Dokumentets metadata

Dokumentets dato:24-07-2019
Offentliggjort:27-02-2020
SKM-nr:SKM2020.86.SANST
Journalnr.:14-4334162
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Afgørelse

Omkostningsgodtgørelse - Forelagt brancheorganisation

Sagen vedrørte vurderingen af rimeligheden af størrelsen af et faktureret honorar på 174.125 kr., eksklusive moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med iværksættelsen af syn og skøn i en klagesag ved et skatteankenævn. Skatteankestyrelsen fandt, at det var med rette, at SKAT alene havde godkendt omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 100.000 kr., eksklusive moms. Skatteankestyrelsen lagde vægt på, at en kendelse fra den sagkyndiges brancheorganisation, om rimeligheden af størrelsen af det fakturerede honorar, bør tillægges betydeligt vægt i forbindelse med rimelighedsvurderingen.

Klageren (R1) har fået udbetalt omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 174.125 kr., ekskl. moms, for at yde sagkyndig bistand i forbindelse med iværksættelse af syn og skøn i en klagesag ved et skatteankenævn på vegne af A.

SKAT (nu Skattestyrelsen) har alene godkendt omkostningsgodtgørelse med 100 % af 100.000 kr., ekskl. moms, da det medgåede timeforbrug ikke er anset for rimeligt, og har krævet tilbagebetaling af 74.125 kr., ekskl. moms.

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger vedrørende den underliggende skattesag
A (herefter den godtgørelsesberettigede) og hans ægtefælle (B) etablerede i 19xx […]- og […]virksomheden H1. H1 beskæftigede sig primært med arkitektvirksomhed i forbindelse med […] og derudover med […]virksomhed.

Skattecenter […] forhøjede ved afgørelse af 31. maj 2010 den godtgørelsesberettigedes skatteansættelser for indkomstårene 2006 og 2007 med henholdsvis 3.504.649 kr. og 3.068.365 kr. Forhøjelserne skyldtes blandt andet, at SKAT ikke anså den godtgørelsesberettigedes underskud fra arkitektvirksomhed som fradragsberettiget. Afgørelsen blev den 24. august 2010 påklaget til Skatteankenævn […] af advokatfirmaet R1 (nu - og i det følgende benævnt - R1) på vegne af den godtgørelsesberettigede.

R1 nedlagde påstand om, at den godtgørelsesberettigedes skattepligtige indkomst for årene 2006 og 2007 skulle nedsættes med henholdsvis 2.087.703 kr. og 2.040.246 kr.
Som begrundelsen for nedsættelserne anførte R1:

"[…]

Til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende, at den af A drevne virksomhed, H1, i det hele må anses som en erhvervsmæssig virksomhed i skattelovgivningens forstand.

Det gøres herved nærmere gældende, at virksomheden opfylder samtlige de i skattelovgivningen stillede krav for at anerkende virksomheden som erhvervsmæssig. Den omstændighed, at virksomheden har ofret betydelige ressourcer på et udviklingsarbejde, som endnu ikke har båret frugt, indebærer selvsagt ikke, at virksomheden fortaber sit erhvervsmæssige islæt.

Disse synspunkter uddybes nærmere i det følgende.

2.1. Krav til den erhvervsmæssige virksomhed

Spørgsmålene, om hvornår der foreligger en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand, og om en given aktivitet må anses som erhvervsmæssig eller som en blot og bar hobby for den enkelte skatteyder, er ikke nærmere defineret i lovgivningen, men beror efter den omfangsrige praksis på området på en konkret vurdering af en lang række faktiske omstændigheder i den enkelte sag.

Kernen i begrebet erhvervsmæssig virksomhed er, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. Den erhvervsmæssige virksomhed er herudover kendetegnet ved, at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort periode, samt at virksomheden ikke er af ganske underordnet omfang.

Helt i overensstemmelse hermed står da også det centrale udsagn i Ligningsvejledningen om, at den erhvervsmæssige virksomhed "er en virksomhed eller en aktivitet, for hvilken indtægtserhvervelsen er det afgørende formål for skatteyderen", se herved Ligningsvejledningen, afsn. E.A.1.2.1.

Den erhvervsmæssige virksomhed vil således - som angivet i Ligningsvejledningen - være indrettet på den systematiske indtægtserhvervelse, dvs. det afgørende formål er den fortjeneste, der kan opnås.

Traditionelt peges ved den skattemæssige vurdering på en række standardmomenter, der hver især med varierende styrke anses at pege i retning af erhvervsmæssig virksomhed. Dette gælder også for Ligningsvejledningen, hvor der fremhæves de nedenangivne momenter. Ligningsvejledningen er på dette punkt udtryk for en videreførelse af de tidligere gældende cirkulæreudtalelser på området, der over tid er blevet tiltrådt ikke blot i administrativ praksis, men tillige af domstolene:

De relevante momenter, der således har været lagt vægt på, har bl.a. været:

- om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud (er rentabel)

- om virksomhedens underskud er forbigående, f.eks. indkøringsvanskeligheder, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud

- om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt budgetter mv.

- om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet

- om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle øvrige indtægtsgivende erhverv

- om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden

- om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver til privat brug

- om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse

- om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art

- om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er gældende for det pågældende erhverv

- om virksomheden i givet fald kunne sælges til tredjemand, dvs., om den trods hidtidigt underskud i tredjemands øjne måtte have potentiel indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet.

I Ligningsvejledningen fremhæves i denne forbindelse udtrykkeligt, at ingen af disse kriterier i sig selv er afgørende for vurderingen af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Dette angives at afhænge bl.a. af hvilken type virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til grund i mange afgørelser.

2.1.1. Virksomhedens rentabilitet

Centralt i den foreliggende sag står spørgsmålet om virksomhedens rentabilitet. Der henvises herved til Deres agterskrivelse af 12. marts 2009.

