Dokumentets metadata

Dokumentets dato:17-02-2020
Offentliggjort:23-03-2020
SKM-nr:SKM2020.120.BR
Journalnr.:Retten i Aarhus, BS -45890/2019-ARH:
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Afvisning - tidligere stævning afvist efter retsplejelovens § 349

Sagen vedrørte domstolsprøvelse af en afgørelse fra Landsskatteretten af 22. maj 2019. Stævningen i sagen var indleveret den 15. oktober 2019, og således efter at fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, var udløbet.

Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at sagen skulle realitetsbehandles med henvisning til SKM2002.104.DEP, idet sagsøgeren havde genanlagt sagen uden ufornødent ophold.

Sagsøgeren, som var selvmøder, indbragte første gang Landsskatterettens afgørelse for domstolene ved stævning af 12. august 2019. Ved retsbog af 6. september 2019 afviste retten sagen efter retsplejelovens

§ 349, idet stævningen var uegnet til at danne grundlag for sagen, og idet sagsøgeren ikke indenfor rettens frist havde udbedret stævningen.

Sagsøgeren indbragte på ny Landsskatterettens afgørelse for domstolene den 19. september 2019. Ved retsbog af 8. oktober 2019 afviste retten sagen efter retsplejelovens § 349, idet stævningen ikke var egnet til at danne grundlag for sagen.

Skatteministeriet gjorde på denne baggrund gældende, at Landsskatterettens afgørelse var for sent indbragt, idet en mangelfuld stævning, der afvises af retten efter retsplejelovens § 349, ikke har afbrudt søgsmålsfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Retten fandt, at sagen ikke var indbragt indenfor søgsmålsfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, hvorfor sagen skulle afvises. Retten udtalte samtidig, at det forhold, at sagsøgeren to gange tidligere havde anlagt sagen, ikke kunne føre til et andet resultat, idet disse sager var blevet afvist.


Parter

H1

mod

Skatteministeriet Departementet

Denne afgørelse er truffet af retsassessor

Birthe V. Jespersen

Sagens oplysninger

Sagsøgeren, H1, har den 15. oktober 2019 anlagt sag mod sagsøgte, Skatteministeriet Departementet med påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1s overskud af virksomheden i år 2012 skønsmæssigt skal fastsættes til 189.343 kr., og at overskuddet af virksomheden i år 2013 skal fastsættes til 136.228 kr.

Skatteministeriet har påstået afvisning af sagen, subsidiært frifindelse. Denne dom vedrører alene afvisningsspørgsmålet.

Parternes synspunkter

Til støtte for sin påstand har sagsøgeren navnlig anført, at han to gange tidligere har anlagt sagen, men at det skyldes tekniske vanskeligheder med sagsportalen, at disse blev afvist, og at sagens øvrige oplysninger taler for en genoptagelse af sagen.

Til støtte for sin principale påstand har Skatteministeriet navnlig anført, at sagen er anlagt for sent, da sagen vedrører en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 22. maj 2019.

Rettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten traf den 22. maj 2019 afgørelse om skatteansættelsen af overskuddet af sagsøgers virksomhed for indkomstårene 2012 og 2013. Denne retssag er således efter sagsøgers påstand en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. punktum, at en endelig administrativ afgørelse ikke kan indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Da denne sag først er anlagt på www.minretssag.dk den 15. oktober 2019, er sagen indbragt mere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet af Landsskatteretten.

Der er ikke for domstolene hjemmel til at vurdere, hvorvidt der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde undskyldelig en afvigelse fra den absolutte frist i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Det forholdt, at sagsøger to gange tidligere har anlagt sagen, kan ikke føre til andet resultat, da disse sager blev afvist.

Da sagen således først anses anlagt den 15. oktober 2019, er søgsmålsfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. punktum, ikke overholdt, hvorfor sagen afvises.

Efter sagens udfald skal H1 betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 6.700 kr. inkl. moms. Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T H I K E N D E S F OR R E T:

Sagen afvises.

H1 skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 6.700 kr.