, at der ikke er skattepligt af betalingen.

Det gøres derfor gældende, at Klager har en retsbeskyttet berettiget forventning om, at den gennemførte betaling er fritaget for beskatning.

Det skal endvidere fremhæves, at Klager i korrespondancen med SKAT har anført præcis de samme faktuelle forhold, som Klager anfører i dag. Der er således ikke ændret i Klagers forklaring/redegørelse omkring grundlaget for betalingen.

2. Ad ugyldighed

Det gøres gældende, at Skattestyrelsen ikke har iagttaget reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 og forvaltningslovens § 19 og gennemført korrekt partshøring af Klager i forbindelse med, at Skattestyrelsen træffer afgørelse.

SKAT sender et forslag til afgørelse til Klager den 12. november 2018, jf. bilag 9, som Klager får mulighed for at korrespondere på, hvilket Klager gør ved bemærkningerne af 22. november 2018, jf. bilag 10.

Efterfølgende træffer skattestyrelsen afgørelse, jf. afgørelsen af 10. januar 2019, jf. bilag 1, om at ændre Klagers personlige indkomst, og hvor Klager ikke forinden er blevet givet mulighed for at fremkomme med bemærkninger til Skattestyrelsens nye begrundelse, herunder de nye forhold, som Skattestyrelsen lægger til grund for afgørelsen, og som ikke fremgik af skattestyrelsens forslag til afgørelse af 12. november 2018, jf. bilag 9.

Af faktuelt ændrede forhold som begrundelse for afgørelsen, som ikke fremgik af forslaget til afgørelse, kan blandt andet nævnes, at Skattestyrelsen i afgørelsen af 10. januar 2019, jf. bilag 1 lægger indholdet af pkt. G i "Settlement Agreement" til grund.

Dette er således, i forhold til Skattestyrelsens forslag af 12. november 2018, jf. bilag 9, et nyt anbringende. Dette forhold får Klager ikke mulighed for at fremkomme med bemærkninger til, idet disse anbringender ikke bliver indarbejdet i et nyt forslag til afgørelse og sendt til høring ved Klager.

Derudover finder Skattestyrelsen, at der er tale om en betaling fra G1 til Klager for ikke at gå videre med sagen, da Klager opdager, at de har lavet en strafbar handling i Klagers navn.

Skattestyrelsen mener i forslaget til afgørelse uden nogen egentlig begrundelse for, hvad betalingen er udtryk for, at der er tale om et beløb, der er skattepligtig, som følge af statsskattelovens § 4.

Klager bliver ikke partshørt om det forhold, at Skattestyrelsen pludselig finder en begrundelse for skattepligten i henhold til statsskattelovens § 4, idet Skattestyrelsen blot træffer afgørelse herom.

Dermed er sagsbehandlingen ikke sket i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven, idet Klager ikke har haft mulighed for at give sin mening til kende om disse forhold, idet de ikke er medtaget i forslaget til afgørelse, jf. bilag 9.

Det fremgår af litteraturen, herunder særligt Karsten Revsbech m.fl. i Forvaltningsret - almindelige emner, 6. udgave 2016, side 447 ff., hvad der skal betragtes som ugyldighed ved sagsbehandlingsfejl.

Sagsbehandlingsfejl skal opdeles i to kategorier, 1) garantiforskrifter og 2) ordensforskrifter. Der er den væsentlige forskel på de to, at ordensforskrifter mere retter sig mod interne forhold og skal sikre en ordentlig fordeling af arbejdet, mens garantiforskrifter skal betragtes som retsgarantier for borgeren.

En garantiforskrift er en sagsbehandlingsregel, der skal sikre, at en afgørelse bliver truffet på det rigtige grundlag. En overtrædelse af en garantiforskrift er derfor nærmere en ugyldighedsvirkning, end tilfældet er for en overtrædelse af en ordensforskrift.

Til garantiforskrifter hører sagsbehandlingsregler som partshøring og habilitetsregler. Altså regler, der skal betragtes som retsgarantier for, at der bliver truffet en korrekt afgørelse. Dermed også den form for regler, der giver sig udslag i ugyldighed, hvis de ikke iagttages af myndighederne, jf. Karsten Revsbech m.fl. i Forvaltningsret - almindelige emner, 6. udgave 2016, side 447 ff.

Hvis en garantiforskrift således konstateres, bevirker det, at afgørelsen er ugyldig.

I denne sag er det manglende partshøring omkring forhold, som SKAT vil lægge afgørende til grund for afgørelsen. Derfor kan det ikke føre til et andet resultat, end at afgørelsen er ugyldig, idet den manglende partshøring ikke kan antages at være konkret uden betydning.

Det nye anbringende, som SKAT anfører i afgørelsen, og som ikke var anført i forslaget til afgørelse, har konkret betydning for afgørelsens udfald, og dermed har haft betydning for sagen. Alene af den grund kan det ikke antages, at den manglende nye partshøring har været konkret uden betydning for afgørelsens resultat.

Det gøres gældende, at SKATs afgørelse af 11. januar 2019 lider af væsentlige sagsbehandlingsfejl, grundet manglende partshøring, hvorfor afgørelsen er ugyldig.

3. Ad Konventionalbod

Det gøres gældende, at betalingen på EUR 1.000.000,00 har karakter af en konventionalbod.

Ifølge SKATs juridiske vejledning C.C.2.2.2.17: Udgifter til bod, bøder og konfiskation i selvstændig erhvervsvirksomhed mv., er konventionalbod defineret som følgende:

"… et beløb, som den part, der overtræder en aftale om en konkurrenceklausul, skal betale, dog forudsat, at det fremgår af kontrakten, at en overtrædelse af konkurrenceklausulen udløser en bod.

En konventionalbod kan ifaldes uafhængigt af, om modparten har lidt et tab, ved at konkurrenceklausulen er blevet overtrådt. Boden er nærmere en straf for at bryde en indgået aftale om en konkurrenceklausul og dermed krænke den anden parts ret." [egen understregning]

Derudover er "pønal" defineret som følgende i SKATs juridiske vejledning C.C.2.2.2.17:

Pønal: "Ordet stammer fra det latinske ord poena, der betyder straf. Pønal er et adjektiv og betyder straf(mæssig)."

Dog fremgår disse definitioner af SKATs juridiske vejledning vedrørende fradrag for udgifter af denne type og ikke indtægtssiden vedrørende beskatningen af disse.

Skattestyrelsen henviser imidlertid hertil i afgørelse af 10. januar 2019, jf. afgørelsens pkt. 1.3 ("Retsregler og praksis"). Skattestyrelsen lægger vægt på denne definition af konventionalbod i SKATs begrundelse vedrørende konventionalbod i afgørelsens pkt. 1.4 ("Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse"), jf. bilag 1.

Hertil bemærkes, at den juridiske vejlednings definitioner ikke kan stå alene. Der skal være støtte i lovgivning eller praksis, og er der ikke det, er det civilretten der gælder.

At civilretten styrer skatteretten, når skatteretten ikke har lovgivet konkret om en definition, fremgår direkte af SKM2004.297.HR ([…] Holding ApS mod Skatteministeriet).

