Dokumentets metadata

Skattepligtig gave - Korresponderende fradrag

Klageren blev anset for at have modtaget en skattepligtig gave fra familie og venner, som havde hjulpet klageren med at ekspedere i klagerens butik i forbindelse med, at klageren havde været syg. For Landsskatteretten nedlagde klageren påstand om, at han var berettiget til et korresponderende fradrag, svarende til værdien af den ansatte skattepligtig gave. Heri fik klageren ikke medhold. Landsskatteretten fastslog, at klageren ikke havde været retligt forpligtet til at betale en udgift til antagelse af personer til at hjælpe i sin virksomhed, som svarede til størrelsen af den skattepligtige gave modtaget af familie og venner, og at klageren derfor ikke var berettiget til at fradrage denne udgift. Landsskatteretten bemærkede herved, at hverken klageren eller klagerens familie og venner rent faktisk havde afholdt en sådan udgift. Endelig fandt Landsskatteretten, at Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2005.99.ØLR og Landsskatterettens kendelse offentliggjort som SKM2005.539.LSR ikke kunne føre til et andet resultat.

Faktiske oplysninger
Afdøde (A) drev virksomheden H1 v/A med cvr-nr. […]. Virksomheden blev startet den 1. november 2006 og beskæftigede sig med salg af […] tøj. Virksomheden havde ingen ansatte i indkomståret 2012. Virksomheden er ophørt den 8. januar 2019.

SKAT besøgte afdødes virksomhed den 6. februar 2013. SKAT var blevet kontaktet af […] kommunen, idet afdødes virksomhed har været åben i indkomståret 2012, hvor han har modtaget sygedagpenge. I virksomheden traf SKAT X, som på det tidspunkt var i virksomhedspraktik i virksomheden. X oplyste, at hun fik en timeløn på 135 kr.

SKAT har oplyst, at afdøde har være sygemeldt i følgende perioder i indkomståret 2012:

Afdødes virksomheds normale åbningstid i indkomståret 2012 var fra kl. 10:00 til kl. 17:00 i hverdagene og fra kl. 10:00 til kl. 13:00 om lørdagen.

På baggrund af ovenstående har SKAT beregnet afdødes sygdomsperiode til samlet 1.516 timer i indkomståret 2012.

SKAT gennemgik virksomhedens bilagsmateriale under et møde med afdødes revisor. SKAT udførte en stikprøvekontrol for perioden, hvor afdøde hovedsageligt var 100 % sygemeldt. Det fremgik af stikprøvekontrollen, at de første salg blev foretaget ca. kl. 10:30, og at kassen blev gjort op efter kl. 17:00.

Afdøde har oplyst, at han fik gratis hjælp i virksomheden af familie og venner under sin sygdomsperiode. Afdøde har endvidere oplyst, at han pga. sygdom ikke havde indflydelse på virksomhedens drift i indkomståret 2012, da hans familie og venner havde overtaget den daglige drift. Afdøde har ikke ført regnskab over, hvor meget hver enkelt person har hjulpet ham i virksomheden.

Følgende personer har hjulpet afdøde i hans virksomhed:

Virksomheden havde i indkomståret 2011 en omsætning på 1.196.336 kr. Afdødes repræsentant har oplyst, at virksomheden i indkomståret 2012 havde en omsætning på 1.102.448 kr.

SKATs afgørelse
SKAT har forhøjet afdødes skattepligtige indkomst med 151.600 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"1.4 SKATs bemærkninger og begrundelse
Ved din indsigelse er du ikke kommet med nye oplysninger eller dokumentation for stærk begrænset åbningstider i dine sygeperioder, hvorfor vi fastholder vores forslag.

Det er SKATs opfattelse, at du har modtaget en skattepligtig gave værdiansat til 151.600 kr. idet du har fået arbejdskraft/hjælp i din virksomhed af de nævnte personer i punkt 1.2 uden modydelse. Personerne falder ikke ind under gavekredsen i boafgiftsloven.

Omsætningen i virksomheden er i alt 1.102.448 kr. for indkomståret i 2012 og ikke faldet væsentligt set i forhold til indkomståret 2011, hvor omsætningen var 1.196.336 kr. Et fald på 93.888 kr. svarende til 7,8 %. Hvis butikken har haft reduceret åbningstider på grund af din sygdom, er det vores opfattelse, at omsætningen ville have været faldet væsentligt mere end 7,8 %, idet det er 8 måneder, hvor du er 100 % sygemeldt, og 3 måneder hvor du er 50 % sygemeldt. 11 måneder ud af 12 hvor der skulle have været reduceret åbningstid.

Da der har været omsætning i virksomheden, hvor du har været 100 % sygemeldt, må der have været andet personale i butikken. Du har oplyst, at du har fået hjælp i forretningen af både familie og venner uden modydelse.

En forretning/virksomhed kan ikke modtage skattefrie vennetjenester. Der er tale om skattepligtige ydelser, hvis du ikke aflønner personerne for deres arbejde.

Det er SKATs opfattelse, at værdien af timerne skønsmæssig kan ansættes til 100 kr. Der er henset til den løn, du har udbetalt til X efterfølgende, som er 135 kr. i timen. Ifølge vedlagte kalender har vi opgjort, at du været sygemeldt i 1.513 timer af forretningens åbningstid i 2012.

Den skattepligtige gaveværdi beskattes som anden personlig indkomst, idet den knytter sig til dig personligt, og ikke din virksomhed. "

Klageren har i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen fremsendt yderligere oplysninger. Skattestyrelsen har fremsendt følgende udtalelse med kommentarer til oplysningerne:

"Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

Advokatfirmaet R1 er af den opfattelse, at såfremt SKAT fastholder at A har modtaget en skattepligtig gave på 151.600 kr., bør A indrømmes et tilsvarende fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1. litra a - et såkaldt korresponderende fradrag. Der henvises blandt andet til Østre Landsrets dom af d. 19. januar 2005 og Landsskatterettens kendelse af 9. december 2005.