Rentabilitetskriteriet indebærer, at der stilles et krav om overskud på den primære drift, et krav om en rimelig forrentning af den investerede egenkapital og om arbejdsindsats. Rentabilitetskravet er således det objektive udtryk for, at den grundlæggende betingelse for at antage eksistensen af en erhvervsmæssig virksomhed - at indtægtserhvervelsen er det afgørende formål for skatteyderen - er opfyldt.

Som udtrykkeligt anført i Ligningsvejledningen, afsn. E.A.1.2.2., er det ikke til hinder for at antage, at der foreligger en erhvervsmæssig virksomhed, selv om virksomheden er underskudsgivende i en periode.

Må det lægges til grund, at virksomheden er etableret og drevet med forsvarlig drift for øje, og at indtægtserhvervelsen er det afgørende formål for skatteyderen, er der tale om en erhvervsmæssig virksomhed i skattelovgivningens forstand. Dette gælder, selv om virksomheden de facto er underskudsgivende i en periode.

I grænsetilfælde vil der kunne henses til selve virksomhedens karakter. Er der tale om en virksomhedstype med en nær forbindelse til hobby- eller interesseprægede aktiviteter, kræves en højere grad af dokumentation for, at der er tale om professionel drift af virksomhed, ligesom overvejelser om virksomhedens intensitet vil blive inddraget.

2.2. Den foreliggende sag

Når bortset fra den omstændighed, at […]- og […]virksomheden H1 har været underskudsgivende i en periode, kan det i den foreliggende sag umiddelbart lægges til grund, at samtlige øvrige støttemomenter for at kvalificere virksomheden som erhvervsmæssig er opfyldt i den foreliggende sag.

Først og fremmest kan her peges på, at A og ægtefællen B helt utvivlsomt opfylder de faglige krav til drift af virksomheden, hvorved bemærkes, at virksomhedens drives inden for ægtefællernes fagområde.

I forlængelse heraf bemærkes, at det umiddelbart kan lægges til grund, at virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er gældende for området.

Ligeledes kan peges på, at virksomhedens omfang og intensitet ligger langt ud over det niveau, der kræves for at antage, at en virksomhed har erhvervsmæssig karakter.

For det fjerde bemærkes, at der ikke foreligger noget sagligt grundlag for at antage, at A har andre formål end rent erhvervsmæssige formål med virksomheden. Der er således intet grundlag for at antage, at virksomheden drives af hensyn til en ideel interesse i fagets udførelse eller lignende. Ej heller er der grundlag for at antage eller overhovedet mulighed for, at virksomheden drives med det formål at anvende de ved virksomheden fremkomne aktiver til private formål.

Endelig bemærkes, at der ikke er grundlag for at antage, at driftsformen må anses som usædvanlig for virksomheder af denne type. Der begæres ved nærværende syn & skøn vedrørende den professionelle tilrettelæggelse og drift af H1.

Tilbage står herefter spørgsmålet, om hvorvidt den omstændighed, at […]- og […]virksomheden i en periode har været underskudsgivende, i den foreliggende sag kan begrunde, at virksomheden nu kvalificeres som en ikke-erhvervsmæssig virksomhed i skattelovgivningens forstand.

Det gøres her gældende, at det forhold, at virksomheden har været underskudsgivende, ikke giver grundlag for at foretage en sådan omkvalifikation:

Som det fremgår af redegørelsen for sagens faktiske omstændigheder, skal de senere års underskud ved driften af virksomheden i det væsentligste henføres til det udviklingsarbejde, der i virksomheden er foretaget i forbindelse med udvikling, dels af […] og dels af […].

Opgavernes art, udvikling af […], indebærer således i sig selv, at virksomheden i udviklingsfasen i sagens natur ikke kan realisere en omsætning og dermed frugtbargøre de investerede ressourcer.

H1 adskiller sig ikke herved fra andre udviklingsvirksomheder, herunder eksempelvis virksomheder inden for medicinalvarebranchen og it-branchen, hvor der investeres betydelige ressourcer i udviklingsprojekter, der måske - eller måske ikke - bliver indtægtsgivende.

Det gøres i den forbindelse gældende, at de afholdte omkostninger i hvert fald ikke overstiger, hvad der må anses som normale og sædvanlige omkostninger for udviklingsprojekter af den omhandlede karakter og størrelse. Der begæres ved nærværende syn og skøn med henblik på at fastslå, hvad der må anses som normale og sædvanlige omkostninger for et tilsvarende udviklingsprojekt.

Det gøres videre gældende, at såfremt A - der hidtil har indtægtsført virksomhedens indkomst efter hovedreglen for liberale erhverv, jf. ligningsvejledningen afsn. E.B.2.6.2.2. - i stedet havde aktiveret værdien af de i sagen omhandlede […]opgaver, ville virksomheden ikke udvise et underskud, men derimod et overskud. Der tages herved forbehold for syn og skøn med henblik på at fastslå værdien af de omhandlede udviklingsarbejder i forbindelse med en aktivering af disse.

At det allerede udførte udviklingsarbejde endnu ikke er blevet frugtbargjort, skyldes videre omstændigheder, der var upåregnelige for A.

Som det således fremgår af sagens faktiske omstændigheder, havde A forud for udviklingsprojektets påbegyndelse undersøgt, om der var interesse i branchen for et sådant produkt, ligesom det fornødne kontraktgrundlag var på plads. Det bemærkes herved, at såvel G1 som G2 må anses som absolut professionelle aktører i denne branche. Det samme gælder for G3, der er en af verdens største og mest professionelle aktører på sit område.

Ligeledes viste As egne hidtidige erfaringer med […], at der var et marked for disse produkter.

At G2 undervejs fik økonomiske vanskeligheder, der som bekendt er kulmineret for nylig, havde A ingen mulighed for at forudse.

Det samme gælder, for så vidt angår det senere forløb vedrørende udviklingen af […] for producenten G3.

