Dokumentets metadata

Offentliggjort:31-01-2020
Journalnr.:19-0545755
Referencer.:Lønsumsafgiftsloven
Tidsfrist.:28-02-2020 23:59:00
Dokumenttype:Udkast til styresignal


Virksomhedernes lønsumsafgiftsmæssige behandling af feriepenge mv. - præcisering og praksisændring - udkast til styresignal

Dette styresignal skal ses i forlængelse af styresignalet i SKM2019.636.SKTST om arbejdsgiverens skattemæssige behandling af feriepenge mv.

Formålet med styresignalet er at præcisere, hvornår lønsumsafgiftspligtige virksomheder skal medregne løn under ferie, tilgodehavende feriemidler og feriepenge mv. til lønsummen som følge af den ændrede ferielovgivning.

Med styresignalet ændres praksis om løbende modregning af feriepengeforpligtelsen i lønsummen, idet den frivillige ordning om løbende modregning af feriepengeforpligtelsen i lønsummen ophæves.


1. Sammenfatning

Dette styresignal skal ses i forlængelse af styresignalet i SKM2019.636.SKTST om arbejdsgiverens skattemæssige behandling af feriepenge mv.

Formålet med styresignalet er at præcisere, hvornår lønsumsafgiftspligtige virksomheder skal medregne løn under ferie, tilgodehavende feriemidler og feriepenge mv. til lønsummen som følge af den ændrede ferielovgivning.

Med styresignalet ændres praksis om løbende modregning af feriepengeforpligtelsen i lønsummen, idet den frivillige ordning om løbende modregning af feriepengeforpligtelsen i lønsummen ophæves.

2. Baggrund og problemstilling

Ferielovgivningen er ændret, idet der blandt andet indføres samtidighedsferie. Reglerne fremgår dels af den nye ferielov, dels af en ny lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Se nærmere i afsnit 2. Baggrund og problemstilling i styresignalet SKM2019.636.SKTST om Arbejdsgiverens skattemæssige behandling af feriepenge mv.

Med indførelsen af dette nye lovgrundlag er der behov for en tilpasset praksis for, hvornår virksomheden skal medregne løn under ferie, tilgodehavende feriemidler og feriepenge mv. til lønsummen.

Dette styresignal beskriver derfor reglerne for, hvornår lønsumsafgiftspligtige virksomheder skal medregne løn under ferie, tilgodehavende feriemidler og feriepenge mv. til lønsummen.

Med styresignalet ophæves den frivillige ordning om løbende modregning af feriepengeforpligtelsen i lønsummen.

På baggrund af den tætte sammenhæng i reglerne mellem den skattemæssige og lønsumsafgiftsmæssige behandling af feriepengeforpligtelsen, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke er muligt at opretholde denne administrativ fastsatte praksis.

Styresignalet beskriver også den lønsumsafgiftsmæssige behandling af feriemidlerne for overgangsperioden samt behandlingen af den indeksering, der finder sted af tilgodehavende feriemidler, der ikke er indbetalt til Lønmodtagernes Feriemidler.

Om den lønsumsafgiftsmæssige behandling af feriegodtgørelsen for lønmodtagere, der er timelønnede, og som modtager feriegodtgørelse, der indbetales til FerieKonto eller en privat feriekasse, henvises der til pkt. 4.6.1. Styresignalet beskriver også den lønsumsafgiftsmæssige behandling af feriemidler vedrørende overgangsperioden til det nye feriesystem i tilfælde, hvor der ikke sker indbetaling til FerieKonto eller en feriekasse. Se pkt. 4.6.3.

3. Det lønsumsafgiftsmæssige regelgrundlag

3.1 Den lønsumsafgiftsmæssige behandling af feriepenge mv.

Den hidtil gældende praksis om, at udgifter til løn under ferie, feriegodtgørelse og ferietillæg medregnes til lønsummen, fremgår af afsnit D.B.5.2.1 Løn og afsnit D.B.5.2.3 Periodisering i Den juridiske vejledning 2020-1.

Til virksomhedens lønsum medregnes enhver form for løn, som virksomhedens ansatte har erhvervet inklusive alle tillæg, uanset om de indgår i lønnen eller ydes særskilt. Lønnen medregnes på det tidspunkt, hvor virksomheden skal udgiftsføre lønudgiften, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 3, stk. 1-2.

Feriegodtgørelse og ferietillæg anses for en del af lønsummen.

Ret til ferie med løn (afsatte feriepenge) er en del af virksomhedens lønudgift og skal derfor medregnes til lønsummen.

Virksomheden skal medregne lønnen til de ansatte til lønsummen på det tidligste tidspunkt, hvor virksomheden efter de skatteretlige regler kan fradrage udgiften i regnskabet.

