Dokumentets metadata

Forskerskatteordningen - Vederlagskrav

Vederlagskravet i henhold til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, blev anset for opfyldt i et tilfælde, hvor klagerens samlede løn blev båret af den danske arbejdsgiver. Landsskatteretten henså herved til, at der skete viderefakturering af lønudbetalingen fra det italienske selskab til den danske arbejdsgiver, og at klagerens samlede løn dermed i realiteten blev båret af den danske arbejdsgiver.

Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen fra den 1. juli 2018, jf. kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse, således at klagerens anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen fra den 1. juli 2018 imødekommes.

Faktiske oplysninger
Klageren (A) indgik den 5. oktober 2017 kontrakt med H1 A/S (herefter det danske selskab) om ansættelse i Danmark med start den 1. juli 2017 og med en varighed på 12 måneder med mulighed for forlængelse.

Af ansættelseskontraktens punkt 5.1 fremgår det, at klageren årligt vil modtage en nettoløn på 267.213 kr., hvilket svarer til en årlig bruttoløn på 397.875,22 kr., som udbetales af det danske selskab. Klageren vil endvidere modtage 35.951 euro, som udbetales af H2 S.p.A (herefter det italienske selskab).

Af punkt 7.1 fremgår, at klageren er berettiget til en firmabil, og at udgiften hertil maksimalt må være på 9.000 kr. om måneden.

Af punkt 17.3 fremgår det, at det italienske selskab vil afholde flytteomkostninger på op til 12.000 euro.

Af punkt 17.4 fremgår det, at det danske selskab vil afholde udgifterne til klagerens månedlige boligomkostninger på op til 14.000 kr. for en umøbleret bolig og op til 16.500 kr. for en møbleret bolig. Såfremt de faktiske omkostninger bliver lavere end de nævnte beløb, vil selskabet betale det laveste beløb.

I forbindelse med anmodning af 17. oktober 2017 blev klageren den 8. januar 2018 registreret med beskatning i henhold til kildeskattelovens §§ 48 E-F for perioden 1. juli 2017 og frem til 30. juni 2018.

Ved aftale af 8. juni 2018 indgik klageren, det danske selskab og det italienske selskab aftale om forlængelse af klagerens ansættelse i Danmark frem til den 30. juni 2019.

Den 15. august 2018 indsendte klagerens repræsentant på vegne af klageren anmodning til Skattestyrelsen om forlængelse af beskatning i henhold til kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Det danske selskab er koncernforbundet med det italienske selskab.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har givet afslag på ansøgning om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F fra den 1. juli 2018.

Skattestyrelsen har konkluderet således:

"(…)

Du kan ikke beskattes efter reglerne i kildeskattelovens §§ 48 E-F.

Lønnen ifølge kontrakten opfylder ikke minimumslønnen efter kildeskattelovens § 48E, stk. 3, nr. 3. som i 2017 er 63.700 kr. og i 2018 er 65.100 kr., hvortil kommer bidrag efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Det betyder, at din løn skal beskattes efter de almindelige danske skatteregler fra den 1. juli 2018."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at der ikke er hjemmel til at nægte forlængelse af beskatning efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F. Der er nedlagt subsidiær påstand om, at klageren på tidspunktet for indtræden af dansk skattepligt har lønindkomst fra dansk arbejdsgiver, som opfylder minimumslønkravet.

Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. anført følgende:

"(…)
Løn udbetalt fra Italien
Skattestyrelsen har konkluderet, at da en del af lønnen udbetales fra det italienske selskab kan denne del af lønnen ikke medregnes, hvilket medfører, at minimumslønkravet ikke er opfyldt.

Det er vores udgangspunkt, at når der foreligger et civilretligt gyldigt dansk ansættelsesforhold er det dét, som må lægges til grund for vurderingen. Vi anser Skattestyrelsens bemærkninger til løn udbetalt fra det italienske selskab som for sagen uvedkommende når ovenstående lægges til grund. Det er vores opfattelse, at Skattestyrelsen ikke har fremlagt saglige forhold der kan tilsidesætte ansættelseskontrakten og de arbejdsgiverforpligtelser, der følger heraf.