Denne afgørelse bliver i litteraturen taget til indtægt for, at civilretten styrer skatteretten på de områder, hvor skatteretten ikke har skabt en anden begrebsdannelse i lovgivningen, jf. eksempelvis Aage Michelsen m.fl. i Lærebog om indkomstskat, 17. udgave side 134, med reference til blandt andet SKM2004.297.HR og SKM2006.749.HR, der er domme fra Højesteret der præcist har fastslået, at i tilfælde af manglende hjemmel til skatteretlig fravigelse fra civilretten, så gælder civilretten.

Det har skatteretten ikke på området for konventionalbod. Den hjemmel, der anføres i de to Højesterets domme er ikke udsagn i den juridiske vejledning. Det er konkret definition direkte i lovteksten.

Det, der således er afgørende for, om der er tale om en konventionalbod eller ikke, er hvad der er defineret i civilretten.

I den juridiske litteratur og retspraksis vedrørende civilretten - herunder formueretten - kan særligt følgende fremhæves vedrørende definitionen på konventionalbod:

Erik Werlauff fremhæver i Obligationsretten - en introduktion, 1. udgave, 2017, at;

"Konventionalbod (eller blot: bod) gives kun, hvis det er aftalt (jf. ordet "konventional"). Boden er et forsøg på at standardisere en erstatning, som det ellers kan være svært at opgøre. Boden aftales ofte som en sanktion ved overtrædelse af en konkurrenceklausul eller kundeklausul eller ved brud på en kontraktbestemt tavshedspligt.", jf. side 85. [egen understregning].

Videre fremhæver samme forfatter om konventionalbod/bod, at:

"Konventionalbod som standarderstatning i tilfælde af nærmere defineret misligholdelse.", jf. side 111.

Bjørn Saltorp og Erik Werlauff fremhæver i Kontrakter, 2. udgave, 2009:

"Da det kan være overordentligt vanskeligt at opgøre erstatningskrav og især på forhånd bedømme, i hvilket omfang disse vil blive forfulgt af domstolene under en retssag, synes der - i hvert fald for forsinkelses vedkommende - at være en klar tendens til at vedtage konventionalbod i stedet for erstatning. Konventionalbod kan have karakter af et engangsbeløb fx for hver krænkelse af kontrakten, eller af en løbende ydelse, dagbod, for hver tidsperiode, forsinkelsen varer.", jf. side 214 [egen understregning].

Det fremgår således af de ovenstående citater, at den omstændighed, at en bod er aftalt på forhånd kan være et moment, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, om der definitorisk er tale om en konventionalbod i et konkret tilfælde.

Det fremgår imidlertid ikke positivt noget sted i civilretten, at en efterfølgende aftalt bod ikke kan være en konventionalbod, det vil sige, at der ikke foreligger nogen negativ afgrænsning af konventionalbod.

Endvidere er konventionalbod begrebsmæssigt blevet behandlet i afgørelsen U 2000.982 Ø. Sagen omhandlede, hvorvidt et anmeldt krav i et konkursbo skulle karakteriseres som en konventionalbod og dermed skulle klassificeres som et efterstillet krav, jf. konkurslovens § 98, nr. 2.

To af dommerne udtalte:

"Fratrædelsesgodtgørelsen følger af den individuelt aftalte ansættelseskontrakt, og den udgør ikke erstatning for et lidt tab, hvorfor godtgørelsen under disse omstændigheder findes at burde sidestilles med en konventionalbod" [egen understregning].

Ifølge dommerne er der således tale om en konventionalbod, idet 1) den følger af den (forudgående) individuelle aftale og 2) den ikke udgør erstatning for lidt tab. Det fremgår dog ikke positivt, at det ikke kan være en konventionalbod, hvis den er aftalt efterfølgende.

I en afgørelse fra Højesteret, U 2004.1076 H, var spørgsmålet om virksomhed kunne opnå fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for en ifalden konventionalbod. Det fremgår af Højesterets præmisser:

"Højesteret tiltræder landsrettens bedømmelse, hvorefter konventionalboden, der ikke omfatter erstatning for indtægtstab, men alene har pønal karakter, ikke kan anses som en sædvanlig eller naturlig driftsomkostning i [navn udeladt]s erhvervsvirksomhed, og at boden derfor ikke er fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a". [egen understregning].

Der lægges således vægt på, at konventionalboden har pønal karakter, og skal stå i stedet for erstatning for et almindeligt indtægtstab.

Det, der ses af ovenstående er, at konventionalboden skal udspringe af parternes retsforhold.

Det gør sig klart gældende i denne sag, idet konventionalboden netop bliver aftalt som følge af en misligholdelse af den oprindelige aftale - der bringes varer i omsætning, der i henhold til loven ikke må bringes i omsætning.

Det skal endvidere understreges, at det ikke positivt er anført i den juridiske litteratur eller retspraksis, at det faktisk er en nødvendig betingelse for, at der er tale om en konventionalbod, at den er aftalt på forhånd.

Det kan således ikke lægges til grund, at betalingen i nærværende sag ikke er en konventionalbod, blot af den årsag, at den ikke er aftalt på et tidspunkt, der ligger forud for det tidspunkt, hvor det sanktionsudløsende forhold er indtrådt.

I stedet anføres momentet om forudgående aftale om konventionalboden alene som et typetilfælde for konventionalbøder.

G1 har endvidere ved indgåelse af "Settlement Agreement" udtrykkeligt erkendt at have begået et strafbart forhold ved at have ændret på udløbsdatoen og batchnumrene på produkterne.

Det fremgår af bl.a. af pkt. C i "Settlement Agreement", der er citeret ovenfor under sagsfremstillingen. Konventionalboden har således pønal karakter ved at være en økonomisk sanktion for et strafbart forhold, samt for en krænkelse i anledning af parternes aftaleforhold.

Den indkomstskattemæssige behandling af boden skal således vurderes ud fra et substitutionsprincip, således at det afgørende for, om konventionalboden skal medregnes i Klagers indkomstopgørelse er, om konventionalboden træder i stedet for en ifølge statsskattelovens § 4 skattepligtig indtægt, jf. Jf. Jan Pedersen m.fl.: Skatteretten 1, 7. udgave, s. 204 ff.

Dette fremgår tillige af Skattestyrelsens afgørelse af 10. januar 2019 pkt. 1.4 ("Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse"):

"(…) Det følger heraf, at når erstatningen/boden er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes som det, den træder i stedet for. Det er derfor afgørende at få fastlagt, hvad det udbetalte beløb fra G1 dækker (…)"

Som ovenfor anført træder betalingen ikke i stedet for en skattepligtig indtægt. Konventionalboden er aftalt mellem parterne som følge af misligholdelse af den oprindelige aftale. Boden fastsættes ikke som et beløb, der kan/skal dække en mistet indtægt for Klager.

Boden aftales og fastsættes alene ud fra det faktum, at G1 bringer varer i omsætning, som i henhold til gældende lovgivning ikke må bringes i omsætning.

SKAT er tillige enige i, at betalingen ikke træder i stedet for en skattepligtig indtægt for Klager, jf. afgørelse af 10. januar 2019 pkt. 1.4 ("Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse"):

"(…) Vi er enige med dig i, at udbetalingen ikke dækker et indtægtstab i din tidligere virksomhed. Der er således ikke tale om, at virksomheden har lidt et konstaterbart tab eller et mere ubestemmeligt tab. Der er herved henset til, at din virksomhed i forbindelse med salget af [produkt x] til G1 i 2007 fik fuld betaling for produktet (…)"

Det gøres således gældende, at betalingen har karakter af en konventionalbod, som ikke dækker over en mistet indtægt for Klager. Betalingen skal derfor ikke medregnes i Klagers skattemæssige indkomstopgørelse.