Det gøres på denne baggrund gældende, at H1 i relation til den skatteretlige vurdering og kvalifikation af virksomheden som erhvervsmæssig i de omtvistede indkomstår, 2006 og 2007, må anses som overskudsgivende i driftsøkonomisk henseende, og i det hele skal bedømmes herefter.

Selv om det imidlertid måtte antages, at virksomheden må anses som underskudsgivende i driftsøkonomisk sammenhæng, er der ikke af denne årsag grundlag for at omkvalificere virksomheden fra en erhvervsmæssig virksomhed til en hobbyvirksomhed."

Vedrørende sagens videre forløb anførte R1 i klagen blandt andet:

"Med henvisning til skatteforvaltningslovens § 47 begæres herved syn og skøn vedrørende driften arkitektvirksomheden H1. Med henvisning til udtrykkeligt Den Juridiske Vejledning, afsn. A.A.11.2.8. skal vi i denne forbindelse venligst anmode Landsskatteretten om forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifterne til afvikling af syn og skøn i sagen, idet et sådant syn og skøn må antages at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på anden måde."

Skatteankenævn […] gav ved brev af 11. oktober 2010 tilsagn om fuld dækning af udgifter til syn og skøn vedrørende driften af H1.

R1 begærede den 15. marts 2011 [byretten] om syn og skøn uden retssag i henhold til skatteforvaltningslovens § 47. Begæringen udgjorde 31 sider inklusiv en bilagsoversigt på 158 bilag. Endvidere var der vedlagt et syns- og skønstema på fem sider, som indeholdt 24 spørgsmål.
R1 trak ved brev af 9. september 2011 klagen til skatteankenævnet tilbage. R1 oplyste i brevet, at klagen blev tilbagekaldt som følge af, at den godtgørelsesberettigede var blevet alvorligt syg.

Faktiske oplysninger vedrørende ansøgning om omkostningsgodtgørelse
R1 ansøgte på vegne af den godtgørelsesberettigede om omkostningsgodtgørelse dels for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet vedrørende skatteansættelserne for indkomstårene 2006 og 2007 og dels for udgifter til iværksættelse af syn og skøn i forbindelse med klagen.

For så vidt angår udgifterne til iværksættelse af syn og skøn, ansøgte R1 ved brev af 26. september 2011 på den godtgørelsesberettigedes vegne SKAT om omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 217.656,25 kr., inkl. moms, til syns- og skønsomkostninger i tilknytning til sagens behandling ved et skatteankenævn. Det fremgik af ansøgningsblanketten, at der ikke var udbetalt godtgørelse tidligere, at der ikke ville fremkomme yderligere ansøgning ved samme instans senere, at skatteankenævnet ikke havde truffet afgørelse, og at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til bistandsyder.

Ansøgningen var blandt andet vedlagt en faktura af 11. juli 2011 (faktura nr.: 38865). Heraf fremgik blandt andet følgende:

"Sag vedrørende

Deres skatteansættelse for indkomstårene 2006 og 2007

Beskrivelse Debet Kredit

Honorar i henhold til vedlagte arbejdsbeskrivelse 174.125,00
25% moms af 174.125,00 43.531,25
Advokatfirmaets tilgodehavende 217.656,25"

Af arbejdsbeskrivelsen fremgår det bl.a.:

"[…]
Iværksættelse af syn og skøn

2. Medgået tid
Advokatfirmaets assistance i den omhandlede periode er udført af henholdsvis advokat y og advokat z.

Advokatfirmaets samlede ressourceanvendelse i den omhandlede periode er på baggrund af det registrerede tidsforbrug samt Advokatfirmaets vejledende timesatser for de pågældende jurister opgjort således:

[…]

Iværksættelse af syn og skøn

Jurist

Juristtimer

Vejledende timesats

Vejledende salgspris

Advokat y

12,75

3.500

44.625

Advokat z

37

3.500

129.500

I alt

49,75

-

174.125

[...]
"

SKAT traf afgørelse vedrørende den godtgørelsesberettigedes ansøgning om omkostningsgodtgørelse den 25. januar 2012. SKAT imødekom ansøgningen vedrørende udgifter i forbindelse med iværksættelse af syn og skøn fuldt ud og udbetalte 100 % af et beløb på 174.125 kr., ekskl. moms, til R1, da kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til bistandsyderen. SKAT tog ved udbetalingen forbehold for eventuel tilbagebetaling, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3. Beløbet blev udbetalt ekskl. moms, selvom R1 havde ansøgt om beløbet inkl. moms. Det fremgår af afgørelsen, at ansøgeren var momsregistreret og derfor havde fradrag for den indgående moms af sagsomkostningerne efter momslovens regler, hvilket blev oplyst til og accepteret af R1.

SKAT klagede den 25. januar 2012 til Advokatnævnet over det af R1 fakturerede honorar på 174.125 kr., ekskl. moms, for udgifter til syn og skøn i forbindelse med klagen til Skatteankenævnet.

I klagen anførte SKAT blandt andet følgende:

"SKATs anbringender
SKAT mener ikke, at de anvendte 49,75 timer og dermed honorarets størrelse er rimeligt vedrørende syns- og skønssagen, idet timerne kun vedrører det indledende arbejde og der ikke er indgivet begæring om syn og skøn til retten, da klagen er tilbagekaldt og set i forhold til at advokaten ifølge medsendt materiale har anvendt 2,08 timer på selve klagen til Skatteankenævnet.

Det er ligeledes SKATs vurdering, at det anvendte timeforbrug ikke er rimeligt set i forhold til en faktureret timeløn på 3.500 kr. til de tilknyttede advokater i sagen, da det må forventes, at advokaterne har en vis ekspertise og indsigt i sagen.

Af Skatteforvaltningslovens § 55 fremgår det, i hvilke tilfælde der ydes omkostningsgodtgørelse.