Fastholdelse
I begge afgørelser er der tale om afholdte dokumenterede udgifter, som man vil have fradrag for. Modsat vores afgørelse, hvor der ikke er afholdt nogen form for lønudgifter, men derimod har A modtaget vennetjenester uden betaling. Ifølge Juridisk vejledning afsnit 5.2. Vennetjenester - skal vennetjenester ydes uden for erhvervslivet og indenfor privatsfæren, og de skal være af formel og ikke-kommerciel natur. Afgørelserne er derfor ikke analoge med SKATs afgørelse.
Vi er derfor ikke enige i, at man kan henholde sig til de 2 afgørelser. Vi mener, at SKATS afgørelse skal fastholdes.

Hvis Skatteankestyrelsen er enig i et korresponderende fradrag
Vil Skatteankestyrelsen lægge sig op af de 2 kendelser og indrømme et korresponderende fradrag, hvilket så må være fradrag for en udokumenteret lønudgift, skal SKAT henlede opmærksomheden på, at der så skal ske indeholdelse og hæftelse af manglende a-skat og arbejdsmarkedsbidrag på en ukendt personkreds (Skattekontrollovens § 7 og Kildeskattelovens § 48 stk. 7 og §§ 68, 69). Der er ikke ført regnskab/opgørelse over timetal på de forskellige der har hjulpet A, da der ifølge A ikke har været nogen former for modydelser/betaling.

Arbejdsgivere skal ifølge skattekontrollovens § 7 ved enhver udbetaling af A-indkomst indeholde A-skat og AM-bidrag og indberette til e-Indkomst-registret. Endvidere henvises til kildeskattelovens § 48 stk. 7 hvor det fremgår, at arbejdsgiver skal indeholde 55 % i A-skat, hvis arbejdsgiver ikke er i besiddelse af lønmodtagers skattekort. Hæftelse for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag fremgår af kildeskattelovens §§ 68 og 69.

SKAT er i forbindelse med klagesagen fremkommet med følgende supplerende udtalelse:

"(…)

Nye oplysninger fra Advokatfirmaet R1
Advokatfirmaet R1 har indsendt nye oplysninger/ henvisninger d. 21. august 2014. De gør særligt gældende, hvorledes statsskattelovens §§ 4-6 skal fortolkes og henviser til:

4. Skatteretten 1, 6. udgave 2013 af Jan Pedersen m.fl. (side 433)

5. SKM2002.571.HR

6. Skattepolitisk Oversigt 2006.319 7. SKM2005.5.HR

7. SKM2005.5.HR

Statsskattelovens §§ 4-6
Advokatfirmaet R1 gør særligt gældende, at statsskattelovens §§ 4-6 efter praksis skal fortolkes således, at der i nærværende sag, hvor de modtagne ydelser har karakter af en driftsomkostning, skal indrømmes et fradrag i den skattepligtige indkomst af samme størrelse, som den skattepligtige skønnede værdi af de modtagne ydelser. De henviser til ovenstående afgørelser og artikler

1) Skatteretten 1, 6. udgave 2013 af Jan Pedersen m.fl. (side 433)
Vi har ikke kunnet finde den på Karnov, hvorfor vi ikke kan kommentere denne.

2) SKM2002.571.HR

Det er SKATs opfattelse, at denne afgørelse går på rette omkostningsbærer. Selskabet vil have fra drag for en værdioverførelse. Udgiften blev ikke afholdt af selskabet, men derimod af aktionærerne. Der har været afholdt udgifter. Højesteret finder, at selskabet er det retssubjekt, der blev forpligtet over for medarbejderne ved ordningen, og som led det tab, der opstod ved, at aktierne blev erhvervet af medarbejderne til favørkurs.
I nærværende sag har der ikke været afholdt lønudgifter eller været en retlig forpligtelse, hvorfor vi mener, at afgørelsen ikke er analog.

3) SP0.2006.319.
Det er SKATs opfattelse, at SP0.2006.319 omhandler problematikken om rette omkostningsbærer, altså at der har været en retlig betalingsforpligtigelse, men hvem skal have fradraget for udgiften.
I nærværende sag har der ikke været afholdt lønudgifter, hvorfor der ikke er en retslig betalingsforpligtigelse.

4) SKM2005.5.HR

Det er SKATs opfattelse, at denne afgørelse går på SKATs udøvede skøn. Om SKAT kan tage udgangspunkt i en korttidsleje (ugebasis), eller om det skal være leje på årsbasis, når hovedaktionæren har rådighed over sommerhuset hele året. HR begrunder afgørelsen med, at det må antages af lejen på årsbasis må være forholdsmæssigt mindre, end lejen ved udlejning på ugebasis. Vi mener ikke, at afgørelsen går på, om man kan få fradrag for en fiktiv omkostning.

I nærværende sag er det SKATs opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag for de ydelser, han erhverver og anvender til at erhverve, sikre og vedligeholde sin skattepligtige indkomst, hvis der slet ikke er nogen personer, der er retlig forpligtiget til at betale for disse ydelser, og der rent faktisk heller ikke er sket en betaling herfor. "

Klagerens opfattelse
Boet efter afdøde har fremsat påstand om, at forhøjelsen i hans skattepligtige indkomst skal nedsættes med 151.600 kr. i indkomståret 2012. Boet efter afdøde har subsidiært fremsat påstand om, at såfremt Landsskatteretten finder, at han har modtaget en skattepligtig gave på 151.600 kr., så skal han have et korresponderende fradrag på samme beløb.

Repræsentanten har som begrundelse for påstanden anført følgende ved indlæg af 21. august 2014:

"(…)

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at der ikke er hjemmel til at beskatte A af værdien af en skattepligtig gave uden samtidig at indrømme ham et korresponderende fradrag for driftsomkostninger i samme størrelsesorden, som den af SKAT skønnede værdi af den ydede skattepligtige gave.