4. Ad Bod

Det gøres gældende, at i tilfælde af at Skatteankestyrelsen ikke er af samme opfattelse som Klager, at der er tale om en konventionalbod, har betalingen karakter af en bod uden at være en konventionalbod.

En bod er ifølge Den juridiske vejledning C.C.2.2.2.17 vedrørende udgiftssiden defineret som følgende:

"Ordet betyder bedring, dvs. genopretning, og er for det første en økonomisk sanktion mod fx en arbejdsgiver for at have brudt en faglig overenskomst.

Dernæst kan bod betyde en økonomisk oprejsning, som "skadevolder" skal betale til "skadelidte" uden hensyn til, hvor stort det lidte tab er. Bod er i den betydning en mellemting mellem en straf og en erstatning."

Det fremgår således ikke, at det er en betingelse for, at en betaling kan være omfattet af begrebet "bod", at betaling af boden skal ske som følge af nærmere defineret misligholdelse, der er defineret og aftalt på forhånd og dermed før det sanktionsudløsende forhold er indtrådt.

Derimod er det ifølge SKATs juridiske vejledning, jf. ovenfor i stedet en betingelse, at der er tale om en økonomisk sanktion.

Herudover fremgår det af det ovenfor citerede fra SKATs juridiske vejledning, at en bod kan betyde en økonomisk oprejsning uden hensyn til, hvor stort det lidte tab er.

En "bod" er tillige defineret flere steder i civilretten, herunder særligt formueretten.

For så vidt angår betydningen af den civilretlige regulering i skatteretten, henvises der i det hele til det ovenfor under "Konventionalbod" anførte med udgangspunkt i afgørelsen SKM2004.297.HR.

I Den Store Danske juridiske ordbog er "bod" defineret af Mads Bryde Andersen som følgende:

"… i ældre dansk ret var bod en økonomisk oprejsning, som skadevolder skulle betale skadelidte uden hensyntagen til tabets størrelse. Bod var således en mellemting mellem straf og erstatning. I dag findes begrebet i aftaler om konventionalbod (i visse aftaleforhold kaldet dagbod)." [egen understregning]

Her fremgår det således ikke som en betingelse - eller som et typetilfælde - at boden er aftalt på forhånd, det vil sige på et tidspunkt, der ligger forud for det tidspunkt, hvor det sanktionsudløsende forhold indtræder.

Det vigtige er, at boden står i stedet for en erstatning, idet den er udtryk for reguleringen mellem parterne af et forhold, der ikke har de almindelige erstatningsretlige forudsætninger for tab m.m.

Det gøres derfor gældende, at betalingen ikke skal medregnes i Klagers skattemæssige indkomstopgørelse.

5. Ad Indtægt efter statsskattelovens § 4

Det gøres gældende, at betalingen ikke kan karakteriseres som en indtægt for Klager i den forstand eller betydning som anlagt i statsskattelovens § 4, og at betalingen derfor ikke skal medregnes i Klagers skattemæssige indkomstopgørelse.

Selve indkomstbegrebet er ikke særligt godt eller præcist beskrevet i praksis eller litteratur. Jan Pedersen m.fl. definerer begrebet i Skatteretten 1, 7. udgave, 2015 på følgende måde:

"Det må hævdes, at SL § 4, 1. led, indebærer skattepligt af samtlige realiserede økonomiske fordele uden hensyntagen til fremtrædelsesform og værdi. Det må her konstateres, at der ikke eksisterer nogen minimumsgrænse, således at selv beskedne økonomiske fordele i princippet er skattepligtige. Denne meget brede indtægtsbeskrivelse er nærmere eksemplificeret i SL § 4, litra a-f.

En gennemlæsning af de mange indtægtstyper giver et indtryk af de underliggende skattepolitiske hensyn. Indtægterne er således kendetegnet ved at omfatte løbende erhvervsmæssige vederlag uden hensyntagen til den nærmere erhvervsmæssige karakter (…)", jf. side 180 f. [egen fremhævning]

Der er for Klager ikke tale om løbende erhvervsmæssige vederlag. Boden tilfalder ikke Klager som en del af løbende erhvervsmæssigt vederlag, men som en betaling for det strafbare forhold, som G1 har begået i Klagers navn, nemlig ved at ændre på batch-nummeret på produktet og i strid med Lov om medicinsk udstyr at sætte varen i omsætning i Klagers navn - produktnavnet.

Der er således ikke tale om et vederlag for løbende erhvervsmæssig aktivitet. Der er heller ikke tale om erstatning for et tab for Klager, for Klager har ikke lidt noget tab. Der er tale om en bod/konventionalbod, som parterne aftaler sig til, da Klager bliver opmærksom på G1s strafbare handling i Klagers navn.

Uanset at indkomstbegrebet defineres bredt og omfatter en lang række økonomiske fordele, er enhver modtaget betaling ikke en del af Klagers skattepligtige indtægt.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er tale om en indkomst i henhold til statsskattelovens § 4, idet der ikke er tale om et løbende erhvervsmæssigt vederlag, men en aftalt bod/konventionalbod for G1s strafbare handlemåde.

Det gøres gældende, at betalingen ikke skal medregnes i Klagers skattemæssige indkomstopgørelse.

(…)"

I forbindelse med Skattestyrelsens skrivelse af 15. april 2019, har repræsentanten fremsendt følgende supplerende bemærkninger:

"(…)

Ad sagsbehandlingsfejl.

Det er et faktum, at der er kommunikation mellem Klager og Skattestyrelsen (tidligere SKAT) via Klagers skattemappe, og den deri indeholdte mailfunktion.

På baggrund af SKAT's (nu Skattestyrelsens) første svar af 18. juni 2018, jf. sagens bilag 8 kvitterer Klager med: "Jeg takker for en hurtig afklaring".

Klager lægger således klart op til, over for Skattestyrelsen (tidligere SKAT), at Klager takker for afklaringen af Klagers skattemæssige forhold vedrørende midlerne på kontoen i Irland.

Skattestyrelsen (tidligere SKAT) giver på ingen måde udtryk for, at det ikke drejer sig om en afklaring af Klagers skattemæssige forhold i det efterfølgende svar.

Det gøres derfor fortsat gældende, at Klager afgav oplysninger til Skattestyrelsen (tidligere SKAT), som er helt i overensstemmelse med de faktuelle forhold.

Skattestyrelsen (tidligere SKAT) anfører, at "SKAT konkluderer" uden, at Klager har spurgt til en konklusion. Skattestyrelsen har således konkluderet på baggrund af det korrekt oplyste faktuelle forhold fra Klagers side.

Det gøres derfor gældende, at Skattestyrelsen har konkluderet i forhold til Klagers skattemæssige forhold, på baggrund af korrekt og fyldestgørende oplyst faktuelt forhold, hvorfor der ikke er grundlag for ikke at foretage partshøring senere, da Skattestyrelsen (tidligere SKAT) konkluderer på en andet faktuelt grundlag, hvorfor der er tale om en sagsbehandlingsfejl fra Skattestyrelsens side, der er væsentlig, idet partshøringen er en garanti-forskrift, der altid er væsentlig, hvis denne tilsidesættes.