Det er derfor SKATs opfattelse, at R1 ikke burde anvende det forbrugte timeantal og anser ikke et honorar på 174.125 kr. excl. moms for rimeligt."

R1 afgav i brev af 20. marts 2012 følgende bemærkninger til Advokatnævnet:

"[…]

Jeg forstår SKAT […] førnævnte skrivelse således, at der klages over honorarnota 38865 af 11. juli 2011, og således, at der klages over det anvendte tidsforbrug, der ligger til grund for honorarnotaen.

Mine følgende bemærkninger knytter sig følgelig til dette forhold.

[…]

2. Synspunkterne i sagen

SKAT har til støtte for den indgivne klage gjort gældende, at det anvendte tidsforbrug på 49,75 timer ikke er rimeligt.

SKAT har i den forbindelse fremført følgende synspunkter:

2.1.

at timerne kun vedrører det indledende arbejde,

2.2.

at der ikke er indgivet begæring om syn og skøn til retten, da klagen er tilbagekaldt, og

2.3.

at den foreliggende fakturering skal ses i forhold til, at advokaten ifølge medsendt materiale har anvendt 2,08 timer på selve klagen til Skatteankenævnet.

2.4.

at det anvendte timeforbrug ikke er rimeligt.

Som allerede anført indledningsvist er jeg ikke enig i disse synspunkter. Den foreliggende fakturering fastholdes således fuldt ud.

lndledningsvist bemærkes, at faktureringen ved honorarnota 38865 som allerede nævnt er foretaget på grundlag af den som bilag F vedlagte time/sagsudskrift. Jeg kan uddybende oplyse, at time/sagsudskriften er baseret på daglige registreringer, og jeg vil ordensmæssigt tilføje, at der udvises en endog meget stor omhu i henseende til en korrekt og retvisende registrering.

Vedrørende særligt SKAT's synspunkter i sagen bemærkes følgende:

Ad 2.1. Den medgåede tid vedrører indledende arbejde

SKAT har for det første anført det synspunkt, at den medgåede tid alene vedrører det indledende arbejde.

Dette synspunkt bestrides ud fra flere betragtninger:

For så vidt der fra SKAT's side med dette synspunkt sigtes til, at der er tale om et indledende skridt uden væsentlig betydning for en senere behandling af sagens materielle spørgsmål, bestrides det, at udarbejdelse af syns- og skønsrekvisition samt syns- og skønstema er udtryk for et ''indledende sagsskridt'.

Udformningen og indholdet af et syns- og skønstema i sager som den foreliggende har afgø rende betydning for sagens udfald. Skattemyndighederne og domstolenes praksis for afgørelse af sager på dette område viser således entydigt,

at

manglende iværksættelse af et syn og skøn som altovervejende hovedregel (næsten undtagelsesfrit) tabes på grund af bevisnød, og

at

sager, hvor der afvikles syn og skøn, vil blive afgjort i overensstemmelse med ud faldet af syns- og skønsrapporten.

Det kan tilføjes, at administrativ praksis og domstolspraksis på dette område er massiv.

lværksættelse af et syn og skøn er således helt centralt i denne sagskategori.

Hertil kun føjes, at når en klageinstans giver forhåndstilsagn om at dække omkostningerne ved syn og skøn, er dette selvsagt på baggrund af en vurdering af betydningen af et syn og skøn for sagens udfald.

Videre fremhæves, at udformningen af syns- og skønstemaet aktualiserer undersøgelser og overvejelser vedrørende samtlige de materielle synspunkter, som sagen måtte give anledning til. Af samme grund er den væsentligste arbejdsbyrde af juridisk karakter ved sagens behandling knyttet til netop udarbejdelsen af syns- og skønstemaet.

Det bestrides på denne baggrund. at udarbejdelse af syns- og skønsrekvisition samt syns- og skønstema er udtryk for et ''indledende sagsskridt", for så vidt der fra SKAT's side hermed menes at der er tale om et indledende skridt uden væsentlig betydning for en senere behandling af sagens materielle spørgsmål.

For så vidt der med SKAT's bemærkning om, at der er tale om indledende arbejde, sigtes til, at det udførte arbejde i tidsmæssig sammenhæng er placeret som de første sagsbehandlingsskridt og ikke de sidste sagsbehandlingsskridt ved sagens behandling for en klageinstans eller ved domstolene, gøres gældende, at den tidsmæssige placering af det udførte arbejde er uden betydning for adgangen til at afregne det udførte arbejde.

Ad. 2.2 Der er ikke indgivet begæring om syn og skøn til retten, da klagen er tilbagekaldt

SKAT har støtte for klagen dernæst henvist til, at der ikke er indgivet begæring om syn og skøn til retten, da klagen er tilbagekaldt.

Dette synspunkt savner efter min bedste opfattelse et reelt indhold.

For det første er det arbejde, der for en advokat er forbundet med iværksættelse af et syn og skøn, knyttet til udformningen af syns- og skønsrekvisitionen og - navnlig - syns- og skønstemaet. Ikke sjældent opstår der strid med SKAT om, hvilke spørgsmål, der er relevant m. v. I en konkret sag for en børsnoteret virksomhed tog det mere end 3 år og flere formalitetsprocedurer at nå til enighed om spørgsmålenes udformning.

Den fysiske fremsendelse af syns- og skønsrekvisition samt syns- og tema i en konkret sag til den rette domstol er et arbejde placeret på sekretærniveau, og giver efter Advokatfirmaets praksis end ikke anledning til fakturering.