Det gøres i den forbindelse særligt gældende, at statsskattelovens §§ 4-6 efter fast praksis skal fortolkes således, at der i en situation som den foreliggende, hvor de modtagne ydelser har karakter af en driftsomkostning, skal indrømmes et fradrag i den skattepligtige indkomst af samme størrelse som den skattepligtige skønnede værdi af de modtagne ydelser.

--0--

Statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, har følgende ordlyd:

"Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks.:

a) af agerbrug, skovbrug, industri, handel, håndværk, fabriksdrift, søfart, fiskeri, eller hvilken som helst anden næring eller virksomhed, så og alt, hvad der er oppebåret for eller at anse som vederlag for videnskabelig, kunstnerisk eller litterær virksomhed eller for arbejde, tjeneste eller bistandsydelse af hvilken som helst art; "

Skattepligten omfatter alle formuegoder af økonomisk værdi, og det er således uden betydning, om indtægten er i penge eller andre goder af økonomisk værdi. Det betyder, at "vennetjenester" som udgangspunkt også udgør skattepligtig indkomst, såfremt modtageren opnår et formuegode af pengeværdi.

Modstykket hertil fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, der indeholder en fradragsret for driftsudgifter.

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, har følgende ordlyd:

"Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

a) driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger; "

Bestemmelserne i statsskattelovens §§ 4 og 6 indeholder således et nettoindkomstprincip, hvoraf føl ger, at den skattepligtige indkomst fremkommer som forskellen mellem dels de skattepligtige indtægter, jf. statsskattelovens § 4, og dels de fradragsberettigede udgifter, jf. statsskattelovens § 6.

Nettoindkomstprincippet indebærer, at beskatningen gennemføres i nær tilknytning til den skattepligtiges skatteevne.

Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, følger det således, at de omkostninger, der er direkte knyttet til den skattepligtige indkomst, og som ligger inden for virksomhedens naturlige rammer, kan fradrages, herunder blandt andet lønudgifter. Afgørende for fradragsretten er, at der er den nødvendige og tilstrækkelige årsagssammenhæng mellem indkomsterhvervelsen og omkostningsafholdelsen.

Af SKATs afgørelse af den 7. maj 2014, jf. bilag 1, side 3, fremgår det, at det er SKATs opfattelse, at A har modtaget en skattepligtig gave, idet han " ... har fået arbejdskraft/hjælp i din virksomhed af de nævnte personer i punkt 1.2 uden modydelse". Videre anfører SKAT på side 4, at:

"Da der har været omsætning i virksomheden, hvor du har været 100 % sygemeldt, må der have været andet personale i butikken. Du har oplyst, at du har fået hjælp i forretningen af både familie og venner uden modydelse.

En forretning/virksomhed kan ikke modtage skattefrie vennetjenester. Der er tale om skattepligtige ydelser, hvis du ikke aflønner personerne for deres arbejde. "

Det fremgår således af SKATs afgørelse, at de modtagne ydelser skal sidestilles med sparede lønudgifter, idet ydelserne må anses for nødvendige for opnåelse af den indberettede omsætning i virksomheden. Ved den skattemæssige behandling er det således også klart, at de modtagne ydelser må kunne karakteriseres som fradragsberettigede lønomkostninger, såfremt A skal beskattes af den modtagne gave, jf. statsskattelovens §§ 4-6.

--o--

Særligt i relation til tilfælde, hvor de modtagne ydelser udgør en skattepligtig indkomst, og samtidig har karakter af en driftsomkostning, er det fast praksis, at der skal indrømmes et fradrag i den skattepligtige indkomst af samme størrelsesorden som den skattepligtige værdi af de modtagne ydelser.

I den juridiske litteratur kommer samme opfattelse til udtryk, hvorefter bedømmelsen af fradragsretten må ske isoleret uden hensyn til, om udgiften udgør en gave for modtageren. Der kan i den forbindelse henvises til Skatteretten 1, 6. udgave, 2013, af Jan Pedersen m.fl., hvor der på side 433 blandt andet anføres følgende under overskriften "Gave som driftsomkostning":

"Det fremgår heraf, at bedømmelsen af fradragsretten må ske isoleret uden hensyn til, om udgiften aflejres i en gave for modtageren. Udgifter til gaver til ansatte, repræsentation, reklame, kulancemæssige erstatninger etc. vil således kunne fradrages uden hensyn til den skattemæssige behandling af modtagerne. Det er alene en betingelse, at udgiften opfylder de almindelige betingelser for fradrag som driftsomkostning og derfor ydes som led i den erhvervsmæssige virksomhed. Udelukkende private gaver er følgelig ikke fradragsberettiget hos gavegiver, blot fordi gavemodtageren er ansat i dennes virksomhed." (vores fremhævning)

Tilsvarende synspunkt kommer til udtryk i artiklen i SP0.2006.319 "Er der hjemmel til at fiksere udgifter efter statsskattelovens § 6a?" af skatterådgiver Thorbjørn Kristian Kelstrup Henriksen, hvor følgende blandt andet fremgår:

"Praksis hos de skatteansættende myndigheder har gennem årtier været derhen, at man henfører fradraget til ydelsesmodtager, og herefter foretager en tilskudsbeskatning af denne skatteyder.

... har konklusionen hos de skatteansættende myndigheder således været, at man tillader en skatteyder fradrag efter statsskattelovens § 6a. hvis han har erhvervet en ydelse, som han har anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde sin skattepligtige indkomst - uanset om han har afholdt udgifter i forbindelse med modtagelsen af ydelsen eller ej."(vores fremhævning)

Spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, indebærer, at der skal indrømmes et korresponderende fradrag svarende til den skattepligtige værdi af de modtagne ydelser, har endvidere flere gange været forelagt for domstolene.

Der skal i den forbindelse henvises til Højesterets dom af den 13. november 2002 (SKM2002.571.HR), Højesterets dom af den 18. november 2004 (SKM2005.5.HR), Østre Landsrets dom af den 19. januar 2005 (SKM2005.99.ØLR) samt Landsskatterettens kendelse af den 9. december 2005 (SKM2005.539.LSR).