Det er først i forbindelse med den nye sagsbehandling i januar 2019, at Skattestyrelsen (tidligere SKAT) tager afstand fra den første afklaring Skattestyrelsen (tidligere skat) foretog, med den begrundelse, at Klager skulle have givet urigtige oplysninger.

Den første afklaring fra Skattestyrelsens side (tidligere SKAT) er pludselig ikke længere en afklaring alene af den grund, at Klager efter Skattestyrelsen opfattelse skulle have afgivet urigtige oplysninger, selvom Klager på intet tidspunkt har afgivet nye eller andre oplysninger, end Klager fremlagde og forklarede, allerede ved den første henvendelse, jf. bilag 8.

Det gøres gældende, at Klager ikke har afgivet urigtige oplysninger, afvigende oplysninger eller oplysninger, der skulle være fejlagtige, hvorfor den første afklaringer af Klagers skattemæssige forhold vedrørende kontoen i Irland, har givet Klager en berettiget forventning om, at sådan er beskatningen (skattefrihed).

Modsat forsøger Skattestyrelsen at anføre, at Klager har afgivet urigtige oplysninger om de faktiske forhold ved den første kontakt til skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har imidlertid ikke dokumenteret, hvad det er for oplysninger Klager afgiver ved den første kontakt, som skulle være urigtige. Skattestyrelsen opfordres [opfordring 1] til at dokumentere, hvad det er for faktuelle forhold, som Klager urigtigt oplyser ved den første kontakt til Skattestyrelsen (tidligere SKAT).

Hertil gøres endvidere gældende, at Klager, forud for aftalens indgåelse om bodsbetaling for det ulovlige forhold, anmodede om et bindende svar fra SKAT (nu Skattestyrelsen).

Klager havde af en medarbejder i SKAT (nu Skattestyrelsen) fået lov til at indsende spørgsmålet med parterne anonymiseret.

Det viste sig imidlertid, at da SKAT (nu Skattestyrelsen) skulle sagsbehandle anmodningen om bindende svar, ville SKAT (nu Skattestyrelsen) ikke give et svar uden, at der var fuld åbenhed om, hvem det drejede sig om.

Det fandt Klager betænkeligt og ville ikke oplyse om dette på daværende tidspunkt, da Klager ikke vidste, om SKAT ville rette henvendelse til modparten, og aftalen var endnu ikke faldet på plads med G1.

Da Klager efterfølgende holdt møde med SKAT (nu Skattestyrelsen), henviste SKAT (nu Skattestyrelsen) selv til, at Klager havde indsendt dette spørgsmål, som Klager ikke havde fået endeligt svar på.

Det gøres derfor gældende, at Skattestyrelsen (tidligere SKAT) har kendt til den samlede problemstilling, da den første afklaring blev fremsendt via skattemappen, da Skattestyrelsen allerede lå inde med anmodningen om bindende svar i forhold til Klager.

Det gøres derfor også gældende, at alle faktuelle forhold var Skattestyrelsen (tidligere SKAT) bekendt, da Skattemyndigheden, som en enhedsforvaltning på tidspunktet, selv bærer ansvaret for at gøre borgeren opmærksom på, hvis ikke alle de faktuelle forhold, som Borgeren har givet til myndigheden, ikke indgår i den sagsbehandling der gennemføres.

Det vil derfor også være et brud på god forvaltningsskik, hvis skattemyndigheden ikke af egen drift undersøger, hvad myndigheden måtte ligge inde med om det konkrete forhold, når der konkret sker en afklaring af skatteyderens forhold.

Det gøres gældende, at der, ud over det i klagen anførte, er sket en væsentlig sagsbehandlingsfejl ved, at SKAT (nu Skattestyrelsen) ikke ad egen drift og i overensstemmelse med officialprincippet og princippet om god forvaltningsskik, ikke gør Klager opmærksom på, at de tidligere indsendte informationer og aftaler ikke indgår i afklaringen, jf. bilag 8.

Det gøres også gældende, at det er en væsentlig sagsbehandlingsfejl, at Skattestyrelsen (tidligere SKAT) ikke inddrager alle de dokumenter mv. i sagsbehandlingen, jf. sagens bilag 1, 7, 8 og 9, idet Skattestyrelsen (tidligere SKAT) er forpligtet til at oplyse sagen fuldt ud, når der træffes foranstaltninger i forhold til borgeren.

Det gøres gældende, i modsætning til det af skattestyrelsen anførte på side 2 i Skattestyrelsens supplerende bemærkninger, at der ikke blot er tale om præciseringer, da Skattestyrelsen ændrer argumentation fra forslaget til afgørelse og til selve afgørelsen.

Skattestyrelsen starter med at antage, at Klagers virksomhed er lukket ned, hvorfor der ikke kan være tale om en skattefritaget bod.

Da Klager gør Skattestyrelsen opmærksom på, at dette ikke er korrekt, ændrer Skattestyrelsen holdning til, at Klager har modtaget betaling for ikke at gå videre med sagen, og at Klager i øvrigt har afgivet forkerte faktuelle oplysninger.

Det er ikke bare en præcisering. Det er at ændre sagen 180 grader fra forslag til afgørelse og til afgørelsen forligger, uden at Skattestyrelsen fremsender et nyt forslag til afgørelse til Klager, så Klager kan imødekomme Skattestyrelsen helt nye sag mod Klager.

Det gøres gældende, at det forhold alene, at Skattestyrelsen påstår Klager skulle have afgivet urigtige oplysninger eller løjet over for Skattemyndigheden, uden at Skattestyrelsen har fremlagt et eneste dokument der kan underbygge denne påstand, ikke alene er stærkt udsættende at Klagers integritet, men også klart i strid med god forvaltningsskik, hvilket fremgår af folketingets ombudsmands meget kritiske rapport fra marts 2018.

Derudover fastholdes det, hvilket allerede er gjort gældende i Klagen, at Klager har fået en berettiget forventning om, at SKAT (nu Skattestyrelsen) konkret tog stilling til Klagers skattemæssige forhold i forhold til indestående på kontoen i Irland, ved korrespondancen jf. bilag 8.

Ad betalingens karakteristika

Det gøres gældende, at Klager ikke får betaling for at holde mund - ikke gå videre med sagen.

Der er tale om, at G1 begår et strafbart forhold, hvor der er offentlig påtale. Det giver derfor ikke mening, som gjort gældende af Skattestyrelsen, at Klager skulle få betaling for ikke at gå videre med sagen.

Det er ikke klager, der afgør, om der skulle ske mere i sagen, idet politiet, både i DK, men også i andre EU-lande, vil kunne opstarte en sag mod G1 til enhver tid, idet det strafbare forhold er underlagt offentlig påtale, og dermed ikke behøver en anmeldelse.

Derfor gøres det gældende, i modsætning til Skattestyrelsen, at der ikke er tale om betaling for at henlægge sagen/holde mund om sagen, for det ville ikke have nogen værdi for G1 alligevel.

Det gøres derimod gældende, at Klager får betaling for den krænkelse af Klagers person, omdømme og forhold til autorisationen i forhold til det medicinske udstyre ved, at G1 - imod Klagers instruks - sætter udløbet medicinsk udstyr i handel, hvor G1, på en strafbar måde, har ændret/fjernet Batch nummeret, men stadig har bevaret Klagers gode navn som producent.

