Dokumentets metadata

Dokumentets dato:02-04-2020
Offentliggjort:23-04-2020
SKM-nr:SKM2020.169.VLR
Journalnr.:BS-40927/2018-VLR
Referencer.:Ligningsloven
Statsskatteloven
Dokumenttype:Dom


Fri bil - autocamper - rådighed - bevisbyrde - kørselsregnskab kommissionssalg

En hovedanpartshaver havde fået forhøjet sin indkomst, fordi en autocamper havde stået til rådighed for privat benyttelse, og det ikke på behørig vis var dokumenteret, at hovedanpartshaveren var afskåret fra at råde over den. Værdiansættelsen af godet skete efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Under retssagen gjorde Skatteministeriet principalt gældende, at værdiansættelsen skulle ske efter ligningslovens § 16, stk. 4, i stedet for § 16, stk. 3, og subsidiært gjorde ministeriet gældende, at værdien skulle ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3. Hovedanpartshaveren bestred, at § 16, stk. 4, fandt anvendelse, og at der kunne ske beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 3, idet autocamperen ifølge hovedanpartshaveren ikke var benyttet privat.

Landsretten fandt, at den pågældende autocamper ikke kunne anses som et egnet alternativ til en privat bil og derfor ikke var omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Med henvisning til byrettens begrundelse om, at en forudgående autocamper var blevet anvendt privat, og at autocamperen var blevet observeret af en medarbejder fra SKAT to gange på hovedanpartshaverens adresse, men derimod ikke på selskabets adresse under skattemedarbejderens virksomhedsbesøg, fandt landsretten, at det påhvilede hovedanpartshaveren at bevise, at autocamperen ikke var stillet til rådighed for privat benyttelse. Med henvisning til at kørselsregnskabet var udarbejdet efterfølgende og indeholdt en række usikkerheder samt til bevisførelsen i øvrigt fandt landsretten ikke, at hovedaktionæren havde løftet bevisbyrden for, at autocamperen ikke stod til rådighed for privat benyttelse.

Uanset at autocamperen havde været sat til salg i en længere periode, havde autocamperen fortsat været til rådighed for hovedanpartshaveren, og der var på denne baggrund ikke grundlag for at reducere beskatningen.

Skatteministeriets subsidiære påstand blev derfor taget til følge.


Dommen udgives snarest