Dokumentets metadata

Rette værneting

Vestre Landsret udtalte, at Skatteministeriet som sagsøger i en retssag mod en borger, der ikke har værneting her i landet, kan anlægge sag ved sit eget hjemting. Landsretten ophævede derfor byrettens afvisningsdom og hjemviste sagen til byretten til fornyet behandling med henblik på henvisning til Københavns Byret.

Parter

Skatteministeriet
(advokat Søren Horsbøl Jensen)

mod

A
(advokat Jakob Krogsøe)

Kendelse er afsagt af

Landsdommerne Torben Geneser, Henrik Bjørnager Nielsen og Cecilie Maarbjerg Qvist behandlede sagen.

Ved dom af 10. marts 2020 har Retten i Esbjerg (sag BS-10395/2020-ESB) med henvisning til retsplejelovens § 248, stk. 2, afvist en sag, der var anlagt af Skatteministeriet mod A.

Byrettens dom er kæret af Skatteministeriet, jf. herved retsplejelovens § 369, stk. 3, jf. § 391, stk. 3.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at dommen ophæves, og sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling med henblik på henvisning til Københavns Byret. Til støtte for påstanden har Skatteministeriet navnlig anført, at sagen skal behandles ved Skatteministeriets hjemting, Københavns Byret, jf. retsplejelovens § 240, stk. 2, idet A ikke har hjemting i Danmark. Sagen burde derfor ikke være blevet afvist, men i stedet henvist til Københavns Byret, jf. retsplejelovens § 248, stk. 2.

A har ikke udtalt sig.

Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Retsgrundlaget:

Ved lov nr. 903 af 29. november 1995 blev der indsat en ny bestemmelse i retsplejeloven som § 240, stk. 2, hvorefter retsplejelovens § 240 havde denne ordlyd:

"§ 240. Staten har hjemting i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på statens vegne, har kontor.
Stk. 2. Sager, som behandles ved landsret i 1. instans i medfør af § 225, stk. 1, anlægges, hvor sagsøger har hjemting. Har sagsøger ikke hjemting i Danmark, anlægges sagen ved statens hjemting."

I de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 3 af 4. oktober 1995 anføres det blandt andet:

"1. Indledning

1.1. Ved lovforslaget ændres de stedlige værnetingsregler, således at en borger kan anlægge sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller af en central statslig klageinstans, der har den øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager mellem det offentlige og private, ved den landsret, i hvis kreds borgeren bor.

Dette indebærer, at det bliver lettere at føre sag imod staten. Den nuværende ordning opleves ofte som uhensigtsmæssig og mindre borgervenlig for personer, der bor i den vestlige del af Danmark, fordi den, der ønsker rettens prøvelse af en afgørelse truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, som udgangspunkt er henvist til at anlægge sagen ved Østre Landsret, uanset hvor i landet den pågældende selv har bopæl.

...

3. Justitsministeriets overvejelser

Den gældende ordning vedrørende statens værneting har været gjort til genstand for kritik. Bl.a. er det blevet anført, at reglerne forskelsbehandler borgerne i den vestlige del af Danmark i forhold til borgerne i den østlige del. Det kan forekomme mindre borgervenligt, at den, der ønsker rettens prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, medmindre parterne aftaler andet, er henvist til at anlægge sagen ved Østre Landsret, uanset hvor i landet den pågældende selv har bopæl. Det kan i øvrigt nævnes, at Advokatrådet i sit retssikkerhedsprogram af 1. november 1994 har anbefalet, at der indføres regler om, at en borger skal kunne anlægge sag mod ministerier og centrale statslige myndigheder i den retskreds, hvor borgeren bor.

Justitsministeriet finder det rigtigt, at man ændrer værnetingsreglerne således, at det i de i § 225 omhandlede sager er sagsøgerens (den privates) hjemting og ikke sagsøgtes (statens) hjemting, der er afgørende for retternes stedlige kompetence. Almindeligvis vil det nemlig være uden væsentlig betydning for staten, om sagen skal føres ved Østre Landsret eller Vestre Landsret. Derimod kan det være en lettelse for den private, der er bosat i Jylland, at sagen kan føres ved Vestre Landsret.