Klager får udbetalt en bod for den æreskrænkelse det er, at en anden begår et strafbart forhold i Klagers navn, og hvor det ser ud som om, at det er Klager der har godkendt/accepteret" salget af disse for gamle varer.

Det er Klagers identitet og Klagers produkt, der blevet udstillet.

Klagers autoritet bliver totalt negligeret og Klager bliver gjort til grin af G1, hvilket G1 har erkendt ved at betale boden og sige undskyld.

Skattestyrelsen giver Klager status af konsulent og ikke status af skadelidte/krænkede, som Klager er i sagen med G1. Klager er den krænkede part, og det er det Klager for betaling for. Ikke noget som helst andet.

Da stort set alle produkter blev tilbagekaldt, er denne sag i høj grad et spørgsmål om æreskrænkelsen af Klagers navn, omdømme og forhold til Klagers autorisation, idet Klager er blevet udstillet overfor sine samarbejdspartnere og myndigheder, der udsteder autorisationerne. Klager har fået personlig oprejsning gennem den erlagte bod og undskyldning.

Hvis man forestillede sig, at denne sag drejede sig om 20.000 kompromitterende billeder af en person. Personen har rettighederne til billederne, der var taget på et tidspunkt, hvor personen var mere frisindet.

En virksomhed får fat i billederne og vil sælge dem. Personen siger, at billederne ikke må bruges i den form, og billederne skal destrueres. Virksomheden bruger alligevel billederne ved at sælge disse på nettet.

Den bod, der efterfølgende blev betalt af virksomheden for at have solgt, distribueret og markedsført billederne på internettet på trods af dette forbud, ville ingen kalde et honorar.

Forholdene er meget sammenlignelige. I begge situationer er der tale om en krænkelse af den personlige integritet, idet Klagers integritet som seriøs autoritet i forhold til samarbejdspartnere og myndigheder bliver krænket. Og autorisationen fra lægemiddelstyrelsen er en personlig autorisation, hvorfor det er Klager personligt der bliver krænket.

På sammen måde som personen med de intime billeder. Det er også en personlig krænkelse.

I ingen af situationerne kan substitutionsprincippet føre til, at den bod/godtgørelse/erstatning de modtager erstatter en indkomst, idet Klager allerede har oppebåret indkomsten for produkterne, da Klager oprindeligt solgte de 20.000 enheder til G1.

Klager har intet indkomstmæssigt forhold at substituere i, ved denne bodsbetaling.

Det gøres derfor gældende, at der er tale om en skattefri betaling for den krænkelse Klager bliver udsat for, da G1 begår et strafbart forhold i Klagers navn, i henhold til Statsskattelovens § 5.

Ad erklæret skyld

Det gøres gældende, at det ikke er nødvendigt, at G1 erklærer sig skyldig. Det er direkte i strid med lov om medicinsk udstyr at fjerne batch-nummeret. Der er i denne sag ikke tvivl om, at det er G1 der har fjernet Batch-nummeret, hvorfor G1 allerede af den grund er skyldig.

Det er derfor ikke nødvendigt, at G1 erklærer sig skyldig overfor Klager. Dette kan ikke anses som en gyldighedsbetingelse - i hvert fald fragår denne betingelse hverken af lovgivning, praksis eller i øvrigt noget sted.

Omvendt fremgår det, som allerede er gjort gældende i klagen, at en aftale om konventionalbod/bod mellem to private parter, i sig selv regulerer det brud, der har været mellem disse to parter.

G1 bryder ikke en kontrakt, men bryder loven i Klagers navn. Derfor indgås en bodsaftale mellem disse parter, der skal tage hånd om dette problem.

Det er i den sammenhæng ikke en betingelse, at G1 påtager sig en skyld. Skattestyrelsen opfordres [opfordring 2] til at fremlægge praksis der foreskriver, at den ene parts erklæret skyld er en betingelse for, at der kan aftales bod mellem to parter, der er en skattefri regulering af et begået strafbart forhold i den ene parts navn.

Og der kan stilles det retoriske spørgsmål, hvorfor skulle G1 betale til Klager for at have brudt loven, hvis G1 ikke mente at dette var tilfældet?

Ad accept af aftale

Det gøres gældende, at aftalen naturligvis er accepteret af begge parter. For det første ville G1 ikke betale i henhold til aftalen, hvis ikke den var accepteret.

Dernæst fremgår accepten af bilag 12.

Det kan således ikke anses som andet end, at aftalen er accepteret af begge parter, særligt fordi der bliver betalt i henhold til aftalen.

(…)"

Klagerens repræsentant har den 19. september 2019 indsendt bemærkninger til sagsfremstillingen som følger:

"(…)

AD FORHÅNDSTILKENDEGIVELSE

Skatteforvaltningen lægger op til, at Landsskatteretten skal træffe afgørelse om, at der ikke er ført bevis for, at der er givet en uformel forhåndsbesked til Klager i forbindelse med henvendelsen vis skattemappen.

Dette er noget uforstående, idet der er fremlagt som bilag 8 til oprindelig klage (udskrift fra skattemappen) kommunikationen mellem Klager og Skattestyrelsen, hvor Skattestyrelsen erklærer sig umiddelbart enig med Klager i, at der vil være tale om en skattefritaget udbetaling af en bod.

På det tidspunkt hvor skattestyrelsens medarbejder besvarer Klagers henvendelse via skattemappen, ved Skattestyrelsen allerede, at Klager tidligere har anmodet om bindende svar vedrørende dette spørgsmål, et bindende svar der dog ikke blev besvaret, grundet anonymisering af sagens parter. Men Skattestyrelsen ved på dette tidspunkt, at der ligger et bindende svar i relation til Klager, hvor Klager har forklaret i detaljer, hvad sagen går ud på.

Da der er tale om en enhedsforvaltning, kan Skattestyrelsen ikke undslå sig at undersøge, hvilke skatteforhold, der i øvrigt er taget stilling til tidligere vedrørende en konkret skatteyder, når denne henvender sig via en offentlig tilgængelig kommunikationsvej, som Skattestyrelsen endda selv ønsker at kommunikere med borgeren igennem.

Klager har således fået en berettiget forventning om, at det svar, der kommer via skattemappen, bygger på alle Klagers forhold, herunder de faktiske omstændigheder, der er forklaret i forbindelse med anmodningen om det bindende svar, særligt idet der er tale om en enhedsforvaltning.

Det gøres derfor gældende, at Klager har fået en retsbeskyttet berettiget forventning om, at der ikke ville være tale om en skattepligtig betaling.

AD DET MODTAGNE BELØB

Skattestyrelsen lægger op til, at Landsskatteretten skal træffe afgørelse om, at "Landsskatteretten finder, at forligsbeløbet må anses betalt som modydelse for, at klageren friholder G1 for retssagsomkostninger og afskærer sig fra at fremsætte eventuelle krav, samt for at klageren påtager sig en 5-årig tavshedspligt."

At træffe afgørelse med den begrundelse vil være direkte i strid med de faktuelle forhold, der allerede er fremlagt for Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen.

Faktum er, at Klager allerede inden aftalens indgåelse havde oplyst firmaerne G3 og G2 om, at de produkter, de havde købt var ulovlige og hvori, denne ulovlighed bestod.

Skattestyrelsen har endda selv fremlagt Klagers skrivelse til G2, hvor Klager overfor G2 påpeger det fornuftige i ikke at sælge produktet til andre.