Dernæst bemærkes, at det - undertegnede bekendt - ingensinde har været en betingelse for fakturering af udført arbejde, at procesdokumenter er fremsendt til den relevante retsinstans. Hverken lovgivningen eller de advokatetiske regler fører således frem til, at en advokat mister krav på honorering af udført arbejde, hvis en klient under sagens behandling træffer beslutning om at stoppe en verserende sag som følge af klientens egne forhold. I den foreliggende sag har A og hustruen B valgt at standse sagen som følge af As sygdom, jf. bilag C. Det ligger i sagens natur, at Advokatfirmaet ikke bærer risikoen for en sådan beslutning. Det allerede udførte arbejde ville følgelig ville blive afregnet, hvad enten det udførte arbejde skulle betales af A eller af staten efter reglerne om omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningslovens kap. 19.

For det tredje kan henvises til, at et synspunkt om, at procesdokumenter skal have været fremsendt til den relevante retsinstans som betingelse for, at der kan ske fakturering af det med procesdokumentets udfærdigelse forbundne arbejde, ikke ses at være begrundet i saglige forhold, og i øvrigt er egnet til at medføre en helt unødig ressourceanvendelse hos domstolene.

2.3. Den foreliggende fakturering skal ses i forhold til, at advokaten ifølge medsendt materiale har anvendt 2,08 timer på selve klagen til Skatteankenævnet.

SKAT har som begrundelse for den indgivne klage for det tredje henvist til, at den foreliggende fakturering skal ses i forhold til, at advokaten ifølge medsendt materiale har anvendt 2,08 timer på selve klagen til Skatteankenævnet.

Det står efter min bedste opfattelse ikke ganske klart, hvad der sigtes til med dette udsagn.

Såvel faktura nr. 38863, jf. bilag D, som faktura nr. 38865, jf. bilag E, er opgjort på grundlag af den registreret tid, jf. bilag F.

Det til grund for fakturaerne udførte arbejde har endvidere ingen sammenhæng: Som allerede oplyst, er den indgivne klage, jf. SKAT's bilag 6, udarbejdet på grundlag af de omfattende procesdokumenter, der blev udarbejdet til brug for sagens behandling ved Skattecenter […]. Den senere udarbejdede syns- og skønsrekvisition med tilhørende syns- og skønstema er et nyt stykke arbejde af en ganske anden karakter.

Og forholdet er vel næppe det, at den omstændighed, at der udføres et behersket stykke arbejde på 2,08 juristtimer, der aflejrer sig i en behersket afregning, jf. bilag D, er præjudicerende for omfanget af faktureringen af senere udført arbejde, jf. bilag E.

For så vidt SKAT's synspunkt skal forstås som en antydning af, at Advokatfirmaet, dvs. undertegnede, har foretaget en omfordeling af registreret tid, må jeg ganske enkelt på det skarpeste tage afstand herfra. SKAT bør i så fald komme med en klar udmelding herom. Der er i så fald tale om en klar overtrædelse af straffeloven. Og er det ovenanførte SKAT's opfattelse, og er denne grundløs, er der fra SKAT's side tale om en overtrædelse af straffeloven. Vi skal følgelig anmode Advokatnævnet anmode SKAT om en klar tilkendegivelse om dette forhold.

Ad 2.4. Det anvendte timeforbrug er ikke rimeligt

SKAT har som begrundelse for den indgivne klage for det fjerde anført, at det anvendte timeforbrug ikke er rimeligt set i forhold til en faktureret timeløn på 3.500 kr. til de tilknyttede advokater i sagen, da det må forventes, at advokaterne har en vis ekspertise og indsigt i sagen.

Vedrørende dette synspunkt henvises til den som bilag F vedlagte time/sagsudskrift. Som det fremgår, er 27,25 timer af den fakturerede tid på 49,75 timer anvendt på mødeafvikling i virksomheden i by Y1.

Det kan supplerende oplyses, at der er tale om en principiel sag af stor økonomisk og personlig betydning for A, og at sagen bl.a. har nødvendiggjort en række teoretiske undersøgelser, herunder udsondring og gennemgang af relevant praksis blandt den meget omfattende administrative praksis og domstolspraksis på området, samt gennemgang og vurdering af det endog meget omfattende sagsmateriale samt meddelte oplysninger på de respektive møder i forhold til iværksættelse af et syn og skøn, herunder koncipering af syns og skønstemaet.

2.5 Sammenfatning

Som jeg anførte indledningsvist, er jeg ikke enig i den indgivne klage, og den foreliggende fakturering fastholdes således fuldt ud.

[…]"

Advokatnævnet traf afgørelse den 25. april 2014 over SKATs klage over R1s honorar på 174.125 kr., ekskl. moms. Af kendelsen fremgik blandt andet følgende:

"Efter retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Det opkrævede salær skal ses i forhold til bl.a. sagens betydning og værdi for klienten, sagens udfald, arten og omfanget af det arbejde, advokaten har udført, og det med sagen forbundne ansvar.

På baggrund af, at en betydelig del af den fakturerede tid er anvendt på transport og deltagelse i møder hos klienten, hvor to af R1s specialister deltog på samme tid, hvilket medførte en mødepris på ca. 56.000 kr. ekskl. moms for afholdelse af et møde med klienten den 6. januar 2011, og en mødepris på omkring 40.000 kr. ekskl. moms for møde afholdt den 7. april 2011, sammenholdt med de øvrige anførte parametre, finder Advokatnævnet, at det opkrævede salær på 174.125 kr. ekskl. moms ikke kan anses for rimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2, og Advokatnævnet nedsætter således i medfør af retsplejelovens § 146, stk. 1, skønsmæssigt det samlede salær til 100.000 kr. ekskl. moms.

Advokatnævnet pålægger R1 at betale det eventuelt for meget modtagne salær tilbage til SKAT […] inden 4 uger. Ud over salæret skal R1 betale renter af beløbet. Renten er sædvanlig procesrente; det vil sige Nationalbankens udlånsrente med tillæg af 7 % (dog 8 %, hvis advokaten har modtaget salæret efter 1. marts 2013). Udlånsrenten kan oplyses af pengeinstitutterne. Beløbet skal forrentes fra det tidspunkt, hvor R1 modtog beløbet som betaling, til det tidspunkt, hvor R1 betaler beløbet tilbage.