Justitsministeriet foreslår derfor, at sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har den øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager mellem det offentlige og private, skal anlægges ved den landsret, hvor sagsøger har hjemting.

Det foreslås endvidere, at sag fortsat skal anlægges ved statens hjemting, hvis sagsøger ikke har hjemting i Danmark."

I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i § 240, stk. 2, anføres det i lovforslag nr. 3 af 4. oktober 1995:

"Efter bestemmelsen anlægges sager, som behandles ved landsret i 1. instans i medfør af retsplejelovens § 225, stk. 1, ved sagsøgers hjemting. Har sagsøger ikke hjemting i Danmark, anlægges sagen ved statens hjemting.

Bestemmelsen indebærer ingen indskrænkning i parternes mulighed for at aftale et andet stedligt værneting end det, der umiddelbart følger af retsplejelovens bestemmelser, jf. herom § 245, stk. 1.

Bestemmelsen indebærer ej heller indskrænkninger i parternes mulighed for at aftale, at sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans skal behandles ved byret, jf. herom § 225, stk. 2. I forbindelse med en sådan aftale kan parterne i medfør af retsplejelovens § 245, stk. 1, om værnetingsaftaler beslutte, at sagen skal behandles f.eks. ved borgerens hjemting. Foreligger der alene en aftale om byretsbehandling, der ikke angiver en bestemt byret som kompetent, følger det af retsplejelovens § 235, stk. 1, jf. § 240, at sagen skal anlægges ved statens hjemting.

Om bestemmelsens indhold i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3."

Ved § 1, nr. 79, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 blev retsplejelovens § 240, stk. 2, affattet således, at retsplejelovens § 240 fik følgende ordlyd:

"§ 240. Staten har hjemting i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på statens vegne, har kontor.
Stk. 2. Sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed anlægges ved sagsøgerens hjemting, hvis sagsøgeren har hjemting i Danmark, jf. dog § 245."

Det fremgår af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 168 af 1. marts 2006, afsnit III, punkt 3.2.1., blandt andet:

"3.2.1.1…
…
Retsplejerådet bemærker, at der gælder en særlig værnetingsregel i retsplejelovens § 240, stk. 2, for de sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der efter rådets forslag fremover som udgangspunkt skal behandles ved byretten i første instans. Reglen giver borgeren mulighed for at anlægge retssag mod det pågældende ministerium eller klageinstansen i den landsretskreds, hvor borgeren har hjemting. Særlovgivningen indeholder tilsvarende bestemmelser i bl.a. skatteforvaltningsloven (sag kan anlægges ved den skattepligtiges hjemting) og ekspropriationslovgivningen (sag kan anlægges ved ejendommens værneting).

Reglen i retsplejelovens § 240, stk. 2, og de tilsvarende regler i særlovgivningen er efter Retsplejerådets opfattelse velbegrundede ud fra et borgerhensyn, og Retsplejerådet foreslår derfor en ny generel regel, hvorefter sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed skal kunne anlægges ved sagsøgerens hjemting.

Der henvises til betænkning nr. 1401/2001 side 182-188 og 481.
…

3.2.1.2. Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag i betænkning nr. 1401/2001 …
…

Det foreslås endvidere, at alle sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed som udgangspunkt skal anlægges ved sagsøgerens hjemting, uanset om sagen behandles ved byretten - hvad der som nævnt vil være udgangspunktet efter forslaget - eller landsretten. Med henblik på en passende geografisk fordeling af sagerne finder Justitsministeriet, at den foreslåede værnetingsregel for sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed bør udformes således, at sådanne sager ikke alene kan, men som udgangspunkt skal anlægges ved sagsøgerens hjemting."

Retsplejerådet havde i betænkning 1401/2001, side 409, foreslået retsplejelovens § 240, stk. 2, affattet således:

"Stk. 2. Sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed kan anlægges ved sagsøgerens hjemting."

