Dokumentets metadata

Money transfer - kontoindsætninger - låneaftale - grov uagtsomhed - varslingsfrist

Sagen drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne.

Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån.

Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato.

Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt.

Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom (SKM2017.530.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Parter

A

(v/adv. Alexander Nyborg Christensen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Mattias Chor)

Afsagt af Landsretsdommerne

Peter Buhl, Annette Dellgren og Cecilie Kabel Revsbech (kst.)

Retten i Viborg har den 22. august 2017 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 11014/2016, SKM2017.530.BR)).

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået byrettens dom stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

For landsretten er fremlagt et procesnotat vedrørende projekt Money Transfer.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af IB.

A har supplerende forklaret, at han rettelig har lånt ca. 1,2 mio. kr. En af hans venner havde tegnet forsikring hos IB via G5, og han gjorde det samme. IB kom hjem til ham for at tegne forsikringen, og de blev gode venner. Han husker ikke, hvornår han tegnede forsikringen. Foreholdt dateringen i forsikringspolice, ekstrakten side 335, har han forklaret, at det godt kan passe, at han tegnede forsikringen den 1. juni 2007. På et tidspunkt - formentlig samme år - spurgte han IB, om han kunne låne penge af ham. Han kunne ikke låne penge i banken, fordi han skyldte banken i forvejen. Det er ikke unormalt, at erhvervsfolk låner penge ud. I forhold til vilkårene i rammeaftalen om lån, ekstrakten side 159, gjorde han sig ikke tanker om, at renten var på 2 %. I banken skulle han give 6-7 % i rente. Han bed heller ikke mærke i, at der var tale om lån fra et selskab og ikke IB. Lånerammen på 1,6 mio. kr. udgjorde det beløb, som IB sagde, at han kunne låne. Det var ikke udtryk for, at han havde behov for dette beløb. Lånet skulle bruges til at højne levestandarden for hans familie. IB var meget interesseret i, at lånet kunne betales tilbage ved salg af familiens hus. Huset tilhører hans kone, og det skal inden for ½ -1 år sælges til kommunen eller investorer for et tocifret millionbeløb. De har vidst i mange år, at kommunen vil ekspropriere området. De fik det første bud på huset i april 2018. Buddet var på 14 mio. kr.
Han husker ikke, om IB blev oplyst om, at hans kone ejer huset. Hans kone har mundtligt givet IB lov til at tinglyse sin ret i huset.

Når han havde brug for penge, ringede han til IB og sagde, hvor meget han havde brug for. Han mener, at de talte sammen en gang hver eller hver anden måned. Han fik overført 30.000 kr. om måneden, fordi det var det, han havde behov for. Pengene gik til forbrug. Foreholdt breve, ekstrakten side 161 og 163, har han bekræftet, at han har sendt disse breve til G1 ltd. Det var IB, der sagde, at han skulle skrive til selskabet, fordi der stod "COMMISSION" på hans kontoudtog. Det var almindeligt for ham på daværende tidspunkt at sende et brev. Han mener, at han også ringede til selskabet og rykkede for svar.

Foreholdt brev vedrørende opsigelse af forsikringspolicer, ekstrakten side 281, har han forklaret, at han har udfærdiget opsigelsen. Han har betalt 60.000 kr. tilbage til IB. Han undrede sig ikke over, at han ikke skulle overføre pengene til selskabet, eller at udbetalingerne kom fra tre forskellige selskaber. IB var hans kontaktperson. Han ved ikke, hvorfor IB som vidne i en anden retssag (V.L. B-484-17) har forklaret, at han ikke har fået penge tilbage.

Hans økonomi er blevet bedre, da hans forretning går godt. Han har ikke foretaget yderligere afdrag på lånet på grund af retssagen. IB har haft en blodprop og ønsker, at indfrielse af lånet skal afvente, at han er frisk igen. IB blev syg inden den 1. januar 2018, hvor lånet ifølge aftalen skulle indfries. Lånet skal selvfølgelig tilbagebetales.

Han har ikke haft en revisor til at hjælpe sig, og han har ikke tænkt så meget over, at det skulle opgives til skattemyndighederne. Han har aldrig arbejdet for IB eller modtaget gaver eller andre typer af indkomst fra ham.

IB har forklaret, at han har haft et generalagentur for forsikringer i Schweiz, som leverede forsikringer i Skandinavien, bl.a. til det firma, hvor A var ansat. Han mener, at de lærte hinanden at kende i 2005-2007, men han husker ikke de nærmere omstændigheder. Han havde kendt A i 2-3 år, da A kontaktede ham telefonisk og spurgte, om han kunne låne penge. Han og A var ikke venner. Han har lånt penge ud til flere personer. Han mener, at A sagde, at han fik noget tilskud, men at det ikke var nok til at klare sig for. Vidnet havde en ret stor indtægt på det tidspunkt og anså ikke 1,6 mio. kr. for et meget stort beløb, da A var en dygtig mand, som kunne komme til at tjene mange penge. Vidnet havde ikke nogen særlige fordele ud af låneaftalen. Han interesserede sig ikke så meget for A's økonomi. Han ved ikke, hvorfor han ikke forsøgte at tage pant i ejendommen. Det har han ikke gjort ved nogen af de personer, han har lånt penge ud til. Han var bekendt med, at kommunen ville købe ejendommen, hvilket han betragtede som en form for sikkerhed. Da han indgik låneaftalen, vidste han ikke, at ejendommen var ejet af A's kone, men det fandt han ud af senere. Det var ikke noget problem for ham. Der er ikke nogen forklaring på, hvorfor der ikke skulle betales løbende renter og afdrag af lånet. Han undersøgte ikke forinden, hvad renten var andre steder, men han anså 2 % for en rimelig rente, da renten var på vej ned.