I Højesterets dom af den 13. november 2002, offentliggjort i SKM2002.571.HR, havde et selskab ved nytegning og udvidelse af aktiekapitalen udbudt medarbejderaktier til favørkurs. Sagen drejede sig om, hvorvidt selskabet kunne fratrække den værdioverførsel, som var sket til medarbejderne i form af tildeling af de billige tegningsretter. Skatteministeriet henviste til, at selskabet ikke i forbindelse med udstedelsen overførte værdier fra sin formue til medarbejderne, men at overførslen fandt sted fra de hidtidige aktionærer i form af kursfald. Skatteministeriets anbringende var, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke kunne anvendes, idet udgiften ikke blev afholdt af selskabet, men derimod af aktionærerne. Højesteret fastslog indledningsvis, at de tildelte tegningsretter til favørkurs udgjorde lønindtægter for medarbejderne, hvorfor der i sagens natur også måtte være en korresponderende lønudgift. Højesteret tilkendegav derfor, at kurstabet kunne fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I den ovenfor nævnte artikel i SP0.2006.319 "Er der hjemmel til at fiksere udgifter efter statsskattelovens § 6a?" af skatterådgiver Thorbjørn Kristian Kelstrup Henriksen, anføres blandt andet følgende i relation til dommen:

"Konklusionen på dommen er efter min mening, at når der skattemæssigt er en indtægt, så må der skattemæssigt også være en korresponderende udgift som skal bogføres. Hvis denne udgift efter sin art er fradragsberettiget, så skal udgiften udløse skattefradrag for den person, der har retten til at bogføre udgiften. Højesteret har så tilkendegivet, at det er ydelsesmodtager, der har retten til at bogføre udgiften, da udgiften er afholdt til gavn for ham."

Videre kan der henvises til Højesterets dom af den 18. november 2004, offentliggjort i SKM2005.5.HR.

Sagen omhandlede fastsættelsen af en fiktiv leje for benyttelse af et sommerhus mellem interessefor bundne parter. I sagen havde et selskab stillet et sommerhus til rådighed for selskabets hovedanparts haver. Skattemyndighederne havde på den baggrund forhøjet selskabets indkomst med en fiktiv årlig lejeindtægt. Ved sagens behandling for Højesteret var det ubestridt, at selskabet skulle beskattes af markedslejen, og at markedslejen skulle fastsættes i medfør af ligningslovens § 2, stk. 1. For Højesteret vedrørte sagen, om der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over markedslejen. Skatteministeriets hovedanbringende var, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke hjemler fradrag for de udgifter, som en skatteyder kunne have haft, men rent faktisk ikke har. Skatteministeriet mente således, at det var uden betydning, at der var tale om udgifter, som skatteydere i samme situation sædvanligvis ville have haft. Heroverfor gjorde selskabet gældende, at statsskattelovens §§ 4 og 6 lovfæster det i dansk skatteret hjemlede nettoindkomstprincip. Såfremt der ikke blev taget hensyn til en eventuel provision til et udlejningsbureau, ville der således opstå en situation, hvor selskabet ville blive beskattet af en indkomst, som de aldrig kunne have realiseret. Højesteret konkluderer i deres præmisser, at markedslejen i den pågældende situation var den nettoindtjening, som en skatteyder kunne oppebære. Selskabet opnåede derved reelt fradrag for en fiktiv omkostning, som selskabet ville have afholdt, hvis udlejningen var sket igennem et udlejningsbureau, idet selskabet alene beskattes af nettoindtjeningen.

I Østre Landsrets dom af den 19. januar 2005, offentliggjort i SKM2005.99.ØLR, blev det fastslået, at der i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er hjemmel til korresponderende fradrag i de tilfælde, hvor den skattepligtige modtager et tilskud i form af friholdelse af udgifter, der ellers ville have været fradragsberettigede.

Af sagens oplysninger fremgår det, at et selskab havde fået udført en række administrative opgaver af dets moderselskab. Moderselskabet havde ikke modtaget vederlag for det udførte arbejde, der derfor var stillet vederlagsfrit til rådighed for selskabet. Ud fra en tilskudsbetragtning var selskabet blevet beskattet af værdien af administrationsarbejde efter statsskattelovens § 4. Sagen drejede sig blandt andet om, hvorvidt selskabet var berettiget til et korresponderende fradrag svarende til værdien af det vederlagsfri arbejde, således at den foretagne tilskudsbeskatning blev elimineret. Skattemyndighederne gjorde under sagens behandling for landsretten blandt andet gældende, at det fulgte af almindelige periodeafgrænsningsprincipper, at en skatteyder først havde ret til fradrag i medfør af statsskattelovens § 6, litra a, når der påhvilede vedkommende en endelig, retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb. Henset til, at der ikke påhvilede selskabet en forpligtelse til at betale for de modtagne ydelser, mente skattemyndighederne ikke, at selskabet var berettiget til fradrag efter statsskatteloven, jf. pligtpådragelsesprincippet. Østre Landsret udtalte indledningsvis generelt følgende:

"Efter bevisførelsen for landsretten må det lægges til grund, at der før afsigelsen af Højesterets dom af 11. februar 1998 ((U 1998.584) har eksisteret en almindelig og landvarig kommunal ligningspraksis vedrørende et moderselskabs vederlagsfrie ydelser til sit datterselskab. Efter denne praksis er bestemmelserne i statsskattelovens §§ 4 og 6. litra a blevet forstået således, at datterselskabet blev beskattet af 'værdien af' den modtagne ydelse, samtidig med at datterselskabet blev indrømmet et tilsvarende fradrag, hvis omkostningen efter sin art var fradragsberettiget. Det må efter bevisførelsen videre lægges til grund, at denne forståelse har været kendt og accepteret af de overordnede statslige skattemyndigheder, og der er ikke forelagt tilfælde ud over den foreliggende sag, hvor denne forståelse er blevet tilsidesat af skattemyndighederne."