I bemærkningerne til forslaget anføres det i betænkning 1401/2001, side 481-482:

"Til nr. 57 (§ 240, stk. 2)

Retsplejelovens § 240, stk. 2, bestemmer, at sager, som behandles ved landsret i første instans i medfør af retsplejelovens § 225, stk. 1, anlægges, hvor sagsøger har hjemting. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det ikke har været hensigten at afskære muligheden for at indgå værnetingsaftaler efter retsplejelovens § 245.

Særlovgivningen indeholder i et vist omfang tilsvarende bestemmelser. Det gælder således blandt andet skattestyrelsesloven (den skattepligtiges hjemting) og ekspropriationslovgivningen (ejendommens værneting).

Retsplejerådets forslag om en ny instansordning indebærer, at retsplejelovens § 225 og tilsvarende bestemmelser i særlovgivningen om landsretsbehandling i første instans ophæves. Retsplejelovens § 240, stk. 2, og tilsvarende bestemmelser i særlovgivningen bliver dermed uden indhold.

Retsplejerådet har på den baggrund måttet overveje, om der også fremover skal gælde særlige værnetingsregler for søgsmål mod staten, og i givet fald hvilke.

I mangel af særlige regler vil sager mod en statslig myndighed skulle anlægges ved myndighedens hjemting, dvs. normalt i København, medmindre der er indgået en værnetingsaftale, eller - typisk i formueretlige sager - der er mulighed for at anvende et af de supplerende værneting i retsplejelovens §§ 241-243.

Retsplejerådet finder imidlertid, at reglen i retsplejelovens § 240, stk. 2, og de tilsvarende regler i særlovgivningen er udtryk for en central og veletableret ordning, som bør videreføres. Rådet finder, at afvejningen mellem hensynet til staten og hensynet til borgeren bør falde ud til fordel for borgeren, således at staten yder borgeren den service at give møde ved borgerens hjemting i retssager, som borgeren anlægger.

Retsplejerådet foreslår derfor, at sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed skal kunne anlægges ved sagsøgerens hjemting. I modsætning til den gældende § 240, stk. 2, er den foreslåede regel et supplerende værneting på linie med reglerne i retsplejelovens §§ 237, 238, stk. 2-4, og 241-244. Sagsøgeren kan således vælge at anlægge sagen ved myndighedens hjemting.

Forslaget omfatter ministerier, styrelser og centrale statslige klageinstanser, men ikke dekoncentrerede statslige myndigheder såsom statsamter, politimestre, arbejdsmarkedsregioner og sociale nævn. Selvstændige statslige forvaltningssubjekter, f.eks. Nationalbanken og DR (tidligere Danmarks Radio), er heller ikke omfattet af forslaget.

Forslaget omfatter sager om prøvelse af afgørelser truffet af de pågældende statslige myndigheder, men ikke formueretlige sager om eksempelvis kontraktsretlige eller erstatningsretlige tvister. Angår sagen både en prøvelse af en afgørelse og et erstatningskrav for myndighedens adfærd, vil begge krav kunne gøres gældende under en sag anlagt i medfør af den foreslåede § 240, stk. 2, jf. herved retsplejelovens § 249.

Forslaget omfatter både sager anlagt af private og sager anlagt af en anden offentlig myndighed.

Forslaget omfatter i sagens natur kun tilfælde, hvor sagsøgeren har hjemting i Danmark. Da retsplejeloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, omfatter forslaget endvidere ikke tilfælde, hvor sagsøgeren har hjemting på Færøerne eller i Grønland."

Af de specielle bemærkninger til § 240 i lovforslag nr. 168 af 1. marts 2006 fremgår blandt andet:

"Til nr. 79 (§ 240, stk. 2)

Retsplejelovens § 240, stk. 2, bestemmer, at sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller visse statslige klageinstanser, som behandles ved landsret i første instans i medfør af retsplejelovens § 225, stk. 1, skal anlægges, hvor sagsøger har hjemting. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det ikke har været hensigten at afskære muligheden for at indgå værnetingsaftaler efter retsplejelovens § 245, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 9.