G2 ville således selv have mulighed for at rette krav mod G1 for at have købt produkter, der ikke var lovlige. Derved har Klager ikke afværget nogle omkostninger for G1 overhovedet.

Klager henvendte sig desuden til G4, der forhandlede det ulovlige produkt på nettet, og oplyste dem om omstændighederne om produktet, hvorefter G4 tog produkterne af markedet.

Det fremgår således af bilag 13 (mail til G4 for at gøre opmærksom på produktet er udløbet/ulovligt at sælge), at Klager et halvt år inden sagen blev forligt, skrev således:

"06/03/16 09:52:39

Nome: […]

Numero ordine: […]

Selected Order Items:

10x Kit […] PID OUT [brand Y]

Commenti:Regarding Pid Out to be sold on G4.

This Medical Device from [brand Y] has expired in 2011. I am the producer of this product and it is prohibited by the law of EEC to sell expired Medical devices. The product has illegally been relabeled to cover the expiring date. [Brand Y] has been told about this problem and will take action. Please erase any announcements of this product.

[…]

H1

www.[...].dk

[...]@gmail.com mailto:[...]@gmail.com"

G1 har således på ingen måde kunnet betale Klager til tavshed, idet budskabet allerede var ude, og der var flere aktører, der var blevet orienteret om ulovlighederne, og selvstændigt kunne tage juridiske skridt.

Klager havde tillige kontaktet lægemiddelstyrelsen for at blive orienteret om reglerne. De danske sundhedsmyndigheder tilbød at bistå Klager, såfremt der kom en krænkelsessag for retten.

Klager kontaktede lægemiddelstyrelsen telefonisk i 2016 for at få assistance. Ved forespørgsel til lægemiddelstyrelsen er det oplyst, at der beklageligvis ikke ligger noget telefonnotat fra den henvendelse, som gik til deres vagthavende, og var af mere vejledende karakter om reglerne. Som dokumentation for henvendelsen vedlægges som bilag 14 et udskrift over Klagers telefonopkald i perioden 26/5 2016 - 31/5 2016. Øvrige opkald er anonymiseret, men to opkald er fremhævet fra den 30/5 2016. Det er to opkald til lægemiddelstyrelsen foretaget af Klager.

Det der således stod tilbage var udelukkende spørgsmålet om den krænkelse, Klager havde været ude for, som der er fyldestgørende redegjort for i klagen og de supplerende indlæg, idet ingen kunne forholde sig tavst om en sag, der allerede var blevet fortalt.

Klager skrev til G1, at Klager ville tage én boks af den forfalskede produktlinje med i retten for at få prissat kompensationen for den krænkelse, der var begået med dokumentfalsk og ærekrænkelse som en prøvesag.

Herefter oplyste Klager til G1, at Klager ville kræve det tilsvarende for hver enkelt af de øvrige 19999 krænkelser.

Havde retten tilkendt Klager blot 1000 euro for én æske, ville kompensationen beløbe sig til 20.000.000 euro.

Udsigten til en retssag om denne krænkelsen af Klager gjorde, at G1 valgte at betale den bod, der blev indgået forlig om. Beløbet kunne have været langt større ved en retssag, men Klager valgte af mange grunde forliget.

Og det er den aftale, der skulle være tavshed omkring, altså det forhold, at G1 var blevet nødt til at betale bod til Klager for den krænkelse, Klager var blevet udsat for. Og det var som sådan også et forhold, der ikke var relevant for andre, for alle oplysninger om produktet og forfalskningen var ude, og forliget ville ikke kunne bruges af andre som løftestang for erstatning eller andet. Brøden begået af G1 var allerede kendt.

Det var således ikke et spørgsmål om, at Klager blev købt til tavshed om det ulovlige produkt, om dokumentfalsk mv., idet dette allerede var fortalt videre til de øvrige involverede parter i sagen, herunder G2, G3, G4 og de danske sundhedsmyndigheder, men en aftale mellem to parter i et forlig om, at forliget og prisen for forliget var der tavshed omkring. På samme måde som når to fodboldklubber ikke ønsker at oplyse om en pris på en spiller, eller når større virksomheder indgår forlig med hinanden, bliver dette også holdt mellem disse parter. Det er der ikke noget odiøst i, det er helt almindelig praksis ved forlig.

Klager kan således på ingen måde antages at være blevet købt til tavshed for at friholde G1 for yderligere omkostninger, retssager eller andet, for alle de aktører, der potentielt kunne have et krav eller udestående i øvrigt med/mod G1, var alle blevet oplyst om sagen, altså om det udløbet produkt, og det deraf ulovlige produkt, samt den forfalskning af produktet, som G1 havde begået.

Det er således i direkte strid med de faktisk omstændigheder i sagen, som er fremlagt via sagens bilag, hvis Landsskatteretten træffer afgørelse om, at Klager har modtaget pengene som en betaling for tavshed, for der var ikke noget at være tavs om. Alt var ude i det åbne, og det var Klager, der allerede inden forliget havde sørget for dette.

Derudover anerkender Skattestyrelsen ikke den krænkelse, som Klager har været udsat for. Klagers navn er blevet anvendt i forbindelse med dokumentfalsk, salg af udløbne produkter inden for det sundhedsfaglige felt.

Det, der lægges op til, er i stedet, at Klager har ladet sig betale til tavshed, i stedet for at anerkende, at der er sket betaling for, at G1 har krænket Klagers gode navn og rygte ved at forfalske udløbsdatoerne på de produkter, som Klager har produceret.

Det vil være det samme som at sige til en person, der har oplevet at få forfalsket billeder af sig selv til brug på ulødige hjemmesider, der indgår et forlig med gerningsmanden om den krænkelse vedkommende har udsat personen for, at vedkommende har fået penge for at holde mund om ugerningen, i stedet for at anerkende, at vedkommende har fået betaling for den ærekrænkelse, som gerningsmanden har begået.

Klager har allerede, da Klager rettede henvendelse til Skattestyrelsen for at få afklaret skattepligten, betragtet dette som en betaling for den krænkelse Klager har været udsat for ved, at Klagers navn bliver brugt på ulovlige produkter, jf. bilag 15 (afvisningen på det bindende svar).

Nu prøver Skattestyrelsen i stedet at skabe en fiktion om et indkomstgrundlag, nemlig tavshed som ydelse og penge som betaling.

Men faktum er bare stadig, uanset hvad myndighederne måtte mene, at Klager lang tid inden forliget har brudt den tavshed. Det kan således, uanset hvordan sagen anskues, alene være et forlig, der går på betaling for den krænkelse som Klager har været udsat for - intet andet, og intet andet er der faktuelt belæg for at antage.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er faktuelt grundlag for at antage, at der er tale om en indkomst, der stammer fra betaling for Klagers tavshed. En tavshed, der ikke eksisterer, vil ingen betale for.

Det gøres gældende, at der alene er betaling for den æreskrænkelse, som Klager er udsat for, og som fremgår klart af de faktuelle grundlag for sagen.

Det gøres således gældende, at der ikke er tale om nogen skattepligtig indkomst for Klager.

Derudover fastholdes i det hele de påstande og anbringender der er gjort gældende i den indleverede klage og det supplerende indlæg af 10. maj 2019.