Faktum er, at A arbejder 100 % for H1 A/S, der er omfattet af jf. SEL § 1. Der udføres ikke arbejde for det italienske koncernforbundne selskab og lønnen udbetales for arbejde udført for den danske arbejdsgiver.

Det er i kildeskatteloven anført, at ansættelsesforholdet skal være hos en arbejdsgiver omfattet af KSL § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4 jf. KSL § 48E, stk. 1.

Af ovenstående hjemmel er der intet krav om, at lønnen udbetales af det danske selskab, men alene at der er en dansk arbejdsgiver. Derudover fremgår det af den juridiske vejledning at den danske arbejdsgiver skal have pligt til at indberette og indeholde skat. Begge disse betingelser er opfyldt.

A har en lokal dansk ansættelse, har alene en dansk arbejdsgiver og den danske arbejdsgiver har som følge af sine arbejdsgiverforpligtelser i Danmark indberettet As løn, og det følger af denne indberetning, at lønnen opfylder minimumskravet.

Vi er derfor ikke enige i Skattestyrelsens afvisning af, at den del af lønnen som udbetales af det italienske selskab ikke skal indgå i vurderingen af om A opfylder minimumslønkravet. Den løn som medarbejderen skal have i månedsløn og som udspringer af det danske ansættelsesforhold må derfor tælle med uanset hvilket selskab der udbetaler lønnen. Vi henviser endvidere til ovenstående afsnit om "Ansættelsesforhold".

Opgørelse af minimumslønnen
Skattestyrelsen har afvist at medregne forskellige løndele fordi beløbet ikke er tilstrækkeligt præciseret i den danske ansættelseskontrakt.

Kontant tilskud til flytteomkostninger:
Skattestyrelsen har afvist at medregne det beløb A har modtaget fra sin danske arbejdsgiver til flytteomkostninger, idet A ifølge sin ansættelseskontrakt er berettiget til et beløb "op til 12.000 euro". Vi har ikke taget yderligere stilling til dette, da det er dækket efter regning og ikke indgår i den skattepligtige indkomst og dermed heller ikke i beregningen af minimumslønnen.

Kontant huslejetilskud:
Skattestyrelsen har afvist at medregne det kontante huslejetilskud A har modtaget fra sin danske arbejdsgiver, idet A ifølge sin ansættelseskontrakt er berettiget til et kontant huslejetilskud, hvilket vil sige at det ikke direkte fremgår hvilket konkret beløb A vil modtage.

Det er vores opfattelse, beløbet skal medtages, med følgende begrundelse:
- det følger af ansættelseskontrakten med den danske arbejdsgiver, at A er berettiget til et beløb til dækning af husleje
- A har faktisk modtaget mere end maksimum beløbet for en umøbleret bolig fra ansættelsens begyndelse
- det konkrete beløb på 16.000 kr. netto fra den danske arbejdsgiver til A fremgår af indberetning til Skattestyrelsen fra ansættelsens begyndelse

Det skal ligeledes bemærkes, at det ifølge intern praksis i det danske selskab er deres politik at de ansatte er berettiget til de beløb, der er oplyst i kontrakten.

Af de konkrete omstændigheder fremgår det, at A ifølge sin ansættelseskontrakt er berettiget til et tilskud, og at A faktisk har modtaget kontant huslejetilskud.

Vi er derfor ikke enige i Skattestyrelsens ansættelse til 0 kr.

(…)

Konklusion
Det er vores primære påstand, at der ikke er hjemmel til at nægte forlængelse.

Herefter er det vores sekundære påstand, at A på tidspunktet for indtræden af dansk skattepligt har lønindkomst fra dansk arbejdsgiver, som opfylder minimumslønkravet.