Særlovgivningen indeholder i et vist omfang tilsvarende bestemmelser. Det gælder således bl.a. skatteforvaltningsloven (den skattepligtiges hjemting) og ekspropriationslovgivningen (ejendommens værneting).

Forslaget om en ny instansordning indebærer, at retsplejelovens § 225 og tilsvarende bestemmelser i særlovgivningen om landsretsbehandling i første instans ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 77, og §§ 6, 13, 15-20, 25-27, 31, 62, 75, 76, 82, 84, 85 og 90.

Værnetingsreglen i retsplejelovens § 240, stk. 2, og de tilsvarende regler i særlovgivningen er imidlertid udtryk for en veletableret ordning, som bør videreføres, således at staten giver møde ved borgerens hjemting i retssager, som borgeren anlægger mod staten.

Det foreslås derfor, at sager om prøvelse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed skal anlægges ved sagsøgerens hjemting, hvis sagsøgeren har hjemting i Danmark. Har sagsøgeren ikke hjemting i Danmark, anlægges sagen i overensstemmelse med den almindelige regel i retsplejelovens § 235, stk. 1, ved sagsøgtes hjemting, hvilket svarer til gældende ret, jf. det gældende § 240, stk. 2, 2. pkt. Endvidere foreslås det gennem en henvisning til retsplejelovens § 245 at lovfæste, at parterne også i sager, der er omfattet af det foreslåede § 240, stk. 2, har mulighed for at aftale et andet stedligt værneting.

Med forslaget udvides værnetingsreglen i forhold til det gældende § 240, stk. 2, til at omfatte alle centrale statslige myndigheder (og ikke kun ministerier og centrale statslige klageinstanser, der har den øverste administrative kompetence til at træffe afgørelse i sager mellem private og det offentlige).

Forslaget omfatter ministerier, styrelser og centrale statslige klageinstanser som f.eks. Naturklagenævnet og Ankestyrelsen, men ikke decentrale statslige myndigheder såsom statsforvaltninger, politidirektører, arbejdsmarkedsregioner og sociale nævn. Selvstændige statslige forvaltningssubjekter, f.eks. Nationalbanken og DR, er heller ikke omfattet af forslaget.

Forslaget omfatter sager om prøvelse af afgørelser truffet af de pågældende statslige myndigheder, men ikke formueretlige sager om eksempelvis kontraktsretlige eller erstatningsretlige tvister. Angår sagen både en prøvelse af en afgørelse og et erstatningskrav for myndighedens adfærd, vil begge krav kunne gøres gældende under en sag anlagt i medfør af den foreslåede § 240, stk. 2, jf. herved retsplejelovens § 249.

Forslaget omfatter både sager anlagt af private og sager anlagt af en anden offentlig myndighed.

Forslaget omfatter kun tilfælde, hvor sagsøgeren har hjemting i Danmark. Da retsplejeloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, omfatter forslaget ikke tilfælde, hvor sagsøgeren har hjemting på Færøerne eller i Grønland.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 (afsnit III) i lovforslagets almindelige bemærkninger."

Ved § 47, nr. 3, i førnævnte lov nr. 538 af 8. juni 2006 blev den hidtil gældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 50 ophævet. Af bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 49 og § 50 fremgik før ophævelsen blandt andet:

"§ 49. Spørgsmål, som er afgjort af Landsskatteretten, kan skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter, at Landsskatteretten har truffet afgørelse. …

§ 50. En sag, der indbringes for domstolene efter § 48 eller § 49, anlægges ved landsretten som 1. instans.
Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds Skatteministeriets modpart har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører gaveafgift, anlægges i den kreds, hvor gavegiveren har hjemting. Sager, der vedrører dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører under. Sager, der anlægges efter stempelafgiftsloven eller lov om afgift af tinglysning og registrering af ejerog panterettigheder m.v., anlægges ved den landsret, i hvis kreds tinglysning eller registrering er sket. Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende. Stk. 3. Har Skatteministeriets modpart ikke hjemting her i landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1."