Østre Landsret konkluderede på baggrund heraf, at selskabet var berettiget til et fradrag, der svarede til tilskuddet, jf. følgende uddrag fra Landsrettens præmisser:

"Moderselskabet har i indkomståret 1995 afholdt udgifter til løn og andre omkostninger vedrørende administration i […] og har herved ydet et skattepligtigt tilskud til […] jf. statsskattelovens § 4. Det må lægges til grund, at administrationsudgifterne efter deres art er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i […]. I overensstemmelse med den almindelige forståelse i ligningspraksis, finder landsretten, at statsskattelovens 6. litra a. i denne sammenhæng må fortolkes således, at […] ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst for indkomståret 1995 er berettiget til et fradrag på 350.000 kr. svarende til størrelsen af det skattepligtige tilskud. Det er i denne forbindelse uden betydning, at skattemyndighederne har indrømmet moderselskabet fradrag for de afholdte udgifter vedrørende administrationen."

I RR.SM.2005.120 "Kommentarer til udvalgte afgørelser" anfører advokat Svend Erik Holm blandt andet følgende i relation til dommen:

"Uden for anvendelsesområdet for ligningslovens § 2 synes landsrettens dom umiddelbart at måtte indebære, at det ikke er muligt at gennemføre forhøjelser i alle tilfælde, hvor begunstigelsen foreligger i form af sparede omkostninger, der efter deres art er fradragsberettigede, da tilskudsbeskatningen af den begunstigede opvejes af et "korresponderende" driftsomkostningsfradrag. "

I lighed hermed konkluderer fuldmægtig Lasse Dehn-Baltzer og specialkonsulent Michael Malherbe, Landsskatteretten, i TfS 2006, 297 "Korresponderende fradrag", at:

"Det princip, der lå til grund for kendelsen af 21. december 2004, blev fraveget ved landsrettens dom af 19. december 2005 samt Landsskatterettens kendelse af 9. december 2005, hvor henholdsvis landsretten og Landsskatteretten fandt, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a må fortolkes således, at der er hjemmel til at foretage et korresponderende fradrag på trods af, at der ikke påhviler skatteyderen en endelig, retlig forpligtelse til at betale den udgift, der ønskes fradrag for.

På baggrund af denne udtalelse forekommer det nærliggende at slutte, at selskabet i sagen ville kunne støtte ret på den konstaterede praksis ud fra et forventningsprincip. Man kunne have forestillet sig, at landsretten afgjorde sagen alene med henvisning til forventningsprincippet. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at landsretten herudover udtaler, at den er enig i fortolkningen af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a - navnlig når det henses til, at denne fortolkning medfører, at der godkendes fradrag i en situation, hvor skatteyderen ikke selv har afholdt en udgift." (vores fremhævning)

Samme resultat kom Landsskatteretten frem til i kendelsen af den 9. december 2005, offentliggjort i SKM2005.539.LSR, hvor skatteyderen tilsvarende blev indrømmet et korresponderende fradrag.

I den pågældende sag havde en skatteyder, der var eliteidrætsudøver med løb som disciplin, modtaget løbeudstyr og sportstøj som sponsorbidrag. Sagen omhandlede, hvorvidt skatteyderen havde ret til et korresponderende fradrag. Skattemyndighederne havde ansat den skattepligtige værdi af udleveret sportsudstyr og tøj fra sponsor til kr. 19.369 og forhøjet skatteyderens indkomst hermed, jf. statsskattelovens § 4. Af skatteankenævnets afgørelse fremgår blandt andet, at statsskattelovens § 6 a skulle forstås således, at der alene var fradrag for afholdte udgifter. Ved sagens behandling for Landsskatteretten gjorde skatteyderen blandt andet gældende, at hun i henhold til gældende praksis havde krav på fradrag for de driftsudgifter, som hun efter nettoindkomstprincippet kunne modregne i de oppebårne indtægter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Landsskatteretten nedsatte ansættelsen med det nævnte beløb med henvisning til blandt andet følgende:

"Ved Østre Landsrets dom af 19. januar 2005 offentliggjort i SKM2005.99.ØLR blev det fastslået, at der i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er hjemmel til korresponderende fradrag i de tilfælde, hvor den skattepligtige modtager et tilskud i form af friholdelse af udgifter, der ellers ville have været fradragsberettigede.

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at klageren har ret til korresponderende fradrag for udgifter, der har omkostningskarakter i hendes hobbyvirksomhed. Det er således ikke til hinder for fradrag, at klageren ikke selv har afholdt de udgifter, som har en driftsmæssig tilknytning til hendes virksomhed. Da udgifter til løbesko, løbetøj, sokker, handsker, pandebånd og andet løbeudstyr har den fornødne driftsmæssige relevans i forbindelse med klagerens virksomhed, kan Landsskatteretten godkende et korresponderende fradrag ... " (vores fremhævning)

Sidstnævnte kendelse er tillige kommenteret i TfS 2006, 297 "Korresponderende fradrag" af fuldmægtig Lasse Dehn-Baltzer og specialkonsulent Michael Malherbe, Landsskatteretten. Særligt i relation til Landsskatterettens fortolkning af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i ovennævnte domme anfører forfatterne følgende:

"Landsskatteretten udleder således af dommen (herved forstået Østre Landsrets dom af 19. januar 2005), at princippet om, at der skal påhvile skatteyderen en retlig forpligtelse, ikke blot kan fraviges, når der er tale om en tilskudssituation, og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fortolkes i overensstemmelse med fast og langvarig ligningspraksis herom - dvs. under de omstændigheder, der forelå i dommen. Det er derimod tilstrækkeligt, at der er tale om friholdelse af udgifter, der ellers ville være fradragsberettigede. I Landsskatterettens kendelse medførte denne fortolkning af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at klageren kunne foretage et fradrag i virksomhedens indkomst (efter nettoindkomstprincippet) svarende til det modtagne tilskud

Når henholdsvis landsretten og Landsskatteretten forkaster princippet om, at udgiften skal påhvile den, der foretager fradraget, synes det at være gjort udfra en betragtning om, at det kan forekomme mindre rimeligt ikke at indrømme skatteyderen fradrag for det ønskede beløb.