Lønnen medregnes på det tidspunkt, hvor der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale den pågældende løn, og lønnen kan opgøres endeligt. Lønnen medregnes derfor til lønsummen i den faktiske indtjeningsmåned.

Hvornår lønnen udbetales, og hvornår der indeholdes A-skat af lønnen, er derfor uden betydning for det tidspunkt, hvor lønnen skal medregnes til lønsummen.

Virksomheden skal medregne feriepenge og ret til ferie med løn til lønsummen på det tidspunkt, hvor virksomheden efter de skattemæssige regler har udgiftsført beløbene med virkning for den skattepligtige indkomst.

Virksomheden skal medtage reguleringen af feriepengeforpligtelsen i lønsummen ultimo virksomhedens indkomstår.

3.2 Den frivillige ordning om løbende modregning af feriepengeforpligtelsen i lønsummen

Virksomheder, der afregner lønsumsafgift månedligt (Metode 2), har lønsumsafgiftsmæssigt mulighed for at modregne selve feriepengeforpligtelsen ultimo et indkomstår med 1/12 i lønsummen i lønsumsafgiftsperioderne i det efterfølgende indkomstår.

Virksomheder, der afregner lønsumsafgift kvartalsvis (Metode 1 og Metode 4), har lønsumsafgiftsmæssigt mulighed for at modregne selve feriepengeforpligtelsen ultimo et indkomstår med 1/4 i lønsummen i lønsumsafgiftsperioderne i det efterfølgende indkomstår.

Det er en betingelse for at anvende den frivillige ordning, at virksomheden i den sidste afgiftsperiode i indkomståret medregner hele feriepengeforpligtelsen til lønsummen og ikke kun den årlige skattemæssige regulering.

Den frivillige ordning er nærmere beskrevet i afsnit D.B.5.2.3 i Den juridiske vejledning 2020-1.

4. Skattestyrelsens opfattelse

4.1 Indledning

Lønsumsafgiftspligtige virksomheder skal fortsat medregne udgifter til løn under ferie, feriegodtgørelse og ferietillæg til lønsummen på det tidspunkt, hvor virksomheden efter de skattemæssige regler har udgiftsført beløbene med virkning for den skattepligtige indkomst.

Virksomheder skal for ansatte, der ikke har ret til løn under ferie, som hovedregel fortsat medregne feriegodtgørelsen af lønnen til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor beløbet optjenes. Se dog pkt. 4.6.2.

Virksomheder skal for fratrådte ansatte, som har ret til løn under ferie, fortsat medregne feriegodtgørelsen af lønnen til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor den ansatte er fratrådt.

Skattemæssigt kan virksomheder fratrække udgiften til ferie efter to principper (princip 1) og (princip 2). Se styresignalet i SKM2019.636.SKTST om arbejdsgiverens skattemæssige behandling af feriepenge mv.

Lønsumsafgiftspligtige virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til løn under ferie på udbetalingstidspunktet (princip 1), medregner fortsat lønnen under ferie til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor udbetalingen af ferielønnen foretages.

Lønsumsafgiftspligtige virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til feriepengeforpligtelsen på optjeningstidspunktet for ferien (princip 2), skal fortsat medregne reguleringen af feriepengeforpligtelsen til lønsummen i den sidste afgiftsperiode i virksomhedens indkomstår og fortsat medregne lønnen under ferie til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor udbetalingen af ferielønnen foretages.

En stigning i feriepengeforpligtelsen medregnes til lønsummen, mens et fald i feriepengeforpligtelsen modregnes i lønsummen i den sidste afgiftsperiode i virksomhedens indkomstår.

4.2 Tilgodehavende feriemidler

Tilgodehavende feriemidler (feriepenge, der optjenes i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020) inklusive indekseringen er løn, som virksomhedens ansatte har erhvervet, og som derfor skal medregnes til lønsummen, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at når de tilgodehavende feriemidler vedrører optjeningsperioden 1. september 2019 til 31. august 2020, skal de medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget, uanset om den pågældende medarbejder ikke længere er ansat i virksomheden på det tidspunkt, hvor beløbet skal indbetales til Lønmodtagernes Feriemidler.

Indekseringen afspejler lønudviklingen det foregående år og fastsættes én gang om året inden den 31. maj.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at indekseringen skal henføres til optjeningsperioden 1. september 2019 - 31. august 2020, og derfor skal indekseringen medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget. Dette gælder, da den vedrører løn i en periode, hvor den pågældende medarbejder var ansat, uanset om den pågældende medarbejder ikke længere er ansat i virksomheden på det tidspunkt, hvor beløbet skal indbetales til Lønmodtagernes Feriemidler.