G1 ltd. og G2 ltd. har været ejet af ham, og begge selskaber fungerede som fondsmæglere. Selskabet G3 AG lavede revison og var også ejet af ham.

Pengeoverførslerne til A er sket i henhold til rammeaftalen. I første omgang kom sekretæren ved en fejl til at foretage overførslerne fra G3 AG, hvilket A gjorde opmærksom på. Endvidere gjorde A ham opmærksom på, at der fejlagtigt stod "COMMISSION" på overførslerne. Vidnet tog hånd om dette. Han ved ikke, hvorfor der ikke blev lånt helt op til 1,6 mio. kr. Han gav besked om, hvor mange penge der skulle overføres til A. De så ikke hinanden så ofte efter 2007, da A fik andet arbejde. Vidnet vidste, at A var på svagelighedspension. Han har en enkelt gang modtaget et afdrag på ca. 59.000 kr. Han husker ikke, hvad pengene var fra, og hvordan de kom ind.
Foreholdt sin vidneforklaring i V.L. B-484-17 har han forklaret, at det er A, han har henvist til som låntager af 1,6 mio. kr. I retten har han ikke forklaret i detaljer, hvem der havde betalt hvad tilbage. Han ved ikke, hvad der i gengivelsen af hans vidneforklaring menes med, at han ikke har fået nogen af pengene tilbage. Sidste år fik han en blodprop i hjernen. Derfor har han ikke været i stand til at følge op på indfrielsen af lånet. A har aldrig arbejdet for ham eller modtaget gaver fra ham.

Procedure

Skatteministeriet har for landsretten frafaldet anbringendet om, at skattemyndighederne ikke skal iagttage 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, i en situation som den foreliggende, hvor skatteansættelsen (for to af de tre indkomstår) er foretaget efter udløbet af den forkortede ligningsfrist, men inden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

A har for landsretten frafaldet anbringendet om, at SKATs (nu Skattestyrelsens) afgørelse er ugyldig som følge af begrundelsesmangler.

Parterne har i øvrigt i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

I den foreliggende situation, hvor A i perioden 2008-2010 løbende på sin bankkonto har modtaget en række indbetalinger på i alt 1.208.190 kr. fra tre udenlandske selskaber, som er hjemmehørende i henholdsvis Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize, påhviler det A at godtgøre, at de indsatte beløb er lån.

Af de grunde som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at rammeaftalen om lån på 1,6 mio. kr. indeholder sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke er godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra A og IB. Landsretten har tillige lagt vægt på, at pengene ikke er betalt tilbage ved forfaldsdatoen den 1. januar 2018.

Landsretten tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte forhøjelsen af A's skattepligtige indkomst.

Der er enighed om, at A er omfattet af den korte frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, jf. § 1 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, og at SKATs varsel om ændring af A's skatteansættelser for 2008 og 2009, der blev sendt den 2. april 2012, ligger efter udløbet af den forkortede frist.

Efter bekendtgørelsens § 3 gælder den forkortede frist efter § 1 ikke, når betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Landsretten finder på baggrund af de omstændigheder, der har ført til, at overførslerne er skattepligtige, at A må anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således er opfyldt.

Spørgsmålet er herefter, om fristen på 6 måneder i § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt. Efter denne bestemmelse kan en ekstraordinær ansættelse efter stk. 1 kun foretages, hvis den varsles af skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26.

Det følger af § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 5, at varslingsfristen på 6 måneder begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen er kommet til kundskab om, at en skatteansættelse er urigtig eller ufuldstændig, og at dette skyldes groft uagtsomt eller forsætligt forhold hos den skattepligtige. Som anført af Højesteret i dom af 30. august 2018, gengivet i U2018.3603H, må kundskabstidspunktet anses for at være det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5.

I forbindelse med Projekt Money Transfer blev SKAT opmærksom på, at A i 2008 havde modtaget overførsler på i alt 390.000 kr. og i 2009 overførsler på i alt 179.701,79 kr. fra selskaber i udlandet. Disse oplysninger gav ikke i sig selv SKAT kundskab om, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT anmodede den 13. december 2011 A om bl.a. at redegøre for og dokumentere, hvorfra indsætningerne på hans konto stammede. SKAT modtog hans svar den 6. februar 2012. Det var først herefter, at SKAT var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet, da SKAT den 2. april 2012 sendte en agterskrivelse til A.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Beløbet er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h I k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagens omkostninger for landsretten med 50.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.