Dokumentets metadata

Fri bil - beskatningsgrundlaget

Den skattepligtige var aktionær i et aktieselskab, og havde i indkomståret 2012 ubestridt rådighed over en af selskabets biler. Sagen angik udelukkende opgørelsen af beskatningsgrundlaget for fri bil.

En bilforhandler indregistrerede 1. gang bilen i maj 2010 som importør til en værdi på kr. 467.072. Bilen blev herefter stillet til rådighed for en medarbejder hos bilforhandleren, hvorefter bilen i juni 2011 blev solgt til aktieselskabet for kr. 860.000 med henblik på den skattepligtiges anvendelse af bilen som firmabil. SKAT og Landsskatteretten fastsatte efter en samlet vurdering beskatningsgrundlaget, nyvognsprisen, til kr. 860.000.

Retten fandt på baggrund af ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 4, sammenholdt med stk. 3, samt bestemmelsens forarbejder, at begrebet "nyvognsprisen" måtte forstås som den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelsen af køretøjet som nyt.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvor Skatteministeriet var blevet frifundet.

Parter

A

(v/adv. Martin Kenneth Jensen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Per Lunde Andersen)

Afsagt af Landsretsdommerne

Janni Christoffersen, Louise Saul og Rikke Plesner Skovby (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Retten i Roskilde har den 7. juni 2018 afsagt dom i 1. instans (sag BS9339/2017/BS-10A-762/2017, SKM2018.331.BR).

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil udgør 467.072 kr., og at den skattepligtige indkomst for indkomståret 2012 skal nedsættes til den selvangivne indkomst.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

For landsretten har vidnet PM, Senior Manager, G2, afgivet forklaring.

Vidnet har forklaret blandt andet, at han er uddannet revisor og siden den 1. maj 2005 har været ansat som produktchef med ansvaret for prissætning mv., herunder afgiftsberigtigelse og afregning af moms. G2 indgiver som importør af nye biler fra Tyskland en prisanmeldelse til SKAT, hvoraf de vejledende udsalgspriser - også kaldet standardpriser - fremgår.

Firmaet G4, der i 2011 har solgt bilen til A's selskab, er et selskab, hvor flere forhandlere er gået sammen i et samarbejde om brugte biler. G4 var på daværende tidspunkt den største aftager af brugte biler fra G2 og købte også den omhandlede bil.

Han kan se, at bilen har været indregistreret til G2, og at det er ham, der har underskrevet blanketten til afgiftsberigtigelsen. Bilens afgiftspligtige værdi er baseret på indkøbsprisen, også kaldet transferprisen. Bilen er købt fra G4. Budgetmæssigt beregnes en indkøbspris, som er rentabel, når der ses på selskabets samlede salg. Der er givet en såkaldt transferprisrabat, der bl.a. skyldes, at G2 kun er et salgsselskab med en begrænset risiko. I dette tilfælde er der givet en rabat, som har gjort, at man er landet på en pris for importøren på 182.340 kr. Prisen har været den samme for alle biler af denne type, som selskabet købte på dette tidspunkt.

Den medarbejder hos G2, der har haft bilen stillet til rådighed, har været beskattet efter reglerne. Man beskattes som medarbejder ikke af avancen på 9%.

Alle bilimportører opererer med vejledende listepriser. Der kan være flere for den samme bil afhængigt af kundegruppen. Prisen må ikke fikseres, så prisen er ved videresalg altid genstand for forhandling. Næsten ingen slutkøber betaler den vejledende listepris. Der forhandles normalt en større eller mindre rabat.

Han vil umiddelbart vurdere, at nyvognsprisen for en Mercedes som den i sagen omhandlede i 2010 var omkring en million kroner. Der er vel at mærke tale om den vejledende udsalgspris. Det er svært at forestille sig, at bilen i 2011 skulle være blevet solgt til 467.000 kr., men det afhænger selvsagt af kunden, hvad en bil kan sælges for. Nogle år tidligere, hvor der var finanskrise, og biler blev solgt med tab, kunne det godt være sket. Den endelige pris er altid et spørgsmål om forhandling mellem køber og sælger.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

A har yderligere anført, at lovgiver med ligningslovens § 16, stk. 4, har ønsket og vedtaget en objektiv regel, hvilket følger af både forarbejderne og de administrative anvisninger. Der er ikke hjemmel til at foretage et skøn ved fastsættelsen af beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil, som stilles til rådighed af en arbejdsgiver. Ved Landsskatterettens og byrettens afgørelse åbnes der netop for et sådant skøn. Der findes en fast og langvarig praksis for forståelsen af begrebet "nyvognsprisen" som værende den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, og en sådan forståelse kan kun ændres ved lov, hvilket ikke er sket. Det er ubestridt, at prisen på bilen ved den første indregistrering udgjorde 467.072 kr. inklusive registreringsafgift, moms mv., og at SKAT ikke har anfægtet afgiftsberigtigelsen, som er foretaget i overensstemmelse med de dagældende regler på området.

Skatteministeriet har yderligere anført, at det bestrides, at der på den anførte måde er "automatik" mellem afgiftsberigtigelsen og beskatningsgrundlaget for fri bil. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at bilen er indregistreret til den rigtige værdi. Tværtimod er det trods opfordringer ikke dokumenteret, hvad der nærmere har dannet baggrund for prissætningen. Den manglende indgriben over for eventuelt fejlagtige afgiftsberigtigelser er uden betydning for beskatningsgrundlaget. Forskellen mellem købsprisen på 860.000 kr. og prisen ved afgiftsberigtigelsen et år tidligere, som resulterede i en "kundepris" på 467.000 kr. er betydelig og uforklarlig, og det påhviler A at påvise en klar støtte for at anvende det lave beløb som beskatningsgrundlag. Dette er ikke godtgjort.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at begrebet "nyvognspris" i ligningslovens § 16, stk. 4, må forstås som den pris, en slutbruger skulle betale hos en forhandler ved erhvervelse af køretøjet som nyt.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 20.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens værdi, som for landsretten er opgjort til 39.000 kr., ligesom der er henset til sagens karakter og hovedforhandlingens varighed.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 20.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.