4.2.1 Virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til løn under ferie i det år, hvor den ansatte afholder den optjente ferie med løn (princip 1)

Virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til løn under ferie i det år, hvor den ansatte afholder den optjente ferie med løn (princip 1), skal medregne de tilgodehavende feriemidler inklusive indekseringen til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor beløbet til sin tid overføres til Lønmodtagernes Feriemidler med henblik på udbetaling, eller når virksomheden i øvrigt måtte vælge at frigøre sig for sin forpligtelse ved at foretage frivillig indbetaling til Lønmodtagernes Feriemidler.

Dette gælder uanset, at den pågældende lønmodtager ikke længere er ansat i virksomheden.

Virksomheder, der både udøver afgiftspligtige og ikke afgiftspligtige aktiviteter, skal foretage en fordeling af de tilgodehavende feriemidler og de årlige indekseringer efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2-6. Fordelingen skal foretages på grundlag af de aktuelle aktiviteter i virksomheden i de afgiftsperioder, som er sammenfaldende med perioden 1. september 2019 - 31. august 2020, hvor de tilgodehavende feriemidler optjenes.

4.2.2 Virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til feriepengeforpligtelsen på optjeningstidspunktet (princip 2)

Virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til feriepengeforpligtelsen på optjeningstidspunktet (princip 2), skal medregne de tilgodehavende feriemidler inklusive eventuel indeksering til feriepengeforpligtelsen. De tilgodehavende feriemidler inklusive eventuel indeksering indgår derfor via reguleringen af feriepengeforpligtelsen i lønsummen i den sidste afgiftsperiode i indkomståret.

Når virksomheden foretager indbetaling til Lønmodtagernes Feriemidler, medfører det alt andet lige et fald i feriepengeforpligtelsen, som skal modregnes i lønsummen i den sidste afgiftsperiode i indkomståret.

Virksomhedens faktiske afholdte udgift skal desuden medregnes til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor beløbet til sin tid overføres til Lønmodtagernes Feriemidler med henblik på udbetaling, eller når virksomheden i øvrigt måtte vælge at frigøre sig for sin forpligtelse ved at foretage frivillig indbetaling til Lønmodtagernes Feriemidler.

Virksomheder med indkomstår 1/1 - 31/12 skal medregne de tilgodehavende feriemidler, som vedrører de ansatte, som helt eller delvist har optjent løn i perioden 1. september 2019 til 31. december 2019 i feriepengeforpligtelsen for indkomståret 2019. Denne andel af de tilgodehavende feriemidler indgår derfor via reguleringen af feriepengeforpligtelsen i lønsummen i den sidste afgiftsperiode i indkomståret 2019.

Virksomheder med indkomstår 1/1 - 31/12, skal medregne de tilgodehavende feriemidler, som vedrører de ansatte, som helt eller delvist har optjent løn i perioden 1. januar 2020 til 31. august 2020 i feriepengeforpligtelsen for indkomståret 2020. Denne andel af de tilgodehavende feriemidler indgår derfor via reguleringen af feriepengeforpligtelsen i lønsummen i den sidste afgiftsperiode i indkomståret 2020.

Virksomheder, der både udøver afgiftspligtige og ikke afgiftspligtige aktiviteter, skal foretage en fordeling af de tilgodehavende feriemidler og de årlige indekseringer efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2-6. Fordelingen skal foretages på grundlag af de aktuelle aktiviteter i virksomheden i de afgiftsperioder, som er sammenfaldende med perioden 1. september 2019 - 31. august 2020, hvor de tilgodehavende feriemidler optjenes.

4.3 Ferie afholdt på forskud

Efter aftale med arbejdsgiveren kan en lønmodtager afholde ferie, der endnu ikke er optjent. Se den nye ferielovs § 7.

4.3.1 Virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til løn under ferie i det år, hvor den ansatte afholder den optjente ferie med løn (princip 1)

Hvis lønmodtageren afholder ferie med løn, der endnu ikke er optjent, vil det ikke få betydning for den lønsumsafgiftsmæssige behandling af den udbetalte løn, at ferien er afholdt, før den er optjent.

Virksomheden skal medregne lønnen under ferie til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor udbetalingen af ferielønnen foretages.

4.3.2 Virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til feriepengeforpligtelsen på optjeningstidspunktet (princip 2)

Virksomheden skal medregne lønnen under ferie til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor udbetalingen af ferielønnen foretages, og opgørelsen af feriepengeforpligtelsen påvirkes ikke.

Ved fratræden kan virksomheden foretage modregning i den sidste lønudbetaling, hvis der er afholdt mere ferie, end der er optjent. Se ferielovens § 7.

4.4 Ferietillæg

Virksomheder med ansatte, som får ferietillæg på 1 pct. af lønnen efter den nye ferielovs § 16, stk. 1, jf. § 18, skal medregne ferietillægget til lønsummen.