(…)"

Klagerens repræsentant har den 27. september 2019 indsendt yderligere bemærkninger til sagsfremstillingen som følger:

"(…)

Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen har begge lagt betydelig vægt på, at Klager i forliget, hvor G1 indvilger i at betale en bod til Klager for at have krænket Klager i forbindelse med at have sendt ulovlige lægemidler i omsætning i Klagers navn, har modtaget den omhandlende ene mio. Euro som en kompensation for ikke at gå videre med sagen. Det er således underforstået fra Skattestyrelsens og Skatteankestyrelsens side, at i tilfælde af, at der indgås et forlig mellem parter, og der i forliget ligger en fortrolighedsklausul, så er det fortroligheden betalingen i forliget angår, og ikke det underliggende forhold, som forliget er indgået på baggrund af.

De seneste dages skriverier i pressen, og de TV-udsendelser der har været i forbindelse med, at Skattestyrelsen har modtaget 1,6 mia. kr. tilbage fra bagmændene i USA i forbindelse med dele af udbytteskandalen, fremgår det klart, at Skattestyrelsen og bagmændene indgik et forlig, og i dette forlig var der en fortrolighedsklausul om indholdet af forliget. I den sammenhæng bliver det udtalt i adskillige tilfælde, at det at et forlig indeholder en fortrolighedsklausul, er normal "business", og at der således blot, når Klager og G1 indgår et forlig, hvori der er en fortrolighedsklausul, handles ud fra normal "business".

Det virker derfor også besynderligt, at Skattestyrelsen, i forhold til Klager træffer afgørelse om, at Klager ikke har indgået forlig om en bodsbetaling for G1s kriminelle handling mod Klager, træffer afgørelse om, at den ene mio. Euro., som Klager modtager som bodsbetaling fra G1, er en indkomst for at have indgået fortrolighed om forholdet, når Skattestyrelsen selv, når Skattestyrelsen indgår forlig med kriminelle, bestemmer at der skal være en fortrolighedsklausul om betalingen.

Dette er en VOLDSOM forskelsbehandling mellem skatteyderen og myndigheden selv, i et fuldstændigt sammenligneligt forhold. Det grænser til at minde om magtmisbrug, når Skattestyrelsen over for Klager fastslår, at en fortrolighedsbestemmelse er udslag af skattepligtig indkomst for at holde et kriminelt forhold fortroligt, når det samme ikke gør sig gældende for myndigheden selv.

Ydermere er Skattestyrelsens egen fortrolighedsklausul med de kriminelle bagmænd i USA langt mere omfattende, end den som Klager indgik med G1. Klager havde allerede gjort G1s samhandelspartnere opmærksom på, at G1 solgte ulovlige produkter, havde haft fat i lægemiddelstyrelsen i DK, der arbejder sammen med de andre landes lægemiddelstyrelser. Klager havde sådan set ikke noget at holde fortroligt længere, andet end bodsbeløbets størrelse mellem Klager og G1.

Skattestyrelsens eget forlig, og den fortrolighedserklæring der ligger deri, går langt ud over dette. Det fremgår af de brudstykker der er offentliggjort, at Skattestyrelsen skulle tale pænt om de kriminelle bagmænd, måtte ikke offentliggøre aftalen, og i øvrigt skulle gøre alt for at holde den hemmelig, hvis andre ønskede at få den offentliggjort, at de skulle rette henvendelse til SØIK og omtale bagmændene som "good guys", og derudover omtale, at SØIK nok skulle droppe en sag mod bagmændene, fordi de kunne hjælpe Danmark med at få flere af de forsvundne milliarder hjem igen. Det fremgår blandt andet af denne artikel fra TV2, der i øvrigt også lavet de to Operation X dokumentarer om dette forlig med de kriminelle bagmænd.

https://nyheder.tv2.dk/2019-09-26-her-er-det-hemmelige-forlig-med-bagmaendene-i-sagen-om-skattesvindel

Vi opfordrer derfor Skatteankestyrelsen til at genoverveje forslaget til afgørelse i forhold til Klager, når det nu står lysende klart, at fortrolighed i forhold til forlig, ikke medfører skattepligt af den betaling forliget vedrører, men at det er selve betalingen i forbindelse med forliget der skal afgøre skattepligten. Og her fremgår det klart, at Klager har modtaget en bod for G1s kriminelle handling rettet mod Klager.

Der kan derfor ikke blive tale om skattepligt for Klager af denne bodsbetaling. Det vil være direkte i strid med Skattestyrelsens egen handlemåde i forbindelse med indgåelse af forlig med kriminelle bagmænd, og en klar forskelsbehandling mellem borgere og myndigheden selv.

(…)"

Retsmøde

På retsmødet i Landsskatteretten fastholdt klagerens repræsentant tidligere fremsatte påstande og anbringende. Han gjorde indledningsvist gældende, at der foreligger sagsbehandlingsfejl, idet Skattestyrelsen har anført forskellige begrundelser for beskatningen i henholdsvis forslag til afgørelse og selve afgørelsen. Der er således tale om en tilsidesættelse af en garantiforskrift, som medfører afgørelsens ugyldighed.

Repræsentanten anførte herefter, at klageren har haft en berettiget forventning om, at den gennemførte betaling er fritaget for beskatning. Klageren har fremlagt samtlige oplysninger til SKAT i forbindelse med anmodning om bindende svar, og hertil har SKAT svaret, at man var umiddelbart enig i, at beløbet ikke var skattepligtigt.

Videre anførte klagerens repræsentant, at der er tale om krænkelse af klagerens rettigheder og betalingen derfor er en skattefritaget bodsbetaling, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Klageren er ifølge repræsentanten ikke underlagt tavshed omkring forholdet, men er udelukkende forpligtet til tavshed omkring forligsbeløbets størrelse. Der er dermed ikke tale om, at betalingen er for klagerens tavshed. Han forklarede, at klager ved en søgning på internettet opdagede, at G1 havde videresolgt 4.500 enheder, hvor batchnummeret var fjernet, og at han derfor samme dag rettede henvendelse til Lægemiddelstyrelsen, der opfordrede ham til at rette henvendelse til G1, mens de ville tage kontakt til de udenlandske lægemyndigheder. Klager rettede herefter henvendelse til den italienske distributør, der udbød produktet til salg på internettet, hvorefter han kontaktede G1. Der var således ikke er noget at være tavs om, idet kendskabet til forholdet allerede var udbredt. Det følger af forliget, at det er forligsbeløbet, klageren forpligtede sig til at være tavs om. Det er klager, der har rettighederne til produktet, hvorfor han er den eneste, der må forlænge udløbsdatoen, og at han derfor er blevet krænket. Han opkrævede 50 euro pr. solgt enhed svarende til 1 mio. euro for 20.000 enheder. Hvert salg er en krænkelse og dermed en skattefritaget bodsbetaling, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om, at afgørelsen stadfæstes. Styrelsen anførte bl.a., at afgørelsen alene er en uddybning af forslaget, idet forligets pkt. G er nævnt både i Skattestyrelsens forslag til afgørelse og afgørelsen, samt at der under alle omstændigheder skal foretages en konkret væsentlighedsvurdering. Vedrørende spørgsmålet om berettiget forventninger anførte styrelsen, at der skal være en klar, positiv og entydig tilkendegivelse, som klager skal have disponeret i overensstemmelse med, og at tilkendegivelse om at Skattestyrelsen var "umiddelbart enig", ikke er tilstrækkelig klar, ligesom beløbet allerede var overført til klager, da Skattestyrelsen tilkendegivelse blev modtaget hos klager, hvorfor han ikke kan have disponeret i overensstemmelse med tilkendegivelsen. Endelig anførte styrelsen, at der er tale om en modydelse for, at klager ikke går videre med sagen, idet det fremgår af forligets pkt. G, at G1 ikke anerkender påstande, anbringender eller krav fra klager.