Denne betragtning vejer særligt tungt, når det tages i betragtning, at der ville foreligge en fradragsberettiget driftsomkostning, såfremt datterselskabet i landsretsdommen havde modtaget et kontant beløb beregnet til anvendelse på køb af arbejdsydelser hos moderselskabet.... "

I artiklen konkluderes det videre, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, giver adgang til et korresponderende fradrag, uden at modtageren selv har afholdt en udgift, jf. følgende uddrag:

"På baggrund af Østre Landsrets dom af 19. januar 2005 og Landsskatterettens kendelse af 9. december 2005 må det konkluderes, at det ikke er en absolut forudsætning for fradrag, at en skatteyder selv har afholdt en udgift. I situationer, hvor et andet skattesubjekt har afholdt udgiften for modtageren af ydelsen, og hvor ydelsen har karakter af en fradragsberettiget udgift for modtageren, hvis han selv havde afholdt den, kan modtageren således foretage et fradrag svarende til ydelsens værdi." (vores fremhævning)

Sammenfattende kan det på baggrund af den foreliggende praksis konstateres, at skatteyder skal ind rømmes et korresponderende fradrag svarende til de driftsudgifter, som denne efter nettoindkomst princippet i statsskattelovens §§ 4 og 6 kan modregne i de oppebårne modtagne skattepligtige ydelser.

Videre kan der henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i TfS 2014.308 VLR, hvor skatteyderen havde købt et sommerhus i 2004. Umiddelbart efter købet valgte skatteyderen at rive sommerhuset ned og opføre et nyt, hvorefter skatteyderen solgte sommerhuset videre i 2005. Skattemyndighederne mente ikke, at skatteyderen havde bevist at have anvendt ejendommen til private formål, hvorfor de havde anset skatteyderen for skattepligtig af en ansat avance.

For landsretten drejede sagen sig blandt andet om, hvorvidt skatteyderen kunne forhøje anskaffelses summen for sommerhuset med et beløb svarende til det beløb, som skatteyderen kunne være blevet gavebeskattet af med den effekt, at den skattepligtige ejendomsavance ville blive tilsvarende reduceret. Skatteyderen gjorde således blandt andet gældende, at praksis medførte, at skatteyderen burde have været gaveafgiftsbeskattet af et tilsvarende beløb som maskeret udlodning, hvilket medførte, at skatteyderens anskaffelsessum for ejendommen tilsvarende burde have været forhøjet med dette afgiftspligtige beløb. Skatteyderens hovedanbringende var således, at det forhold, at skatteyderen ikke var blevet gaveafgiftsbeskattet af det pågældende beløb, ikke ændrede på, at skatteyderens anskaffelsessum for ejendommen skulle forhøjes med det pågældende beløb. Skatteministeriet gjorde heroverfor gældende, at skatteyderens indkomst skulle nedsættes med avancen, mod at skatteyderen anerkendte, at hun skulle svare gaveafgift af et tilsvarende beløb. Landsretten fandt i overensstemmelse med skatteyderens påstand, at skatteyderens indkomst skulle nedsættes.

I dommen konstateres det, at skatteydere, der gavebeskattes ved modtagelsen af et aktiv, tilsvarende opnår en fiktiv købesum svarende til det gavebeskattede beløb, hvorfor en eventuel skattepligtig avance ved et senere salg af aktivet tilsvarende reduceres. Sagen illustrerer således, at ovennævnte praksis, hvorefter statsskattelovens §§ 4 og 6, stk. 1, litra a, indeholder et nettoindkomstprincip, der giver fradragsret for omkostninger, tilsvarende finder anvendelse i tilfælde, hvor skatteydere ikke har afholdt egentlige udgifter, men hvor skattemyndighederne kunne have gaveafgiftsbeskattet den pågældende.

(…)"

Klagerens repræsentant er fremkommet med følgende supplerende bemærkninger:

"(…)

I SKATs udtalelse anføres indledningsvis - som argumentation for fastholdelse af SKAT afgørelse af den 7. maj 2014 - blandt andet følgende:

"I begge afgørelser (Østre Landsrets dom af den 19. januar 2005 (SKM2005.99.ØLR) og Landsskatterettens kendelse af den 9. december 2005 (SKM2005.539.LSR)) er der tale om afholdte dokumenterede udgifter, som man vil have fradrag for. Modsat vores afgørelse, hvor der ikke er afholdt nogen form for lønudgifter, men derimod har A modtaget vennetjenester uden betaling.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at netop spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen ikke havde af holdt dokumenterede udgifter, og som følge deraf ikke skulle indrømmes et korresponderende fradrag svarende til gavens størrelse, var genstand for prøvelse hos såvel skatteankenævnet som Landsskatteretten i Landsskatterettens kendelse af den 9. december 2005 (SKM2005.539.LSR). Af sagens oplysninger fremgår det, at skatteankenævnet havde truffet følgende afgørelse:

"Samtidig har nævnet nægtet at anerkende fradrag, med henvisning til at klageren ikke har afholdt udgifter til anskaffelse af sportsudstyr til sikring af indkomsten, men alene i kraft af den indgåede sponsorkontrakt har haft mulighed for at modtage sportsudstyr til en værdi, der anses for omfattet af statsskattelovens § 4. Der er anført, at statsskattelovens § 6 a skal forstås således, at der alene er fradrag for afholdte udgifter. "(vores fremhævning)

I overensstemmelse hermed afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:

"Landsskatteretten finder, at klagerens forbrug af tøjet og andet udstyr fra B A/S, anvendt i forbindelse med løbekonkurrencer ikke kan betragtes som en driftsomkostning, der i årets løb er anvendt til at erhverve indkomsten, idet klageren ikke har haft nogen udgifter."(vores fremhævning)

Efter anmodning fra klagerens repræsentant blev Landsskatterettens kendelse dog optaget til fornyet behandling efter dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 29, stk. 2. Landsskatteretten kom herefter under henvisning til SKM2005.99.ØLR frem til, at klageren havde ret til et korresponderende fradrag, idet forbruget af tøjet havde den fornødne driftsmæssige relevans til trods for, at klageren således ikke havde afholdt nogen udgift. Sagen i SKM2005.539.LSR ses således at være sammenlignelig med forholdene i nærværende sag, hvor A ikke har afholdt nogen udgift, men derimod må anses for værende det retssubjekt, som ville være retligt forpligtet hertil.