Ferietillægget optjenes løbende sammen med ferielønnen. Ferietillægget skal derfor behandles efter samme principper (1 eller 2) som ferielønnen.

Bestemmelserne i den nye ferielov har virkning fra 1. september 2020.

4.4.1 Virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til løn under ferie i det år, hvor den ansatte afholder den optjente ferie med løn (princip 1)

Virksomheden skal medregne ferietillægget til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor ferietillægget udbetales.

4.4.2 Virksomheder, der skattemæssigt fratrækker udgiften til feriepengeforpligtelsen på optjeningstidspunktet (princip 2)

Virksomheden skal medregne den andel af ferietillægget til feriepengeforpligtelsen, som er optjent fra den 1. september i indkomståret og indtil indkomstårets udløb, og som ikke er udbetalt til den ansatte inden indkomstårets udløb.

Denne andel af ferietillægget indgår derfor via reguleringen af feriepengeforpligtelsen i lønsummen i den sidste afgiftsperiode i indkomståret.

Når virksomheden foretager udbetaling af ferietillægget, medfører det alt andet lige et fald i feriepengeforpligtelsen, som skal modregnes i lønsummen i den sidste afgiftsperiode i det indkomstår, hvor ferietillægget udbetales.

Ferietillægget skal desuden medregnes til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor ferietillægget udbetales.

4.5 Feriemidler, der ikke er omfattet af ferieloven

Virksomheder kan ved aftale være forpligtet til at afholde udgifter til ferie ud over det i ferieloven bestemte, fx til 6. ferieuge.

Disse feriemidler behandles lønsumsafgiftsmæssigt efter de samme principper, som er valgt for de øvrige feriemidler, jf. punkt 4.1.

4.6 Lønmodtagere, der ikke har ret til ferie med løn

4.6.1 Lønmodtagere, hvor der sker indbetaling til FerieKonto eller til privat feriekasse med feriekortordning

Hvis lønmodtageren har en feriekortordning, skal virksomheden medregne udgiften til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor beløbet optjenes. Dette gælder både, når feriegodtgørelsen indbetales til Feriekonto eller til anden privat feriekasse.

4.6.2 Lønmodtagere med feriekortordning, hvor arbejdsgiveren beholder midlerne

Hvis lønmodtageren har en feriekortordning uden private feriekasser (feriegarantiordninger), kan virksomheden anvende de samme principper, som gælder for virksomheder med ansatte med ret til ferie med løn. Se derfor om den lønsumsafgiftsmæssige behandling ovenfor under punkt 4.2.

4.6.3 Lønmodtagere med feriekortordning - lønsumsafgiftsmæssig behandling af tilgodehavende feriemidler

Har virksomheden indberettet tilgodehavende feriemidler, som lønmodtageren har optjent i perioden 1. september 2019 - 31. august 2020 til enten FerieKonto eller til en privat feriekasse, skal virksomheden medregne udgiften til lønsummen i den afgiftsperiode, hvor beløbet optjenes, jf. pkt. 4.6.1.

Tilgodehavende feriemidler, som ikke indberettes til FerieKonto eller en feriekasse, skal indberettes af arbejdsgiveren til Lønmodtagernes Feriemidler.

Arbejdsgiveren kan vælge at beholde disse midler, indtil de forfalder til betaling, jf. lovens § 6.

Det fremgår af bemærkningerne til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, at arbejdsgiveren vil kunne behandle disse feriemidler samt indekseringen heraf på samme måde som ferie med løn. Se derfor om den lønsumsafgiftsmæssige behandling ovenfor under pkt. 4.2.

4.7 Ophævelse af den frivillige ordning om løbende modregning af feriepengeforpligtelsen i lønsummen

På baggrund af den tætte sammenhæng i reglerne mellem den skattemæssige og lønsumsafgiftsmæssige behandling af feriepengeforpligtelsen, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke er muligt at opretholde den administrative fastsatte praksis.

Den administrative praksis om løbende modregning af en andel af feriepengeforpligtelsen ændres således, at den frivillige ordning om løbende modregning af en andel af feriepengeforpligtelsen i lønsummen i det efterfølgende indkomstår ophæves med virkning fra det indkomstår, som påbegyndes fra og med 1. januar 2021. Der kan dermed ikke fra og med dette indkomstår ske løbende modregning af en andel af feriepengeforpligtelsen.

5. Gyldighed

Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2020-2.

Herefter er styresignalet ophævet.

6. Skat

Dette styresignal vedrører alene den lønsumsafgiftsmæssige behandling af feriepenge mv.

Den Skattemæssige behandling af feriepenge mv. fremgår af styresignalet i SKM2019.636.SKTST om arbejdsgiverens skattemæssige behandling af feriepenge mv.