Herefter bestemmes:
R1s salær på 174.125 kr. ekskl. moms nedsættes til 100.000 kr. ekskl. moms."

SKATs afgørelse
SKAT har alene godkendt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med syn og skøn ved klagen til skatteankenævnet med et samlet beløb på 100.000 kr., ekskl. moms, og har krævet tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse på i alt 74.125 kr. ekskl. moms tilbagebetalt.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

"SKAT er af den opfattelse, at advokatfirmaets honorarkrav ikke er rimeligt, jf. skatteforvaltningslovens § 57. Det drejer sig bl.a. om antallet af anvendte timer og sagens resultat. Vi henviser endvidere til SKATs påstande og anbringende i vores klage til Advokatnævnet af 25. januar 2012.

Vi er derfor enige i Advokatnævnet kendelse af 25. april 2014, hvorefter det godtgørelsesberettigede beløbet nedsættes til 100.000 kr. excl. moms. Da SKAT har udbetalt 174.125 kr. i godtgørelse kræver SKAT 74.125 kr. tilbagebetalt, der i første omgang opkræves hos R1 (CVR nr. […].)"

Klagerens opfattelse
Det er R1s opfattelse, at den godtgørelsesberettigede er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til syn og skøn i forbindelse med klagen ved skatteankenævnet, med et beløb på i alt 174.125 kr., ekskl. moms.

Det er til støtte for påstanden anført:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende, at ingen af de af SKAT anførte synspunkter, i første række henholdsvis antallet af anvendte timer og sagens resultat, jf. nærmere SKAT's afgørelse s. 2, 5. afsn., giver grundlag for en nedsættelse af den ansøgte omkostningsgodtgørelse.

Der foreligger heller ikke i øvrigt grundlag for at reducere den i sagen omhandlede omkostningsgodtgørelse.

Helt foreløbigt gøres herved nærmere gældende, for det første, at skatteyderen såvel efter ordlyden af som forarbejderne til skatteforvaltningslovens kap. 19 om omkostningsgodtgørelse selv vælger art og omfang af den bistand, som skatteyderen anvender til førelse af en given klage- eller domstolssag.

I mangeårig praksis på området er det således anerkendt, at flere advokater kan deltage i behandlingen af en og samme konkrete sag, og at omkostningsgodtgørelse følgelig udbetales vedrørende udgifter til bistand fra flere advokater.

Skatteyderen i nærværende sag, A, har i denne sag valgt og betinget sig, at bistanden ydes af y og z i forening.

Denne bistand adskiller sig ikke fra tidligere bistand ydet af Advokatfirmaet til A, herunder fra de senere år på fagområder uden forbindelse til skatte- eller afgiftsretlige problemstillinger. Senest blev en sådan sag, dvs. en sag på et helt andet fagområde, afsluttet i 2009.
Sammensætningen af rådgivere skal ses i lyset af, at de to rådgivere, henholdsvis y og z, har varetaget forskellige opgaver ved sagens behandling, og at A, der har været klient hos y såvel forud for som i hele Advokatfirmaets levetid, er nøje bekendt med denne arbejdsdeling.

Det kan tilføjes, at Advokatfirmaet - sideløbende med ovenomtalte sager - har varetaget yderligere sager for A, hvor rådgiverne har omfattet y og andre jurister end z.

Dernæst gøres gældende, at den i sagen omhandlede afvikling af møder på As forretningsadresse på ejendommen adresse Y1, by Y1, har været nødvendiggjort af sagens karakter, således at forstå, at den materielle skattesag drejede sig, hvorvidt As […] og […]virksomhed, herunder virksomhed med salg af […]produkter, måtte anses som en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand eller - som antaget af SKAT - en hobbyvirksomhed i skatteretlig forstand. Et nærmere kendskab til sagens faktiske forhold - hvilket var afgørende for ud formningen af syns- og skønstemaet i den foreliggende sag - fordrede således i denne sag et faktisk kendskab til virksomheden, der ikke kunne opnås på anden og mere hensigtsmæssig måde end ved en mødeafvikling på forretningsadressen.

De omhandlede møder har endvidere omfattet As revisor, seniorkonsulent ved R2, […], by Y2, hvorfor en mødeafvikling af denne grund hensigtsmæssigt kunne ske på forretningsadressen.

For det tredje gøres nærmere gældende, at den materielle skattesag må anses som principiel, idet den omhandlede skattesag så vidt ses er den første sag i praksis, hvor skattemyndighederne har sat spørgsmålstegn ved den skatteretlige kvalifikation af en virksomhed, uanset at virksomheden gennem en årrække stedse har omfattet 5 - 10 ansatte, og uanset at As arbejde har opnået international anerkendelse.

For det fjerde gøres gældende, at den omstændighed, at klagesagen standses før tid som følge af As alvorlige og langvarige sygdom med henvisning til, at A ikke havde kræfter til - under disse omstændigheder - at medvirke til sagens oplysning og udredning gennem et omfattende syn og skøn, hverken efter ordlyden af eller forarbejderne til skatteforvaltningslovens kap. 19 ses at have nogen relevant betydning for udmålingen af omkostningsgodtgørelse. Det kan tilføjes, at en lægeerklæring henholdsvis udskift af hospitalsjournaler vedrørende ovennævnte selvsagt kan tilvejebringes, hvis Landsskatteretten måtte ønske dette.

For det femte gøres gældende, at sagsgenstanden i den foreliggende sag er betydelig og har vidtrækkende konsekvenser for A. For de involverede indkomstår, henholdsvis 2006 og 2007, drejede sagen sig om indkomstforhøjelser på henholdsvis 2.087.703 kr. og 2.040.246 kr. Som følge af sagens karakter, dvs. den skatteretlige kvalifikation af den af A drevne virksomhed, har sagens udfald tillige og forventeligt haft direkte og umiddelbare konsekvenser for ligningen af A for de efterfølgende indkomstår, foreløbigt for indkomstårene 2008 - 2013. Det er for indeværende vort bedste skøn, at sagen således drejer sig om ansættelsesændringer på ikke under 16 mio. kr."