Det er således vores opfattelse, at SKM2005.539.LSR illustrerer, at det ikke er en forudsætning for at indrømme skatteyderen et fradrag, at denne har afholdt en udgift. Netop denne betragtning kommer endvidere til udtryk i den omtalte artikel TfS 2006, 297 "Korresponderende fradrag" af fuldmægtig Lasse Dehn-Baltzer og specialkonsulent Micheal Malherbe, Landsskatteretten, jf. følgende tidligere kommenterede uddrag, anført på side 12 i vores supplerende indlæg:

"På baggrund af Østre Landsrets dom af 19. januar 2005 og Landsskatterettens kendelse af 9. december 2005 må det konkluderes, at det ikke er en absolut forudsætning for fradrag, at en skatteyder selv har afholdt en udgift." (vores fremhævning)

Vi må således fastholde, at såvel retspraksis som den skatteretlige litteratur understøtter vores opfattelse af, at skatteyderen skal indrømmes et korresponderende fradrag svarende til de driftsomkostninger, som skatteyderen efter nettoindkomstprincippet i statsskattelovens §§ 4 og 6 kan modregne i de oppebårne modtagne skattepligtige ydelser.

SKATs synspunkt om, at nærværende sag adskiller sig fra ovenstående afgørelser, må forstås således, at SKAT mener, at den skattemæssige behandling af adgangen til korresponderende fradrag skal være forskellig afhængig af, om gaven, i form af arbejdskraft, reelt er afholdt af et selskab eller af en fysisk person. Der ses dog hverken i loven, retspraksis, administrativ praksis eller den skatteretlige litteratur at være belæg for en sådan forståelse.

--o--

Ifølge side 2 i SKATs udtalelse har SKAT ikke set sig i stand til at kommentere på vores henvisning til Skatteretten 1, 6. udgave, 2013, af Jan Pedersen m.fl., jf. vores supplerende indlæg side 6-7, hvor vi har henvist til det nævnte uddrag fra denne lærebog. Vi vedlægger derfor til nærværende skrivelse kopi af det pågældende uddrag fra Skatteretten 1, 6. udgave, 2013, af Jan Pedersen m.fl., afsnit 8.4.1.1. "Gave som driftsomkostning", side 433.

Af SKATs udtalelse, side 2, fremgår det endvidere, at dommen offentliggjort i SKM2002.571.HR, ifølge SKAT ikke kan anvendes analogt i nærværende sag, idet der i nærværende sag ikke har været afholdt lønudgifter eller været en retlig forpligtelse.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at vi er uenige i SKATs opfattelse heraf. I nærværende sag har As familiemedlemmer og venner hjulpet til i hans butik, H1 v/A, mens han selv har været sygemeldt. A er ejer af virksomheden og er derfor også det retssubjekt, der ville være forpligtet til at afholde lønomkostningerne.

For så vidt angår artiklen i SP0.2006.319, "Er der hjemmel til at fiksere udgifter efter statsskattelovens § 6a?", af Thorbjørn Kristian Kelstrup Henriksen, er vi enige med SKAT i, at denne omhandler problematikken omkring rette omkostningsbærer. Det er dog vores opfattelse, at forfatteren herudover på et mere overordnet niveau kommenterer på anvendelsen af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og at synspunkterne derfor kan anvendes i nærværende sag. I den forbindelse skal vi særligt henlede opmærksomheden på følgende citat, jf. SP0.2006.319, side 3, spalte 2:

"Den 9. december 2005 afsagde Landsskatteretten en kendelse (TJS 2006.149), der var inspireret af ovennævnte dom fra Østre Landsret.

En skatteyder havde modtaget noget sportstøj gratis af sin sponsor og spørgsmålet var herefter om skatteyderen kunne foretage et fradrag lig med værdien af sportstøjet. Landsskatteretten mente dette var tilfældet, og tilkendegav i den forbindelse helt generelt omkring fradrag efter statsskattelovens § 6a.:

Det er således ikke til hinder for fradrag, at klageren ikke selv har afholdt de udgifter, som har en driftsmæssig tilknytning til hendes virksomhed.

…

Jeg tror i hvert fald, at Landsskatteretten kun vil acceptere en sådan udgiftsfiksering i de tilfælde, hvor en tilsvarende indtægtsfiksering også kan komme på tale. " (vores fremhævning)

Særligt i relation til SKATs udtalelse om, at der ikke i nærværende sag har været afholdt lønudgifter eller været en retlig forpligtelse, skal vi videre venligst henvise til følgende uddrag samme sted, side 2, spalte 1:

"Mere præcist kan man formulere det derhen, at ydelsesmodtager i skattemæssig forstand altid pr. definition er retlig forpligtet til at betale den fulde markedsværdi for de ydelser mv. han modtager. Hvis han betalingsmæssigt ikke levede op til denne fikserede betalingsforpligtelse, så blev han tilskudsbeskattet, men det anfægtede ikke hans muligheder for at udgiftsføre værdien af de modtagne ydelser, og det anfægtede heller ikke ydelsesgivers forpligtelse til at indtægtsføre, hvad der svarer til markedsværdien for de pågældende ydelser." (vores fremhævning)

Videre skal der henvises til følgende citat samme sted, side 3, spalte 1:

"Hvis skattemyndighederne således skal fratage skatteyderen et selvangivet fradrag, så kan det ikke ske med henvisning til, at skatteyderen ikke har afholdt de udgifter han ønsker fradrag for. Skattemyndighederne må derimod påvise, at skatteyderen ikke har modtaget de ydelser, der blev erhvervet ved udgiftsafholdelsen, eller al de modtagne ydelser(r) ikke er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst." (vores fremhævning)

Det er således vores opfattelse, at artiklen SPO.2006.319, ikke alene omfatter problematikken omkring rette omkostningsbærer, men også relaterer sig til generel praksis omkring anvendelsen af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og derfor er sammenlignelig med forholdene i nærværende sag.