Det er vores opfattelse, at der foreligger klar dokumentation på, at A alene har en dansk arbejdsgiver, at A ifølge sine kontrakter er berettiget til en lønindkomst, som opfylder minimumslønkravet samt at de konkrete omstændigheder viser at A faktisk har fået lønindkomst fra begyndelsen af ansættelsen, der opfylder minimumslønkravet og dermed er berettiget til beskatning efter forskerskatteordningen, jf. KSL §§ 48 E-F.

I det A faktuelt er berettiget til 103.102 kr. per måned i 2017 og ca. 110.00 kr. per måned i 2018 i gennemsnit, opfylder A betingelserne for beskatning, jf. KSL §§ 48 E-F.

Vi henstiller til, at der foretages en konkret vurdering af alle de faktiske forhold, der efter vores opfattelse klart dokumenterer, at A opfylder betingelserne. Vi henviser i den forbindelse til behandlingen af lignende sager tidligere afgjort af LSR, som nævnt ovenfor."

Skattestyrelsens høringssvar til klagen
Skattestyrelsen har fastholdt, at klageren ikke opfylder de objektive betingelser, herunder vederlagskravet, for at kunne anvende bruttoskatteordningen.

Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar
Klagerens repræsentant er fremkommet med bemærkninger til Skattestyrelsens høringssvar.

Repræsentanten har bl.a. anført følgende:

"Minimumslønnen
Vi mener, at der er tale om ændret administrativ praksis fra Skattestyrelsens side, da der tidligere er godkendt kontrakter med enslydende ordlyd med garanterede løndele anført med "op til". Det er fortsat vores opfattelse, at når en løndel er garanteret "op til", skal det faktiske beløb medregnes i minimumslønnen.

Skattestyrelsen har som led i deres ændrede administrative praksis ændret blanketten for ansøgningen for beskatning efter KSL § 48E-F fra 1. januar 2019. På blanketten står der direkte nu, at løndele "op til" ikke tæller med længere.

Det er dog ikke på anden vis offentliggjort varsel om den ændrede administrative praksis. "

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling
Klagerens repræsentant er fremkommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling.
Repræsentanten har bl.a. anført følgende:

"Det er lagt til grund at A har en dansk arbejdsgiver og et dansk ansættelsesforhold, og det er derfor alene et spørgsmål om hvorvidt A kontraktmæssigt er garanteret en løn, der opfylder minimumslønkravet. I den forbindelse er det afgørende om den del af lønnen, som ifølge kontrakten udbetales fra et koncernforbundet selskab, skal indgå i denne vurdering.

Hertil skal vi bemærke, at:
- Der er indgået en dansk ansættelseskontrakt
- Lønnen ifølge indberetning fra dansk arbejdsgiver opfylder minimumslønkravet
- Den fulde lønomkostning påhviler det danske selskab uanset hvem der administrativt har udbetalt lønnen

I Skatteankestyrelsens indstilling stilles der spørgsmålstegn ved om løn udbetalt af det italienske selskab kan medregnes til minimumslønkravet. Vi er af den opfattelse, at dette ikke er i overensstemmelse med de ansættelsesretlige fakta i kontrakten og har lagt vægt på følgende:
- Det fremgår af punkt 5.2 i ansættelseskontrakten, at A er ansat som [titel] Denmark samt rapporterer direkte til den administrerende direktør for [det danske selskab]. Således udfører A i kontraktsperioden i det danske ansættelsesforhold intet arbejde for [det italienske selskab], men arbejder alene 100% for det danske selskab.
- Alle øvrige ansættelsesretlige rettigheder og forpligtelser i henhold til den danske ansættelseskontrakt påhviler alene [det danske selskab].
- Udbetalingen fra det italienske selskab er alene et interpartes forhold mellem [det danske selskab] og [det italienske selskab]. Det skal hertil bemærkes, at dette ofte finder sted i internationale og koncernforbundne selskaber.