Af de specielle bemærkninger til § 47, nr. 3, i lovforslag nr. 168 af 1. marts 2006 fremgår:

"Til nr. 3 (§ 50)

Skatteforvaltningslovens § 50 om landsretsbehandling i første instans foreslås ophævet som følge af den foreslåede generelle instansordning, hvorefter de nye, større byretter som udgangspunkt skal behandle alle civile sager i første instans ved domstolene. De pågældende skattesager vil herefter være omfattet af retsplejelovens almindelige regler om saglig kompetence. Sagerne skal således anlægges ved byretten i første instans. Byretten kan henvise en sag til behandling ved landsret i første instans, hvis sagen er af principiel karakter. Der henvises til pkt. 3.2.1 (afsnit III) i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelserne om stedlig kompetence i skatteforvaltningslovens § 50, stk. 2 og 3, foreslås også ophævet. Sager mod staten vil fremover som udgangspunkt skulle anlægges ved sagsøgerens hjemting i medfør af den foreslåede § 240, stk. 2, i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 79."

Ved lov nr. 1376 af 4. december 2017 blev der på ny indsat en § 50 i skatteforvaltningsloven. Skatteforvaltningslovens § 49 og § 50 er herefter sålydende:

"§ 49. Spørgsmål, som er afgjort af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten, kan Skatteministeriet indbringe for domstolene, senest 3 måneder efter at klageinstansen har truffet afgørelse.

§ 50. En sag, der indbringes for domstolene efter §§ 48 eller 49, anlægges ved den retskreds, hvor Skatteministeriets modpart har hjemting ved sagens anlæg, hvis modparten har hjemting i Danmark."

Af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 64 af 11. oktober 2017 fremgår blandt andet:

"1. Indledning
…

Lovforslaget har endvidere til formål at strømline reglerne for værneting ved borgeres indbringelse af afgørelser for domstolene, som er truffet af en klagemyndighed på Skatteministeriets område. Forslaget indebærer, at disse sager som udgangspunkt skal indbringes i den retskreds, hvor borgeren har hjemting. Dermed styrkes borgerens retssikkerhed, idet det i geografisk henseende bliver lettere at indbringe en administrativ afgørelse på skatteområdet for domstolene.

…

2. Lovforslagets formål og baggrund

…

Med nærværende forslag til ændring af skatteforvaltningsloven søges der at rette op på en uhensigtsmæssighed i den nuværende klagestruktur på Skatteministeriets område. Formålet med lovforslaget er, at alle sager om skatte-, toldog afgiftsspørgsmål, der indbringes for domstolene, som udgangspunkt skal anlægges ved den retskreds, hvor Skatteministeriets modpart har hjemting. Forslaget sikrer dermed ensartethed og klare regler for, hvor en retssag på Skatteministeriets område skal anlægges.

Derudover styrkes borgerens retssikkerhed som følge af lovforslaget, idet det i geografisk henseende bliver lettere at indbringe en administrativ afgørelse på skatteområdet for domstolene, fordi sagen som udgangspunkt vil skulle indbringes for borgerens hjemting.

…

3. Lovforslagets indhold

…

Med nærværende forslag til ændring af skatteforvaltningsloven søges ovennævnte utilsigtede konsekvens af den nuværende klagestruktur på Skatteministeriets område ændret. Forslaget vil medføre, at alle sager om skatte-, toldog afgiftsspørgsmål, der indbringes for domstolene, som udgangspunkt skal anlægges ved retten i den retskreds, hvor Skatteministeriets modpart har hjemting. Forslaget vil dermed sikre ensartethed og klare regler for, hvor en retssag på Skatteministeriets område skal anlægges. Derudover styrkes borgerens retssikkerhed som følge af lovforslaget, idet det i geografisk henseende bliver lettere at indbringe en administrativ afgørelse på skatteområdet for domstolene, fordi sagen som udgangspunkt vil skulle indbringes for borgerens hjemting. I de tilfælde, hvor det er Skatteministeriet, der indbringer sagen for domstolene, vil sagen - ligesom i dag - også skulle anlægges ved borgerens hjemting."