Det skal bemærkes, at vi er enige med SKAT i, at Højesterets dom af den 18. november 2014 (SKM2005.5.HR) vedrører det af SKAT udøvede skøn i forbindelse med fastsættelsen af en fiktiv leje. Som anført i vores supplerende indlæg af den 21. august 2014, side 8, fremgår det dog, at Skatteministeriets hovedanbringende i sagen var, at der ikke i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, var hjemmel til at fradrage de udgifter, som skatteyderen kunne have haft, men rent faktisk ikke havde afholdt, jf. følgende citat fra Skatteministeriets anbringender:

"Der kan derfor ikke ved den sammenligning, der skal foretages efter ligningslovens § 2, stk. 1, indrømmes fradrag for en fiktiv udgift i form af provision til et udlejningsbureau." (vores fremhævning)

Det er vores opfattelse, at det af Højesterets præmisser fremgår, at statsskattelovens §§ 4-6 indeholder et nettoindkomstprincip, hvorfor selskabet alene skal beskattes af nettoindtjeningen, og derved reelt set opnår et fradrag for ikke afholdte udgifter, som de normalt ville have haft. Højesterets dom ses derfor at være sammenlignelig med nærværende sag.

Sagen i SKM2014.308.VLR (forkert anført som TfS 2014.308 VLR), kommenteret i vores supplerende indlæg, side 13, illustrerer endvidere netop, at skatteyderen skal indrømmes fradragsret for udgifter, selvom skatteyderen ikke har afholdt nogen form for udgift. Tilsvarende synspunkt må gøre sig gældende i nærværende sag, hvorfor A bør indrømmes et fradrag svarende til den skattepligtige gaves værdi. Det er således vores opfattelse, at der ikke er hjemmel i statsskatteloven til beskatning af værdien af en sparet erhvervsmæssig udgift.

--o--

Sammenfattende er det således vores klare opfattelse, at der skal godkendes fradrag for de ydelser,

A anvendte til at erhverve, sikre og vedligeholde sin skattepligtige indkomst, selvom der ikke er sket nogen betaling herfor, idet han ville være retligt forpligtet hertil, såfremt han havde haft ansat personale til at passe butikken."

Landsskatterettens afgørelse
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinformation.dk). Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Endvidere forudsætter fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale den pågældende udgift.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

En gave er skattepligtig for modtageren, medmindre den er omfattet af boafgiftslovens § 22. Det følger af statsskattelovens § 4, litra c, og § 5, litra b.

Der kan gives afgiftsfrie gaver til blandt andet afkom, stedbørn og deres afkom, hvis gavernes værdi ikke overstiger et reguleret grundbeløb på 58.700 kr. i 2012, pr. kalenderår. Dette følger af boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra a.

Af afsnit C.A.6.1.2.1 i Den Juridiske Vejledning (2015-2) fremgår det, at i civilretten defineres en gave traditionelt som en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel, der bliver givet som et udslag af gavmildhed, i gavehensigt.

I skattelovgivningen er der ingen entydig definition af en gave. Det er dog en ufravigelig betingelse i skatteretten for at behandle en ydelse som en gave, at der er tale om en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel.

Afdøde har i indkomståret i 2012 været sygemeldt i 1.516 timer i sin virksomheds åbningstid. I samme periode havde hans virksomhed en omsætningsnedgang på 7,8 % i forhold til omsætningen i indkomståret 2011, hvor han ikke var syg. Afdøde har oplyst, at det skyldes, at hans kammerater, søster, morbror og tante har hjulpet ham vederlagsfrit i virksomheden under hans sygdomsperiode.

Landsskatteretten finder, at den hjælp afdøde har fået af sine kammerater, søster, morbror og tante kan betragtes som gave. Landsskatteretten har herved henset til, at hjælpen anses som en vederlagsfri formuefordel for afdøde.

Som kammerat, bror og nevø til gavegiverne omfattes afdøde ikke af personkredsen i boafgiftslovens § 22. Landsskatteretten finder derfor, at gaverne fra afdødes kammerater, søster, morbror og tante er skattepligtig indkomst for afdøde, jf. statsskattelovens § 4, litra c.

SKAT har opgjort værdien af gaverne til 151.600 kr. SKAT har ved skønnet lagt vægt på, hvad en virksomhedspraktikant fik i løn i indkomståret 2013 og antallet af timer afdøde var sygemeldt i virksomhedens åbningstid i indkomståret 2012.

Landsskatteretten finder derfor, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn over værdien af gaverne.

Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Boet efter afdøde har fremsat påstand om, at såfremt Landsskatteretten finder, at han har modtaget en skattepligtig gave, så skal han have et korresponderende fradrag på samme beløb.

Landsskatteretten finder, at afdøde ikke har været retligt forpligtet til at betale en udgift til antagelse af personer til at hjælpe i sin virksomhed, som svarer til størrelsen af den skattepligtige gave modtaget af familie og venner. Afdøde er derfor ikke berettiget til at fradrage en udgift på 151.600 kr. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2012. Det bemærkes herved, at hverken afdøde eller hans familie og venner rent faktisk har afholdt en sådan udgift.

Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2005.99.ØLR kan ikke føre til et andet resultat, idet adgangen til fradrag i dommen alene blev givet på grund af en særlig kommunal ligningspraksis vedrørende et moderselskabs vederlagsfrie ydelser til sit datterselskab. De faktiske forhold i denne sag falder ikke ind under denne særlige kommunale ligningspraksis.

Landsskatterettens kendelse offentliggjort som SKM2005.539.LSR kan heller ikke føre til et andet resultat.