Landsskatterettens afgørelse

Partshøring

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at hvis en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Ligeledes følger det af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, at hvis told- og skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomstskat på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen, skal den skattepligtige underrettes om den påtænkte afgørelse.

Ikke enhver formel fejl vil medføre ugyldighed. Det kan udledes af praksis, at en sagsbehandlingsfejl skal være væsentligfor at kunne bevirke ugyldighed. Da partshøring er en garantiforskrift, er en manglende opfyldelse af denne som udgangspunkt væsentlig. Der skal dog foretages en konkret væsentlighedsvurdering om, hvorvidt fejlen i det konkrete tilfælde har medført, at sagen er forkert afgjort.

Repræsentanten har gjort gældende, at Skattestyrelsen ikke har iagttaget skatteforvaltningslovens § 20 og forvaltningslovens § 19 ved at gennemføre en mangelfuld partshøring af klageren i forbindelse med Skattestyrelsens afgørelse af 10. januar 2019. Af faktuelt ændrede forhold har repræsentanten henvist til, at Skattestyrelsen i afgørelsen har lagt indholdet af pkt. G i "Settlement Agreement" til grund.

Landsskatteretten lægger til grund, at forligets pkt. G er omtalt i begge skrivelser, og at det i begge tilfælde er en del af sagens faktiske omstændigheder. Forholdet er yderligere uddybet i afgørelsen, men der foreligger ikke nye faktiske oplysninger. Der henses til, at Skattestyrelsen endvidere ikke har ændret på andre væsentlige synspunkter i forbindelse med afgørelsen, idet styrelsen bestandig har fastholdt, at forholdet faldt ind under statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten finder således ikke, at afgørelsen lider af en formel mangel, da der er sket partshøring, og retten kan ikke tiltræde repræsentantens påstand om ugyldighed.

Modtaget pengeoverførsel

Til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4. Det er uden betydning for skattepligten, om indtægten erhverves i Danmark eller i udlandet.

Hvis det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis, hvilket kan udledes af

SKM2011.208.HR. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905.HR. Det er således klageren, der har bevisbyrden for, at overførslen stammer fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke er skattepligtige.

Den skattemæssige behandling af erstatninger afgøres efter praksis efter et substitutionsprincip, således at en erstatning, der udbetales som engangsbeløb, skatteretligt behandles som det, erstatningen træder i stedet for, hvilket bl.a. fremgår af SKM2017.383.LSR.

Klageren har i indkomståret 2016 modtaget € 1.000.000, svarende til 7.435.900 kr., som følge af et forlig indgået med den italienske virksomhed G1.

Landsskatteretten finder ikke, at betalingen kan sidestilles med en erstatning, da der ikke ses at være fastlagt eller anerkendt noget tab.

Herved er henset til, at forliget alene henviser til påståede tab ("[…] damages that the Company alleges"). Ligeledes er henset til uenighederne mellem parterne, vedrørende spørgsmålet om klagerens eventuelle tab ifølge forligsteksten var uafklarede ("Pending"), hvilket fremgår af punkt C i afsnittet "Recitals".

Ifølge punkt 2.2, under aftalens Artikel 2, afskar klageren sig definitivt fra at forfølge forhold omfattet af forliget. Herved må spørgsmålet om G1s mulige erstatningsansvar anses for efterladt som uafklaret mellem parterne.

Landsskatteretten finder endvidere ikke, at betalingen kan anses for at være en bod eller konventionalbod, da det ikke ved forligsaftalen er anerkendt, at klageren har været forurettet.

Der henvises til, at aftalens formål var at afslutte uenighederne mellem parterne på mindelig vis, samt at undgå retstvist ("Litigation"), hvilket fremgår af punkt G i afsnittet "Recitals".

Ligeledes henvises til Artikel 2, hvor det under punkt 2.1 (a) fremgår, at klageren og dennes virksomhed forpligter sig til at friholde G1 for ethvert krav, der måtte udspringe af forhold, der direkte eller indirekte er omfattet af aftalen. Af punkt 2.1 (b) fremgår G1s forpligtelser, der alene består i at betale forligsbeløbet.

Slutteligt henvises til, at parterne har indgået aftalen ("the Agreement") uden at anerkende påstande, anbringender eller krav fra modparten ("[…] without in any way recognizing the respective claims, arguments and demands"), hvilket fremgår af punkt G i afsnittet "Recitals".

Landsskatteretten finder endvidere ikke, at det modtagne beløb kan sidestilles med godtgørelse for tort i henhold til erstatningsansvarslovens § 26, der omhandler retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, eller i øvrigt andre bestemmelser i erstatningsansvarsloven.

Klageren findes herefter ikke at have godtgjort, at forligsbeløbet modtaget fra G1 ikke er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4, og der ses ikke at være hjemmel til at fritage beløbet fra beskatning.

Forhåndstilkendegivelse

En uformel forhåndstilkendegivelse er som udgangspunkt ikke bindende for skatteforvaltningen. Men forhåndstilkendegivelsen kan helt undtagelsesvis blive bindende for skatteforvaltningen ved en efterfølgende afgørelse, hvis den opfylder de særlige betingelser, som retspraksis stiller.

Retspraksis bygger på almindelige forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse og ugyldighed af forvaltningsafgørelser. Det er en grundlæggende forudsætning for, at en uformel forhåndstilkendegivelse kan blive bindende, at spørgeren har modtaget en klar, positiv og entydig tilkendegivelse og disponeret i overensstemmelse med den.

Selvom de nævnte betingelser undtagelsesvis er opfyldt, vil relevante urigtige eller ændrede forudsætninger under alle omstændigheder betyde, at den uformelle forhåndstilkendegivelse ikke bliver bindende for skatteforvaltningen.

Det er borgeren, der skal bevise, at der foreligger en uformel forhåndstilkendegivelse fra myndigheden, og at denne efter sit indhold har skabt en retsbeskyttet forventning for skatteyderen, hvilket bl.a. udledes af SKM2004.517.ØLR.

Repræsentanten har anført, at klageren havde fået en berettiget forventning om, at betalingen var fritaget for beskatning, henset til SKATs besvarelse af klagerens spørgsmål, som fremsat i e-mail dateret 18. juni 2018.

Landsskatteretten finder ikke, at tilkendegivelsen, om at Skattestyrelsen "umiddelbart er enig", er en entydig og specifik tilkendegivelse. Klageren havde herved ikke en berettiget forventning om, at betalingen var fritaget fra beskatning. Forudsætningerne for tilkendegivelsen har ændret sig, og SKAT er først på et senere tidspunkt kommet i besiddelse af fornøden dokumentation for de omtalte forhold.

Endelig bemærkes, at tilkendegivelsen blev givet efter, at klageren allerede havde modtaget indtægten og undladt at selvangive denne, hvorfor Landsskatteretten ikke finder det dokumenteret, at tilkendegivelsen har haft en indvirkning på klagerens dispositioner i forbindelse med modtagelsen.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.