R1 har supplerende blandt andet anført:

"[…]
Som Advokatnævnets kendelse af 25. april 2014 er udformet, kan det umiddelbart lægges til grund, at Advokatrådet på intet tidspunkt har gjort sig klart, at virksomhedens indkomstskabende aktiviteter har omfattet fire forskellige aktiviteter, henholdsvis […] - og dermed videre, at Advokatrådet heller ikke har inddraget disse forhold ved vurderingen af sagens omfang. Det præciseres i denne forbindelse, at vores begæring om adgang til et personligt fremmøde for Advokatnævnet blev afskåret af Advokatnævnet.

Det ligger i sagens natur, at bistand i forbindelse med udarbejdelse af syns- og skønsrekvisition samt skønstema for to indkomstskabende aktiviteter, vurdering af yderligere to indkomstskabende aktiviteter samt samspillet mellem de fire forskellige aktiviteter er markant mere tidskrævende end bistand i forbindelse med udarbejdelse af syns- og skønsrekvisition samt skønstema for blot en indkomstskabende aktivitet.

Synspunktet er nærmere, at det ved et syn og skøn må afdækkes, hvorvidt samtlige aktiviteter har affødt underskud - eller om en eller flere af disse aktiviteter har affødt et overskud med tilsvarende større underskud. Og da med den tilføjelse, at det ikke kunne udelukkes, at der skattemæssigt kunne accepteres et længerevarende underskud knyttet eksempelvis til udvikling af […] etc. Det bemærkes her, at y som bestyrelsesmedlem i […] fabrikkerne var bekendt med, at […] fabrikkerne i by Y3s med stor succes forhandlede et tidligere af H1 udviklet […], nemlig […], samt at der forløber flere år fra udviklingen af […], til dette afføder en omsætning, Udviklingen af et produkt bestående af en række komponenter kan tage overordentlig lang tid og være særdeles kostbar. Omvendt vil et givet produkt kunne afføde royalties i en længere årrække, uden at der fra […]s side skal ydes nogen indsats ud over at modtage nævnte royalties

Der er med andre ord ikke tale om syn og skøn vedrørende […], men fire virksomheder og disses indbyrdes sammenhæng i forhold til indkomsterhvervelsen, idet personalet løbende blev anvendt i samtlige fire virksomheder og da med forskellig intensitet.

Vi anser vores indtryk af denne, efter vores opfattelse, noget lemfældige behandling af sagen fra Advokatnævnets side for understøttet af nævnets beslutning om at pålægge Advokatfirmaet at forrente tilbagebetalingsbeløbet, jf. kendelsens side 4. 4. afsnit. Denne beslutning om forrentning er således - som i åbenbar modstrid med skatteforvaltningslovens daværende bestemmelser om forrentning af for meget betalt omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4 i bestemmelsens daværende udformning og Landsskatterettens kendelse af 13/4 2011, jr. nr. 09-01422, se herved tillige nærmere JUS 2011/33 - klart ulovlig. At SKAT på baggrund af kendelsen af 13. april 2011 øjensynligt af egen drift ser bort fra Advokatnævnets afgørelse om forrentning indebærer i sagens natur ikke, at troværdigheden af Advokatnævnets kendelse af denne grund stiger.

[...]

Vedrørende det forhold, at der fra SKATs side er lagt vægt på, hvad SKAT betegner som "det indledende arbejde", jf. herved SKATs skrivelse af den 25. januar 2012 til Advokatnævnet, side 2, 3. afsnit, samt SKATs skrivelse af den 28. maj 2014, side 2, 5. afsnit, bemærkes, at der heri ligger to facetter:

For det første vedrører den altovervejende del af juridisk bistand i forbindelse med et syn og skøn forberedelsen og udformningen af syns- og skønsdokumenterne, dvs. syns- og skønsrekvisitionen og skønstemaet, således som også beskrevet på mødet den 11. ds. Når skønsforretningen er indledt ved retten, beror det videre forløb som det klare udgangspunkt i alt væsentligt på skønsmanden, og dermed altså uden aktiv bistand fra parternes juridiske rådgivere, når bortset fra afklaring af eventuelle tvivlsspørgsmål, fremskaffelse af yderligere bilag efterspurgt af skønsmanden og lignende småforanstaltninger.

I den her foreliggende sag var syns- og skønsdokumenterne i alt væsentligt klar til indgivelse af rekvisitionen til retten, jf. herved de fremlagte syns- og skønsdokumenter.

For så vidt der med SKATs formulering "det indledende arbejde" antydes, at det udførte arbejde alene havde karakter af indledende foranstaltninger ved påbegyndelse af sagens behandling ("indledende småhop"), må en sådan opfattelse anses at bero på manglende kendskab til de relevante procedurer og fremgangsmåder ved iværksættelse af syn og skøn.

Dernæst, og for så vidt der med formuleringen "det indledende arbejde" sigtes til, at sagen blev standset af skatteyderen som følge af svær sygdom, bemærkes, at sagens ophør af denne grund ikke har hverken salærreducerende eller, for den sags skyld, salærforhøjende virkning.

Honorar for sagkyndig bistand i den foreliggende sag er da også udelukkende opgjort på baggrund af medgået tid.

[…]"

Skatteankestyrelsens afgørelse
Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011) fremgår følgende:

"§ 52.
Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Endvidere fremgår følgende af dagældende skatteforvaltningslovs § 57, stk. 3 og 4:

"Stk. 3. Giver en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling.