Af de specielle bemærkninger til den nye § 50 i lovforslag nr. 64 af 11. oktober 2017 fremgår:

"Efter retsplejelovens § 235, stk. 1, skal retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting. Dette gælder imidlertid ikke i de tilfælde, hvor retssagen vedrører en afgørelse, der er truffet af en central statslig myndighed, hvorefter retssagen skal anlægges ved sagsøgerens hjemting, jf. retsplejelovens § 240, stk. 2. Afgørelser, som ønskes indbragt for domstolene, og hvor Landsskatteretten har været endelig administrativ klageinstans, vil derimod skulle indbringes ved borgerens hjemting. Det betyder, at rette værneting for domstolsprøvelse af en afgørelse truffet af en administrativ myndighed på skatteområdet afhænger af, om afgørelsen er truffet af en central statslig myndighed (Landsskatteretten) eller en decentral myndighed (et skatteankenævn, vurderingsankenævn eller motorankenævn).

Det foreslås, at der i skatteforvaltningsloven indsættes en ny § 50, hvorefter værnetingsreglerne for indbringelse for domstolene af afgørelser, der er truffet på Skatteministeriets område, ensrettes således, at stedet for retssagens anlæg bliver uafhængigt af, om afgørelsen er truffet af Landsskatteretten eller af et skatteankenævn, vurderingsankenævn eller motorankenævn. Med forslaget vil retssager vedrørende afgørelser truffet på skatteområdet, dermed som altovervejende hovedregel skulle anlægges ved borgerens hjemting. Det vil gælde uanset, om det er borgeren selv eller skatteministeriet, der anlægger retssagen.

Den foreslåede bestemmelse skal ses som en særregel for afgørelser truffet på skatteområdet, der supplerer retsplejelovens almindelige regler om retternes stedlige kompetence i civile sager, jf. retsplejelovens kapitel 21. I de tilfælde, hvor modparten ikke har hjemting i Danmark, vil hjemtinget følge af retsplejelovens almindelige regler herom. Det samme gælder for sager, hvor det er Skatteministeriet, der indbringer sagen for domstolene.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 2."

Landsretten afsagde

K E N D E L S E

Landsretten lægger til grund, at A ikke har bopæl her i landet, idet hun efter det oplyste er udrejst til Y1-Land den 5. april 2018.

Efter ordlyden af retsplejelovens § 240 og bestemmelsens forarbejder må retsplejelovens § 240, stk. 2, antages kun at omfatte tilfælde, hvor en borger anlægger sag mod en central statslig myndighed. Skatteministeriet kan derfor ikke i medfør af retsplejelovens § 240, stk. 2, som sagsøger i en retssag mod en borger anlægge sag ved sit eget hjemting.

Det må imidlertid anses for forudsat i skatteforvaltningslovens § 49 og § 50, at Skatteministeriet kan indbringe spørgsmål, som er afgjort af blandt andet Landsskatteretten, for en dansk domstol. Det fremgår ikke udtrykkeligt af hverken skatteforvaltningslovens § 50 eller retsplejelovens almindelige regler, hvilken domstol der er stedlig kompetent i et tilfælde som det foreliggende, hvor den sagsøgte borger efter det oplyste ikke har hjemting i Danmark. Landsretten finder på denne baggrund, at sagen kan behandles ved Københavns Byret, som er Skatteministeriets hjemting. Dette resultat er også bedst stemmende med den tidligere gældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 50, stk. 3.

Landsretten ophæver derfor byrettens dom og hjemviser sagen til byretten til fornyet behandling med henblik på henvisning til Københavns Byret.

Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.

T H I B E S T E M M E S:

Byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.

Kæreafgiften skal betales tilbage.

Sagen sluttet.