Efter de ansættelsesretlige regler er det [det danske selskab], der er arbejdsgiver og som har de ansættelsesretlige forpligtelser. Dette betyder, at det er [det danske selskab], der har forpligtelsen til at opfylde kontrakten, og dermed også forpligtelsens lønmæssigt til alle løndele uanset udbetaler. [Det danske selskab] har ligeledes indberettet alle løndele i overensstemmelse med dette. En samlet løn på over 100.000 kr. hver måned. Til støtte herfor er ligeledes, at A's rettigheder som ansat efter de ansættelsesretlige regler alene er et mellemværende mellem ham og [det danske selskab] og ikke [det italienske selskab]. Vi mener derfor ikke, at der er grundlag for at udeholde lønelementer udbetalt af koncernforbundne selskaber, der alene er sket af administrative årsager.
Dertil kommer, at Skatteankestyrelsen i indstilling til afgørelse opgør den månedlige indkomst til ca. 22.268 kr. idet de lægger til grund at den årlige løn fra [det danske selskab] er 267.213 kr. Det fremgår af kontrakten er det en "the annual net salary". Beløbet skal derfor omregnes til bruttoløn før det kan indgå i vurderingen af minimumskravet."

Retsmøde
Under retsmødet oplyste klagerens repræsentant, at klagerens samlede vederlag fra den danske arbejdsgiver og det italienske selskab er indberettet til SKAT. Repræsentanten oplyste endvidere, at den fulde lønomkostning til klageren bæres af den danske arbejdsgiver, idet det italienske selskab viderefakturerer dettes del af lønomkostningen til den danske arbejdsgiver.

Landsskatterettens afgørelse
Forskere og højtlønnede personer, der opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 48 E, kan vælge at blive beskattet efter reglerne i kildeskattelovens § 48 F.

For personer, hvis kvalifikationer som forskere ikke er godkendt af en offentlig forskningsinstitution eller Danmarks Frie Forskningsfond, gælder, at vederlaget i penge i henhold til ansættelseskontrakten som et gennemsnit inden for samme kalenderår udgør et grundbeløb på mindst 59.500 kr. (2010-niveau) om måneden, hvilket reguleres efter personskattelovens § 20. Hertil kommer bidrag efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det følger af kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, jf. stk. 4.

Vederlagskravet for indkomståret 2018 udgør 65.100 kr.

I henhold til ansættelseskontrakten af 5. oktober 2017 får klageren årligt udbetalt 267.213 kr. i nettoløn af det danske selskab, hvilket svarer til en årlig bruttoløn på 397.875,22 kr., eller en gennemsnitlig månedsløn på ca. 33.156 kr. Herudover får klageren op til 9.000 kr. om måneden til firmabil, ligesom det danske selskab afholder de faktiske boligudgifter på op til enten 14.000 kr. eller 16.500 kr. månedligt.

Det følger endvidere af ansættelseskontrakten, at klageren får udbetalt et årligt beløb på 35.951 euro af det italienske selskab, ligesom det italienske selskab afholder flytteomkostninger på op til 12.000 euro.

Landsskatteretten bemærker, at vederlagskravet i henhold til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, alene finder anvendelse i et ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiveren i henhold til bestemmelsens stk. 1, er fuldt eller begrænset skattepligtig til Danmark. Det er således alene den løn, som den danske arbejdsgiver i henhold til kontrakten forpligter sig til at udbetale til arbejdstageren, der skal medtages ved opgørelsen af minimumslønkravet.

Retten lægger til grund, at der sker en viderefakturering af lønudbetalingen fra det italienske selskab til den danske arbejdsgiver. Retten tillægger det herved afgørende vægt, at klagerens fulde lønindtægt i realiteten bæres af den danske arbejdsgiver, hvorved klagerens fulde løn, herunder også lønnen udbetalt af det italienske selskab, skal medtages ved opgørelsen af vederlagskravet, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. I overensstemmelse hermed er den samlede løn til klageren fra den danske arbejdsgiver og det italienske selskab indberettet til SKAT.

Retten finder herefter, at klageren opfylder vederlagskravet.

Landsskatteretten ændrer derfor Skattestyrelsens afgørelse, således at klagerens anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen fra den 1. juli 2018 imødekommes.