Stk.4. Er godtgørelsesbeløbet mindre end det beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den godtgørelsesberettigede eller den sagkyndige, hvis udbetalingen er sket til denne efter overdragelse af kravet, jf. § 52, stk. 8, 2. pkt., tilbagebetale det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb. Den, der efter 1. pkt. skal tilbagebetale godtgørelsen, har ret til henstand, hvis afgørelsen om godtgørelsens tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene."

Det fremgår af ordlyden af Skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4, at et eventuelt tilbagebetalingskrav kan rettes mod den sagkyndige, hvis denne har fået kravet overdraget.

Af dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 2, stk. 3, fremgår, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering, der er stilet til den godtgørelsesberettigede.

Adgangen til omkostningsgodtgørelse med 100 %, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. punktum, blev indført ved lov nr. 388 af 6. juni 2002, fremsat som lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002. I denne forbindelse var der fra lovgivers side særligt fokus på spørgsmålet om skattemyndighedernes prøvelse af honorarrimeligheden.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår om spørgsmålet om prøvelse af honorarrimeligheden:

"Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige afgiver på ansøgningen om omkostningsgodtgørelse til told- og skatteregionen oplysninger om honoraret til den sagkyndige under strafansvar efter de foreslåede bestemmelser i skattestyrelseslovens §§ 33 I - 33 J [nu skatteforvaltningslovens §§ 60 - 61]. Bestemmelserne er kun ændret redaktionelt i forhold til gældende regler.

Udgangspunktet er således, at oplysningerne om udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret til den sagkyndige, er korrekte og rimelige, og at dette udgangspunkt må kunne lægges til grund for told- og skatteregionens behandling af ansøgningen.

Hvis told- og skatteregionen imidlertid bliver i tvivl om f.eks. størrelsen af honoraret til den sagkyndige på grund af det anvendte antal timer i sagen, udbetaler told- og skatteregionen beløbet, men tager forbehold for eventuel tilbagebetaling fra den skatte- eller afgiftspligtige. Told- og skatteregionen vil hermed have tid til at behandle honorarspørgsmålet nærmere, uden at dette belaster den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk.

Til brug for behandlingen af spørgsmålet om størrelsen af udgifterne til sagens behandling kan told- og skatteregionen indhente en supplerende udtalelse fra den administrative klageinstans, hvor sagen har været behandlet.

For så vidt angår spørgsmålet om rimeligheden af størrelsen af honoraret til den sagkyndige indgår der i denne vurdering flere momenter. Det drejer sig om

- sagens karakter, genstand og kompleksitet

- størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en gennemsnitlig timesats inden for den pågældende branche,

- antallet af timer, der er anvendt,

- sagens resultat og

- sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte- eller afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme eller andre år.

Told- og skatteregionen kan til brug for sin vurdering af rimeligheden af honorarets størrelse forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.

Såvel Advokatrådet som Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen Registrerede Revisorer vil behandle forespørgsler fra told- og skattemyndighederne om rimeligheden af størrelsen af deres medlemmers honorarer.
[…]
Hvis et sådant nævn mener, at honoraret har været for stort, eller told- og skatteregionen af andre grunde mener, at honoraret har været for stort, kræves det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb tilbagebetalt fra den skatte- eller afgiftspligtige uden renter. Tilsvarende gælder, hvis told- og skatteregionen ikke kan anerkende størrelsen af andre udgifter til sagens behandling, f.eks. rejseomkostninger eller udgifter til indhentelse af en sagkyndig erklæring.
[…]"

Det er således forudsat i forarbejderne til skatteforvaltningslovens bestemmelser, at der i forbindelse med ydelsen af omkostningsgodtgørelse kan ske reduktion i forhold til det ansøgte beløb, såfremt det fakturerede honorar anses for at være ikke rimeligt.

I betænkning af 8. december 2016, som er afgivet af Skatteudvalget i forbindelse med behandlingen af lovforslag nr. 28 af 5. oktober 2016 (L28/2016/2017), svarede skatteministeren følgende på en henvendelse fra Advokatsamfundet:

"[…] Efter skatteforvaltningsloven er det SKAT, der træffer endelig afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse og om eventuel tilbagebetaling af godtgørelse. Det er således SKAT, der er rette myndighed til at afgøre, om den sagkyndiges honorar i relation til reglerne i skatteforvaltningsloven om omkostningsgodtgørelse er for højt. I tvivlstilfælde skal SKAT som udgangspunkt forelægge honorarspørgsmålet for Advokatnævnet eller revisororganisationernes responsumudvalg. Ved SKATs vurdering af honorarspørgsmålet lægges der betydelig vægt på afgørelsen fra Advokatnævnet eller brancheorganisationens klagenævn, men SKAT er dog ikke forpligtet til at følge afgørelsen."

Det følger af skatteministerens svar, at SKAT ikke er tvunget til at følge Advokatnævnets kendelse, men i forbindelse med rimelighedsvurderingen har Advokatnævnets kendelse betydelig vægt.

I en sag som den foreliggende, hvor størrelsen af R1s honorar har været forelagt for vedkommendes brancheorganisation, må det derfor tillægges betydelig vægt, at Advokatnævnet har vurderet, at det fakturerede honorar ikke er rimeligt, og at honoraret for det udførte arbejde i forbindelse med iværksættelse af syn og skøn i forbindelse med sagen påklaget til skatteankenævnet skønsmæssigt kan fastsættes til 100.000 kr., ekskl. moms.

På baggrund af Advokatnævnets kendelse samt det oplyste om tidsforbrug er det Skatteankestyrelsens vurdering, at der ikke er grundlag for at fravige Advokatnævnets afgørelse, og et rimeligt honorar for det udførte arbejde i forbindelse med iværksættelse af syn og skøn fastsættes derfor til 100.000 kr., ekskl. moms.

Det er derfor med rette, at SKAT har krævet tilbagebetaling af tidligere udbetalt omkostningsgodtgørelse på i alt 74.125 kr., ekskl. moms.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.